2 Cap. Om værneting
1 Art. Printzerne og Printzesserne af Blodet skulle for ingen Underdommere svare, men deris første og sidste Dommere skal Kongen være eller hvem hand særdelis dertil forordner.
2. Kongernis naturlige Børn skulle ej søgis for andre Dommere end for dem, som af Kongen dertil beskikkede vorde.
3. Ingen skal dragis fra sit Værneting, undtagen i de Tilfælde, som herefter ommældis; Ej heller maa nogen skyde sig fra sit Værneting, eller fra den Over-Ret, som Værnetinget er under, førend Dom paa begge Stæder gangen er; Ti alle Sager, som bør at forfølgis til Værneting, de skulle først did stævnis og Dom der tagis beskreven, og naar nogen ej vil nøjis med den Dom, da skal hand stævne Dommeren og de Vedkommende med samme Dom for den forordnede Over-Dommere, og der tage Dom i lige Maade for sig beskreven.
s. 15
4. Alle og en hver, som ikke haver noget Embede, der henhører til noget sær Retterting, skulle svare til det Bøjgde- og Birke- eller By-Ting, som de boe, og holde Dug og Disk, eller sig opholde udi.
5. Alle Sager Kongens Indkomster angaaende, skulle lige for Kongens Kammer-Collegio indkomme, hvorfra ingen, af hvad Stand hand og er, og enten hand er Hovedmand eller Forlover, maa i fornævnte Sager sig undslaa, eller skyde sig til sit Værneting, men bør efter Kammer-Collegii Stævning der at møde og Dom lide.
6. Kongens Betiente, enten de i Rangen nævnis, eller ikke, svare for den Stæds Dommere, hvor de boe, undtagen Sagen deris Bestillinger angaar.
7. Kongens Krigs-Officerer og værvede Soldater skulle søgis for Krigs-Retten i de Sager, som angaa deris Bestillinger, Liv, Ære, Besoldning, Gevær og Gields Fordring; Men paa alle deris andre Sager skal den Byis eller Stæds Dommere dømme, hvor de boe eller sig opholde, saa de i alle Maader skal være Lands-Loven undergivne.
8. Soldater, som paa Landet udskrivis, imens de sig hos Lægs-Folkene opholde, skulle svare til Bøjgde- eller Birke-Ting, men naar de komme under Fanen at staa, svare de, som om værvede Soldater sagt er.
9. Adelen, som ere de allene, som for dem, deris egte Børn og Afkom til Adelig Skiold og Hielm ere berettigede, være sig Indlændiske, eller Udlændiske, som enten ere af Kongen naturalizerede, eller betiene nogen Bestilling i Rangen; Item lige med Adelen priviligerede skulle i Livs- og Ære-Sager søgis for Kongens Over-Hofret, med mindre de tiene under Militien til Lands eller Vands, da det med dem efter den 7. Art. skal forholdis: Undtagne de Højeste Officerer, som skulle i Livs og Ære-Sager søgis for Kongens Højeste Ret.
10. Grever og Friherrer, som ere de allene, som ere af Kongen dertil ophøjede, eller Fremmede naturalizerede, skulle lige for Kongens Højeste Ret indstævnis; Dog udi de Sager, hvor først anden Oplysning udkrævis, forordner Kongen dem Commissarier.
11. Superintendenterne tiltalis for Kongens Højeste Ret, om de sig i deris Embede forsee, eller falde i nogen aabenbarlig syndig Last eller Ketteri. I andre Verdslige Sager svare de til den Ret, som andre lærde Folk og Geistlige svare til.
s. 16
12. Lectores og Professores hos Dom-Kirkerne og i Gymnasiis, Præster, Degne, Substituter og Skolebetiente saa og lærde Folk, som ingen Bestillinger have, skulle i Geistlige Sager søgis for Herrets-Provsten, og siden for Stigts-Befalningsmanden og Superintendenten; Men om Ejendom, Jord, Ager, Eng, Skov, Gield, og andre Verdslige Sager, skulle de svare til Bøjgde- Birke-eller Bye-Ting og Lavting, dog hvis Sager, som for Provsten strax i Mindelighed bileggis kand, de bør ej for nogen verdslige Dommere at indkomme, saafremt Sagen ikke er criminel, eller Kongens Interesse angaar; Ti naar de for nogen stor Last ere dømte fra deris Embeder, eller blive befundne i nogen Halsløs Gierning, da haver den verdslige Øvrighed sin Ret imod dennem, ligesom imod andre der sligt begaa.
13. Hvis Sager imellem Præst eller Degn, og Sogne-Folket, som henge af Kirkens Myndighed, forrefalde, paa dennem dømmis af Herrets-Provsten, eller henvisis til Stigst-Befalningsmanden eller Superintendenten.
14. I Egteskabs Sager skulle Stigternis Befalningsmænd, hver i sit Stigt, dømme med de lærde Mænd eller Sogne-Præster, som næst ved dennem boende ere.
15. Dersom Trette falder om Jord, Huus, Ejendom og Markeskiel da holdis det for Værneting, under hvilket Ejendommen, som Tretten rejser sig af, er beliggendis, om end skønt den, som for Sagen er, andenstæds boer, eller sig opholder; Men Kald og Varsel givis til hans Bopæl.
16. Dersom nogen i By, Birk, eller Ting-Lav boendis haver at tiltale den, som uden samme By, Birk eller Ting-Lav boendis er, for Vold, Hærverk, Ran, Skieldsord, som i Byen, Birket, eller Ting-Lavet begangen er, enten hand der tilstæde er, eller ikke, saa og for vitterlig Gield, som i Byen, Birket, eller Ting-Lavet efter egen Forskrivelse skal betalis, eller anden saadan Anfordring, som mand sig til det Stæd at efterkomme haver tilforbundet, saa fremt hand personlig der findis, da maa Sagsøgeren samme sin Vederpart saa frit efter lovlig Varsel, til den Byis, Birkis eller Bøjgdis Ting, hvor Sagen sig begivet haver, eller hand sig til forbundet haver, tiltale og forfølge, som det Vederpartens eget Værneting var.
17. Haver nogen forpligtet sig med Haand og Segl, eller og for Retten vedtaget at svare for nogen Ret, som ikke er hans Værneting, da bør hand for samme Ret at møde og der Dom lide.
18. Haver nogen haft noget at forrestaa, som Formynderskab, Kirkers, Skolers eller Fattigis Forstanderskab, Kæmneri, eller andre saadanne Bestillinger, da
s. 17
bør hand eller hans Arvinger der sammestæds at svare og staa til Rette, hvor hand saadant antaget haver.
19. Er og nogen ved endelig Dom tildømt Bøder eller andet at legge fra sig, da bør hand paa det Stæd, som Dommen falden er, at lide Tiltale, dersom hand ikke retter for sig.
20. Tiltaler Indlændisk eller Udlændisk nogen til hans Værneting, da bør hand eller hans Fuldmægtig at svare til samme Ting, og stande sin Vederpart til Rette, dersom Vederparten i samme Sag med Rette til hannem nogen Tiltale haver.
21. Hvor som nogen gribis paa fersk Fod, eller siden nogen andenstæds antreffis for nogen Misgierning, da gaais derom paa det Stæd, som Gierningen skeet er, og dømmis af den Ret, saa vit Loven medfører, enddog det ikke er den Paagrebnis Værneting; Dog dersom nogen Rettis Betiente, eller Øvrighed lader nogen paagribe, som ellers staar under anden sær Ret, i saadan Sag, som hand er greben for, da skulle de strax give den Paagrebnis Øvrighed det tilkiende, og saa fremt samme Øvrighed ved egne Betiente lader Fangen affordre, da skal hand være følgagtig, og derhos Vidnisbyrd om nogle førte ere, tilstillis om hans Forseelse, at den Skyldige tilbørligen kand blive straffet. End affordris Fangen ikke det første mueligt er, da gaais der med hannem efter Loven paa det Stæd, som hand greben er.
22. Til Vidnisbyrd at paahøre bør den, som dertil stævnis, at møde til det Ting, som Vidnerne skulle afleggis, enddog det ikke er hans Værneting.
23. Haver nogen atskillige Værneting, da maa Sagsøgeren udvelge hvilket af samme Værneting hand vil søge sin Vederpart for, og bør den, som for Sagen er, der at svare til Sagens Uddrag med saa Skiel, at hand der selv holder Dug og Disk, naar hand første Gang kaldis.
24. Stævnis nogen, hvis Værneting ej egentlig vidis, til nogen Ret, som hand vil skyde sig fra, og hand hverken Varselsmændene strax, ej heller Dommeren første Tingdag tilkiende giver og skielligen beviser hvilket hans rette Værneting er, da blive Sagsøgeren ved den Ret, som hand haver hannem stævnet til, og den som for Sagen er, bør der at svare og Dom lide med hvis efter Loven paafølger, om hand ikke Dommen efterkommer.