7 Cap. Om Pant
1 Art. Haandfaaet Pant skal den, som det tager, giemme som sit eget Gods. End kommer der Ild i hans Huus og opbrænder det, eller Tyv stiæl det bort, eller det ved anden ulykkelig Tilfald forkommer tillige med hans eget, som Creditor ikke ved sin Skiødisløshed, eller Forsømmelse, er skyldig udi, da kand Skyldeneren Pantet ej igienkræve, og Creditor mister det, som hand derpaa laant haver.
2. Løser den Pantsættendis ikke Pantet til den Tid, som hand selv haver forskrevet sig til, eller udebliver med Renten, da skal den Panthavendis tilbyde hannem, at hand tager een paa sin Side, og hand selv tager en anden til at vurdere Pantet; Og hvis det kand beløbe højere, end som det er pantsat for med Rente og Skadegield, det skal den Panthavendis strax lægge fra sig til den Pantsættendis, og saa beholde Pantet upaaanket.
3. Vil den Pantsættendis ikke nævne en Mand paa sin Side til at vurdere Pantet, da maa den Panthavendis enten selv tage to Mænd til det at vurdere, eller lade det offentlig Auctionere.
4. Haandfaaet Pant maa ingen til anden overdrage for højere Sum, end som hand det selv til Pant annammet haver, og naar den Pantsættendis betaler Hovedstolen, som det er udsat for, med sin tilbørlig Rente skadisløs, da bør Pantet hannem igien at leveris af den, som det er overdraget til, og hand søge sin Skadis Opretning hos den, som det til hannem overdrog.
s. 212
5. Kommer der Ild i pantsat Huus, eller andet ikke haandfaaet Pant kommer til Ulykke, da er det den Pantsættendis Skade, og hand er pligtig til dog alligevel at betale den Panthavendis.
6. Tager den Panthavendis Huus, eller Gaard, til brugeligt Pant, og der kommer Ulykke paa formedelst hans, eller hans Folkis, Skiødisløshed og Forseelse, da bør den Pantsættendis ikke at lide den Skade; Men kommer Ulykken af andet uformodendis Tilfald, da kommer Skaden paa den Pantsættendis.
7. Pantsættis Huus, Jord, Grund, eller Skib, eller andet, som ikke i Hænde leveris, men bliver i Skyldenerens Værge, da skal Pantebrevet læsis og paaskrivis til Tinge, ligesom tilforn er sagt om Skiøder, og da gaar saadan Panterettighed for alle Pant, Gaver, Skiøder, Udlægger, Indførseler, Bøder, som siden Pantebrevet til Tinge er læst, ere giorte, eller forfaldne, og den Panthavendis gaar for alle Creditorer, og skal først udløsis efter sit Pantebrevs Lydelse.
8. Holder den Pantsættendis ikke sin Forskrivning med Rentens Erlæggelse i rette Tid, eller med Hovedstolens Betaling efter lovlig Opsigelse, da maa den Panthavendis, om end skiønt Pantet siden til en anden til brugeligt Pant er opdraget, træde til sit Pant og annamme det uden videre Proces, eller Indførsel. Begær hand og Mænd, som hannem det skulle levere, da skal hannem nævnis af Tinget uden Ophold tvende gode Mænd. Giøris der paa Annammelsen ulovlig Forhindring, da mister dog den Panthavendis ikke sin Rettighed.
9. Tager nogen sit Pant til Brugelighed, og hand deraf mere aarligen opbærer, end som den billige Rente af hans Hovedstoel og Tynge, som paa Pantet hænger, og dets fornøden Vedligeholdelse beløber sig, da bør hand det øvrige at afskrive paa Hovedstolen, eller, om hannem saa synis, levere det til den Pantsættendis; Men hvis hand sin Rente og Bekostning af Godset ej aarligen kand bekomme, da bør den Pantsættendis at giøre hannem Fyldist derfor, naar hand indløser Pantet, eller den Panthavendis tager det til Ejendom.
10. Saadan Panterettighed maa den Panthavendis til en anden overdrage, eller pantsætte, men ikke sælge, eller skiøde, førend hand Dom til Ejendom derpaa bekommet haver.
11. Og skal den Panthavendis naar hand vil hænde Dom paa Pantet til Ejendom, begære skiellige Mænd at tilnævnis, som det besee og efter Kongelig Taxt, om det er Jordegods, og ingen Taxt i Pantebrevet af den Pantsættendis
s. 213
sat er, eller efter Billighed, om det er Huus, eller Gaard, taxere skulle; Men haver den Pantsættendis forskrevet sig til en vis Taxt paa Pantet, som den Panthavendis skal nyde det for til Ejendom, da bør Taxten efter samme Forskrivelse at følgis. Naar det saaledis taxeret er, da dømmis det til Ejendom, og den Panthavendis tage sin resterende Rettighed samt anvente Bekostning for ud efter den Pantsættendis Forskrivning, og levere Resten, om nogen er, eller dens Værd, hvilket hannem lyster, til Ejermanden, eller nedsætte den til Tinge, om Ejermanden, eller den, som dertil er berettiget, ej den vil annamme.
12. Dog skal det tildømte Pant staa den Pantsættendis til Løsen Aar og Dag, efter Dommen gangen er.
13. Tager den Panthavendis sit Pant til virkelig Brug, og det siden kommer af hans Hævd, og anden Mand bekommer det, og det i tyve Aars rolig Hævd beholder uden Klage til Tinge, og ej bevisis, at det er enten Laan, eller Leje, da kand det Pantebrev, som den Panthavendis endda kunde have i sin Værge, ej være af nogen Kraft.
14. Have der flere Pant i det Gods, eller Huus, da maa den første Panthavendis udløse de andre; Men vil hand ikke, da maa de, der ere efter hannem, hannem udløse, saa at hand nøiagtigen og billigen for sin Fordring bliver betalt.
15. Sætter nogen en anden det til Pant, som hand ikke selv er Ejermand til, da maa hand derfor tiltalis paa sine tre Mark, og oprette Sagsøgeren derforuden sin Skade.
16. Haver nogen sat Pant for Penge, og derforuden forpligtet sig til at lide Indmaning, da staar det i Creditorens Villie at udvælge hvilket hand vil, enten at beholde Pantet efter Loven, eller at søge sin Skyldener med Indmaning efter Forskrivelsen.
17. Dersom den Panthavendis ikke vil blive ved sit Pant, da haver hand Magt til at lade sig indføre for sin Fordring i Skyldenerens andre Midler og Gods, med mindre der skeer Opbud af Skyldeneren, eller Arv og Gield fragaais; Men hvis den, som Jordegods i Pant haver, vil tage sin Betaling i Jordegods, da bør hand først at antage sit Pant, saa vit det tilstrekker, og siden i andet Debitorens Jordegods.