8 Cap. Om Laan, Leje og betroet Gods.
1 Art. Laan maa ej fortabis, men skal lydisløst hiemkomme og lige saa got, som mand det annammede, være sig Fæ, Klæde, Vaaben, eller andet Gods. End
s. 214
forkommer det, saa at det ikke kand igienskaffis, da bør dets Værd nøjagtig at betalis.
2. Men omkommer den, som fik til Laans Heste, eller Bæster, og hand selv førte dem, tillige med dennem, da betalis de ej igien; Ti den bør ej Laan at føre igien, som ikke kunde frelse sit eget Liv.
3. Udlaaner, eller lejer, mand noget til anden, og ikke tager Brev derpaa, eller haver Vidnisbyrd dertil, og den, som det til Laans, eller Leje, bekom, vil det fragaa, og det siden hannem overbevisis, da lægge ud det, som krævis, og derforuden bøde sine tre Mark til Sagsøgeren og tre Mark til Kongen.4. Det samme er og, om Mand haver faaet anden Mand noget i Giemme og Forvaring.
5. Laaner, eller lejer, mand den, som lovfælt, eller Nams Dom overgangen er, Fæ eller andre Løsøre, og hand dem saa længe bruger og beholder, at det er venteligt, at de ere hans egne, og de vorde ved Nam hos hannem udtagne, da kand den, som dem udlaante, eller bortlejede, ej tiltale den, som dem ved Nam udtog; Men skal blive ved den, som dem fik til Laans, eller Leje.
6. Men haver nogen til Laans, eller Leje, noget bekommet, og det med Vidnisbyrd bevisis kand, før end hannem Dom overgik, og det ved Nam udtagis, da maa den, som det udlaante, eller bortlejede, søge baade den, som det udlagde, og den, som det annammede, og de ere pligtige til at skaffe hannem sit igien skadisløst.
7. Laaner, eller lejer, mand nogens Hest, og rider, eller farer længre med den, end som imellem Ejermanden og den, der laante, eller lejede, aftalt var, da bøde hand for hver fierding Miil hand overfoer saa meget, som for een Miil givis efter Kongens Forordning, og skaffe Hesten saa god igien, som hand den annammede, ligesaa forholdis med dennem, som have fri Skydsfærd, om de tage den over det sædvanlig Skifte.
8. Laaner, eller lejer, mand nogens Hest, og Ejermanden enten selv, eller hans Tiener, som hand Hesten betroet haver, fører Hesten, og den enten omkommer, fordervis, eller slet bortkommer, da gielde hand ikke derfor, som Hesten laante, eller lejede, med mindre hand imod dens Villie, som førte Hesten, den forlæssede, eller drev ham over sin Evne. Beskyldis hand for saadan Gierning, da værge sig med sin Eed, eller betale Skaden.
9. Lejer mand anden enten Heste, Øg, eller Stude, til Pløjning, eller Køer og
s. 215
Faar til Melkning, da maa hand ej ubillig Leje tage deraf, uden hand vil have forbrut dem, Halvdeelen til den, der paaklager, og Halvdeelen til Husbonden.
10. Den, som til Leje saadant Fænnit annammer, skal stande til Rette for det, om det bliver borte, undtagen det ved Fiendens Magt borttagis, eller ihielslais af Torden, eller af Træ, som af Storm omblæsis paa det, eller det døer af brad Død, Lungesoet, Blodsoet, Alder, eller af Kalv, Føl, eller Lam.
11. Tager mand andens Fæ til Foder, og hand svelter det, eller dræber det, eller nogen af hans Folk, da skal hand svare dertil; Disligeste om Hyrden finder det ikke, før det er dødt, eller om Biørne slae det, eller Ulve bide det, saa og om det falder ned for Bierg, den Stund ingen Hyrde er med: End falder det ned af Bierg, og Hyrde er hos, og lader det see samme Dag, før end hand flaaer Huden der af, da svarer hand der ikke til, som tog det paa Foder. Drukner det i Brønd, og ingen vogter det, døer det af Sult, eller qvælis af Kløven, da svarer hand dertil. Kommer Beenet i et Baand, og Rendestavr er for. eller Fæet render paa en Stavr, da svare hand ikke dertil.
12. Føde skal hand Qvæget, indtil det kand bierge sig paa Græs, og da tilsige hannem, som det tilhører, og bede hannem forvare sit Qvæg, og lade hannem og andre Mænd, om behov giøris, see det, at det er markeført, og sige det saa af sin Forvaring.
13. Tager Mand Øg paa Beed, eller til Foder, og Ulve bide det, da svare hand dertil, om andre Mænds Øg ikke ere udi Marken. Tager mand Nød paa Foder, da forvare det som sit eget. Holder hand en Tyr hos sit Qvæg, da svarer hand ej dertil, om Køerne ej løbe og tage sig Kalv.
14. Døer Fænnedet, eller forargis, for hans Forsømmelse, som det i Leje hafde, da betale hand dets Værd.
15. Giør nogen Fremlaan, sælger eller pantsætter det, som hand selv til Laans bekommet haver, da maa den, som det udlaant haver, søge sit igien hos hvilken hand vil, enten den, som det til Laans bekom, eller den, som det findis hos; Og hvo som sælger, eller pantsætter det, som hannem laant er, hand bør at bøde til den, som udlaante, foruden Laanets Igiengivelse ogsaa sine tre Mark.
16. Hvilket Huus Mand lejer, det beholder og bruger hand som sit eget, indtil Lejemaal er ude, og Leje gaar for Eje, til Fardag er ude, om endskiønt Ejermanden sælger Huset til en anden.
s. 216
17. Annammer nogen anden Mands Gods i Forvaring og til at giemme, da bør hand det at giemme som sit eget Gods. End kommer der Ild i hans Huus og opbrænder det, eller Tyve bortstiæle det, eller det af anden Ulykke forkommer tillige med hans eget Gods, da være hand angerløs. End vorder hans eget Gods bevaret, og det bevisis, at hand hafde Tid og Lejlighed det betroede Gods med sit at frelse, da gielde hand igien det, som hand i Forvaring annammet hafde.
18. Lejer mand Husværelse, Kielder, eller Lofterum, til sine Vare, og dem der indflytter, og giør det bevisligt, da kand Husherrens Creditor ikke sig derudi lade indføre for det, som hand hos Husherren haver at fordre.