4 Cap. Om Forgribelse imod Kongens Højhed, eller Crimine majestatis.
1 Art. Hvo som laster Kongen, eller Dronningen, til Beskæmmelse, eller deris og deris Børns Liv eftertragter, have forbrut Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levendis afhuggis. Kroppen parteris og læggis paa Stægle og Hiul, og Hovedet med Haanden sættis paa en Stage. Undkommer Misdæderen, og ikke kand lide paa Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede og Efterlignelse. Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal hans Vaaben af Bødelen sønderbrydis, og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme.
2. Hvo, som enten med Raad, eller Daad, lader sig finde at ville bringe nogen Forandring i Kongens absolut Arve-Regæring, straffis paa lige Maade.
3. Hvo, som giør noget Oprør, samler, eller værver, Folk inden, eller uden Lands, giør Stæmpling enten med Indlændiske, eller Udlændiske, imod Kongen, eller Kongens offentlige Fiender enten med Raad, eller Daad, bistaar, være lige Straf undergiven.
4. Hvo som opbyder enten Land-Militien, eller andre Kongens Ryttere, eller Fodfolk, uden Kongens Befaling, have forbrut Ære, eller Liv, eller Gods, efter Gierningens Beskaffenhed.
5. Kommer der Fejde paa Riget, eller Oprør, og Kongen udbyder al Almuen til Landhielp, eller til Skibs, da, hvo som hiemme sider, og er ikke enten saa ung, eller saa gammel, eller saa svag og vanfør, at hand Vaaben ej kand bære, have forbrut sin Ære og Boeslod.
6. Hvo som i Fejdetid Unødt og Utvungen tager Tieniste hos Fienden og tiener
s. 238
imod Kongen, eller giver Fienden anslag, eller forraader Kongens Undersaatter, deris Gods og Formue, have forbrut sit Liv og Boeslod.
7. Hvo som i Kongens Rige uden Kongens særlig Tilladelse værver Soldater, eller Baadsfolk, og dem af Riget udfører, have forbrut sit Liv og hvis hand haver med at fare.
8. Holder nogen sine underhavende Ryttere, eller Soldater, imod Kongens Villie, naar Kongen haver befalet at aftakke dem, eller og vil ikke qvittere sit Embede og Bestilling, naar Kongen befaler det, have forbrut Ære og Gods.
9. Taler nogen ilde om Kongens Regering,have forbrut Ære og Gods. Hvis saadan Tale ogsaa haver Udseende til Opsættelse imod Kongen, da er Livet ogsaa forbrut.
10. Forfalsker nogen Kongens Breve, Haand og Segl, straffis paa Ære og Gods.
11. Opbær nogen mere Told, eller Skat, end som af Kongen paabuden er, straffis som hand var tagen ved Tyvnet.
12. Befindis nogen at forvende, eller forøde, Penge, Vare, Gevær, eller andet, som til Kongens Tieniste og Armeens Underholdning skulle anvendis, straffis paa Ære, eller Gods, efter Sagens Beskaffenhed.
13. Befindis nogen at opsætte sig, eller at raade andre til at opsætte sig, imod Kongens Befalinger, eller Forordninger, naar de paa Tinge, eller andenstæds, forkyndis, have forbrut Ære, Liv og Gods.
14. Haver nogen Kundskab om saadanne Forseelser, og det ikke strax aabenbarer, straffis som medvider, enddog hand hverken i Raad, eller Daad, er med i Gierningen* , saa som Forseelsen er til, paa Ære, eller Liv, eller Gods.*I originalteksten: Gierninger.
15. Overfalder nogen fremmede Gesanter, eller Kongens Høie Ministros og Raad i deris Embeder, eller Bestillinger, straffis paa Liv, paa Ære og Gods efter Gierningens Beskaffenhed og dens Stand, som overfaldis.
16. Overfalder nogen sin af Kongen forordnet Øvrighed i deris Embede, straffis paa Ære eller Boeslod, efter Sagens Beskaffenhed.
s. 239
17. Overfaldis Dommer, eller andre Rettens Betiente, med Hug og Slag, naar de side Kongens Ret, da er dermed forbrut Liv og Boeslod.
18. Undsiger nogen Dommeren, eller truer hannem med noget Gevær, eller giver hannem Ubeqvems Ord for Retten, bøde fyrretyve Lod Sølv til Dommeren og have sin Boeslod til Kongen forbrut, og derforuden være mindre Mand, om Ordene ere Dommerens Ære og Lempe for nær.