3 Cap. Om Helligbrøde
1 Art. Hvo som ikke holder Søndage og andre paabudne Hellig- og Bede-Dage hellige, og ikke findis i Kirken, naar Guds Tieniste samme Tider forrettis, skal bøde hver Gang for Helligbrøde tre Lod Sølv; Og skal en hver søge sin egen Sognekirke, som hand hører til, og der bruge Sacramenterne, saa og give der sin Rettighed, som Kirken og Kirketienerne tilkommer; Og maa ingen paa Landet lægge Bønderne fra et Soen til et andet.
2. Øvrigheden skal tilholde deris Underhavende, og Husbonderne deris Tyende og Tienere, at komme til Kirke, og dem ingenlunde der fra forholde.
3. Hvo som arbejder under Prædiken skal første Gang straffis paa to Lod Sølv.
4. Hvis ellers paa Søndage, eller Helligdage, efter Middag med motvillig Arbejd sig tildrager, det straffis af Øvrigheden iligemaade; Dog skal hermed være undtaget hvis af stor og Uomgængelig Fornødenhed, særdelis naar Prædiken
s. 236
er endt, og sin Næste, sig, eller sine, særdelis at hielpe og redde, sig kand tildrage, saa vit Guds Ord tilstæder, og en hver med en Christen Samvittighed kand vide sig at befrie.
5. De Kiøbstæder, som ere lukte, skulle ikke, før Højmesse er ude, lade Portene aabne. Haver nogen Ærinde, som ikke lider Ophold, da ansige det hos Øvrigheden, og med deris Bevilling udladis. Men Præster, som skulle rejse til, eller fra, deris Sogner uden Byen liggende: Item Provsterne, som ville besøge Kirkerne udi deris Provstier; Item uden Bye boende Folk, som have deris Sognekirke i Byen, skulle uforhindrede uden nogen anden Bevilling ladis igiennem Portene. Saa skal det ej heller være forbudet, at hvis Qvæg, som gaaer paa Græs uden Byen om Sommeren, maa jo udladis og indladis igiennem Portene paa sædvanlige Tider.
6. Kongens Befalingsmænd og hver Øvrighed og Herskab skulle ikke allene herover med al Flid holde, men og Bønderne og deris Børn og Tyende paa Helligdage med Fordringskab og alt andet Arbejd, hva det og være kand, aldelis forskaane, med mindre saadan Uomgængelig Fornødenhed, dog Guds Tieniste uforsømmet, indfalder, som gandske ingen Forhalning kand lide; Hvorimod Forældrene og Husbonderne skulle lade deris Børn og unge Folk hver Helligdag ikke allene komme til Prædiken, men og efter Prædiken forblive i Kirken der at høre og lære deris Børnelærdoms Forklaring, og anden gudelig Lærdom og Sang at øve, med mindre de saa smaa ere, og Vejen saa lang og farlig, at det ikke skee kand; Ti da skulle de dem paa et belejligt Stæd i hvert Bøjdelav forsamle saa vit mueligt er, og dem af Dægnen, eller Substituten, der lade undervise.
7. Hvo som Øl i Kiøbstæderne om Helligdage til Kroehuus fører, eller nogen Kram og Verkstæd aabner, eller nogen Vare, eller andet, paa offentlig Stæd falholder, førend Aftensang er ude, og paa ordinarie Bededage, førend Højmesse er ude, skal have forbrut det, som hand haver med at fare, til de Fattige. Hvo noget behøver, søge sig det i Husene hos dem, som det fal have.
8. Hvo, som nogen Drik falholder, eller udtapper, paa nogen Søndag, eller Helligdag, før end Aftensang er endt, uden alleniste til Syge, om de det ere begærende, skal have forbrut hvis hand haver med at fare, og den, som Drikken kiøber, straffis af sin Øvrighed paa to Lod Sølv; Og hvilken Øvrighed, som seer dermed igiennem Fingre, bøde fire Lod Sølv til Kongen.
9. Hvo som paa Bededage udtapper, eller udtappe lader, til Overflød og Umaadelighed nogen Drik, skulle derfor tiltalis, og enten staa aabenbare Skrifte, eller straffis paa deris Formue til næste Hospital, eller paa Kroppen til Vand og Brød, om til anden Straf ikke er Formue. Iligemaade straffis de, som med Fylderi sig paa samme Dag lade sig finde.
s. 237
10. Befindis Ungdommen paa Kirkegaardene med Legen Stimen, eller anden Uskikkelighed, naar Guds Tieniste i Kirken forrettis, at vanhellige Tienisten, da skal de, som dertil have Tilsyn, have Magt til at straffe de Smaa derfor med Riis, eller Pisk, og de store med Gabestokken; Og hvis de store sætte sig til Modstand derimod, have Skade for Hiemgield, om dem noget derover vederfaris, og skulle Forældrene, eller Husbonderne, i hvo de ere, naar det vorder dennem tilkiende givet, entholde deris Børn og Folk fra saadan Uskikkelighed, med mindre de selv vilde straffis derfor som for Helligbrøde og med anden Brøde til de Fattige.
11. Al letfærdig og forargelig Legen om Jul, eller andre Tider, og Fastelavns Løben forbydis strengeligen, og bør alvorligen at straffis.