13 Cap. Om Vidner og Tings-Vidne.
1 Art. Vidne er ej mindre end to Personer, over eens stemmende, og udi een Ting.
2. Ingen er pligtig til at vidne andenstæds, end til sit Værneting efter lovlig given Kald og Varsel.
3. Vil nogen godvillig vidne, uden given Kald og Varsel, eller for anden Ret, Omkostning dermed at spare, da maa det hannem tilstædis.4. Dersom nogle fornemme Folk, som ikke pleje at søge Ting, Mands, eller Qvindis Personer, eller de, som ligge paa deris Sygeseng, eller have anden lovlig Forfald, krævis til Vidne, da skulle de Syge, og de, som ikke skrive kunde, hiemme ved Eed i tvende lovfæste Mænds Paahør aflegge deris Vidne, hvilket samme Mænd til Tinge med deris Eed skulle fremføre; Men de andre skulle deris Vidne skriftlig med Eed bekræftet under deris egne Hænder i Tide for Retten indskikke, hvilket skal agtis baade i Værd og Straf, lige som de paa Tinge med oprakte Fingre soret hafde.
5. Ingen ubekiente Personer skulle tilstædis at vidne, med mindre de giøre Rigtighed for sig, hvo de ere, hvor de have deris Ophold, og hvor de ere at finde, hvilket og skal i Tingbogen indføris.
6. Ellers maa ingen paa Tinge efter skriftlig Sæddel vidne, uden hand det selv skrevet haver, og det selv for Retten oplæser, og med Eed bekræfter.
7. Bliver nogen tilkrævet at vidne i nogen Sag, og Dommeren legger hannem Eed for, sin Sandhed i den Sag at vidne, da bør hand at vidne ved sin Eed
s. 42
alt hvad hannem derom vitterligt er, og hvis hand enten af Dommeren, eller af Parterne bliver tilspurt om til den Sags Oplysning; Eller bøde Sagsøgeren og Kongen, hver ti Lod Sølv, med mindre hand kand og vil svære, at hand veed intet deraf.
8. Dommeren skal fremkalde dennem, som Vidne skulle bære, og de skulle svære med oprakte Fingre, at de ville sige Sandhed, og intet deraf dølge; Og skal Dommeren formane dennem, hvad Straf der skal efterfølge, dersom de vidne Løgn. Særdelis, naar Sagen er af stor Vigtighed, og angaar Folkis Ære, Liv og Velfærd, skal de hver for sig allene indkaldis og forhøris, og for dennem oplæsis ved Forklaring paa Eeden og Formaning, som herefter bag i Loven indføris, og bør paa alle Tinge, og hvor Ret holdis, paa en Tavle trykt at ophængis.
9. Udi Odels, eller Ejendoms Tretter, hvor begge Dele holde sig berettigede til Ejedeeler, Markeskiel, Ager, Eng, Skov, eller Mark, Vands, eller Fiskeries Rettighed, og dislige, eller om deres Aaverker: Paa noget af dette, skulle ingen Vidne sværge, førend de paa Stæden, som de ere stævnede til, ere forhørte, og have udsagt hvis de om Sagen vide, og det paa begge Sider, om begge Parterne have stævnet Vidne udi Sagen. Og skulle dens Vidner altid først forhøris, som først stævnede udi Sagen. Vidnerne udi saadanne Sager skulle tilstaa hvis de kunde have seet, eller hørt, og at de ikke vide mere, rettere, eller sandere for Gud, end det, som de vidne; Men de Vidner, som allene skulle vidne om nogen Fremmeds Gierning eller Beskadigelse paa Jord, Skov, eller dislige, som hand ingen Ret, eller Deel haver udi, hvorom Lovens siette Bog taler, skulle først aflegge Eed, før end de vidne, saasom alle andre Vidner.
10. Befindis nogen at vidne aabenbare Løgn med sin fri Villie og fulde Forsæt, saa mand kand kiende, at hand vant Løgn, da straffis hand paa sine to Fingre, og hans Boeslod være forfalden til hans Husbond; Og skal Dommeren lade skriveren skrive paa de falske Vidner, som fælte blive, og forskikke dem med deris Navne, som fælte ere, til en hvervs Øvrighed, at de lade dennem forkynde til Bøjgde- Birke- eller Bye-Ting og Exsecutionen skee.
11. Hvo der kiøber en anden til at vidne Løgn, hand skal være mindre Mand og straffis paa sin Boeslod, dog ikke paa sine to Fingre.12. Findis der nogen Tid Vidne imod Vidne, og udi een Sag, da skal Dommeren grandgiveligen granske og forfare alle de Vidnisbyrd paa baade Sider, og dømme efter dem, som retvise kunde kiendis; Men de, som uretfærdige findis, forfølgis derfor, som før er mælt. Ere Vidne imod hinanden udi Odels, eller Ejendoms Tretter, udi hvilke allene Eeden ej tagis, før end Forhørelsen
s. 43
skeet er, saasom tilforn sagt er, da skal dermed saaledis forholdis, som her efter udi femte Bogs 3. Cap. 13. Artikel om Odels Trette formældis.
13. Haver nogen vudnet til et Ting, og andre Vidner der imod til andet Ting skulle føris, da skal den, som tilforn vant, lovligen Kald og Varsel givis til at høre de andris Vidne.
14. End ere de andris Vidne ej imod de førstis, da er det ej fornøden, at de første dertil kaldis.
15. Dersom nogen af Parterne skyder paa andre Vidnisbyrd og Bevisning, end hand da tilstæde haver, da tilstædis det hannem, dog ikke uden een gang, og skal da nævnis hvad Vidnisbyrd hand paa skyder; Men dersom nogen udi Odels, eller Ejendoms Tretter, begærer nogen Tid til at søge andre og flere Vidne, som hand i den nærværende Tid ikke kand nævne, da maa Dommeren hannem en vis og billig Tid dertil forunde.
16. Bevisis det, at den, som vidner paa en anden, er hans aabenbare Uven, eller Avindsmand, da bør hans Vidnisbyrd ej at anseis.
17. Villige Vidner, saasom Husbond, Hustrue, Forældre, Børn, Tyende, Søskende, eller lige saa nær besvogrede, skulle ej anseis, med mindre ingen anden Vidne kand havis, fornemmelig i Drabs, Volds, eller dislige Sager; Ti da skulle de vidne, som af veed.
18. Villige Vidner skulle de og holdis for at være, som selv i den Gierning med været have, hvor om de skulle vidne.
19. Vidner Barn, der under sine femten Aar er, da kand det Vidne hverken rejsis eller fældis.
20. Intet udædisk Menniske, eller nogen anden, som forvunden er for nogen Uærlig Sag, Tyveri, Forræderie, eller Troldom, skal staa til troende i Vidnisbyrd, eller i andre Maader, i hvad de ville sige og vidne paa nogen.
21. Den, som ustadig befindis i sit Vidne, og nu siger et, nu et andet, og nu bejaer noget, nu fragaar det igien, bør ej at staa til troende; Men straffis, som en Løgner, om forsætlig Svig hos hannem findis.
22. Hvo Vidne vil føre paa hvis en anden sagt haver, hand skal det giøre paa fersk Fod, og til første Ting, som hand lovlig Kald og Varsel til kand give,
s. 44
efter at hand om saadan Paasagn er videndis vorden: Ellers skulle Vidne paa ens Mund ikke gielde imod hans Benegtelse.
23. End efter Aars Forløb maa ingen Vidne føris paa hvis nogen af andens Mund hørt haver.
24. Beskikkelsis Vidner om hvis dem svaris, bør til Tinge med Eed at bekræftis, dersom de imodsigis, og kunde ej underkiendis, med mindre de ved andre lovlige Vidner, eller anden klar Bevisning, igiendrivis.
25. Intet Vidne maa i egen Person stævnis til Lavting, eller anden Over-Ret, med mindre hand til sit Værneting ej har vildet vidne sin Sandhed, eller hand beskyldis for sit Vidne, at det er usandfærdigt.
26. Dog hvis Lavmænd, eller andre Over-Retters Betiente det nødigt befinde, besynderlig i Ære- og Livs-Sager, at Vidner for dem i egen Person skal forhøris, og de lovligen stævnis for deris Vidner at forklare, og at overvejis, og imod andre at forhøris, da bør de at møde, eller bøde Sagsøgeren og Herskabet, hver ti Lod Sølv, med mindre de lade svære deris lovlig Forfald.
27. Ellers, naar Vidner allene for Processen beskyldis, og ej deris Ære og Fælding angaar, som vudnet have, da skulle de ej stævnis til at møde.
28. Naar enten af Parterne, efter at Dom udi Sagen gangen er, kand finde nogen bedre Sandheds Oplysning og Bevisning, end som for Retten haver været, da skal hannem ej formeenis det at giøre, saa fremt hand med sin Eed bekræfter, at hand om samme Bevisning tilforn ikke haver været videndis, eller den kunde have bekommet, paa det at hand samme Bevisning for højere Ret, naar Sagen der indkommer, kand fremføre; Men naar paa Sagen i Kongens Højeste Ret kient er, da tilstædis ingen videre Proces.
29. Tingsvidne er det, der gode Mænd, Lavrettis Mænd, eller Tingmænd, som paa Tinge vare, vidnede med deris Eed, det de saae og hørte, og den, som det paagielder, var selv til Vedermaals Ting, eller var lovligen kaldet dertil, hvilket er saa sterkt, at intet derimod kand sigis.
30. Vidner nogen Mand i Tingsvidne, der lovfælt er, eller dømt til sine tre Mark, da fælder hand ingen uden sig selv.