22 Cap. Om Tiende.
1 Art. Bønder og menige Almue, Huusmænd, Pebersvenne og Tienistefolk, som bruge Kornsæd, og alle andre, Geistlige, Civil og Militar, som nogen Bonde-Jord besaae, skulle til gode Rede tiende hver tiende Næg, eller Kærv af alle slags Korn, Rug, Byg, Hvede, Boghvede, Toere-Byg, Havre, Erter og af alt hvad, som saais, saasom Afgrøden falder paa hvert Stykke Jord, eller Ager; Men af hvis ikke saais, deraf givis intet til Tiende: Og skal Tienden rigtig angivis inden den 14. Octobris, og endelig paa Kasteboden ydis og delis inden Jul: Iligemaade forholdis med Tienden af Hamp og Lin, men Oste-Tienden leveris til sædvanlig Tid.
2. Udi de Egner og Stæder, som ikke saa rundelig saais Korn, som andenstæds, der skulle de give Smør, Fisk og andet, som de pleje at tiende efter Sædvane. Udi Christiansands Stigt nyde Kirkerne uden Forhindring den Tiende-Rettighed af Laxe-Fiskende og andet Fiskende, som sædvanligt.
3. Men paa de Stæder, hvor almindelig Fiskevær ere, bør alle de, som Fisk fange, deris Tiende at aflegge og yde, førend de drage derfra; Og skal det ingen Borger, eller Kiøbmand være tillat sig noget af den, der fanget Fisk at tilforhandle, førend Tienden deraf er betalt, hvormed Fogden og Bonde-Lænsmanden bør at have flittig Indseende: Og skal Bonden Præsterne i Tide advare, at de kunde, dersom de ville være overværendis, møde tilstæde, naar Tiende tagis.
4. Tienden skal delis i tre lige Dele til Kongen, Kirken og Præsten.
5. Kirkens og Præstens Parter af Fiske-Tienden, som de uden for det Stæds Præstegield Boende have tiendet, skal delis igien i tvende Parter, halv til det Stæds Kirke og Sognepræst, hvor Fisken er falden, og halv til den Kirke og Sognepræst, hvor de, som fisket og tiendet have, hiemmehøre.
6. Hvis Bøndergaarders Jorder siden Aar et tusind sex hundred et og trediesindstyve ere til Avls- og Ladegaarders Brug henlagte, eller herefter henlagte
s. 115
vorde, af dennem skal lige saa vel tiendis, og anden Rettighed givis, som de af Bønderne selv bleve brugte.
7. Klager Tiendetageren paa nogen Mand, at hand ikke retfærdeligen tiendet haver, og begærer derfor hans Korn at kastis, da skal den beskyldtis Husbond pligtig være at ladet det kaste; Findis hans Brøst, da betale hand til anklageren tre dobbelt saa meget, som forsveget er, med hans Bekostning, og der foruden have forbrut sin Gaard til sit Herskab: Vil Husbonden ej hielpe den Klagendis til Rette, da klagis det for Kongens Befalingsmand, hand hielpe hannem til Rette, som sagt er.
8. End befindis den Beskylte uskyldig, da skal anklageren betale hannem for hans Skadis Lidelse efter Dannemænds Sigelse.
9. Foruretter Tiendetageren nogen i Tiendens Opbørsel i nogen Maade, og fordrer, eller tager mere, eller af andet, end som her sagt er, da give hand den, som saaledis forurettis tre dobbelt igien.
10. Kiøbstæder, som Avl bruge, bør og billigen, med mindre de sær Benaading derpaa have, eller og andre Midler have deris Kirker at holde ved lige med, at give Tiende, hvilken skal delis ikkun i tvende Parter, den ene til Kirkens, og den anden til Præstens Behov.
11. De Sædegaarde, som hidindtil have været fri for Tiende at give, skulle herefter nyde samme Frihed, i hvo dem og eje og besidde, paa det Ejermændene skulle holde deris Tienere til at tiende retfærdeligen; Dog skulle de deris Sognepræster fyldistgiøre for deris Umage og Tieniste; Ti Sognepræsterne ere deris Løn værde, og ikke mere pligtige at tiene dem til forgævis, end andre deris Sognefolk; Og maa ingen Præst, Foged, Officerer, eller andre, holde nogen Bondegaard fri for Tiende, eller tage noget forlods ud af Tienden.
12. Huusmænd, Inderster og Pebersvenne, som ikke tiende til Kirken, skulle aarligen i fire Qvartaler give til Kirken en halv Mark Danske.
s. 116