15 Cap. Om Rydning.
1 Art. Alle skulle være forpligtede til at rydde den Jord, de paasidde, hvor der er
s. 139
beqvem Lejlighed til Sæd og Eng, og derved kand giøris Fordeel; Og skal Sorenskriveren og Bonde-Lænsmanden, eller een af dem i det ringeste, med to lovfaste og uvillige Lavrettismænd udi hvert Gield, eller tvende andre duelige Mænd, der selv have Lyst til nogen Rydning og Avl, eengang aarligen besigte alle Gaarders Ejedele, og ikke allene udsee og skiønne hvad Lejlighed der kand være til Rydningsboel; Men og paa det skielligste og retviseste afmaale hver Bonde sin visse Plads, som Bonden udi samme Aar skal rydde, jevne og slet giøre, og derhos rodhugge og oprykke Rødderne slet i Grunden, enten der haver været tilforn gamle Rugbraader, eller og det er andre ny optagne Stæder, og strax derefter lade Plov og Spade gaa derover, at det forderligen kand giøris til Ager, eller Eng. Og skulle forskrevne Besigtningsmænd efter Beskaffenhedens nøjeste Overvejelse afmaale Bønderne sommestæds til en halv Fierdings Sæd, sommestæds til en heel, eller halvanden, sommestæds til en halv Tønde Sæd og intet højere. Og skal hver den, som saadan Rydningsverk uden lovlig Aarsag, saasom Sygdom, Armod, eller dislige, forsømmer, have til Straf forbrut saa meget af hans forrige Lejemaals Jord, som den Jord hannem forrelagt er at rydde og dyrke, er taxeret og sat for; Hvilken Part af Jorden hand paa ny skal leje af hans Landdrot.
2. Dersom Samejere ere til nogen Plads, som skal ryddis, saa det er fællis Jord indengierdis, eller uden, og den ene af dem, som besidder, ikke kand komme til at rydde for den anden, som efterladen er, og Jorden derover bliver gandske liggendis uryddet og fordervet, da skal den, som af dennem rydde vil, afmaalis udi slige Samejeris Mark, eller fællis Jord, saa stor en Plads uformeent, som hannem efter hans Gaards og Landskylds Storhed bør at tillæggis, og være hannem saa frit for den at indhegne, naar hand vil. Besigtnings- og Tilsyns-Mændene skulle og aarligen besigte bemælte udviste Pladser, og om deris Forsømmelse, som rydde skulde, skielligen befindis, det strax enhvers Øvrighed, eller Landdrot give tilkiende. Og skulle samme Besigtningsmænd nyde tilsammen for deris Umag, Flid og Troskab halvparten med Jorddrotten af de Lejemaals Penge, som for saadan Forsømmelse blive forbrutte.
3. Tilsynsmændene skulle og iligemaade udvisis Rydnings-Pladser af andre uvillige Besigtnings-Mænd.
4. Rødderne skulle ikke allene oprykkis i Grund paa forskrevne Rydningspladser; Men baade Rødder, Bul og Grene ganske bortføris fra Stæden strax derefter i samme Aar, eller og i næste Aar i det seniste. Hvis saadant ej skeer, da bøde for hver Træis Lefninger til Kongen sex Skilling Danske.
5. Naar Pladsen saaledis er ryddet, da skal den og ligesaa holdis stædse ved lige, og Buskene, som igien opløbe, og staa til Skade, udryddis. Holdis det ikke tilbørligen ved lige, og det ei efterkommis, naar Besidderen derom af
s. 140
Tilsynsmændene er lovligen tilsagt, da bøde for sin Forsømmelse et Lod Sølv til Kongen, og dog giøre der udi sin Pligt til fyldist.
6. Besidderne maa beholde de Pladser, som saaledis ryddede og dyrkede ere, deris Livs Tid uden nogen Forhøjelse paa Gaarden videre, end der gik af, førend de begynte at rydde; Og siden være deris Arvinger næst til at fæste dem; Men dersom Besidderne døe, før end sex Aar er ude, da nyde Arvingerne Pladsen fri udi det øvrige af samme sex Aar.
7. Kongens Fogder skulle, under tilbørlig Straf, have flittig Indseende, at Besigtningsmændene forholde sig efter det, som her tilforn sagt er, og at en hver holder ved lige det, som hannem er udvist. Disligeste, at samme Jorder Sættis for Landskyld og Leding udi lovlig Tid, som forbemælt.
8. Saa fremt nogen uden de Pladser dennem blive afmaalede vil rydde udi Udmark til Fæbeed, eller Koe-Have, da maa det tilstædis paa sædvanlig Maneer at afryddis og afhuggis saaledis at nogle Stubbe blive igien bestaaende; Dog bør samme Stubbe efter Haanden udryddis, saa vit som mueligt er, og beqvemmist skee kand. Udi Sætterne maa ikke ryddis, men bør at blive til Gaardene, som af Alders Tid til Fæbeed; Men med Pladser, som kunde opryddis i Almindinger, hvor ikke er Sætter, forholdis det efter den fierde Artikel i det XII. Cap. i denne Bog.