13 Cap. Om Gield
1 Art. Al bevislig Gield bør rigtig og til rette Tid efter Forskrivelsen og Contracter at betalis; Dog naar Betalingen skeer inden næste otte Dage fra fornævnte Termins Begyndelse, da skal det for god Betaling agtis.
2. Alle Gieldsbreve, som ere ældre, end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldenerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne, ere fornyede.
3. Til Rente af Penge, Korn, eller andet, maa ej højere tagis end sex af hundrede aarligen. Befindis nogen mere at tage, have forbrut al Hovedstolen, halfdelen til Kongen, og halfdelen til den, der paaklager.
4. Imod rigtige og pure Haandskrifter bør ej omtvistet Gield, eller Regnskaber, at anseis; Men Regnskab imod Regnskab bør at komme til Afregning.
s. 225
5. Haver Creditor efter rigtig Haandskrift lovligen søgt sin Skyldener til dens Betaling, og Skyldeneren derimod ogsaa haver lige rigtig Haandskrift af sin Vederpart, men haver hannem ikke lovligen søgt efter den, da bør hand, som lovligen søgt er, at betale sin Gield, som hand lovligen er søgt for, og søge sin Vederpart igien lovligen for sin Betaling.
6. Vexelbreve bør saa gyldige at anseis, som de allersterkiste Haandskrifter, og skal i dennem Summen to Gange skrivis, een Gang med Bogstaver og een Gang med Cipher, saa og udtrykkeligen sættis, at det er Vexelbreve, og givis gemeenligen in duplo, prima og secunda, og flere, om Parterne derom saa foreenis, og naar i dennem mældis, at dets Værd, som de lyde paa, er annammet, have de deris fulde Kraft, enten de med rede Penge, eller Vare, ere betalte, eller ved Modregning mod anden Gield, eller Regning, ere udgivne.
7. Om noget Vexelbrev af andre fremmede Stæder ikke egentlig efter denne Anordnings Indhold er indrettet, skal det dog her i Rigerne nyde fuldkommen Vexelret, naar allene kand bevisis, at dets Indhold paa det Stæd det er udgivet, er for et fuldkommet Vexelbrev holdet og anseet.
8. Den, som Vexelen trækkis paa her i Riget, er forpligtet inden fire og tyve Timer at erklære sig om hand Vexelen vil antage, eller ikke.
9. Antager hand Vexelen, da skal hand det derpaa med egen Haand tegne, og sit Navn underskrive med Dag og Dato.
10. Hvis nogen saaledis een Gang antager, maa hand ikke siden fragaa; Men om hand med sin Paaskrivelse enten forlænger Tiden, eller Mynten forandrer, eller nogen anden Mening der tillægger, uden dens Villie og Samtykke, som Vexelen skal betalis til, da skal det intet gielde, men hand være forpligtet til at betale efter Vexelbrevets Indhold.
11. Vil hand ikke den antage, da skal den, som Vexelen fremfører, efter fire og tyve Timers Forløb derpaa protestere for al Omkostning og Skade enten ved Notarium Publicum med Vidnisbyrd, eller hvor ingen er, ved Bye- og Raadstue-Skriver, eller ved tvende lovfaste Mænd, som skulle være pligtige derpaa strax et Instrument at forfatte, og skal den, som Protesten giort haver, være forpligtet den tillige med det ene Vexelbrev, om tvende udgivne ere, med første Post, som afgaar, efter at hand Protesten beskreven haver bekommet til den, som Vexelbrevet udgivet haver, at tilskikke, eller at advare hannem, om Instrumentet ikke saa hastig kand blive færdigt, at Vexelen ikke er bleven antagen.
s. 226
12. Tager den, som Vexelen skal betalis til, herudi Forsømmelse, have Skade for Hiemgield, at ingen Betaling efter Vexelret kand fordris.
13. Den, som antager Vexelen, er skyldig uden nogen Udflugt, eller Indvending, til den af hannem satte Tid at betale; Og hvis hand ikke otte Dage efter Forfaldsdag betaler, da bør den, som Vexelen skal betalis til, at protestere og advare den, som Vexelen udgivet haver, paa den Maade, som mældis i den ellevte Artikel.
14. Findis hand herudi forsømmelig og i det længste ti Dage efter Forfaldsdagen lader det uprotesteret, have Skade for Hiemeield.
15. Naar Vexelbrev er antaget, da er baade den, som det antaget haver, saa og den, som det udgivet haver, begge forbundne at svare den, som Vexelen skal betalis til, til al Skade og Omkostning, og maa hand søge hvilken ham lyster, eller dem begge tillige, saa fremt hand haver efterkommet hvis som heroven forskrevet staar.
16. Den, som Vexelen bekommer at betalis til hannem selv, eller hans Ordre haver Magt til at overdrage til en anden Vexelbrevet, om hand af hannem Fornøjelse haver bekommet, og skal hand skrive uden paa Vexelbrevet, at Indholdet af Vexelen skal betalis til samme Person, og at hand dets Værd haver af hannem annammet, og det med sit Navns Underskrivelse bekræfte ved Dag og Datum.
17. En hver kand give til, eller fra sig selv, Vexelbrev, hvorudi dets Værd er befattet, og haver det den samme Kraft og Ret, som ovenskrevne Vexelbreve; Dog bør det ej at stilis længre end paa to Maaneder, efter at det er fremvist.
18. Den, som Vexelen skal betalis til, maa ikke nogen Vilkor, uden paa sin egen Eventyr, indgaa; Dog naar Betalingen skal skee, og Vexelen, enten ikkun halv Parten, eller en Deel vorder betalt, da maa hand saadan mindre Sum paa god Regnskab antage, og ikkun saa vit, som den øvrige ubetalte Sum angaar, protestere, som før er mælt.
19. Ingen Vexelbrev maa betalis, før end Forfaldsdag er forløben.
20. Naar Vexelbrev ikke vorder antaget, eller til Forfaldsdag ikke bliver betalt, da skal Vexelen og dens Lagie betalis, og derforuden for Vexel og Hervexel een af hundrede Rente om Maaneden, foruden en halv af hundrede udi alt for Factorens Provision, Protestens Bekostning og Brevpenge. Renten skal regnis fra den Tid, som Vexelen var forfalden at skulle betalis paa.
s. 227
21. Den, som efter Vexelbrev, naar det er ikke antaget, eller antaget, og dog ej betalt, og derpaa er protesteret, haver at fordre, bør strax sin Sag at forfølge i det seniste inden sex Maaneders Forløb, med mindre hand sin Vexelret vil have forbrut.
22. Ingen Arrest kand læggis paa Vexelbrev, men det beholder sit rigtig Løb; Ej heller maa nogen fremmede Penge i Danmark, eller Norge, arresteris, som ved Vexel der ind ere komne, og som igien derfra skal remitteris, i hvad Nation de og kand tilhøre enten for nogen paakommendis Krig, eller for hvad anden Aarsag det være kand.
23. Intet Moratorium skal befri nogen for at betale Vexeler.
24. Byefogderne i Kiøbstæderne og Sorenskriverne og Birkefogder paa Landet skal strax uden nogen Persons, eller Værdigheds, Anseelse forskaffe Ret og Execution over Vexelbrevene efter denne Anordnings Indhold, og efter Klagerens Ansøgning arrestere den anklagte Person, dersom hand ikke strax fornøjer og betaler, eller og efter Sagens Beskaffenhed hannem lade fængsle, hvortil Kongens Foged skal være ham behielpelig, om fornøden giøris; Og hvis de det ikke efterkomme, skulle de selv erstate den Skade, som for deris Ophold, eller Forsømmelse, alle dem, som i Vexelbrevet ere Interesserede, kan foraarsagis.
25. Og som den, der Vexelbrevet udgivet haver, og den, som det accepteret haver, ere saa hart forpligtede, da bør og den, som Vexelbrevet først haver annammet, at være forbunden Værdien at betale til den, som Vexelbrevet udgivet haver, om ikke anderledis aftalt bliver, under lige Ret og Punctualitet, som her nu er mældet.
26. Og skulle saadanne Processer strax til Ende føris, med mindre andre Creditorer concurrere med den, som Betaling for Vexelen søger, og da inden Aar og Dag ufejlbarligen til Ende bringis.
27. Hvo Gield haver at Kræve efter død Mand, og haver ikke Haandskrift, Contract, eller Pant, paa Gielden, hand skal ved sig selv, eller sit visse Bud, angive det i Sterfboen inden tredivende Dag, om hand er i samme Bye. End er hand uden Byen og i Lavdømmet, otte Uger. Er hand uden Lavdømmet, tre Maaneder, undtagen Nordland og Findemarken, sex Maaneder. End er hand uden Riget, giøre det inden Aar og Dag. Hvad Creditorer angaar, som Haandskrifter og Vexelbreve, eller Pantebreve, have, da naar nogen ved Døden, afgaar, som saadanne Breve udgivet haver, maa dens Arvinger, eller deris Formyndere, lade til alle Lavtinge og de Rettertinge, som Lavtingsret,
s. 228
have, forkynde dens dødelig Afgang, og Creditorerne advare, at de deris Fordringer i Sterfboen indgive inden Aar og Dag efter Forkyndelsen, om de ere i Riget, eller, om de uden Riget ere, otte Uger efter at de i Riget ere indkomne. Forsømme Creditorerne det, da have de tabt deris Ret til Sterfboen og Arvingerne. Have Creditorerne Forlovere, og de agte nogen Tid at søge Betaling hos dennem, da bør de iligemaade inden samme Tid efter Forkyndelsen dennem at advare om hvis Forløftningsbreve de af dennem have; Dog bør alt dette at skee paa Debitorernis og Forlovernis egen Bekostning.
28. Ville rette Arvinger, som ere tilstæde og ere myndige, fragaa Arv og Gield, da skulle de sige sig derfra i Kiøbstæderne til det første Ting, og til den første Forsamling ved Kirkegaardene paa Landet, som holdis fiorten Dage efter den Afgangens Død og Boens Forsegling, dog at Sorenskriveren paa Landet efter Advarsel paa Kirkegaardene er der tilstæde og med tvende af de beste Sognemænd give under deris Hænder hvad passeret er; Men ere Arvingerne ikke tilstæde, da have de Tid at blive ved, eller fragaa, Arv og Gield, indtil det dem af Øvrigheden bliver tilkiende givet, at Arven falden er.
29. Tager ingen ved Arv og Gield, da skulle de, som Arven fragaa, om de ere saa nær tilstæde, eller deris Værger, eller næste Frænder, eller de, som i Huset ere, give Øvrigheden det strax tilkiende, som med Besegling, Registering og Vurdering sig saaledis skulle forholde, som tilforn sagt er om Arv i det andet Capitel, saa vel som forordne god Tilsyn i Huset, at intet af Godset bliver forkommet, eller fordærvet; Og skal samme Tilsyns-Folk være tillat til daglig Brug og Ophold, Kost og Øl og nødvendigt Boeskab Ubeseglet til Nytte at have og bruge; Dog at det rigtig registeret og vurderet er.
30. Dernæst skal Øvrigheden forordne en vis Dag og Tid, og det paa Byetinget i Kiøbstæderne og ved Kirken paa Landet lade forkynde paa Boens Bekostning, at Creditorerne i Sterfboen betimeligen og beqvemmeligen kunde møde.
31. Saa skal Øvrigheden ved Rettens Middel, eller andre dertil forordnede gode Mænd liqvidere Boens Midler, og den bortskyldige Gield, og giøre Overslag, hvad en hver Creditor for sin Fordring kand bekomme; Siden skulle de giøre Lodseddeler, og en hver Creditor, som Lodden hannem tilfalder, tage sin Betaling i hvis hannem lyster; Dog hvo som i Løsøre begynder at tage, skal blive derved, saa længe de tilstrække. Iligemaade hvo i Jordegods søger sin Betaling, blive derved, mens tilrækker; Tage sig og paa et Stæd og samlet der, som hand begynte, og ej springe fra et Stæd til et andet, mens der er noget imellem.
32. Falder der nogen Tvistighed imellem Parterne, da skal de, som denne Handel forrette, derpaa kiende, som de ville ansvare.
s. 229
33. Og skal Rettens Middel eller de gode Mænd, som denne Handling forrestaa, give en hver af Creditorerne, som det begærer, for billig Betaling under deris Hænder og Segl beskreven er Gienpart af Boens Midler, Taxt, Liqvidation, og hvad en hver Creditor til Udlæg bekommet haver.
34. Bliver nogen ude, i hvad Forskrivning hand og haver, med mindre hand enten Pant haver, og derved vil forblive, indtil hand efter Pantebrevet bliver udløst, eller og hand haver Forlover og vil blive ved hannem, og ej i Boen søge sin Betaling, da skal hans Andeel efter Lodden af Rettens Middel under en god Mands Tilsyn hannem afsættis, og Aar og Dag, dog paa Creditorernis Eventyr forblive, med mindre den, som det annammet haver i dets Forverring, eller Forliis, er Aarsag. Vil Creditoren det efter Aar og Dag ej annamme, da er det Kongen hiemfaldet.
35. Haver den Afdøde haft noget af Kongens Indkomster, eller Midler, under Hænder, og derfor bør at giøre Regnskab, eller været Værge for Umyndige, Skolis, eller Fattigis, Forstander, eller Kirkeværger, da skal den Gield, som hand i saa Maader skyldig befindis, først af Boens Midler udgiøris uden nogen Afkortning; Dernæst bør Huusleje, Landskyld, Skat, Forstrækning til Bøndernis Avlings Fortsættelse, Aabudsfald, saa og et Aars Tienistefolkis Løn betalis; Men hvis nogen Foged, eller den, som Kongens Skatter skal opbære, lader staa nogen Kongens Skatter over et halvt Aar i det længste, da kand hand derfor ikke have nogen Prioritet enten hos Bonden, eller Proprietarien.
36. Derefter skal i Agt tagis rigtige Gieldsbreve og Vexelbreve, og over den Afdøde, mens hand levede, lovlige forhvervede Domme, eller forkynte Maning, og omsider hvis efter Regnskaber og uden Haandskrifter, eller Domme, fordris.
37. Ingen Indførsel, eller Udlæg maa skee i saadan Boe, førend Creditorerne til Boen ere kaldede og Liqvidation skeet saaledis, som sagt er, om mand end skiønt enten for, eller efter, den Afgangens Død Dom til Betaling forhvervet haver.
38. Det skal en hver, som formedelst stor Gield og hans Indkomstis Ringhed ikke kand aarligen udrede den tilbørlig Rente, som hand sine Creditorer skyldig er, og hand dog i Tide, mens hand haver Midler, vil rette for sig, være tillat at opbyde sit Gods til Creditorerne; Dog at der ikke et bedrageligt Forsæt med underløber; Saa skal hand og have Bevis fra Kongens Rentekammer, at Kongen hos den Opbydendis intet haver at fordre, som Opbudet kand forhindre.
s. 230
39. Den, som opbyder, skal levere Lavmændene, eller dem, som Lavtings Ret have, i det Lavtings District, eller Bye, som hand er boesat udi, en rigtig Fortegnelse paa sine Creditorer, dernæst Registering ved Tal, Maade, Vægt og Værd af alle sine Løsøre, være sig tilstaaendis Gield og alt andet Boeskab, hvad Navn det og have kand, derforuden en rigtig Jordbog paa Ejendom, Arv, Gave, Kiøb, Pant og Indførsels Gods og al anden sin Rettighed, og skal hand dette ærligen angive under sin Haand og Segl, saa fremt hand ikke vil svare sine Creditorer med rede Penge efter sin Forskrivelse.
40. Derefter skal Lavmændene, eller de, som Lavtingsret have, saadan Opbydelse til Tinge forkynde, og tvende vederhæftige gode Mænd, som af den Opbydendis udnævnis, skriftligen forordne, som skulle ved sex Uger derefter lovligen til et vist Stæd og Dag for sig indstævne alle Creditorerne saa betimeligen, at de beqvemmelig kunde møde, og da sex Uger derefter det angivet Gods og Løsøre sætte og taxere, som de ville være gestændige, saa og det med Gielden liqvidere.
41. Naar det er skeet, da skal der giøris Lodsædeler, og alting saaledis forrettis, som tilforn sagt er om Arvs og Gields Fragaaelse; Dog hvis nogens Andeel afsættis, da bliver den under den Opbydendis Tilsyn.
42. Bliver noget til overs af Godset, naar alle Creditorerne have faaet fuldkommen Udlæg for deris Fordringer, da kommer det den Opbydendis til Gode; Men hvis det ikke kand tilstrække, saa at Creditorerne ikke naae deris fulde Betaling, da bliver den Opbydendis fremdelis skyldig til en hver Creditor hvis dennem paa deris Fordring resterer ubetalt, og hand pligtig er dem at betale efter sin Forskrivning, eller lide Fængsel.
43. Den Omkostning, som gaar paa Opbudet, bør ej forlods at udtagis; Men naar Creditorerne for deris Fordringer ere fornøjede, bør den Opbydendis den at betale af hvis hand haver til overs, eller have det i deris Minde.
44. Udi Opbud og udi Arvs og Gields Fragaaelse bør Pante-Kiøbe- og Mageskifte-Breve, som kunde være udgivne, baade af Creditoren og Debitoren ved højeste Eed at bekræftis, at der ingen Bedragelighed er under; Og skulle ingen Afhændelser, som skeet er ved Gave, Kiøb, eller i andre Maader mellem Egtefolk, Forældre, Børn, eller Arvinger, komme Creditorerne til Præjuditz, eller Skade, naar de befindis at være skeet, efter at Debitorerne vare i den Tilstand og saa hart med Gield beladne, at de deris Gield ikke kunde betale, hvilket og med Eed skal bekræftis.
45. Hvo Gield vil kræve, synderlig efter død Mand, bør sit Krav at bevise, enten med rigtig Haandskrift, eller anden nøiagtig Bevis.
s. 231
46. Rette Kiøbmænds Bøger imod Kiøbmænd blive i deris Værd, saa vit en hver Stæds Borgemester og Raad, eller Overkiøbmænd, dem at gotgiøris billigen kunde kiende og dømme.
47. Hvilken Kiøbmand, Kræmmer, Vinhandler, eller anden, som handler i Gros med Vin, Humle, Salt, Fisk og Sild, Hør og Hamp, Tømmer, Kalk, Steen, Jern og deslige Vare, og dem udborger til nogen, skal enten tage Sædel, eller Bevis, ved Dag og Datum af den, som hand sine Vare betroer, eller og lade hannem skrive sin Haand under Regnskabet i Bogen, og inden to Aars Udgang i det længste giøre Afregning med hannem, saa at Skyldeneren enten overleverede Regnskab, eller i Bogen, underskriver. Vil Skyldeneren hverken Deel giøre, og Kiøbmanden giør bevisligt, at hand haver overleveret Regnskab, og begært Afregning og Rigtighed med hannem, som hand ej haver kundet naaet, da bør Skyldeneren at betale Kiøbmanden efter hans Bog og overleveret Regnskab.
48. Vintappere, Bryggere, Bagere, Slagtere, Urtekræmmere, og alle, som i Tønder og Skepper, Potter og Kander, Lod og Qvintin udborge deris Vare; Item alle Haandverksfolk, skulle paa deris udborgede drikkendis, eller ædendis Vare, eller giorte Arbejd, levere Skyldeneren Regnskab, og inden Aar og Dag Rigtighed giøre med hannem; Vil Skyldeneren ikke til Rigtighed med dem, og det giøris bevisligt, at hand derom er anmodet, betale efter Bog, eller Karvestok, som Creditor fremviser.
49. Kiøbmænd, som handle med Bønder, skulle holde en sær rigtig Bog paa hvis de handle med dem og strax derudi indføre hvis dem betrois og derforuden indskrive det i en anden Bog, som Bonden bør altid at have med sig, naar hand noget vil borge, eller betaler noget af det, som hand borget haver, at det og i samme Bog bliver af Kiøbmanden indskrevet; Hvilken Bondens Bog skal rigtig komme over eens med Kiøbmandens Bog, saa fremt hand noget hos Bonden vil søge; Skulle de, som have Handel med Bønder om Tømmer og Trælast, og derpaa forstrække hannem Penge, eller Vare, inden tre Aars Tid giøre deris Regnskab klar med hannem; Men de, som ellers borge Bonden noget af deris Boe, eller Kram, eller dislige, om end skiønt dennem Tiære, eller andre Vare af hannem igien ere belovede, skulle hvert Aar slutte rigtig Afregning med hannem. Hvis imod noget af dette skeer, da skal Creditorens Krav være magtisløs, med mindre hand beviser, at hand det lovligen søgt haver, og Bonden sig ej dertil haver villet hos hannem indstille.
50. Kiøbmænds Bøger skulle ej imod Bønder anseis, med mindre anden Bevis derhos findis.
51. Alle Bønder, som i et Tinglav boesidende ere, og nogen Restants, eller anden
s. 232
Gield, skyldige ere, skulle hvert Aar een gang lovligen indstævnis, saa de kunde vide at møde, og da skulle de i et Tingsvidne alle samtligen indføris, hvor vit en hver af slig Restants, eller Gield vedgaar, eller hannem strax overbevisis, om hand det fragaar, og skal Bonden derefter, og ikke videre, være pligtig at svare og betale, paa det en hver aarligen kand vide, hvad hand med Rette skyldig bliver.
52. Hvo som sætter sig i støre Gield, end hand kand betale, eller sælger, giver, pantsætter, eller i andre Maader svigagteligen afhænder sit Gods til nogen, hvem det og være kand, til at besvige sine Creditorer deris Betaling fra, eller og sit Brev og Segl paa Ære med Betaling, eller Maning, ikke efterkommer, og det lovligen bevisis og derpaa stævnis enten af Creditoren selv, eller af Forloveren, som haver maat betalt for Skyldeneren, da skal der strax uden videre Ophold givis Dom paa Skyldenerens Frelse og til Fængsel.
53. Ingen er pligtig til at betale hvis hand i Dobbel taber og der skvldig bliver.
54. Naar noget betalis paa en Haandskrift, eller Contract, enten af Hovedstolen, eller Renten, eller og den gandske afbetalis, eller efterkommis, da skal Creditor og den, der samme Haandskrift, eller Contract, med Rette i Hænde haver, det paa Brevene selv afskrive, eller nøjagtig Qvittantz derpaa give. Findis siden efter hans Død, som saadanne Breve med Rette i Hænde hafde, noget at være afskrevet, som hans Haand ikke er under, eller hans Qvittantz fremvisis paa, da bør det ingen Magt at have.
s. 233