21 Cap. Om Tienistefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere.
1 Art. Tienistefolk maa ej med deris Forseelse føre deris Husbond Skade paa, men de bør selv at lide for hvis de brut have.
2. End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til, hvad derudi forseis af de, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning.
3. Begaais noget uskielligt imod Tieneren af andre, end Husbonden, da opbær Tieneren selv Bøder.
4. Ingen ledig Karl, eller Inderste, som sider til Huse paa Landet, maa bortfæste
s. 155
sig til Bonde-Arbejd og Tieniste ringere, end heelt, eller halvt, Aar uden et halvt Aars Løns Forbrydelse.
5. Og skal saa ingen paa Landet hos Bønderne for Dagløn arbejde uden gifte og boesatte paa Gaarde, eller Gaardsparter, og Gade-Husmænd, som giøre og give aarlig Rettighed til deris Herskab.
6. Dog skal hermed ikke være forbudet, at de som sig ved Søekanten paa nogle visse Tider om Aaret af Fiskeri og Søen allene nære, jo herefter, som tilforn, maa om Vinteren, og naar de ikke ere til Søes, sig for Dagløn bortfæste: Ei heller at Tærskere jo maa lade sig antage af hvem, som dem behøve til deris Korn at udtærske, paa hvad Tid og til hvilken Tid mand haver dennem behov.
7. Inderster, være sig Karle, eller Qvinder, maa ikke af Gaard- eller Hus-Mænd til Værelse antagis under deris Fæstis Fortabelse, uden det dennem af Husbonden, eller hans Fuldmægtig, bevilgis, som om Indersters Forhold og Næring sig skal lade informere, saa det kand være Husbonden og Bonden uden Skade.
8. Naar nogen Fremmet til Sognene ankommer, skal Bønderne strax give Præsten det tilkiende, som deris Pas og Bevis, de medbringe, skal læse og dem overhøre; Og dersom nogen Mistanke kunde være, da Præsten det for Herskabet, eller hans Fuldmægtig angive; Og skulle Præsterne flittig antegne deris Navne og Fødestæd, som sig i deris Sogne opholde, være sig Inderster, Tieniste-Karle og Drenge, eller Løsgængere, at mand hos dennem herom, naar behøvis, kand have fuldkommen Efterretning.
9. Alle Tienistekarle og Drenge, som til Bonde-Arbejd ere antagne, hos hvem det og være kand, med mindre de fæste Gaarde, eller Gaardsparter, hvorpaa de sig kunde nære, skulle være forpligtede deris Tieniste otte Uger for Fardag, som er Sommer-Natten den 14 April, og Vinter-Natten den 14 Octobris til deris Husbond lovligen at opsige; Og saa fremt Husbonden dennem utilbørlig vil opholde, maa de Tienisten løskynde i nogle af Byens, eller Sognefolkets Nærværelse, eller og til Kirkestævne: Udførmer Husbonden dennem derfor med Hus, eller Slag, straffis som for Vold.
10. Naar Tieniste-Tyende, Mands- eller Qvindis-Personer, lovlig deris Tieniste eengang opsagt have, synderligen om de uden Sognet sig agte at begive, da skal deris Sognepræst være forpligtet at meddeele dem Bevis, naar de den begære, at de ere fri og ledige fra Herretieniste til Lands og Vands, saa vel som fra Bondens Tieniste, og for Egteskab, saa fremt de ellers ikke med nogen trolovede, eller viede, ere. Og skal ingen Præst under tilbørlig Straf
s. 156
saadan Bevis dem vegre, eller og den dennem over en halv Dag forholde; Og skulle Præsterne give alle Skudsmaal beskrevne under deris Hænder og Signeter, som de ville ansvare og være bekient. De nyde derfor af en hver Tienistekarl, Dreng, eller Qvinde, fire Skilling Danske.
11. Begiver nogen Karls- eller Qvindis-Person, sig ulovlig af deris Husbonders Tieniste, da skulle de have forbrut saa meget, som deris halve Aars Løn sig kand beløbe, halvdeelen til Husbonden og halvdeelen til Husbondens Herskab; Og de, som dem videndis antage, skulle have dobbelt saa meget til den forrige og rette Tienistetyendis Husbond og hans Herskab forbrut.
12. Hvo som tager anden Mands Svend, Tiener, eller Tienisteqvindfolk i Tieniste uden Pasbord, hand skal svare den, som Tieneren uden lovlig Afsked er fradragen, til al den Skade hand derover lider, og derforuden bøde til hannem, som ovenbemælt er; Og skal en hver give sine Tienistefolk, Mands- og Qvindis-Personer, naar de fra hannem skillis, Pasbord, som de have fortient, at ikke nogen derover bliver bedragen.
13. Ingen maa tage en anden Mands Tiener i Forsvar, før end hand lovligen skilt er fra sin Husbonde.
14. Tilsiger nogen sin Tieniste og tager Fæstepenge paa Haanden, og vil ikke gaa i Tieniste, betale Fæstepengene igien og derforuden fierde Parten af et Aars Løn, som hand skulle have, dersom hand hafde kommet udi Tieniste: End haver hand ingen Fæstepenge opbaaret, betale dog et Fierding Aars Løn, som sagt er.
15. Antager mand nogen til sin Tieniste, og vil hannem siden uden lovlig Aarsag ej annamme, da beholder den, som antaget var, hvis Fæstepenge given er, angerløs; Og derforuden bør Husbonden at give hannem fierde Parten af et Aars Løn, som hand skulle have, om hand i Tienisten hafde kommet.
16. Naar nogen Tienistefolk, som deris Tieniste opsagt have, eller andre Løsgængere, som ikke ere boesatte og tiende til Kongen, Kirken og Præsten, eller giøre og give dem nogen Rettighed, ej heller have fuldkommen Bevis og nøjagtig Skudsmaal fra Præsten, hvor de have deris Ophold, og hvorledis de skikke sig, det være sig Mands- eller Qvindis-personer nogen stæds betrædis, og ikke lovligen bevise sig, saa fremt de ellers ved Sundhed været have, Tieniste at have for en billig Løn begæret paa de Stæder de behøvis, og kunde antagis, da skulle de strax paagribis og Dom over dem forhvervis at gaa saa mange Maaneder i Jern at arbejde, som de have entholt sig fra at tiene; Eller om de i fremmede Lande her af Riget sig vilde udsnige, og siden betrædis, da derfor søgis, tiltalis og straffis med Fængsel og Jern. Og da skal
s. 157
Kongens Amptmænd dennem, som paa Kongens Grunde saaledis skyldige befindis, med ringeste Bekostning skee kand, enten til Bremerholm, eller andenstæds hen, forskikke med deris Dom, hvorudi alle mod dem forhvervede Vidnisbyrd skulle være indførte, paa det, om nogen saadanne af Had og Avind forurettede ere, under det Skin at være Løsgængere, de da kunde igien til Rette forhielpis.
17. Iligemaade skal med dennem forholdis, som sig for Soldater udgive, eller Soldater ere, og Landene igiennem stryge; Dog de tienisteløse Folk og Soldater undertagne, som lovlig Pas have og skielligen befindis paa deris rette Vej og Rejse at være stæde, og sig uden Tryglen opholde, eller og uden Tvilsmaal den Formue eje, at de sig deraf kunde holde, og uden nogen Mands Skade have sig med Lediggang at opholde; Hvorpaa de bør, om begæris, at skaffe Sognevidne og Skudsmaal.
18. Kongens Amptmænd skulle hver i sit Ampt tvende gange om Aaret, som er den første Iunii og den første Decembris, holde Inquisition over alle saadanne Folk, saa og forfare hvorledis med alt det, som her forskrevet staar, forholdis og da tilforn Herskabet paa Landet, som i hans Ampt boendis er, derom advare, at en hver paa sin Grund kunde paa samme Dag og Tid holde Randsagning, og tilhielpe, at dette fyldistgiøris.
19. Findis nogen, som sig tilside holder paa de to forskrevne Dage, naar Inquisitionen skeer, da skulle de agtis for Løsgængere, og strax paagribis, og med dennem handlis, som tilforn er mælt.
20. Dersom Herskabet paa Landet ikke selv formaar saadanne motvillige og Løsgængere at antaste, straffe, eller i god Forvaring at have, eller dennem ikke til egen Tieniste og Arbejd vil bruge, da maa de det Kongens Amptmænd, i hvis Ampt de ere boende, tilkiende give, og dennem til hannem lade overantvorde, at hand sig med dennem, efter som før er mælt, kand forholde.
21. Findis nogen Løsgængere, eller dem, som ingen Pas, eller rigtig Beskeed have, videndis til sig at holde, dem huse og hæle, de skulle paa Landet have forbrut deris Fæste til Husbond, og derforuden, om dennem overbevisis nogen ulovlig Handling og Fællisskab med saadanne at have, haft, at staa til Rette derfor og straffis, som vedbør; Men i Kiøbstæderne skulle de, som det giøre, straffis, som de der huse Fredløse.