21.1.1 Eksempelsetninger
Enkeltytringer
| 1) Pospěšte si, pane! | Skynd Dem, herre! |
| 2) Pojďte dál, prosím. | Vær så god, kom inn. |
| 3) Sedněte si, pane Marku. | Sett Dem, herr Marek. |
| 4) Prosím, počkejte chvíli, paní Horáková. | Vennligst vent et øyeblikk, fru Horáková. |
| 5) Karle, přečti první větu. | Karel, les den første setningen. |
| 6) Vy kluci, zůstaňte tady a ty Miloši, jdi pro ostatní. | Dere gutter, bli her, og du, Miloš, hent de andre. |
| 7) Nestůj tady, člověče a dělej něco! | Stå ikke bare her da, mann, gjør noe! |
Spørsmål som fremkaller oppfordringer
| 8) Co budeme dělat? – Pojďme domů. | Hva skal vi gjøre? – La oss gå hjem. |
| 9) Co teď? – Honem někdo zavolejte lékaře! | Hva nå? – Ring straks etter en lege! |
| 10) Co mám dělat? – Mě se neptej, chlapče, já nevím. | Hva skal jeg gjøre? – Spør ikke meg, gutt, jeg vet ikke. |
| 11) Co chceš Milado? – Neseď tady a pomoz mi. | Hva vil du, Milada? – Sitt ikke bare her, hjelp meg! |
| 12) Potřebuješ něco? – Buď tak hodná a pojď sem. | Trenger du noe? – Vær så snill og kom hit. |
| 13) Co se děje? – Pozor, nehýbej se! | Hva skjer? – Pass på, ikke rør deg! |
Tilbakemeldinger på oppfordringer
| 14) Vezměte si ještě čaj. – Děkuji. | Ta litt mer te. – Nei, takk. |
| 15) Prosím tě, dej mi ten klíč. – Na. | Gi meg den nøkkelen, er du snill. – Her. |
| 16) Ukažte mi tamty hodinky, slečno. – Prosím. | Vis meg den klokken der, frøken. – Vær så god. |
| 17) Promiňte, prosím vás. – Nic se nestalo. | Unnskyld meg, er De snill. – Ingen årsak. |
| 18) Buď opatrná, Evo. – Neboj se, mami. | Vær forsiktig, Eva. – Ikke vær redd, mamma. |
| 19) Přijď zase zítra. – Tak dobře. V šest. | Kom igjen i morgen. – Ok, klokken seks. |
21.1.2 Forklaringer
Semantisk struktur
Ytringene ovenfor er dannet av to setningstyper som vi ikke har gjennomgått før:
A) oppfordringer, dvs. setninger som henvender seg til noen med en oppfordring, et krav, et råd eller en befaling om å gjøre (eller ikke gøre) noe.
Oppfordring er et modalitetstrekk: det er faktisk et vilje-aspekt (jf. også leksjon 20. 2 og 20.4). Som de fleste andre modalitetstrekk har oppfordring ikke noen egen predikativ kraft, men “podes” på et annet predikat. (Denne “podningen” ledsages av en endring av det morfosyntaktiske mønsteret.)
Oppfordringer ledsages ofte av ulike formler, særlig høflighetsformler, som for eksempel: prosím; prosím tě/vás; buď(te) tak hodný/hodná. Se setningene 2), 4), 12), 15 og 17).
B) setningstyper som benevner en adressat, dvs. det tilføyes et nominalt element til konstateringen, spørsmålet, oppfordringen, ønsket osv. Elementet er ikke obligatorisk, og det kan betegne én eller flere personer som ytringen rettes til.
Setninger med adressat er for det meste vanlige titler som uttrykker respekt, med eller uten tilføyd navn: pane (herr); pane Marku; paní (frue); paní Horáková (fru Horáková); slečno (frøken); slečno Nováčková.
I vennlige, uformelle henvendelser brukes fornavn. Se setningene 5), 6), 11) og 18).
Alle typene kan ledsages av de personlige pronomenene ty/vy. Når adressaten ikke er spesifisert, brukes pronomenet někdo. Se setning 9).
Člověče er vennlig og brukes til folk man kjenner. Det er ofte redundant (overflødig), men kan også være uvennlig eller grovt. Familieforhold uttrykkes med maminko/mami/mámo; tatínku/tati/táto osv.
Meget formelle og respektfulle er formene vážený pane/ vážená paní som særlig brukes i brev. I uformelle brev brukes milý příteli (når man skriver til en person av hankjønn) eller navn: milý Karle, milá Evo. En forsamling tiltales med Dámy a panové (“Mine damer og herrer”); Vážení přítomní; Vážení hosté; Vážení diváci.
Tsjekkisk og norsk
1. pane, slečno, paní er praktisk talt de eneste formene for tiltale til fremmede. De er mindre formelle og mye hyppigere enn sine norske motstykker. Yngre kvinner kan, særlig i butikker, tiltales med mladá paní.
2. Fornavn brukes betydelig mindre i tiltale til voksne på tsjekkisk enn på norsk. Bruken av dem krever nært bekjentskap (jf. også leksjon 2.3 om bruken av høflige former.)
3. děkuji som svar på et tilbud (se setning 14)) tilsvarer “nei takk”!
4. prosím (uten tě/vás) brukes når man imøtekommer et ønske: “værsågod” eller “her”. For det meste svarer man også på děkuji med prosím (“ingen årsak”, “selv takk”).
5. Tsjekkiske fornavn (særlig guttenavn) brukes ofte i diminutivform blant venner og familie, for eksempel: Jan – Honza. Václav – Venda. Karel – Kája. František – Franta. Marie – Mařenka. Anna – Anička.
Morfosyntaktiske mønstre
A) oppfordringer er setninger som normalt ikke har noe eksplisitt subjekt og verbet står i imperativ:
| Vf imperativ 2 sg /1, 2 pl |
|
Piš. Čti. Nemluvte a poslouchejte. Otevři okno. Zavřete dveře. Pojďme domů. |
Imperativ brukes i 2. person singularis og i 1. og 2. person pluralis. (1. person pluralis, som tilsvarer norsk “la oss …”, brukes imidlertid ikke særlig ofte. Den erstattes ofte av former av verbet i indikativ presens, perfektivt eller imperfektivt aspekt.)
2. person pluralis brukes både i oppfordringer til flere personer og i høflige oppfordringer til én person.
B) setningstyper med adressat inneholder for det meste en nominalfrase i vokativ (i mer skjødesløs stil og i uformel, lavere stil kan nominativ forekomme i stedet for vokativ):
| Svok |
|
Pane! Pane Marku! Slečno Horáková! Petře! Milý příteli! Vážená paní! Drazí rodiče! Moje milovaná Evičko! Miláčku! |
Morfemstruktur: imperativ
Imperativene (i aktiv diatese) inneholder ett ord som består av en stamme og en endelse.
Stammen finner man ved å fjerne verbets endelse i 3. person pluralis presens (dvs. -í eller -ou): nesou – nes-; lehnou si – lehn- si; pijí – pij-; otevřou – otevř-; běží – běž-; přicházejí – přicházej-; kupují – kupuj-; dělají – dělej-, osv.
Verb av klasse V/5 (Se leksjon 3.3) endrer stammesuffiks fra -a til -e: dělají: dělej, dělejme, dělejte, osv.
Det finnes to typer endelser:
1. “Korte” endelser:
| singularis | pluralis | |
|---|---|---|
| 1. person | -me | |
| 2. person | Ø | -te |
De korte endelsene brukes med stammer som ender på en enkelt konsonant: pij: pij, pijme, pijte osv.
2. “Lange” endelser
| singularis | pluralis | |
|---|---|---|
| 1. person | -eme | |
| 2. person | -i | -ete |
De lange endelsene brukes med stammer som ender på mer enn to eller flere konsonanter: otevř-: otevři, otevřeme, otevřete; sedn- si: sedni si, sedněme si, sedněte si; čt-: čti, čtěme, čtěte, osv.
- Stavelsesdannende r og l er funksjonelt sett vokaler i držet, mlčet osv. Imperativene er drž, držme, držte; mlč, mlčme, mlčte osv.
- De harde konsonanter i stammens utlyd /t/, /d/ og /n/ erstattes med sine myke partnere /ť/, /ď/ og /ň/: čtou – čti; jedou – jeď; prominout – promiň. To anormale former er pomohou – pomoz; odpovědí – odpověz.
- Hvis den siste av flere konsonanter i stammen er p, b eller m, inneholder imperativformene /pj/, /bj/ og /mň/: spí – spi, men: spěme, spěte; vezmou – vezmi, men: vezměme, vezměte, osv.
- Stammevokalen er alltid kort i imperativer på én stavelse. Den forblir kort når -me, -te eller et prefiks tilføyes: píší: piš, pišme, pište (nepiš); koupí si: kup si, kupme si, kupte si, osv. Det eneste unntaket er stojí: stůj, stůjme, stůjte.
- Disse imperativene er uregelmessige:
být: buď, buďme, buďte
mít: měj, mějme, mějte
jíst: jez, jezme, jezte
- De retningsbestemte bevegelsesverbene (se leksjon 6.2 og leksjon 10.4) har imperativer i par som kontrasterer innbyrdes: den ene partneren i paret er uten prefiks, den andre partneren har prefikset po- (pů- med verbet jít):
|
jít: |
jdi, jděme, jděte |
versus |
pojď, pojďme, pojďte |
|
jet: |
jeď, jeďme, jeďte |
|
pojeď, pojeďme, pojeďte |
|
běžet: |
běž, běžme, běžte |
|
poběž, poběžme, poběžte |
|
letět: |
leť, leťme, leťte |
|
poleť, poleťme, poleťte |
|
nést: |
nes, nesme, neste |
|
požeň, požeňme, požeňte |
(Det finnes imidlertid intet *poveď (av vést); povez (av vézt) og potáhni (av táhnout) er sjeldne.)
Partneren uten prefiks brukes om bevegelse bort fra eller uten den som snakker; partneren med prefiks brukes om bevegelser hen mot eller sammen med den som snakker.
Morfemstruktur: vokativ
| singularis | nominativ | vokativ | |||
|---|---|---|---|---|---|
| MA | hard | -Ø | pán | -e | pane! |
| myk | -Ø | přítel | -i | příteli! | |
| F | hard | -a | sestra | -o | sestro! |
| myk | -e | přítelkyně | -e | přítelkyně! | |
| -í | paní | -í | paní! | ||
| N | hard | -o | |||
| myk | -e | děvče | -e | děvče! | |
- MA-substantiv som ender på -h, -ch og -k, får endelsen -u: vrahu! pane Marku! Hochu! Unntak er Bůh – Bože, člověk – člověče!
- Adjektiv og substantiverte adjektiv endres ikke: Milý příteli! Milá Evo! Pane Černý! Paní Černá! Paní Horáková!
- MA-substantiv på -ec får -če: Drahý otče! Milý chlapče (OBS! Substantiver på -ce har -ce: pane průvodce.)
- MA-substantiv på -a får -o: Pane předsedo! Jirko!
- MA-substantiv på konsonant før -r får -ře: Milý bratře! Petře (OBS: Vážený pane profesore, pane inženýre).
- I emfatisk og poetisk stil forekommer også vokativ av inanimate substantiver.
- Vokativ pluralis er identisk med nominativ pluralis.
