Berlioz, Hector: Ouverture til "Benvenuto Cellini"
Berlioz, Hector: Ungarsk marsch fra "La Damnation de Faust"
Berlioz, Hector: Romersk Karneval
Liszt, Franz: "Les Préludes"
Brahms, Johannes: "Schicksalslied" for kor og orkester
Brahms, Johannes: To ungarske danser
Brahms, Johannes: Ein deutsches Requiem
Brahms, Johannes: Klaverkvintet i f-moll
Wagner, Richard: Slutnings-scene fra 1. akt av "Parsifal"
Wagner, Richard: "Charfreitagszauber" fra "Parsifal"
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 3 i F-dur
Wagner, Richard: Isoldes Liebestod fra "Tristan und Isolde"
Brahms, Johannes: Klaverkonsert nr. 1 i d-moll
Brahms, Johannes: Klaverkonsert nr. 2 i B-dur
Wagner, Richard: Forspil til "Tristan und Isolde"
Liszt, Franz: "Tasso", symfonisk diktning for orkester
Berlioz, Hector: "Danse des Sylphes" fra "La Damnation de Faust"
Wagner, Richard: Forspill til "Tristan und Isolde", Isoldes Liebestod
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 2 i D-dur
Brahms, Johannes: Sonate i d-moll for fiolin og klaver
Berlioz, Hector: "Symphonie fantastique"
Berlioz, Hector: "Tristia", for kor og orkester
Liszt, Franz: "Les jeux d'eaux á Villa d'Este"
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 3 i d-moll
Strauss, Richard: "Till Eulenspiegens lustige Streiche"
Liszt, Franz: "Hunnenschlacht", symfonisk diktning for orkester
Berlioz: Harold en Italie
Strauss, Richard: "Tod und Verklärung"
Liszt, Franz: Sonate for klaver i h-moll
Brahms, Johannes: Konsert for fiolin og orkester
Berlioz: Tre satser av "Romeo og Julie"
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 1 i c-moll
Liszt, Franz: "Les Preludes"
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 4, Den romantiske
Strauss, Richard: Sonate for fiolin og klaver, op. 18.
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 4 i e-moll.
Strauss, Richard: Burleske for klaver og orkester
Reger, Max: Sonate for fiolin solo, op. 42
Strauss, Richard: Sluttscene fra "Salome"
Reger, Max: Variasjoner og fuge over et tema av Mozart, op. 132.
Strauss, Richard: "Don Juan", symfonisk dikt
Reger, Max: Klaverkonsert i f-moll, op. 114.
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 8.
Berlioz, Hector: Symphonie fantastique
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 5 i B-dur.
Reger, Max: Hiller-variasjoner
Liszt, Franz: Dante-symfoni.
Debussy, Claude: Prélude à l'après midi d'un Faune, "Nuages" og "Fêtes" fra Trois Nocturnes.
Berlioz, Hector: Ouverture til "Benvenuto Cellini"
1878
23. februar
Musikforeningen, dir. Ole Olsen
Aftenposten, 25. februar, 1878, usign.: "Aftenens sidste Nummer var Berlioz Ouverture til "Benvenuto Cellini" som ligeledes opførtes for første Gang hersteds. Denne Ouverture frembyder store Skjønheder men ogsaa overordentlige tekniske Vanskeligheder; Instrumentationen er forbausende godt udført."
Dagbladet, 26. februar, 1878, usign.: "Koncerten afsluttedes med Ouverturen til "Benvenuto Cellini" af Hector Berlioz. Saavidt vi erindrer, er dette første Gang, vort Publikum har havt Anledning til at gjøre Bekjendtskab med denne Komponist. Berlioz, der er en af den nyere Tids eiendommeligste Musikere, tilhører omtrent den samme Retning i Kompositionen som Wagner og Liszt. Han er i Frankrige Skaper af "Programmusiken", og har naturligvis havt al den Modstand at kjæmpe med, der beredes den, som i Kunsten gaar Udenfor de vante Former. Hvad der som Komponist udmærker Berlioz, er en rig Opfindelse, en aandfuld Bearbeidelse, grundet paa gjennemgribende Studier, og en Instrumentation, der i enhver Henseende er mesterlig. At hans Ouverture til "Benvenuto Cellini" efter kun en Opførelse skulde slaa særdeles an hos vort Publikum, for hvem denne Genre af Musiken er temmeligt ukjendt, var ikke at vente, men vi tro dog, at den hos de Fleste efterlod Ønsket om at lære denne mærkelige Kunstner nærmere at kjende."
Morgenbladet, 26. februar, 1878, usign.: "Gjennem Ouverturen til "Benvenuto Cellini" stiftede man første Gang bekjendtskab med en af dette Aarhundredes genialeste franske Komponister, Hector Berlioz, hvis aandfulde om end noget excentriske Begavelse fæster ham ved Siden af Richard Wagner. Ouverturen er rig paa interessante, originale Motiver og udmærker sig ved pragtfulde og eiendommelige instrumentale Klangeffekter, som dog ikke traadte frem med fuld Klarhed ved Udførelsen, der paa sine Steder var noget vaklende og paa et enkelt Sted endog lod befrygte, at det hele skulde gaa istykker. Kompositioner af Beskaffenhed som Berlioz' udført af Orkesterpersonale, der ikke staar høiere end det, man hos os har at raade over, tiltrænger flere Prøver end de, Musikforeningens økonomiske Forhold i Regelen tilsted [!] at holde før hver Koncert. At der for de store Orkesterverker, som Foreningen optager paa sit Program, ikke udføres med den Præcision, Korrekthed og Finesse i Nuanceringer, der ene kan gjøre Udførelsen fuldt tilfredsstillende, er ikke at lægge Dirigenten tillast, der ved denne Koncert som tidligere fortjener Anerkjendelse for den Energi og Dygtighed, hvormed han har ledet Orkestret og Koret i indeværende Sæsion."
Norske Intelligenssedler 26. februar 1878, usign.: "Orkestret, der denne Gang var forstærket med Medlemmerne af det Neumannske Kapel, og som i sin Helhed talte omtrent 70 Personer ... Som Slutningsnummer utførtes Hector Berlioz's Ouverture til `Benvenuto Cellini', en Komposition (skrevet 1839), som ved Siden af enkelte interessante Partier ogsaa indeholdt adskillige musikalske Bizarrerier og Smagløsheder. Orkestret udførte sine Sager med Dygtighed og Præcision, og samtlige Numre lønnedes med livligt Bifald."
Berlioz, Hector: Ungarsk marsch fra "La Damnation de Faust"
1880
28. februar
Musikforeningen, dir. Ole Olsen
Morgenbladet, 3. mars, 1880, usign.: "Slutningsnummeret var en ungarsk March af Berlioz (Episode af Fausts Fordømmelse), der var særdeles briljant instrumenteret og meget virkningsfuld."
Dagbladet, 1. mars, 1880, usign.: Det glæder os, at Hr. Ole Olsen giver Publikujm Anledning til nærmere at stifte Bekjendtskab med den geniale franske Komponists Hector Berlioz, hvis Værker for Tiden stadig opføres i Paris. Berlioz har, naar undtages Saint-Saëns, mere end nogen anden af de yngre franske Komponister slutted sig til den nyere Retning i Musiken, hvis Hovedrepræsentant Richard Wagner er. Uden i nogensomhelst Henseende at efterligne Wagner er han i Besiddelse af en frisk Originalitet og en Dygtighed i Instrumentationerne, som stiller ham blandt de første Komponister i vor Tid. Den ungarske Marsch af la damnation de Faust, som i Lørdags opførstes i Musikforeningen, var et genialt Arbeide, der viste, hvor glimrende Komponisten behandler sine Themaer, og hvor virkningsfuldt han benytter de orkestrale Midler, der staar til hans Raadighed. Vi maa kun beklage, at vi blot fik høre et lidet Fragment af hans ypperlige Værk."
Berlioz, Hector: Romersk Karneval
1880
6. november
Musikforeningen, dir. Johan Svendsen
Aftenposten, 9. november, 1880, usign.; "...Sidste Instrumentalnummer var romersk Karneval af den franske Komponist Hector Berlioz, der med Hensyn til teknisk Behandling af Orkestret staar paa sin Kunsts Høider, medens derimod hans poetiske Tone efter vor Mening ikke magter at frembringe et saa livfuldt Billede som f. Ex. Svendsens `Carneval de Paris'; naar dertil kommer en meget overdreven Anvendelse af Slaginstrumenterne gjør Kompositionene undertiden et noget plat Indtryk, men da den blev udført aldeles udmærket, undlod den desuagtet ikke at gjøre megen Virkning ..."
Dagbladet, 8. november, 1880, sign "s.": "Til Slutning udførte Orkestret `Romersk Karneval' af Hector Berlioz, en merkelig karakteristisk Komposition; man hører Folkeopløbene, Markedspiper, Dans, Sang, alt i et Virvar, en bølgende, støjende Folkemasse, som kun søger Forlystelser; men der er paa samme Tid et alvorligt Moment midt i Glæden, et Moment, som under den Slags løsslupne Fester altid maa gjøre sig gjældende ..."
Morgenbladet, 10. november, 1880 usign. "... samt Hector Berlioz `Romersk Karneval', der ikke vakte mindre Interesse med sin sprudlende originale Themaer og effektfulde prægtige Instrumentation."
Liszt, Franz: "Les Préludes"
1884
15. mars
Musikforeningen, dir. Johan Selmer
Aftenposten, 17. mars, 1884, sign. "F.": "... og den hele Koncert afsluttedes med Lizts pragtfuldt instrumenterede Préludes. Uagtet det temmelig lange og indeholdstunge Program, syntes dog den overveiende Del af Tilhørerne at have bevaret Interessen til Slutning ...".
Dagbladet, 17. mars, 1884, usign.: "For Orkester solo spiltes `Abendlied' af Schumann og `les Préludes' af Liszt paa en meget livfuld og kvik Maade."
Morgenbladet, 18. mars, 1884, usign.: "Kompositionen er skreven med stor teknisk Dygtighed, er gjennem den glimrende Instrumentation og Farvepragt virkningsfuld og interessant og har enkelte fremtrædende smukke Enkeltheder, f. Ex. Themaet for Horn og Bratscher. Den ender med en velklingende March. Trods den glimrende Instrumentation, røber `Les Préludes', der hører til de bedste af de 12 Symfonier af Liszt, ikke nogen Rigdom paa Melodiopfindelse."
Brahms, Johannes: "Schicksalslied" for kor og orkester
Brahms, Johannes: To ungarske danser
1885
28. februar
Musikforeningen, dir. Johan Selmer
Aftenposten 2. mars, 1885, usign.: "Saa kom Aftenens Nyhed, nemlig Brahms, "Schicksalslied", hvilken Publikum havde sat store Forventninger til, og disse blev heller ikke skuffede. Det mægtige Kor, der med en rosværdig Præcision og særdeles smuk Nuancering udførte sit Parti, ledsaget af et fyldigt, men diskret Orkesterakkompagnement, var af gribende Virkning. I Særdeleshed lagde vi Mærke til de tre sidste Strofer i Sangen: "Wie Wasser von Klippe zu Klippe geworfen, jahrlang in's Ungewisse hinab". Komponisten har paa en uforlignelig malende Maade gjengivet i Toner Vandets Fald fra Klippe til Klippe ved et af Koret udmærket udført Staccato. "Schicksalslied" var Aftenens Glansnummer, og vi tror, at Dirigenten vil glæde en flerhed af det Musikelskende Publikum ved atter at optage dette Tonemaleri paa sit Program. De to ungarske Dandse af Brahms var paa sine Steder i høi Grad løsslupne og overgivne Kompositioner, men holder sig dog stadig inden Harmoniens Ramme, lød for os meget fremmede ved den store Variation i Rhythmen, men hævdede dog sin Plads paa Programmet.
Morgenbladet, 2. mars, 1885, usign.: "Brahms' `Schicksalslied', hvori et større blandet Kor medvirkede, var et af Koncertens mest interessante Numre."
Brahms, Johannes: Ein deutsches Requiem
1885
14. mars
Grøndahls Kor, orkester, Ingeborg Petersen, en amatør, dir. O. A. Grøndahl
I forbindelse med fremførelsen hadde Christiania Intelligenssedler den 10. mars en lengre artikkel med innføring i verkets innhold skrevet av signaturen "H. W.".
Aftenposten, 17. mars, 1885, sign. "F": "Ein deutsches Requiem" er en Sammensætning af Bibelord, der er benyttet til Text for et Reqviem istedetfor det gamle latinske. Om det, som den nationalt akcentuerede Titel antyder, er Meningen at skabe en tysk Dødshymne i Modsætning til det romerske Reqviem og Textforandringen saaledes er et nationalt og ikke et religiøst Spørgsmaal, synes derved lidet vundet. Naar Dødshymnene lyder, spørges det vel ikke mere om Nationalitet. "Ein deutsches Reqviem" har da ingen sterkere Klang end f. Ex. et norsk. Døden gjør ingen Forskjel, den er Kosmopolit.
Den tyske Komponist har nu imidlertid villet "skabe sig sin egen Talerstol", og det kan da ikke negtes, at han fra den slynger mange vegtige Tanker udover sine Tilhørere. Der er i Brahms Musik saameget reflekterett og tungt grublende, at man vel forstaar den Skjæbne, hans Reqviem har havt. Det slog fra først af ikke helt an, men har efterhaanden trængt dybere og dybere ind og dets Skjønheder regnes blandt den nyere Musiks største. Saa lykkeligt inspirerede og genialt udførte Ting som de to første Satser, navnlig anden, maa gribe ethvert Sind, og man vil, selv ved det første Kjendskab, vanskelig blive uberørt af den storslagne Kunst i sjette og sidste Sats. Og denne Kunst er vel at mærke ikke blot den at kunne skrive, men det er den friske Inspirations, den levende musikalske Fantasis Kunst. Samtlige disse 4 Ydersatser er skrevne for stort blandet Kor og Orkester. I de tre Mellemsatser optræder en Baryton- og en høi Sopransolo, vexlende med Koret, og i Behandlingen af det kombinerede Vokal- og Instrumentalkomplex ligger Verkets kunstneriske Tyngdepunkt.
Den Udførelse, det fik, stiller Grøndahls Kor i en høi Klasse blandt vore koncerterende Institutioner ... Solopartierne udførtes af Korets vanlige Solist Frk. Ingeborg Petersen og en Amatør ... Vi haabe, at denne Opførelse ikke maa blive den sidste, men gjentage vor tidligere
Opfordring om en ny, helst snarest mulig, medens Interessen er varm. At høre et Verk af den Kaliber en Gang er kun en Indledning til dets fulde Vurdering.
Christiania Intelligenssedler, 15. mars, 1885, sign. "H. W.": ... det var det vistnok mest fremragende Værk af en anerkjendt Storhed paa Musikens Omraade, der denne Aften førtes frem paa én som man af Korets tirdligere Fremtræden kunde være berettiget til at vente helt igjennem værdig og fyldestgjørende Maade. Men vore musikalsk Interesseredes mere reserverede Holdning kan dog let lade sig forklare; thi som de villig og med Begjærlighed slutter sig om det, der engang er bleven bedømt med Prædikatet udmærket, saa vil de dog være sikker i sin Sag og nødig risikere nogen Skuffelse ved en første Gangs Udførelse. I saa Henseende kan de her være rolig; Publikums og Pressens Dom vil visselig falde sammen i den mest anerkjendende Udtalelse om den Virkning, Værket udøver, om den Følelse af Ægthed og sand Storhed, som det efterlader, om det umiddelbart ophøide, som det er en fuldbaaren Repræsentant for. Det kan derfor ikke være nogen Tvivl underkastet, at Requemet [!] ved gjentagne Opførelser maa samle alle dem, der vil gjælde for musikalske blandt os. Værkets Art synes da at gjøre det nødvendigt, at man mere udelt kan samle dets Virkning i et større Rum, og særlig vil Requiemets Udførelse i en af vore Kirker være en værdig Maade at faa bragt det frem paa. Hertil gjør saavel Musiken som den alvorlig gedigne Text, der kun indeholder Udsagn af den hellige Skrift, det fortrinnelig skikket; i ethvert andet Rum vil der ligge som noget fremmed over dets Udførelse; i Kirken hører det hjemme og vil der i fuld Grad kunne udøve sin betagende Virkning. Vort blad har tidligere indeholdt en Indledning til Værket, og det vil derfor her kun være fornødent at notere, at Udførelsen visserlig efter alle Tilstedeværendes Dom var det i høi Grad værdigt. Saavel Orkester som Kor, der hver for sig har de vanskeligste Opgaver at løfte, foredrog sine Partier med Præcision og Sikkerhed. Særlig Koret, over hvis Samsang der hviler det noble Præg, som kun Dannelsen, den samvittighedsfulde Ledelse og det ihærdige interesserede Arbeide kan give, udfoldede sin Fylde f. Ex. i de kraftige fugerede Satser paa en ligefrem beundringsværdig Maade. Der var saa lidet tilbage at ønske, at Udførelsen kun vanskelig vilde kunnet være bedre.
Dagbladet, 15. mars, 1885, sign "H": "Johannes Brahms', `tyske Requiem' er et Hovedværk i den nyere Tids musikalske Literatur, er altsaa af monumental Betydning i Kunsten. Hvad angaar den Stilart, hvortil det hører, da slutter det sig temmelig nøje til den berømte Wienerskole, og da især til Beethoven, rigtignok med Mendelssohn og Cherubini som Mellemled. Selv den gamle Fugastil har en ivrig og selvfølgelig højt begavet Dyrker i Johannes Brahms. Dette ærgrer nu de aller moderneste Musik-Dogmatikere sig over. Deres Herre og Mester Wagner har ikke skrevet Fuger (kun i sin Ungdom som Studier), og saa formede de Satsen slig: Alt hvad Fuga heder, er noget udlevet, ergo: de, som dermed befatter sigt, er ikke moderne, har altsaa ikke Lov til at existere. Da nu imidlertid Hr. Brahms, som Komponist betragtet, ikke alene lever, men lever højt (og han vil "længe leve i Landet") saa er han som sagt en stadig Torn i Øjet paa alle Doktrinære (de kalder sig selv moderne). Og selv Profeten fra Bayreuth kunde ikke lade være af og til at skose Hr. Brahms for hans "gamle Kunster", som han kaldte det, og hermed sigtede han til den af Brahms kultiverede Fugastil. Hvad er saa Fuga for noget?
At give sig til at besvare dette i et Dagblad, vilde være ubetimeligt. Men jeg skal anføre en komisk Definition, som skal skrive sig fra en gammel jovial Berliner professor, som forresten har tilbragt største Delen af sit Liv med at spille Bachske Orgelfuger: "Det er et Tonestykke, hvori Stemmerne flyr forhinanden; men Publikum flyr fra det hele". Cherubini og Berlioz havde engang en Samtale om musikalske Meterier [!], hvorunder B. fik Anledning til at ytre: "Jeg elsker ikke Fugen", hvortil C. svarede: "Fugen elsker ikke Dem", hvilket ogsaa var sandt. Thi Berlioz's Evner laa ikke for den Slags Stil; han gjorde derfor slette Fuger (Cherubini var en stor Mester paa dette Felt).
Med disse Bemærkninger være det langt fra mig at bryde en Landse for nogen bestemt Stilart. Jeg griber kun Anledningen til at gjøre et Udfald mot denne frække Doktrinisme som prætenderer at være Indbegrebet af, hvad der heder Tidsmessighed og Fremskridt, men som i Virkeligheden er ensbetydende med Stagnation. Naar Wagner affejer ikke alene alt, hvad der heder Fuger, men ogsaa henviser Sonater, Symfonier osv. til de dødes Rige, saa leser man det med Interesse som et genialt Udslag af en stor Aands Overmod (og Ærgrelser?); men naar det paa disse Wagnerske Theorier af tildels talentløse Eftersnakkere skal opføres Dogmer, som kun kan virke hemmende paa Udviklingen af en fri og naturlig Kunst, da faar slige Forsøg itide stilles i det rette lys.
Hvorfor kan ikke enhver faa tumle sig paa de Felter og i de Former, som ligger for hans Individualitet? Ære være Wagner for hans Musikdramaer og Berlioz for hans symfoniske Digtninger. Det var deres Element, og der har de utviklet sig til Kjæmper. Men naar Hr. Brahms har saa meget at forkynde i sit tyske Requiem, da skal han holdes højt og i ære, selv om han gaar ganske andre Veje end de, Wagnerianerne anser for de rigtige.
Hermed et par Bemærkninger om selve Værket.
Efter en ganske kort, men stemningsfuld Indledning i Orkestret falder Koret ind med: "Salige er de, som lide; de skulle trøstes, en rolig mild Sats af sjelden Skjønhed og ynde. Der hviler en Fred over det hele; det er som naar Frelseren strækker Armene ud og velsigner de lidende. Men saa som Modsætning og Motivering faar man en Sats, udmalende Ordene "Alt Kjød er Hø, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster", og her er Brahms i sit aller egentligste Es. Thi en mere rystende og forunderlig ejendommelig og dog saa gribende vakker Klagesang har aldrig været skrevet. Og mere vil jeg ikke sige om den; thi naar Musiken hæver sig til slige Højder, maa den høres med egne Øren. Herpaa følger en tildels lys, jublende Sats; det er de forløste, som kommer til Zion med Frydesang. Den derpaa følgende Baryton-Solo med Kor er en enkel inderlig Bøn. Brahms ikke bare viser os bedende Mennesker, som man har sagt om moderne Komponister; nej, han beder rigtig selv. Her er nok af Finesser at beundre, t. Ex. den instrumentale Virkning med de forminskede Septakkorder oppe i Højden, hvor glimrende illustreres ikke her Texten: "hvordan skal vi trøstes". Denne gribende Bøn opløser sig i en Fugasats, som er bygget paa en eneste Tone (D).
4de Afdeling begynder med: "Hvor dejlige er dine Boliger, Herre Zebaoth", en Korsats, saa enkel og vidunderlig dyb, at man hensættes i en Beethovensk Fantasiverden. Lykkelig den Kunstner, som kan anslaa slige Strenge. Thi dette er det ægte, naar det hele klinger hen, som havde det gjort sig selv, uden Spor av Søgen, uden Famlen.
Femte Sats, en Sopransolo med Kor, har et vist Händelsk Anstrøg. Den har dog Skjønheden tilfælles med den foregaaende.
Herpaa gaar det 6te Sats løs med Dommedagsgrædsler, svarende til de Gamles "Dies irae". Denne af rystende Effekter rige Sats gaar over i en herlig Lovsang: "Herre, Dig Ære, Pris og Kraft", en storartet bygget Fuga, som forbauser Musikeren ved sin Plastik og fængsler det store Publikum ved sin Naturkraft i Udtrykket.
Det vidunderlige gribende Værk afsluttes med en mild Hymne: "Salige ere de Døde, som dø i Herren", af Karakter og tildels Themaer svarende til Begyndelsenskoret."
Morgenbladet, 16. mar, 1885, usign.: "... maa betegnes som en fremstaaende Begivenhed i vort musikalske Liv. Man fik her for første Gang Anledning til at stifte Bekjendtskab med et kirkeligt Verk af en af Tysklands første nyere Komponister, hvis Navn har vundet mere og mere Anerkjendelse et Reqviem, hvis storslagne Kraft, dybe og løftende Indhold, og harmoniske Skjønhed stiller det ved Siden af de bedste ældre klassiske Værker i kirkelig Stil. Det blev første Gang opført i Wien i 1867 (kun første Del) og blev af den største Del af Publikum modtaget med begeistret Bifald, medens en uberettiget Opposition reistes fra en Minoritet. Senere har det overalt fundet en varm og udelt Anerkjendelse af Kritikken og Publikum overalt, hvor det i større Musikforeninger har været ført frem, og har bidraget væsentlig til det Ry, Brahms har indlagt sig som Komponist. Idet vi forbeholder os udførligere senere at omtale Kompositionene, skuldle vi foreløbig alene notere, at Udførelsen fra Korets som Orkestrets Side var høist fortjenstfuld, og viste, at de medvirkende med Interesse og Dygtighed har arbeidet paa den vanskelige Opgave, af hvis Løsning de saavelsom Dirigenten, Hr. Grøndahl, har al Ære ...
(Anmelderen synes ikke å ha fulgt opp sitt løfte om å komme tilbake med en mer inngående omtale; verket ble fremført på nytt 22. og 30. april samme år).
Brahms, Johannes: Klaverkvintet i f-moll
1886
20. februar
Agathe Grøndahl, Bøhn, Soelberg, Zapffe, Hennum
Aftenposten, 22. februar, 1886, sign. "F": "Det er et Arbeide, som indgyder den dybeste Respekt, med det er ikke af dem, som vækker megen Sympathi ved første Indtryk. Deraf maa man forklare den noget kjølige Holdning, det ellers modtagelige Publikum viste overfor Verket. Trænger man dybere ind i dets noget tunge, men kraftige Bygning, ja da har man ganske vist gjor en ny musikalsk Erhvervelse. Brahms' F-moll Kvintet smigrer ikke Nogen, det er den alvorlige og myndige Kunstners Tale. Selv i Scherzoen har han vanskeligt for at slippe det mørke Alvor, den bliver i det høieste en Allegro con brio. Men et Verk som dette er ikke hørt og forstaaet ved en enkelt Opførelse og det vil forhaabentlig hellerikke blive dermed. Naar den kommer igjen paa Repertoiret, skal vi nærmere omtale den."
Dagbladet, 21. februar, 1886, Catharinus Elling: "Noviteten var denne Gang ingen ringere end Brahms' F-moll Kvintet op. 34, et af de mægtigste og mest helstøbte Værker, den moderne Kammermusik har at opvise. Ikke blot er det et Mesterværk med hensyn til Faktur, kontrapunktisk Arbejde, Uddybning af Ideerne, nej hvad der gjør det til et monumentalt Værk det er helt gjennemsyret af Mesterens varme, dybe, ægte og oprindelige Følelsesliv. Han har skrevet det med sit Hjerteblod, men saa er der ogsaa Steder, hvor man maa gjøre Vold paa sig for ikke at briste i Graad. Og hvad der er det mærkelige og sætter Kronen paa det hele, trods at hver Sats er i højeste Grad formfuldendt og danner et for sig fuldt afslutted Hele, der er en stadig Stigning, et stadigt Crescendo fra Begyndelse til Ende. Ikke det, at Grundpræget i de enkelte Satser er saa synderlig væsensforskjellig, men Stemningslivet bliver stadig mere potenseret, til det kulminerer i den dybe og storslagne Finale. Ligeoverfor en saadan Fylde af Skjønhed vilde det være et endeløst Arbeijede at gaa i Detalj; jeg vil kun udtale det Haab, at det ikke vil vare længe, før dette Værk atter bliver optaget paa Programmet. Publikum vilde sikkert næste Gang være mere med. Nu var det, efter den skrale Applaus at dømme, "Hus forbi".
Og dog var Udførelsen den hele Tid paa Højde med Værket ...".
Morgenbladet, 22. februar 1886, usign.: "... bragte en interessant Nyhed Brahms F-moll-kvintet (op. 34). De 4 Satser ... vidner helt igjennem om en Dygtighed i harmonisk og kontrapunktistisk Behandling, som betegner den store Mester. Det er et Verk, som i fengslende Interesse kan sammenstilles med de mest fremragende inden den moderne Kammermusik; maaske det mere bærer Præget af Reflexion, end af umiddelbar Inspiration og dyb Følelse, men dets noble Skjønhed og Aandrighed virker slaaende ved første Gangs Opførelse. Det hører i teknisk som i musikalsk Henseende til de vanskeligere Opgaver for Exekutørerne ... der leverede et fint, smukt og idethele frotræffeligt Ensemble, at Kompositionen kom til en saa klar Forstaaelse."
Wagner, Richard: Slutnings-scene fra 1. akt av "Parsifal"
1887
2. april og 16. april
Musikforeningen, dir. Iver Holter
Aftenposten, 4. april, 1887, sign. Otto Winter-Hjelm: "Dens Opførelse giver Anledning til endel Bemærkninger, hvorfor jeg om nogle Dage skal omtale den hele Koncert nærmere. Udførelsen var vistnok efter vore Forhold meget respektabel, og Dirigenten Hr. Holter blev lønnet med fremkaldelser."
Aftenposten, 4. april, 1887, sign. Otto Winter-Hjelm: "Hovedinteressen ved denne Koncert kunde man skjønne var beregnet at skulle dreie sig om Opførelsen af Nadverdscenen i Wagners `Parsifal', hvormed Koncerten indlededes og hvis værdige Udførelse der sagdes at være gjort særlige Anstrængelser. Jeg vil ikke dertil bemærke, at det burde være forudset, hvor lidet fyldig en Koncertopførelse af Brudstykker af en Handling, beregnet paa al den raffinerede Wagnerske Sceneeffekt, maatte blive i Koncertsalen, især med vore smaa Midler; thi Profetens fanatiske Tilhængere er jo forlængst vant til efter Behov enten at sige, `at man først kan forstaa Wagners Musik i dens Forbindelse med det hele Sceneapparat', eller ogsaa `at den egentlig er den eneste berettige fulde Musik' og den øvrige Musik (af Bach, Beethoven m. fl.) om end for Tid al Ære værd kun forberedende Trin for denne Musik par exellence. Det vil altsaa være forgjæves at erklære sig enig med Wagnerdyrkerne i, at hans Musik ikke tager sig i mindste Maade ud til sin Fordel løsrevet fra dens Forbindelse med Scenen, da de altid vil have den anden Bemærkning paa rede Haand til Forsvar for Koncertopførelser. I en Henseende er dog Profetens Tilhængere og Modstandere fuldstændig enige, og det er deri, at ingen nulevende og vanskelig nogen af de tidligere Mestere har naaet ham i Instrumentationens Raffinement og i realistisk Effekt, og at heller ingen Komponist nogensinde har udnyttet Evnen dertil saa fuldstændig og indtil den mindste Detail som Wagner. Det er med andre Ord Wagners Fortjeneste, at Musikens sensualistiske Sider, Klangen (med Klangfarverne) og Rytmen, er tildelt en alt overveiende Betydning paa Bekostning af deres intelligible Side, Takten, der er formalistisk. Derfor hentes den Støtte, Tilhøreren eller egentlig Tilskueren skal finde for sit naturlige musikalske Intellekt ikke i Formfuldendelse, men i Ledemotiver, der svømmer om i en raffineret, sensualistisk Væv af harmonisk, og instrimental Farveglød som Tømmerstokker i et boblende Fossestup; det er altsaa ikke fra Musikens Væsen, der skaber alle Slags Former de mindste (Intervaller og Skala) som de største (Symfonisatser etc.) efter Taktens Tilbøyelighed, der saalidt som Takten selv lader sig tilintetgjøre, at man anvises Støtte og Tilfredsstillelse for sin musikalske Fornuft; men det er den almindelige dagligdagse Hukommelse man henvises til. For at have fornuftig Nydelse af Wagners Musik skal man derfor være fortrolig med en 3040 Ledemotiver med dybsindig, symbolsk Betydning og beundre deres behændige Anbringelse paa snart denne snart hin Harmoniknag; tillige er den Forening af fornuftig og sanselig Nydelse, man hidtil har troet at skulle finne i en mesterlig Evne til samtidig at udfolde en Ide gjennem Form og Klang, hos Wagner væsentlig indskrænket til den sensualistiske Klangfarve, og Ideen, der skulde fylde Musikens skjønne Former med poetisk Stemning, sønderlemmer den, netop for at den skal give Rum for poetiske Reflektioner og Abstraktioner. Det er underlig nok at den schopenhauerianske Filosof, Wagner og hans 70 Fortolkere ikke er kommet til Indsikt om, at jo Musiken er en eiendommelig, halvsanselig Iklædning af den almindelige (Stemnings-)Side ved Poesiens konkrete Skildringer; istedenfor at træffe denne de dramatiske Situationers inderste Kjerne, Stemningen, og udbrede denne over Handling og Situation, anviser Wagner og hans Adepter os til Klangeffekter og Ledemotiver, som skal betegne filosofiske Abstraktioner af de Handlendes Karakterer og bestemte, forudgangne, ja endog tilkommende Begivenheder i hans Dramaer. Er det nu allerede vanskelig i Dramaet at forstaa alle disse Ledemotiv-Hentydninger til det `kristelig-germaniske', filosofisk symboliserende Indhold og Udvikling, saa bliver dette fast umuligt, naar man tager den dramatiske Handling bort og leverer den blanke Musik, en Musik, som har opgivet sit første og fornemste Element, det formdannende, for at hinke jammerligt uselvstændig efter en kompliseret, tversigjennem reflekteret Drama-Text. Men der er ikke mindre underligt end den ovennævnte Overseen af Musikens Væsen og Natur, at de unge Musikere og musikbegeistrede Dilletanter, som hælder saa stærkt til Realismen og med Ibsen og Zola o. a. spotter Romantiken, for ikke at tale om Idealismen i den Fylde som Realidealisme, er blinde for, at den wagnerianske Musikretning kun er den mest hysteriske Romantik, Romantiken dreven til Karikatur, saaledes som Liszt og yngre Adepter af Wagner dyrker den. Hvad Romantiken i Literaturen bedriver, er jo netop, at den, utilfreds med at tolke det nærværende og rent menneskelige, griber efter eventyrlige og overnaturligt Stof, som den forsøger at gjøre saa virkeligt som muligt og gjennem vor Fantasis Sensualisme bringe os saa nær, den formaar; den tenderer derfor af indre Dragelse mod Realismen og slaar ogsaa gjerne om i kras Realisme. Musiken, hvis Væsen forbyder den at overskride Grænserne for det real-idealistiske og det romantiske uden enten at hildes i formalistiske Overdrivelser (som hos de gamle Nederlænderne og det 18de Aarhundredes italienske Operakomponister) eller at blive til en plat Efterligning af Naturlyd og sensuelle Fornemmelser, Musiken kommer ikke paa anden vis at blive realistisk, end det er sket i Wagners hysteriske Hyperomantisk, i Offenbach's og Konsorters gemene Cancan-Rytmik og i de nyeste impotente Program-Musikeres og Romance-Komponisters usammenhængende, hastemte Deklamationer.
Wagner har nu, som bekjendt og almindelig erkjendt, en rent dæmonisk Evne til at finde Klangeffekter og harmoniske Vendinger, der levende maler de enkelte Udbrud af Stemninger i de Scener af utøilet Elskovsbrynde, onde Lidenskaber, luxurierende Fantasibegjær, galant `höfliches' Ridderliv, Naturspil (Storme-, Lys- og Luftsyner, m. v.), som han i sine Dramaer trænger for at kunne lade sin geile Fantasi tumle sig i den Masse af Klangfarver, han ved at aflokke Orkestret. Men det maa i musikalsk Henseende afset fra Dramaets Handling og de glimrende Dekorationer, Dragter og Maskinkunster i Længden virke ligesaa trættende og irriterende for Fantasien gjennem Øret kun at faa Farve Effekter uden musikalsk Ide, som for Øiet at kaste Blikket ind i et stort, kostbart Kaleidoskop; der ser man ogsaa en ustanselig Vexling af glimrende farvede Figurer og finder de samme Stene (Ledemotiver) igjen i forskjellige ganske nye Forbindelser. Men hvem vil ikke snart overbevise sig om, at dette Farvespil i Længden er ukunstnerisk og ikke længe at utholde; medens man Gang paa Gang kan vende tilbage til Beskuelsen af en Ide, udført blot i Former uden Farver f. Ex. af Kölner-Domen eller Slottet i Schwerin, hvor Farven er af liden eller ingen Betydning, men Liniernes og de arkitektoniske Ideers Udvikling af en fornuftig ordnende Tanke lægger mere Beslag paa den rene Aandvirksomhed end paa det mere sanselige Behag, der i Farvespillet gribes djervere og umiddelbarere? Rabbi Wagner og hans `Ober-Aeltesten' (Rich. Pohl, Ludvig Nohl, Hans v. Wallzogen m. fl.) fremhæver altid den dybe Ide, der skal ligge i hans Digtning og findes Skridt for Skridt i Texten, der dog ikke kan bestaa for sig, hvorfor ogsaa Digtere siger: `Digter er Wagner ikke, men Musiker maaske desto mere'; men den maa alligevel ledsages af en Musik, der dog heller ikke kan bestaa for sig, hvorfor Musikere siger: `Musiker er Wagner ikke i samme Forstand som Bach, Mozart, Beethoven osv., men maaske desto mere dikterisk Aand eller en brilliant Regiseur'. Og det er netop Sagen; en theaterkyndig, dristig og begeistret Arrangør af Sanse-Effekter er han. Men hvorom nu alting er, faktisk er det, at Wagners Energi formaar med en usædvanlig, seig Udholdenhed formelig at bore sine Ledemotiver ind i endog modstræbende Gemyt; Manieristens evige Gjentagelser af Yndlingsmanerer og den deraf følgende Monotoni overvælder en saaledes, at man gaar bort fra hans Musik med Øret saa indsat med Ledemotiver, at man kan blive ganske ulykkelig; et saadant parsifalsk `Klokkemotiv', som man i Nadverdscenen har faaet døie henimod 100 Gange i Løbet af 20 Minuter, snart fra Kontrabasser, snart fra Blæsere, snart fra afstemte Metalstykker, rider en som en Mare mange Dage efterpaa og er dog kun et thematisk Brudstykke, som ikke selvstændig udvikler sig til nogen Verdens Ting. Ligesom en uformelig Kjæmpeblæksprut strækker sine Arme ud snart hid snart did, snart med en Modifikation i Bevægelsen, snart med en anden, saaledes langer Ledemotiverne som Blæksprutend Arme ud efter vort Gehør for at søndermale det i den uformelige musikalske Blæksprutforms, der ligger der som en væmmelig blød Musikmolusk af uhyre Dimentioner og breder sig i timevis ... [Deretter går Winter-Hjelm mer detaljert inn på særskilte deler av den oppførte scenen fra `Parsifal', hvoretter han fortsetter:] Naar Tyskerne er komne saalangt i Wagnerianisme (ikke blot i Musik, men i Livsanskuelse, i Indifferentisme og Sensualisme) at de med samme Fornøielse ser Kristendommens som hedenske Religioners hellige Handlinger dramatiserede og indflettede i en Wagners `Minnesinger'-Tableau'er, saa er det ikke at undres over, at man ogsaa her, hvor man i de senere Aar begjærlig har indsuget Wagners enerverende Musik og sluddervorne Sprog, om Lørdagen kan nyde hans Parzifalsecener med de barnagtige Klangexperimenter og øvrige Effektmagerier som en Forherligelse af Nadverden, for maaske om Søndagen at nyde den selv. Det forstaar sig , han har valgt Messetone (altid Parodier paa den Vte Katholske Salmetone, der gjenfindes i flere af vore Salmemelodier) til sin Dramatisering af Handlingen; men i hans Hænder, med hans nærgaaende `Minnigliche' Instrumentation og Harmoni og den hysterisk synkoperede Rytmik og zinkendorf'ske Jammertone! Naar det ansees nødvendigt at lade Publikum lære at kjende Musik af en saa mærkelig Mand som Wagner, og det er jo kun ganske rimeligt, om der end allerede ofte nok er givet Anledning til at høre ikke saa lidt af ham (hele Tannhäuser, dens Ouverture og Marsch, Forspil til Lohengrin og Meistersinger, Pogners Anrede, Elisabeths Bøn og hendes Hilsen, Sentas Ballade og kanske mere), saa synes ikke netop dette Stykke af Parzifal at egne sig for et Publikum, der endnu har nogenlunde Smag og Omdømme. Kirkemusiken har havt sin Tid, da man hvad enten man selv troede paa den kristelige Religions Mysterier eller ikke i alle Fald gik ud fra, at Text og Musik skulde kunne benyttes i en kirkelig Gudstjeneste. Derfor blev den Slags Musik med Motiver, fra Bibelen og den traditionelle Kirkesang oprigtigt, ædelt, rigt og dybsindigt komponeret af de største Mestere, Palestrina, Vittoria, Gabrieli, Lotti og andre, for ikke at nævne Bach; den var ogsaa egnet til at være Udtryk for almindelig religiøs Stemning, da den var moderat og antydende i det dramatiske Udtryk og formelt fast og simpelt bygget. Men denne Musik faar man næsten aldrig høre; den kan siges at være de fleste ubekjendt. Og kun heraf kan det forklares, at der kan gives Mennesker, som taber Næse og Mund af Beundring for de tarvelige Stubber, som Wagner i Parzifal laaner af deres Rigdom for at male fromme Stemninger med sin saftige Rubenspensel. En saadan Sensualists fromme Fantasier ligner paafaldende den geistlige Fromhed hos Kandidaten i Paul Henses `Verdens Børn' og gjør kun et modbydeligt Indtryk.
Det virkede i høi Grad forfriskende endog paa en Anti-Wagnerianer efter dette kvalmende `Frommelei' i det næste Nummer af Tannhäuser, at høre Elisabeths jordiske Kjærlighed fylde hendes Bryst med Jubel og Lyst. Med webersk Frihed stemmer Wagner op et lidet Forspil, hvori man ser den ranke Kvindeskikkelse træde feiende ind med langt Silkeslæb og hævet Aasyn, og naar fru Gullowsen-Gyldenkrone med Kraft holder den lidt opstyltede Pathos i Sangpartiet frem, saa aander man dog frit som i frisk Luft ovenpaa den foregaaende lavede Salvelse, om der end i dette Elisabeths Nummer er tiltrækkelig meget af Trugkadenzer og andre Wagnerske Surrogater for kontinuerlig Melodik.
De rigtige Wagnerianere finder nu ikke blot, at Haydn og Mozart er Mumier; ogsaa Beethoven begynder nu at skrumpe ind for dem under Gløden af den nye Sols, Wagners, Straaler. Man hører og ser i den sidste Tid mindre ærbødige Ytringer om `gamle ` Beethoven, som hidtil i Ly af Wagners Protektion fik beholde den fornemste Plads blandt `Meistersingere'. [deretter fortsetter Winter-Hjelm anmeldelsen med omtale av Beethovens fiolinkonsert som på konserten ble fremført med Johan Halvorsen som solist]."
Aftenposten, 18. april, 1887, usign.: "Scenerne af `Parsifal' klang bedre i Logesalen; de syntes ikke at gjøre det Indtryk, som denne Musiks Venner anser den mægtig til at gjøre. Iallefald var det Bifald, der faldt efter den, meget mat...".
Dagbladet, 18. april, 1887, sign. "H.": "Det var meget interessant atter at faa høre Fragmentet. Det kan saa være, at det synes, som om det er fattigt paa musikalsk Bevægelse, men det er ikke muligt derom at faa et korrekt Begreb, naar man ikke har hørt det foregaaende, hvortil dette slutter sig. Det opførte er rigt paa storartede Skjønheder, og det fængsler paa en ejendommelig Maade og i stærk Grad baade Sindet og Fantasien. Korene er fortræffelige, og især af gribende Virkning er Satsen for blandet Kor `Den sündigen Welten' og `Wein und Brod des Letzten Mahles'. Det hele gik særdeles godt og modtoges med meget Bifald."
Morgenbladet, 18. april, 1887, usign.: "Det var Stemning over Orkestret, og Koret gjorde, skjønt det paa sine Steder klang lidt mat, meget god Virkning."
Wagner, Richard: "Charfreitagszauber" fra "Parsifal"
1888
24. mars
Musikforeningen, dir. Iver Holter
Aftenposten, 27. mars, 1888, sign. Otto Winter-Hjelm: "... en Nyhed: `Charfreitagszauber' af Wagners `Parzifal'. Dette Brudstykke af Wagners sidste Musikdrama, som hviler paa et halvt Dusin Motiver (ifølge Wagnerfortolkeren Hans v. Wolzogen), gaar som Koncertstykke betragtet altsaa ud fra Forudsætninger, som ikke findes. Ingen glimrende Dekorationer betegner Vaarens unge, friske, solrige Farvepragt, ingen Parzifal `blickt mit sanfter Entzückung auf Wald und Wiese', ingen Gurnemanz tolker Naturens Længsel efter at skue sin Frelser eller for at henvende sig til Parzifal: `Auch deine Thräne zum Segenthaue; du weinest sieh' es lacht die Aue'. I Anledning af Opførelsen af dette til Koncertbrug arrangerede Stykke af et Drama, hvis Musik jo efter Komponistens gjentagne Paastande kun har sin Betydning i Forbindelse med Handling, Dekorationer og Maskinkunster, har en Anmelder i et af Nabolandene nylig sammenstillet Wagner med Bismark som Befordrer af den tyske Enhed. Nu, lad saa være; kanske Bismark føler sig smigret ved at have delt Æren for Tysklands Enhed med Wagner ...
Den vittigste Karakteristik af den formløse, hypersentimentale `Klangzauber', der ogsaa er eiendommelig for Wagners `Charfreitagszauber', giver Paul Hense i `Verdens Børn', hvor han har tegnet saa mange træffende, om end væmmelige Figurer fra Sensualisternes Verden. Ved et Inktullisk [?] Middagsselskab føres Ordet af en blaseret Libertiner:
Ser De, denne Kvinde har først aabnet mine Øine for, at Livet sande Nydelse bestaar i noget evig uopnaaeligt, i en stadig over os svævende Længsel. Kjender De Richard Wagner? Hvad jeg netop sagde om Livet, har han tilstræbet i Kunsten. Thi hvori bestaar den uendelige Melodis Hemmelighed? Tag Mozart, Gluck, Italienerne ber [?] runder [?] alt sig af, enhver Piece har Begyndelse, Midte og Afslutning, aldeles som de sædvanlige Kjærlighedsforstaaelser. Man egges, man nyder og man mættes voilà tout; og hvis Musiken eller Pigen er smuk, blir man efter nogen Tids Forløb paany egget en ny arie, en ny Orgie og saaledes i det uendelige, indtil Verden og Haarene bli graa. Det er den ordinære Livs- og Kunstanskuelse. Men derimod en haabløs Lidenskab, saadan som jeg bærer paa den i nogle Aar allerede! Ser De, det er, som naar jeg hører Tristan og Isolde evig Smægten, Kurren, Længsel og Suk fire, fem Timer, aldrig Hvile, aldrig Tilfredsstillelse, aldrig Opløsning af Dissonanserne, dertil en krampagtig Henrykkelsens Tummel i alle Instrumenter, saa at tilslut som i en forlidt Drøm Hørelse og Syn forgaar os og vi for Længsel, uendelig Melodi og vellystig Kjedsomhed gjerne skulde fare ud af vort gode Skind. Det er Hemmeligheden ved den Lykke, denne store Mand har gjort: en til den høieste Udmattelse af alle Kræfter opdreven Ophidselse som stedse fører de stakkels grove Sanser om ved Næsen, bestandig egger Appetiten uden paa den sedvanlige Vis at stille den, en Slags pathetisk Cancan, en musikalsk Haschisch Beruselse. Og i Valget af Texter, i Karakteristik af Figurerne hvorledes er der alt haandgribeligt, alt ligefremt og grovtnaturligt med den mest udsøgte Kunst undgaaet alt, hvorved den almindelige Menneskeforstand kan tænke sig noget bestemt! Tag Don Juan der ved De Strax overalt, hvad De har. Fra Bondegutten til Kommandanten, fra den letfærdige Landsbygaas til den fornemme Dame lutter Skikkelser, som har rigtigt Kjød og Ben og rødt Blod i sine Aarer. Jeg kjender den saa nøie, som om jeg havde boet i samme Hus med dem. Derimod disse den Wagnerske Muses Skikkelser ti Gange kan de se den samme Opera og er endnu ikke bleven klogere paa disse Svaneriddere, Guder, Tannhäusere og flyvende Hollændere end den første Sang Jeg kalder det den uendelige Karakteristik som Supplement til den uendelige Melodi. Og at nyde et saadant uendeligt Kunstværk og dertil tænke paa sin uendelige Lidenskab, det ene saa haabløst og opstivende som det andet .
(Samtalen, som ligeledes truede med at blive uendelig, blev her afbrudt).
Det mest betegnende Udtryk, Paul Hense lader sin Figur benytte, er det, hvor han kal[der] den Slags Musik `en Slags pathetisk Cancan'. I Virkeligheden er det nemlig saa, at den Tilfredsstillelse, som Offenbach i det tredie Keiserdømmes Dage beredte den Smag, som udgik fra et Keiserhof, hvor Mademoiselle Therese blev tilkaldt forat synge sine Kneipesange, den Tilfredsstillelse bereder Wagner den mere raffinerede Blødagtighed, som ikke kan undvære et luxuriøst Udstyr og stadig maa have Sjæl og Krop stimulerede. De Paaskeæg, som Musikforeningen igaar og ifjor bød sit Publikum i `Langfredags-Musik' af Parzifal, var ogsaa saadanne Luxusæg, farvet Sukker og Mel. Hvorvidt `Langfredags-Trylleriet' i sidste Koncert blev spilt mere eller mindre godt, lader sig vanskelig sige, naar man ikke kjender Partituret. Da Orkestret forøvrig spilte smukt og exakt den Aften, er der al Grund til at tro, at ogsaa denne Piece gik godt og rigtig i alle Dele, uagtet det meget ofte klang tvivlsomt nok. En saa uklar Stemmefølelse og unaturlig Modulation, som dette Stykke har, maa gjøre sig gjeldende som Komponistens `Intention', hvor man ved Instrumentation og Kontrapunkt i saa fortrinlig sikker Haand som Wagners. De tilstedeværende Wagnerianere applauderede den dunkle Komposition med vanlig Vigør."
Dagbladet, 26. mars, 1888, sign. "H.": "`Charfreitagszauber' af Wagner gaves for første Gang. Det passer meget bedre i Konsertsalen end `Walkürenritt', men høres lidt monotont trods momentane musikalske Skjønheder og store instrumentale Klangvirkninger."
Morgenbladet, 26. mars, 1888, usign.: "`Charfreutagszauber' af 3die Akt af Wagners `Parsifal' var en Nyhed, der hilsedes med Interesse. Det er en Skildring af Naturens Skjønhed, som Wagner her maler. Parsifal, ledsaget af Gralsborgens Vogter, Gurnemanz, drager til Borgen Langfredag, stanser under Vandringen og betragter i Henrykkelse Vaarens Blomster, Skov og Eng. I Begeistring udraaber Parsifal:
Wie dünkt mich doch die Aue heut' so schön! Wohl traf ich Wunderblumen an, die bis zum Haupte süchtig mich umrankten; doch sah' ich nie so mild und zart die Halmen, Blühten und Blumen, noch duftete All' so kindisch hold und sprach so lieblich traut zu mir?
hvortil Gurnemanz svarer: `Das ist Char-Freitags-Zauber, Herr!'
Med denne text (indtaget paa Programmet) er Grundstemningen given; det er en Hymne til Naturens Pris. Med sin vanlige Sans for instrumentale Effekter og Rutine har Wagner her leveret en sansepirrende, berusende, raffineret effektfuld Musik; det er de samme blændende Virkninger i Andvendelsen af Blæseinstrumenterne, de samme brusende og voxende Bølgeslag i Strygeinstrumenterne, hvormed Mesteren aldrig forfeiler at gjøre Indtryk, men der er ogsaa de samme Virkemidler, en Reproduktion intet nyt, der overrasker. Og nogen særlig til Texten svarende Karakteristik forekommer Wagner os ikke her at have truffet; den sansebedaarende Musik kan ligesaa godt ja bedre være en glødende Elskovshymne end en naiv, om end begeistret Beundring af Naturens Skjønhed (doch sah' ich nie so mild und zart die Blumen; noch duftede All' so kindisch hold). Enkelte Steder minder stærkt om andre Wagnerske Operaer t. Ex. om Pilgrimskoret i `Tannhäuser' med den stigende Melodi i Violoncellerne. Af det fyldigt besatte Orkester fik dette Operafragment en meget anerkjendelsesværdig Udførelse, og blev efter kraftigt Bifald givet da capo."
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 3 i F-dur
1889
7. desember
Musikforeningen, dir. Iver Holter
Aftenposten, 9. desember 1889, Otto Winter-Hjelm: "Det var ilørdags første Gang, man havde Anledning til at høre et større symfonisk Verk af Johannes Brahms (f. 1833 i Hamburg), hvem Tyskerne nu, efterat Rich. Wagner er død, regner som den største af nyere Komponister. Bedst kjendt her er hans ungarske Danse i forskjellige Arrangementer og hans Trio i C-moll. Den Symfoni i F-dur, der i Musikforeningens Koncert blev opført, er i Formen meget knap, men i Detaillen desto mere udført, og den kræver af de Udførende en Tilegnelse, som under vore Forhold ikke kan ventes fuldbragt ved en første Opførelse; Motiver, hver for sig af Betydning, er i denne Komposition saaledes fordelt mellem alle Instrumenter og myldrer især i første og sidste Sats saaledes om hverandre, at der skal ikke ringe Kjendskab til Verket og til Medspillere for at faa det fine Spind til at blive Gjennemsigtigt. Jeg har den Tro, at denne Symfoni blot behøver at høres oftere for i Lighed med andre Verker, der ogsaa først efterhaanden har naaet frem til Forstaaelse, at blive gjerne set paa Musikforeningens Programmer. De capriciøse Rytmer, der hos Brahms forekommer hyppigere end endog hos Beethoven og Schumann, skal heller ikke bidrage til et klart første Indtryk, Symfoniens første Sats forekommer mig betydeligst, uagtet det andet, det egentlige Sangthema, ikke fuldt svarer i Karakter til den gratiøse Noblesse i første Thema med de mange smukke Motiver, som omspiller det. Naar alt det nydelige Filigranarbeide, hvormed denne første Sats af Kompositionen er udstyret, kommer distinkt og gjennemsigtig frem, kan jeg ikke tro andet, end at den vil falde lige saa let i Øret som tredie Sats, der flyder ganske ligetil omtrent som en af Mendelssohns smaa, lette Indfald. At Brahms egentlig er en `Schumannianer' uden at besidde paa langt nær Schumann's melodiske Evne merker man i Symfoniens Andante, der er saa grublende og fintspunden, at den for at komme til fuld Ret vistnok kræver en Gjennemstudering, som kun et fransk Orkesters Diciplin vilde give Stof til. Kraftigt Tilløb er der i Finalen, der dog ikke ganske holder, hvad den lover og tilsidst ender med en Farveeffekt, som er af tvivlsom Virkning, hvis ikke Strygeinstrumenterne er sterkt besatte; i alle Fald tror jeg, at denne Slutningseffekt med Blæsere mod hurtige Løb af dæmpede Strygere i for ringe Antal gjorde Udslaget til det reserverede Bifald, hvormed Symfonien blev modtaget ilørdags."
Dagbladet, 9. desember, 1889, usign.: "Anmelderen hørte Værket for flere Aar siden i Hamburg under Komponistens egen Ledelse og blev dengang ikke synderlig imponeret deraf. Men Brahms er en vanskelig tilgjængelig Individualitet, der afslører flere Skjønheder, jo nærmere man lærer ham at kjende, ganske modsat de Triumfatorer, hvis bedste Egenskaber med engang træder klart frem, Brahms er en stor Autoritet, og det vilde være Mangel paa Opdragelse i udenlandske Musikforeninger, om de ikke kultiverede hans Kunst; men egentlig populær blandt Massen selv den finere Pluralitet af det store Publikum er han ikke endnu. Thi hans Kunst maa lidt efter lidt uddanne sig sit eget Publikum.
Denne hans 3die Symfoni er efter min Mening ikke overalt lige værdifuld. Første Sats kom jeg saaledes ikke rigtig med; der er nok af og til vakre Detaljer; men det hele gjør et lidt sært Indtryk.
Nu skal det indrømmes, at hele Grejen er temmelig ømfindtlig for Exekutørene. De to mellemste Satser er de mest umiddelbare, især den tredje, der ikke er ganske fri for Genialitet. Men ogsaa i den anden synger det saa naturligt og indtrængende, at det er en Lyst. Begge Satser er langt lettere for Orkestret, fordi de er skjønnere. Sidste Sats er mere energisk end første. Symfonien staar jo i Dur, og dog klinger den hele Historie i Moll."
Morgenbladet, 8. desember, 1889, usign.: "Musikforeningens 3die Konsert iaften aabnedes med Brahms 3die Symfoni, som imidlertid kun opnaaede en succes d'estime, og neppe det engang. Skjønt skrevet af en Mand, der paa hvert Punkt fremtræder som den fine, alvorlige Musiker, skal det heller ikke nægtes, at der i Symfonien er noget vist udvisket og mat over Motiverne og deres Behandling, som gjør, at det hele gaar temmelig udtryksløst forbi. Hverken med Hensym til Rytmik eller Melodik hører den til de Værker, der, iadfald ved første Bekjendskab, formaar at tænde Gnisten hos Tilhørerne, men det skal rigtignok indrømmes, at en Tidsalder, der har sat Wagners Navn paa sin Fane nødvendigvis kommer til at kræve en Stigning i de musikalske Raffinements, som ingen Komponist kan eller vil tilfredsstille. Der er vel ogsaa utvilsomt at Symfonien vil vise sig i et væsentligt andet Lys ved en Gjenopførelse. Som finere og i menge Henseender fortræffelige Ting maa fremhæves den pastorale Mellemsats i det første Allegro, Andanten, der vel maa regnes for Værkets bedste Sats, det lille mazurkaformede poco Allegretto og den pikante Klangmodsætning melleom Blæserne og de sordinerede Strygere i Finalen. Heller ikke Exekutørerne syntes at have gaaet til Værket med nogen usædvanlig Interesse, og Udførelsen var, ved Siden af nogen Mangel paa Samhold navnlig i 1ste Sats, præget af en vis Mathed."
Verdens Gang, 9. desember 1889, usign.: "Det var 1. Gang den spilledes her, men den opnaar neppe mange Opførelser. Der var som Helhed noget Gammelmandsagtigt ufriskt over den, en vis Sejghed i den tematiske Udarbeidelse, mere Rutine end Originalitet. Lysere Partier savnedes vistnok ikke, navnlig i de to første Satser, men Totalvirkningen var en Skuffelse."
Wagner, Richard: Isoldes Liebestod fra "Tristan und Isolde"
1890
1. november
Anna Kriebel, frk. Goplen
Aftenposten, 3. november, 1890, sign. Otto Winter-Hjelm: "En fint arbeidet og interessant gjennemført Arie af Verdis `Aida' ligesom den høist usmagelige Arie `Isoldes Død' af Wagners `Tristan og Isolde' vidnende visselig om Kunstnerindens fremtrædende Talent for dramatisk Sang, men syntes ikke at slaa rigtigt an i Publikum ...".
Dagbladet, 3. november, 1890, sign. "H.": "Forholdsvis mindst Virkning havde Wagners `Isoldes Død'. Det er med dette Fragment som med omtrent alt af Wagner; Orkestret, Farverne er nødvendig, hvis Ensformighed skal undgaaes."
Brahms, Johannes: Klaverkonsert nr. 1 i d-moll
1892
24. september
Christiania Theaters orkester, dir. Johan Hennum, sol. Martin Knutzen
Aftenposten, 28. september, 1892, Otto Winter-Hjelm: "Brahms's Koncert er af de Verker, som strax maa vække Opmerksomhed ved sit thematiske Stof. Dette er vistnok ikke særlig originalt; det minder snart om Bach, snart om Beethoven, Mendelssohn eller Chopin, men uden at tage ligefrem fra nogen af dem, og just derfor har man Fornemmelsen af den rigere Begavelse. Meget i Udarbeidelsen er derimod originalt og tillige interessant og betydeligt; men den Grubleri og Subjektivisme dyrkende Aand stiller store Fordringer til en beslegtet Stemning, naar den, som i første Sats, fører os ud paa Vidder, hvor Merkepælene er saa lidet fremtrædende og saa svagt belyste, at man har mistet den ene af Syne, naar man kommer til den næste. Saa lidet plastiske Verker maa høres oftere. Man vil da kunne sætte sammen til en hel Oversigt, hvad der første Gang, man hører det, bliver en dunkel Fornemmelse af mange enkelte skjønne Momenter. Egentlig er der vel baade i første og anden Sats af Koncerten, ved siden af en fin Klangfølsomhed, for megen Spekulation i Udviklingen, til at det kan tage at Koncertpublikum. Disse Satser er paa en Maade dramnatiske i Stemning, man paa samme Vis som mangt Drama, som man heller læser end ser opført, f. Ex. `Per Gynt', især naar det ikke som dette virker med friske, drastiske Midler. Finalen er i Brahms's Koncert derimod djerv, minder i sin Rytmik og sin Stemning lidt om Fuge-Finalen i hans B-dur Variationer over et Thema af Händel ... Brahms har i det fine mystiske Spind, hvor Bachs dybe Følelse altid villig forliger sig med den skarpsynte Formsans og hvor Brahms maaske fremfor andre i senere Verker har staaet ham nær, i D-moll-Koncertens første Sats ikke formaaet at fastholde Overblikket, men har ladet sig distrahere af Hovedsagen uvedkommende Spekulationer."
Dagbladet, 26. september, 1892, sign "H": "Det er med den som med de fleste af Brahms' Værker, de forstaas først lidt efter lidt af Publikum og Musikerne. B. er nemlig en inadvendt Natur; han grubler og søger noget, men han søger ikke forgjæves; han opnaar nemlig kunstneriske Resultater som faa. Og Tanker har Manden, som strax fængsler, ja griber ens Inderste. T. Ex. det energiske Tema, hvormed Orkestret sætter ind i første Sats, det blir man ikke let kvit. En, af Tysklands lærdeste og aandrigeste Musikliterater, Dr. Kretschmar, har sammenlignet denne Konsert med Beethovens 9de Symfoni, og der er virkelig ikke lidet Aandsslægtskab mellem disse Værker. Det er Titankræfter, som sættes i Bevægelse. Men, som sagt, Skjønhederne i dette Værk afsløres ikke paa engang, allermindst for et nordisk Publikum. Dette er saare naturligt. Ti den skadinaviske Skole, der har dannet sig med Gade som Fører, er saa ulig den tunge Brahmske Retning som vel muligt. Den nordiske Musik er nemlig væsentlig lyrisk, bunder i Folkemusiken, er forholdsvis let opfattelig, demokratisk. Spil et Værk af Gade og hans aandsfrænder, det er med engang klart, et eller andet Instrument synger en folkelig Melodi, der akkompagneres diskret og smagfuldt af de andre Instrumenter, ingen alvorligere Konflikter, ingen egentlig Kamp mellem de tonende Masser, en saadan Musik gjør strax al den Lykke, den kan og skal gjøre; ti den forstaas med engang af de almindelige Konsertfolk. Johannes Brahms derimod er en Aristokrat. Instrumentationen f. Ex. ignorerer han tildels. Men hvilke dybe Skjønheder af sælsom Magt indeholder ikke hans Værker og ikke mindst denne Konsert.
Det skal regnes Hr. Knutzen til Ære, at han indførte den, og at han gjentar den paa sin 2den Konsert." (Det var vanskelig å lese mikrofilmen).
Morgenbladet, 25. september, 1892, usign.: "... D-moll Konserten af Brahms, der dog neppe slog helt igjennem hos Publikum. Det skal ogsaa erkjendes, at de mange vakre Ideer i 1ste Sats ikke formaar at veie op mod dens Længde og Mangel paa Koncentration, og at Adagioet, der forøvrigt, ligesom den 1ste Sats, bærer en Drift af Mendelssohns Romantik over sig, gjør et noksaa fattigt Indtryk."
Verdens Gang, 26. september, 1892, usign.: "Koncerten er gigantisk saavel hvad Indhold, som særlig hvad Omfang og ikke minst hvad teknisk Vanskelighed angaar. Den fik en eminent Udførelse, men efter den pragtfulde 1. Sats afslappedes aabenbart Publikum noget".
Ørebladet, 26. september, 1892, sign. "L": "... er det vanskelig ved en første Opførelse at faa nogen hel Opfatning at et saa lidet gjennemsigtigt Arbeide; men det umiddelbare Indtryk var gunstigt, om man end ikke kan regne det til det bedste, man har hørt af denne Mester. Første Sats slog meget an, særlig har Orkestret en lang, glimrende instrumenteret Indtroduktion, Adagioen er vakker, mindst heldig derimod 3die Sats."
Brahms, Johannes: Klaverkonsert nr. 2 i B-dur
1894
20. januar
Christiania Theaters orkester, dir. Johan Hennum, sol. Martin Knutzen
Aftenposten, 23. januar, 1894, Otto Winter-Hjelm: "Mest havde der paa Forhaand været Tale om den store Virkning, man turde vente sig af Brahms's Koncert i B-dur med Orkester. Det synes mig dog, at dens Virkning vil være meget afhængig af, hvad man har mest Sympati for. De tre første Satser virker, uden at noget Thema gjør sig bemærket ved intens Farve, temmelig monotont, og først i Finalen ryster Komponisten af sig den uglade, grublende Stemning og bringer Tilhørerens Fantasi mere paa Glid, saa at den tror at se Billeder af mere dramatisk Liv. I Finalen er med andre Ord det thematiske Stoff smukkere, livligere og mere af den Farvevexling, hvortil dets Sammensætning giver Anledning, medens der ikke er synderligt tændende ved de tre første Satsers Thema'er, saa at de sandsynligvis, saa godt formede som Satserne er, er interessantere at studere end at høre. Det er forøvrigt et meget almindeligt Indtryk, man faar af de større Brahm'ske Kompositioner, at man først efter at have fulgt ham gjennem lærde Udviklinger af lidet betydende Motiver endelig i Finalen forløses med en Dithyrambe, i hvilken melodisk og rytmisk Kraft trænger sig frem og bryder igjennem som en Strøm, der har været spærret ved Slusen.
Udførelsen var fra Pianistens Side visselig i Komponistens Aand, men Orkestret under Hr. Hennum's dygtige Ledelse havde vel endnu ikke gjennemtrængt alle Enkeltheder i den egenartede Komposition.
Dagbladet, 22. januar, 1894, sign. "R": "Hovedinteressen knyttede sig imidlertid til Brahms' B-Durkonsert for Klaver med Orkester, hvilken vi nu fik høre for første Gang. Brahms er vel den, som af de nulevende tyske Komponister maa sættes højest. Men han er ikke af dem, der skriver for den store Mængde, dertil er han for grundig og for nøgtern; han komponerer ikke barokke Sager for at agere Original, som mange af de nyere er saa tilbøjelige til, men han er i Bund og Grund den ærlige Kunstner, fri for al Humbug og alt Effektjageri. Saameget fortjenstfuldere var det da af Hr. Knutzen at opta Konserten paa sit Program, da han jo paa Forhaand maatte vide, at den i sin Helhed ikke vilde vække umidelbart tændende.
B-Durkonserten er ogsaa et ægte Barn af sin Far, fornem og tankevægtig. Som gammel Klaverspiller har Brahms vidst at lægge ivej med en Mængde Vanskeligheder i Klaverpartiet, der kræver en Slagfærdighed til det yderste. Men ogsaa Orkesterpartiet er udstyret med mange Finesser saavel i klanglig som navnlig i kontrapunktisk Henseende. Af Konsertens 4 Satser forekom mig den første at være den vægtigste, om end de forholdsvis hyppig tilbagevendende Kvint-Kvartsekvenser ikke var fri for at frembringe en viss Monotoni. Lettest tilgjængelig er den sidste Sats, en indsmigrende, legende Allegretto. Men ogsaa Andanten er et skjønt Stykke Arbejde. At Konserten af Hr. Knutzen blev fortrinlig tolket, siger sig selv.
Derimod var Orkestret ikke rigtig sikkert i sin forøvrigt temmelig svære Opgave: Messinginstrumenterne var ofte urene, og Solocelloens Parti i Andanten var mildest talt uheldigt."
Morgenbladet, 22. januar, 1894, usign.: "Til Slutning gav Konsertgiveren Brahms' svære Bdur Konsert med Orkester og leverede her et rent Kjæmpearbeide. Det var dog maaske ikke ubetinget heldigt at sætte et saa fordringsfuldt og indholdsrigt Verk som Slutningsnummer ved en saa righoldig Konsert, idet det hos Tilhøreren kræver en meget anspændt Opmærksomhed, og der kunde ogsaa være et og andet at anmærke ved Orkestret, specielt for et Par Instrumenters vedkommende, men Publikums Interesse synes ikke destomindre at være adskillig stærkere, end lignende Verker af Brahms her tidligere har kunnet smigre sig med, og herfor har Konsertgiveren visselig for en stor del Æren.
Morgenposten, 22. januar 1894, sign "Stop". Anmelderen sammenligner med Schumanns Fantasi og finner at Brahms' konser er "... mere svulmede end sprudlende, mere dyb end indsmigrende. Kun den sidste Sats, Allegretto grazioso, glider let og svæver over Strængene."
Norske Intelligenssedler, 22. januar, 1894, sign. "U": "Endnu interessantere var dog Bekjendtskabet med den Brahmske Konsert, der for 1. Gang blev spillet hos os. Blandt de tyske efterklassikere indtar Johannes Brahms en fremtrædende Plads og er i sig selv ogsaa ogsaa en typisk Repræsebntant for den tyske Musik. Hans Kompositioner besidder Grundighed og Lærdom, de ejer ogsaa dyb Følelse og mægtig Pathos, men de kan ikke frikjendes helt for uforholdsmæssig Bredde i Gjennemførelsen af Motiverne, undertiden ogsaa for Uklarhed og overlæsset Form. Den opførte Konsert gjorde større Lykke end nogen af de her tidligere spillede av samme Mester. Den er et uhyre omfangsrikt Arbeide af særdeles betydelig kunstnerisk Interesse. Motiverne er stundom af betagende Skjønhed og den formelle Behandling lettere overskuelig og tilgjængelig end ellers hos Brahms. Det var imidlertid et Feilgreb at lade et saa vidt tungt og anstræengende Værk faa Plads som Programmets sidste Nummer. Paa det Tidspunkt er Publikum allerede gaat træt og giver sig nødig i Kast med nye Anstrængelser. Konsertgiverens Udførelse af saavel Schumanns Fantasi som Brahms Konsert var fullendt i enhver Henseende."
Verdens Gang, 22. januar, 1894, usign.: "Det mægtige og omfangsrige Opus blev fra Hr. Knutzens Side spillet med en Bravur, der ikke et Øjeblik svigtede. Værket skifter i en Rigdom af Farver, der i Knutzens Foredrag i al deres Forskjelligartethed kom helt til sin Ret. Det lidenskabelige Allegro appasionato stormede med Magt og Vælde under hans sikre Hænder, og det drømmende, dybt inderlige Andante fik han frem betagende fint, med den mest delikate Touche. Skade, at her Cellisten ikke var fuldt ud heldig med sit vakre Soloparti. Forøvrigt gjorde Orkestret Fyldest for sig saapas, som man kan forlange det under vore penible Musikforhold med de nødtvungent altfor faatallige Prøver og de ikke til daglig Stadighed samarbejdende Musici. Som Helhed virkede Værket imponerende og gjorde betydelig Lykke, og bra vilde det være, om der ved Lejlighed kunde blive Anledning til at faa høre det op igjen."
Ørebladet, 22. januar 1894, sign. "L": "Aftenens clou var den omtalte Koncert af Brahms, en for Kristiania Publikum ny Komposition, der indvandt meget Bifald. Det var ogsaa et helt igjennem storslaaet og prægtigt Arbeide, nærmest en symfonisk Digtning for Orkester og Klaver af paa sine Steder uforlignelig Skjønhed. Særlig slog 1ste Sats an og ligeledes sidste med sit graciøse Motiv. Samspillet kunde nok have været bedre, men den med springende Rytmer og Tempoer saa rigt utstyrede Komposition kræver vel flere Prøver end der har været Anledning til. Vi haaber ved Leilighed at faa den gjentaget."
Wagner, Richard: Forspil til "Tristan und Isolde"
1894
24. november
Orkesterforeningen, dir. Iver Holter.
Aftenposten, 25. november, 1894, sign. Otto Winter-Hjelm: "... og Wagners `Forspil til Tristan og Isolde', naturligvis fortinlig i Instrumentation, med kjelne og ganske vakre Motiver, for Øret behagelig til Dusel ved en Cigaret og Curacit i Kaminkrogen og for Aanden ledeløs i evige Slangesnoninger som en Søorm, et Slags Sidestykke til det smukkeste og marvigere Lohengrin Forspil."
Dagbladet, 25. november, 1894, sign. "G. R.": "En Nyhed skulde ogsaa Forspillet til Wagners `Tristan og Isolde' være. Men er det virkelig muligt, at det var første Gang, denne populære, paa liflige Orkestereffekter saa rige Komposition opførtes her? Ja, ja, vi lever jo i smaa Forhold."
Morgenbladet, 25. november, 1894, usign.: "... af Elskov og Lidenskab svulmende Forspil til Wagners dramatiske Kjærlighedsdigt `Tristan og Isolde', hvilket sidste forøvrigt kun opnaaede en noget pariserisk Sukces hos Publikum."
Verdens Gang, 26. november, 1894, usign.: "Af nye Ting opførtes to overordentlig interessante Brudstykker af Wagner, en Arie med Orkester af `Den flyvende Hollænder' ... og det effektrige, svulmende Forspil til `Tristan og Isolde'."
Ørebladet, 26. november, 1894, sign. "L.": "Orkestret spillede som Førstegangsnummer Forspillet til Wagners `Tristan und Isolde', hvis vistnok uomtvistelige Skjønhed man ikke kan let med engang faa fat i ...".
Liszt, Franz: "Tasso", symfonisk diktning for orkester
1896
14. mars
Orkesterforeningen, dir. Iver Holter
Aftenposten, 15. mars, 1896, sign. Otto Winter-Hjelm: "Liszt derimod formaaede ikke i sin `Symphoniske Digtning Tasso' at opnaa mere end en Del virtuose Klangeffekter til at dække over en fattig og formløs Ideudvikling."
Dagbladet, 15. mars, 1896, sign. "H.": "Liszts `Tasso', symfonisk Digtning, der skal skildre den store Digters Miskjendelse og endelig `Slaaen igjennem' begynder med en i sær instrumental Henseende virkningsfuld Dysterhed, fortsætter med klagende Melodier i dunkle Strygere, hvorefter nogle brutale Tuba-Toner forkynder, at Tasso kommer i Vinden, og nu bærer det løs med en rigtig overstadig Musik. Det glansfuldt instrumenterte Potpurri mottoges med stærkere Bifald end de foregaaende Numre."
Morgenbladet, 15. mars, 1896, usign.: "Da Komponisten selv har sagt, at dette skal være Tasso og hans Liv, saa faar man tro ham paa hans Ord, men intet Menneske vil for Alvor kunne paastaa, at han kan finde andet haandgribeligt Indhold i Verket end en Række klagende Stemninger, af hvilket et Cellothema forøvrigt er meget gribende, og en Slutningshalvdel, der har en stærkt triumfal Rhytmik og Klang. Atter et kraftigt Exempel paa, at det ikke er den rene Musiks Opgave at skabe enten Personligheder eller Situationer, saaledes som Digte- og Malerkunsten. En Mystifar af en Kapelmester vilde derfor med lidt Behændighed for dette Liszts Verk let kunne opsætte et programmatisk Motiv fra en Didos, en Kleopatras, en Jeanne d'Arcs eller en annen berømt historisk Personligheds Liv, uden at det i Konsertsalen fandtes en eneste Tilhører, som ikke vilde kunne faa Musiken til ogsaa at passe paa dette Motiv. Programmet er derfor ene og alene en lokkende Titel: Dette skal være Troja."
Berlioz, Hector: "Danse des Sylphes" fra "La Damnation de Faust"
1896
6. mai
Berlin Philharmonisches Orchester, dir. professor Mannstädt
Morgenbladet, 7. mai 1896, usign.: "... samt Danse des Sylphes af Berlioz Damnation de Faust. Det nydelige Nummer maatte gives da capo."
Wagner, Richard: Forspill til "Tristan und Isolde", Isoldes Liebestod
1898
5. februar
Musikforeningen, dir. Iver Holter, solist Ellen Gulbranson
Dagbladet, 6. februar, 1898, sign. "H.": "Hvad der saa nogenlunde holder Interessen oppe i Wagners Forspil til `Tristan og Isolde', er først og fremst dens glansfulde Instrumentation. Den alene hjælper over den tematiske Monotoni, der undertiden blir irriterende. Den er det ogsaa, som kildrer Folks Øren i `Isoldens Liebestod'.
Fru Gulbranson gjennemførte det sysisk svære Parti i `Liebestod' med forbausende Udholdenhed og saa stor Dygtighed, at den hele Scene blev gjentat.
Man sige, hvad man vil, og enkelte klappe saa stærkt de lyster, den Wagnerske Stil er og blir monoton i Konsertsalen. Rent musikalsk er den et Tilbageskridt. At en Sangerinde med et Organ som Fru g.s kan henrive Folk til Bifald, er en Sag for sig.
Forresten har jeg ofte lagt Mærke til, at de mest musikalske Tilhørere d. v. s. de, som fængsles af virkelig sublim Musik som t. Eks. Schuberts Symfoni, de applauderer svagt, finder det kanske unødvendig. De derimod, som er begejstret, fordi de tror, det skal saa være, er energiske Applauderere.
Morgenbladet, 6. februar, 1898, usign.: "Vi har saa ofte havt Anledning til at fremhæve, og det er vel ogsaa almindelig anerkjendt, at fragmentariske Konsertarrangementer af Wagners Operaer egentlig er en Uting og giver et baade ufuldstændigt og falskt Billede af Verket, at vi ikke nu skal komme nærmere ind enten paa Wagnerspørgsmaalet idethele. Der har vært skrevet saa overvældende meget for og imod, at det blot vilde blive kjedsommelige Gjentagelser. Vi skulde ikke modsige dem, som vilde sammenligne det Wagnerfragment, man igaar fik høre, men en `musikalsk Bendelorm' eller med Per Gynts Løg, som kan skrældes op Lag for Lag i det uendelige, men ingen, der har Sans for Klang og Orkestervirkninger, kan lukke sit Øre for det geniale Mesterskab, hvormed Wagner har skabt disse berusende instrumentale Effekter, der bølger som et Hav af blændende Farvetoner, og disse betagende orkestrale Stigninger.
Fru Gulbransons prægtige Organ laa høit og roligt over Brændingerne i Isoldes Kjærlighedsrolle ...".
Verdens Gang, 7. februar, 1898, sign. "r.": "Man fik da ogsaa en liden Prøve paa hendes Mesterskab som Wagnersangerinde, `Isoldes Kjærlighedsdød' af Operaen `Tristan og Isolde' med tilhørende Forspil. Som Konsertnumer virkede det selvfølgelig noget udrevet, fragmentarisk, afstumpet, men man blev dog ganske revet med af de bedaarende herlige Orkestereffekter og den imponerende Sangens Vellyd, Fru Gulbranson lod bruse ud henover Okestrets oprørte Tonehav. Den samlede Virkning hørte til det skjønneste, vi paa længe har oplevet i vore Konsertsale."
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 2 i D-dur
1898
26. mars
Musikforeningen, dir. Iver Holter.
Aftenposten, 27. mars, 1898, Otto Winter-Hjelm: "Man bør jo ikke holdes udenfor Kjendskab til Hovedverker saavel af yngre som ældre Komponister eller af den opblomstrende norske Musikliteratur. Dog synes mig ikke Brahms, der var en betydelig Musiker og for sine Landsmænd, Tyskerne, tør have sin store Interesse, at egne sig synderlig for norske Dilettanter; han har for lidt af fuldtonende Sang i sine kontrapunktisk fortræffelig udarbeidede og rytmisk overraffinerede Kompositioner. Han interesserer mest ved sit dygtige Arbeide og sin ubestikkelige Oprigtighed han søger ikke Effekter for at bestikke Øre og Sind, men anvender dem kun for at fremhæve sine musikalske Motiver i deres Udvikling. Kun Skade, at denne oftere er sindrig end vakker eller poetisk.
Den "Symfoni i D-Dur", der iaftes opførtes, gjør ingen Undtagelse fra det, der er bemerket om Mesteparten af Brahms, Kompositioner. Den er paa en Vis interessant udarbeidet, dens første i flere Henseender i Beethoven-Schumann-Aand gjennemførte Sats især. Men den formaar ikke at tænde; den mangler det sangglade Hjerte, taler med Forstandighed og Dannelse i et ikke altid tydeligt Sprog. Instrumentationen er ikke saa god som hos mange mindre fremragende Kunstnere."
Dagbladet, 27. mars, 1898, usign.: "Bredt er Værket anlagt, og med stor Aandfuldhed er Stoffet udformet. Er end den melodiske Opfindsomhed ikke særlig rig, saa er den dog ædel og naturlig,og Rytmerne fængsler ved deres sære Slyngninger. Symfonien er imidlertid af dem, som maa høres flere Gangee, før den fanger en helt, og igaar var det igrunden kun det fint formede Allgretto grazioso, der egentlig fik Tag i Publikum."
Morgenbladet, 27. mars, 1898, usign.: "Paa Programmet stod den ikke tidligere opførte D-dur-Symfoni af Brahms, hvis Navn man vanskelig skulde tro havde en saa god Klang i de store europæiske Musikcentra, naar man ser den Kjølighed, hvormed det ene efter det andet af hans større Verker bliver modtaget af vort Publikum. Det gik ikke bedre igaar, men skjønt det ofte er ganske let at indse Grunden til denne vort Publikums temmelig reserverte Holdning ligeoverfor en saa høit anseet Komponist, synes vi nok, at ialfald denne Symfoni havde fortjent en meget større Paaskjønnelse, end den fik. Den synes os nemlig langt finere og renere i sin Form og langt rigere paa musikalske Skjønheder end de fleste andre Verker af ham, som tidligere har vært opført her. Allerede den første pastorale Sats begynder med et ligefrem herligt Motiv og svulmer heltigjennem af ypperlige Ideer. Den dufter af mild Vaar og dæmpet Solskin. Ogsaa tredie Sats er et lidet Mesterverk af Gratie og Ynde, og det sidste Allegro bruser af seierrig Kraft."
Norske Intelligenssedler, 28. mars, 1898, usign.: "Først den her ukjendte D due Symfoni af Brahms, et fint og poesirigt Værk, visselig noget af det Bedste, Brahms har gjort, og man maa derfor i høi Grad forbauses over, at det ikke slog bedre an hos Publikum, som tydeligvis ikke var med.
Verdens Gang, 27. mars, 1898, usign.: "Orkestersagerne var denne Gang en stor, her ikke før spillet Symfoni af Brahms, der som de tidligere Orkesterværker af denne Mester, man har havt Anledning til at høre, ikke formaaede at faa Tilhørerne helt med ...".
Brahms, Johannes: Sonate i d-moll for fiolin og klaver
1900
1. februar
Lady Hallé, Johanne Stockmarr
Morgenbladet, 2. februar, 1900, usign.: "... heller ikke igaar var der et eneste Nummer, som helt fyldte Interessen. Af Brahms C-moll [!] Sonate er Adagioet skjønt og dybt, men det øvrige synes os noksaa fattigt paa virkelig Musik."
Verdens Gang, 2. februar, 1900, usign.: "Konserten indlededes med Brahms's C-Moll-Sonate [!] for Piano og Violin, et særdeles tiltalende Værk, hvis vakre Adagio især virkede betagende."
Berlioz, Hector: "Symphonie fantastique"
Berlioz, Hector: "Tristia", for kor og orkester
1901
16. mars
Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen
Aftenposten, 17. mars, 1901, Otto Winter-Hjelm: "Langt ude af Landeveien, som vor Hovedstad ligger, og med de Vanskeligheder, vi har havt at kjæmpe med for at bringe et nogenlunde godt Orkester sammen, har vi maattet nøie os med Bekjendskabet til Navnet `Berlioz' som et af de mest fremragende blandt franske Musikere; kun et Par Piecer af den berømte `Orkesterkomponist' har vi faaet høre og de har vistnok ikke efterladt noget synderlig Indtryk af den betydelige Skikkelse. Han var i sin Levetid et Stridens Æmne, som det laa nær for den unge Robert Schumann at tage til Indtægt for sin Kamp mod en Smag, der i Instrumentalmusik delikaterede sig med de Mozart-Haydnske Epigoner og med Kalkbrenner, Herz og lignende. I Schumann's samlede Skrifter vil de, som interesserer sig derfor, finde en Omtale af de første Kompositioner af Berlioz, deriblandt ogsaa af hans Ungdoms Barn `Sinfonie fantastique', der er fuld af Sympathi med det originale Talent og den Kraft, hvormed han følger sit Ideal, men merkelig nok ogsaa med Indvendinger særlig mod harmoniske Kombinationer, som vi, der lever mere end 60 Aar efter Verkets Undfangelse, ikke kan slutte os til. Vi har forlængst vænnet os til grelle Farver, just gjennem den Udvikling, i hvilken Berlioz er et Mellemled.
Berlioz er meget original, men har dog som andre store Mestere ikke været ubekjendt med sine store Forgjængere og sine samtidige, Chopin, Liszt m. fl.; specielt havde han jo sin Forkjærlighed for Beethoven, Weber og Gluck. Han er derfor sig selv med Tilsætning af en `triple extrait' af Beethoven, Weber og den franske seriøse Opera. Som Romantiker er han i Slegt med Victor Hugo og andre romanske Dramatikere, for os Germaner en Smule `Røver-Romantikere'; og det er den Slags Fantasi, som har affødt `Sinfonie fantastique'. Dennes Stil minder snart om Beethovens kraftige Tegning, snart om Webers `Wolfschlucht'-Musik, og bugner derhos af nye Effekter, som man nu finder udnyttet i al nyere Musik, der vil være descriptiv, især den franske Opera. Symfonien er meget smuk i sin Helhed, dog, synes det mig, mere interessant.
Det mest storslagne Stykke af de Numre, Berlioz-Programmet indeholdt, turde vel være `Tristia', den gribende Sørgemarsch med de vidunderlig og eventyrlig virkende Menneskerøster, hvis Toner træder frem fra den fjerne Baggrund (bag Teppet) som Klager fra en medfølende Aandeverden.
`Lygtemændenes Dans', `Alfedans', der blev givet da capo og tislut en brilliant, men kanske vel meget beregnet Instrumentation af Rakozi-Marschen, er saa aandrige, smukke og populære, at de ikke skal skræmme nogen til at anse Berlioz for en underlig Skrue. En anden Sag er det, om der ikke gives megen Musik, der er ligesaa smuk og ligesaa pikant uden saa sterke Effekter. Forøvrigt er Instrumentationen af `Alfedansen' ved uden Sidestykke og af charmant Virkning.
Morgenbladet, 17. mars 1901, "+": Nationaltheatrets Orkester ofrede igaar en Aften til Ære for den franske Symfoniker Hector Berlioz og til Indtægt for sig selv. Begge Formaal skeede Fyldest. Konserten var interessant og Besøget upaaklageligt. For første Gang her fik man høre Berlioz' fantastiske Ungdomsverk `Episode de la vie d'un artiste'. Det er et ypperlig Billede paa, hvor langt ut paa Vidderne en tøilesløs Fantasi kan føre en stor Aand. Mesteren beviser, at det ikke lader sig gjøre musikalsk at skildre en Opiumsdrømmers angstfulde Sjælstilstand, hans hemmelighedfulde Længsel, hans ufattelige Glædesfølelse, hans vanvittige Hjerteangst og skinsyge Raseri eller hans Trøst i Religionen. Han beviser, at det ikke lader sig gjøre i Musik at male denne Drømmers Gjøglebilleder, hvorledes han tror at have dræbt sin Elskede, at være dømt til Døden og føres til Retterstedet, hvor det dræbende Hug afskjærer hans sidste Erindring om Kjærligheden. Betragtet fra denne Side er Verket en Chimære, som kun illustrerer, hvor afmægtig Programmusik er, naar den føres ud over et meget snevert begrænset Omraade. I første Del synes Komponistens musikalske Fantasi ogsaa at staa tilbage for hans poetiske, og Ballet i anden Del synes heller ikke at være fornemt nok for et saadant Idealbillede som Drømmerens Elskede. Derimod er Marchen til Retterstedet og endnu mere Valpurgisnatten Episoder , i hvilke det svulmer af orkestral Pragt. Her har man den extravagante og lidenskabelige Instrumentator og Masseffekternes Mester i al hans straalende Glans. Ogsaa Sørgemarschen over Hamlet (Tristia) er et symfonisk Billede af mægtigt gribende Kraft. Nogle Bruddstykker af `Le Damnation de Faust' den fantastiske `Menuet des follets' og en fintspundet Alfedans samt Racoczy-marschen, afsluttede Konserten ...".
Verdens Gang, 18. mars 1902, Per Winge: "Den Del af vort Publikum, som har virkelig Interesse for Musik, bør være Nationalteatret meget taknemmelig for den Leilighed, der ved Berlioz-Koncerten Lørdag frembød sig, til at faa et nogenlunde stærkt og fyldestgjørende Indtryk af denne ejendommelige Komponist, som har havt saa stor Indflydelse paa hele den moderne Instrumentation. Han har tidligere baade i Musikforeningen og i Nationalteatret været repræsenteret med enkelte Kompositioner. Det, hvortil Interessen denne Gang væsentlig knyttede sig, var derfor Fremførelsen af hans store Ungdomsarbeide `Sinphonie phantastique', som aldrig før har været spillet her. Dette mærkelige Værk af en 25-aarig Komponist vakte ved sin Fremkomst for over sytti Aar siden en uhyre Opsigt, og Schumann har gjort det til Gjenstand for en meget anerkjendende og meget indgaaende Kritik. Skjøndt Berlioz her endnu ikke har naaet den Kraft og Klarhed i Behandlingen af Motiverne og den overlegne Virtuositet i Instrumentationen, der præger hans senere Arbeider, er hans fantastiske Symfoni, der skildrer `une épisode de la vie d'un artiste', saa rig paa Fantasi, saa fuld af nye og aandfulde Orkestervirkninger, at den ikke alene bærer Vidnesbyrd om Komponistens store og ejendommelige Begavelse, men vel ogsaa kan siges at være epokegjørende for hele den nyere Tids Instrumentationskunst. Symfonien stiller store Krav til Udførelsen. Kapelmester Halvorsen og hans Orkester fortjener den største Anerkjendelse for den Maade, hvorpaa de løste sin svære Opgave. Programmet indeholdt forøvrigt den storslagne, gribende Sørgemarsch over `Hamlet' samt tre Stykker af `Damnation de Faust', af hvilke den fortryllende instrumenterede Alfedans maatte gives da capo."
Ørebladet 18. mars 1901, "U. M.": "Den franske Komponist Berlioz hører med til de banebrydende Musikere, idet han paa den ene Side gjorde sig til en Opgave at vække sine Landsmænds Interesse for den rene Instrumentalmusik i Modsætning til Virtuoskoncerter og Operaer, og paa den anden Side er skaber af den saakaldte Programmusik. Derfor levede han sit lange Liv under Stridens og Forkjætrelsens Tegn, og først efter sin Død har han egentlig vundet fuld Anerkjendelse. Hos os har den totale Mangel paa et brugbart og tilstækkelig talrigt Orkester hidtil spærret Veien for ham. Det var derfor en smuk Tanke at introducere ham ved en Benficekoncert for det dygtige og flittig arbeidende Orkester. Det er en frodig Kunstnerfantasi, det slaar en imøde fra Berlioz' Verker, undertiden kanske noget utøilet som i `Episode af en ung Kunstners Liv', men altid interessant og mægtig, snart gribende med en dæmonisk Magt som i Sørgemarschen over Hamlet (med det dæmpede Kor bag Scenen), snart forførende ved sin yndige Kolorit som i Alfedansen af `Damnation de Faust', som øieblikkelig forlangtes og gaves om igjen."
Liszt, Franz: "Les jeux d'eaux á Villa d'Este"
1901
15. oktober
Hanka Schjelderup
Aftenposten, 16. oktober, 1901, sign. Otto Winter-Hjelm: "Tre med al Slags aandfuldt Passageverk overflødigt udstyrede Klaverstykker af Liszt...".
Dagbladet, 16. oktober, 1901, sign. "H. L.": "Liszt-Numrene gav hende derimod Anledning til at vise saavel sin klare Teknik som nobelt musikalske Foredrag."
Morgenbladet, 16. oktober, 1901, sign. "+": "... og raffinerede Solonumre af Liszt, i hvilke hun fik rig Anledning til at glimre med sit glandsfulde Anslag og sin straalende Teknik. Den Bravur, hun udfoldede i Liszts Fantasi over Vandkunsterne [?] i Villa d'Este og Wallenstadtsjøens Bølgeskulp naaede mangen Gang op til en Høide, som kun meget Faa vil kunne overtræffe. Liszts Kjærlighedssang var ogsaa baaret af en fin Stemning."
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 3 i d-moll
Strauss, Richard: "Till Eulenspiegens lustige Streiche"
1903
30. mars
Leipziger-Philharmonikerne, dir. Winderstein.
Dagbladet, 31. mars, 1903, sign. "H. L.": "Leipziger-Filharmonikerne begynte igaar sin Koncert med en Symfoni av den særlig som Orgelvirtuos bekjendte østerrigske Komponist Anton Bruckner. Første Sats faldt trods adskillige Skjønheder, baade hvad Instrumentation og Temaer angaar, noget for lang. Adagione var et ædelt og behersket Stykke Musik, hvorimod Scherzoen var Kompositionens svageste Sats; blottet som den var for Esprit og Humor, klang den noksaa lidet inspireret, nærmest som komponeret, fordi der til en Symfoni nu engang hører ogsaa en Scherzo, Sidste Sats livfuld og kraftig, rettet adskilligt paa dette Indtryk. Med sine bevægede og vekslende Stemninger bød Symfonien Okestret den bedste Anledning til at vise, hvad det duer til. I endnu langt høiere Grad gjaldt dette Aftenens andet Orkesternummer, Richard Strauss' `Till Eulenspiegel', en Toneillustration til denne Sagnfigur, hvor Orkestret er ligesaa genialt i sine `lustige Streiche' som selve `Till Eulenspiegel', man hvirvles ustanselig rundt af de kaadeste og dristigste Indfald. Der er en Fornøielse at høre den Umiddelbarhed, hvormed Orkestret hengir sig til en saadan Opgave ...".
Morgenbladet, 31. mars, 1903, usign.: "Leipzigerorkestrets anden Konsert igaar var for den ene Halvdel optaget med en meget lang og ikke altid lige underholdende Symfoni af den østerrigske Komponist Anton Bruckner. Ulige interessantere var det store orkestrale Virtuosstykke: Till Eulenspiegels gale Streger af Richard Strauss, et Programnummer, der strømmer over af geniale Instrumentaleffekter."
Morgenposten, 31. mars, 1903, sign. "Stop": "Orkesterverkene, der altsaa gav Konserten den Vegt og Interesse, var Anton Bruckners tredie Symfoni og Richard Strauss' `Till Eulenspiegels lystige Streger'. Bruckner er i Tyskland hvad Cesar Franck er i Frankrige. Begge var fremragende Musikere, der levde et langt Liv uden at vinde Forstaaelse, før de var døde og eller næsten døde. Nu gjør man alt for at gjøre Uretten god og gaar i sin Iver for vidt. De hæves for høit. Af Bruckner er tidligere en Korverk opført her hjemme. Hans tredie Symfoni, der skal være den mest populære af hans ni, er det første af hans Orkesterverker, vi lærer at kjende. Det er svært omstendeligt, men klart og ægte symfonisk i sin Opbygning. Themaerne er som Regel friske og Instrumentationen klingende uden at virke raffineret eller overlæsset. Symfonien er i det hele solid og vægtig Musik. Den kunde bare været en Smule mere begeistret og spirituel.
Strauss' `Till Eulenspiegel' er et typisk Exemplar af den allermoderneste Programmusik. Det er en Række Billeder, malede med de kraftigste Farver, der sammenbindes med et bisart Ledemotiv. Føles det ofte noget anstrængt, kan det ikke negtes, at det fra først til sidst holder Interessen fangen. Det viser en stor Opfindsomhed i Orkesterklangen og er gjennemgaaender præget af det rette Galgenhumør.
Begge Verker fulgtes af en lang Række Fremkaldelser af Winderstein. Udførelsen var ogsaa som Regel meget smuk.
Verdens Gang, 31. mars, 1903, sign. "C. C.": "I Bruckners storslagne Symfoni lyser en Aand, der har Ideernes Rigdom og Mesterens Overlegenhed i teknisk Henseende; Richard Strauss sætter os i Forbauselse og Beundring ved sin geniale Galskab i `Till Eulenspiegels gale Streger' fordi der ved Siden af alt det dristige nye i Orkesterbehandlingen strutter af Liv og original Opfinsomhed, medens Berlioz i sitt Stykke fra forrige Konsert ikke var langt fra at kjede os, fordi der ved Siden af den spirituelle orkestrale Behandling er for meget Effektjageri og delvis megen Fattigdom paa musikalsk Indhold."
Ørebladet, 31. mars, 1903, sign. "U. M.": "Det spillede Bruckner's pragtfulde, men temmelig lange Symfoni No. 3, og Rich. Strauss' fornøielige Spas Till Eulenspiegel. Begge fik en Udførelse, som neppe kunde være bedre."
Liszt, Franz: "Hunnenschlacht", symfonisk diktning for orkester
1903
24. oktober
Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen
Aftenposten, 15. oktober, 1903, sign Otto Winter-Hjelm: "Der var ogsaa ved Siden af ham [Weber] to af de største og mest ansete Instrumentationskunstnere i Marken, Berlioz med Ouv. til `Kong Lear' og Liszt med `Hunnenschlacht'. Begge Kompositioner er visselig af de mindst fremtrædende af disse berømte Mesteres Orkesterverker; men de er ogsaa meget lidet fængslende baade i Tankeudvikling, Motiver og Klang."
Morgenposten, 25. oktober, 1903, sign. "C. E.": "... og med Liszt's `Hunnenschlacht', en delvis karakteristisk, men ogsaa temmelig hul Komposition, knalded Konserten af paa en meget eklatant Maade."
Ørebladet, 16. oktober, 1903, sign. "U. M.": "I `Hunnerslaget' frydede man sig med Liszt over, at Hunnernes vildt galloperende Horder lod sig jage paa Flugt ved Orgelspil og Bækkenslag; men mange syntes maaske, at den fromme Abbed burde have behandlet sine asiatiske Fiender med lidt større Lempe."
Berlioz: Harold en Italie
1905
14. januar
Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen
Aftenposten, 15. januar, 1905, Otto Winter-Hjelm: (Har en litt snirklet innledning om forholdet mellom tekst og musikk sett i ly av konsertens program der Cally Monrad sang noen romanser): "... Det kan ikke nytte at bekjæmpe denne `Programmusik', i hvilken man er henvist til at nyde Klangvirkninger, løst henkastede Motiver, anvendt paa vilkaarlig valgte Steder i Udviklingen, og dynamiske `Rytmeskvulp', beregnede paa at holde sin egen og Tilhørernes Geist i Vigør. De, som er vantroende ligeoverfor `Programmusiken', nærer vist ikke med urette den Mening, at saadan Musik har saa mange Dyrkere, fordi saa faa har Evne til at udforme en Ide og herfor tyr til det ulige lettere, som læres og laanes fra alle Kanter at instrumentere, male, men ikke `komponere'.
Der har altid været talt med velgrundet Respekt om Berlioz og hans Indflydelse paa Instrumentationens Kunst, medens han aldrig har kunnet blive populær. Den iaftes fremførte `Harold i Italien' skal, synes mig, mindst blandt hans Kompositioner interessere ved mere end de rent instrumentale Experimenter og en Forening af Noblesse og stor teknisk Dygtighed. Som Digtning forekommer den mig mat og indholdsløs; den er før som et Skelet med Hud uden Kjød, og endog Instrumentationen, der for det meste klinger som en fortyndet Haydn med Tilsætning moderne Blik, er merkelig monoton og spinkel."
Dagbladet, 16. januar, 1905, "R. M.": "At Berlioz' `Harold-Symfoni' er blit til paa Opfordring udenfra og ikke af en indre Tvang, røber Komponisten flere Gange, hvor han vistnok med megen Effekt benytter sig af de orkestrale Kunstmidler, uden alligevel at skjænke Partierne den umiddelbare poetiske Skjønhed, som varmer Tilhørernes Sjæl. Paa den anden Side aabenbarer Verket den raffinerte Symfoniker, som forstaar at skabe Liv og stigende dramatisk Spænding ... Symfoniens vakreste og mest karakteristiske Del er ubetinget tredie Sats; en landlig Idyl fra Abruzzerne ... Orkestrets Tolkning var al Ære værd, og Hr. Severin Svendsens Bratschsolo meget fortjenstfuldt udført."
Morgenbladet, 15. januar, 1905, "+": "Nationaltheatret opførte ved sin Konsert igaar for første Gang Berlioz Harold symfoni, spredte dramatiske Episoder efter Byrons Digtning. Vi træffer den grublende Sværmer mellem Italiens Berge, med den mægtige sydlandske Natur som Vidne til hans smerte og hans Klager, vi træffer ham ved Pilegrimmenes Tog, og Aftenbøn og blandt lystige Sækkepibere som Tilhører til en forelsket Abruzzerhyrdes Serenade for sin Elskede, for at se ham død midt under Banditters Orgier i en skummel Berghule. Berlioz har benyttet disse blandede Sujetter med Mesterskab. Hans programmatiske Motivering er velgjørende Knap og tilbageholdent, ialfald i sin Oprindelse vistnok endnu mindre paatrængende end efter Nationaltheatrets trykte Program. Franz Liszt og flere af hans Skole har skrevet musikfilosofiske Analyser af dette Verk med oppustede Aandrigheder paa Hundreder af Sider. Man kan kun lykønske dem, som ikke har læst dem. De hører ind under den tyske Filosofi, som ikke kan tænke sig en stor Aands Gjerning, uden at der ligger uudgrundelige Gaader og Dybsindigheder bag. For os er Berlioz' Haroldsymfoni gjerne med Bibehold af den digteriske Undergrund er Verk med straalende musikalske Skjønheder og yppige orkestrale Virkninger, skabt af en genial dramatisk Symfoniker. Harolds vakre første Monodie til Harpeakkompagnement, Pilegrimsmarschen, med den langsomt indbrydende Nat, det livfuldt rythmiske Sækkepiberitornell med den smægtende Romance og den vildt fanatiske Slutningsorgie, det er altsammen Scener, som kun en Orkestrets Mester kan digte frem i Toner. Theaterorkestret gav Verket en meget fortjenstfuld Tolkning, men det tør ikke negtes, at Solisten, Hr. Severin Svensen, virkede temmelig spæ ...".
Morgenposten, 16. januar, 1905, "C. E.": "I melodisk Henseende udmerker denne Symfoni sig ved en ganske utrolig Tarvelighed og Banalitet. Og da hverken Instrumentationen eller Ideernes Udarbeidelse byder nogen Erstatning, er Indtrykket alt andet end opmuntrende. Første Sats er, naar bortsees fra den ganske vakre indledende Fugato, nærmest mislykket. Og Pilegrimsmarschen? HerreGud! Men hvorfor opholde sig ved den enkelte Satser de vrimler alle af Smagløsheder og triviale Indfald. Berlioz har havt den Ide at skildre Harold Følelser gjennem en Bratsch-Solo, som forbinder de forskjellige Satser. Indfallet er ikke ueffent, men Partiet er desværre altfor karrigt udstyret. Med hensyn til Udførelsen, saa lagde Orkestret sig ordentlig i Tøiet og Soloen blev meget tilfredsstillende foredraget af Hr. Severin Svensen ...".
Norske Intelligenssedler, 16. januar, 1905, "G. A.": "Konsert, Aarets første, gaves Lørdag af Nationaltheatret. Programmet var meget `talende', men sa i Grunden ikke stort. Størst Interesse vakte Berlioz Symfoni `Harold i Italien'. Efter Programmet faar man i 4 Afdelinger skildret Harolds Tungsind, Lykke og Glæde, forbigaaende Pilgrimme syngende Aftenbøn, an abruzzisk Bjergboer bringende sin Elskede en Serenade og tilslut Røvernes Orgie. Af disse Tonemalerier sætter vi mest Pris paa dem i første Sats. Med sit smukke, dystre Haroldsmotiv gir den os det bedste Indtryk af Harold som af Komponisten. Dette motiv udføres først af Orkestret, men optages saa af en Bratschsolo, der udførtes svagfærdig, men fint af Hr. Severin Svendsen. I de øvrige Satser gir Komponisten mange udmærkede Prøver paa en Instrumentationskunst, der i sin Tid sikkerlig har været opsigtsvækkende, men som dog blegner for senere Tiders. Orkestret havde megen Ære af Fremførelsen."
Verdens Gang, 15. januar, 1905, sign. "G. R.": "En Symfoni i almindelig forstand er dette mærkelige Værk ikke. Det er Programmusik, men til Værkest Forstaaelse behøves ikke anden Forklaring end den, som den korte Overskrift til hver enkelt Sats giver. Efter en kortere Indledning optræder Violaen med Harolds Moriv; dette danner Grundvolden for den hele Symfoni og gaar igjen i alle de Scener, som skildres i Værket, dels selvstændig, dels som Kontrapunkt til de øvrige bærende Temaer i mere eller mindre variert Skikkelse. Det hele er et Mesterstykke af polyfon Kunst, og den Virtuositet hvormed Orkestret er behandlet, bidrager yderligere til at fange Interessen for det egenartede Arbeide. Hr. Severin Svendsen skilte sig meget godt fra Violapartiet; lidt mere Courage kunde dog ikke have skadet."
Ørebladet, 16. januar, 1905, sign. "U. M.": "Berlioz' Symfoni `Harold en Italie' for Orkester og Bratsch var Koncertens Hovednummer. Den er et ved sin eiendommelige Karakter sjeldent fængslende Verk, men en `Symfoni' er den vel egentlig kun i uegentlig Forstand. Den slutter sig til Byrons Child Harold, idet Helten repræsenteres af Bratschen. Dette Instruments douce, slørende Toner passer fortræffelig til Harold sørgmodige, indadvendte Stemning, men at lade Bratschen bære Soloen i en hel Symfoni er et mindre genialt Indfald, hvis Far skal være Troldmanden Paganini. Theatrets fremragende Bratschist, Hr. Severin Svendsen, udførte Solopartiet med sikker Smag og stor Dygtighed, men selv han med sit klangskjønne Instrument, en ægte Paganini, hadde vanskeligt nok for at holde Stillingen ligeoverfor Orkestret. Symfonien er imidlertid fuld av vakre Episoder, og Sammenknytningen af de kontrasterende Motiver er foretaget med stor Behendighed."
Strauss, Richard: "Tod und Verklärung"
1906
13. januar
Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen
Aftenposten, 14. januar, 1906, sign. Otto Winter-Hjelm: "Der var iaftes et Par Nyheder. Den ene var et Stykke Programmusik `Tod und Verklärung' af et nu i Tyskland sterkt fremholdt Talen, Richard Strauss, hvis fornøielige `Till Eulenspiegel' har været spillet her af Leipzigs Filharmoniske Orkester under Windersteins Ledelse. Hvad man iaftes fik høre, var ikke saa underholdende, men det viste som `Till', at Komponisten kan finde Farver og Rhytmer, der temmelig skarpt karakteriserer fremtrædende Steder i den Text, som man indbydes til at sammenligne med Musiken. Den er i mange Stykker så raffineret instrumenteret, at det nok kan forstaaes, hvorledes Orkesterdirigenter og Orkestermusikere kan have sin Fornøielse af at beskjæftige sig med den. Tvivlsommere turde det være, om Tilhørernes Mængde er ligesaa optagne af saadanne spredte Effekter uden tilsvarende Tableauer eller Pantomimer; det syntes mig, at Bifaldet mere lignede en Honnør til den dygtige Udførelse og en Tilslutning til Applausens Ledere, end den almene Udladning af en løftet Stemning."
Dagbladet, 14. januar, 1906, sign. "J. H.": "`Tod und Verklärung' af Strauss ikke at forveksle med Valsemesteren var mig en komplet Nyhed. Denne det yngste Tysklands mest omtalte Komponist har jeg set høist forskjellig vurderet, i den Grad, at i et og samme Nummer af et tysk Musikblad blev han paa Grundlag af sin Komposition `Zaratustra' erklæret for at være Nutidens største Komponist, mens en Berlineranmelder karakteriserte samme Stykke for det nederdrægtigste Makverk, som man maatte be sig fritat for at høre oftere. Altsaa, Hr. Strauss baade forfører og forarger, og da maa man jo gaa ud fra, at der er noget ved ham.
I `Tod und Verklärung' viser han sig som en instrumental Virtuos fra først til sidst, men kold i Skildringen af Dødsleiet, mens `Verklärung' stemte én varmere."
Morgenbladet, 14. januar, 1906, sign. "+": "Aftenens største Nyhed var Tonedigtningen `Tod und Verklärung' af Liszts og Berlioz geniale Arvtager, Ungsymfonikernes Hoved Richard Strauss, som nylig har havt sin opsigtsvækkende Opera `Salome' fremme i Tyskland. [Etter å ha gått igjennom den tekstlige bakgrunnen for verket, fortsetter anmeldelsen:] Man kunde paa Forhaand vide, at Strauss her vilde anvende hele sin modernt raffinerede Orkestervirtuositet, sin overordentlige energiske nervøse Kraft, sine mange extatisk bløde Stemninger og sit elektrisk glødende instrumentale Farvespil. Sikkert er det ogsaa, at paa disse Omraader overtræffes han vanskelig af nogen. En annen Sag er, om Alle vil, fraregnet den høie, renstemte og overjordisk tonende Afslutning, føle sig musikalsk mættede af disse utallige, spredte Ideer, som vanskelig lader sig samle til nogen større Enhed."
Verdens Gang, 14. januar, 1906, sign. "r.": "Et af Samtidens allermærkeligste Toneværker gjorde man forhaabentlig kun et foreløbigt Bekjendtskab med i det vældige Digt om `Døden og Opstandelsen' af Richard Strauss. Det er et Værk, der tindrer af Fantasi, af Inspiration, af malende Virkninger, af Skjønhed og Noblesse. Der var fra Orkestrets Side lagt meget Arbeide paa dette storslagne og fordringsfulde Værk, men saa havde Hr. Halvorsen ogsaa megen Glæde af sine Tropper. Og siden man nu har indlemmet dette Arbeide i Repertoiret, bør det af og til tages frem."
Ørebladet, 15. januar, 1906, sign. "U. M.": "En Nyhed var `Tod und Verklärung' Tonedigtning for stort Orkester, et mægtigt og aandfuldt Verdensepos af de unge Programmusikeres ypperste Repræsentant, Richard Strauss. Man føres ind i en syg Mands fattige Kammer og gjennemlever hans haarde Kamp med Døden og hans seirrige Forløsning. Veærket er af overvældende Virkning, og skjønt dets første Partier med sin sterke Polyfoni ofte lyder noksaa broget, maa man dog overalt i Orkesterbehandlingen beundre Mesterens Genialitet. Men alt overstraales af den himmelske Høihed i Slutningspartiets Harmonier."
Liszt, Franz: Sonate for klaver i h-moll
1907
19. oktober
Ernst von Dohnányi
(konserten var Dohnányis andre, og det finnes bare en anmeldelse som dessuten har lite om Liszts sonate.)
Dagbladet, 20. oktober, 1907, sign. "R. M.": "Programmet var denne Aften Liszt, Schubert, Brahms, Dohnányi. Hvad Pianisten foredrager, er forresten skundært. Udførelsen gaar gaar foran og sluger Interessen. Man fæstede sig i Liszt ved en kontemplativ Evne, en næsten grublende Fordybelse, der gjorde selv denne Tonedigter, der ellers skriver ensidig koncertabel og udadvendt Musik, til noget af en Filosof."
Brahms, Johannes: Konsert for fiolin og orkester
1908
19. september
Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen, sol. Kathleen Parlow
Dagbladet, 20. september, 1908, sign. "R. M.": "Johannes Brahms behandles noget stemoderligt af vore Musikinstitutioner. Det eneste, man hører af ham i Aarenes Løb er Romancer og af og til en af Koncerterne. Hans Korverker derimod, hans Kammermusik og Symfonier, glimrer ved sin Fraværelse paa Programmerne, desværre ogsaa paa Musikforeningens for kommende Sæson. Saameget glædeligere var det igaar at høre ikke mindre end to Instrumentalverker af denne saa fornemme og gedigne Musiker, hans 3die Symfoni og Violinkoncerten.
Det skal indrømmes, at Brahms' Symfonier er tung Kost. Langt vanskeligere tilgjængelig end hans Musik i de mindre Former. F-Dur-Symfonien er saaledes nok en høitliggende Musik, og særlig de klarerer affattede, tungsindig reflekterte Mellemsatser indeholder Steder af stor Skjønhed. Men Symfonien er overordentlig vanskelig at spille og byder i de oprørte og indviklede, lidt teoretisk haarde Ydersatser, der mere stræber efter Karakteristik end efter Stemning og Skjønhed, et Orkester, som mangler Indlevelse i Brahms, en hartad uoverkommelig Opgave. Nogen tydelig Begribelse af den fik man ikke ved Udførelsen igaaraftes.
Ganske anderledes villig og overdaadig flyder Komponistens Fantasi i Violinkoncerten. Her finder en de bedste af Brahms' Egenskaber, hans lyse, melankolske Lyrik, hans dybe Hensunkenhed, stille skridende Klangvirkninger af en sær og sørgmodig Skjønhed, en Rigdom af Ideer, kjedet mesterligt sammen, eiendommelige som kun Brahms kan skrive dem."
Morgenbladet, 20. september, 1908, sign. "+".: "Det tør ogsaa være tvivlsomt, om der paa Programmet burde være samlet saameget af Brahms. Han hører til de Komponister, hvis store Verker her i Norden kun kan nydes med et vist Maadehold. F-dur-Symfonien, som indledede Konserten igaar, har neppe før i sidste Sats noget virkelig tændende Parti ... Heller ikke første Sats af Violinkonserten er rig paa Fængstof, men falder noksaa tør. Derimod er Adagioen baaret af en fin, meget poetisk Stemning, og adskillige Dele af det sidste Allegro magter ogsaa at tænde Ild. Konserten blev af Frøken Kathleen Parlow spillet med et genialt Mesterskab ...".
Morgenposten, 21. september, 1908, "Stop".: "... nogle mindre Nummer af Johan Halvorsen og Brahm's Fiolinkonsert. Den sidste skulde synes, baade i aandelig og i rent fysisk Henseende, at være et for tungt Løft for saa unge Skuldre, men den unge Miss klarede at bære den frem saa trygt og sikkert, som man bedst kunde ønske det. Hun var endog saa overlegen at føie til en Cadence komponeret af hendes Lærer, Professor von Auer , der saavel i Omfang som ved Ophobning af tekniske Vanskeligheder viste sig som et Monstrum."
Verdens Gang, 21. september, 1908, sign. "Hj. B.".: "Nationaltheatrets Lørdagskonsert bragte to store Værker af Brahms; en Symfoni og en Violinkonsert. Af disse har Symfonien det betydeligste Tankeindhold ... Og Brahms' Konsert hører til de største Opgaver Violinliteraturen eier."
Ørebladet, 21. september, 1908, sign. "ss.".: "Den eminente Violinistinde var ikke alene sublim i sit Spil, men hun gjorde ogsaa Aftenen interessant ved at foredrage en her ukjendt Violinkoncert af Brahms et fornemt og høist tiltrækkende Verk, som navnlig i den melodisk vakre Adagio og den rytmisk bevægede Finale indeholder Partier af stor Skjønhed."
Berlioz: Tre satser av "Romeo og Julie"
1909
30. januar
Musikforeningen, dir. Iver Holter
Aftenposten, 31. januar, 1909, Otto Winter-Hjelm: "... det tjener Orkestret og dets Dirigent til Ære, at under disse Forhold alt gik saa godt endog i de Berlioz'ske Numre, hvor ikke mindst i Afdelingen `Dronning Mab' stilles overordentlige Fordringer til Orkestret. Dette Nummer har som Prøve paa Instrumentationekunst i virtuos Retning i sin Tid været meget skattet næsten populært. At man efterhaanden er blevet kjøligere stemt, har maaske sin Grund i, at det som de to andre Stykker fra samme Symfoni, `Elskovscene' og `Festen hos Capulet', i Forhold til sine lidet charmerende Motiver er voldelig langt udspundne. Man trættes ved for mange instrumentale Experimenter og kommer til at drage sig Mendelssohns og Webers mere henførende Alfemusik tilminde. Med den mest ubetingede Respekt for den geniale Mands Evner og Indflydelse i visse Retninger bøiere man sig for meget ædelt og skjønt i Kompositionerne, medens man idetheletaget ligeoverfor de tørre Motiver og stemningsfattige Beregninger forbliver kold og udeltagende, hvis man ikke bliver forbløffet og ironisk stemt som ved `Fjern Klang fra Capulets Bal' og `Stor Fest hos Capulet' der bedre vilde høre hjemme i Theatret end i et symfonisk Koncertverk."
Morgenbladet, 31. januar 1909, sign "+": "Verket, der er tilegnet Paganini, kaldes noksaa uegentlig for en Symfoni. Det bestaar i Virkeligheden af hele 8 Afsnit: Instrumentalsatser, Korstrofer, og Solosange blandet mellem hinanden. Af disse fik vi i 3 Afdelinger den drømmende Natscene i Capulets Have med varme og stærke lidenskabelige Stæmninger, det mesterlig instrumenterede Stykke Dronning Mab og Romeo i Ensomhed med Sfterklang af Ballet hos Capulet og den store Fest.
Ørebladet, 1. februar 1909, "U. M.": "Symfonien er glimrende instrumenteret, men er temmelig langt udspundet. Den bestikkende Klang af Strygeorkester, som oftere tilsigtes, kan selvfølgelig ikke frembringes, uden at man raader over et meget stort Antal Strygere."
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 1 i c-moll
Liszt, Franz: "Les Preludes"
1909
23. oktober
Musikforeningen, dir. Oskar Fried.
Aftenposten, 25. oktober 1909, Otto Winter-Hjelm: "I Stykkerene af Liszt og Brahms blev der præsteret saa fint udarbeidede Detaljer og saa klart og skarpt udmeislede Hovedlinjer, som vi ikke altfor ofte faar høre, hvad jo prægtig tjente til af afdække Kompositionernes Aand. Men under alt dette fortræffelige er det ikke frit for, at det skinner igjennem adskilligt af det, man hos Solister pleier at betegne som `Virtuosenthum' ... Symfonien af Brahms, hvis mange betydelige og smukke Tanker forøvrigt i samtlige Satser blev meget plastisk udformede."
Morgenbladet, 24. oktober, 1909, sign. "+": "Et pragtstykke, der vakte det mest levende Bifald, blev Lizts symfoniske Digtning `Les Préludes', hvori Komponisten viser, at han ikke alene var en stor Virtuos, men en dybtfølende Musiker. Efter de mange skjønne Motiver og den straalende Farverigdom i dette Verk faldt Indledningssatsen af første Symfoni af Brahms noksaa mat. Symfonien er ogsaa temmelig lang, men har især en Række smukke Motiver i anden og sidste Sats."
Morgenposten, 26. oktober, 1909, sign. Johannes Haarklou: "`Les Preludes' af Liszt var første Nummer. Dette Stykke af den grandiose Klaverspiller staar langt over samme Autors `Die Ideale', som vi fik forrige Vinter; Komponisten har her holdt mere fast paa en bestemt Tanke, og Orkesterbehandlingen er selvfølgelig luxurios.
C-Moll-Symfonien af Brahms har jeg hørt i Berlin for 31 år siden. Joachim, Brahms' specielle Ven, var den første, der fremførte den med sit Elevorkester , og han erbeidede med den i en masse Prøver. Hvordan tror man Berlinerkritiken modtog dette Verk, som ikke kan frakjendes Genialitet. Gjennemgaaende levnedes det ikke Ære for 2 Skilling. Den nye Symfoni blev overøst med Haan. `De blir nødt til at ta det i sig igjen', sa Komponisten Bungert til mig. Men Bachspilleren Haupt sa om Symfoniens Begyndelse, at den klang, som naar han satte Albuen paa Orglet.
Brahms er Aristokrat, en Grubler med grandiose, geniale Indfald, t. Ex. Pizzikato-Intradaen i Finalen altfor meget ppp ilørdags , vanskelig tilgjængelig for det store Publikum. Men ogsaa Fried godtgjorde, at her kan opnaaes mægtig Sukces med hans Verker. Bifaldet efter Symfonien antog nemlig vældige Dimensioner, et Bevis paa, at ogsaa Brahms kan rive med."
Norske Intelligenssedler, 25. oktober 1909, sign. "G. A.": "Brahms' Symfoni er kanske paa sit vis en meget god komposition, men særlig interessant kan jeg neppe kalde den, ialfald maa man vistnok høre den oftere, skal man faa et andet og bedre indtryk af den. Den blev som aftenens øvrige numre udmerket spillet ...".
Verdens Gang, 24. oktober 1909, sign. "A. A.": "Merkelig nok er Brahms' C-moll symfoni ikke tidligere blit spilt her. Denne, sin første symfoni, skrev han saa sent som i sit 44. aar. Den er, i lighet med de fleste av Brahms' instrumentale verker ikke let tilgjængelig. Siste sats især virker mægtig i al sin enkle, pompøse bredde. Liszts `Les Préludes' efterlater, trods den glimrende orkesterbehandling og de mange høist effektfulde enkeltheter, ikke noget dypere indtryk end den beundring man altid føler for hans virtuositet i flatterende instrumentation."
Ørebladet, 25. oktober, 1909, sign. "U. M.": "I `Les Préludes' viser Liszt en betydelig frodigere musikalsk Inspiration end sit store Forbillede, den franske Programmusiker Berlioz. Hans Rigdom paa Lyrik gjorde, at Brahms' Symfoni føltes noget tør, skjønt den indeholder mange geniale Tanker, udtrykt i en formfuldendt Stil. Særlig er dens tre sidste Satser af betydelig Virkning."
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 4, Den romantiske
1910
26. februar
Musikforeningen, dir. Iver Holter, sol. Ellen Gulbranson.
Aftenposten, 27. februar, 1910, sign. Otto Winter-Hjelm: "Musikforeningens 5te Koncert bragte en Nyhed, en Symfoni Nr. 4 af Wienerkomponisten Anton Bruckner, der som bekjendt efter Wagners Bortgang af dennes ivrigste Tilhængere blev kaaret til en David at opstille mod Musikfilistrenes Goliath, Brahms. Men kan man end oftere finde Brahms' større Musikverker mere interessante ved den Dygtighet, hvormed han fordyber sig i Udformingen af et ikke altid villigt Stof, end ved en frisk, henførende Inspiration, saa gjør han dog et meget betydeligere Indtryk end Bruckner ved netop en større Magt og Oversigt over Stoffet og dets symfoniske Udformning. Der er fuldt op af tiltalende Motiver og Stemningsmomenter i Bruckners 4de Symfoni saa aldeles for mange ; dens Fire Satser sluger paa det nærmeste 1 1/4 Time. Og det merkelige er, at han strengt talt ikke kan bebreides Formløshed, forsaavidt Motiverne jo vender tilbage og dukker op med Mellemrum hist og her, tydeligst i Symfoniens mest inspirerede 1ste Sats. Men der anvendes til instrumentale Effekter saa mange Sidemotiver, med hvis Klangvirkninger Komponisten anstiller endeløse Experimenter, at baade Symfonien og hver af dens Satser ogsaa synes, ja bliver endeløse. Og det er et karakteristisk Merke, at han egentlig ikke kan gjøre ret overbevisende Slutninger. Som han gjør dem, kunde de gjerne indtræde paa forskjelligere Stadier. Symfonien er kaldet `den romantiske', og der er meget i den, der uden fremtrædende melodisk Charme klinger romantisk, om end paa Grund af omtrent samme Farvegivninger ensformigt. Dens Længde, som allerede er betinget af de mange vexlende Ideer, som Komponisten ikke har kunnet overvinde sig til at indskrænke der er Stof til 34 Symfonier i denne , har vistnok ogsaa en Grund deri, at den er inspireret af en Blanding af Tilbøielighed for Opera og for Symfoni, som paa Bekostning af Konstruktion løber ud i vag Stemning og Klangforelskelse. Mest Tilfredsstillelse, synes jeg, man maatte have af 1ste og 3die Sats. Andanten begyndte stemningsfuldt som en Slags Sørgemarsch og udviklede sig efterhaanden til en ofte smuk og meget elegisk Musik, der visselig kunde gjøre betydelig Virkning som Ledsagelse til en dramatisk Handling, men ogsaa var altfor udtværet. I Finalen var en forfeilet Polyfoni med duetterende Motiver og operamæssige Klangvirkninger fremtrædende og gjorde den til det meget respektindgydende Werks mindst heldige Del.
Dagbladet, 27. februar, 1910, sign. "R. M.": "Bruckner regnes til de betydeligste blandt moderne symfonikere. Hos os skal være opført et korverk av ham for længe siden, men ingen av hans 8 [!] store symfonier er spillet her før [opplysningen er, som det fremgår ovenfor, feil]. Nuja, sent er bedre end aldrig, man vil være Hr. Holter taknemmelig for bekjendtskapet ... Det var et overordentlig interessant verk, noget bred og patetisk i sin utformning, men yderst farverik, med momenter av overdaadig skjønhet, en broget blanding av ofte løst forbundne ideer, deriblandt islæt av koralmæssige motiver, mindende om, at komponisten var organist og skrev meget kirkemusik. Av symfoniens fire satser var særlig finalen av stor virkning, med sine mesterlig opbygde stigninger av mægtig polyfon kraft. Derimot var Scherzoen merkelig forfeilet som saadan, tung, uten lune. Bruckner syntes at slaa sterkt an igaaraftes trods sin længde."
Morgenbladet, 28. februar, 1910, sign. "+". Etter en innledning som tar opp mye av det samme som Haarklou i Morgenposten, skriver anmelderen om Bruckners symfoni: "Den vil ved sin overordentlige Længde og Mangel paa Begrænsning altid bli vanskelig tilgjængelig for et almindelig Konsertpublikum. Den vakte ogsaa kun meget ringe Bifald hos Foreningens Abonnenter. Og alligevel er den et Verk av betydelig musikalsk Værdi. Kun en genialt tilskaaren Tonemester kan skape de gripende Stemninger der rummes i det som et Nænie eller Sørgekvad formede dystre Andante, eller en saa levende, om Beethoven mindende Jagtsats som Scherzoen med den indflettede Ländler. Ogsaa i Ytersatserne er der mange udmerkede Ting."
Morgenposten, 28. februar, 1910, sign. Johannes Haarklou: "... Anton Bruckner. Denne Mand var Organist i Wien og levede som saadan temmelig ubemerket, indtil han fandt paa at gjøre Richard Wagner bekjendt med en af sine Orkesterpartiturer, Wagner udtalte sig rosende om denne, dette blev bekjendt, og da Wagner var lige stort Orakel i Tyskland som vor Grieg i Skandinavien, blev Følgen den, at Bruckner betegnedes som en Rival af selve Johannes Brahms, kun langt mere tidsmæssig. Alt dette var jo i Bruckners Favør, og den hidtil ret anonyme Kirkemusiker maatte prise sig lykkelig. Men nu vilde Ulykken at Wiens og Berlins berømteste Musikanmelder Hanslick var blit Wagners Fiende, og hvad denne roste, rev Hanslick ned. Derved blev Bruckner en Kastebald mellem to Partier, vistnok meget mod sin Vilje. Den frygtede Kritiker levnede ikke Bruckner Ære for to Skilling. Men det maa siges til Hanslicks Ros, han skrev under Navn, stod ved, hvad han sa og sneg sig ikke bag en umusikalsk Redaktion, slig som man gjorde her i Kristiania Aar 1900.
Efter disse historiske Oplysninger, der viser, at Menneskene er kantede ogsaa i de store Kulturlande, vil jeg berolige Læserne med, at Bruckner ikke her skal lide Overlast for Hanslick eller for Wagners skyld.
Hans romantiske Symfoni er en talentfuld og meget vindende Musikers Verk. Af egentlig stor Stemning er den ikke sprungen, og følgelig kan den ikke heller vække egentlig Enthusiasme. Man hører opmerksomt paa Kvintthemaet i første Sats, det udvikler sig, eller rettere varieres dygtigt, og det er et villigt Thema. Bruckner er ikke Epigon, irriterer ikke ved plagsomme Plagiater. Han afslutter sin Sats logisk med Kvinter for sterke Horn.
Andanten er en langt udspunden Cantilene af tildels pastoral ... [?]. Ogsaa her høres Kvinten.
I Scherzoen regjerer Kvarten. Det er Folkefest paa Landet. Musikerne spiller op. I sit Væsen minder denne Afdeling om Schubert; men om han [?] kan man ikke tale.
Finalen er festlig dekorerende som en pompøs keiserlig Procession. Heller ikke her pulserer sterk Lidenskab."
Verdens Gang, 27. februar, 1910, sign. "A. A.": "Efter havd et tysk musikleksikon beretter var det med sin 7. symfoni om jeg ikke husker feil at den gamle Wiener-organist Anton Bruckner i sin tid vakte saa stor opmerksomhet. Hans symfoni nr. 4, som Musikforeningen igaa hadde sat op paa sit program, har det vel ikke været. Denn symfoni er usædvanlig kjedelig og av en utækkelig længde. Av de fire satser er Scherzoen den mest tiltalende."
Ørebladet, 28. februar, 1910, sign. "U. M.": "Trods sin Elskværdighed og sine mange andre gode Egenskaber virker `Romantische' trættende ved sin kjæmpemessige Bredde. Af alt det Materiale, som der er samlet af let flydende Melodi, af vakre Harmonier og af fantasifulde Kombinationer, maatte der kunne bygges mange Verker af respektabelt Omfang. Det var et interessant Ekperiment at tage den op paa Programmet; men der kommer nok til at rinde meget Vand i Havet, før den atter lyder nede i Logen."
Strauss, Richard: Sonate for fiolin og klaver, op. 18.
1911
9. januar
Henri Marteau, Ernst von Dohnányi
Aftenposten, 10. januar, 1911, sign. Otto Winter-Hjelm: "Den derpaa følgende Violin-Sonate Op. 28 af Rich. Strauss indeholder mange smukke Tanker i sin første og anden Sats, medens den sidste Sats mere arbeider med løst Stof og dynamiske Effekter."
Dagbladet, 10. januar, 1911, sign. "R. M.": "Imellem trioerne en sonate av Strauss, utført av Marteau og Dohnanyi. Meget vakker og eiendommelig, sprudlende av komponistens originale og egenartede fantasi."
Morgenbladet, 10. januar, 1911, sign. "+": "En Sonate av Richard Strauss bragte megen egenartet Klang og mange fængslende Stemninger."
Morgenposten, 10. januar, 1911, sign. Johannes Haarklou: "En Sonate Op. 18 af Rich. Strauss blev spilt som 2det Numer af D'Hrr. Dohnanyi og Marteau. Den skjælver af spænstig Energi og symboliserer det mægtige Tysklands verdenserobrende Industri. I Mellemsatsen anslaaes dog en pastoral Tone med yndige Klangvirkninger."
Tidens Tegn, 10. januar, 1911, sign. "A. A.": "... en fest at høre Richard Strauss' Es dur sonate for violin og piano. Det er en prægtig sonate og den blev mesterlig foredraget av Marteau og Dohnanyi."
Ørebladet, 10. januar, 1911, sign. "U. M.": "Som Entracte fik man Rich. Strauss' interessante Sonate i Es-Dur for Violin og Piano, der i sin brogede Dragt dannede en eiendommelig Kontrast til den foregaaende Trio. Varmblodig og svulmende af Livsmod sprængder den sin egen Ramme og nærmer sig Symfonien i Karakter. Marteau med sin gamle italiener og Dohnányi med sit nye Clutsomflygel gjorde Underverker i Retning af at lave Orkester, og de rev Publikum helt med. 2den Sats, Improvisation, minder ved sit vakre Andante cantabile om den anden Side af Strauss, hans Sange."
Brahms, Johannes: Symfoni nr. 4 i e-moll.
1911
8. mars
Göteborg Symfoniorkester, dir. Tor Aulin.
Aftenposten, 9. mars, 1911, sign. Otto Winter-Hjelm: "Den Symfoni i E-Moll af Brahms, som skulde danne Kjernen i Programmet, er saa ædelt følt og saa mesterlig udarbeidet i Detaljer, at man naturligvis maa bøie sig dybt for dens Mester, og den blev selvfølgelig gjengivet med megen Omhu og præcis og klar Opfatning. Men de mange smukke og lærde Specialiteter samler sig til en kun mat Lyrik. Den dukker væsentlig op i Andanten, som har et romantisk Motiv, som vandrer fra den ene Instrumentgruppe til den anden i nye Omklædninger uden nogensinde at bringe det til større Vingeslag, saalidt som Stoffet i de andre Satser."
Dagbladet, 9. mars, 1911, sign. "R. M.": "Den vanskelige og litt utilgjængelige Brahms-symfonien i E-moll (trykfeil for G-moll?), blev overlegent mestret ...".
Morgenbladet, 9. mars, 1911, sign. "+": "... den langt spundne 4de Symfoni av Brahms, hvilken har sine mest fængslende Partier i de to Mellemsatser ...".
Tidens Tegn, 9. mars, 1911, sign. "A. A.": "Brahms storslagne, men lidt haardsmeltede E-moll symfoni blev mottat med stor begeistring ...".
Strauss, Richard: Burleske for klaver og orkester
1912
9. februar
Karl Nissen, Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen
(Oppførte også Borgstrøms "Hamlet" for klaver og orkester)
Dagbladet, 10. februar, 1912, sign. "R. M.": "I Richard Strauss' `Burleske' er der ved siden av vakre og morsomme partier unegtelig mange og lange avsnitt av en temmelig paatrængende indholdstomhet i den Straussiske, massivt instrumenterte snakkesalighet."
Morgenbladet, 10. februar, 1912, sign. "+": "Langt mindre Indtryk gjorde Aftenens anden Nyhed, en Burleske af Richard Strauss for Piano og Orkester under ledelse av Kapelmester Halvorsen. Det var unegtelig et noget besynderlig Væsen, nærmest et Slags musikalsk Bløddyr, uden Hode og Hale, og ganske og aldeles uten Rygrad eller Benbygning idethele. En ganske forunderlig Skabning, som vi virkelig har litt vanskelig at finde den rigtige Plads for i Musikens Zoologi."
Morgenposten, 10. februar, 1912, sign. "Vikar": "Fuldt saa enig var Folk neppe om, enten Rich. Strauss `Burleske' var vakker eller styg; at enkelte fandt den afskyelig, er nok desværre Faktum."
Tidens Tegn, 10. februar, 1912, sign. "r.": "Var Borgstrøm indtil selvovervindelse sammentrængt knap i sit foredrag, fik man hos den tyske mester indtrykket av, at han ikke nænnede at slippe sit tema, før det var utnyttet til det yderste. Til en spøk at være blev hans verk derfor lovlig omstændelig; med tysk wissenschaftlich grundighet kommenterte han et litet indfald, som egentlig skulde være let henkastet, avfærdiget i en fart. Men bevares det var udmerket og meget interessant musik."
Verdens Gang, 11. februar, 1912, usign.: "Større krav til teknisk kraft satte kanske Richard Strauss' Burleske i D-moll for piano og orkester; men Nissens glimrende teknik overvandt alle vanskeligheter. Dette Strauss' verk blev imøteset og fulgt med stor interesse; Burlesken er et ungdomsarbeide av Strauss og han viser sig i det sterkt paavirket av Brahms, men man merker hyppig og spirende selvstændighet og orkesterbehandlingen er meget bedre enn Brahms nogensinde vilde ha kunnet præstere. Baade orkester og solist skilte sig beundringsværdig fra den ikke lette opgave."
Ørebladet, 11. februar, 1912, sign. ":U. M.": "Sidst paa Programmet stod Richard Strauss' Burleske i D-Moll. Jeg maa aabent tilstaa den kjedede mig. Trods mange originale Indfald er den for meget lavet, for lidet inspireret i Forhold til sin ganske arrogante Bredde."
Reger, Max: Sonate for fiolin solo, op. 42
1912
19. februar
Edith von Voigtländer
Verdens Gang, 20. februar 1912, sign. Hjalmar Borgstrøm: "Max Regers sonate for violin alene virket efterhvert bedre. Begyndelsen forekom mig meget tynd; men i mellemsatsen og særlig i finalen var det virkelig lyktes komponisten at finde den egte violinstil, som for en tid kan overflødiggjøre et ledsagende instrument."
Strauss, Richard: Sluttscene fra "Salome"
1912
5. november
Aïno Akté, Patrik Vretblad
Aftenposten, 6. november, 1922, sign. Karl Nissen: "... slutningsscenen af Strauss' opera `Salome', som dannede høidepunktet af, hvad aftenen indeholdt. Madame Actés kunst, hendes virtuositet, den glandsfulde stemme, hendes raffinement i de skiftende udtryk, den lidenskabelige personlighed, som virker fremmedartet og som fra en anden, farligere zone end vor lader hende give et billede af Salome, som fylder Strauss' og Oscar Wildes store verk ... Det var en betagende grufuld stemning over scenen, som madame Acté gav den. Jeg kan ikke tænke, at det kan gjøres med større kunst.
Strauss er orkestrets mester. I `Salome' er behandlingen kanske naaet saa høit, om den overhovedet hidtil er naaet i sin rigdom paa udtryk. Vi fik det igaar som et sparsomt surrogat i klaverudtog. Hr. Patrik Vretblad spillede i dette, som i de øvrige numre, det foreskrevne meget bra, men gav indtryk af, at han forøvrigt var temmelig udenfor hvad der egentlig foregik."
Verdens Gang, 6. november, 1922, sign. Hjalmar Borgstrøm: "Den virkelig, egte begeistring indfandt sig først, da man gjennem Richard Strauss fik et gløt ut til det moderne Europa. Det er morsomt, at denne musik finder forstaaelse hos os. Den kræver sine forutsætninger hos tilhøreren. Har man evnen til at følge med, blir man beriket som sjelden ellers. Richard Strauss har trukket frem sider av menneskets indre, som man knapt kunde ane tilstedeværelsen av. Det er et grufuldt blik. Men man gaar derfra med belærelsen.
Ved at bringe denne aandsmægtige kunst to gange til opførelse har den store finske sangerinde indlagt sig virkelig fortjeneste av vort musikliv."
Reger, Max: Variasjoner og fuge over et tema av Mozart, op. 132.
1916
7. oktober
Nationalthatrets orkester, dir. Johan Halvorsen.
Aftenposten, 8. oktober, 1916, sign. Hjalmar Borgstrøm: "Max Reger er ikke meget kjendt hos os. Heller ikke undertegnede har noget særlig indgaaende bekjendtskab til hans produktion. Han har erhvervet sig begeistrede beundrere, men andre forholder sig kjølig overfor hans kunst. Hans store kontrapunktiske dygtighed bevirker dog, at alle maa have respekt for ham. For mig var variationerne en meget behagelig overraskelse, efterat jeg tidligere i Tyskland har hørt en mindre godt instrumenteret symfoni af samme komponist. Vistnok skal ikke paastaaes, at alt klang helt upaaklagelig i Regers variationsverk; men der fantes ogsaa orkesterindfald, som baade morede og imponerede. Særlig var fugaen i alle henseender mesterlig udført. Ganske merkelig var det, at man syntes at høre paavirkning fra Johan Svendsen. Om dette har vært tilfældig, eller om Reger virkelig har studeret vor landsmands ypperlige orkestermusik og draget nytte af den, kan jeg ikke udtale nogen formening om."
Dagbladet, 9. oktober, 1916, sign. "R. M.": "Det siste nummer opførtes for første gang, og det er saavidt vites ogsaa første gang Max Reger præsenteres med et større orkesterverk. Forhaabentlig faar vi snart høre mer av denne store musiker.
Det skjønne tema i Mozarts A-dur klaversonate er behandlet med Regers store mesterskap som polyfoniker og instrumenteringskunstner. Ikke altid er behandlingen tillike en belysning av temaet, de par første variationerne lar en tilhører noksaa kold, man føler det som profanation av den lille vemodige melodi at den saadan avbenyttes til et orkestralt virtuosnumer. Efterhaanden tar kompositionen større og større vingefang, og man fanges ind av den, baad dens stil og dens rent musikalske skjønhed. Den ender med at være vældig; efter at ha taarnet sig op sats for sats. De to sostenutoer var deilige. To tidsaldres forskjellige følemaate møtes i dette verk gjennem to av deres største aander."
Morgenbladet, 8. oktober, 1916, sign. "+": "Max Regers Variationer over et vel kjendt Thema av Mozart var et Kjæmpeverk, hvori den saa tidlig bortrevne Mester har nedlagt et Væld av kapriciøs Fantasi, og rent forbausende teknisk Opfindsomhet. Alene Fugaen er et helt storslagent Vidnesbyrd om hans Aands overordentlige Frodighet."
Morgenposten, 9. oktober, 1916, sign. Johannes Haarklou: "Jeg har hørt saa lite av denne Mand, at jeg ikke kan ta Parti for eller mot ham. Det staar jo Strid om hans Navn, forteller Teatrebladet. Saameget kjendte jeg dog av ham, at jeg fuldt ut kan anerkjende hans store Dygtighet som Kontrapunktist, og denne Dygtighed bør ufuldtkomment rustede Musikere ikke ringeagte, det vilde ta sig ut som Rævens Kritik over høithængende Rognebær. Den første [?] `Poco agitato' er likefrem skjøn, den Mozartske Melodi er fastholdt uforandret, og ut av den vokser en Masse melodiske som harmoniske Vendinger, som gjør sig udmerket. I `Con moto' og videre utover fastholdes vistnok temaet, men fordreies indtil Karikatur, saa det blir henimot diabolisk; senere merkes atter den Mozartske Aand som svæver over Vandene. Fugaen kunde jeg ønsket mere gratiøs, ialfald i dens første Halvdel; mot Slutningen blir den patetisk og hæver sig til orkestral Bravur. Det vil lønne sig godt at opføre de Regerske Variationer oftere."
Tidens Tegn, 8. oktober, 1916, sign. "P. R.": "Max Regers `Variationer og Fuge over et tema av Mozart' fik man høre for første gang i Kristiania. Det smukkeste av den var unegtelig av Mozart, men Reger hadde ogsaa faat adskillig interessante ting ut av sin bamselek med det skjære, yndefulde tema. Han grep det an som en smed griper en sommerfugl, rystet først blomsterstøvet rigtig godt av og vendte og dreiet og tryllet saa frem baade høns og kalkuner, saa det tilslut kaglet og gol baade høit og lavt. Ellers synes mig, faglig talt, fugaen over temaet det beste. Den begyndte især morsomt og førte utover til meget interessante kontrapunktiske virkninger."
Verdens Gang, 8. oktober, 1916, sign. "T. T.": "Ja, disse Regerske variationer! De er typiske for, hvad en moderne tysker kan tillate sig. Det er den rene `helligbrøde' at røve et av Mozarts skjønneste temaer og forvrænge det i den grad som Max Reger har gjort. Mozart har til og med selv variert sit tema, og det paa en ganske anden maate! Nu: alt er tillatt men ikke alt er gavnlig, skal en vis mand engang ha ytret. Hvad har nu Reger fundet gavnlig: han har simpelthen laget moderne industri paa Mozart. Han har smurt hans rene og uforfalskede tema til med en tyk grøt av smagløshet og krimskrams. Hans ugratiøse og plumpe temaer vrir sig om den Mozartske melodi som grimme gespenster fra krypdyrverdenen. Uharmonisk, falskt og rotet klinger det. Første variation er holdt saa nogenlunde i stilen, men saa er det forbi. Resten er et mønsterbruk paa polyfone Regerske dissonanser."
Ørebladet, 8. oktober, 1916, sign. "U. M.": "Det var med en vis Spænding man imødesaa Max Regers Variationer og Fuge over et Thema af Mozart. Det har staaet megen Strid om den nylig afdøde Komponist, fordi hans Stil er saa egenartet, sterkt personlig som den er. Fra hans Haand har vi her tidligere bl. a. en Violinsonate og en Orgelfantasi over Navnet BACH. Hvis Musiken skal høre med til de skjønne Kunster, og det er gjennem Øret man skal opfange denne Skjønhed, da er Regers Op. 132 mislykket. Det Mozartske Thema var vidunderlig, men bevares for en Behandling! Teknisk mesterlig selvfølgelig; Reger var jo en glimrende Kontrapunktiker. Men man sad bare og ønskede, at Komponisten, om kun for et Øieblik, kunde rive sig løs fra al denne ... Logik. Forgjæves."
Strauss, Richard: "Don Juan", symfonisk dikt
1916
4. november
Musikforeningen, dir. Max Fiedler.
Aftenposten, 5. november, 1916, sign. Hjalmar Borgstrøm: "Med al respekt for den fortrinlige tyske komponist maa jeg tilstaa, at netop dette verk ikke forekommer mig at være helt træffende. Der er vistnok sanseglød i instrumentationen og ofte ogsaa i motiverne. Men jeg finder at Strauss har taget for tungt og alvorligt paa emnet. Man skal saaledes neppe opdage i hans toner meget af den indsmigrende, men falske elskværdighed, som er den samvittighedsløse kvindejægers sikreste og farligste vaaben. Der hører en Mozartsk gratie til for at kunne formidle sindet for den forhærdede trodser, som endog ansigt til ansigt med helvedes luer negter at forbedre sig og uden nogen anger gaar ind i døden."
Morgenbladet, 5. november, 1916, sign. "+": "En Nyhet av største Interesse var den symfoniske Digtning `Don Juan' av Richard Strauss, for hvis Indhold der tidligere er utførligt redegjort. Den rummer en Rigdom av skjønne Motiver, karakteristiske Ideer, farverik Rytmik og Instrumentation, malende Smaadetaljer og store poetiske Episoder. Den største og mest fængslende er Skildringen av Donna Anna, som er tegnet med en virkelig Digters Mesterhaand."
Morgenposten, 6. november, 1916, sign. Johannes Haarklou: "Om Strauss' `Don Juan' leste jeg for mange Aar siden i et og samme Numer av et tysk Musikblad to Anmeldelser fra to forskjellige Byer. Den ene Kritik kjendte for Ret: `At man her har at gjøre med Nutidens største tyske Komponist er sikkert', den anden: `At dette er et frækt Makverk er hævet over Tvil'. De to Anmeldere var altsaa ikke rigtig enige. Den banale og makelige Kjendelse, at `Sandheten ligger i Midten', passer ikke her; i begge tik imotsatte Paastande er nemlig Sandhedskorn. Strauss' Raffinement i Orkestration maa indrømmes. I denne Henseende distanserer han Wagner. Han finder paa uhørte surrende, summende, snærrende og hæse Lydeffekter f. Eks. i Slutningen av denne symfoniske Digtning, her er virkelig Forbrændingen, Asken, Tilintetgjørelsen træffende ilustrert i den hendøende uhyggelige Orkesterklang. Men hermed er Alt i i anerkjendende Retning sagt, hvad sies kan. `Vand gjør det ikke alene', sa Dr. Luther.
Strauss er en stor musikalsk Intelligens, men upersonlig; det, som er vakkert i hans `Don Juan', er saa kav Wagnersk, at jeg skjønner ikke hvad Slags Høreorganer hans tyske Beundrere har, naar de ikke paataler dette. Men der er gaaet en slags Politik i meget av nyere tysk Musikkritik. Strauss skal ved Vold og Magt være Geni paa Bekostning av andre tyske Musikere langt betydeligere end han som poetisk selvstendige Tonekunstnere: jeg nævner Max Bruch, Gernsheim, Rudorf, Reinecke, Fredrich Kiel og Bungert (som Romanzekomponist); disse forties og ignoreres i Tyskland, de har nok sine Velyndere ogsaa blandt nogen faa ærlige Kritiker, men disses Stemmer overdøves av det store Straussiske Hallelujakor."
Tidens Tegn, 5. november, 1916, sign. "P. R.": "Det var verkets første-opførelse hos os, men de fleste musikinteresserte, som har besøkt storbyernes konsertsale, vil nok ha truffet til at høre det, da det spilles ofte. `Don Juan' byr nemlig dirigenterne en meget anstrengende og derfor, særlig i Tyskland, en høist taknemlig opgave. Hele orkestret forldes ut ja vrænges ut og ind, saa man faar like megen kjendskap og føling med det baade paa vrangen og paa retten. Det blir derfor heller ikke nogen let spøk at være tilhører for folk som ikke er instrumentmajere av fag og kan fornøie sig med at vurdere selve materialerne og hvad de taaler. En orkestervirtuos som Strauss har selvfølgelig sørget for, at noterne ligger slik an, at alle instrumenter maa ut med, hvad de sitter inde med og her hertil anvendt en masse, ofte inyteressant kontrapunktik. Temaerene er letfattelige nok og hele genren vel kjendt fra Strauss mange efterlignere. Verket bød derfor ikke noget egentlig nyt, men hørtes dog med interesse i den prægnante utførelse det fik under Max Fiedlers fortræffelige ledelse. At denne musik skulde ha noget mer med Don Juan-digtning at gjøre, end saa mange andre orkesterstorme fik man dog ikke noget slaaende indtryk av."
Verdens Gang, 5. november, 1916, sign. "T. T.": ""Rich. Strauss fornegtet sig heller ikke i dette verk. Han leker med orkestret som en jonglør med sine kuler. Morer publikum med mange pudsige og ekstravagante instrumentale paafund. Effektfuld er han altid og det kan jo ikke negtes at hans orkestrale farvesans er nogetsaanær enestaaende. Den har sin egenværdi. Men og atter men: han er og blir i sine orkesterverker næsten bare jonglør. Sammenlignet med Tschaikowski, hvis dypt menneskelige tale alle maa føle sig grepet av, falder han sørgelig igjennem. I og for sig er det kunstnerisk fuldt berettiget at skrive musik efter et program. Dette kan ... [?] forhøie virkningen vel at merke: naar toner taler samme sprog som tekst. Efter min mening er Strauss `Don Juan' i denne henseende delvis mislykket. Den glød og erotiske henførelse som strømmer en imøte fra det lenauske digt findes ikke hos Strauss. Der er dog ingen fest i Strauss' perverse paafund og hvad er det Don Juan gjør andet end at feste! Han gaar fra den ene fest til den anden. Rich. Strauss' musik savner netop: kvinden."
Ørebladet, 5. november, 1916, sign. "U. M.": "Rich. Strauss' symfoniske Digtning `Don Juan' er et yppig Stykke moderne Orkestermusik. Omtrent alt det Raffinement, som Nutidens Orkester kan byde paa, har Strauss her bragt i Anvendelse; han udfolder en Orkesterpragt, som søger sin Lige. Og dog virker Arbeidet temmelig udvortes. Man maa beundre og imponeres, men man henrives ikke."
Reger, Max: Klaverkonsert i f-moll, op. 114.
1916
11. november
Dagny Knutsen, Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen.
Aftenposten, 12. november, 1916, sign. Hjalmar Borgstrøm: "Det viser en høi kunstnerisk stræben hos den unge pianistinde, at hun fremfører et saadant verk. Hun opnaaede dermed ogsaa en velfortjent seir. Publikum var begeistret. Koncerten er en pragtfuld Komposition, som allerede efter det første bekjendtskab virker opløftende paa musikforstandige tilhørere. Som saa ofte syntes første sats at være den betydeligste fra indholdets side: Et sterkt oprørt hovedthema stilles her op mod et fredeligt sidethema; begge udarbeides med stor kontrapunktisk kunst, og den voldsomme konflikt udspindes med kraftig følgerigtighed, mens tilhørerne henføres af et gribende sjælemaleri. Om man end anser denne sats for koncertens toppunkt, maa dog indrømmes, at der følger en værdig fortsættelse gjennem den dybe følsomhed i anden sats til de spirituelle rythmer i afslutningssatsen."
Dagbladet, 12. november, 1916, sign. "R. M.": "Det hørtes igaar Chopin, og i de faa takter anmelderen kom tidsnok til at høre av mellemsatsen i Regers konsert. Noget fuldstændig indtryk av det siste verk som helhet kan jeg efter dette ikke danne mig; largoen indeholder store musikskjønheter; og slutsatsen taarner sig vældig op i polyfon kraft, men den maa høres oftere, før øret kan hitte rede i dens modulatoriske kratskog."
Morgenbladet, 12. november, 1916, sign. "+": "Han er i den senere Tid kommet meget paa Mode ogsaa her. Nylig gav Nationaltheatret et meget interessant Variationsverk av ham. Men det er nok bare Barnelek mot Orkestersonaten igaar. Make til Musik er neppe lavet, det skulde da være av Wieneren Arnold Schönberg. For almindelige Mennesker i vore Dage fortoner Konserten sig nærmest som man kan tænke sig en Opiofags delirerende Fantasier. Istedetfor at opbygge og hæve Aanden op til Skjønhet, lægger Musiken sig jerntungt paa Nerverne, indtil man endelig vaagner op som efter et Marerit, halvt sønderknust. Dette er naturligvis kjættersk tale for den troende Menighet. Det er derfor godt at ha en saadan Autoritet som den udmerkede Musikforsker Riemann med sig. Han fremhæver og hans Ord faar saameget større Vegt som han i syv Aar var Regers Lærer dennes altfor indviklede Faktur og aldeles overlæssede tekniske Apparat. Reger ophober de sidste harmoniske Uhyrligheter og modulatoriske Vilkaarligheter, saa ingen længer kan følge med. Hans Fantasi arbeider ganske uten Tøiler, han fornegter den enkle Naturlighet og trætter med en Ødslen mrd de sterkeste Uttryksmidler. Saa omtrent taler Riemann. Og man sitter i stum Forbauselse over at det virkelig kan lykkes Dirigent, musikere og Solist at gjennemføre et saadant Verk."
Tidens Tegn, 12. november, 1916, sign. "P. R.": "Hvad maa det ikke ha kostet av taalmodighet og selvovervindelse at terpe ind i hode og fingre solopartiet i Max Regers Klaverkonsert op. 114, som vi blev budt igaar ved konserten i Logen. At konsertgiverinden stred som en liten Jeanne d'Arc for at gjøre noget ut av kompositionen tjener hende til ære, naar hun først hadde paataget sig opgaven, men det kunde ikke hjælpe til at væve det pinlig hæslige verk op til nogen musikalsk berettigelse. Det er synd at si, at Max Regers makverk indeholder noget nyt utenfor det, at her hverken findes form eller indhold, og at klangen av det hele sammensurium særlig i første og siste sats gjør rent ondt at høre paa. I Largosatsen er der endel svakelige forsøk paa at faa isammen litt musik, det fortoner sig nogenlunde pent i forhold til ydersatsernes eksplosive kjedsommelighet, men efterlater ikke mindre end disse følelsen av at her fører en musiker ordet der, i forvorpen synd mot den hellige aand, kunstens hellige aand, til straf har mistet evnen til at skjelne mellem godt og ondt."Verdens Gang, 13. november, 1916, sign. "T. T.": "Saagodtsom hele det lange og anmasende opus som vi hørte lørdag det 114de indeholder komplett likegyldig musik. Komponisten kan muligens selv ha moret sig ved sit skrivebord met at `teoretisere' ned al denne umulige kontrapunkt. Som eksempel i harmonilære for noget viderekomne elever kan konserten ha sin interesse. Den illustrerer ihvertfald hvordan man skal undgaa toenarten. Naar man har naadd sit Opus 114 skulde man imidlertid ha lov at fordre av en komponist, at han idetmindste hadde litt paa hjerte."
Ørebladet, 12. november, 1916, sign. "U. M.": "Før Max Reger udgav sine mest merkværdige Arbeider, burde han have taget Patent paa en Forbedring af Vorherres Konstruktion af det menneskelige Øre. Det var en Feil af ham, at han ikke opfandt en liden Klaf eller noget lignende , som kunde anbringes i Øregangen, og som automatisk traadte i Funktion, saasnart der lød en Akkord af Reger. For normale Trommehinder, som ikke er udrustet med nogen Regersk Øreregulator, lød første Stas af hans F-Moll-Konsert igaar som en straalende Hilsen fra et meget bekjendt Sted, hvis Navn jeg ikke skal nævne. Noget Kunstens Tempel har det ialfald hidtil ikke været anseet for. Anden Sats viser imidlertid, at det ikke er nogen Brist, paa musikalske Gaver eller nogen Fladhed i Fantasien, som har ført ham ind i hans Blindgate, men at det snarere maa være en sygelig Selvdyrkelse, en stædig Uddyben af personlige Særheder. Anden Sats rummer nemlig endel Musik, som ikke bare bevæger sig inden det Begribeliges Verden, men som virkelig kan nydes som vakker Musik. Tredie Sats er ogsaa rimeligere end første. Det hele Verk er skrevet med en overlegen mathematisk Dygtighed og maa vistnok af Skjønnere kunne gouteres som genial høiere Mathematik."
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 8.
1920
18. oktober
Filharmonisk Selskaps orkester, dir. Georg Schnéevoigt.
Aftenposten, 19. oktober, 1920, sign. Hjalmar Borgstrøm: "... samtidig som hans øie er rettet opad i blind tillid til sin gud og skabermand, har han ogsaa opladt sit blik for de verdslige ting. Scherzoen i symfonien giver saaledes besked om en lun humor. Rigtignok varmes man endnu mere af adagioens dybe religiøse aand. I den ligger vel verkets tyngdepunkt. Den er vidunderlig skjøn i sin langstrakthed. Ja langstrakt er symfonien. Den lider dog ikke af snakkesalighed, men af omstændelighed. Første sats er nu heller ikke rigtig godt bygget. Udviklingen hæmmes ved unødige og uinteressante gjentagelser. Og finalen er med al sin effektrigdom en konventionel afslutning paa et tonedrama. Det er mellemsatserne som giver det rigeste udbytte. Men naar den lange symfoni den varer en god del over en time er forbi, sidder man igjen med indtrykket af en genial kunstners bevægede sjæleliv."
Dagbladet, 19. oktober, 1920, sign. "R. M.": "... man mottok gjennem dette verk et sterkt inntrykk av den høibaarne aand og det store mesterskap hos denne prektige gamle symfoniker, men tillike av hans tilbøielighet til i sin svulmende veltalenhet aa brede sig alt for meget. Bruckner elsker i motsetning til sin større og strengere samtidige Brahms aa svelge i farveprakt, og en ubrutt, bugnende skiønklang er eiendommeligfor hans harmonikk og instrumentationsmaate, likesom hans modulasjonsteknikk ofte antar karakteren av koralmessig preludering. Vakkert lød særlig den alvorsfulle, religiøst anstrøkne adagio.
Morgenbladet, 19. oktober, 1920, sign. "+": "En spøkefuld ironiker har ogsaa engang sammenlignet symfonien med et egg fra den fantastiske kjæmpefugl Rock i `Tusind og en Nat', men haardkokt. Saa vil den kanske ogsaa virke paa de fleste første gang, men allerede ved en gjentagelse vil en tilhører med aapent øre meget snart vite at erkjende dens meget betydelige værdi. Men komponisten er fortrinsvis de tunge tankers tolker. Gratie og humor laa ham langt fjernere, hvilket hans ydre utviklings gang ogsaa meget let forklarer. Han elsker det massive, de svære massevirkninger. Og han har overmaade vanskelig for at skilles fra sit emne. Denne mangel paa begrænsning vil altid gjøre et verk som dette litet tilgjængelig for et almindelig konsertpublikum av blandet sammensætning. En sats som adagioet virker saaledes trods sin dype inderlighet og gripende religiøse tone, som vidner om den troende katolik ofte som en ensom mands natlige enetale. Han blir aldrig færdig. Skjønt scherzoen i meget minder om den klodsede og tunge bondegut, har den dog ogsaa skjønne uttryk for en sterk naturfølelse, som kan avløses av en inderlig hymnus, en takkebøn til himlen. Man hører ogsaa med beundring den festlige indledning til slutningssatsen, men undgaar heller ikke de kjendte Wagnerianismer og hans kjæmpelarm."
Morgenposten, 19. oktober, 1920, sign. Johannes Haarklou: "I første Sats er der en Masse tematisk Arbeide, dygtigt Arbeide, energisk og flittigt, indtil Rastløshet. Jeg maa beundre Autors Intelligens og sterke Vilje, men savner en viss frigjørende bred Melodik. Scherzoen er ogsaa tematisk forfattet, men klarere, enklere, noget henimot Folkemusik. Adagio fortoner sig i brede festlige Strofer, der gjentages sterkere og sterkere indtil det samlede Blæseorkester med et vældigt Fortissimo symboliserer et stort Resultat. Men dette naaes først i Slutningen av Satsen. Først her tilfredsstiller Komponisten mig helt, her er han inde paa det selvfølgelige, det geniale. I Finalen hører jeg en Kamp mellem Musikeren og Filosofen, og min Sympati er paa Musikerens Side, uagtet Filosofen slaar om sig med vældige Basun- og Fløite-argumenter."
Tidens Tegn, 19. oktober, 1920, sign. Arne van Erpekum Sem: "Bruckners ottende symfoni er et saa mægtig verk, at det er nok til at gi en konsertaften betydning og indhold. Symfonien er en typisk Bruckner. De to ydersatser har en overvældende rigdom paa motiver, som vilde gi stof nok til flere symfonier. De følger ofte uformidlet efter hinanden, men behandles hver for sig saa utførlig, at satserne blir uforholdsmæssig lange. Den siste sats forsøker ved gjentagelse av de tre foregaaende satsers hovedmotiver at smelte det hele sammen til en enhet, et maal som vanskelig kan naaes selv av en kontrapunktens mester som Bruckner. Scherzoen er i denne symfoni som altid hos Bruckner den mest koncentrerte og best avrundede, og i adagioen finder den gamle mesters religiøsitet og dype etiske alvor de mest gripende uttryk. Skjønt de enkelte satser i denne symfoni ved den overvældende rigdom paa ideer ofte synes at gaa over alle grænser, saa var dog Bruckner en formens og teknikens mester, og hans orkesterbehandling og instrumentationskunst er genial. Den gamle naive klosterorganist, som strengt holdt sig til de gamle former og for hvem musiken v ar hellig alvor, hersker hele det moderne Wagnerske orkester paa en mesterlig maate. Hans orkesterklang er vidunderlig og han fremtvinger stigninger og tonemasser som næsten ingen anden komponist."
Verdens Gang, 19. oktober, 1920, sign. Trygve Torjussen: "Det er et ganske mægtig stykke symfonisk musik baade av indhold og særlig av omfang. Symfonien varer henimot halvanden time. Den gode Bruckner trækker store veksler paa utholdenheten men komponisten har ganske visst ogsaa noget at fare med. Der er partier av stor melodisk skjønhet, fortættet stemning, svulmende kraft, ægte og god folkelig naivitet og ogsaa en god del interessant arbeide i hans symfoni. Men som de andre er heller ikke den ottende fri for slagger. Komponistens beundring for Wagner skinner ogsaa stundom igjennem. Alt i alt dog et meget betydelig arbeide ...".
Ørebladet, 19. oktober, 1920, sign. "U. M.": "Bruckner som Orkesterkomponist indtar en Mellemstilling mellem Beethoven og Wagner. Han bygger videre paa de symfoniske Traditioner fra Beethoven og fører Wagners orkestrale Pragt ind i den symfoniske Stil. Bruckner var en dyp, religiøs Natur, men han eide ikke Beethovens eller Wagners Personlighet. Desuten blir han ofte et Bytte for den lærde Pedagogs ikke ukjente Svakhet: Snakkesalighet.
Produktet av disse uensartede Faktorer blir derfor ogsaa en Musik av ujevn Kvalitet. Side om Side med den skjønneste Inspiration vandrer en langtrukken, omstændelig Stuelærdom. Adagioen er kanske den mest karakteristiske Sats. Med den rettroende Ktoliks ekstatiske Hengivelse fordyper han sig i det fromme Moriv, og som en brændende Bøn fører han det frem i en glansfuld Stigning av gripende Virkning for i næste Stund at begynde paa en ny Stigning, om igjen og omigjen med voldsommere Janitschar for hver Gang. I 25 Minutter spinder han Satsen ut; det er som han ikke kan nænne at tie stille. De av Tilhørerne som ikke er mere end Mennesker, gaar let træt og finder at dette i Længden smaker av Maner. Men det var interessant at høre dette Kjæmpeverk ...".
Berlioz, Hector: Symphonie fantastique
1921
3. januar
Filharmonisk Selskaks orkester, dir. Georg Schnéevoigt
Aftenposten, 4. januar, 1921, Hjalmar Borgstrøm: "Det er nu omtrent 90 aar siden Hector Berlioz komponerede sin `Symphonie phatastique'. Hvorledes verket maatte virke på datidens musikpublikum, kan vi knapt forestille os. Alt var saa nyt og dristig saavel tænkt som iverksat i denne symfoni. Aldrig var der tidligere komponert en symfoni med et gjennemført program, og aldrig før var der falt nogen komponist ind at skildre en episode af sit eget liv ved hjelp af toner ... Fra musikhistorisk standpunkt er kanske indførelsen af ledemotivet det mest bemerkelsesværdige. Den berømte `Idée fixe' ... den samme fremgangsmaade, som Wagner senere har benyttet i sine musikdramaer i en udvidet og alsidigere form. Det aandrige verk virker trods sin betragtelige alder fremdeles betagende."
Dagbladet, 4. januar, 1921, sign. Reidar Mjøen: "Et genialt verk fra den litterære retnings gry i musikken og en instrumentasjonskunst som ennu idag søker sin like, men ogsaa et verk som snarere tenderer mot yttre pointering av affektene enn mot gemytsfordypelse ... det store skille mellem gallisk og germansk."
Morgenbladet, 4. januar,1921, sign. "+": "Naar man nu igjen hører dette verk og sammenligner det med programmusik fra den nyeste tid, der høres ut som om den i nattetimer var maalt ut med passer og linjal, maa man erkjende Berlioz geniale kunstneriske syn og hans aandfulde musikalske digterbegavelse. Verket kom desuten atter frem i en straalende orkestral form."
Ørebladet, 4. januar, 1921, "U. M.": "Symfonien fik en pragtfuld Tolkning under Schnéevoigts Ledelse."
Bruckner, Anton: Symfoni nr. 5 i B-dur.
Reger, Max: Hiller-variasjoner
1922
13. mars
Filharmonisk Selskaps orkester, dir. George Schnéevoigt
Aftenposten, 23. mars, 1922, sig. Hjalmar Borgstrøm: "Bruckners femte symfoni i B-dur har jeg med stor taalmodighed hørt i Tyskland, og jeg maa ærlig tilstaa, at min taalmodighed ogsaa denne gang blev sat paa prøve i de to første satser. I begyndelsesallgroen findes der mange skjønne tanker, og den beherskes helt av rene følelser, men satsens lange udstrækning bevirker, at man længes efter afveksling, efter kontraster. Og adagioen staar efter min mening ikke ved siden af de langsomme satser i flere af Bruckners andre symfonier, Den løftende ophøiede stemning indfinder sig ikke merkelig nok, eftersom Bruckner netop havde sin styrke i at komponere herlige adagioer.
Men saa kommer scherzoen, og den bringer mere liv med sig, Interessant er her modsætningsforholdet mellem den bevægede hovedafdeling og den roligere, med originale tonekombinationer udstyrede trio.
Finalen er et pragtfuldt arbeide, som stiller den fremragende symfoniker i den gunstigste belysning ... Det er meget trolig at den gudhengivne komponist har havt en saadan mening. I den retning synes ogsaa at tyde de koralagtige motiver, som er tildelt et voldsomt forsterket messingblæserorkester. Virkningen heraf bliver overvældende, og religionens magt over sindet faar man grundig besked om ... Max Regers omgang med Hillers thema er overordentlig fri. Variationerne bestaar af en række selvstændige musikstykker; men disse er overordentlig morsomt, karakteristisk og spirituelt affattet. En broget vrimmel af rytmiske og melodiske paafund holder stadig tilhørerne i aande. Slutningsfugaen presenterer sig som et mesterverk for sig selv. Blandt den nyere tids musikere kan knapt nogen maale sig med Reger i behandlingen af den polyfone stil. Dette variationsverk bør snart opføres paany og helt ved en leilighed, da det ikke kommer efter en mægtig symfoni."
Dagbladet, 14. mars, 1922, sign. "R. M.": "Sammenstillingen av de to navn var stilfull, begge komponister, den gamle som den unge, er forkjempere for den retning man kaller den absolutte musikk, ingen av dem kunde tenkes aa `forville' sig inn i programmusikkens `irganger'. Men dermed hører ogsaa likheten mmelem dem op. Reger er jo med all sin esprit, sine innfalls kresenhet, sine motivers knapphet og prægnans ulike meget morsommere aa følge som symfoniker enn den prektige, gamle, naive organist og skolemester Bruckner med sitt skjønnmalende, vellydbugnende, ofte saa maktfulle orkester, hvor paavirkningen av Wagner er saa fremtredende og saa troskyldig uforstilt, at en kritiker kunde skrive om den fromme gamle hedersmann: `Det er overveldende med hvilken begeistring de Wagnerske motiver er utført og utvidet i hans musikk.'"
Morgenbladet, 14. mars, 1922, sign. "+". Etter blant annet å ha pekt på at det gikk 16 år etter at Bruckners 5. symfoni var ferdig, fortsetter anmelderen: "Programbladets gjengivelse av Walter Niemanns dom om den, gir bare forsiden av medaljen. Paa baksiden heter det, og netop i anledning av denne symfoni: Bruckner hat Grosses geschaffen. `Dauerndes' aber nicht, dar an hinderte ihn seine aus Naturanlage und höchst mangelhafter Allgemenbildung erklärliche Schwäche geistig und teknisch Harmonisches zu bilden'. Det er haarde ord og unegtelig for haarde naar man tænker paa den indtagende scherzosats. Det andet verk var de virtuose og aandrike variationer av Max Reger over en vise fra Hillers `Der Dorfbarbier'."
Morgenposten, 14. mars, 1922, sign. Marius Moaritz Ulvestad: "Jeg for min del finder Bruckner ikke saa betydelig som Reklamen har lavet ham til. Hans Sats er opstykket, ulogisk og med de mest haltende og ubehjælpelige Overgange. Dertil er hans instrumentering ofte altfor brutal og scenemæssig, ja ren Militærmusik. Hans Musik virker ofte med sine uendelige Gjentagelser av Temaet som en skolemæssig Fugaopgave og ofte burde beskjæres. Det som jeg sætter Bruckner høit for er hans værdifulde Temaer, ja, herlige Melodier. Se der staar Bruckner suveren."
Om Hiller-variasjonene av Reger: "Temaet er morsomt, elegant, og Max Reger har gjennem de mange Variationer belyst det fra alle Sider. Avslutnings-Fugaen er et Mesterarbeide av den store Teknikker ... Dette Verk hører til Regers best baade klangmæssig og teknisk."
Verdens Gang, 14. mars, 1922, sign. Trygve Torjussen: "Anton Bruckners symfoni bestaar av fire satser fire meget lange og ikke særlig morsomme satser. Efter progranbladet skal de være av religiøs karakter. Det var imidlertid umulig for undertegnede aa finne nogenslags religiøsitet i denne musikk. Nogen partier klang orgelmessige. Men det er dog noget andet. Aa være religiøs er litt mer enn aa preludere paa et orgel. Bruckner preluderer i sin `femte' paa orkestret i fem kvarter immellem riktig melodisk smukt og folkelig; men for det meste med en saadan massiv klangutfoldelse, at man rent blir `mør' av aa høre paa ham. Det hørtes forresten ut, som om improvisatoren selv ogsaa `tapte hodet' rett som det var. Symfonien rummer nemlig en broget mangfoldighet av usammenhengende musikalske temaer og tanker kjedet til hinannen uten sans for logikk og arkitektonisk opbygning. Derfor gaar man trett i denne symfoni av Bruckner vel ogsaa av den grunn, at komponistens musikalske fysiognomi ikke viser et eneste aandfullt eller charmerende trekk,
Max Reger er mer aristokrat i musikalsk henseende. Hans teknikk er interessantere. Men ogsaa i ham er haandverkeren sterkere enn musikeren og langt sterkere enn diktere,. Orkestret i Hillervariasjonene er dog mer plastisk og lyder bedre enn oftest hos Reger. Flere av variasjonenee er overmaate dygtig laget og løser interessante musikalsk-tekniske problemer problemer som nok kan ha sin interesse for den teoretiserende fagmusiker; men mindre for det musikkelskende publikum."
Tidens Tegn, 14. mars, 1922, sign. Arne van Erpekum Sem: "Som altid hos Bruckner eier den en rigdom paa dype og vægtige temaer. Bruckner har saa meget paa hjerte, som han vil ha sagt, at formen truer med at sprænges, og de forskjellige satser antar vældige dimensioner. I adagiosatsen finder mesterens dype religiøse følelse ogsaa i denne symfoni de skjønneste og mest gripende uttryk,. Siste sats har en stigning av dynamiske og musikalske virkninger, som kanske søker sin like i den hele symfoniske literatur. Den virker monumentalt, mmed en naturkrafts vælde.
Er det hos Bruckner hjertet og følelsen, som hersker, saa har hos Max Reger hjernen og forstanden overtaket. Variationerne over et tema av Hiller er et lysende eksempel paa Regers uuttømmelige kombinationsevne og glimrende kontrapunktiske mesterskap. Hillers enkle, men rytmiske pikante tema titter vistnok stadig frem i sine enkelte motivdele, men omformet og omdannet og utstyret med den mest kompliserte, moderne orke4sterpragt. Det er mere aandfulde fantasier over temaet end variationer. Den store dobbeltfuge tilslut er et genialt kontrapunktisk mesterstykke, og naar saa blæserne tilslut triumferende bringer det oprindelige tema, er virkningen betagende."
Ørebladet, 14. mars, 1922, sign. "U. M.": "... Ogsaa i denne Symfoni møter man en Rigdom paa skjønne Ideer. Men trods alt er det i stor Udtrækning Organisten Bruckner, søm fører Ordet, og skjønt hans religiøse Alvor ofte virker med umiddelbar Styrke, gjør dog den kolossale Bredde i Utbygningen at Verket falder temmelig langt. Men det var meget interessant at stifte Bekjendtskap med det.
Regers Variationer er noget for sig, som Variationer betragtet er de revolutionære ved sin ubundne Behandling av det givne Tema. Det er en mægtig Fantasi, som her spænder sine Vinger, de 11 Variationer er likesaa mange Mesterverker kompositorisk og orkestralt ...".
Liszt, Franz: Dante-symfoni.
1924
12. mai
Filharmonisk Seskaps orkester, Kvindlig Studentersangforening, dir. José Eibenschütz
Aftenposten, 13. mai, 1924, sign. Hjalmar Borgstrøm: "Frans Liszt har skrevet to store programsymfonier, en med Goethes `Faust' som grundlag og en anden over Dantes `Divina commedia'. Den første vil være vort publikum bekjendt fra flere opførelser, men Dante-symfonien igaaraftes blev git som nyhet for os ved den filharmoniske abonnementskonsert.
Første sats foregaar i helvede. Med kraftige rytmer, karakterfulde motiver og dissonerende akkorder har Liszt villet gi os begrep om de fordømtes kvaler. Før i tiden har disse toner sikkert indgydt tilhørerne en vis rædsel. Nu er man jo saa vant til haarreisende kakofonier, at mange vistnok vil finde symfoniens helvedsmusik meget tam. Personlig synes jeg at Liszt har opnaad mere med sin moderate omgang med de sterke midler end mangen ultramoderne komponist med sine overdrevne voldsomheter.
Midt i satsen forekommer det en lysning. Den betegner uten tvil Francesca da Riminis og Paolos tilsynekomst.
Anden sats behandler skjærsilden. Den er lite avskrækkende. Men Liszt har meget poetisk og meget aandfuldt skildret de angrende sjæles lutring, ofte ved soloer for forskjellige instrumenter uten akkompagnement, men ogsaa ofte ved eiendommelige harmoniforbindelser. Det hele virker mildt, men alvorlig. Den høitidelige avslutning danner lovsangen `Magnificat' for damekor og straalende orkesterindlæg.
Utførelsen under José Eibenschütz' viljesterke ledelse var fortræffelig baade for orkestrets og korets vedkommende."
Dagbladet, 14. mai, 1924, sign. "R. M.": "Dantesymfonien hørtes ved denne leilighet for første gang hos oss. Det er et verk som raker mektig høit op blandt korsymfoniene efter Beethoven. Med storladen kraft og orkestral veltalenhet gir komponisten sin musikalske kommentar til de apokalyptiske syner og billeder, som møter dikteren paa hans berømte vandring gjennem de tre hinsidige riker. Man merker hvor sterkt abbed Liszt er grepet av disse symboler, av Infernos knugende uhygge ikke mindre av Purgatoriums lyse haap, hvor kvinnekoret, delvis holdt i antikk kirkelig stil, gir en stemning av gammel katolsk sjelemesse. Verket er meget gripende ved sin alvorlige skjønnhet, helt fra den majestetiske innledning i messingen, som aapner dødens port for de to vandrere, og til det siste hendøende, børnlige Hosianna. Et fint intermezzo i `Helvedet' danner skildringen av Franzescas og Paolos kjærlighet og ulykke fra bokens 5. sang."
Morgenbladet, 13. mai, 1924, sign. Trygve Torjussen: "...formidlet ogsaa et første bekjendtskap med Liszts symfoniske digtning `Divina Comedia'. Det er et bredt anlagt verk i to avsnit. I første skildres `helvedet', i andet `skjærsilden' med slutningskor `magnificat'. Der var en viss gjenklang av katolsk liturgi i dette opus. Det er muligens tilsiktet av komponisten; men virker i en konsertsal ikke absolut heldig. Fraset et fugert parti i sidste sats er Liszts musikalske tankegang nemlig saa helt homofon ja likefrem enstemmig i `Divina Comedia', at det næsten virker trykkende. Der findes selvfølgelig hos en mand som Liszt partier av instrumental skjønhet og malende virkning, som f. eks. indledningen til `Skjærsilden' med det vakre harpeakkompagnement. Men musikalsk staar verket som helhet langt tilbake for Liszts øvrige. Jeg kommer uvilkaarlig til at tænke paa, hvad en italiensk student ytret paa en konsert i Rom det gjaldt samme mester: Liszt er ikke musiker, han er poet. Ikke saa galt! Desværre er der heller ikke meget av poeten i `Divina Comedia'."
Morgenposten, 13. mai, 1924, sign. M. Moaritz Ulvestad: "Ikke mindre end to store korverker kom til opførelse. Det første var Liszts `En symfoni til Dantes `Divina Comedia' for stort orkester og damekor'. Damekoret var Den kvindelige Studentersangforening og baade koret og orkestret under hr. Eibenschütz' overlegne ledelse førte verket frem med stort held. Helhetsindtrykket var litt langtrukket og eiet for lite avveksling, men enkelte ting var yderst gripende og karakterfuldt som f. eks. de fordømtes lidelsesskrik fra dødsriket."
Debussy, Claude: Prélude à l'après midi d'un Faune, "Nuages" og "Fêtes" fra Trois Nocturnes.
1906
9. desember
Nationaltheatrets orkester, dir. Johan Halvorsen.
Aftenposten, 11. desember, 1906, sign. Otto Winter-Hjelm:Søndag eftermiddag var ganske godt besøgt og var visselig vel forberedt og imødeset med ganske levende Nysgjerrighed. Der var "fransk" Musik over hele Linjen, og et av Programmets Navne Claude Debussy var med naiv-geschæftig, ungdommelig Reklame fra Paris anbefalet som en Profet, der hadde det Kald at vende hele den nuværende vildfarende Opfatning af de musikalske Toneforhold om, stryge de to-tre tusind Aars Resultater, vundne under Millioner af Gehørere ... Man lytter ganske interessert til "Skogsdjævelens Skumringstime" som man følger en første akt af "Pelleas og Melisande", hvor Dekadensen viser sig mest talende i Pauserne; man behøver ikke sit Hoved for at følge med, alt nydes gjenneom Sanserne, som Patschouli, Vanilje og Maaneskin. Men senere, i den ene Nocturne "Skyer" trættes man ved rent at fordufte i de samme Boudoirhvifteri uden Indhold, opløst i sensuelt Føleri. Naar man har fulgt Komponisten med den skyldige Interesse for et nyt Talent og dets Bestræbelser for at fange os i fine Taager, er man tilfreds ved i den anden Nocturne "Fest" at favne lidt virkelig Liv "pro nube". Men der hører megen Blaserthed og Ensidighed til for at kunne stille den Slags billige Orkestereffekter, mangfoldige Gange tidligere anvendte på lignende Vis i Karnevalsstykker og den dramatiske Musiks Markedsscener, over almindelig god Operamusik eller som nævneværdigt "Fremskridt". En sygelig, ensidig Smagsretning, som er fremmed for virkelig frisk Fantasiflugt, er den i det enkelte Tilfælde berettiget og fængslende, naar der merkes Talent i Spesialiteter. Men symfonisk, virkende uden Støtte af andre Midler, er saadant ingen "Retning". Hvad begeistrede Nystrævere jevnlig bringe tiltorvs om Omstrytning af orthodox Formalisme og pueristisk Harmonistik, er nærmest latterligt, også overfor denne Komponists Fornyelser.
Morgenbladet, 11. desember, 1906, sign. "+": Den menneskelige Aands-Expansionsevne er overmaade stor, man kan næsten sige ubegrænset. Men enhver Evolution kræver sin Tid. I Kina spiser man Svalereder, og i andre exotiske Lande visselig baade Maneter og Slangebif. Vi liker ikke disse Delikatesser, fordi de strider mot vore tilvante Begreber om Ernæringskunsten. Og naar de sættes frem for os, vil de fleste paa Forhaand takke for Maden. Men der er vel heller ikke Tvivl om, at ogsaa vi efterhaanden vilde kunne faa vore kulinariske Begreber bragt i Overensstemmelse baade med Sjøpølser og Slangetunger.
Saa er det ogsaa med Anarkisten Debussy. Vi hører med spændt Øre og intens Interesse paa hans oversanselige Instrumentationsspil, hans mod al Overleverelse stridende Modulationer, og paa hans Oprør mod enhver Art af melodiøs Form. Maaske ligger her Tonekunstens store Gjenfødelse, de første Veie ind mod det hemmelighedsfulde Land, hvis Undere helt er forbeholdt en nærmere eller fjærnere Efterslegt. Saadanne Epoker har Musikhistorien ogsaa før havt at opvise. Tid og Mode, Smag og Tilfeldighed har undertiden en overordentlig Magt. Kanske står vi ved Porten til Landet, kanske er det blot Veie som fører nogle Parasanger frem indtil man ender i Ørkenen.
Idag ved ingen noget sikkert derom, og vi kan derfor ikke sige mere om de af Debussys Orkesterværker, som vi Søndag hørte for første Gang, Præludiet "Skogdjevelens Skumringstime" og Nocturnene "Skyer" og "Fest" end at det var rart, meget rart. Besynderligt, egenartet. Men vi følte, at vi maa have Tid til at finde en Nydelse i Svalerederne og Pindsvinene."
Ørebladet, 10 desember, 1906, sign. "U. M.": "Debussy nærer en rodfæstet Ringeakt for Melodi, han staar i et mere end løst Forhold til alt, som heder Rhytmik, og viser en halsløs Forvovenhed i Harmonierne. "Skogdjævelens Skumringstime" og "Skyer" er den triste Ensformigheds Apotheose; man maatte næsten kunde blande Partiturets Blade som en Kortstok og spille med dem, ganske som det faldt sig. I "Fest" var der kanske noget mere "Musik", men kanske den netop derfor var mindre ægte Debussysk? Den blev gjentaget, ikke av Hensyn til Applausen, for den var temmelig uvis, men kanske for at Stykket skulde fæste sig bedre.
Naa, det første Indtryk kan jo være meget feilagtigt. I en Henseende synes riktignok den nye Kunstart at byde visse Fordele, idet den aabner Middelmaadigheden en fortrøstningsfuld Gjenvei. Har man først et Thema, saa behøver man ikke stor Inspiration for paa det at lave et Musikstykke, det bliver et Rutinespørgsmaal. Dermed vil jeg ingenlunde sige, at Debussy ikke er et Geni, tvertimod jeg tror, at han eier en, jeg havde nær sagt, til musikalsk Vanvid grændsende Genialitet, og med en Mesters fulendte Teknik beregner han sine talrige orkestrale Raffinements. Fremførelsen af disse Arbeider var et interessant Eksperiment, forhaabentligvis faar man høre dem igjen."
Morgenposten, 11. desember, 1906, sign. Catharinus Elling: "Fra Wagner havde han tilægnet sig endel manerer, men hvor var saften, fylden? Det hele var blodløst, søgt ... Det rent musikalske udbytte var trods alle deklamationer lidet opbyggeligt