14 Cap. Om Lejlændinge.
1 Art. Dersom nogen farer til andens Jord at besidde den uden hans Minde, og haver ikke fæst den, da have Jorddrotten hans Avl, og hand skal betale Landnam til Jorddrotten, efter Dommerens og sex Mænds Sigelse. Vil hand ikke fare af Jorden, da skal Jorddrotten stævne hannem til Tinge, og tage Dom derpaa, og begære saa Kongens Fogeds og Bøndernis Hielp til at føre hannem af sin Jord; Og skal da Kongens Bøder tagis af hans Boe, nemlig to Lod Sølv. Dersom og nogen bortfæster en andens Jord, som hannem ej vedkommer at bortfæste, da skal hand igiengive Bygselpengene til rette Ejermand og bøde lige saa meget til Kongen, og svare derforuden Ejermanden til al Skade og Hindring. Den, som med Videnskab fæste Jorden af hannem, miste Bygselpengene, og bøde halv saa meget til Kongen.
2. En hver beholder den Bygsel, som hand hidindtil haft haver, eller ved Arv og anden lovlig Adkomst fanger. Hvor to, eller flere, Lodsejere ere udi en Gaard, eller Jord, som haver Bygselret for nogen Deel derudi, da skal den, som største Lod og Bygselpart haver, raade for at fæste og bygge Jorden, eller Gaarden, bort, og skal give de andre Medejere deris Anpart af Bygselpengene, hver efter sin Andeel og Ret. Dersom og to, eller flere, eje lige meget udi een Jord, eller Gaard, med lige Bygselret, da raade de Bygselen med hinanden, og dele Bygselpengene, som før er sagt, og skulle ikke tilstædis at bygge hinanden til Fortrængsel. Blive de Ueens hvem de ville bygge Gaarden til, da gielde det, som de fleste samtykke. Blive de alle Ueens, eller der ere ikkun to, hvilke ikke kunde foreenis, da gaais derom ved Lod. Hvor nogen Jordspart er steent og reent, og ligger dog til een Gard, eller under
s. 131
dens Ejendele, da er den Bygselraadig, som ejer samme Jordspart med Bygselret; Dog saa, at den ikke fæstis fra den Gaard, som den ligger under.
3. Haver een, eller flere, Bygsel i een Gaard, og dog ere andre Medejere, som ingen Bygsel der udi have, da skulle de, som Bygsel have, kiøbe, eller mageskifte de andre fra sig, eller og skal den, som raader Bygselen, fyldistgiøre dennem deris Landskyld. Iligemaade skal den, der raader for at bygsle Gaarden, saasom tilforn sagt er, forskaffe de andre, som have Bygselret med hannem, deris Landskyld udi rette Tide.
4. Ingen Bondekarl maa bevilgis nogen Gaard, eller Plads, at fæste, med mindre hand haver været udi Kongens Tieniste for Soldat, eller Baadsmand, og derom kand fremvise rigtig Bevis og Pas, hvormed Fogderne skulle have et alvorligt Indseende, saasom de agte dertil at svare; Og skulle Jorddrotterne forpligtede være, saalænge nogen af disse findis, at unde dennem Gaardene frem for andre for en billig Bygsel, som nogen anden kunde byde; Dog saa, at det ej kand eragtis for Avindsbud.
5. Det skal ikke tilstædis, at nogen Part i en Gaard maa byggis til flere, end een Lejlænding, med mindre deraf aarligen til Landskyld kand udgivis et Pund Tunge udi Korn, Meel, og Malt, eller og saa vit af anden Landskyld derimod bør at regnis efter sædvanlig Taxt: Undtagen til Fields og ved Søekanten, og hvor nogen er selv Odelsmand. Da tilladis hand at besidde og bruge det hand ejer; Dog efter det forregaaende trettende Capitels første Artikel.
6. Lejer mand anden sin Jord, og vil ikke lade den beholde Jorden, som hand den lejede, da maa den, som Jorden lejede, lade lovfæste, eller giøre Forbud, paa Jorden, efter at hand for Fogden haver fremvist sin Bevis, at Jorden er hannem lejet, og stævne Jorddrotten til det Ting, der Jorden ligger. Imidlertid maa hand bruge Jorden, og om hans Bevis befindis nøjagtig, dømmis hannem den Jord til, som hand lejede, hvis ikke indstaar hand Jorddrotten efter den første Artikel i dette Capitel. End lejer nogen en Jord og vil den ikke beholde, da maa Jorddrotten, efter at den fiortende Aprilis er forbi, lade selv saae Jorden og beholde den, saasom den anden ikke hafde lejet den, eller bygge den til en anden, om hand vil, og den, som først lejede, svare baade til Leje, Leding og Landskyld og al Rettighed for det Aar.
7. Naar Fogden fæster Kongens Jord til nogen for sin Livs Tid, da skal hand foruden Bygselen have een Støvlehud, eller een Rixdaler, hvilket Bonden selv deraf begærer at udgive; Og er Bonden ikke siden pligtig at give Fogden videre Fogdepenge for hver tredie Aars Tage.
8. Leje flere Mænd een Jord tilsammen, som er uskiftet, og komme ikke alle lige tilig til Jorden, da maa den, som vil have Skifte, begære af Fogden, eller Lændsmanden, at det maa skee med tvende Vidne; Og skal da Jorden, hvad heller noget af den er ubygt, eller den er bygt til flere, maalis udi lige store og lige velgiødde Parter, saa at den sidste kand faa lige saa stor Lod, som den
s. 132
der først kom; Og giøre siden hvilket de ville, enten lade Lod gaa, om den anden kommer tilig nok dertil, eller hver have det, som hand tager. Hvis Jorden siden befindis at være uret skift, da talis derpaa og rettis ved Dommerens og Lavrettis Mænds Kiendelse. Alt hvis Lejlændingene saa have skiftet, det beholde de hver, mens de boe sammen; Men farer den ene bort, og kommer anden Mand til Jorden igien, da beholder den igienkommer, den Lod i Jord og Huse, som hand hafde der før boede, og hver nyde det hans Formand haver med Bygning forbedret.
9. Bygger nogen den Jord til en anden, som hand først haver bygt til en Mand, da skal den beholde Jorden, som først fæstede, om hand kand det skielligen bevise; Men den sidste skal have af Jorddrotten lige saa megen Jord andenstæds, om hand den ejer; Hvis ikke, da give hannem sine Bygselpenge igien, og dertil saa mange Penge, som hand skulde haft et Aar deraf i Landskyld og bøde til Kongen fiorten Lod Sølv; Og skal der talis paa inden fiorten Dage efterat mand haver faaet at vide, at Jorden var bygt til tvende.
10. Den, som haver fæsted en Jord, hand skal beholde den saa længe, som hand kand bevise at have taget sit Aaremaal, om end skiønt hand faar en ny Jorddrot. Haver hand fæstet den for sin Livs Tid, og udgivet sin Bygsel eller første Tage, da skal hand beholde den saa længe, som hand lever, om end skiønt Jorddrotten forandris, saa fremt som hand udgiver den rette deraf gaaende Landskyld og Rettighed aarligen i rette Tide, og ej hugger Skoven til Upligt, som Loven herefter formælder. Sin Jorddrot skal hand bevise tilbørlig Hørighed og Lydighed, eller straffis derfor efter Sagens Beskaffenhed
11. Enken skal beholde den Gaard, hendis Afdøde Mand lejet haver, saa længe hun sidder Enke, og giør saasom hernæst tilforn sagt er; Men dersom hun vil giftis, da skal den. som hende egter, fæste Gaarden af Jorddrotten.
12. Til tredie Aars Tage skal alleniste givis af hvert Skippund Skyld, Spand Løb Smør, eller to Huder een Rix Daler, og intet videre. Og skal af en Voge Fisk ej mere oppebæris, end een halv Rix Daler. Skaar Fisk og al saadan ulovlig Paalæg skal gandske være afskaffet.
13. Ingen Lejlænding maa for tredie Aars Tagis Udeblivelse udvisis af sin Gaard, naar hand holder den ved lige, eller forbydis at bruge dens Jord, naar hand ej af Motvillighed med tredie Aars Tagen indesidder, men søgis, som for anden Landskyld.
14. Ingen Jorddrot maa sætte sin Jord, eller Gaard, for højere, eller større Landskyld, end Dommeren med sex skiellige Mænd kand kiende lovligt og ret at være.
15. Lejlændinge skulle give slig Landskyld og anden Rettighed, som af gammel Tid været haver, og Jordbøgerne dennem tilholde, udi Korn, Smør, Huder og
s. 133
Andre Vare; Men paa det Jorddrotten ej skal være forpligtet at annamme, eller Lejlændingen at levere Varene in natura imod deris Villie, da til at forrekomme adskillige Irringer og Tvistigheder, som imellem dennem, naar landskylden er bleven tilbuden in natura forrefalde kunde om Varenes Dygtighed, rette Vægt og Maal, og andet dets lige, skal dermed saa vel paa Kongens, som paa andre Jorddrotters Gods, paa efterfølgende Maade forholdis: l. Kornets Taxt af alle Slags, maalet og umaalet, enten det er Landskyld, Leding, eller Tiende, skal sættis af Stigtsbefalingsmanden og Superintendenten aarligen i hvert Stigt inden den 20 Novembris, eftersom det mest udi Kiøbstæderne Christiania, Christiansand, Bergen og Trundhiem paa de Tider kand gielde: Hvilken Taxt strax skal meddelis Amptmændene, Land-Commissarierne og Provsterne, at derefter fordeligst kand stillis Ordre til Fogderne og Præsterne den strax i hvert Sogn paa Kirkebakken efter Prædiken at kundgiøre. 2. En Mark Smør, enten det er Landskyld, eller Leding, saavelsom og andre Jordbogens og Ledings Vare, skal betalis udi Penge, efter den Taxt, som saavel for de Nordenfieldske, som for de Syndenfieldske, af Kongen sat er, eller sat vorder.
16. Al Landskyld skal være betalt til Jule-Aften, men dersom Lejlændingen udi de næstliggende Fogderier ved Kiøbstæderne ej indkommer dermed til sin Husbond, om hand er i Stigtet boendis, eller til hans Fuldmægtig, som hand bør at have udi een af Stigtets Kiøb- eller Lade-Stæder, dersom hand selv udi et andet Stigt boer, inden Jule-Aften, eller inden Kyndelmisse-Aften, om Lejlændingen boer længer, end syv Mile fra sin Husbond, eller hans Fuldmægtig, giver hand til Straf en fierde Part højere; Efter hvilken Pris det da ved Lov og Dom tillige med Processens Omkostning maa udsøgis; Og skal Husbonden derimod være pligtig til at tage imod Pengene, som Lejlændingen tilbyder, og for dennem udi Bogen qvittere, sampt hostegne hvad Lejlændingen bliver endelig skyldig, under Restens Fortabelse.
17. Bønderne skulle ikke være forpligtede at føre deris Landskyld videre, end til næste Kiøb- eller Ladestæd; Og naar det skeer, eller og, at Landskylden nærmere annammis skal dog Bonden intet ydermere affordris for Førsel.
18. Dersom den meste Deel af Landskylden bliver solt af Jorddrotten, da skal Bonden ikke nødis til at føre noget Ringe øvrigt, som og kunde blive solt, om ikke var, at mand under det Skin Bønderne til andet at hente vilde bruge, uden de føre det alt, eller en stor Anpart deraf tilhaabe, og de da paa visse Stæder af Fisk nyde saadan Førings Vog, som de af Alders Tid bekommet have, og ej at tøve i Stæderne; men strax maa begive sig hiem igien. Og eftersom tvende Reiser til Stævne udi Bergen om Vaaren og Høsten pleje at skee, da skulle de Vaar-Reiser, som Bondens Fiskeri forsømmis med, indstillis, uden det kand være paa nogle Dagis Tid til næste Havn og skulle ellers Varene føris, som mest sædvanligt, til Høst-Stævne, naar det og Bønderne for deris Fiskeri er mest uden Skade. Og hvo ellers nogen Vare vil fremskikke, skal det selv bekoste, eller paa andre Jagter indfragte.
19. Ingen Landdrot maa besvære sine Lejlændinge med Skydsfærd, eller Flytning,
s. 134
længer, end tre Mile Vejs tillige, og det ikke oftere, end fire Gange om Aaret; Giør nogen herimod, da betale hand Lejlændingen for hver Mil hannem over hvis forskrevet staar med Skydsfærd besværer, to Lod Sølv.
20. Landdrotten, eller Fogden, skal levere hver Lejlænding en beqvem Bog, som hand altid skal have hos sig, naar hand betaler sin Bygsel, Landskyld, Støvlehud, tredie Aars Tage, eller anden Rettighed af sin Gaard, eller Jord, at det i samme Bog kand blive afskrevet. Og skal Bondens Bog komme lige over eens med Landdrottens, eller Fogdens, Bog, som de rigtig skulle holde, hvis de derfor ikke ville stande til Rette, paa det at, om Bonden miste sin Bog, hand derfor dog ej to Gange betale skulde; Og skal Bonden for at afskrivis aldelis ingen Betaling give.
21. Ingen Jorddrot maa understaa sig at øve nogen Gevalt imod sine Tienere, under tyve Rix Dalers Straf til Qvæst-Huset, naar det hannem første gang overbevisis: Skeer det anden gang, da miste sin Bygselret, og om ingen Bygselret havis, da Lejlændingen at være fri for to Aars Landskyld og alt arbeide; Skeer det tiere, da Godset til Kongen at være forbrut.
22. Ingen Landdrot, eller Foged, maa forholde Lejlændingene de tilforordnede Bøger; Og skal Lejlændingen for slige Bøger give to Skilling for hvert ark, og derudi for det, som annammis, stykkevis qvitteris, og med Lejlændingen rigtig Afregning giøris om hvis hand for den forbigangen Tid skyldig er. Og naar bemælte Bøger ere fuldskrevne, skal Lejlændingene andre ny imod fornævnte Taxt forskaffis, og saaledis dermed Aar efter andet fortfaris. Kand Lejlændingen bevise, at hand forinden haver søgt Landdrotten, eller hvor hand uden Stigtet boer, hans Fuldmægtig, enten i Huset, eller paa Tinget, og hand dog ej haver vildet levere ham Bog og derudi giort med hannem Afregning, da have samme Landdrot tabt sin Restants hos Lejlændingen baade for det og forrige Aaringer. Skulle og befindis, at Landdrotten haver forurettet Lejlændingen ved den giorte Afregning, da betale hand Lejlændingen det igien, og miste derforuden lige saa meget, som hand Lejlændingen havde forurettet for, udi den tilkommendis Landskyld.
23. Ingen Lejlænding skal være pligtig til at betale nogen Foernød, Arbejdspenge, eller Kiendelse, som de tilforn ikke have givet til Kongen, ej heller det, som i gamle Tider af Amptmændene var paalagt for fersk Mad og andet Arbejde til Kongsgaardene, med mindre Kongens Skøde udtrykkelig formælder hvad til Foernød og Arbejdspenge skal givis, eller og det med Attest fra Kongens Rentekammer bevisis, at det Jorddrotten ligesom anden Landskyld til Betaling er bleven beregnet, eller udlagt; Dog hvor dislige ej er Jorddrotten beregnet, og alligevel findis udi gamle Jordbøger, skal det Kongen fremdelis følge; Men hvor nogen er lovlig berettiget til Foernød og Arbejdspenge, som Lejlændingene af Alders Tid haver givet efter ældre Skøder og Jordbøger, end Aar 1640, som og saaledis maatte ved hver Lejlændings Navn derudi findis stykkevis antegnet, der maa dog ej tagis mere af Løben, Skippundet, eller Spandet, end sexten Skilling Danske, og Lejlændingen ingenlunde være forpligtet at føde noget Nød, Koe eller Hest, ej heller giøre noget Arbejd,
s. 135
men derfor være forskaanet, saa vel som for Arbejdet til gamle og privilegerede Sædegaarde, naar hand derfra længer, end to Mile er beliggendis, og om hand inden tvende Mile derhos er beliggendis, maa hand dog ej med mere Arbejd besværis, end sædvanligt været haver.
24. Ingen Jorddrot, i hvo hand være maa, skal fordre eller tage mere af den, som en Gaard bygsle vil, end i det højeste ti Rix Daler af et Skippund Tunge, og fem Rix Daler af en Hud og af de andre Vare, efter samme Proportion; Dog hvor nogen sær Belejlighed, eller Herlighed findis, maa tagis over forrige Bygsels Taxt den tredie Deel mere, hvorimod ringere Bygsel tagis skal af et Spand til Søis, og i andre slette Egner, nemlig en tredie Deel ringere af den ovenbemælte satte taxt.
25. Bygselseddelen skal forfattis ved Dag og Datum paa det dertil forordnede stemplet Papir til tolv Skilling Danske uden nogen Skriverpenge derfor at tage, og derudi navngivis Gaardens og Pladsens Lejlighed af Landskyld og Taxt, samt Bygselens Summa, om den paa enten af Siderne skal være af nogen Værd, og ellers læsis paa næste Ting efter, om den skal være den Bygslendis til Nytte.
26. Ingen Jorddrot, som har en anden Avlsgaard ved det Stæd, hvor hand boer, maa bruge mere, end een Avlsgaard, med mindre hand af saadan ny Avlsgaard vil give dobbelt Skat, og udrede dobbelt Mandskab efter Gaardens Proportion.
27. Ingen Landdrot maa tage noget Fiskeri, eller anden Herlighed fra sin Lejlænding, som der haver ligget til, da hand fæste Gaarden bort, med mindre Bonden det samtykker, og da skal Landdrotten korte det efter Billighed i Landskylden, og selv udrede hvis Tynge der ligger paa det fratagne, saa vit det sig kand beløbe.
28. Oprømmer en Lejlænding noget nyt Fiskeri, da skal hand faa Fornøjelse for sit Arbejd, efter Sorenskriverens og sex Mænds Sigelse. Og vil Landdrotten udleje noget sligt oprømmet Fiskeri, da skal hand, som boer paa Jorden, være nærmere det at leje, end en Fremmet, efter Sorenskriverens og sex Mænds Sigelse, om de ikke selv derom foreenis.
29. Lejlænding maa ikke, enten ved Forligelse, eller i andre Maader, lade frakomme noget af den Gaards Tilliggelse, som hand fæstet haver; Men dersom nogen haver Tiltale derpaa, da skal hand lade sin Landdrot derom vide, som dertil af Vederparten skal lovlig stævnis og kaldis.
30. Alle de Huse paa Gaarden vare, der Lejlændingen fik den, skal hand holde ved Magt, tække dem vel, og holde dem draabeløse; Hand skal holde Torfvelle, Vindskeder og Krografter, og skiule saa om, at der ikke kommer Slagregn paa Veggene. Er Huus saa forvaret, da svare hand ikke til, der paaboer
s. 136
om Huus raadner af Alder; Men, lader hand Huus forraadne for Vanrygts skyld, da bygge andet i Stæden igien. Holder hand ej Husene ved lige, efter Loven, da skal hand betale Aabod, eftersom sex skiellige Mænd den vurdere, for hvilken Jorddrotten selv skal lade tilbørligen bygge, eller forfærdige Husene. Betaler Bonden ikke, da maa Jorddrotten lovfæste hans Avl, og lægge hannem Tid for at giøre fyldist. Betaler hand endda ikke, da maa Jorddrotten lade vurdere saa meget af hans Avl, som Huset, eller Aaboden, er vurderet for, som skal anvendis til Gaardens Bygning, som sagt er. Tager Fieldskred Huus bort, eller Vind bortdriver det, da svarer ikke Lejlændingen dertil.
31. Hvor ingen Huse findis paa Garden, eller og de ere nedraadnede, der skal Jorddrotten selv lade bygge nødvendige Huse, eller foreene sig derom med Lejlændingen; Men dersom Huse ved Vaadeild afbrænde, imidlertid en Lejlænding er paa Gaarden, da bør Lejlændingen at føre Tømmer og al Tilfang paa Toften til slige Huse, som før stode, og Jorddrotten at bekoste dem at opbygge.
32. Dersom en Lejlænding opbygger et Huus paa Gaarden, som hand ikke var pligtit til, og som Jorddrotten ej lader sig korte i sin Landskyld, og Lejlændingen fik Tømmer og al anden Tilbehøring dertil udi anden Mands Skov, og satte Huus paa øde Tofte, som ikke stod Huus paa, der hand kom til Gaarden, da dersom hand flytter af Gaarden, skal hand tilbyde Jorddrotten at kiøbe med sig med to skiellige Mænds Vidne, eftersom sex skiellige Mænd vurdere det. Vil Jorddrotten da ikke kiøbe med hannem, da sælge det hvem hand vil, eller have det bortflyt inden Korsmisse om Vaaren. Er det da ikke afflyt, da beholder Jorddrotten Huset.
33. Lejlænding maa ingen give Forlov at saae sin Jord, uden sin Søn og Tieniste-Mand, som ikke selv haver Ager, eller Eng; Og ikke heller dem uden hand haver Affalds Jord, der er det hand kand miste uden sin Skade: Tilstæder hand andre, eller giør anderledis, da tage Jorddrotten alt det, som paa Jorden voxte, og Landnam til af dem, som saaede, eller brugte Jorden, og Lejlændingen være pligtig at betale den hand lejede saa meget, som Jorddrotten tog fra hannem.
34. Skov maa Lejlændingen nyde til fornøden Brændeved, Bygnings Tømmer og Gaards Brug, og derforuden saa meget Tømmer, eller Trælast, som hans halve Landskyld beløber, hvilket Jorddrotten er nærmest til at kiøbe frem for en anden, om hand det begærer for det, som en anden vil give i Billighed. Hugger Lejlændingen mere, da have det i Minde og Samtykke, eller og give derfor Landnam til Jorddrotten, og forbryde til hannem hvis hugget er. Giør hand det saa groft, at Dommeren og uvillige Lavrettismænd kunde kiende, at Gaarden deraf merkelig svækkis, da miste hand derfor sin Gaard.
35. Næver skal en Lejlænding ikke afflaa at sælge, uden saa meget, som hand behøver at kiøbe nødtørftig Salt for til sit Huus. Salt maa hand ikke mere
s. 137
virke, end hand behøver til sit Huus, og at kiøbe sig Næver for til sine Huse, med mindre hand haver det Brændefang, som dertil skal brugis, udi Minde af Jorddrotten, eller kand forskaffe sig det andenstæds fra.
36. Tiære maa en Lejlænding ikke mere brænde, end hand behøver at brade sin Baad med, hvor Skoven kand derved beskadigis, Men hvor det findis Stubber og Rødder, maa hand brænde saa meget deraf bekommis kand.
37. Lejlænding maa uden Jorddrottens Samtykke ikke give nogen Forlov at hugger i den Skov, som ligger til hans Gaard mere, end tre Læs Ved, og to Læs Skav til hans Fæ; Men Jorddrotten maa give Lov til saa meget, som hand vil; Dog at Lejlændingen faar ikke Skade deraf imod deris Forord og Bygselbrev.
38. Falke og Høge, hvor de bygge Rede, der høre de hannem til, som Jorden tilhører, de bygge paa. Vil hand sælge dem, da skal hand først byde Kongen dem til, før end hand sælger dem til andre. Tage nogen anden dennem, da føre dem tilbage igien, og give Landdrotten Landnam.
39. Vil nogen flytte fra sin Gaard, eller opsige den Jord hand haver lejet, da skal hand den opsige for Jul, eller beholde den det Aar omkring, om Jorddrotten vil, og give det Aars Landskyld. End far hand af Jorden uden saadan Opsigelse, da beholde Jorddrotten selv sin Jord, og den, som affoer, betale det næste Aars Landskyld.
40. Den, som skal flytte fra nogen Jord, hand skal giøre halv Husene tomme til den første Fardag, som er den trettende Dag efter Julehelligt er ude, og beholde halv Husene, indtil hand tager sig anden Jord udi næste Foraar, og en Maanet efter hand haver sig anden Jord taget. Tager hand sig ikke anden Jord, da beholde halv Husene til Tiburtii, den 14 Aprilis; Men fanger hand ingen stæds Jord, og bliver Huusvild, da beholder hand fierdeparten Husene til Korsmisse den 3 Maji. Den, som til Jorden far udi hans Stæd, hand skal tage to Mænd med sig, og byde hannem til at skifte Huse med sig, og de skulle lægge dem Tid for at skifte. Vil hand da ikke, da skal tilnævnis to af hans Grander at skifte og lodde dem Huset imellem: Forholder hand dem siden, da udgive til den, som tilfare skal, et Lod Sølv og afstaa dog strax Husene. Vil hand det ikke udgive, da maa den anden søge det fra hannem, som anden vitterlig Gield. Naar de have skift Huse, da raader hver for sin Part.
41. Naar mand flytter, da skal mand lade alle Døre stande med Laase, som er naglefaste, Hængsler, Hasper, Skorsteen-Jern, og anden Jernfang, som Gaarden hører til. Disligeste ogsaa Bord, Bænke og naglefaste Senge, eftersom Aaboden udkræver. Fører hand noget bort af forskrevne, da betale Jorddrotten Landnam, og føre det tilbage igien, og bøde et Lod Sølv til
s. 138
Kongen. End om hand bryder noget, som er grøft tilsammen, da bedre det igien og bøde et Lod Sølv, halv til Kongen og halv til Jorddrotten. Alt det, som for Huusbrud kiendis, skal bødis et Lod Sølv for til Kongen, samt betalis Landnam til Jorddrotten og Husene giøris saa gode igien, som de vare før. Naar hans landskyld er betalt, da maa hand efter første Fardag føre med sig sit Høe, Korn og alt Boeskab. Hand maa og bortflytte sin Vedkast, Halm og Hielmstænger, og alt det, som ikke er tilsammen grøft, eller naglefast ved Bielke eller Brede: Disligeste sine Efnetræ. Haver hand noget plantet i Kaalhave, da skal det være bortført inden Korsmisse om Vaaaren den 3 Maji; Men det, som findis paa Gaarden efter bemælte sidste Fardag, det hører Jorddrotten til, med mindre hand haver ført det til Strand, eller paa Marken uden Gaards, saa at det hverken agis over Ager, eller Eng, naar det bortføris, og have det da bortført til Botilsmisse den 17 Junii. Ligger det længer, da hører det Jorddrotten til.
42. Den, som flytter, skal lade den fierde Part af Jorden ligge usaaet og til Traad, at Fæ kand gaa derpaa. Skal og al Vintermøg henlæggis paa den Jord, som ugiødt er, uden den ene Nats Møg, naar hand om Morgenen farer af Gaarden. Er Træt møget, da skal det giødis, som mest behov haver, som hand vil sande med sin Eed, om Jorddrotten mistroer hannem: Vil hand ikke svære, da gielde hand hvad Skade deraf følger, efter Sorenskriverens, og sex skiellige Mænds Dom, om hand haver ulovlig handlet. Kiørlavsmøg, det er saa meget, som een Koe møger om Vinteren, skal læggis paa hvert halv Pund Sæd, eller givis til Jorddrotten et Qvintin Sølv, om der fattis paa. Haver hand saaet Vinter-Rug der som Ager er, og far af Gaarden, da faar hand der intet af. Haver hand brut Eng op indengierdis, og saaet derudi, da haver hand sit Sæde-Korn igien; Men haver hand brut op udengierdis, og gierdet derom, da have halvparten, og den Gaarden faar halvparten.
43. Lader hand Gierdis Gaarden ligge øde fem Favne langt, eller mere, da skal hand giøre den saa god igien, som den bør at være, og betale Landnam til Jorddrotten. Er det forraadnet, eller øde ti Favne langt, eller mere, da betale et Lod Sølv til Jorddrotten, og giøre Gierdet færdigt igien. End af Træds-Gierdet, det er det, som staar om Fælleden, maa hand ikke lade mere blive øde, end halvparten; Ti ellers skal hand giøre det færdigt igien, og betale Jorddrotten Landnam.
44. Døer en Lejlænding, eller bliver landflygtig og fredløs, og Jorddrotten siger, at det Aars Landskyld er ubetalt, da skal hans Arvinger bevise, at baade Landskyld og Aabod er fyldistgiort. Kand de det ej giøre, da betale hvis igienstaar.