13 Cap. Om Odelsmænd og Jorddrotter.
1 Art. Odelsmand og Jorddrot er næst til at besidde den Jord hand ejer, eller haver Lod udi, heller end nogen Fremmet, og bruge al Gaardens Tilliggelse; Dog saa, om hand ejer i det ringeste halv Parten og raader for halv Bygselen, og er selv Boeslidsmand, eller huusvild, saa det ikke skeer en anden til Fortrængsel,
s. 130
men at hand selv vil boe derpaa, og kand sande det med sin Eed; Og skal hand da tilsige sin Lejlænding for Jul, og minde hannem fra sig, og igiengive ham sin Fæste, eller første Tage, og betale hannem hvis aabod hand haver giort paa Gaarden videre, end hannem var ved Loven paalagt. Ville de andre Odelsmænd, eller Medejere, ikke leje bemælte deris Medejer deris Part, da skal hand for Fardag byde dem slig Leje, som andre ville give deraf; Dog saa, at mand skielligen kand kiende, at de andris Bud er ikke et Avindsbud. Farer nogen anden dertil, undtagen den, som ejer saadan Lod, som sagt er, og vil boe derpaa, da giør hand Jordran, og skal da forbydis did at fare, og om hand det giør, da skal hand fare deraf igien, og bøde til Kongen tre Lod Sølv; Farer hand ikke af, da forholdis dermed saasom Loven siger om dem, som besidde andris Jord utagen.
2. End sidder mand paa sin egen Jord, og ligger nogen Jord eller Plads, der op til udengierdis, dog inden Præstegieldet, som hand ejer Lod udi, og kand bruge sine Aaverke derpaa, da er hand næst at bruge den, om den er ledig. Ikke maa hand den Stæd, eller Plads, frem for andre Lodsejere have til sin Gaard, som Field for, eller Aa imellem løber.
3. Hver Odelsejer og Jorddrot maa hugge udi sine Skove saa meget hans Anpart og Lod kand taale; Dog at hand ikke hugger sine Medejere til Skade.