15 Cap. Om Dægne og Substituter.
1 Art. Til Dægne skal herefter allene forordnis Studentere, om de dertil findis, som skulle tage deris Kaldsbrev paa Embedet af den, som Rettighed haver at kalde, og saa overhøris af Superintendenten, om de dertil dygtige ere; Men dersom det er langt fra det Stæd, hvor Superintendenten boer, maa Provsten hannem overhøre og annamme, og naar Superintendentens Visitation falder, da præsentere samme antagne for hannem.
2. Dægnene paa Landet skulle foruden den Undervisning, som skeer om Søndagen, ogsaa een gang om Ugen, hvor det skee kand, undervise Ungdommen i Børnelærdommen. saa at udi hver Uee udi Sognet det heele Sogns Ungdom
s. 93
een gang bliver af Dægnen undervist paa det Stæd, som Dægnen dem henstævner med Præstens Villie og Raad.
3. De skulle forrestaa Sangen i Kirken, naar Guds Tieniste der forrettis, efter den sædvanlig Maade.
4. De maa ej være Tingskrivere, eller betiene andre verdslige Bestillinger.
5. De skulle være deris Sognepræster hørige og lydige i hvis de dennem paa deris Embedis vegne befale.
6. Dægnene maa ej uden Provstiet forrejse uden Præstens Videnskab og Forlov.
7. Dægnene paa Landet skulle over alt være boesiddende hos Sognene, og nyde de Dægneboliger, som af Alders Tid have været Dægnene tillagte, med al deris rette Tillæg; Hvor Sognedægnene ikke have nogen visse Dægneboliger, der skal Kongens Lænsmand forskaffe dennem een af Kirkens Jorder, naar nogen ledig vorder, at besidde og bruge for billig Bøxel og aarlig Landskyld; Men findis der ikke nogen Platz paa Kirkens Gods, som hand kan hielpis med, da maa hannem undis noget af Kongens Gods for Bøxel og Landskyld; Hvor de ikke have Livs Middel, der skal Stigtsbefalningsmanden og Superintendenten drage Omsorg for, paa hvad Maade de kand faa deris Underholdning.
8. De skulle nyde af Almuen saasom dennem paa hvert Stæd af Alders Tid fuldt haver, i hvem Gaardene og Ejendommene bruge.
9. Af Kirkerne bekomme Dægnene intet til Løn.
10. Der skal ingen Substituter være paa Landet, uden de, som boesiddende Dægne for deris Alderdoms, Svagheds, eller anden lovlig Aarsags skyld, med Præstens og Provstens Samtykke tage for dem selv, og selv lønne.
11. Dægnene i Kiøbstæderne skulle nyde den Indkomst, som de af Alders Tid nydt have.