1 Cap. Om vildfarende Lære, Guds Bespottelse og Troldom.
1 Art. Ingen, i hvem det og være kand, som overbevisis at være affalden til den Papistiske Religion, maa tage nogen Arv, men den skal være forfalden til hans næste Slegt og Arvinger; Men haver hand Arvet, førend hand forandrer sin Religion, da beholder hand Arven; Dog skal hand ikke maa boe i Kongens Riger.
2. Findis nogen paa Jesuvitiske Stæder at have ganget i Skole, eller studeret, da skal den ikke til noget Kald, enten i Skolerne, eller Kirkerne betrois.
3. Munke, Jesuviter og dislige Papistiske Geistlige Personer maa under deris Livs Fortabelse ikke her i Kongens Riger og Lande lade sig finde, eller opholde. Hvo vidende saadanne Personer huse og herberge, eller stæde dennem Platz til deris Romerske Ceremonier at fulddrive, straffis som de, der huse fredløse.
4. Iligemaade skulle under samme Straf alle andre særlige Samqvemme til nogen anden Religions Øvelse, eller Prædiken, end den, som i den anden Bog ammældet er være afskaffede.
5. Dog er ikke formeent fremmede Herrers Gesanter, eller Ministris, som sig ved Kongens Hof opholde, eller residere, og ere af anden Religion, at de jo for dennem og deris egne Tienere i deris Huse deris Religions Øvelse, og hvis tilhører maa bruge; dog at ingen Prædiken holdis uden paa deris eget Sprok; Men uden deris Logementer og Huse, eller for andre, end de fremmede Ministris og deris egne Tienere, maa deris Præster hverken prædike, eller Sacramenterne uddele, eller nogen anden saadan Guds Tieniste sig understaa at forrette, meget mindre af Præster, eller andre Tienere, til disse Rigers og Landis Religions Foragt noget forargeligt forretagis. Skeer noget af sligt, og det ikke af den fremmede Ministro bliver tilbørligen straffet og raadt Bod paa, da vide sig det selv, om Kongen ved andre Midler skulle foraarsagis sin Lovs Lydighed og Observants, som andre Potentater i deris Lande i lige Tilfælde bruge, at erholde og bevare; Og forbydis alvorligen, at ingen, som ikke er nogen fremmet Ministri egen Betiente, maa bruge denne Frihed i deris Huse, eller uden for bruge, eller søge, nogen fremmet Religions Øvelse, om de end skiønt ere af samme Religion, og allermest de, som ere af disse Rigers og Landis Religion, at de, af hvad Prætext det være kunde, ikke skulde lade sig finde paa de Stæder, hvor og naar saadan fremmet Religions Øvelse forrettis, under den Straf, som Kongens Lovs motvillige Foragtere fortiene.
s. 234
6. Kongens Ceremonimester skal ikke forsømme, hvor nogen fremmet Minister som anden Religion bruger, sig opholder, hannem paa beste Maneer at informere, at ingen med nogen Uvidenskab skulde have Aarsag sig at undskylde.
7. Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais og tillige med Tungen sættis paa en Stage.
8. Haver nogen sin Haand til nogen saadan Guds Foragt brugt, da bør den og af hannem levendis at afhuggis, og hos Hovedet paa Stagen fæstis.
9. Befindis nogen Troldmand, eller Troldqvinde, at have forsoret Gud og sin hellige Daab og Christendom, og hengivet sig til Diævelen, den bør levendis at kastis paa Ilden og opbrændis.
10. Hvo, som bruger nogen galne indbildede Konster med Forsæt at ville forgiøre og skade en anden, have sin Hovedlod forbrut; Og er det Mands Person, da straffis hand med Jern og Arbejd paa Bremmerholm, eller andet saadant Stæd, sin Livs Tid; Er det Qvindis Person, straffis iligemaade i Spindehuset.
11. End bryde de ud, eller bortløbe, straffis paa deris Liv, om de kand antreffis.
12. Dersom nogen befindis med Signen, Manen, Maalen, Igienvisning, visse Dagis Udvælgelse, Characterers Misbrug, at omgaais, og i saadanne mistænkte Konster kyndige og forfarne at være, og dem øve og bruge, da skulle de have forbrut deris Boeslod, og rømme Kongens Riger og Lande.
13. De, som ere saadanne Folkis Medvidere, og deris Raad og Konster til sig, eller andre, bruge, eller bruge lade, skulle første Gang staa aabenbare Skrifte og give til næste Hospital to tusinde Lod Sølv, om de Middel dertil have, ellers efter deris yderste Formue. Befindis nogen anden Gang i samme Forseelse, da straffis den ligesom de, der saadan Ugudelighed og Daarskab øve.