9 Cap. Om Præsternis og deris Medhielperis Embede, og Kirkens Myndighed imod de Ubodfærdige.
1 Art. I Kiøbstæderne skal en hver Sognepræst i sit Sogn nogle af de gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og beste Sognemænd tilforordnis, som skulle til Christelig Skik og Myndighed at erholde være hans Medhielpere og Bistandere, og om
s. 78
saa mueligt og tienligt er, skulle Kirkevergerne og de Fattigis Forstandere for andre dertil af Stigtsamptmanden, Superintendenten, Præsten og Borgemester og Raad forordnis, eller ogsaa i deris Stæd, eller til dennem tvende, eller fire andre, af de gudfrygtigste og beste efter Sognets Størrelse og Vilkor, dertil forordnis og brugis. Og som det fornemste, som der bør at agtis, er, at de et got ærligt Røgte og Vidnisbyrd om deris Levnet og Christelig Omgængelse have, saa bør og det der hos, saa vit mueligt er, havis i Agt, at saadanne dertil bestillis, som ikke med vitløftig Rejsen og Seglats deris Næring søge. Ikke heller maa de, der een gang der til ere velforordnede, uden vigtig Aarsager, eller andre beqvemme igien ere at bekomme, letteligen forløvis: Hvorfor de og for andre Bestillinger, som Formynderskab, Kæmners, Tingmænds, og dislige Bestillinger skulle være forskaanede.
2. Paa Landet skal Kirkens Forsvar med Provstens Raad tvende af de Gudfrygtigste, beste og vederhæftigste Sognemænd til Kirkeværgere bestille, som og skulle være Præstens Medhielpere, og dog, om de for Besværings Skyld det ikke udstaa kunde, maa de hver tredie, eller fierde, Aar forandris, og imidlertid forskaanis for Rettens Betiening og Skydsfærd.
3. Fornævnte Medhielpere og Bistandere skulle Præsten derfor tilforordnis. 1. At naar hand det af dem begærer, skulle de sig med hannem forsamle. 2. Udi alt hvis hans betroede Tilhøreris skikkelig og Christelig Levnets Fremdragelse angaar, naar hand det begærer skulle de hannem troligen raadføre. 3. Og naar Behof giøris, hielpe og bistande. 4. Saa vel som selv Agt give, og derforuden randsage, og sig flitteligen bespørge om alt hvis, som tviflraadigt kunde være, og til Guds Ære og hans Menigheds Opbyggelse kunde tiene. 5. Og det uden nogen Persons Anseelse uforsømmet give deris Siælesørger tilkiende: Og dersom befindis, at de med nogen, enten for Vild, eller Venskab, see igiennem Fingre, da skulle de være forfaldne til de Fattige at give sex Lod Sølv, hvilke Præsten og Fogden skulle forpligtede være at indfordre, saa fremt de selv der til ikke ville svare.
4. Eeden skal giøris af dem som der til udnævnis, for Præsten, i nogle af Sognemændenis Nærværelse paa fornævnte fem artikler som efterfølger: Jeg N. N. udvalt til denne min Sognepræstis Medhielper lover og tilsiger, at jeg med ald Troskab vil forrestaa dette mit Christeligt Embede, og af min yderste Magt og Formue søge og fordre Guds Ære, samt Kirkens og de Fattigis Gavn og Beste, Præsten i Kirkens Disciplin at giøre tilbørlig Bistand, som her i forskrevne fem artikler er sagt, saa som jeg vil svare for Gud og Christelig Øvrighed, saa sant hielpe mig Gud og hans Hellige Evangelium.
s. 79
sin pligtig Omhue og Bestillings Myndighed her ved være betagen, men skal langt mere tiene hannem til Hielp og støre Myndighed.
5. Ingen geistlig, eller verdslig Øvrighed, skal hermed betagis deris Jurisdiction, Bestilling, eller Christelig Forsorg, meget mindre skal Sognepræsten noget af
6. Præsten skal, førend hand noget for Medhielperne lader offentlig indkomme, altid med sin egen særdelis og hemmelig Advarsel og Paamindelse først forsøge, om den Skyldige sig vil raade og undervise lade; Men dersom saadan Christelig og venlig Paamindelse intet formaar, da skal hand siden i alle hans Medhielperis Nærværelse og Paahøre hannem igien med alvor formane at rette og bedre sig.
7. Præsten skal med sine Medhielpere sig i det ringeste fire gange om Aaret i Sacristiet i Kirken forsamle, og dersom nogen efter betimelig Advarsel uden lovlig Undskylding da udebliver, skal hand give til de Fattige to Lod Sølv, hvortil Præsten skal have Indseende, at de udkomme, saa fremt hand ikke selv vil dem udgive; Og ellers ogsaa, saa tit, som en hver Sognepræst i sit Sogn noget vigtigt forrefalder, da skal hand om Søndagen efter Tienisten forsamle fornævnte Medhielpere, enten naar hand selv noget, som Raadførelse udkræver, haver formerket, eller hand af nogen af dennem, derom noget, som saadant kunde udkræve, er bleven advaret, og dersom noget tviflraadigt, eller vigtigt forrefalder, da skal Provsten og tvende næste Herrets Præster hosvære med Raad og Myndighed alting at forrette, naar Præsten det af dennem begærer.
8. Hvad Synder og Laster og alt hvis Præsten i Guds Ord er befalet at straffe, det samme bør hans Medhielpere at staa hannem bi udi, om behov giøris; Men særdelis bør de at have Indseende med saadanne Laster, som ellers ved sædvanlig Rettergang ikke saa beqvemmeligt er at afskaffe, eller bevise, som Prædikens Forsømmelse, Hellige Dagis Misbrug til Gilde, Drik, Dobbel, Gøglen, Fikten, eller andet saadant, Fraholdelse fra Sacramentet over et fierding, halvt, eller heelt Aar, idelig Sværen og Banden, Guds Ords Skemt og Misbrug i Omgængelse, ond Forligelsemaal imellem Egtefolk, som uchristelig uden billige Aarsager sig imod hin anden forholde, saa og Forældre og Børn indbyrdis, Halstarrighed hos trolovede Folk, som ikke ville lade sig sammenvie til Egteskab, letfærdig Skanderen og Snak, letfærdig Selskabs Besøgelse og Omgængelse, Rufferi, Fylderi og idelig Drukkenskab, ubillig Fordeel i Kiøb og Sal, ulovlig Aager, Gierighed, i Synderlighed Ungdommens Forførelse til Drik, Dobbel, Letfærdighed, overflødig Bekostning og Ødselhed. Med dette og alt saadant bør en hver af Præstens Medhielpere, saa vel som Præsten selv, hver for sig, som det først spørger, at forrekomme og med hemmelig Formaning og ivrig Advarsel giøre deris Kald med Flid, at saadant maa afskaffis, saa vel som og saa siden sig samtlig raadføre, hvorledis det best skee kand; Og ligesom ingen dermed bør at beskæmmis, men alting det hemmeligste mueligt er, at forrettis, saa bør og ingen deris Advarsel ilde at optage, men for en Christelig Kierligheds Øvelse og broderlig Skyldighed at holde.
s. 80
9. Men dersom saadan hemmelig, Christelig, sagtmodig og broderlig Advarsel ingen Frugt vil skaffe, da maa Præsten ved Degnen, eller Klokeren, som een kunde til sig tage, om behov giøris, lade samme Person for sig kalde, og da i sine Medhielperis samtlig Paahør med Iver og alvor hannem igien undervise og laste, og straffe saadan Guds Ords haarnakket og halstarrig Foragt.
10. Dersom den Indkaldede ikke møder, og ikke haver uforbigængelig Forfald, hvorpaa af dennem strax kan kiendes, da skal hand saa meget mere vorde mistænkt, og strax findis til to Lod Sølvs Straf til Huus-Arme; Men skeer det tiere af Modvillie og Foragt, da skal hand advaris at holde sig fra Naderens Sacramente, indtil hand beviser det Hellige Kirke-Embede sin tilbørlig Lydighed og Ære, saa og truis med Band, og da skal hannem Aarsagen dertil udtrykkeligen formældis.
11. Dersom endda alt saadan Paamindelse og Refselse intet vil frugte, men mere foragtis, da skal Sognepræsten, efter at hand sig med Provsten og Superintendenten der om raadført haver, trende Søndage lyse til Band, og ellers tit og ofte tilforn af Prædikestolen giøre Bøn og Formaning for samme Person. Men om dis imidlertid ingen kiendelig Forbedring bevisis, da skal Præsten siden ved Navn udelukke samme Person af Guds Menighed og Samqvem, og bruge den Maade, som i Ritualen findis.
12. Den, som bandsat er, maa ikke stædis til Naderens Sacramente, ej heller være Vidne til Daaben, ej heller indbydis, eller komme til nogen hæderlig Samqvem, før end hand sig med Gud og hans hellige Menighed igien aabenbarlig forliger.
13. Indbyder nogen videndis saadanne til Fadder, eller anden hæderlig Samqvem, da skal hand derfor efter Præstens og hans Medhielperis Betænkende være forfalden, enten til at staa aabenbare Skrifte, eller give noget til de Fattige. Indtrænger den Bandsatte sig til noget, som hannem her forbudet er, bøde derfor til Kongen, efter Sagens Beskaffenhed og Dommerens Kiendelse.
14. Den, som saaledis bandsat er, maa imidlertid tilstædis at høre Guds Ord i Kirken; Dog skal hand have særdelis et Stæd for sig, hvor det hannem forordnis og skal Præsten derforuden tit og ofte saadant Menniske formane, og naar Lejligheden givis lære og undervise, at hand sig omvender, og med Gud og sin Øvrighed forliger.
15. Men dersom hand inden Aar og Dag sig ikke ved aabenbarlig Bekiendelse og Afbøn i Guds Menighed igien indlemmer, da skal hand for Stigts Amptmanden og Superintendenten indstævnis og da ved Dom sin Øvrighed over antvordis og siden af Kongens Riger og Lande forvisis.
s. 81
16. Dersom da den Bandsatte formeener sig i een, eller anden Maade at være forurettet, da maa hand Sagen til Kongens Over-Hofret indstævne, og siden gaais der om hvis ret er; Dog skal hand strax tage Stævning, med mindre Exsecutionen skal have sin Gænge.
17. Men dersom nogen enten fra Naderens Sacramente haver været udelukt, eller med Band truet, og vil sig dog omvende, og giøre en alvorlig og hiertelig Bekiendelse, eller andre, som bør at staa aabenbare Skrifte, eller de, som inden Tinge med oprakte Fingre befindis Meeneedige at være, eller de, som til Tinge have været sigtede og Tyveri overbevist og dog benaadede; Item de, som for Manddrab ere benaadede, og de, som bandsatte have været, og nu en ret alvorlig og Hiertens Omvendelse begære at bevise, de maa igien for deris aabenbarlige Forseelser og Forargelser aabenbarligen til Menigheden annammis, hvilket skee skal efter Prædiken til Højmesse imens Menigheden er tilstæde, og ikke, enten til Froprædiken, eller førend Tienisten begyndis til Højmesse. Afløsningen skal være efter den dertil i Ritualen forskreven Maade.
18. Naar den Bandsatte er saaledis igien i Guds Menighed indlemmet, og haver derpaa efter sin Christelig Omvendelse bekommet Afløsning, da maa ingen enten til Tinge, eller i anden Forsamling, eller nogen Stæds, hannem det bebrejde; Og saa fremt nogen det giør, da skal hand give tyve Lod Sølv til Straf til lige Deele imellem de Fattige og den, som det blev bebrejdet, og om hand ikke formaar dem at udgive, stande aabenbare Skrifte.
19. Døer nogen Bandsat, som ikke enten aabenbare i Kirken, eller paa sin Sotteseng bliver afløst, da maa hand ikke begravis i Kirke eller Kirkegaard.
20. Dersom nogen, der aabenbarlig haver syndet paa et Stæd, og kand ikke saa lettelig komme did igien, hvor Menigheden aabenbarlig skulle forbedis, for adskillige Aarsagers Skyld, begærer hiertelig Afløsning paa det Stæd, som hand da befindis paa, kand det hannem og aabenbarligen tilladis; Dog saaledis, at den Præst, som er paa det Stæd, hvor Synden er bedreven, beskedentlig tilkiendegiver den hele Sags Omstændigheder og Lejligheder, at samme Person maa uden Fare aabenbarligen afløsis, saa og beder den Sognepræst at giøre det i hvis Menighed hand da findis at være. Og naar samme Person der er afløst, skal Sognepræsten den forrige Præst tilskrive det hos sig at være forrettet, at hand det derefter kand forkynde, og saa aabenbarligen i sin Menighed, som til af afbede den begangen Forargelse paa samme Persons vegne, hvor paa hand paa det andet Stæd hafde bekommet Afløsning.
21. Naar nogen for sin Forseelse bør at staa aabenbare Skrifte, og hand sig med
s. 82
et angerfult Hierte og gudelig Andagt dertil indstiller, da skal Præsten stæde hannem til Afløsning, om end skiønt Bøderne ikke endda ere betalte.
22. Hender det sig, at nogen Ubekient, som i Kongens Riger og Lande født er, og holdis fra Sacramentet, fordi hand ikke skaffer Bevis om sit Liv og Levnet, sig saaledis forseer, at hand Kirkens Disciplin bør at udstaa, da skal hand dog ikke til aabenbarlig Afløsning annammis, med mindre hand skaffer Bevis, og hvis hand den ikke skaffer inden en vis forrelagt Tid, da skal hand for Stigtsamptmanden og Superintendenten indstævnis og saaledis med hannem handlis, som her oven for om halstarrige Bandsatte er mældet.
23. Ingen maa af den Christen Menighed udelukkis, eller bandsættis, ej heller maa lysis til Band for den, som ikke vidis, hvem hand er; Men dersom nogen Synd og utilbørlig Gierning af ubekient Menniske bedrivis, da skal Præsten af Prædikestolen bede og formane Gud, at, saa fremt samme Menniske lever, det maatte blive kient, aabenbaret og tilbørligen straffet, og komme til sine Synders Bekiendelse og Omvendelse. Derhos, at efterdi samme Menniskis Synder, som hand holder hemmelig, ere hannem i Himmelen forbeholdne og hand derfor er saa megit dislænger fra sin Omvendelse, som hand holder sig ubekient for Guds Ords Tienere og den Christen Menighed, da skal hand advaris, om hand saa er ved Haanden, at hand den Formaning hører, eller og derom spørge kand, at hand holder sig fra Christi Legems og Blods Sacramente, efterdi hand er i Guds Vrede, indtil hand sig bedrer, bekiender og omvender.
24. Dersom nogen Husbond, eller Herskab, befindis at ligge og øve sig i nogle aabenbare Synder og Laster imod Gud og sin egen Samvittighed, eller og sine Tienere fra Guds Tieniste med Hoveri, eller anden Syssel, uden største Aarsag og Fornødenhed, om Bede- eller Hellig-Dage findis at holde, da skal Præsten i det Sogn, som samme Person er boesatt, eller og sig opholder, først i Eenrum hannem advare og dersom det ikke vil hielpe, give Provsten og Superintendenten det tilkiende, hvilke fornævnte Person skulle for sig indkalde og iligemaade med hannem med Band og andet sig forholde og procedere, saasom de for Gud og Kongen i sin Tid agte at forsvare, om de herudi af nogen Persons anseelse sig lade betage og afholde fra at forrette det, som de Gud og Kongen pligtige ere i deris Bestilling at efterkomme. Dersom da saadan Person, enten med Trusel, Beskikkelse, eller anden Gevalt, sig paa nogen Guds Ords Tiener understaar sig at forgribe, da skal det ingenlunde blive ustraffet, Og saafremt Præsten sig ikke herefter retter, da skal hand af Kongens Stigtsbefalningsmand og Superintendenten tiltalis og dømmis fra sit Kald; Og dersom Kongens Befalingsmand, eller Superintendenten ikke Kongen det tilkiende giver, skulle de give fire hundrede Lov Sølv til næste Hospital.
25. Dersom ellers nogen paa Præsten, eller hans Medhielpere, skielder, eller
s. 83
nogen af dem for deris velmeente hemmelig Advarsel og Refselse beskikker, da bør det deris Øvrighed at tilkiende givis, som der over skulle straffe; Og hvis de det efterlade, da skal det paa højere Stæder andragis.
26. Og eftersom Præsten med sine Medhielpere got og Christeligt Betænkende, Lemfældighed og Beskedenhed i tviflraadige Sager haver at bruge, saa skulle de Sager, som allene i Eenrum for dennem forrettis, med Paamindelse Formaning, Forspørgen og Advarsel om udspredt Røgte, ikke siden til nogen udvortis verdslig Forhør, eller Proces, drivis imod dennem, om endskiønt alting ikke befindis, som Røgtet gaar, eller for verdslig Ret komme nogen til Skade i nogen Maade, og paa det den Berøgtede, og hand uskyldig er, ikke skal komme i Vanrøgte, da skal intet skriftlig fattis om saadant; Men alting hemmelig i deris Mode holdis og forrettis, og om Præsten, eller hans Medhielpere, noget, som hemmeligt er, udfører, da skal hand miste sit Kald, og en hver af dem give til de Fattige trediesindstyve Lod Sølv.
27. Præsterne skulle og alle dem som med Sværen og Banden sig dagligen forsee, udi Skriftemaal derom beskedentlig og med Betænkende advare, saa og en hver i Prædiken og Skriftemaal tilraade, at de i deris Huse dermed tilbørlig Indseende have; De skulle og i alle ærlige Samqvemme paaminde dem, som i saa Maade Gud fortørne, og der hos formane, at de noget til de Fattige udgive, de skulle og deris Navne, som sig herimod motvilligen anstille, antegne og til Øvrigheden overlevere, som tilbørligen dennem bør at straffe.
28. Befindis Præsten, eller hans Medhielpere, i deris Bestilling at see igiennem Fingre, eller være forsømmelige, da skulle de efter Kongens Stigtsbefalingsmands og Superintendentens Sigelse straffis, som vedbør.
29. Naar nogen Tvist, eller Ueenighed kunde indfalde imellem Forældre og Børn, Husbond eller Hustrue, Trolovede Folk, eller og andre Naboer og Venner, som Christeligt og best var at kunde uden Vitløftighed og anden Eftertale i Stilhed vorde bilagt, da bør og kand en hver, som mest Christeligt Hierte haver, og mest begærer at skye Forargelighed, Had og Avinds onde Begyndelse, enten beklage sig for sin Siælesørger allene, eller og, om det ikke vil hielpe, for hannem og hans Medtienere tilhaabe, og saaledis give Christeligen Aarsag til, at af en ringe Misforstand ikke skulle følge en Hednisk Uforligelighed, men meget Ont i Tide kunde forrekommis. Findis nogen forargelig i saadan Uforligelighed at fremture, da handlis med hannem saaledis, som tilforn om Halstarrige er mældet.