17 Cap. Om Tyveri
1 Art. Tager mand Tyv med Koster i Hænde, og hand haver ej Hiemmel til, hvor hand fik dem, eller og hand skyder paa Hiemmel, og ham bryster Hiemmel, da maa hand bindis.
2. Skyder hand paa Hiemmel, da maa hand ei skyde længer, end paa tredie Mand. Vedgaard Hiemmel Kosterne, da svarer hand dertil, og den, som dem af hannem bekom, have tabt sit Værd, og bøde ej, med mindre hannem overbevisis at have været Tyvs Medvidere.
3. Saa mange som findis ved Tyvnet og gribis, de forfølgis alle og straffis som Tyve.
4. Tager mand Tyv med Kosterne i Hænde, da binde dem paa hans Bag, og forvare hannem, eller levere hannem til Husbonden, eller Kongens Foged, paa Landet og i Kiøbstæderne til Byefogden, og skal hand til første Ting føris med Kosterne, og der hændis Dom, hvad hand med saadan Styl og Misgierning forgiort haver.
5. Torvekiøber mand nogen staalne Koster, og Ejermanden kommer og kiender sig derved, da bør den, som kiøbte, lovligen med Vidne at bevise, at hand torvekiøbte dem, og giøre sin Eed, at hand hverken er Tyv, eller Tyvs Medvider, og veed ej hvo hans Kiøbmand var, og have dog tabt sit Værd. Kand hand opspørge sin Kiøbmand, da søge hos hannem sin Skadis Opreisning.
6. Naar mand kiender sig ved noget Fæ i anden Mands Hævd, da bør den, som haver det i sin Værge, og siger, at det er hans hiemfødde, at bevise det med sine naboer, og giøre sin Eed derpaa, at det er hans Opføding.
s. 263
7. End siger hand, at hand kiøbte det, da bør hand at føre sin Kiøbmand tilstæde, som hannem det kand hiemle.
8. Kand hand ikke føre sin Hiemmel tilstæde, og den, som kiender sig ved Fæet, siger det at være sit hiemfødde, da bør hand, som kiender sig ved Fæet, at føre sit Fæmerke til, og bevise med sine Naboer, at det er hans Opføding, og giøre sin Eed, at det imod hans Villie et hannem frakomnet.
9. End siger hand, at hand haver kiøbt det, da bør hand det lovligen at bevise, og dertil med giøre sin Eed, at det imod hans Villie er hannem frakommet.
10. Kiender mand sig ved andre Koster i anden Mands Hævd, da bør den, som sig ved Kosterne kiender, med lovlig Vidne at bevise, at de ere hans Koster, og giøre sin Eed, at de imod hans Villie er hannem frakomne.
11. Den, som Sagen i saadanne Tilfælde gaar imod, bliver Tyv, enten den, som sig kiender ved Fæet og Kosterne, eller den, som haver dem i sin Hævd.
12. Finder mand hos anden Mand sit Fæ, eller andre Koster, som hannem ere frastaalne, og hand tager dem bort lønlig, eller imod dens Villie, som dem i Hævd haver, uden Dom, da bliver hand selv Tyv derfor.
13. Tager Tyv anden Mands Fæ, eller andre Koster, enten i Huus, eller ude paa Marken, og Ejermanden savner dem strax, og strax følger Tyven, i hvor hand naar hannem med Kosterne, da maa hand gribe hannem; Men vorder der to Dage, eller mere imellem, og hand da finder sin Tyv med Kosterne, og Tyven skyder sig til Hiemmel, enten i den Bye, eller Bøjgd, hand frakom, eller den hand reiser til, da skal Ejermanden følge ham til samme Bye, eller Bøjgd, hvor hand paaskyder sin Hiemmel at være. Bryster hannem Hiemmel, da tager Ejermanden sin Tyv, og forvarer hannem.
14. Er nogen Mands Gods bortstaalet, og hand kiender Spor deraf, da skal hand gange til sine Grander og klage det for dennem, og bede om Hielp at efterlede, og følge saa Sporet til den Mands Gaard Sporet tilligger. De skulle sidde uden Gaarden, og vise en Mand til Huset, som skal sige deris Ærinde og begære at maa randsage; Vil hand det tilstæde, da skal hand gaa efter sine Grander, og de andre, som begære at randsage, skulle til Gaarden gange i deris eniste Skiorter utilbundet: Randsagis da, og de finde ikke Koster til hans, da værge sig med sin Eed, om de give hannem Sag. Kand, eller vil, hand ikke værge sig med sin Eed, da bøde sine tre Mark.
s. 264
15. Finder hand der sine Koster, og den Mand, som hand finder dennem hos, siger hvem hand fik dennem af, da bliver den derfor ikke Tyv, om hand kand skaffe sin Hiemmel. End siger hand, at vejfarendis Mand, som ej hand kiente, lagde de Koster i hans Huus, eller fik hannem dem at giemme, da bør hand at føre de Folk, som i hans Huus ere, eller andre til Vidne derpaa, og dertil med giøre sin Eed, at hand ej er Tyv, eller Tyvs Medvider og hand aldrig lagde Dølsmaal paa de Koster; Dog skal den, som Kosterne findis hos, være i Borgen og Løfter for samme Koster til næste Tingdag, og da dennem til Tinge føre; Og skulle gode Lavrettismænd nævnis at see, at hand antvorder Kosterne fra sig; og at den, som siger dem sine at være, dem annammer, og siden maa hand ej sigtis, som Kosterne bleve fundne hos. End kommer hand siden, som Kosterne hafde lagt ind at giemme, og kræver dem igien, da skal hand, som Kosterne annammede, i samme Lavrettis Mænds Nærværelse antvorde samme Koster ind i Huset igien, som de tilforn bleve fundne, og siden kand de tvende forfølge deris Sag, saa vit ret er.
16. Findis de Koster, som mand haver lyst efter, under Bondens Laas, da maa hand ej skyde sig til anden Mand, fordi hand dulte det tilforn, og da er hand selv Tyv for de Koster.
17. Findis Kosterne under Hustruens, eller Børnenis, eller Tyendenis sær Laas og Lukkelse, eller bevisis, at de have fiælet og døllet med Tyvnet, da blive de Tyv.
18. Findis de Koster, som mand randsager efter i Bondens Lade, eller andenstæds i Huset, som ingen Laas er for, da bør Bonden at giøre sin Eed, at hand ej er Tyv, eller Tyvs Medvider, og at hand ej veed, hvorledis de Koster ere komne i hans Huus, men at de maa være hannem paaførte af onde Mennisker, og da bør hand at være angerløs.
19. Er Bonden ej hiemme, naar hans Huus randsagis, og de staalne Koster findis der inde, da maa mand ej Hustruen binde, eller bunden bortføre, men Naboerne skulle gaa i Borgen for Kosterne, indtil Bonden hiemkommer, at de ej bortkomme; Men naar Bonden kommer hiem, da gaais derom, som tilforn sagt er.
20. Far mand i anden Mands Ager om Nattetide, og skær hans Korn op, eller tager hans skaaren Korn bort, da er hand Tyv derfor.
21. Tager vejfarendis, eller anden, Mand noget Korn, eller Høe, bort af Ager, eller Eng, da maa den, der Ageren, eller Engen, ejer, søge hannem der tog, enten for Ran, eller Tyveri, hvilket hand vil.
s. 265
22. Tager nogen andens Savtømmer, som hans Merke findis paa, fra hans Savvelte, eller fra den Stæd, hvor hand holder sit Tømmer i Forvaring, og lader det med Villie og Vidskab føris paa sin Savvelte, eller der hos, saa hand ikke kand giøre sin Eed paa, at det ej skede med hans Villie, da bliver hand Tyv derfor. Skede det ved hans Savfolk, eller med deris Videnskab, da stande de selv for Sagen.
23. Bryder mand anden Mands Abildgaard, eller Kaalgaard, eller andet, som indhægnet er, og stæl Frugt, eller Kaal, eller andet, da bliver hand derfor Tyv, saasom hand stal i hans Huus andre Koster.
24. End mister mand sine Klæder i anden Mands Abild- eller Kaal-Gaard, som hand ulovlig er kommen ind udi, da maa hand ej søge derefter med Ran.
25. Flaar nogen anden Mands Træer, som staa i Skoven, og tagis derved, da forfølgis hand som Tyv for saa vit, som hand haver giort Skade. Tagis hand ej ved Træet, da søgis saa efter hannem som efter Tyv.
26. Det samme er og, om nogens Tømmer borttagis enten i Skoven, eller paa Marken.
27. Hvo som hugger i anden Mands Skov, og antreffis enten ved Stubben, eller paa Vejen, eller i Huus, med det, som hand haver hugget, da er hand Tyv. Dog dersom rejsendis Mand fattis til Skibsbehov, eller Slæde, og Nød trænger hannem dertil, fordi hand kand ej faa det tilkiøbs, eller og at vandrendis Mand ligger ude om Natten i Skoven, og fattis til Ilds-Behov den Nat, da maa dennem være tillat at hugge saa meget, som Nøden trænger dem til, og betale Skaden uden Landnam, om der klagis paa. Til Skibs maa ingen mere Ved hugge, end hand bruger samme Dag, uden Nød trænger ham dertil i andre Maader, som før er sagt.
28. Betrædis nogen i Skov at have taget Læs, enten af nedblæste Grene, eller Fælder, som hannem ei ere udviste, da haver hand forbrut hvis hand haver med at fare, og derforuden bøde sine tre Mark.
29. Hugger nogen i fallies og uskifte Skov men, end hans Lod hand taale, da betale derfor til dem der have Lod udi, baade Skadegield og Landnam, som den skulle betale, der hug udi en Skov, hvorudi hand ingen Lod hafde.
30. Hvorsomhelst Skovfinner kunne antreffis, som opholde sig enten paa Almindings, eller andre, Skove til at forhugge dennem, eller giøre Skade paa Undersaatternis
s. 266
Vejdefang og Fiskeri, og ej sætte sig ned i Bøjgden, og skatte og skylde, som andre Undersaatter, da skulle de paagribis og have forbrut Livet, og alt hvis de have med at fare.
31. Agerne, eller Bog, maa ingen opsanke i anden Mands Skov under tre Lod Sølvs Bøder for hver Gang, hand dermed antreffis.
32. End Nøder maa hand plukke saa mange, som hand der fortærer, og ej videre.
33. Befindis nogen med ringe Tyveri, som ej tilforn dermed er befunden, da bør hand udi Fængselet at miste sin Hud.
34. End befindis hand anden Gang med ringe Tyveri, da miste sin Hud paa Kagen, og brændis paa sin Ryg.
35. Befindis hand tredie Gang, da strygis hand til Kagen, og brændis paa sin Pande.
36. Stæl hand fierde Gang, da bør hand at kagstrygis, og brændis med Tyvsmerke, og forskikkis til Bremmerholm, eller andenstæds, at gaa i Jern og Arbejd sin Livs Tid.
37. Befindis nogen med stort Tyveri, saasom Hest, Hoppe, Stud, Koe, eller andet, som kand være tyve Lod Sølvs Værd, og hand ej dermed tilforn er befunden, da bør hand at kagstrygis, og have Tyvsmerke paa sin Pande.
38. Befindis hand anden Gang med stort Tyveri, da bør hand igien at strygis til Kagen, og brændis med Tyvsmerke, og til Bremmerholm, eller anden Stæds fremsendis at gaa i Jern og arbeid sin Livs Tid.
39. Bryder nogen ud af Jern og Fængsel, og siden lader sig finde i Tyveri, da bør hand at straffis med Galgen.
40. Hvem som Tyvs Dom overgaar, hand skal betale den, som hand stal fra, Igield og Tvigield, det er først saa meget, som hand stal fra hannem, og dernæst dobbelt saa meget, og have forbrut sin Hovedlod til sin Husbond, og derforuden straffis, som tilforn sagt er.
41. Rider mand anden Mands Hest uden Ejermandens Villie en halv Fierding Vejs eller længre, da bøde derfor tre Lod Sølv, og giøre Hesten saa god, som
s. 267
den var, der hand tog den. Vegrer hand sig det at giøre, og lader sig søge med Retten, da haver hand forbrut sine tre Mark.
42. Malker mand anden Mands Koe, Faar eller Geder, straffis derfor som for ringe Tyveri.
43. Stiæl et Barn, som er under sine fiorten Aar, noget, da skal det gieldis igien, og ingen Bøder derfor givis, men Barnet at straffis med Riis.