13 Cap. Om Præste-Enkers og Arvingers Vederlag, som kaldis Naadens Aar
1 Art. Naar nogen Sognepræst døer, da skal hans efterlatte Enke, Børn, eller Arvinger, fremdelis nyde et heelt Naadens Aar med al vis og uvis Rente inden og uden Kirken, uberegnet hvis den Døde har tient for, hvorimod de lønne og til Kost holde den nykommen Præst et Aar omkring, eftersom Provsten med tvende Præster dennem kand foreene.
s. 89
2. Døer Sognepræsten imellem første Vinter-Nat den 14 Octobris, og første Sommer-Dag 14 Aprilis, da nyder Præste-Enken og Børnene al den Indkomst, Høsten næst efter falder, og Offer og smaa Rente indtil Aarsdagen efter Sognepræstens Død. Døer Sognepræsten imellem første Sommer-Dag den 14 Aprilis og Mitsommers Dag 14 Julij, da maa Enke og Børn, eller Arvinger, beholde al den Indkomst, som falder i samme Aar, foruden og i det næstfølgende Aar have tredie Parten i Præstegaardens Avling, sampt tredie Parten i Tiende og Landskyld; Men dersom Sognepræsten døer imellem Mitsommers Tid den 14 Julij og den første Vinter-Nat 14 Octobris, da beholde Enke og Børn al den Rettighed i samme Aar falder, og derforuden i det efterfølgende Aar halvparten i Præstegaardens Avling, Tiende og Landskyld.
3. Døer en Sognepræst ved Søesiden, eller i Nordlandene, hvor Fisketiende eller Fiske-Landskyld bekommis, imellem St: Hans og St: Mikels Dag, da nyder Enke, Børn eller Arvinger, al Fiskerente i efterfølgende Aar, og derforuden i det andet Aar den Rente, som Præsten fra Juel til efterfølgende St: Hans Dag fortient haver. Og døer hand imellem St: Mikels Dag og Juel, da nyde de i næstfølgende Aar al Fiskerente, og i det andet Aar den tredie Deel af den samme Rettighed. Og døer hand imellem Juel og 1 Aprilis, nyde de foruden det Aars Fiskerente, ogsaa halv Fiskerente i det andet Aar. Men døer hand imellem første Aprilis og St: Hans Dag, da nyde Enken og Børnene al Fiske-Rettighed i det Aar falder, og i det følgende Aar de trende Deele af saadan Tiende og Landskyld; Men med anden Landskyld, sampt Korn og Oste-Tiende, saa og med Præstegaardens Avling forholdis ligesom med de Præstegield der ligge til Lands.
4. Præste-Enken beholder Præstegaarden et gandske Aar omkring, dog saa, at hun den forsvarligen ved lige holder: Imidlertid skal hun forskaffe Efterkommeren nogen beqvem Værelse derudi med Seng, Ild og Lys, og som før er sagt holde hannem til Kost indtil et andet Aar hand tager Renten af Kaldet.
5. Hvis Efterkommeren her udi afgaar, det skal hand, om hand i levende Live kommer fra Kaldet, eller efter hans Død hans Efterleverske og Arvinger have Vederlag for paa den Maade, som sagt er; Ligesaa forholdis med Lectoribus og Skolemesterne i de store Skoler, om de noget have udgivet.
6. Hender det sig, at Efterkommeren strax efter sin Formands Død træder til den fulde og hele Indkomst, da kand hans Efterleverske og Arvinger ikke holde sig til noget Vederlag for det, som hand ikke haver mist.
7. Dersom Enken paa Landet ikke bliver i Kaldet efter Præstens Død forsynet, da nyder hun den næst Præstegaarden beste og belejligste Gaard af Præstebolets
s. 90
Gods paa et Skippund Tynge Søndenfields, og halv anden Løb, eller Spand, Nordenfields; Dog om Gaarden skylder mere, da korte hun Landskylden i den aarlig Pension, og skal Efterkommeren aarligen af Kaldet give hende noget til Underholdning, som Provsten og tvende Præster i Herredet efter Kaldets Lejlighed og hendis Vilkor kunde billigt eragte, dog at det ikke overgaar den ottende Part af Kaldets visse Indkomme, hvilket hun skal nyde saa længe hun sider i et ærligt og uberygtet Enkesæde, og hende af Præsten leveris, dersom hun sig opholder inden Herredet, hvis ikke, da skal det leveris i næste Kiøbstæd paa det Stæd, som Enken det er begærendis: Men hvis i Kaldet findis flere, end een Enke, da bør samme Pension at lignis imellem dennem efter deris Vilkor og Tilstand af Provsten og tvende Præster med Superintendentens Raad.
8. Naar nogen Kiøbstædpræst døer, da skal iligemaade hans Enke beholde Præstegaarden et Aar omkring, med mindre hun af Kirkeværgerne imidlertid bliver forseet med en beqvem Bolig, hvilken hun fri skal nyde, saa længe hun sider i et ærligt og uberøgtet Enkesæde; Og ellers skal hun efter sin Mands Død, og hans Børn, eller Arvinger, een sinde have halvdeelen af den aarlige visse og uvisse Præsterente, undtagen Trolovelse- og Begravelse-Penge, at regne fra Præstens Død indtil Aarsdagen derefter. Siden skal Øvrigheden foruden fri Boelig forsee hende og hendis Børn, om hun selv ingen Middel haver, med nogen Ophold at de Fattigis Penge; Men hvis ingen Middel dertil findis hos Øvrigheden, da skal Efterkommeren give hende noget aarligen til Underholdning efter Kaldets Lejlighed og Provstens og tvende Præsters Sigelse.
9. Præsters og andre Geistlighedens Enker, som nødis til i Kiøbstæderne sig at nedsætte, skulle saa længe de i deris Enkesæde sidde og føre et christeligt og ærligt Levnet, være fri for al Borgerlig og Byens Skat og Tynge, om de endskiønt drive nogen ringe Handel; Men dersom de bruge nogen stor Handel, da give de af Handelen allene; Men de, som befindis gandske fattige at være, skulle herforuden ogsaa være fri for al Indqvartering, Vagthold og deslige.
10. Hvor i Kiøbstæderne, eller paa Landet er Capellan i Kaldet, som lønnis af Sognepræsten, og ikke haver sin visse Rente i andre Maader, der skal efter Sognepræstens Død Arvingerne og Efterkommeren begge lige eens Aaret omkring hannem underholde, eftersom de lige udi Renten og Fordeelen opbære.
11. Hvad Kongelige Skatter eller Paaleg paabydis af Kaldets Indkomst, skal en hver udgive, som hand deraf opbærer og nyder.