14 Cap. Om Sigtelse og Eed.
1 Art. Den, som anden vil sigte og saggive for nogen Gierning, eller Ord, hand skal giøre det paa fersk Fod, saa snart hand derom videndis vorder.
s. 45
2. Ingen videre Eeder skal til Tinge og i Rettergange tilladis, enten af den, som sigter, eller den, som sigtis, end de, som Loven og Retten fordrer og tillader.
3. Vidner, som med Eed aflagte ere, maa ikke ved Vederpartens Eed benegtis.
4. Ingen maa giøre nogen Eed, før end det hannem af Dommeren tilstædis, eller paaleggis.
5. Dommeren skal ikke letteligen nogen af Parterne tilstæde Eed at giøre, eller nogen den paalegge, anseendis, at den, der Sag giver, bør det lovligen at bevise.
6. Benegtelsis Eed maa af Dommeren paaleggis, naar hannem synis, at Sagen det udkræver, eller i det ringeste efter Sagens Tilstand saaledis, at enddog det ikke nøjagtigen bevisis, der dog vis Formodning er, at den Sigtede er skyldig, og derfor efter Lov og Ret bør Sagen ved sin egen Eed sig at fralegge paa det, at hand for videre Tiltale sig kand befri. Men Eed imod Eed maa ingenlunde af Dommeren tilstædis, meget mindre paaleggis.
7. Vil den Sigtede ikke giøre Benegtelsis Eed, naar det hannem af Dommeren, som forskrevet staar, paaleggis, da maa den Sigtende giøre sin Eed, og den Sigtede have tabt Sagen.
8. Ingen skal findis til Lov, som er Tylter Eed, for nogen Sag.