4 Cap. Om Stævnemaal, Kald og Varsel, og Opsettelser.
1 Art. Ingen Rettergang maa stædis imod nogen, eller Vidnisbyrd føris, eller Tingsvidne udstædis til Tinge, eller for nogen Ret, eller Mænds Opkrævelse, eller nogen Besigtelse, Syn eller Granskning at skee, uden den, hvis enten Gods, Ære eller Liv det paagielder, er lovligen dertil kaldet, eller og er selv til Vedermaals Ting, og ikke undskylder sig, at hand ikke haver faaet lovlig Kald og Varsel.
2. Sagsøgeren skal stævne den, som for Sagen er, og andre Vedkommende, med
s. 21
to Mænd, før Sol gaar ned, for deris Boepæl, i hvad Ting og Ret de og stævnis til, enten muntlig eller skriftlig.
3. De, som muntlig Kald og Varsel givet have, skulle selv komme til Hiemtinget, og vidne med Eed og oprakte Fingre, at de hannem som tiltalis, lovligen stævnet have, og enten selv med hannem muntlig talt have, eller med hans Folk, eller med andre, som tilstæde vare, og skulle deris Navne, som stævnet have, hvo de ere, og hvor de sig opholde, i Tingbogen indføris. Naar Kaldseedelen er skreven af Sagsøgeren selv, skal det i lige Maade med Kalds Mændene forholdis.4. De, som forkynde skriftlig Kaldsædel, eller Stævning, som under Rettens Segl er udstædt, skulle forkynde den i dens, som stævnis, eller hans Folkis, eller andris Paahør, som der kunde være nærværende, og enten dennem en Udskrift deraf levere, eller give dennem saa lang Tid, at de kunde lade den udskrive, om de det begære: Og hvis de selv ej vilde, eller kunde skrive paa den, da skulle de, som den forkyndet have, der paa skrive med deris Navne under, og hvo de ere, og hvor de sig opholde, tillige med deris Navne, som vare nærværende, der Stævningen blev forkyndet: Hvilken Stævning saaledis paaskreven skal for Retten fremlegeis, læsis og paaskrivis.
5. I Kald og Varsel, enten det skeer muntlig, eller skriftlig, skal Sagen, saa fremt Processen skal holdis lovlig, nævnis, hvorfor mand stævnis, saa og en vis Dag og et vist Ting, hvortil mand stævnis, og ikke til flere paa een gang.
6. Hvis nogen overbevisis usandfærdeligen, enten med muntlig eller skriftlig Stævnings Forkyndelse at have omgaaet, straffis ligesom falske Vidne.
7. Til Byting givis muntlig, eller ved skriftlig Kaldsædel, otte Dagis Varsel, og til Bøjgde og Birke-Ting fiorten Dagis Varsel, om de, der stævnis, boe eller opholde sig i det Tinglav, Birk eller By, som Tinget holdis. Udi Aaverks og Ejgnetretter brugis femte Stævne, som er fem Nætters Stævne. Udi alle de Tvistigheder, som opkomme imellem nogen om alle Slags Aaverks, eller Skadis Paaførelse paa nogens Jord, Skov eller Mark, og som enten i denne Bog, eller andenstæds i Loven omtalis, kand brugis femte Stævne, efter at Lovfæstelse og Forbud skeet er, som Loven omtaler, og skal imidlertid saadan Anordning giøris, at det, som Aaverket er, og ej kand taale at blive paa Stædet beliggendis, kommer i god Forvaring, helst hos den, som lovfæste, om hand kand stille nøjagtig Borgen derfor.
8. Fiorten Dagis Varsel gives hannem, om Hand er uden Byen, og fire Ugers Varsel, om hand boer uden Tinglavet og Birket, og dog i det samme Lavdømme.
s. 22
9. To Maaneders Stævne gives hannem, om hand er inden Lands og uden Lavdømmet.
10. Haver hand ingen Boepæl i Riget, og ikke vil lade sig finde, da givis hannem sex Ugers Varsel der, som hand sidst Boepæl eller Tilhold haft haver, og sex Ugers Varsel tillige til Lavtinget, i hvilke Tilfælde sær Ting af Lavmændene skal holdis.
11. Kald og Varsel til Indførsel i en Afdødis Gods, som ej Arvinger haver, eller efter hvilken Arv og Gield ej er vedgaaen, givis paa samme Maade.12. Er den, som stævnis, uden Riget, eller ikke vidis, hvor hand er, da givis hannem Varsel paa samme Stæder, som nu sagt er, inden Aarets Udgang at møde og svare: Og da bør hans næste Arvinger, eller Fuldmægtige at svare til hans Sag, og lade hannem det vide.
13. Haver nogen ingen Boepæl i Riget, og Trette er om Markeskiel, da givis hans Bonde, som paa Boligen og Grunden boer, der som Tretten falder, halv Maanedts Varsel.
14. Udi Uskifte imellem Arvinger, eller Creditorer, Ejendoms Tretter er mand ej pligtig til at stævne andre, end dennem, som Ejendommen bruge, og den i Haand og Hævd have.
15. For Afpløjgning, eller Afslæt givis den Kald og Varsel, som Skaden gior haver, og ikke hans Jorddrot.
16. Rejser nogen bort efter at hannem lovlig Kald og Varsel givet er, enten uden Lavdømmet, eller Riget, da forfølgis den Sag, som hand haver faaet Varsel for, ligesaa fult, som hand var tilstæde, dersom Sagsøgeren ikke hviler med Processen, men Sagen uden Ophold fra Ting til andet forfølger: Lader Sagsøgeren tre Ting overgange, at hand ej forfølger Sagen, siden hand haver kaldet sin Vederpart til et Ting, da maa Vederparten fare af Land og Rige, saa som hand ej var kaldet med alle.
17. Siger nogen paa dens Vegne, som stævnet er, at hand var rejst af Lavdømmet, eller Riget, før end han blev kaldet, da skal den, som det siger, det lovligen bevise.
18. Søgis nogen for Jordskyld, Huusleje, eller dislige Afgift at nogen Gaard eller Huus, da holdis samme Stæd for Boepæl, om end skiønt den, som for Sagen
s. 23
er, ikke boer der; Dog at hand kaldis og stævnis til saadan Tid, som tilforn ommælt er, om hand er uden Byen, Lavdømmet eller Riget.
19. Døer nogen, som ikke haver giort Rigtighed for hvis hand hafde at forrestaa, imens hand levede, saasom Formynderskab, Fattigis Forstanderskab, Kirkeværgeri, Kæmneri, og dislige, da givis hans Arvinger Kald og Varsel i Sterboen, naar de tiltalis for at giøre Rigtighed.
20. Giver mand en Procurator eller anden Mand Fuldmagt nogen Sag at forfølge, da staar det Kald og Varsel for fulde, som Fuldmægtigen i den Sag givis af Vederparten, ligesom Hovedmanden selv Varsel bekommet havde.
21. Til Bøjgde- og Birke- og Byting, saa og til Raadstuen i de Kiøbstæder, som svare under Lavtinget, givis Kald og Varsel ved tvende Mænd, enten muntlig eller ved skriftlig Kaldsædel, som Sagsøgeren selv maa skrive, eller skrive lade.
22. Stævninger til Lavting udstædis under Lavmandens Haand og Segl, og forkyndis paa den Maade, som tilforn sagt er, ved tvende Mænd fiortende Dagen før Lavting holdis, for dens Boepæl, som stævnis, enten hand er i Tinglavet og Byen, eller uden, enten i eller uden Lavdømmet, enten i eller uden Riget, saa fremt hand ellers lovlig Varsel til Hiemtinget haver bekommet, og Hiemtings Dommen inden sex Uger indstævnis. Iligemaade forholdis til de Raadstuer, som svare lige under Over-Hofretten, dog at Stævningen ikkun forkyndis otte Dage for Rettergangs Dagen.
23. Lader Sagsøgeren sex Uger gaa forbi, efter at Hiemtings Dommen er afsagt, før end hand tager Lavtings Stævning, og den, som for Sagen er, imidlertid rejser bort, da skal det med Stævningens Forkyndelse og Tiden saa forholdis, som tilforn om Hiemtings Kald og Varsel mælt er.
24. Opsættelser skulle skee med begge Parters Samtykke, eller og naar Dommeren for lovlig Forfald ej kand være tilstæde: Opsættelsen givis dog ikke beskreven, med mindre det af Parterne begæris; Men i det Stæd skrivis paa Stævningen af Skriveren til hvilken Tid Sagen er opsat, hvilket og i Tingbogen skal antegnis tillige med dens Navn, som med Stævningen fremkommer, og med deris Navne, som stævnis, en hver til Efterretning, som det begærer at vide.
25. Lavtings Stævningen med samme Paaskrift skal forkyndis for de Vedkommendis Boepæl, og dem Gienpart deraf meddeelis, om det begæris, hvilken Forkyndelse skal skee ved tvende lovlige Vidne, som derpaa skal skrive Dag og Tid, naar de den have forkynt.
s. 24
26. Naar nogen Stævning paa Lavtinget forreleggis, som tilforn haver været læst og paaskreven, og siden befindis at være forandret, da skulle Lavmændene strax kiende derpaa, og tilkiende den Skyldige hvad Straf hand, som Rettens Forvildere bør at lide.
27. Stævninger til Over-Hofretten skal forkyndis i Findmarken sex Maaneder, i Nordlandene tre Maaneder, i Bergens og Trundhiems Stifter, og Stavangers Ampt otte Uger, og i de andre Stifter sex Uger for Over-Hofrettens Begyndelse.
28. Stævninger til Over-Hofretten skulle tagis i Kongens Cancellie i Christiania, saa betimeligen, at de kunde forkyndis inden den Tid, som sagt er.
29. Ingen Stævning til Kongens almindelig Højeste Ret maa udsteedis kortere, end et Fierding Aar for Tiden, som den er paabuden, med mindre Dommeren, eller Skriveren forsætlig Vis Retten at spilde med Dommen, som indstævnis, at udsteede videre, end tilbørligt er, haver opholt. I saadan Tilfald stædis end og efter Tiden Stævning: Begæris ellers Stævning over Domme kort for den paabuden Højeste Ret, da givis den ud til den, som næst derefter vorder paabuden.
30. Kongens Stævning til Højeste Ret skal og forkyndis i Findmarken sex Maaneder, i Nordlandene tre Maaneder, og de andre Stæder to Maaneder for Tiden, som Højeste Ret er paabuden. Vil hand, som stævnis, ikke lade sig finde, og er dog inden Riget, da skal Stævningsmændene læse og forkynde Stævningen for hans Boepæl med Vidnisbyrd trende sinde, og to Dage imellem hver, og give det hans Folk tilkiende, saa mange de kand komme i Tale med og da stande det for fulde.
31. Vil mand lade Stævningen til Bøjgde- Birke eller Bye-Ting forkynde over hannem, som ikke haver vildet lade sig finde, da skal hand tre Gange paaraabis, før end Stævningen læsis, og da staar det for fulde.
32. Befindis nogen lovlig stævnet muntlig, eller skriftlig, og hverken hand selv, eller hans Fuldmægtig møder, for sin tilbørlig Under- eller Overdommere, uden hand haver lovlig Forfald, og det nøjagtig beviser, da leggis hannem af Dommeren Lavdag for, dog ikke længer, end til næste Ting, til hvilken hand bør at møde, og hvis hand da ikke vil møde, da skal Dommeren efter fremlagte Breve og Bevisligheder i Sagen dømme, hvorefter og Exsecution maa skee, og hand for motvillig Udeblivelse have Skade for Hiemgield.
33. End er hand stævnet for Kongens Over-Hofret, eller Højeste Ret, og ikke selv
s. 25
eller hans Fuldmægtig møder, da dømmis i Sagen efter dens Beskaffenhed, og hand efter Dommens Indhold at lide, med mindre lovligen bevisis, at hand i saadan Forfald haver været, at hand hverken selv haver kundet mødt, eller fremskikket sin Fuldmægtig.
34. Men hvo som stævner anden for nogen Overdommere, og dog hverken selv, eller hans Fuldmægtig, eller hans lovlig Forfald møder, da haver hand tabt Sagen, til hand stævner lovligen igien, og derforuden skal hand give sin Vederpart hans bevislig Kost og Tæring.
35. Haver hand stævnet for Over-Hofretten, og ej møder, før end alle Sager have Ende, da have iligemaade tabt Sagen, og betale Kost og Tæring; Men dersom hand indleverer sin tagen Stævning i Kongens Cancelli i Christiania med sin Vederpartis skriftlig Samtykke, da bør hand for det ovenbemælte fri at være.
36. End haver hand stævnet for Kongens Højeste Ret, og ikke møder, inden de Norske Sager have Ende, da bør hand ikke alleneste at igiengive sin Vederpart, som møder og byder sig i Rette, den billig paa Processen anvente Bekostning med bevislig Kost og Tæring, men og aldelis have tabt Sagen, og ikke videre tilstædis paa den at tale; Men dersom hand indleverer sin tagen Stævning i rette Tid i Kongens Cancelli i Kiøbenhavn, før end de Norske Sager have Ende, med sin Vederpartis skriftlig Samtykke, og Vederparten ikke vil Sagen videre udføre, da bør hand derfor fri at være.
37. Kald og Varsel giøris ikke fornøden, naar nogen til Tinge vil lade læse sine Skøder, Mageskifte- Gave- eller Pante-Breve, eller Afkald, eller dislige. Ej heller for Godsis Opbydelse, Arv og Gields Fragaaelse, Beslag paa Gods eller Person, eller for Skudsmaal.