Er pandemien forbi? Hvordan man skaber og afblæser en samfundskrise

Fra den 10. september kategoriserer de danske myndigheder ikke længere COVID-19 som en samfundskritisk sygdom, og dermed bortfalder de sidste tilbageværende restriktioner. Selvom det kan være svært at forstå, så er det rigtigt. Alle de begrænsninger af den personlige frihed og de regler for social adfærd, der det seneste halvandet år har defineret danskernes liv, forsvinder, og borgerne skal nu genlære sig ’livet som vi kendte det’. I Norge argumenterede overlæge i Folkehelseinstituttet Preben Aavitsland allerede den 6. juni for, at ’det var den pandemi’, men blev mødt med voldsom kritik, og Erna Solberg, Norges statsminister, gik straks ud med en opfordring om ikke at tage glæderne på forskud, men i stedet vedblive at følge råd og regler. Så sent som den 2. september understregede Solberg på en pressekonference, at det var nødvendigt med agtpågivenhed for at kunne ”beholde kontrollen.” Heller ikke Sverige, der som bekendt har valgt en anden pandemihåndtering end Danmark og Norge og aldrig har været helt så nedlukket som de to andre nordiske lande, er der udsigt til at afblæse pandemien. Tværtimod har den svenske regering foreslået at forlænge de gældende særlove frem til og med den 31. januar 2022. Hvad er det, der gør det muligt, at erklære pandemien forbi i et land, når den tydeligvis fortsat raser i verden? Og hvorfor vælger nogle lande forskellig kurs, selvom deres udgangsposition er næsten identisk?

Nøglen til at bevare dette spørgsmål, mener vi, ligger i relationen mellem tid og følelser, som denne konstrueres retorisk. Man taler ofte om rette ord til rette tid, men tiden bliver også den rette via de ord, vi bruger om den. Den sammenhæng kan begribes med det klassiske retoriske begreb kairos. Hvad der er det rette at sige og gøre i et givet nu, udvikler sig dynamisk, efterhånden som beslutningstagere får mere viden og tilpasser deres næste beslutninger efter konsekvenserne af de forrige. Vi vil her udfolde disse to elementer: etableringen af den rette beslutning nu og her og udviklingen af beslutningsrum over tid.

Tid er følelser

Den 11. marts 2020 lukkede Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, landet ned. ”Vi skal hellere handle i dag end fortryde i morgen,” sagde hun, og anvendte dermed den usikre fremtid som hovedbelæg for handlinger i nutiden. I en situation, hvor der samlet set var 514 registrerede smittede i Danmark, var frygten for en ukontrollerbar epidemi det stærkeste argument (Italien tjente som et visuelt ganske overbevisende eksempel), og beslutningen om at lukke landet ned fik bred opbakning blandt politikere, borgere og meningsmagere. Her, halvandet år efter, har smittetallet ligget nogenlunde stabilt på omkring 1.000 om dagen i den seneste måned, men det tal er altså ikke længere ’samfundskritisk’.

I stedet for at argumentere ud fra en usikker fremtid, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at styre, kan man nu se tilbage på det forløb, som Frederiksen gentagne gange har omtalt som ’dansen med corona’, og konkludere, at situationen er under kontrol. Man benytter altså nu den kendte fortid som hovedbelæg for nutidens handlinger. Det betyder naturligvis ikke, at fremtiden forsvinder fra argumentationen; politiske beslutninger er per definition beslutninger, der former fremtiden. Men det nu, som beslutningerne skal træffes i, formes her i større grad af vores erfaringer og de følelser, der knytter sig til dem, end til vores frygt for og håb om fremtidige udviklinger. Som Theis Ehler Molin skriver i en analyse af den nye situation i Danmark: ”Frygten har været nødvendig og velbegrundet. Corona har truet vores helbred, vores samfund, ja, hele vores verden. Men det gør den ikke længere. I hvert fald ikke lige nu. I stedet bliver den store udfordring at lægge en stor del af frygten fra os igen.” Når den danske regering afblæser krisen, bliver det muligt for danskerne at gøre præcis det, som Erna Solberg advarede nordmændene mod: at sænke skuldrene.

Fra situation til proces

Man kan altså med retoriske følelsesappeller forme nutidens handlingsrum, men den formning sker ikke bare i et enkelt nu. Tværtimod er der tale om en pågående proces, hvor i dags (umiddelbare) fremtid er i overmorgens (nære) fortid. For at forstå skellet mellem tid som begivenhed og tid som kronologisk proces, kan man bruge de klassiske græske begreber kairos og chronos. Kairos er det ’rette øjeblik’, det nu hvor i der handles, og chronos er den lineære tid, der udfolder sig fra fortid over nutid til fremtid. Men, skriver Andreas Bandak i sit bidrag til Det Unge Akademis Tanker i lockdown, ”hvor de fleste af os kan være strukket ud mellem tidens fortløbende gang og så de begivenheder, der sætter os over for en afgørende beslutning, så er det særlige ved krisens tid, at den så at sige gør chronos kairologisk. Selve tidens gang bliver kritisk, eller er sågar i krise.”

Det kan i nogle sammenhænge være en udfordring overhovedet at skabe det øjeblik, der kalder på handling, men i krisen kan man kun handle for langsomt. Som krisen udfolder sig ændrer, ændres imidlertid også betingelserne for handling – og dermed de forskellige argumenters vægt og følelsesmæssige appel. Den frygt, der skabte grundlag for nedlukningen, er nu erstattet af ’coronatræthed’ og længslen efter det normale. Det er sådanne følelser, der får afblæsningen af krisen til at ræsonnere med den danske befolkning – uanset om tallene stadig taler krisens sprog.

Sine Nørholm Just og Prins Marcus Valiant Lantz, Roskilde Universitet