8 Cap. Om Udfordringer og Dueller
1 Art. Hvo som udfordrer nogen i Duel enten til Hest, eller Fods, i hvo hand og er, og i hvad Aarsag hand og dertil kand synis at have; Og den, som møder, naar hand i saa Maader enten muntlig, eller skriftlig bliver udfordret, have forbrut deris Bestillinger, som de have, tillige med alt deris Gods, rørendis og Urørendis saa vel som deris Liv efter Sagens Beskaffenhed.
2. De, som lade sig bruge til Secunder, og møde paa Stædet, og ikke forhindre, at Parterne kommer til Slagsmaal, være lige Straf undergivne.
3. Hvo som lader sig bruge til at ankynde Udfordringen, enten muntligen, eller ved aaben Cartel, bøde tre hundrede Lod Sølv, og hvis hand ikke haver
s. 245
Penge at bøde med, da straffis med, Fængsel i tre Maaneder. Er det lukt Cartel, som nogen frembær, og hand giør sin højeste Eed derpaa, at hand ikke vidste hvad den indeholte, være angerløs.
4. Ingen, som omkommer i nogen Duel, Hovedmand, eller Secund, maa enten i Kirken, eller paa Kirkegaard, begravis.
5. Den, som udfordris og ikke møder, skal aldelis være fri for al ond Eftertale, og det bør ikke at komme hans Ære og Respect til nogen Forklejning i nogen Maade, saasom den, der hørsommeligen sig efter Loven haver forholdet; Og hvis nogen skielligen overbevisis at have hannem derfor ilde eftertalt, da bør den at lide paa sin Ære.
6. Hvo som giver Aarsag til Udfordring, saasom at hand uden Aarsag begynner nogen Klammeri, og enten med Ærrørige og Skieldsord, eller og med Gierning, saasom med Ørefigen, Pryglen og dislige, nogen angriber, og ilde med hannem handler, skal derfor straffis paa Penge, med Fængsel, med sin Bestillings Fortabelse og anden haardere Straf, efter Sagens Beskaffenhed og den Forurettedis Stand og Condition; Og skal derforuden med Afbedelse og anden Erklæring efter Dommerens Sigelse gjøre den, som saaledis forurettet er, nøjagtig Satisfaction.
7. Hvo som nogen Videnskab haver om saadanne Dueller og Slagsmaal, være sig Verterne i offentlige Herberger, eller Kroer, eller og de, som findis i saadanne Samqvemme, hvor anledning til Udfordringer og Slagsmaal givis, skal det betimeligen dennem, som Jurisdiction paa de Stæder have, aabenbare, at Ulykke kand forrekommis; Dølge de det, betale fuld Mandebod.
8. Alle Kongens Embedsmænd, som nogen Jurisdiction have, Civil, eller Militarisk, i Kiøbstæderne og paa Landet, paa de Stæder, hvor saadanne Tvistigheder indfalde, skulle alvorligen under deris Bestillingers og Besoldingers Forbrydelse holde over dette, som her forskrevet staar, og først af yderste Magt forhindre, at ingen saadan Slagsmaal skeer, men skaffe den forurettede Ret, saa snart det for dennem angivis.
9. Er den Skyldige af Adel, eller lige ved Adel privilegeret, da skal Amptmanden, i hvis Ampt det forrefaldet er, strax kalde tvende næst boesidende af Adel, eller lige ved Adel privilegerede, til sig, og uden Ophold med dennem dømme i Sagen.
10. Er den Skyldige i virkelig Krigstieniste, skal der strax holdis Standret over hannem af den højeste Krigs-Officerer, som er næst ved Haanden, være sig General, Oberst, Oberst-Lieutenant, Major, Ritmester, eller Capiteine.
s. 246
11. Er den Skyldige af anden Stand og Forurettelsen er skeet paa Landet, da skal Fogden være forpligtet strax at lade holde Ting, enddog det ilcke rette Tingdag er, og Sorenskriveren uden Ophold dømme i Sagen. Iligemaade skal Byefogden, eller andre Dommere i Kiøbstæderne forholde sig, om Forurettelsen er skeet i Kiøbstæd.
12. Vil den Skyldige indstævne Dommen til højere Ret, da bør det hannem ej at tilstædis, med mindre hand stiller nøjagtig Borgen for sig, eller bliver Borgen for sig selv.
13. Processernis Omkostning betaler den Skyldige til den Forurettede skadisløs.