12 Cap. Om Atskilligt, som Bøjgde-Folk i Almindelighed angaar.
1 Art. Saa skal Alminding være, saasom den haver været af gammel Tid, baade det øverste og yderste. Falder der Trætte om Alminding, og paa den ene Side forregivis, at det er Alminding, men paa den anden Side, at det er nogens egen Jord, da maa den, som siger det sit at være, giøre Forbud derpaa, og forfølge Sagen lovligen.
2. Sigter Kongens Foget nogen at have taget noget fra Kongens Alminding, og der bevisis, at det er tredive Aar siden det er skilt fra Alminding, da være den, som det haver, for denne Sag angerløs.
3. En hver skal nyde Sætter og Fædrift i den Alminding, som ligger til hans Bøjgdelav. Sættersmark skal være til Fields, som det haver været af gammel Tid, Sættersmerke maa ingen flytte, uden det flyttis did, som ingen Mand er til Skade. Til Sætter skal holdis den rette Drift, som af Alders Tid haver været, og skal der møde Horn mod Horn, og Kløv mod Kløv. En hver skal giøre sig Sætterboel i Alminding, som vil sidde der om Sommeren.
4. Kongens Foget skal ikke bortbygge nogen Plads i Almindingen med mindre den ved lovlig Besigtelse befindis at kunde med Tiden opryddis til et Skatteboel. Byggis og fæstis den saaledis til nogen, da skal hand giøre Gierde derom inden Aar og Dag og ikke oftere flytte det, og have sit Markeskiel paa alle Sider af Gaarden, saa vit hannem forløvis.
5. Dersom nogen saaer Korn, eller slaar Høe udi Alminding uden Fogdens Bevilling, da eier Kongen baade Korn og Høe.
6. Almindings Skov maa en hver bruge, som boer der, som den tilligger af Alders Tid saa vit, som behøvis til en hvers Brændefang, nødig Bygnings Tømmer og Gaards Brug. Hvo som fælder mere Skov ned i Alminding og
s. 125
brænder Braader uden Bevilling til Oprydding, som nu er sagt, søgis derfor, som den der hugger udi fremmet Skov.
7. Hvo, som optager nogen øde Jord, enten udi Herret, eller udi Alminding og bygger derpaa, da skal hand beholde det i sex Aar uden Leje og Ledingsbud og ikke være pligtig til Budbyrd, eller at flytte nogen Vejfarendis fattig Mand, og siden beholde den sin Livs-Tid, om hand den holder ved lige, og giør Ret deraf som Loven formælder. Haver hand Hustrue, eller Børn, efter sig, da ere de næst at besidde den for Skiellighed.
8. Naar de sex Aar ere forløbne, da skal Gaarden sættis for Leje og Leding af Sorenskriveren og sex skiellige Mænd, siden skal hand bære Bud og flytte fattige Folk til den næste Bolig, eller bøde derfor efter Loven. Bliver Trætte om hvilken Bolig næst ligger, som tilflyttis, eller Bud tilbæris skal, da maa Vejen maalis med Stang. Bliver siden samme Gaard igien øde, da bæris Tingbud som tilforn baris, før end den Gaard blev opryddet.
9. Hvor som helst paa nogen Gaard boe flere Mænd i Huse sammen, end een der maa de lige fri bruge de Døre, som uskifte ere; Hugger nogen flere Døre, end der var den Tid hand kom der, bøde et Lod Sølv og giøre Huset saa got igien, som det var, efter Sorenskriverens og Lavrettismænds Kiendelse. Fattige Folk at flytte, og Tingbud at bære skulle de skifte sig imellem. Brændefang skulle de forskaffe, eftersom de have Folk til, og ikke som de have Jord til. Tager nogen Møg fra andens Part og fører det paa sin egen, da betale et Lod Sølv til den, som Møget aatte, og møge hannem saa megen Jord igien, og saa vel som sit eget, der hand møgede med hans Møg, som hand afførde.
10. Tilegner Mand sig nogen Jord, som hand dog ikke besidder, men en anden haver i Brug, da maa hand ej slaa Høe, eller skære Korn, derpaa. Giør hand det, da maa Besidderen giøre hannem femte Stævne og Lovfæste det, som hand slog, eller skar, og skal hand da føre det strax tilbage, efter at Dom ved Sorenskriveren og sex Mænd gangen er og gielde Besidderen Landnam, og svære en Eed, at hand førde ikke mindre tilbage, end hand bortførde. End om hand fører ikke tilbage, da søgis det ud, som anden vitterlig Gield.
11. Have to, eller flere Mænd fællis Avl, Høe, eller Korn, da skal ingen af dem noget deraf borttage, førend det bliver skift dennem imellem: End slaar den ene Høe paa den andens Lod, da bøde hand ikke derfor, den Stund hand haver saa meget tilstæde at igienlegge; Men dersom hand bortflytter alt, da føre det tilbage igien og svære en Eed, at han førde alt tilbage igien, som hans Grande tilhørte, og bøde et halv Lod Sølv.
12. Haver nogen Sætter-Boel, eller Græsgang, i Skove til deris Qvæg, da skal de drive deris Qvæg ud tilsammen af Hiemgierdet, naar to Maaneder ere forløbne af Sommeren, uden dem selv med Samraad bedre synis: Sidder nogen hiemme siden, da maa Grander hannem det forbyde: Sidder hand længer, da skulle Granderne stævne hannem med femte Stævne til Tinee og der skal
s. 126
hand dømmis til at bøde et Lod Sølv, og oprette dem, som paaklage, deris Græsværd; Og skal da tilnævnis saa mange Mænd, som behov giøris, til at drive hans Fæ af Hiemgierdet. Hvo af demmen, som ej medfarer, bøde et halv Lod Sølv til Kongen: Lige saadanne Bøder skal den og bøde, som farer hiem i Bøjden igien førend rette Tid er, og de andre fare med.
13. Have to, eller flere, Mænd Jord tilsammen inden et Gierde, og den ene faar høstet før den anden, og vil have sit Fæ der i, da skal hand forvare det, saa det ikke kommer i hans Grandis Ager eller Beed; Kommer det der i, da skal hand oprette Skaden efter Dommerens og Lavrettismænds Vurdering og Kiendelse, og give Landnam til den, som Korn, eller Græs, tilhørde; Naar den sidst fik høstet, faar sit Korn i Huus, da skal hand, som først førde sit Qvæg derind, endda forvare det, at det ikke kommer paa den andens Beed, indtil Jevnbeed er, eller betale Landnam til den Græsset ejer.
14. Udi de Skove, som nyttige ere, og dygtigt Tømmer, eller Last deraf kand udbringis, skulle ingen ferske Træer huggis til at brænde Tiære af: Hvo det giør, bøde for hvert Træ et Lod Sølv.
15. Have to, eller flere Mænd, Skov, eller Mark, tilfællis, da skal ingen bruge mere derudi, end som hans Lod kand taale; Og dersom nogen vil bruge mere, da maa Lodsejerne byde hannem til Lod, saa at hver sin Part kand udskiftis paa den samme Maade, som Loven siger om Odelsskifte; Ti den bør at nyde Skifte, som Skifte begærer. Haver nogen Fællis-Skov med Kongen, eller Kirken, da maa hand lade det skifte ved Sorenskriveren og sex uvillige Mænd om hand vil, saa hver kand vide sin Lod og bruge sit eget eftersom hannem synis sig bedst og gavnligt at være.
16. Gierder skal skiftis eftersom hver haver Jord at bruge til. De Gierder, som sættis imellem Grander, skal være saa høje, at de kand naa op under en Mands arm: Der skal være en Allen imellem hver Stavre, og en Stytte hos hver tredie Stavre og vel Jordfæste; Og skal Gierdet være saa tykt, at mand ikke kand kaste en Buløxe der igiennem. Et andet Slags Gierde kaldis Remmegierde, der skal være fire Remmer udi med Kroge ved Enderne, og fæstis saa hart med Stavre og Vidier, at de ikke falde omkring, eller Fæ gaar der igiennem. Det tredie Slags Gierder kaldis Skiedgierder, som giøris med Ved: De skulle og fast opgiøris og færdigis paa, hvor fattis. Det fierde Slags kaldis Hagefields Gierder, som mand haver til Havegaarde imellem sine Egner, de skulle være saa tykke, at der ikke gaar Fæ igiennem, da ere de lovlige: Er saadant Gierde ned falden, da skal hver lukke sin Part. Gierder Field, eller Mose, eller Vand, for nogens Jord, da skal det regnis for Gierde, mens det kand hegne; Men ganger der Fæ over, da skal den, som gierde skulde, tage den Skade for Hiemgield, som hannem deraf skeer, og oprette sin Grande al den Skade, som hannem derved er vederfaren.
17. Hver skal have sine Gierder færdige til Korsmisse om Vaaren, som er den tredie Maji, og skal holdis færdige indtil Calixti Dag den 14 Octobris der,
s. 127
som Høe og Korn voxe. St. Halvarsdag, som er den 14 Maji, skal Grandstævne holdis, og da skal seis, om Gierder ere lovlige. Bliver noget deraf nedbrut efter den Dag, da skal den betale Skaden, som aatte det Fæ, der brød Gierdet. Men befindis de at have været ulovlige, da skal den Gierdet tilhører, betale Skaden, saasom herefter formældis.
18. Løber alfar Vej igiennem nogen Mands Gierde, da skal der giøris Led paa, og en Grinde udi hængis med fire Remmer og to Korsbaand og en Stolpe ved hver Ende, og hængis saa, at den falder selv til.
19. Vil mand have Gierde imellem Gaarde, som ikke før haver været Gierde, da skal hver gierde, som hand haver Jord til, saa vel i den ene Gaard, som i den anden; Dog skal dem forrelæggis at skifte dem Gierde imellem og have der Vidne til, og skal Lod læggis paa Gierderne, hvad heller den ene vil, eller ikke, og hver holde ved Magt de Gierder hans Lod falder paa. Hvo som ikke vil gierde, da oprette al den Skade der af kommer.
20. Der som to, eller flere, eje Jord inden et Gierde, og den ene ej lovligen holder sin Part af Gierdet, saa at nogens Fæ derover indkommer udi den andens Ager, eller Eng, da skal den, igiennem hvis ulovlig Gierde Fæet er indkommen, oprette al den Skade, som den der Fæet ejer, derover vederfaris, naar det er indsat af den, hvis Ager eller Eng, det er indkommet paa, hvorom herefter mældis.
21. Ejer mand vanefuld Qvæg, som plejer at bryde Gierder, eller springe derover, og hans Grander vide det, da skulle de bede hannem holde det hiemme; Vil hand ikke, og det kommer siden i nogens Ager, eller Eng, da maa den, som Ager eller Eng, tilhører, kalde Mænd til at lade see, at det er der indkommen, og indsætte det med Vidne, og være det i Ejermandens egen Eventyr, og ikke deris, som det indtager, og Ejermanden er pligtig at betale den Skade, som det giort haver, hvilken to skiellige Mænd skulle vurdere, om de ikke anderledis kunde foreenis. Den, som Qvæget indtog, skal give hannem Bud, som det tilhører den samme Dag hand indtog det: Vil hand det ikke løse, og betale dets Foer i Billighed, om det haver staaet noget, men lader det staa indtil den femte Dag, da beholder hand det, som indtog, og være dermed betalt for al Skaden. Vil Ejermanden sit Qvæg udløse og haver ikke Penge, da skal hand sætte hannem Pant, eller fly hannem Forløftningsmænd derfor, som ere gode for at betale Skaden; End vil hand ikke lade hannem faa sit Qvæg ud, før hand faar Penge i Haanden, men svælter hans Qvæg, da betale hannem, som Qvæget tilhører, et Lod Sølv, og vedergielde hannem sit Qvæg igien efter Sorenskriverens og skiellige Mænds Dom, om hand mister noget deraf: Vil hand ikke endda udlade Qvæget og betale, som sagt er, da udæske hand sit Qvæg, og lyse hannem Ran paa Hænder, og begære Sognemænd med sig at fare, og udtage hans Qvæg og det, som betalis skal. Hvo som ikke da farer med hannem, bøde til Kongen et halv Lod Sølv. Kongens Foged, eller hans Fuldmægtig, skal fare med, og vinder dermed et halv Lod Sølv til Kongen. De, som ville imodstaa denne Udtagelse, skulle have for Hiemgield, hvad heller de faa Skade, eller Meen, og bøde derforuden til Kongen hver fire Lod Sølv.
s. 128
22. Vil Qvægets Ejermand det ikke udløse, eller giøre Forsikkring derfor, som sagt er, men tager det ud, da betaler hand den, som det indsætte, foruden Skaden et Lod Sølv for Lokkeran, og hver, som var med hannem til at udtage og drive det, et Qvintin Sølv.
23. Paa ovenbemælte Maade skal ogsaa forholdis, naar Svin, eller andet Boefæ, komme over, eller igiennem nogens lovlige Gierder, fordi Ejermanden ikke haver ladet vogte det tilbørligen. Disligeste, naar nogens Fæ gaar i den enis Ager, eller Eng, igiennem den andens ulovlige Gierder, hvorom her tilforn saet er.
24. Fattige Folk udi hvert Præstegield, som intet have at holde sig af selv, og deris Frænder ikke heller formaa at føde dem, og de ikke ere saa føre, at de selv kunde komme Gaarde imellem, dennem bør alle Bønder i det Præstegield at flytte efter den samme Maade og Orden, som Budbyrd skeer paa. Hvo som ikke saaledis flytter den Fattige Vanføre fra sig til den næste Gaard, bøde derfor et halv Lod Sølv til Kongen, ligesaa meget, om hand flytter dem ud af Præstegieldet, hvor de have hiemme: Flytter hand hannem ikke til Folkis Bolig, men heden afsidis udi øde Marker, saa hand døer for hans Forsømmelsis skyld; Eller og nogen viser fattige Folk fra sig, og ikke vil laane dem Huus, saa de døe derover, bidis af Hunde, eller rivis af Dyer, bøde til Kongen tresindstyve Lod Sølv.
25. Om den, som forresidder, ikke vil vedtage, eller lade indlede den Fattige, da skal den, som hannem didførde, kalde Vidne dertil, og være saa Sagisløs, og den anden stande der til Rette for.
26. Ingen skal fattig Mand flytte om Sommeren siden Sol er sæt, og om Vinteren siden det er mørkt.
27. De Fattige, som selv kunde flytte sig, skulle have Huus om Vinteren mod Aften, naar Fæet givis: Den det nægter, bøde til Kongen et Lod Sølv. Døer den Fattige uden for hans Huus udi samme Nat, da stande til Rette efter Sagens Beskaffenhed.
28. Bliver nogen fattig Mand syg og begærer Præsten, da skal Bonden fare efter Præsten, og ikke føre ham af sit Huus før Præsten kommer, eller bøde til Kongen to Lod Sølv, uden hand hafde lovlig Forfald. Vil Præsten ikke komme til hannem, da bevise Bonden det, som efter hannem var.
29. Naar nogen Forandring skeer paa Amptmænd, eller Fogder, da skal hverken den, som af ny tilkommer, af Bønderne nogen Kiendelse fordre, eller annam me, om de den endskiønt godvilligen give ville, ej heller Bønderne nogen Kiendelse udgive: Tager nogen saadan Kiendelse, da have forbrut tre dobbelt saa meget til Kongen. Ej heller skulle Bønderne til deris Residens, eller
s. 129
Avlsgaarde, giøre mere Arbejde, end de med Rette pligtige ere, eller nogen Arbejdspenge i det Stæd udgive, eller med nogen detslige Tyngsel besværis: Hvo dennem hertil tvinger, eller lokker, være anseet, som Lovens Overtrædere.
30. Fogderne skal forundis noget vist Høst-Arbejd af næst beliggende Bønder, og det skal Amptmanden specificere udi hvert Fogderi, saa og hvor mange Dage hver dennem hielpe skal; Og det skal saaledis sættis at det kand være Bønderne uden Forsømmelse paa deris egen Høst, og uden alt for stor Besværing, og skulle de intet andet Arbejde forrette for dennem, enten for Løn, eller uden. Samme Bønder skulle og være fri for al anden Skydsel og Arbejde fra den Tid Pløiningen begyndis og indtil Høst og Høst-Pløjningen vorder endt.
31. Fogden skal ej tage ulovlig Foræring af sit Fogderies Bønder, ej heller Kiendelse, Natteholds Penge, ulovlig Støvle-Hud, Gaver hos Afsoning, Gaver hos tredie Tage, usædvanlig Paalæg med Næfver, Høe, Ved, Tømmerhug og dets Flaadning, eller noget andet Arbejde videre, end her tilforn sagt er; Item Giæstning, eller Fogdetønde, eller for Gaardenis Besigtelse; Ej heller paa Arve-Skifter, hvor Fogden ikkun møder, som en anden Creditor, hvor Kongen Skatter staa efter, eller for noget andet under det Skin, at forrige Fogder og saadant bedrevet have, og at Almuen de Foræringer godvilligen udgive; Ej heller nøde Bonden til enten Slagte-Fæ, eller andre Vare, imod sin Villie at afhænde, Skeer noget saadant ulovligt, da skulle Bøndernis Skudsmaal ingen befri, at han jo derfor skal stande til Rette og straffis; Men til de trende Tinge Vaar- Sommer- og Høst-Tingene, som for Skatternis Skyld af Fogderne endeligen bør at holdis, underholdis Fogden med een Tiener, sampt Sorenskriveren og de andre, som fri Nattehold og Fortæring derved pleje at nyde af de Præstegielders Almue, som til Tingene ere paa hver Stæd indkaldede, saavit sædvanligt haver været; Handler nogen Foged herimod, da give første og anden gang dobbelt saa meget igien; Skeer det tiere, da have sin Bestilling forbrut. Ej heller maa Fogden søge nogen Betaling hos Almuen for den Fortæring, som een, eller anden, Civil- eller Militar-Betiente kunde nyde hos ham, eller andre, om end skiønt de reise paa Udskrivning, eller i andre Kongens Ærinder; Men Almuen bør aldelis for saadan Udgift være forskaanet, og en hver at betale Fogden for hvis hand i saa Maade med Billighed kand begære.
32. Fogderne maa sig intet Jordegods af de Bønder de selv ere Fogder over tilforhandle, ej heller sig det, om andet er at bekomme, tilvurdere lade, under Godsets og deris Bestillings Fortabelse. Nødis de til at antage det ved Udlæg for Skatter, eller Bøder, da skal dermed aldelis forholdis, saasom udi femte Bog om udlagt Gods formældis.