4 Cap. Om Præsternis Embede med Tienisten i Kirken og Prædiken
1 Art. Ingen Præst skal have flere Kirker, end hand til Gavns med Prædiken, Sacramenternis Uddeelelse, Ungdommens Undervisning i Børnelærdom, og de Sygis Besøgelse, vel kand forrestaa.
2. Hvert Sogn i Kiøbstæderne skal i det mindste have to Prædikere; Men hvor der er stor Menighed i een Bye, og ikkun et Sogn, der maa de have flere.
3. Sognepræsten prædiker selv til Højmesse, og Medtieneren til Froprædiken og Aftensang, saasom paa et hvert Stæd hidindtil brugeligt været haver.
4. Præsterne skulle forrette Gudstieniste i Kirken med Læsning, Sang, Bøn, Prædiken og Sacramenternis Uddeelelse paa den Maade og med de Ceremonier, som i vor Frue-Kirke i Kongens Residentz Stad Kiøbenhavn forholdis og brugis efter det Forordnede Ritual.
5. Præsterne skulle forrette Gudstieniste i Kirken paa efterskrevne Tider om Aaret: Først, paa alle Søndage. For det andet paa efterfølgende Hellige Dage: Tre Christi Hoved-Højtider, hver i tre samfælde Dage, Juel, Paaske og Pintze. Nyt-Aars eller Christi Omskærelsis Dag. Hellig tre Kongers eller Christi Aabenbarelsis Dag. Mariæ Renselsis Dag. Mariæ Bebudelsis Dag, hvilken skal holdis paa Palme-Løverdag, dersom den indfalder paa Palme-Søndag, eller derefter. Christi Himmelfarts Dag. St. Hans Baptistæ Dag. Mariæ Besøgelsis Dag. St. Mikkels Dag. Alle Helgens Dag. Item Skærtorsdag og Langfredag. For det tredie paa ordinarie Bededage, som i Kiøbstæderne skulle holdis hver Fredag af hver Sognepræst i sit Sogn det heele Aar igiennem; Men paa Landet den første søgne Onsdag, eller Torsdag paa de Stæder, hvor det er saa anordnet, i hver Maaned i Hovedsognet, og den anden i Annexen; Dog til Fields og ved Søesiden om Løverdagen for Almuens Mageligheds Skyld. Og skal Tienisten begyndis det tiligste mueligt er, saa den kand være endet, førend noget Ting holdis. For det fierde: Paa alle Onsdagene, eller Torsdagene, hvor det saaledis er anordnet i Faste, indtil Dimmel-Uge, paa Landet; For det femte: Paa de Tider i Kiøbstæderne, som hidindtil brugeligt været haver.
6. Præsterne skulle i deris Prædikener forklare de forordnede Texter, og dennem henføre til Troens Lærdom og Christelige Skikke og Sæder, og rettelig lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord, og den Hellige Kirkis Symbola og den Uforandrede Augsburgiske Bekiendelse, og baade i Kirken saa vel som andenstæds i ærlige Forsamlinger, i Omgængelse og Besøgelser formane deris Tilhørere at frygte Gud og ære Kongen, og i deris Liv og Levnet lade see Troens Frugter: Og særdelis saa lempe deris Prædikener, eftersom Tilhørernis Forhold mest udkræver.
s. 70
7. De skulle i deris Prædikener, og Forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstaa: Ej heller bevise deris Visdom og Skarpsindighed paa det hellige Stæd; Men alting giøre til Christi Menigheds Opbyggelse.
8. De skulle ej heller sige, hvad dennem selv lyster; Men hvad der hører til Sagen skulle de paaminde med klare og velforstandige Ord.
9. De skulle holde sig fra allehaande Skienden og Forhaanelse, saa at de ingen røre ved Navn: Alleniste skulle de straffe Synden i almindelighed, og saadant, som de have hørt og vide for vist, hvad de ej have sandfærdeligen hørt tale om, det skulle de tie; Og i Særdelished skulle de vare sig, at de intet af deris privat affecter, eller Had, paa det Hellige Stæd tale og fremføre, og saaledis sig selv hævne.
10. De skulle ikke heller hadskeligen lade ilde paa andre, som have anden Trois Bekiendelse; Men naar fornøden giøris, og mand frygter for Forargelse, eller Forførelse, skulle de med Beskedenhed Menigheden derom advare og formane.
11. De skulle ej giøre deris Prædikener alt for vitløftige, og ej dem over een Time forlænge den gemeene Mand til Kiedsommelighed og dis mindre Opbyggelse, som alt for meget paa een gang ikke fatte og beholde kand.
12. De skulle altid slutte deris Prædikener med Bønner til Gud, for Guds Ords frie Fremgang, for Konger og det Kongelige Arve- Huus, for Øvrighed og for den almindelig Nødtørft.
13. De skulle tvende gange om Aaret, Palme-Søndag og fierde Søndag i Advent oplæse efter Prædiken i enhver Meenighed de Kongelige Love om dem, som sig fra Naderens Sacramente skulle entholde, om Sværen, om Helligbrøde og om Børnetugt.
14. Præsterne paa Landet skulle uden nogen Forsømmelse endeligen anvende den sidste Deel af Prædiketimen til Børnelærdommens Forklaring med Lutheri Udleggelse, paa det de Gamle saa vel som de Unge ret til Grunde maa forstaa samme Lærdoms Mening og den vide at føre til Brug i Liv og Levnet, hvilket i Synderlighed af Præsterne drivis skal. Og naar Dagen er stakket om Vinteren, og Præsten haver flere Tienister, skal hand dog i Enden af hver Prædiken oplæse een gang, eller to, Lutheri egen Forklarings Ord over den Deel, som hand ellers noget lidet ydermere forklare skulle.
s. 71
15. Iligemaade skulle Præsterne i Kiøbstæderne ogsaa anvende den sidste Deel af Aftensangs Prædiken paa forskreven Maade med Børnelærdommens Forklaring.
16. Til alle Tolvprædikener, hvor de i Brug ere, skal prædikis Catechismus, uden paa de store Højtider, eller naar nogle særdelis Texter paa særdelis Tider ere forordnede; Saa skal og Catechismus prædikis til alle Aftensange om Løverdagen, hvor de i Brug ere, førend Skriftemaal holdis, og skal det ordentlig forrettis, at hvor den ene Præst haver sluppet den siste Prædiken, der skal den næstfølgende tage sin Text efter.
17. Præsterne paa Landet skulle uden nogen Forhaling og Forsømmelse begynde Kirketienisten udi hver af deris Kirker, saa tilig, som mueligt er, om Sommeren og om Vinteren. Og Prædiken skal skee udi Annexerne paa saadanne Dage og Tider, som hidindtil haver været sædvanligt.
18. Præsten maa ej lyse paa Prædikestoelen for noget, som ikke billigen dertil henhører, og som den Christen Kirkis Bøn ikke udkræver; Men kand paa Landet skikkeligen efter Tienisten paa Kirkegaardene vel forrettis; Men i Kiøbstæderne bør det at skee til Tinge. Og om noget giøris fornøden af Prædikestoelen at givis tilkiende, da skal det for Tienisten Præsten angivis, at hand, som det Stæds Respect best bør at have i Agt, kand vide om der bør at lysis derom, eller ej.