3 Cap. Om Odels Kiøb og Løsning, og anden Kiøb, Sal og Mageskifte
1 Art. Vil nogen sin Odelsjord sælge, da skal hand stævne til Tinge alle dennem, som vidis at være Odelsbaarne dertil, og lydeligen give tilkiende for Retten, at hand vil sælge saadan sin Odelsjord, som hand da nævner, og byde dennem den til Kiøbs inden Aar og Dag for rede Penge, saa fremt de ej ere udi Forfald saasom herefter omtalis, og det skal der lovligen antegnis. Siden skal hand ved Kirken, eller paa Hestegaarden, udraabe eller lade udraabe, at hand vil sælge den Odelsjord, og tilbyde den alle sine Frænder, som ere Odelsbaarne dertil, dem mand veed, eller ikke veed, og helst dem, som næst ere, være sig Mands-, eller Qvindis-Personer, saa at det kand rygtis til dennem, om de endskiønt ikke ere der tilstæde. Hvilket Udraab skal holdis dem for en lovlig Stævne, at de skulle kiøbe Godset med rede Penge inden Aar og Dag forfaldsløs.
2. Det er første Forfald: Om mand er ikke ved Penge, da skal det Forfald paa Tinget lysis, inden bemælte Aar og Dag af de Odelsbaarne, hvilket lovligen antegnis; Og skal det siden lysis hvert tiende Aar. Bekommer den Odelsarving, som lyst haver, siden penge inden tyve Aar, da maa hand igien løse Odelet ikke allene fra en Fremmet, som haver kiøbt det, men en hver, som er nærmere Odelsbaaren og haver lyst, maa løse det fra den, som er længer hen udi Slægten. Er en Odelsarving umyndig, da maa hans Formynder lyse for hannem, og hvis det forsømmis, da saa snart hand kommer til Lavalder, maa hand selv lyse sit Forfald, og siden hvert tiende Aar.
3. Dersom Frænderne efter lovlig Tilbydelse ej løse Godset inden bemælte Aar og Dag, og ikke lyse deris Penge-Mangel inden samme Tid, og siden inden hver tiende Aars Forløb, som nu sagt er, og de dog ej ere forhindrede ved de andre Forfald, som her efter nævnis, da bliver Godset Uigienløsligt under hvilken som helst det til sig løser, eller under den, som hand sælger, eller afhænder, det til igien; Og bliver det da til samme Besidderis, eller hans Arvingers Odel, om det forbliver saa længe under hans Ætlæg, som Loven herefter siger om Hævd.
4. Den anden Forfald er, om Odelsarving er uden Lands, eller i Kongens Ærinde, eller og, at hand er syg, eller saar, eller at hand kand giøre sin Eed paa, at hand ei vidste, at Godset var lovbødet, da maa hand løse Odelet inden Aar
s. 200
og Dag, efter at hand hiemkommer, eller haver forrettet Kongens Ærinde, eller bliver til Pas og faar at vide, at den Jord var lovbøden; eller og skal hand inden samme Aar og Dag lyse, at hand ikke er ved Penge, og siden udi hvert tiende Aar, efter den Tid at regne, da Jorden solt blev.
5. Kommer Odelsmand med Penge inden Aar og Dag, eller om Penge-Mangel lovligen lyst er, da inden tyve Aar, og vil kiøbe Jorden, som lovbøden var, da skal hand kiøbe, eller løse den saa dyrt, som skiellige Mænd vurdere baade Jord, Huus og alle de Lunde der tilligge, om end skiønt en anden, som ej er saa nær dertil haver kiøbt det dyrere; Men mældis i Brevene hvad Capital den er sat, eller solt, for, da indløsis den for lige Summa, saa og erstatis al billig og nødvendig paa Godset anvent Bekostning efter uvillige Mænds Sigelse.
6. Vil den, som lovbød sin Odelsjord, ikke sælge den til den Odelsmand, som kiøbe vil inden Aar og Dag efterat den var lovbøden, da skal hand give den anden Rofkiøb, fyrretyvende Parten af det, som Jorden er værd.
7. Mistroer den, som haver Godset i Hænde den Odelsbaarne, som vil løse det fra hannem, at hand vil kiøbe det til en anden, da sværge hand sin Eed, at hand vil kiøbe det sig selv til Odel, og ikke til nogen anden.
8. Vil den, som haver kiøbt noget Odel, sælge det igien, da skal hand byde den det, som hand kiøbte det af, eller hans Frænder, om det var deris Odel.
9. Udlæggis noget Odelsgods i Bøder til Kongen, da bør Frænderne at løse det til sig inden ti Aar, om de ville beholde det; Men om det udlæggis i anden Gield, da dersom Frænderne lyse, saasom tilforn sagt er, kand det af dennem, inden tyve Aar indløsis.
10. Vil nogen holde sig for Løsningsmand til noget Odelsgods, som en anden haver kiøbt, eller mageskift sig til, der var fremmet, eller ej var saa nær som hand, og tale derpaa, da skal hand lade stævne den, som haver den Jord, som hand vil sig til Odel kiende, eller hans Formynder, om hand umyndig er, om Høsten, naar Høe og Korn er afhøstet, og i det seniste for Juel til at møde paa den Jord, hand paataler, Tisdagen næst efter Paaske-Uge for Sorenskriveren og otte uvillige Mænd, som ere ikke beslægtede til nogen af Parterne, at høre Løsningsmandens Vidner, som kunde vidne, hvor nær hand er til Odelet berettiget, og da annamme af hannem slige Penge, som Jorden kand vurderis for af skiellige Mænd.
11. Vil den Tilstævnte da svare, at den Jord, som paatalis, haver ligger under hannem og hans Ætlæg udi tyve Aar, eller mere, da skal hand enten bevise
s. 201
det med rigtigt Skiøde og Breve, eller og føre sine Hævdsvidner, som selv vide, naar den Jord kom under hannem og hans Ætlæg.
12. Men dersom den Tilstævnte svarer, at den Jord, som paatalis, er bleven Frænderne lovbøden, hvilke ej den Tid lyste sig at være Penge-løse, ej heller hafde andet lovligt Forfald, som her tilforn sagt er, og ej hvert tiende Aar have giort Lysning, og at Godset er bleven lovlig solt og skiødet under Besidderen, eller hans Ætlæg, hvilket hand med Breve, eller Vidner, beviser. Da maa det, saasom tilforn sagt er, ej løsis fra hannem, eller fra nogen anden, som hand kand have solt det til.
13. Kommer den ikke til Jorden, som stævnet var, uden lovlig Forfald, da maa Løsningsmanden dog føre sine lovlige Odelsvidner og Dommeren med Mændene bør derefter at tildømme hannem Jorden, og den anden saa mange Penge, som den vurderis for. De Penge skal hand lade see, at de ere der tilstæde, og skal dog forvare dem som sit eget, og have dem som et Laan, indtil den anden vil dem annamme.
14. Børn maa løse det Odelsgods, som deris Fader, eller Moder, haver solt udi deris umyndige Aars Tid, og det inden ti Aar fra den Tid at regne, som de ere blevne Myndige, nemlig fra deris Alders fem og tyvende Aar.
15. Dersom nogen haver solt den Odelsjord, som en anden vil igienløse, da maa hand søge den fra hvilken hand vil, nemlig, fra den, som solte, eller fra den, som kiøbte. Det samme er og, om nogen haver overlat den Odel, eller andet Jordegods til nogen anden, som var solt, eller pantsat til en vis Tid at igienløse.
16. Naar nogen løser Odelsjord fra en anden, da skal hand fra sig igien antvorde Jorden ligesom hand den annammet haver; Men om den er bleven bedre, da skal hannem skee Opretning derfor: End er den vere, da betaler hand derfor: Hvorpaa Dommeren og skiellige Mænd skulle kiende, om fornøden giøris.
17. Hvo, som ejer Jordegods, som ikke er hans Odelsgods, maa det baade sælge og skiøde med sit Brev og Segl og gode Mænds Vidnisbyrd, enddog hand det ikke lovbødet haver.
18. Kiøbstædgods og Jord er Løsøre og maa sælgis uden Lovbydelse.
19. Enke maa Jord med næste Frænders Raad baade sælge og skifte.
20. Svenbarn maa sin Jord ej sælge og ej afhænde, før end hand vorder fem og
s. 202
tyve fulde Aar gammel, med mindre det skeer med hans næste Frænders Raad til at betale dermed sine Forældris, eller deris Gield, hvis Arving hand er, eller sin egen, saa fremt den af Rejsen, Studeren, Tog, eller Hoftieniste, er foraarsaget, eller og hand vil bruge Pengene til sin Nærings og Handels Fortsættelse.
21. Møebarn maa aldrig sin Jord afhænde, uden hun vorder saa fattig, at hun for Livs Føde nødis til den at sælge, da maa hun den sælge med næste Frænders Raad, og dog ej mere tilsammen, end som hun til et Aar kand have fornøden; Dog dersom hun haver arvet Gield, som hun ikke anderledis kand betale, da maa hun med Frænders Raad afhænde saa meget af hendis Jord, som hendis tilfalden Gield kand betalis med.
22. Husbondens Hustrue, eller Søn, eller Daatter, som ere i Fællig med deris Fader, eller de, som ere i hans Tieniste eller af hannem lejede, maa ej noget af hans Gods uden hans Villie afhænde.
23. Bortskiøder Hustrue, eller afhænder, noget af sit Gods uden hendis Husbonds Raad og Villie og hendis Arvingers Samtykke, og Husbonden tier dertil, og den Kiøbendis ikke fanger Hævd paa det, som kiøbtis, da maa hendis Arvinger tale det ind igien, og Husbonden gielde Arvingerne tre Mark, og Kongen tre Mark, fordi hans Hustrue skiødte uhiemmelt, og hand vidste og taalte det. End taler hand det selv ind igien, da gielde hand ikke derfor.
24. Kiøber nogen med den, som ej er mægtig og myndig til at afhænde, tabe sit Værd, og den, som solte, bekomme sit afhænte Gods igien uden Vederlag.
25. Kiøber nogen med Fredløs Mand, da hører det Kongen til, som hand kiøbte af hannem, og bøde tilmed sex Lod Sølv, eller giøre sin Eed, at hand ej vidste, at den, hand kiøbte med, var fredløs.
26. Hvo som sælger uhiemmelt, eller det som hand til en anden solt, eller pantsat haver, Huus eller Jord, og det vindis tilbage, da lægge hand Værd ud, som solte, og bøde tre Mark Bonden og tre Mark Kongen. Det samme er, om mand pantsætter til nogen det, som hand selv ej ejer, eller hand til anden pantsat haver.
27. Hvo som sælger anden Huus, eller Jord, hand bør at hiemle og værge hannem det med nøjagtigt Skiøde.
28. Sælger mand anden Jord, og der tvistis om, hvad heller hand kiøbte mere, eller mindre, og haver den, der kiøbte, tyve Aars Hævd derpaa ukært til Tinge, da kand hand ej vinde den igien, der solte.
s. 203
29. End vorder dem Trætte imellem inden tyve Aar, da gaais derom efter Skiøder og andre lovlige Breve. Ere de ej til, da er den nærmere at vinde, der solte.
30. Side nogen i Fællig sammen, og en af dem med fællis Penge og Middel kiøber Gods, da hører Godset dennem samtlig til, som i Fællig side.
31. Husbond maa ej sælge Hustruens Jord, uden hand haver Barn ved hende, og lige saa meget at lægge derimod igien af sit eget, med mindre det nøjagtig bevisligt giøris, at Hustruen haver ført saa stor Gield til hannem, at den ej anderledis kand aflæggis.
32. Sælger Husbonden Hustruens Jord herimod, da beholder den Kiøbendis Jorden, med mindre hand af Arvingerne inden tyve Aars Forløb vorder udløst, saa fremt det er Odelsjord; Men er det ikke Odelsjord, og Hustruen, eller hendis Arvinger, vil tale derpaa, da skulle de tiltale Husbonden og hans Arvinger. Det samme er og, om Husbonden haver pantsat Hustruens Jord, eller mageskift den, eller og om nogen haver faaet Indførsel i Hustruens Jord mens hun var i Fællig med Husbonden.
33. Ingen, som lovlig er arresteret, eller manet, eller fælt til nogen Bøder, eller nogen Nams, eller Indførsels, Dom overgaaen, eller stævnet for Gield, eller for anden saadan Aarsag, som kunde være hans Creditorer til Skade, med Stævning til Overhofretten eller højeste Ret, efter at den hannem lovligen er forkynt, maa sit Gods forflytte, afhænde, eller pantsætte, eller opbyde, før end hand haver rettet for sig, og den til Freds stillet, som saadan Forfølgning, eller Dom, over hannem lovlig forhverfvet haver.
34. Ingen, som eje og beside noget frit Jordegods, eller Sædegaard, maa nyde Adelige Privilegier derpaa med Sagefald, Birkerettighed, og Ret til at kalde Præst og Dægn, med mindre de ere enten Adel, eller enten i Almindelighed, eller i sær af Kongen Privilegerede, eller og have Godset af Kongen med Frihed bekommet; Men Kongen beholder den Herlighed, indtil Godset kommer til dem, der saadanne Privilegier have. Hvis andre Friheder, som have fult Sædegaardene af Alders Tid, og dem bør med Rette at følge, beholde de, som Sædegaardene eje, i hvo de og ere.
35. Naar noget Jordegods, som hører til Sædegaarden, og til dens Avling fornødenlig udkrævis, eller jus Patronatus, eller Birkerettighed, eller noget af Gaardens Taxt, bliver i Gield udlagt, da skal den, som Sædegaarden ejer, eller haver den største Part derudi, have Magt til at udløse dem, som det til Udlæg bekommet have; Dog saa, at hand udløser fra en hver, som hand vil
s. 204
udløse noget fra, det til hannem udlagte hele Gods, saa fremt hand det da ejer, og det ej ved Kiøb, eller i anden Maade, er kommet i anden Mands Haand, hvilket hand dog fra den det ejer, maa udløse, om hand vil; Og skal hand forpligtet være at udløse det med saa mange rede Penge, som det er udlagt for, saa og erstate al billig og nødvendig paa Godset anvent Bekostning efter uvillige Mænds Sigelse.
36. Men hvis det hender sig, at den, som Godset er udlagt, eller solt til, haver selv en Sædegaard saa nær ved samme Gods beliggendis, at det kand beqvemmelig med Ægt og Arbejd under Sædegaarden leggis, og det til dens Avling fornødenlig udkrævis, da skal hand ikke være pligtig til at lade sig udløse; Dog blive Bønderne under det Birk, som de tilforn vare.
37. Haver nogen Lod og Deel med anden i Bondegaard, eller Huus, saa at den ene haver Landskylden og den anden Herligheden, da maa den, som Herligheden haver, udløse den, som Landskylden ejer, med rede Penge efter billig Værd, eller nøjagtigt Vederlag i Gods; Og skal det staa i hans Magt, som Landskylden ejer, at udvælge hvilket hand vil, enten Penge, eller Gods; Dog dersom det er Kirke, eller Præst, eller Forlæning, som Landskylden nyder, da skal der skee saadant Vederlag derfor med got og beqvemt Jordegods, at den aarlige Landskyld altid deraf kand havis, og ikke med Penge.
38. Vil den, der Herligheden haver, ikke udløse den, som Landskylden ejer, da maa den, der Landskylden ejer, indløse Herligheden til sig med saa mange rede Penge, som det billigen af gode Mænd kand sættis for, eller som hand selv derfor givet haver.
39. Paa Tinge skal mand Huus og Jord skiøde, og ej andenstæds, det er, paa det Bøjgde- Birke- eller Bye-ting, som Huus og Jord ligger under, om det er Kiøbstædgods, eller Borgers, eller Bondis Jord; Men til Lavtinget, om det er frit Jordegods; Og skulle alle Skiøder læsis og paaskrivis det første, eller andet, Ting næst efter at de ere daterede, om de ere i det Stigt daterede, hvor Godset ligger. Ligger Godset i et andet Stigt, end Skiøderne ere daterede udi, da skulle de til tredie, eller fierde, Ting læsis og paaskrivis; Ti ellers kunde de ikke gielde imod lovligen tinglyste Breve, Indførseler eller anden lovlig Adkomst, enddog de for dennem ere daterede.
40. End hender det sig, at tvende Kiøbebreve, eller Skiøder, paa et Gods komme til Tinge paa een Dag og Tid til at læsis og paaskrivis, da gielder det, som først er dateret, med mindre det er forsømt i rette Tid at lade læsis og paaskrivis. End ere de paa een Dag daterede, og komme paa een Dag til Tinge at læsis og paaskrivis, da kand det ene ikke gielde mere, end det andet; Dog have de, som Skiøderne ere udgivne til, deris Tiltale fri til dem, som saadanne Skiøder udgivet have.
s. 205
41. Det samme er og om Gave- og Pante-Breve, saa og naar Skiøder, Gave- og Pante-Breve komme imod hin anden.
42. Sælger, eller lejer, nogen til tvende Jord, eller andet Gods, da skal den det beholde, som først kiøbte, eller lejede, med saa Skiel at hand giør bevisligt, at hand først kiøbte, eller lejede, og den, som solte, eller lejede, skal skaffe den anden saa meget og saa got, som hand hannem solte, eller lejede, inden sex Uger. Kand hand det ikke giøre, da skal hand give hannem foruden hans udlagte Penge saa mange Penge, som hand kunde haft af Jorden, eller Godset, et Aars Tid efter Dannemænds Sigelse.
43. Skiøder Mand anden Huus, eller Jord, og de ikke strax følge den, som de skiødte ere, men den Sælgendis dem selv fremdelis i sin Hævd og Værge beholder, da er det Skiøde intet, med mindre det er Testament, som ej fuldbyrdis, før end Mand er død, eller nogen med samme Huus, eller Jord, er sin Livs Tid forleent, saa det ej, førend den ved Døden afgaar, kand af den Kiøbendis annammis.
44. Haver Husbond kiøbt Jord, som hand ej haver taget Skiøde paa, før end hand fik sin Hustrue, og vorder den siden hannem skiødt, da er den begge deris, fordi den var ej hans til fulde, før end hand fik Skiøde paa den. Det samme er og paa Hustruens Side.
45. Hvo som af Ryttere, eller Soldater, kiøber Heste, Hopper, Qvæg, Kaaber, Tin eller noget Slags Boeskab, og Officerernis skriftlig Kundskab derhos ej findis, at det som sælgis, hører Rytterne, eller Soldaterne, selv til, og at de det have faaet med Villie, eller taget det fra deris Fiende, stande derfor til Rette som for Uhiemmelt, og som hand det selv hafde staalet.
46. Kiøber nogen i Fejdetid med Fiendens Ryttere, eller Soldater, noget Gods, eller Qvæg, som fra Ejermanden røvet, eller staalet, er, da bør det at komme til sin rette Ejermand igien for hvis der kand bevisis derfor at være givet; Men bevisis det, at den Kiøbendis haver selv givet Fienden Anslag, eller Anledning til at tage det fra Ejermanden, da bekommer Ejermanden det igien uden noget Vederlag, eller Betaling derfor, om det er af den Kiøbendis igien bortsolt, eller forkommet.
47. Haver den Kiøbendis bortsolt saadant Gods, eller Qvæg, eller det er forkommet, og var dog tilforn at rette Ejermand igien begært, da bør hand til Ejermanden igien at betale saa meget, som bevisis, at hand for samme Gods, eller Qvæg, bekommet haver; Dog derudi at kortis hvis den Kiøbendis lovlig kand bevise sig derfor at have givet.
s. 206
48. Hvo som til Pant tager, kiøber eller i andre Maader sig tilforhandler, af Kongens Skibsfolk, Bysseskyttere, Ryttere, Dragoner, eller Soldater, deris Klæder giorte, eller ugiorte, Gevær, Krud, eller Ammunition, som de af Kongen bekommet have, skal ikke alleniste sligt Officererne uden noget Vederlag eller Betaling, strax lade være følgagtigt, men end og derforuden som for andet vitterligt Tyveri stande til Rette og straffis.
49. Haver nogen i Fejdetid byt med Fiendens Ryttere, eller Soldater, noget Gods, eller Qvæg, som fra rette Ejermand røvet, eller staalet, er, og hand beviser sig til samme Bytte at have været nødt og tvungen, og den rette Ejermand kiender sig siden ved sit, og sig det lovligen tilhæler, da bør Ejermanden og den, som byttet haver, at staa Last og Brast med hin anden.
50. Dersom nogen befindis her i Riget enten Indlændisk, eller Udlændisk, at kiøbe, handle eller afbetale noget med anden Mynt, end som her i Riget gangbar og af Kongen tillat er, eller at vrage den Mynt, som Kongen haver ladet mynte, eller den for ringere, eller højere Priis udgive, eller indtage, end som den af Kongen sat er, da bør hand at tiltalis af Øvrigheden, og betale dobbelt saa meget, som Summen er.
51. Eje to, eller flere, de Ting tilhobe, som ikke kunde delis uden Skade, da dersom nogen vil sælge sin Part, skal den først tilbydis Medejerne. Vil een af dem bruge saadanne Ting, og Medejerne vegre at sælge deris Deel, eller at kiøbe hans Deel, da kaste de Lod derom, hvo derfor raade skal. Den, som Lodden paafalder, skal være forpligtet enten at give sine Medejere Fyldist efter lovlig Vurdering, eller at sælge til hvem af Medejerne, eller andre, som kiøbe vil, og da betale hver af de andre deris Anpart af det, som hand bekom derfor. Ville de ikke vedtage, da beholde hand det i sin Forvaring, som sit eget Gods, indtil de kræve det, eller hand maa sætte det ned i Retten, om hand vil.