19 Cap. Om Umyndige og Værger.
1 Art. De, som ikke kunde være deris egen Værge enten for Alder, Vanvittighed, Ødselhed eller andre Aarsager, som af Øvrigheden billig kiendis, skulle have Værge.
2. Umyndige Børns Værge efter Moders Død er Fader; Efter Faders Død er Broder, som sine fulde fem og tyve Aar endet haver; Ere der flere Brødre Fuldbrødre til de Umyndige, da er den næst at være Værge, som er ældst; Men ere de Halvbrødre, da skal den være Værge, som er næst paa Fæderne Side: Er ikke Broder til, da er Farfader næst at værge; Er ej Farfader, da er Morfader næste Værge: Er hand ej til, da er Farbroder; Er hand ej, da er Morbroder: Er ingen af dennem til, da skal næste i Byrd være Værge. Faderens Frænder ere nærmere at være Værge, end Møderne Frænder, om de ere lige nær i Byrd og ville vel værge; Men er det venteligt, at nogen fød Værge skulle ilde værge, eller er Uvederhæftig, eller ingen fød Værge er til, da sætter Øvrigheden med Overformyndernis Samtykke, hvor de ere forordnede, den vil Værge, som de sikkerst Børnegodset kunde betroe, saasom de agte selv at svare til.
3. Er nogen med trende vitløftige Værgemaal betynget, da bør hannem ej videre at paalæggis.
4. Er den fødde Værge ej i Bye, eller tilstæde, og dog i Riget, da skal Øvrigheden, saa snart dem tilkiendegivis nogen død at være, som sig Umyndige Børn haver efterlat, paa Boens Bekostning ved Skrivelse lade hannem det vide, at hand sig strax indstiller til Værgemaalet at antage, saafremt hand ikke vil svare til al den Skade, som de Umyndige derover kunde lide.
5. Hvo som andens Værge skal være, hand skal have saa meget ved at hæfte, som hand tager under sit Værgemaal, med fuld Eiendom, paa det, dersom noget ødis, eller forkommis, af deris Gods, som hand er Værge for, hand haver da af sit eget Gods saa meget igien at gielde, og Skaden at oprette.
6. Haver hand ikke saa meget, da sætte hand vissen for sig.
7. End kand hand ingen Forlover, eller Forsikkring, sætte, og dog er en fornuftig, flittig og ærlig Mand, da kand Børnegodset hannem nok betrois.
s. 149
8. Ingen, som ikke sine fulde fem og tyve Aar endt haver, maa være Værge for andre.
9. Stiffader maa ej være sine Stifbørns Værge, uden at næste Frænder, eller Øvrigheden, vil det samtykke.
10. Slegfredsøn maa ei være Egteavindis Søns Værge.
11. Fæstemand maa ej Fæstemøis Værge være; Dog maa hand være overværendis, naar Skifte hende angaaendis holdis.
12. Borgemestere, Raadmænd, eller Byfoget, maa ej være nogen Umyndigis Værge, uden de ere dens rette fød Værge efter Loven, eller og Byerne ere saa ringe, at ingen anden vederhæftig er at bekomme.
13. Den, som nogen stor Svaghed paakommer, enten af Alderdom, eller med Uvid, Tieniste-Karl, eller Mindremand, maa ingen Umvndigis Værge være.
14. Naar Moder og Børnene efter Faderens Død formedelst et lovligt Skifte ere blevne adskilte, da skal det være Moderen frit for hendis Børns Gods under sit Værgemaal at beholde, og det siden, saa længe hun sidder ugift, efter Loven at forrestaa; Dog saa, at fødde eller satte Værger have Tilsyn, at Børnegodset ej forkommis, saasom de selv ville svare dertil.
15. End formerkis det, at hendis Børns Gods forminskis for hendis Skyld, da skulle Værgerne annamme det fra hende.
16. Saa længe Moder sidder med hendis Faderløse Børn ugift, da maa mand ej tage Børnene fra hende, men hun bør dennem med lovlig Underholding og Christelig Optugtelse at forsyne og nyde derfor billig Betaling, saasom af Øvrigheden og Frænderne, eller Værgerne, ret kand kiendis.
17. Men giftis Moder, da skulle Børnene til Værgerne, under de ere saa spæde, at de Moders Hielp ej kunde miste, det er til syv Aar.
18. Begærer Moderen fremdelis at ville have sine Børn hos sig, særdelis Døttrene, og vil give dem deris Kost fri, og deris Frænder kunde kiende, at Børnene vel opdragis hos hende, da er det ej billigt, at mand tager dennem fra hende.
19. Dog naar hun gifter sig, enten Børnene blive hos hende, eller ikke, da tage
s. 150
Værgerne Børnenis Gods i deris Giemme og Forvaring, og give hende Fosterløn og Kostegield, indtil de ere syv Aar.
20. Hvis Løsøre nogen Umyndig tilfalder paa Skifte, det skal Værgen strax ved offentlig Auction, hvor den i Brug er, giøre i Penge, eller i andre Maader sælge det dyreste det sælgis kand, og ikke ringere, end som det er vurderit for; Dog dersom der er Møbarn, som til den Alder kommen er, at mand formoder, at hun med første kand blive gift, da maa Værgen indebeholde hende til beste af Løsøret hvis fornøden kand eragtis til at sætte Boe med.
21. Hvor Løsøre ved offentlig Auction ikke kand giøris i Penge, og Værgen ej heller kand sælge det i det ringeste for det, som det er vurderet for, da byde hand det op til Tinge og tage Tingsvidne derpaa, og være saa angerløs.
22. Ingen Værge maa afhænde de Umyndigis Jordegods, som hand er Værge for; Dog dersom nogen Forældre døer, som sig større Gield og Besværing efterlader, end Godset kand forrente, eller med Løsøret aflæggis, da maa de Umyndigis Værge sælge af Jordegodset, indtil Gielden saaledis forminskis, at, naar de Umyndigis Værgepenge og anden Omkostning aarligen af Indkomsten udlæggis, Gielden da af samme Indkomstis Rest føjeligen kand forrentis.
23. Dog maa Værgen hverken selv eller ved andre, sig noget Børnegods, Løsøre, eller Jordegods, tilforhandle, meget mindre det nogen ringere, end vurderet er, overlade, uden det skeer ved offentlig Auction.
24. Befindis nogen Værge ubillig Fordeel at søge, eller utilbørlig sig at forholde, stande til Rette og straffis, som den, der sig i Svig og Underfundighed haver ladet befinde.
25. Værge maa ej Børnepenge føre af det Herret, Birk, eller Bye, som Arven er falden udi, uden hand agtis af Øvrigheden fuldkommen vederhæftig, eller sætter en anden til Forløftningsmand derfor, som der ejer selv Gods, paa det at Pengene kunde blive holdne Barnet til beste hos visse Folk, og blive der betalte, som de blive optagne, naar Barnet kommer til Lavalder.
26. En hver Værge bør i alle maader at søge sin Myndlings Gavn og udbringe Indkomsten af al hans Formue det højeste skee kand, og hvis bliver til overs, naar alle Omkostninger, saa og den tredie Penge, som Værgen for sin Umag nyder, ere fradragne, skal komme den Umyndige til Fremtarv.
27. Værgepenge skal allene forstaais, naar al Bekostning, af Godset gaar, og Besværing derpaa hænger, være sig Folkeløn, Rostieniste, Skat og alt andet,
s. 151
som af Boen bør at udredis, og den Umyndigis nødtørftig Ophold først afkortis.
28. Vil Værge ingen Værgepenge tage af sin Myndling, da bør hand derimod ej at forbindis til at svare til Rentis Rente af sin Myndlings Midler. Kand Formynderen ikke sætte sin Myndlings Penge ud paa Rente, da bør hand dem at opbyde til Hiem- og Lav-Ting, og hvis ingen dem begærer, som de sikkerligen for fem af hundrede, dersom ingen vil have dem for sex af hundrede, kand betrois, da maa hand dem hos Øvrigheden nedsætte, og være fri for at svare sin Myndling til Renten, indtil hand dem sikkerligen kand faa udsat.
29. Værger skulle være pligtige til, saa ofte det af Overformynderne, eller Øvrigheden, begæris, hvilket en gang i det ringeste om Aaret skee skal, at fremlegge Rigtighed om deris Myndlingers Midler, hvor og hvorudi de bestaa.
30. Den, som Værge er, og Børnegods og Penge i Forvaring og Forsvar haver, skal giøre sin Myndling Rede og Regnskab, naar den kommer til sine myndige Aar, for al Indtægt og Udgift i een af Frændernis, eller Øvrighedens Overværelse.
31. Forløvis nogen fra Umyndigis Værgemaal og anden Mand det med Øvrighedens Samtykke, eller Befaling, antager, da skal den første giøre den anden god Rigtighed derfor, og af hannem lade sig qvittere, hvormed hand og for al Tiltale af den Umyndige i sin Tid, eller andre, bør fri at være; Men den anden, som det annammet haver, og haver derfor qvitteret, bør til alting at svare, og paa det hand kand være dis sikkere, maa hand, før end hand den forrige Værge qvitterer, lade af Overformynderne og Øvrigheden kiende paa hvis hand tvifler paa i den forrige Værgis Regnskab.
32. Kand Værgen ej svare Myndlingen til hvis hand med Rette for Værgemaalet skyldig bliver, da skulle Overformynderne, som ej bedre Tilsyn med Værgen haft have, dertil svare. Kand Myndlingen hos dennem ej Ret bekomme, da søgis Skadens Oprejsning hos Øvrigheden, eller Husbonden, som bør at have Opsigt med de Umyndigis Gods.
33. Er Værgen ikke fød Værge efter Loven, men sat Værge, og den føde Værge efter Loven Værgemaalet uden lovlig Forfald og Undskylding ikke haver vildet antage, da svarer samme føde Værge Myndlingen til sin Skade, førend Overformyndere, eller andre, derfor kand søgis.
34. Den, som er atten Aar gammel, annammer selv sit Gods at forrestaa; Dog
s. 152
skal Værgen, efter at hand Afkald for Formynderskabet bekommet haver, eller en anden god Mand der til af Øvrigheden forordnet, have fremdelis Tilsyn med den, som sit Gods at forrestaa selv til sig annammet haver, indtil hand bliver fem og tyve Aar, at hand ej Godset unytteligen bortsætter; Og bør derfor intet Pant, eller Skøde, eller anden Forskrivning agtis, som af den mindre Aaring sættis, eller givis, uden det skeer med forskreven Curatoris Samtykke.
35. De, som noget Kiøbmandskab, eller Haandverk, bruge ville, særdelis om de ikke Drik, Dobbel og Ødselhed ere tilgivne, maa til samme Hanterings Fortsættelse bruge med deris Formynders og Curatoris Raad og Samtykke sig til Nytte af hvis dennem arveligen kunde være tilfalden, i Synderlighed, naar de give sig i Egteskab, om de end ikke ere fem og tyve Aar gamle.
36. Den, der atten Aar gammel er, giver ingen Værgepenge, om hand end skiønt er uden Lands, men Værgen allene sin anvente Bekostning betalis; Dog hvis nogen motvillig udebliver, uden lovlig Forfald og Undskylding, naar hand sine atten fulde Aar naaet haver, og ikke vil annamme sit Gods, og efter giorte lovlig og rigtig Regnskab give Værgen Afkald, da bør Værgen ikke at staa den Fare med Værgemaalet, eller have Umag og Besværing dermed for intet.
37. End er Myndlingen sine fem og tyve Aar og i Landet, og ikke giør Endelighed med sin Formynder, naar Formynderen hannem det lovligen haver tilbudet, og giør det bevisligt, og Formynderen døer imidlertid, da bør hans Arvinger for den Sag angerløse at være.
38. Fader maa ej forholde sine Sønner deris Møderne siden deris Moderer død, og de ere deris atten Aar, og ville fare fra hannem; Dog saa, at der med forholdis, eftersom tilforn mældet er i den 34 Artikel; Men Daatter maa ingenlunde sige sig at Faderens Værgemaal, førend hand giver hende en anden ret Værge, eller Husbond.
39. En Myndling skal lade sig nøje med hvis Jordegods en Formynder foraarsagis efter den Taxt, som af Kongen sat er, i Betaling at tage, og med den Indkomst, som deraf bekommis, saa at Formynderen ikke skal være skyldig sin Myndling til højere at svare, naar som helst det ikke bevisis formedelst Formynderens Forsømmelse at være skeet, at ikke anden og bedre Betaling er søgt og til veje bragt.
40. Dersom og en Formynder til sin Myndlings Forsikkring tager Pant enten i Løsøre, eller Jordegods, og samme Pant af Formynderen er lovligen taget, og for den Pris, som i Landet med Pant at tage Gængs er, da bør Myndlingen
s. 153
med samme Pant at lade sig nøje, og Formynderen ikke være forpligtet sin Myndling rede Penge derfor at skaffe, saafremt hand tilbørlig Flid og Middel hos Debitoren haver anvent om rede Penge at erlange, og de ikke have været at bekomme.
41. Enke maa sig Lavværge tage hvem hun vil af sine Frænder, eller anden god ærlig og fredsommelig Mand, som hende i hendis Sager med Raad og Daad kan bistaa, og med hende til Vitterlighed underskrive hvis for Handlinger, eller andet Magt paaliggendis, af hende forretagis.
42. Befindis Lavværgen at være urolig og Enken unødige Tretter at foraarsage, eller i andre Maader Enken Skade at paaføre, da skal Øvrigheden forbyde Enken at bruge hans Raad, og hende en anden god Mand i hans Stæd forordne som hun kand være tient med.