24 Cap. Om Supplicationer
1 Art. Alle Kongens Undersaatter, og andre, som foraarsagis til Kongen at supplicere om noget dem anliggende, skulle først Kongens Befalingsmænd, eller dem, som paa Kongens Vegne, Geistlig, eller Verdslig, Øvrighed, paa de Stæder have at sige, hvor saadant forrefalder, deris ansøgning give tilkiende, hvilke selv strax uden Ophold Supplicanterne skulle anhøre, og efter udførlig og beste Underretning deris Erklæring under deris Haand uden nogen Forvegring, Skriverløn, eller Betalning, paa Supplicatzen lade antegne, og oprigtigen og udførligen forklare og berette Supplicantens Sags og Begærings egentlig og rette Beskaffenhed med Udkrævede Omstændigheder, som ret og forsvarligt eragtis kand. Befindis siden og bevisis samme Erklæring uretteligen og vrangeligen at være giort, da skal den, som den paaskrevet og givet haver, dertil svare, og have sin Bestilling forbrut, eller i andre strenge Maader alvorligen straffis, som den, der haver givet Aarsag, at Kongens Haand og Segl, imod Kongens høje Respect er bleven misbrugt.
2. Kunde de Sager bilegge, og Supplicanten til rette forhielpe hos dennem selv, stande det dennem frit for, med mindre det saadan Gierning angaar, som ved Forligelse ikke bør at underslaais; Men Retten og lovlig Proces befalis, eller Kongen forrebringis.
3. Hvis nogen ellers sig over Kongens Befalingsmænds, eller sin Øvrigheds, Forhold kunde have at besværge, det maa uden saadan Paaskrift ved Supplicatzer andragis. Maa og ingen for sin Supplicatz eftertragtis, eller i Trette indviklis, men Sagen bør Kongen at forredragis.
4. Dog skal ingen hermed være tillat en anden ærrørig, eller anden grov Sag ubevisligen at tillegge, uden hand vil lide derfor. Kand Supplicanten ikke læse, eller skrive, og fragaar saadan ubevislig Tillæg, da stande den til Rette derfor, som det haver skrevet, med mindre hand beviser sig intet at have skrevet, uden det, som af hannem haver været begæret; Men hvo som ophidser og forleder saadanne eenfoldige Folk og Almue til falsk Klagemaal og løgnagtige angivelser, og det for dennem skriver, og samler Signeter at trykke derunder, have forbrut sin Boeslod, og straffis i Jern til Arbejd sin Livs Tid, eller nogle visse Aar, efter Sagens Beskaffenhed.
5. Sorenskriveren paa et hvert Stæd skal pligtig være Almuens Supplicatzer, naar hand derom anmodis, uden Forhaling paa god Maneer at opsætte, saa
s. 65
vel for en hver, som det udi sær begærer, som for flere tillige, naar de een Sag paa een Tid have at andrage: Hvilke Supplicatzer de Vedkommende med deris Hænder, eller Boemerke først have at undertegne, og siden Sorenskriveren sit Navn med egen Haand tillige med at underskrive; Og skal hand for hver Supplication, som hand enten for een, eller for flere tillige, i saa Maader opsætter og underskriver, nyde otte Skilling Danske, og ej mere.
6. End klagis der over Sorenskriveren selv, eller og hand ikke er nær ved Haanden, eller Partisk, da skal Amptmanden ordinere en anden Person udi hans Stæd, som Almuens Anliggende udi Pennen kand forfatte, og der foruden selv grandgiveligen fornemme hvorudi Almuens andragende bestaar, paa det at Sorenskriveren kand vorde straffet, om hans Brøst udi een, eller anden Maade, skulle befindis.
s. 66