Halfdan Kjerulf og operaen

 av Børre Qvamme

[Denne teksten er et maskinskrevet manus vi har fått fra Børre Qvamme. Vi har scannet / skrevet av manuskriptet og korrekturlest det. Men trykkfeil kan forekomme  - aov.] 

Innholdsoversikt 

Tyskerne og operaen

Halfdan Kjerulf var nesten 35 år før han kom til Leipzig og kom i kontakt med den musikkinstitusjon som bestemte mote og stil i musikken i Nordeuropa i nesten et århundre. Hans smak var da allerede formet, og han ble aldri helt og holdent leipzigianer slik som mange av de yrngre norske komponistene. Han slukte ikke helt den leipzigske vurdering av de forskjellige genrer og deres musikalske rangordning.

Leipzig var ingen hovedstad, ikke noe sete for fyrste og hoff. Den var helt gjennom borgerlig, dominert av handel og håndverk og til en viss grad av dets universitet og studentene. Dets store kulturelle innsats var dets forlagsvirksomhet. Byen var evangelisk-luthersk i motsetning til Dresden som var sterkt italiensk påvirket. Dets kurfyrste gikk endog over til katolisismen for å kunne bli konge av Polen. Leipzigcrne hadde de borgerlige dyder, alvor, nøysomhet og arbeidssomhet. Også studentene hadde meget av denne innstillingen, for de skulle bli embetsmenn, teologer og jurister, og tjene staten. De kom til å bli den høyere middelklasse.

Musikkonservatoriet i Leipzig var skapt av Felix MendelssohnBartholdy, som skjønt han var jøde, var inkarnasjonen av den tyske borgerllghet. Han hadde også tyskernes mindreverdighetskompleks fordi Tyskland ikke kunne samle seg til en nasjonalstat og hadde vært helt dominert av franskmennene og italienerne både i politikk og kultur. Leipzigerstudentene var som all tidens ungdom preget av dax romantikkens nasjonalbegeistring, og i musikken ga dette seg et utslag i en glorifiering av alt som var tysk, og til Tyskland hørte også Østerrike og Wien. Derfor kunne tyskerne innkassere wienermusikken som sin egen.

Fyrstene hadde vært mest opptatt av opera og ballett, og det var hoffet on støttet de store operahusene i Paris, Wien, Dresden, Berlin og St. Petersburg. Tyskland var delt i en mengde stater som hver hadde sin fyrste og hoff, og selv om økonomien ikke var så god som kongenes og keisernes, søkte de å følge med. Derfor hadde Tyskland en mengde teatre som oppførte opera, spesielt slike kongelige byer som München, Hannover og Stuttgart. Men også. andre byer måtte ha sitt teater med opera, og skuespillerne i de mindre teatrene måtte kunne ta en rolle i opera eller syngespill. Slik var det også i København og Stockholm, og alle teatre hadde et orkester.

Typiske borgerlige byer med krav på en intellektuell status var Frankfurt og Leipzig, Köln og Hamburg. Leipzig fikk en lederstilling i musikkens verden på grunn av sitt konservatorium og sitt symfoniorkester. Det store flertall av dets musikkstudenter skulle bli korledere, organister, orkesterdirigenter og musikklærere. Derfor satset det mest på protestantisk kirkemusikk og på instrumentalmusikk. Dette passet også tysk chauvinisme. Det høyeste av alt var J. S. Bachs pasjoner og kantater og også Händels oratorier. Dernest kom instrumentalmusikken, symfonier og kammermusikk. I den første kategori hadde Leipzig en sterk stilling fordi den var J. S. Bachs by og hadde i Thomanerkoret en tradisjon fra ham. Symfonien og sonateformen var utformet av wienerklassikerne, som også ble regnet til den tyske tradisjon.

Opera derimot var fransk eller italiensk. Det var ytterst lite av tysk opera. Hamburgs operaperiode omkring 1700 var glemt. En tysk operatradisjon begynner først med Weber og Spohr. Mozart ble også regnet som tysker Skjønt han skrev sine fleste operaer til italiensk tekst og i en blanding av fransk og italiensk stil med wienerklassikkens instrumentalstil. Men det overveldende flertallet av operaer som ble oppført i Tyskland, var franske og italienske oversatt til tysk .Og det store publikum elsket opera, akkurat som i London og Christiania. Derfor ble Aubers og Hérolds og Meyerbeers operaer oppført på de tyske scenene straks de hadde hatt sin premiere i Paris, og likeså var det med de italienske av Rossini, Spontini, Bellini, Donizetti og Verdi. Disse dominerte det tyske operarepertoar helt til slutten av århundret.

Følgen var en nedvurdering av operaen i patriotiske akademiske kretser, og til de unge i 1830-40-årene hørte Richard Wagner, som drog felts mot "das welsche Thun". For ham ble ordet "opera" forkastelig, og han kalte sine verker Musikdramen, og det franske ordet "ouverture" ble byttet ut med det tyske "Vorspiel". Weber ble hyllet som den store tyske komponist, ved siden av ham stod Marschner.

Den fransk-italienske opera ble av den borgerlige smak ansett som lettferdig, og akademisk kritikk gjorde et stort nummer av den vokale akrobatikk, mens man godkjente den instrumentale akrobatikk i konsertformen. Men de store masser elsket opera, akkurat som fyrstene og aristokratiet, og de to samfunnsklassene møttes i sin smak for underholdning, For å trekke folk til teatret satte de tyske teatrene opp opera, akkurat som Christiania Theater.

Opera i Christiania i Lycéets tid

Halfdan Kjerulf var født i 1815 og var vokset opp i et meget teaterinteressert miljø. Hans mor hadde hovedroller i franske opéras comiques som ble oppført av amatørselskapene Det musicalske Lyceum og Det dramatiske Selskap, men den store primadonna var hans tante Kaja Lasson med sin ualminnelig vakre stemme. Også tante Julie hadde god stemme, likeså hans onkel Peder Lasson, og i det Lassonske hjem ble det musisert ustanselig, for det meste operamusikk. Antagelig har prøver også vært holdt i Kjerulfs hjem, og han kan neppe ha unngått å høre denne franske operamusikken. Dalayracs Maison à vendre ble oppført i 1818 og 1822, Méhuls Le trésor supposé i 1824 og 1831 og Boieldieus Ma tante Aurore i 1816, 1819, 1823 og 1826. Lasson-døtrene hadde roller i disse. Han kan også ha hørt Fjeldeventyret som ble gitt 1825, 1826 og 1831. Hans onkel Peder hadde en rolle her, likeså tante Kaja. Cherubinis De to Dage (Les deux journées, på tysk Der Wasserträger) ble gitt 1822 i samme år som Le secret av Solié; Kunzens Dragedukken ble gitt 1826-27, della Marias L’opéra-comique (Operetten) i 1828, og Røverborgen av Kuhlau i 1828 og 1832.

En dagbok er bevart som Halfdan Kjerulf førte januar-juli 1833, og av denne ser vi at han besøkte regelmessig teatret og Lyceets aftener. Da hadde Christiania fått et profesjonelt teater, men det hedde enda ikke tatt opp opéra comique i stor stil. Méhuls Skatten (Le trésor supposé) ble oppført fem ganger i sesongen 1830/31 og én gang i 1831/32, og Deux mots av Dalayrac - også en enakter - ble oppført 4 ganger i 1831/32. Det var den nyansatte violinist August Schrumpf som hadde tatt initiativet, og i den kvinnelige hovedrollen opptrådte den purunge Augusta Smith som ikke hadde noen spesiell sangerutdannelse.

Oppførelsene av Skatten ble meget rost, og i 25 år ble Augusta Smith - gift Schrumpf - teatrets primadonna og hadde alle sopranrollene i operaer og syngespill. I januar 1833 ble gitt tre forestillinger av Bortførelsen fra Seraljet av Mozart, som hadde vært oppført tidligere i Det musicalske Lyceum. Kjerulf nevner det såvidt i sin dagbok og setter utropstegn etter. I dagboken nevner han ikke Frokosten (med musikk av Isouard), som ble oppført i mai 1833, eller To Ord, som ble gitt én gang i april 1833.

Men han var til stede på. Lyceets aften 19/1 1833 da ouverturen til Adolph og Clara ble spilt (Dalayrac) og en arie fra Aubers Bruden (Le fiancée) ble sunget av teatrets tenor Wienecke. Han nevner ikke Lyceets konsert 2/2, men var til stede 16/2 da ouverturer av Euryanthe (Weber), Røverborgen (Kuhlau) og Oberon (Weher) ble spilt. 2/3 sang Madame Schrumpf en arie av Mozarts Titus, og Kaja og Julie Lasson fremførte en duett av Robert le Diable. 16/3 sang Jfr. Lehmann en sopranarie av Røverborgen av Kuhlau, og av Tryllefløyten oppførtes marsj og kor. 30/3 hørte han bare første avdeling som var ouverturer av Spohr og Thrane og Rule Britannia med stort kor.

Etter programmene i Lyceet å dømme må det ha vært musisert flittig i hjemmene. 28/3 var det musikalsk soirée hos Lasson, der det ble gitt tre nummere av Kuhlaus Lulu, duett av Robert le Diable kor av Den stumme fra Portici, tersett av Elisabeth (Rossini) og tersett av De to Dage (Cherubini). I Kjerulf-familien var det bare Halfdan som trakterte et instrument, men hans tante Ottilie Lesson spilte piano, så disse to har nok vært mobilisert på Lassons musikalske soiréer. Ottilie Lasson var datter av den fremragende violinist Bredo Morgenstjerne, og hennes søster ble mor til Otto Winter-Hjelm. Men Peder Lasson var mest interessert i vokalmusikken, og det var ganske svære ting de ga seg i kast med. Og de fulgte godt med i hva som ble oppført i Paris og gjorde lykke her. Den første grand opéra var Aubers Den stumme i Portici (1828). Av denne oppførtes opprørskoret to ganger i Lyceet, dessuten fiskerkoret, kor med tenor, kor med sopran, kvartett, duett og arier.

Den neste grand opéra var Rossinis Wilhelm Tell (1829). Av denne oppførtes kapellkoret. Ha1évys grand opéra La Juive hadde sin førsteoppførelse i Paris 23/2 1835. 5/11 1836 synger advokat Lasson og Julie Lasson en duett av denne i Lyceet. Robert le Diable (Paris 1831) står på programmet allerede 2/3 1833 med duett, og senere oppførtes et kor. Av Belliinis I Puritani (Paris 1835) oppførtes 21/11 1835 en kvartett med blandt andre Julie Lasson, gjentatt 12/3 1836. Det var Haifdans onkel Peder som arrangerte dette.

Forbindelsen med København var fremdeles sterk, og her hadde Mozarts og Webers operaer hatt en sterk stilling. Det musikalske Lyceum oppførte Bortførelsen fra Seraljet og hadde lenge i tankene å oppførte Don Juan og Cosi fan tutte, men det ble bare med utdrag, Likeså anskaffet man partituret til Der Freischütz med tanke på oppførelse. Den hadde hatt stor suksess i København, som hadde hatt besøk av selve komponisten. Ouverturen hadde faktisk sin uroppførelse i København. På Lyceets øvelser i 1830-årene oppførtes rikelige utdrag av disse, finale av 1. akt av Don Juan, finale av 1. akt av Cosi fan tutte, marsj og kor av Tryllefløyten, sopranarie av Titus og ouverturer. Av Freischütz oppførtes arier, duett og tersett.

Rossini var representert ved Barberen i Sevilla - scene og duett, scene og tersett, introduksjon og kavatine med kor, finale med kor. Dessuten Mosè in Egitto - kvartett -, Tancredi, Italiana in Algeri, Zelmira, Elisabetta, Aureliano in Palmira La gazza ladra og La donna del kago. To ganger oppførtes meksikanerkoret av Spontinis Fernando Cortez på offent1ige konserter. Klaverutdrag til tidens operaer ble avertert av byens musikkhandlere, og Kjerulf hadde rik anledning til å spille dem gjennem.

Store operaer som Robert le Diable og Hugenottene hadde Christiania Theater for små ressurser til å klare, men de franske opéras comiques som vekslet mellom sang og tale passet godt for personalet. Flere av skuespillerne hadde utmerkte stemmer, for eksempel Emile da Fonseca Müller, senere gift Bratz. Hun var søster av den berømt altsangeriime Ida da Fonseca, som italieneren Giuseppe Siboni hadde instruert i Rossinis store koloraturalt-roller i Tancrsdi La donna del lago og Barberen i Sevilla. I København ville Emilie stå i skyggen av sin søster, så hun valgte å forlegge virksomheten til Christiania. Hun opptrådte ofte på konserter og Kjerulf kunne i stilriktig utførelse høre arier av Semiramide, La donna del lago, Tancredi, L’Italiana in Algeri, La gazza ladra, Aureliano in Palmira og Barberen i Sevilla - hennes lærer Siboni hadde vært Rossinis elev. Tancredi ble satt opp for henna på Christiania Theater i 1838.

De første opéra comiques på Christiania Theater var forholdsvis upretensiøse enaktere, som de før nevnte Skatten og To Ord. Senere spiltes Frokosten av Isouard, Adolph og Clara av Dalayrac, Romancen av Berton og Sovedrikken av Weyse. Men det store gennombruddet for den franske opéra comique var oppførelsen av Fra Diavolo (Auber) 5/5 1834. Den gikk 6 ganger, som var usedvanlig på en tid da teaterpublikummet var lite, og fortsatte i de følgen sesonger. Så fulgte slag i slag Elskovsdrikken (Le philtre) 22/9 1834 (Auber), Ludovic (Hérold) 23/12 1834, Bruden (Auher) 13/6 1835, Alexis (Dalayrac) 20/3 1836), Den hvide Dame (Boieildieu) 23/12 1836, Friskytterne og Melkepigen (Isouard) 24/7 1837, Lestocq (Auber) 30/11 1837, Murmesteren (Auber) 24/5 1838, Den sorte Domino (Auber) 29/5 1839, Ambassadricen (Auber) 15/1 1840 og Parykmageren (Thomas) 27/5 1840. Alle disse har nok Kjerulf sett før han kom til Paris sommeren 1840.

Dessuten oppførte teatret Don Juan av Mozart 6/1 1836, Jægerbruden av Weber 9/5 1837 og Figaros giftermaal av Mozart 30/3 l838, foruten mindre betydelige danske on, tyske syngespill som Indtoget 11/12 1835 (Schulz), Et Eventyr i Rosenborg Have (Weyse) 22/4 l836 Dragedukken (Kunzen) 15/1 1837 og Fanchon av Himmel 19/4 1839. Teatret hadde et orkester på 22 mann med dobbel trehlåserbesetning, 2 horn, 2 trompeter og slagverk, altså helt fullstendig til utføre tidens musikk. Etter vår tids begreper var strykerbesetningen noe svak: 5 violiner, 2 bratsjer, 1 cello og 1 kontrabass. Orkestret medvirket på alle teaterforestillinger gr. Det var mange skuespill som forlangte musikk, som de populære vaudevilles.

Kjerulf var en flittig teatergjenger, og da han fikk ansettelse i Den Constitutionelle, leverte han også anmeldelser av teatrets operaoppførelser. Disse var ikke signert, og det kan være et spørsmål om Kjeru1f har skrevet dem, men avisen har anmeldelser av Den hvide Dame, Bruden, Fra Diavolo, Don Juan, De to Dage, Jægerbruden, og Lestocq. Anmelderen er overmåte kritisk, så det passer godt på Kjerulf. Han var da i sin ungdommelige Sturm-und-Drang-periode, misfornøyd med alt og alle, skjønt han hørte til byens overklasse, omgikkes de bestc familier og bodde i en stor villa i landlige omgivelser og med have, stall og tjenere. Hans nærmeste omgang og broder i ånden var Welhaven, som var like full av veklager over det elendige Christiania. Kjerulfs far var en av direktørene i teatret.

Kjerulf ble student i 1835 i en alder av 20 år, og man man har neppe betrodd ham å skrive teateranmeldelser med det samme. Dessuten nevner kritikeren i enkelte av anmeldelsene sine erfaringer fra Frankrike, dette utelukker Kjerulf. Muligens har Welhaven forsøkt seg på å anmelde opera skjønt han hadde liten formell musikalsk trening. Men hvem det enn er som har skrevet de enkelte oppsatsene, kan det være av interesse å gi noen utdrag for å illustrere tidens smak. Boieldieus Den hvide Dame ble anmeldt 1/1, og her nevnes at han var lærer for Auber og Adam. "Skjønt det er første Gang vi see en af hans Operaer på vor Scene, ere dog hans Værker kjendte og skattede hos os," og anmelderen nevner Califen i Bagdad Tante Aurora Johan fra Paris den lille Rødhætte, de væltede Vogne og de to Nætter, "ingen Musik-elsker ubekjendt". "Den hvide Dame er hans Mesterstykke ... Kan man tænke sig noget Skjønnere, noget mere Melodieust end det Chor i tredie Act, som hos Georg opvækker Erindringer om hans Barndom ... den smeltende melancholske men tillige aldeles originale Melodie kan aldrig glemmes, naar man engang har hørt den. Hvilken Jubel gaar der ikke gjennem Georges Arie: ‘O hvilken Fryd som kjæk Soldat’."

Om Aubers opera Bruden, som ble anmeldt 14/2 1837, heter det: "Aubers Musik ar en Talisman, der opliver og opmuntrer Alt omkring sig, enhver af hans Melodier er en Trylleformular, der banlyser Bekymring og Smerte af sin Nærhed ... Hans Operaers magiske Virkning ligger ikke saameget i en mesterlig Instrumentation, som i hans Melodiers ubeskrivelige Ynde." På grunn av hentydninger til Frankrike kan ikke dette være skrevet av Kjeru1f, men han har sikkert kunnet underskrive det, for han tapte aldri sin kjærlighet til Auber. Heller ikke har han skrevet oppsatsen om Cherubinis De to Dage 10/3 1837, men han har sikkert delt dens mening om musikken: "Musiken har ikke den aabne, raske oplivende Charakteer som vi glæde os saameget ved i Aubers Operaer, men mange Steder i Operaen ere høist smukke; hvor ubeskrivelig deilig er saaledes ikke det første Chor i tredie Act, i hvilken skiøn kraftful Melodie ender ikke Vandbærerens Sang, og hvor lifligt er ikke Accoripagnementet til Terzetten i første Act! Handlingen er meget underholdende og rig paa effectfulde Tableauer."

Om Webers musikk (Jægerbruden 26/5 1837) heter det: "Der flyder en egen Klang gjennern Webers Melodier. Det er i Lyd af Skjønhed og af Længsel, der snart stiger til en broget livlig Toneverden som i Præciosa, snart blandes med en mild Melancholie og dufter af Roser og Violer som i Jægerbiuden ... Vi lytte til Jægerbruden med en egen Lyst; det er ligesaa deilige Musik hører os til, som om den passede mere for os; der er noget hjemligt og saameget Bekjendt i den." Om utførelsen heter det: "Sceneriet i 3die Act overtraf Enhvers Forventning, og gik især ved de første Forestillinger meget godt."

Oppførelsene av Don Juan får sterkere kritikk. I november 1837 var det 50 år siden førsteoppførelsen, og den ble feiret på Christiania Theater. Ifølge skuespillernes ønske var operaen allerede i februar satt opp med med J. Berg i hovedrollen. Jørgensens Leporello var det beste, 12/6 1833 ble Murmesteren av Auber anmeldt. "De tvende sprudlende Duetter udbredte en epidemisk Munterhed over hele Theatret. "

Det første Pariseropphold

Da Kjerulf korn til Frankrike i 1840, hadde han altså et godt kjennskap til tidens opera, spesielt den franske. Han ankom med båt til Le Hevre og fikk der høre Hérolds mest kjente opéra comique: Le pré aux clerecs som 25/3 1841 ble oppført Christiania Theater som Klosterdrengen. I Sverige kaltes den Duellen. Siden de første tre fjerdeparter av Kjerulfs dagbok er tapt, vet vi ikke mer om denne enn at Kjeriilf tilføyer navnet Marneffe i innholdslisten. Dereter så han for første gang Robert le Diable som han kjente ganske godt og alltid vevarte en kjærlighet til. 2 juli korn han til Rouen, som hadde en viktig operascene, her fikk han for føste gang here en opera av Donizetti, nemlig Lucia di Lammermoor. Han ble meget begeistret for fremstilleren av hovedrollen Mme Hébert-Massy, som var meget vakker, men Donizettis stil stod han alltid nokså fjernt, mens han derthmot satte Rossini meget høyt. På tilbakereisen fra Paris rullet han midt på natten gjennom Rouen og tenkte da på Mme Hébert-Massy og så på månen, "som belyste den sorte fabelaktige Dom og kastede sit blide Skin gjennem Vinduet hen paa Lucia-Heberts yndige Træk; det var langt over Midnat og hun sov allereùe forlængst. Jeg var vaagen og erindrede mig hende saa nøie." I Rouen så han også Adams lille enakter Le chalet (1834), som kom op i Christiania i 1842.

Noen dager senere så han på Opéra Comiqiie i Paris Aubers seneste verk Zanetta med tekst av Scribe, oppført første gang 18/5 1840. I denne opptrådte ingen indre enn Mmc Cinti-Damoreau som hadde kreert hovedrollene i Rossinis franske Moise et Pharaon, hans Le comte Ory, Aubers Le muette de Portici, Wilhelm Tell og Robert le Diable og etter sigende hadde verdens vakreste stemme. Det var Rossini som hadde fått Pariser-operaen til å ansette henne. I .Zanetta opptrådte også Mlle Rossi, som Kjerulf nevncr flere ganger. Caterina Rossi hadde vært med i førsteoppførelsen av Rossinis Le Cenerentola og kom så til Frankrike, der hun var med i Rossinis Il viaggio à Reims

En annen berømt sangerinne var Mme Dorus-Gras (1805-l896). Hun hadde debutert i l4-års aldren og var den første Alice i Robert le Diable (1831). Dessuten kreerte hun Marguerite de Valois’s rolle i Hugenottene og Rachels rolle i La Juive (Halévy). Kjerulf fikk høre henne i Robert le Diable og senere i Donizettis Les Martyrs og i Hugenottene. I innholdslisten nevnes Mme Damoreau en gang til - hennes siste forestilling, antagelig med Zanetta - og Mlle Rossi nevnes i forbindelse med Le pre aux clercs, som han også fikk se på Opéra Comique i Paris. Her sang også den berømte Gustave Hippolyte Roger (1815-1879) , som senere kreerte titelrollen i Profeten. I 1859 mistet han sin ene arm i en skytulykke on, forlot da scenen.

I innholdslisten foreskommer også Fernando Cortez av Spontini, en opera skapt; for Napoleon i 1809, og sangerne Eugénie Garcia (gift med Manuel Garcia), Chollet, Masset og Botellé, som han muligens har hørt på en konsert. Dessuten La reine d’un jour, en opéra comique av Adam til tekst av Scribe, oppført 1839. Det var da meget snakk om den engeske sangerinnen Anna Thillon (1816-1903), som skulle debutere i Paris på Opéra Comique. Til denne debut hadde man va1gt Aubers gamle La neige (1823). Kjerulf var skuffet. "Hvorfor den? Hvorfor ikke Diavolo, Domino noir, Lestocq, La fiancée?" Alle disse kjente han fra Christiania. 15/8 hørte han den første gang og ble så betatt av Anna Thillon at han gikk for å høre henne to ganger til.

Om musikken til La neige skriver han i dagboken: "skreven i hans tidligere Dage da han endnu havde Hoved og Hjerte fuldt af Boildieuske Toner. Der er virkelig noget Boieldieusk i disse yndige Melodier. Det er en let Musik, meget let isandhed men gracieus og charakterfuld. - Willers Couplets, Duetten mellem Prindsen og Mlle de Wedel - tersetten mellem Hertugen, Linsberg og Willem ere deilige Sager." I de andre rollene så han Roger, Henri, Morcansainte og Mme Félix Melotte.

Den store Opera hadde da ferie og åpnet ikke igjen før 17/8, til hans skuffelse med. Donizettis Les Martyrs. I ferien ble det gamle operahus i Rue le Peletier pusset opp og presenterte seg ved åpningen i ny skikkelse. "Det var i Mandags den 17. at Operaen endelig viiste os sin nye Dragt. Og isandhed! den var deilig. Bunden dunkel karmoisinrød. Alt det Fremhævede hvid og blændende med forsølvede og forgyldte Dekorationer." Les Martyrs var egentlig skrevet som treakters opera for Napoli til tekst av Cammarano, akkurat som Luci:a di Lammermoor.Donizetti beveget seg nå bort fra den gamle sangeropera og la mer vekt på dramatiske scener i resiterende stil, noe som Richard Wagner senere gjenomførte mer konsekvent. Men den napolitanske sensur avviste operaen på grunn av det religiøse emne. Grunnlaget var Corneilles tragedie Polyeucte og den berømte Alfred Nourrit var bestemt til hovedrollen Operaen ble ikke gitt i Napoli før etter Donizettis død, og Nourrit begikk selvmord på samme måte som Fenella i Den stumme fra Portici. Han kastet seg ut fra en balkong i Napoli.

Donizetti var en meget etterspurt operakomponist, og Opéra Comique hadde fått et verk som kom til å bli et av dets mest innbringende, La fille du regiment, som hadde premiere 11/2 1840. Den store Opera ville også ha et nytt verk av Donizetti, og Scribe ble satt til å lage ut av den italienske Poliuto en stor opera i fransk stil i fem akter med ballett. Donizetti sviktet ikke sitt ry for å arbeide hurtig, og 10/4 hadde Les Martyrs sin premiere. Den ble ingen stor suksess og gikk bare 20 ganger, og Donizetti skrev velvillig en ny grand opéra La Favorite,som hadde premiere 2/12.

Kjerulfs reaksjon er kanskje påvirket at den lunkne mottagelse operaen fikk i Paris, kanskje også av det nye i stilen. "I Martyrerne saae jeg deilige Dioramer, fortryllende Tableaux vivants, vidunderlig Dands og glimrende, kolossale Optog. Jeg var ganske hensat i Keiser Decius’s Tider og Alt var saa sandt og ubegribelig nøiagtigt. Store, antikke Chor hørte jeg og en Uendelighed af Recitativer - men dog ingen Musik. Alt andet findes i Les Martyrs - alt andet end skjøn Klang og ægte Sang." Han var skuffet over tenoren Duprez, som var. Nourrits etterfølger og forbløffet publikum med sitt ut de poitrine, det nøye C med full brystklang. Men Kjerulf hørte ingenting til det. Men Dorus-Gras var praktfull. "Jeg følte mig kun glad og oprømt naar Dorus-Gras kom og udsendte de sødeste Toner og mest fortryllende Triller fra sin mærkværdige Strube. Hun er en stor Sangerinde; hun har forstaaet at gribe Kunsten i dens Allerhelligste og hun er stillet mellem dens ypperste Præstinder ... I hendes Sang er den største Reenhed og den ædleste franske Skole; hendes Udtryk er ægte dramatisk; hun udsender en Masse af Fioriturer og Cadenzefigurer men altid med Mening og Talent og selv staaer hun der saa rnalrnfast, stor og rolig. Og i saadanne Momenter mindede hun mig stærkt om et Væsen soni nu ikke mere er til. Der var en Rolighed, en Blidhed og dog en Storhed i disse Toner som erindrede mig om hendes, der nu forevigt er forstummede." Kanskje var det Kaja Lasson han hentydet til.

Men Hugenottene et par dager senere var noe helt annet. Her fikk han høre flere av originalbesetningen fra 1836: Dorus-Gras, Levasseur, Serda. Men Nourrit var nå erstattet med Duprez, og i Valentines rolle var det Mlle Jullien istendfor den berømte Cornélie Falcon. Kjerulf var helt overveldet: "Huguenotterne er et kolossalt Værk - et Mesterværk som Robert. Ideen er saa stor, Blandingen af Katholicismus og Protestantismus, deres Kamp i Bartholomæusnatten udtrykt ved Toner - det er saa genialt i sin Opfatning og i sin hele Udførelse at man ikke noksom kan beundre Meyerbeer ... O hvor ypperligt alt dette tolkedes her, saavel Solierne som Ensemblestykkerne; det er heller ingen Kunst naar Munkene have Repræsentanter som Alizard, Serda, Prevost, Derivis og Alexis. - I denne Opera blev det først ret klart at Duprez er en stor Sanger, stor ikke alene i Recitativerne og i det dramatiske IJdtryk, men i Melodien, i Romancen, i den simple, ægte Sang uden Kunststykker og Sniksnak. Reen og sikker Intonationeren, fortræffeligt Portamento, udad1elig Vokalisation, Hæven og Synken, Sang og Klang. Og hvilken Varme og paa sine Steder, hvilken Enthousiasme i den lille Mands Foredrag!"

Meyerbeers grands opéras realiserte det som senere ble Richard Wagners fikse idé, foreningen av alle kunstarter. "I den moderne franske Opera er ikke længer som i den ældre, og i den senere italienske, Sangen nogen Hovedsag; den er sideordnet Orchestret der gjør samme Fordring paa Rangen, og Musiken i dens Helhed atter sideordnet Balletten og Scenemaleriet; Operaen er ikke længer et Akademie for Musik, som det benævnes, det er et Akademie for Musik, Malerie og Dands, og Emblemerne i Salens Loft tyde hen paa denne tredobbbelte Bestemmelse." Og Dorus-Gras var igjen storartet. "Hendes Sang er reen som Guld og fast som Malm, hendes Fioriturer ere gjennemvævede med fortryllende Ynde. Hun er fast og urokkelig, selv tilhest, medens Dyret er uroligt, og de omstaaende Choristinder og Danseuser skjælve af Angst. I Margarethas pastorale Arie i 2den Akt udbreder hun for os et heelt Tæppe af de skjønneste, kunstigste Broderier og hendes Sang er her over al Beskrivelse deilig." - "Marcel har været Levasseurs største Triumph; men man kan mærke at han bliver gammel og graa. (Han var født i 1791). Endnu har han dog store Momenter og Trioen i 5te var et saadant."

I Pariserorkestret satt noen av tidens beste musikere. "Orchestret var bedre end noensinde - ak ja? det veed jeg jo ikke; jeg mener - Orchestret var aldeles guddommeligt. Ouverturen elektriserede mig aldeles og jeg hørte Forspil og Solos i denne Opera udførte som af den største Virtuos, og der sidde ogsaa flere Saadanne i Musikakademiets Orchester. Dekorationerne fortjente en egen Beskrivelse; de vare interessante og overvættes deilige, især var Balsalen overordentlig skjøn."

Han foretar så sammenligninger mellom Hugenottene og Robert le Diable og gir til sist Robert forrangen. "Duoen mellem Alice og Bertrand, Helvedechoret og fremfor Alt Triofinalen ere saa fuldkomne Compositioner at de neppe have deres Lige. Huguenotterne er mere stortfattet rnaaskee, mere kolossal i sine Tanker, Robert bedre udført; Huguenotterne er mere tydsk-fransk, Robert mere italiensk-fransk; Huguenotterne forbause meer end de fortrylle, Robert fortryller meer end den forbauser." 

Tilbake i Christiania

Så ung og uerfaren som Kjeulf var, hadde han til sine tider et forbløffende skarpsinn.Men han kunne være sterkt subjektiv, og dette kommer mer frem i hans bedømmelse av prestasjonene hjemme i Christiania. Her fortsatte teatret med sine opéra comiques. I sesongen 1840/41 kom Bryggeren i Preston (Adam), Klosterengen og Zampa - begge av Héro1d. Sesongen etter kom Postiljongen i Lonjumeau, Regimentets Datter, Schweitzerhytten og endelig et tysk verk: Lortzings Czar og Tømmermand, som teatrets nye syngemester Reissiger antagelig har foreslått. I sesongen 1842/43 oppførtes Bronsehesten av Auber med så stor suksess at den gikk i mange sesonger siden. Sesongen etter kom turen til Marie av Hérold ogDen lille Rødhætte av Boieldieu og utpå våren endog Aubers svære Den stumme i Portici, noe som teatret naturligvis forløftet seg på, men Augusta Schrumpf skal ha vært utmerket i Fenellas stumme pantomimiske rolle. Så kom Kronjuvelene av Auber og Balfes franske opéra comique Elskovsbrønden, sesongen 1845/46 Djævelens Part av Auber og sammesHofconcerten, i april 1847 Hertugen af Olonne av Auber, Søvngjængersken av Bellini i januar 1848 og i september samme år Jean de Paris av Boieldieu. Til avveksling kom et tysk verk i mars 1849, nemlig De to Prindser av Wieneroperaens kapellmester Heinrich Esser (1812-1872). Denne gikk imidlertid bare fire ganger.

Den Constitutionelle hadde anmeldelser av Bryggeren i Preston, Klosterengen, Zampa, Postiljongen i Lonjumeau, Regimentets Datter, Den hvide Dame, Schweitzerhytten, Tsar og Tømmermann, Broncehesten, Ludovic, Marie, Den lille Rødhætte og Djævelens Part. Sannsynligvis har Welhaven og Andreas Munch ansett teatret for sitt spesielle område og overlatt til Kjerulf å anmelde konserter. Muligens har Kjerulf skrevet den sterkt kritiske anmeldelse av Bryggeren i Preston som refser skuespillerne fordi de ikke har lært å synge riktig. Det kan imidlertid være av interesse å referere noen utdrag fra anmeldelsene som. eksempel på tidens musikalske smak. Om Hérolds Klosterengen heter det at musikken "hører til den Skjønneste, som den senere franske Skole har leveret," Zampa "indeholder de største musikalske Skiønheder; det er ikke muligt at skildre denne Situation paa en sandere og mere gribende Maade, end det skeer i denne Duets Musik." Musikken til Den hvide Dame var deilig, likeså Den lille Rødhætte.

Anmeldelsen av Regimentets Datter 19/12 1841 er imidlertid tydelig av Kjerulf, for her nevner han at han hørte Lucia di Lammermoor i Rouen. Det var teatrets nye sangerinne Jfr Schwirtz som hadde hovedrollen, og hun vakte slik begeistring at studentene etter forstillingen spente hestene fra vognen og trakk den. Hennes scenekarriere var imidlertid kort, for hun ble gift Cappelen og forlot scenen. Om Donizettis musikk skriverKjerulf nå: "I Regimentets Datter har Donizetti reist sig en lettere Opgave og løst den med Talent og Forstand. Det er en yderst liflig Musik, snart støiende og militærisk, snart mild og vemodig, snart spøgende og gracieus. Det er baade italiensk og fransk og Manererne ere her blandede til stort Behag for Øret. Ouverturen er vel meget i det modern-abrupte Genre; i den urene Potpourristil som fordærver Øret og fører Smagen paa Afveie." Kjerulf bedømmer her ganske riktig, for Donizetti skrev sin opera for den franske scene og med tanke på det franske publikum,

I Schweitzerhytten opptrådte Betty Smidth, som Kjerulf forelsket seg i. Anmeldelsen i Don Constitionelle sier at "hvad Mad. Smidth angaar, da nægter nok Ingen at hendes Betly var baade tækkelig og livlig og at hun med sin lille Røst sang baade smukt og forstandigt."

Særs interessant er anmeldelsen av Tsar og Tømmermann 2/6 1642. "Den er en tydsk Opera. Tydsk uden at være bred og tung og lærd og ufordøielig; tydsk uden at være overlæsset med unaturlige Effekter, besværlige Harmonier, søgte, kunstlede Gjennemgange, uudgrundelige Dybder og ubestigelige Høider. Det er en Musik som Enhver kan fatte, ikke den Udvalgte alene, der har arbeidet sig gjennem Theoriens mangfoldige Forviklinger. Det er uttoligt hvor1idt den store Masse af vor Tids Operacomponister have taget Hensyn til Mængdens billige Fordringer; men derfor har den store Flerhed af dem heller ikke kunnet slaae Alle. De have siddet ene med deres høitstræbende Værker, med haarde Klager over Tidens fordærvede Smag. Men de tage Feil naar de mene at man gaar i Theatret for at besværes med møisommeligt Hovedbrud og for at trættes af grundlærde Tonecombinationer. I Operaen bør Alt være klart og forstandigt ... Hvor godt har ikke Auber og Rossini forstaaet dette; og hvem tvivler om at disse Mesteres jo har Contrapunktets Theori saagodt inde som Nogen?" Her og i den følgende utbrodering synes vi å høre Kjerulfs stemme. Interessant er også avslutningen der anmelderen nevner Madame Smidths Catharina i Lestocq "Denne smukke og i enhver Henseende roesværdige Præstation hører til det Bedste, som vort Syngespil kan opvise."

Anmeldelsen av Broncehesten 19/1 1843 er spesielt interessant, for her hadde Christiania Theater laget en kinesisk oppsetning som trakk hus i lange tider. Her får også Betty Smidth en spesiell omtale, "Mad. Smidth skiller sig fra sin lange og vanskelige Arie paa en Maade, som maa have forskaffet enhver forstandig Tilhører en behagelig Overraskelse. Dette gjør ingen Prætensioner; det er svagt men tækkeligt og beskedent; det er ret sikkert og musikalsk rigtigt og hun gjør sine Lod med en Lethed og Korrekthed, som man ikke er vant til hos de Andre."

Våren 1843 overtok Betty Smidth rollen som Angela etter Augusta Schrumpf i Den sorte Domino og i Den Constitutionelle for 24/4 1843 omtales hun spesielt i en føljetong om musikk: "Madame Smidth doublerede dette Parti med ret meget Tænksomhed og Delikatesse. Hendes Sang mang1er Klang og Styrke, men ikke musikalsk Foredrag. Her fortjener hendes alvorlige Stræben efter det Kunstmæssige al Anerkjendelse..."

Om Boieldieus opéra comique Den lille Rødhætte skriver Den Constitutionelle: "Musiken, den i mange Henseender deilige Musik dækker det Hele, og bærer i sin svulmende Knup meget af den gracieuse, følelsesfulde Romantik, som siden endnu herligere udfoldede sig i ‘Den hvide Dame’." Særs interessant er omtalen av Den stumme i Portici: "Den herlige, begeistrende Musik havde haft Kraft nok i sig selv til at hæve Theatrets svage Midler, og til at rive baade Skuespillerne og Publicum hen til et Liv og en Raskhed, som her ere meget sjeldne. Især gik hele 2den Act, med det gribende Fiskerchor af de Sammensvorne, og Slutningen af 3die, ved Oprørets Udbrud, med en saadan Præcision og Energie, at man derved endog kunde faa en fjern Idee om hvorledes Brüsse1ertheatrets Publicum i 1830 fra disse Scener kunde styrte sig ud i den virkelige Kamp for Belgiens Frihed."

Den Constitionelle har mange anmeldelser av konserter, og Kjerulfs bitende kritikk har nok irritert mange, for i Morgenbladet for 30/5 1849 står følgende dikt til Kjerulf:

For en Barbar Du vistnok mig anseer, 
(om for en Uven ei, som Dig vil skade) 
der raa nedtramper Vaarens første Blade, 
fordi at Blomst og Frugt der alt ei er;
men, Kjerulf, da jeg har din Muse kjær, 
og end ei hende se vil paa Parade, 
men at den fine Bygning sig skal bade 
endnu en Stund i Lysets vilde Skjær -
just derfor er det, jeg har villet knuse 
Blankjetten, som fra Heine Du forskrev,
og som blot gjorde stiv og stram og skjæv
den lette, smekkre, yndefulde Muse,
der med sin Skjønhed turde nok beruse 
Saamangenen, naar hun fuldvoxen blev.

København 1849-50

I 1849 fikk Kjerulf et stipendium som gjorde det mulig for ham å reise ut på ny, denne gang til København. Det finnes også denne gang en utførlig dagbok, men bare fra 1/1 1850, men han har laget en oversikt over hva han har opplevd av teater og konserter. Opp til 12/3 1850 så han i København 17 forestillinger av 11 forskjellige operaer. Bare en av disse var fransk, nemlig den ubetydelige lille enakter Operetten (L’Opéra-Comique) av Dominique della Maria, som også var gitt av Lycéet i Christiania. 3 var tyske, nemlig Figaros Bryllup, Don Juanog Webers Freischütz. Bellinis Norma så han på Det kongelige Theater, og på Hoftheatret så han Barberen i Sevilla to ganger av det italienske selskap som hadde hatt en sesong i nesten ti år. Av danske operaer så han Ungdom og Galskab av Dupuy, Et Eventyr i Rosenborg Have av Weyse (to ganger), Liden Kirsten av J. P. E. Hartmann og Mariotta av Gade ikke mindre enn fem ganger.

Gade var Kjerulfs lærer så han skulle ha en velvillig innstilling til musikken. Men til å begynne med var han skuffet. "Jeg havde ikke kunnet tenke mig en Text af Scribe saa flau (La main du fer) At componere Musik til en saadan synes at være et utaknemligt Arbeide; men var det ikke selvvalgt? Musiken hørtes let, flydende, fiint og zart behandlet, deiligt instrumenteret - men en rigtig til Hjertet gaaende Gemytsmusik med klar udpræget Melodi - lunefuldt syngende, spillende - nei det var den ikke. Men jeg. vil ikke afsige Dommen endnu." Annen gang (22/1) gjorde den et gunstigere inntrykk. "Jeg vil nok fremdeles sige at den ret udprægede Melodi, særlig som hos t.Ex Weber, ikke her er fremherskende, - men jeg vil ikke længer sige at det ingen Gemytsmusik er. I 1ste Akt er en Samling af de deiligste Sager. ... Aa jo - jeg er dog fornøiet med Gade - han har dog ei skuffet uagtet sin Textforseelse. Han ligner sig i den Friskhed, dette liv og lune forenet med en Naturlighed, denne udmærkede Instrumentalsats der dog altid seirer over det lokale Element, skjønt dette vistnok ei staar saameget tilbage som f.Ex Rung meente det. ... Der er mere Charakteristik i Mariotta end man kunde vente af en slig text og det er dog Gades Ære alene."

25/1 så han Mariotta for tredje gang, "Melodierne trænge mere og mere igjennem og man maa beundre den Rigdom af Skjønheder og originale friske charakteristiske Vendinger i Instrumentationen." 16/2 så han bare to akter fordi han skulle i selskap. 10/3 så han den på ny men har ingen kommentarer.

Liden Kirsten til tekst av H. C. Andersen var J. P. E. Hartmanns sceniske hovedverk. Kjerulf fikk se det 15/2. "Det var interessant at høre dette Forsøg paa at componere en dramatisk Musik der heelt igjennem er holdt i nordisk Tone. Mulig er det vel langt og noget enstonigt - men jeg er slet ikke vis derpaa. Det meste behagede mig ved denne virkelig prægtige Opfattelse af Kæmpevise- og Folkedandstonen i den store Skat af overleverede Folkemelodier. Den ægte nordiske Combination af Sang og Dands gjade megen Virkning. Forunder1ig deilig var ogsaa den Grundtone af Vemod og Lyst hvor dog Vemoden ligesom er den overlegne, der gaar gjennem denne Musik. . . Ouverturen forekom mig for lang og afbrudt. Ellers er Musiken høist melodiøs og Instrumentationen smuk og original. Scenen og Dands var meget tiltalende."

Den danske kong Christian VIII (død 1848) hadde vært meget begeistret for italiensk opera og hadde støttet et italiensk operaselskap på sitt Hoffteater på Charlottenborg fra 1841/42. Det fortsatte et år etter hans død og Kjerulf gikk for å høre to forestillinger av Barberen i Sevilla. Den italienske opera ble meget surt mottatt av det danske musikalske etablissement, og Det kongelige Theater var meget irritert over konkurransen fra de mer stemmebegavede italienske sangerne. Den musikalske leder var Paolo Sperati, som med flere av sangerne var i Christiania sommeren 1849 og ga 20 forestillinger med Ernani, Barberen i Sevilla, Lucia di Lammermoor, Lucrezia Borgia, L’elisir d’amore og Atilla (Verdi). Kjerulf har nok hørt alle disse operaene.

Noen av sangerne som hadde gjestet Christiania, fortsatte også neste sesong i København, blandt dem Giuseppe Paltrinieri, som var Figaro i København. Kjerulf skriver: "Trods den noget mangelfulde Udførelse kunde denne evig unge livsfriske, ægte melodirige Buffa dog ikke forfeile sin Virkning. Bedst var Tenoren, Pozzolini, som Almaviva. Figaro, Paltrinieri, er bleven tør og rusten, men udviklede dog adskillig Virtuositet, Casanova, Bazilio, var vel manieret og Bartolo. Perez, noget simpel. Den nye Primadonna Signora Vigliardi sang Rosina med Lethed og Routine, men uden det fine Skjelmeri der maa til. Hendes Røst er hverken fuld eller stærk, men betydelig technisk udviklet. Hun er blond, uanseelig og meget trivelig." To dager etter gikk han på ny til Hofheatret for å se Barberen. "Denne gang sikrere Udføring, godt Ensemble. Især Terzetten i sidste Akt. Man bliver saa prægtig stemt ved saadan Musik, hvor alt er Melodi og Liv, alt betegnende og ypperligt. Var al italiensk Opera som denne; men blot af den indlagte Verdiske Arie kan man høre den horrente Forskjel. Signora Vigliardi er dog funk - men noget kold. Den indlagte Arie er af Attila (?), den som Nissen sang." Den berømte svenske sangerinne Henriette Nissen ga to konserter i Christiania i september 1849, men ifølge programmet sang hun på begge arie av Ernani (etter oppfordring) foruten arie av Nabucco.

I Tyskland 1850-51

De italienske sangerne traff han igjen i Dresden, for det samme selskapet hadde også sesong både i Berlin og Dresden. 21/5 1850 spilte de Roberto il Diavolo - naturligvis på italiensk. "Men med ham skulde Italienerne ei befatte sig. Man mærked ogsaa at de ei vare i det rette Hjørne. Det var kun en deelvis god Forestilling. Meget var ikke heldigt; selv hvad Udstyret angaar. Bedst var Claudia Fiorentini som Alice. Hun er stærkt brunet, ung, livlig, sydlandsk og synger naturligt og behagelig, undertiden ganske fortryllende med sin klangfulde, endnu friske og ufordærvede Røst. Isabella var min gode Bekjendte Sa. Vigliardi; den samme tykke, spidse, ubehagelige Personage der i Kjøbenhavn sang Rosina. ... Trods Mangler i Udførelsen var jeg dog glad over at faa Robert at høre. Hvor høit den staar over Propheten!!"

Et par dager senere spilte det italienske selskap Il matrimonio segreto av Cimarosa. "Her er et Mesterværk i den italienske Stiil før Rossini. Meget ligned Mozarts Figaro som ogsaa tydelig er Forbilledet til Matrimonio. Det sprudler af Lystighed; Intrigen er net og fin. Rige Ensembler men ingen Chor ... Udførelsen var præcis, fuld af Liv og Lyst. Orchester og Personer harmonerede fortræffeligt; kun var Recitativerne lidt trættende. Perlen var ogsaa her Fiorentini. Hvor smuk, hvor sød, indtagende med sit Pudder og de sorte Øine og de herlige Øiebryn; det friske livfulde Ansigt og den hele elastiske, fyldige Skabning! Hendes Sang var Musik - saa klangfuld og hjertelig! Og ved hendes Side Vigliardi saa tyk og dog saa tynd. Hun sang dog korrekt. - Samtlige øvrige vare paa deres Pladse. - Nu ja, dette var dog virkelig italiensk Opera."

Det var ikke første gang Kjerulf var i Dresden under sitt opphold i Leipzig. Noe av det første han gjorde etter at han var kommet derned, var å reise inn til Dresden for å se MeyerbeersProfeten. (17/3 1850) Denne hadde hatt sin førsteoppførelse 16/4 1849 i Paris med den berømte Pauline Viardot-García som Fides. Dresden-operaen hadde rang som en av Europas fremste helt fra 1700-tallet. Blandt de senere kapellmestrene var Carl Maria von Weber (1816-1826) og Richard Wagner, som hadde fått oppført Rienzi (1842), Der fliegende Holländer(1843) og Tannhäuser (1845) her. Første kapellmester var C. G. Reissiger, bror av F. A. Reissiger i Christiania, men Kjerulf ser ikke ut til å ha forsøkt å få noen kontakt med ham. I Dresden var den berømte tenor Tichatschek ansatt. Han hadde tidligere hatt de store tenorrollene i Wagners operaer og sang nå i Profeten.

 "Første Indtryk af Meyerbeers Prophet! Ganske Meyerbeersk; med. formeget af den nyitalienske Bravour. Ensemblestemmerne høist interesserte. Texten er god - stor og rig paa storartede Situationer. Huguenotterne slog mig mere; dér var maaskee friskere Melodianlæg. Men alt hvad Meyerbeer virkelig er stor i kommer ogsaa her frem (?). Især Chor og Ensemble ... Sceneriet var prægtigt; især Mynsterdomen, Vinterlandskabet og Banketsalen. Chor og Orchester (under C. Reissiger) fortræffelige. Maadelig Ballet; dog Skøitedandsen ret heldig. Tikatschek synger Johanns Parti og er ret en Tenor af 1ste Rang; seer godt ud og spiller ogsaa. - Frl Michalesi var en stolt udtryksfuld Fides; hendes Person er slank og aandfuld. Stemmen af stort Omfang men noget bedækket. Mitterwurzer sang Grevens Parti." Denne var også med i flere av førsteoppførelsene av Richard Wagners verker.

Kjerulf var på ny i Dresden i september-oktober 1850 for en utflukt i det saksiske Schweitz og fikk da anledning til å se Spontinis Fernando Cortez 1/10. "Jeg kom mot Slutningen af 1ste Akt i den store Duet mellem Telasko og Amazily og fik Finalen at høre og se. Jeg mindedes for 10 Aar siden da jeg saa samme Opera i Paris, dér var Udstyret ganske anderledes sandt og prægtigt og dog har Dresdnertheatret gode Midler, Udførelsen var ingen fuldkommen men adskilligt var meget godt. Særlig Cortez selv, Hr. Tikatschek, og tildels Telasko: Mitterwurzer; men die Schwarzbach var en klein Amazily. - Musiken har prægtige melodiske Ensembles og Finaler men efterlader i det Hele intet varmt Indtryk. Det er napoleonisk Keisermusik skabt af en Italiener med tydsk Musikforstand og fransk Pathos."

Kjerulf var i Leipzig fra 15/3 1850 til 23/4 1851, altså over et år. I denne tid fikk han på Leipzigs teater se 38 forestillinger av 24 forskjellige operaer. Teatret var privat drevet og måtte tenke på økonomien. Derfor var dets forestillinger beregnet til å trekke publikum, og det hadde ikke råd til de dyreste sangerne. De holdt heller ikke mål for den kritiske Kjerulf.

Av disse 24 var 7 franske opéras comiques, to av Boieldieu (Jean og La dame blanche), tre av Auber (Le maçon, La part du diable og Fra Diavolo) og to av Halévy (Le val d’Andorre og La fée aux roses). I disse skortet det både på stemmene og spillet. La dame blanche så han 2/7. "Boieldieus Hvide Dame for meget stærkt besat Huus. Staaplads i Parterret og trykkende Hede; man man taaler dog endeel for den hvide Dames Skyld selv om hun er nødt til at fremtræde i en Mayers intet mindre end ravissante Personlighed, og selv om man betydelig forulempes af hendes Elskers tydske Plumphed og latterlige Gestier samt den forresten virkelig morsomme Diksons extemporerede, høist utidige "Witze". Hovedsagen var nemlig at den deilige, mønsterværdige Musik blev i det Hele godt udført. Den tørre, hæslige Frl Mayer og den fede philistrøse Hr. Reer (George Brown. - Coburgsk Hofsanger) sang godt. Han har en ret vældig Tenorstemme; kraftig og reen, men lidt smørret og overtydsk nu og da. Gaveston blev prægtig sunget af Hr. Salomon. Dikson og Jenny kvikt spillet og sunget af Henry og Günther-Bachmann. Margaretha Fr. Eicke gik an; Choret skj. lidt tyndt var dog ret flinkt, Annas Arie i 3die Akt udelodes." Heinrich Salomon (1825-1903) var en utmerket bass og kom siden til Berlin.

14/7 spilte Leipzig-teatret Jean de Paris (Boieldieu). "Ogsaa saa heelt igjennem prægtig, gracieus, sødt og lifligt klingende, simpel, sand dramatisk Musik. Maaskee er Johan af Paris end mere klassisk formet end den modernere Hvide Dame. Deilig er Finalen i 1ste Akt med Prindsessens pragtfulde Arie. Fremdeles Pagens Arie. Johans do. Troubadoursangen i 2den Akt o. s. v. Alt er smukt her. Texten er ogsaa meget morsom. Udførelsen var i det Hele god."

Aubers Le maçon (Murmesteren) slo så godt an i Tyskland at den ble spilt helt til ut i vårt århundre (Maurer und Schlosser). Kjerulf så den i Leipzig 20/8 og 23/8, "Muurmesteren hører til (Aubers) tidligere Arbeider og har derfor en stor Melodifriskhed og sund Opfatning af Charakterer og Situationer. Meget er ganske fortræffeligt og det Tynde og Ubetydelige er ofte mere Textens Skyld. Udførelsen er ganske charakteristisk for Leipzigs Theater. Man seer at Bestyreren er en Privatentrepreneur og at der ved Siden af Kunstinteresserne raade ganske andre. Saaledes forekommer her som saa ofte i Hr. Wirsings Foretagender en betænkelig Blanding af godt og Slet. Et godt Orchester og en udmærket Capelmester; paa Scenen derimod ved Siden af nogle yndede og virkelig dygtige Artister sande Dilettanter og Marodører paa Kunstens Gebet og lysegrønne Schülere; thi høiere kunne ‘Frøkenerne’ Hennig og Buck dog ei komme. I Sceneriet og Costumet er ingen Holdning; er en Dekoration god saa er en anden aldeles bagvendt og det samme gjælder Costumet. . ... Da er man hos os kanskee dog ikke fuldt saa hensynsløs ... Den hele Haremsgeschichte var til at græde over. Og saa grimme som de vare." 23/8 skriver han; "Theatret Muurmesteren hvis ægte friske Musik man altid gjerne hører. David dirigerede, da Rietz er syg. Hennig var lidt bedre end sidst. Günther-Bachmann fortræffelig, især i den uimodstaaelige Sladderduett hvor ogsaa Fr. Eicke er meget heldig. Denne Duett var fast det Eneste som Publikum applauderede - og det samme Publikum som er saa rundhaandet med Klap og gavmild med Bravos og Fremkaldelser. Man kunde sige at Muurmesteren ingen Lykke har gjort mens man skraaler over Martha og - Prinds Eugen(!)."

 La part du diable så han 8/2 og 16/2 1851. "Mig velbekjendt fra Hjemmet hvor den fra de fleste af Hovedpersonernes Side blev bedre opført end her. Men saa har man her rigtignok et Orchester og bedre Chor, skjønt langtfra godt nok. Musiken er velsignet. Fiin og gracieus, dramatisk, overfuld af søde, pikante Melodier; instrumenteret med stor Routine; rig paa Effecter og: med mere contrapunktisk Kunst end flere af hans andre Operaer (f. Ex. Qvartetten i 2d Akt; Sarabanden i G-moll). Man hører Mesteren gjennem Alt, og den aandrige Digter. Halévy er uendelig langt under Auber i virkelig Opfindelse. Udførelsen var i mange Henseende fatal ... Operaen med sin underholdende Libretto gjorde Lykke hos det sparsomt besatte Huus. - Ja, som sagt, Auber forstaar Tingen!!" 16/2 var søndag og han hostet. "Dette Ildebefindende og dertil det sædvanlige Søndagsmelankoli jager mig i Theatret hvor Auber rigtignok ikke befrier mig fra min Hoste men dog lader mig føle mindre Ubehageligheder af den mens hans muntre Tonespil varer ... Godt Huus og rigt Bifald."

22/3 var det Aubers Fra Diavolo. "Ingen udmærket Opførelse. Günthers Zerline er 20 Aar for gammel. Dog er hun flink og i 2d Akt ganske pikant. Widemann er for tør. Milord Behr for grov i sin Comik, Milady Buck bedre end jeg kunde vente, bliver dog altid Buck. Lorenzo Qvint temmelig ynkelig. Ballmann som Beppo en Skandal. Stürmer Giacomo ret god. Verten: Steinbeck slet. Widemann synger Diavolo ret godt t. Ex. især den famose Arie men savner Lethed og Elegantse i Spil og Friskhed og Blødhed i Røsten. Orchestret naturligvis Hovedinteressen."

Halévy er nå bare kjent for sin store opera Jødinden. Men han skrev også ballettmusikk og en lang rekke opéras comiques. Den siste av dem ble fullført av hans svigersønn Bizet. To av hans siste opéras comiques ble oppført i Leipzig mens Kjerulf var der. Kjerulf så La fée aux aux roses 12/10 1850. Den hadde sin førsteoppførelse i Paris 1/10 1849, og teksten var av Scribe. I Leipzig var premieren 19/9, og Kjerulf så den den 11. gang. "Man gav her for 11te Gang Halévys Rosenfee hvis pragtfulde Udstyr Rygtet ei har overdrevet, men hvis dumme Text og slette, ialfald kedsommelige Larm og Dansemusik overtræffer de beskedneste Forventninger. Ja her maa Øienslysten være Hovedsagen. Det man seer af Dekorationspragt og Maskinerikunststykker maa i den Grad blænde at man glemmer Hovedsagen at det er en Opera man har for sig. Saa dette er et Arbeide af Jødindens og Carl den 6tes Componist. Kan han da virkelig skrive saameget Huult og Aandsfattigt; og saa melodiløst! Nei, da tusinde Gange heller Profeten; dér er da baade Stort og Skjønt mellem det Tomme og Forkastelige. Ærgrer man sig der saa kan man dog ogsaa glædes og nyde. Men her - ja Dekorationerne! og et Par Musiknummere i det Høieste; og enkelte Sceners overraskende Pudseerlighed. Men er det Kunst? Støvkost, Stole og Borde dandse - Børn i Blomstercostume forestille Blomsternes Dands. En Tryllehave forvandles til Is, en ung Pige til en gl Kone o. s. v. o. s. v. Kort sagt - Messespektakler!"

Han så La Fe aux roses igjen 4/1 1851. "Skjønt den vel er givet mod tredive Gange var Huset dog ret fuldt. Førstegang mishagede dette Syngestykke og Narrespil mig ubetinget. Dennegang fandt jeg det ganske morsomt og endog meget smukt oppe i det lette 1etfærdige Arbeide, Velberegnede Effekter mangle ikke, mere smukke Melodier; dog af dem gives et Par særdeles tiltalende ... Forresten staar fast at Rosenfee intet virkelig musikalsk værd har. Det er et Leilighetsarbeide beregnet paa Tryllepudserier og Pragtudstyr."

 Le val d’Andorre hadde sin førsteoppførelse 11/11 1848 på Opéra Comique i Paris. Kjerulf så det to ganger i Leipzig, 18/1 og 4/2 1851. "Texten er af St. Georges og er spændende og underholdende. Musiken har adskillig Effekt, er gjort med Routine, har flere meget smukke Enkeltheder f. Ex, Jacques Lied og Mai-Roses klagende Romanze, men behager mig i det Hele ikke meget. Den er for kald og for larmende, som Halévy overhovedet. Var Texten ikke den den er, vilde jeg sætte Operaen fuldkomment ved Siden af, om ikke under Rosenfee. Men Texten gjør at man gjerne seer den et Par Gange ... Udførelsen var ikke fuldkommen. Handlingen foregaar i Andorra i Pyrenæerne, smukke Dekorationer."

Som tilfellet var med Rosenféen ble Kjerulf mer tilfreds med Le val d’Andorre annen gang han så den. "Jeg erkjender at den naar den kan gives godt, virkelig er et ganske nydeligt Arbeide. Thi Texten er ganske rørende og interesserer meget - og Musiken, skjønt Halévys megen Larm for ofte gjør sig gjældende og dertil den moderne franske for legège Elegants og Abrupthed, har dog mange særdeles skjønne Partier. ... Til min bedre Stemning bidrog væsentligt at Schreiber-Kirchberger denne gang var mærkelig heldigere."

Men Leipzig-teatret forsøkte seg også på de ytterst krevende franske grands opéras, Profeten, Robert le Diable og Hugenottene av Meyerbeer og Den stumme i Portici av Auber. Etter å ha sett Profeten i Dresden, så han den i Leipzig 31/3 1850. "Over Forventning, selv i Udstyret. Saaledes var Vinterlandskabet og Kirken meget smukke. Maskineriet er midlertid trægt og maadeligt. Skøiteaffæren løb ret morsomt af. Balletten er en Smule ‘simpel’, Chor og Orchester formentlig det Sidste ret tilfredstillende. (Skulde der ikke være en Harpe??) Profeten selv Hr Widemann staar naturligvis hetydeligt under Tikatschek men udfører dog sit Parti som en virkelig Kunstner og dygtig, skjønt paa Retraiten værende Tenorsanger ... Meget god i enhver Henseende var Fides Frau Gundy (Gjæsterolle). Hun er en veritabel dramatisk Sangerinde med fuld udviklet Stemme og stort Foredrag. Kun de dybere Toner slaa ei ret til. Af Udseende er hun mindre heldig og iangtfra som Michalesi." Babette Gundy (1824-1868) fikk han se flere ganger. Aloysia Michalesi (1824-1903) ble gift med kormesteren ved Dresdenoperaen Karl August Krebs, og ble mer kjent under navnet Krebs-Michalesi.

Neste Profet-forestilling var 8/4. "Jo oftere man hører den, des fortroligere bliver man med de virkelig mange og store dramatisk musikalske Skjønheder men des skarpere fremtræder ogsaa det Søgte, det Grelle, det Uskjønne og Usande. Saaledes det ofte charlatanagtige i Instrumentationen og den næsten ridikule Overlæssen med points d’orgue a l’Italienne. Det Abrupte i Meyerbeers Maneer er ogsaa slemt i denne Opera. Men Masserne forstaar han at regere, deres Sang er ofte overordentlig udtryksfuld ... Paa Melodier er Profeten ikke saa rig som Robert og Huguenotterne - men der forekomme dog flere meget prægnante. ... Dandsemusikken er som saadan ypperlig - og Skøitedandsemusiken virkelig ny. Men al denne Dands er temmelig forstyrrende."

Så så han Profeten igjen 30/4 - for fullt hus. "Frl Michalesi fra Dresden sang som Gjæst Fides’s Parti og dette var en meget behagelig Omstændighed. Michalesi har, hvad Gundy savner, de dybe Toner, fulde, reent og mægtigt anslaaende. Hendes Sang og Spil er udtryksfulde." 9/5 så han operaen for fjerde gang i Leipzig sammen med Bargiel, Clara Schumanns halvbror. "Bargiel er en alvorlig og bestemt Antagonist af den meyerbeerske Musik uagtet han erkjender hans flere interessante og mesterlige Sider. Men om Meyerbeer er det slemt overhovedet at komme til nogen Enighed, idet hans Yndere i Overmaal tiltales af det Storartede, Pikante og hans Modstandere ligeledes i Overmaal frastødes - af det Usande, Søgte, Triviale. Meyerbeer er visselig ingen fiin Musiker; ingen gemytlig. Han er imidlertid en original Kunstner i sin Maade at anvende Musiken paa, hvis Midler han dog mesterlig forstaar at behandle. Han er en Repræsentant, og en mærkværdig Repræsentant for en ny-romantisk Tids Musik som visselig gaar udenfor Musikens sande og sunde Opgave; og hvad man end kan sige paa ham - interessant er han dog. Naar man beskylder ham for Fattigdom paa Opfindelse af virkelig nye og skjønne Melodier og overhovedet paa musikalske Motivers Udvikling og Gjennemførelse, saa har man vist ikke saa meget Uret. Hans Abrupthed og Fragmentiseren er vist ikke blot Princip. - I Længden tiltaler 1ste og 4de Akt meest. Introduction og Oprørschoret i I, Betlerscenen og Finalen i IV. Men ogsaa i Ensemblerne overhovedet finder jeg fremdeles meget slaaende dramatisk, som imidlertid idelig gjennemkrydses af uægte og triviale og extravagante Sager. Fatale ere de milelange Cadenzer."

8/12 så han Profeten for sjette og siste gang. "Jeg har nu nok og mere end nok af ham og tør vel sige jeg har seet ham for sidste Gang, med mindre jeg i Berlin skulde blive saa uheldig. Jeg gik efter 4de Akt. Udførelsen stod betydeligt under den tidligere da Salomon og Gundy vare der."

 Hugenottene fikk han se to ganger, første gang 3l/5. "Efter nu at have hørt baade Robert og Huguenotterne kort ovenpaa Propheten bliver det mig soleklart at Meyerbeer i denne sidste intet Fremskridt har gjort medmindre dette skulde bestaae i at forstaae alskens slaaende Effekter. Som Kunstværk er ialfald Propheten end mere fragmentarisk og ‘gjort’ end Huguenotterne. Begge have store Enkeltheder men Huguenotterne dog større og mere sammenhængende. Hvad Melodi angaar, saa er det vist at Meyerbeer i Profeten viser sig udtømt mens der i Huguenotterne findes de allerskjønneste. Sand Charakteristik findes vel ogsaa i Profeten; men hverken Fides eller Profeten eller Gjendøberne kunne vel komme op mod Marcel og Raoul og den herlige Valentine. Begge Operaer ere for lange, for sammensatte af forskjelligartede Dele; dog er i Huguenotterne mere Enhed. 4de Akt i Profeten blænder, men i Huguenotternes 3die og 4de er ulige mere Gehalt. Den berømte Sverdindvielsesscene bliver altid et Mesterstykke. For det høit pathetiske, det stolt-ridderlige, det martialske, religionskrigsværmeriske har Meyerbeers Musik Udtryk der frapperer ved sand Charakteristik. ... Udførelsen var kun deelviis god. Indstuderingen sporede Hast og Udstyret var slet. Adskilligt blev udeladt. I Orchestret findes ingen Harpe. Vel var det at de 3 Hovedpersoner vare i gode Hænder. ... De tre Munke ret godt sungne,"

 Hugenottene så han igjen i neste sesong 5/10 i delvis ny besetning. "Ved Salomons Bortgang er meget tabt. Hr. Schott fra Mainz var kun en rnaadelig Marcel. Men Margaretha af Valois blev fortræffelig sunget af Fr. Schreiber-Kirchberger fra Stuttgart, en Coloratursangerinde af næsten 1ste Rang, dertil seer hun godt ud; frisk og fuld som Stemmen. Mayer var Valentine; god men ei saa god som Gundy."

 Robert le Diable så han tre ganger i Leipzig, 16/l0, 15/12 og 25/12. Om den første skriver han: "I Theatret en skammelig forfusket Forestilling af Meyerbeers Robert. Udstyret var elendigt; Operaen blev givet med Udeladelse af altfor meget, og Tilfældet vilde at dennegang hele sidste Akt bortfaldt, da Bertram formedelst Hæshed maatte gjøre Opbud i Scenen i Gravhvælvingen. Denne Bertram var værre næsten end hiin i Havre for 10 Aar siden. Det var en Hr. Koch fra Danzig. Robert: Hr. Widemann var en stor Træmand og mere tør end sædvanlig. Næsten Samtlige negligerede sine Partier; Choret var tyndt og Baletten latterlig. Raimbaud var en falsk Qvint og Alice (o Dorus i min Erindring!) er altfor elskværdig til at Mayer trods al sin musikalske Dygtighed skulde kunne gjøre hende Fyldest. Den Eneste der duede og interesserede var Fr. Schreiber-Kirchherger (Isabella) der virkelig er en meget flink Rouladesangerinde og seer godt ud; hun var en nobel Erscheinung mellem alle disse Pjalter. Hr. Kochs Malheur gav forresten Anledning til komiske Intermezzos. Direktøren havde Bud efter Behr men han indfandt sig ei - og tvinge ham kunde man vel ikke."

 Robert le Diable var den av Meyerbeers operaer som Kjerulf syntes best om, og det var kanskje fordi han så å si var vokset opp med den i den Lassonske krets. 15/12 var han på ny i teatret og så Robert. "I Theatret Robert der Teufel som dennegang uden Afbrydelse blev givet til Enden, uagtet Hr. Koch var Bertram, og utilladelig jammerlig i Sang og Spil, saa at Publikum stadig hyssede. Meget udelodes desværre, som Duetten i F i 3die Akt, mere af Balletten, et og andet i Ensemblerne 5 (?) - den prægtige Munkemarsch. Men Nonnemarschen med de charakteristiske Fagotstemmer blev givet heel. - Leipzigs Theater kan ikke vel opføre Robert, og det besynderligt nok, da det dog kan opføre Propheten. - Hverken Robert eller Alice skjønt de repræsenteres af Widemann og Frl. Mayer kunne ret interessere; derimod er Isabella - Schreiber-Kirchberger - en høist tiltalende Erscheinung. Hendes Spil er nobelt udtryksfuldt, hendes hele Person saa smuk, og hendes Sang gjør En varm og glad. Bifaldet som hun nød var derfor ogsaa stormende. Ogsaa Mayer fremkaldtes."

Hans tredje Robert i Leipzig var selveste juledag. "Gudskelov: Behr var dennegang Bertram. Han er vistnok langtfra en Bertram som man kunde ønske sig ham; men mod Koch er han dog en Engel af en Djævel; og den prægtige Musik kunde man med denne Bertram ulige bedre nyde, tEx 3d og 5t Akt, - Schreiber-Kirchberger sang sin Gnadenarie fortræffeligt og bevægede endog den saa lidet enthusiasmerede Lindhult. Mayer bør ogsaa paaskjønnes for sin rene velopfattede Sang."

Den eneste av disse store franske operaer som var oppført på scenen i Christiania, var Aubers Den stumme i Portici. Den så han 9/7. "I Theatret Aubers La Muette for fuldt Huus og i svær Trængsel. Operaen var noget forkortet uden dog at noget væsentligt udelodes; Udførelsen lod imidlertid meget tilbage at ønske. Orehestret overdøvede det tyndt besatte Chor med sin Blik- og Trommelarm; dertil kom oftere Mangel paa Præcision og Sammenhold. Det sceniske Udstyr var ikke meget bedre end hos os (!) og Balletten var jammerlig nok. Det stod da tilbage at Hovedpartiernes Udførelse kunde tilfredsstille. Men ogsaa dette kun tildeels: Fenella var bedst repræsenteret og dog har Günther-Bachmann ei den dertil fornødne mimiske Begavelse. Hun er en flink, ret interessant Fenella; men ingen ægte kunstnerisk. Reer har, som før sagt, en dygtig Tenor, men synger ofte ubehageligt tydsk-maniereret og spiller som en Hanswurst; hans Masaniello var dog mindre ridicül end hans George Brown. Elvira: Frl Mayer er den gamle, nu velbekjendte Caroline Mayer. Sikker, musikfast, routineret; med et dramatisk, i Regelen vel opfattet Foredrag - og dog egentlig mere en god Sangmaskine end et syngende Menneske. Hun sang sin grandiose Arie fortræffeligt - og dog manglede det Bedste - Sangens Sødhed, Tonens Rundhed og Fylde; Pragt og Ynde, Korrekthed og Behagelighed forenet. Alfonso: Henry og Pietro: Brassin gjorde deres bedste. - Jeg mener at Leipzigs Theater maatte kunne give et Værk som Den stumme bedre og værdigere end Tilfældet var; men hertil behøvedes rigtignok en heel Deel Extra-Chorister og nogle hundrede Thaler anvendt paa Sceneriet. Der er et Liv og en Varme i Sujettet som Auber i sin Musik med et forbausende Talent har forstaaet at gjøre betydningsfuldt og gribende. Men her maa skjønne Tableauer til. Auber har medrette regnet herpaa; da først faar hans lidenskabelige Musik sin rette Glød. Orchestret var flinkt som sædvanligt, men hørtes dog nu og da noget rapplende. Musiken er rigtignok overmaade svær."

Av italienske operaer så han i Leipzig bare to,. og begge av Donizetti, L’elisir d’amore og Lucia di Lammermoor. Den første gikk 8/11. "Denne Musik hører udentvivl til det Bedste Donizetti har skrevet og vel udført hører man den med Fornøielse trods dens Tyndheder hist og her. Men godt maa den udføres. Og det var just ikke Tilfældet, thi et væsentligt Parti, Tenorens, blev heel ynkelig præsteret og Sergeantens ikke stort bedre. Derirnod var Behr som Dulcamara, trods al Overdrivelse, flink og morsom og Adine, eller Teresa (hvad hun hedder) Hovedpartiet blev ganske fortræffeligt givet af Fru Schreiber-Kirchberger, der er en udmærket Coloratursangerinde og en tækkelig, talentfuld Kunstnerinde i det Hele. Det var en virkelig ganske nydelig Erscheinung og hun gjorde stormende Lykke, især i 2den Akt. Hendes Gemal var Nemorino og Hr. Brassin Sergeanten."

 Lucia så han 7/4 1851. "Iaften i Theatret en ganske god Opførelse af Donizettis Lucia, Fru Schreiber-Kirchherger sang Titelrollen meget smukt og spillede ret brav; kun er hun vel gammel. Især var hendes Roulader og chromatiske Skalagange fortræffelige. Lucia er vist en af hendes Glandspartier. Hr. Becker fra Hamburg som Gjæst var Ashton og sang og spillede med Talent og Kraft. Edgardo-Widemann og Raimond-Behr vare ret brave. Adskilligt udelodes dog ei til Skade. Musiken har effektfulde og smukke Partier. Men end mere huult og tomt." Kjerulf hadde sett den både i Rouen og Christiania.

Det meste av det klassiske tyske repertoar stod naturligvis på programmet. Kjerulf fikk se Tryllefløyten to ganger, Figaros Bryllup to ganger, Don Juan én gang, Freischütz én gang i Leipzig og én i Dresden, Euryanthe to ganger og Fidelio én gang. Zauberflöte ble gitt 29/5 1850. "Man beundrer her ikke alene Mozarts Genialitet med ogsaa Schikaneders kolossale Makværk og Wienerpublikummets daværende Smag. Begyndelsen af 1ste Akt, den største Deel af 2den og især Finalen henrykker mig meest. Man kan nemlig ei om Zauberflöte sige at det er et stort Heelt ligesom Don Juan; thi med en saa dum og udstykket Libretto var dette selv Mozart umuligt. Ouverturen blev pragtfuldt spillet. Ellers lod Udførelsen af Operaen meget at ønske. Bedst var Sarastro: Salomon, Pamina: Mayer, og Papagena: Günther-Bachmann. Frl Schwarzbach har høie Toner men er ei stor Sangerinde nok til ret at brillere som Nattens Dronning. Papageno: Brassin var ganske flink og livlig, men Tamino-Hirsch var en falsk Trompeter. De tre Damer sang bedre end de tre Genier. Monostatos -Henry var tilbørlig tilsmurt og forresten ikke mere end passabel. Præstechoret kunde været mægtigere ... I 1ste Rangloge sad Clara Schumann."

 Zauberflöte så han igjen 17/11. "I Arrangement og Udførelse rappler det sandelig i altformange Hjørner. Dette Udstyr gjør Schikaneders Dumheder complet latterlige. (Ex. Slangen, Løverne, de ægyptiske Scenerier, Præsterne, Nattens Dronnings Throne m. m. ). Besætningen var tildeels forandret. Istedetfor den bortgangne prægtige Salomon havde den bedrøvelige Hr. Koch faaet Sarastros Parti. Widemann havde atter overteget Tamino og dette var dog allenfalls bedre end da Hr. Hirsch skreg og gestikulerede. Widemann staaer der som en complet Træmand men. han synger dog, han er dog Sanger. Behrs Papageno var overdreven som næsten alt Behrsk. Men han er dog flink trods alt det og ikke langweilig som den respektable Hr. Brassin. Nattens Dronning havde jeg ventet mig mere af siden Schreiber-Kirchberger havde faaet Partiet. Men hun var ikke disse rigtignok ualmindelig svære Arier voxen. Bifaldsstormen var her overilet. (Fru Frege sad i Avantlogen og hørte paa hende, men gik i 2d Akt). Monostatos var ogsaa ny: Hr. Qvint lalfald ikke slettere end den bortgangne Henry. ... De tre Genier, tre reenvaskede Kokkepiger."

 Don Juan ble gitt 4/8. "Heller ikke her i Leipzig kan dette Værk gives tilfredsstillende; og i saa musikalsk en By burde man dog vente at der ialfald gjordes al Umage. I reen musikalsk Henseende var vistnok meget at rose og Enkelt Fortrinligt men det rette Sammenhold, den nødvendige Sammensmeltning af Stemmerne og Orchestret savnedes ogsaa her. Og dertil kommer denne evindelige altid fremtittende schofle tydske Tilbøielighed til at gjøre slette og fade Witze. Don Juan blev given med den gamle dumme Dialog. Don Juan og Leporello gjøre gemene Kneipevittigheder og strax før Elviras Optræden seer man Don Juan i sin Bolig overrasket af Retsbetjente der beskylde ham for det netop begangne Mord paa Commandanten. Den hele Scene kunde ligesaagodt høre hjemme i den første den bedste Berlinerposse og som sædvanlig gives Aktørerne Tilladelse til at improvisere de fadeste Replikker. Skulde man dog ei rense Mozarts Mesterværk for slige ækle Tilsætninger! Er det Kunstsands? Hvor langt ædlere gik man da ei tilværks i Kjøbenhavn da man gav Don Juan med Recitativerne. Og nu det hele sceniske Udstyr saa fjelebodsmæssigt; og Helvedescommersen til Slut! fi donc!"

"Disse Fataliteter vare saa meget mere fremstikkende som paa den anden Side Udførelsen i Orchestret og fra flere af Sangernes Side var ægte musikalsk. Brassins Don Juan er ret kvik men for simpel; det samme gjælder tildeels om Leporello - Hr. Beer, der forresten er en dygtig Basbuffo. Ædelt og smukt sang Widemann som Ottavio, og Stürmer var en god Masetto. Commandanten som ellers synges af Salomon blev udført af Hr. Wilcke som ei har den dertil fornødne Røst Leporellos Spil behagede mig ei og Wilcke var slet. Donna Anna blev derimod virkelig mesterlig sunget af Caroline Mayer. Naar man bliver vant til hendes Udseende og Stemmeansats og Udtale saa kan man dog tilsidst overgive sig med Behag til Nydelsen af hendes store Sangerbegavelse. Det er dog en Stemme (ihvorvel sped og ei ung) - og et prægtigt Foredrag og udadlelig musikalsk Udførelse. Ganske ypperlig var hun i Recitativet og Arien, især den sidste (i 2den Akt), Heelt igjennem god, behagelig, kvik og sikker var Günther-Bachmanns Zerline. Det er et prægtigt Fruentimmer; næsten altid er hun paa sin Plads. - Saaledes kunde al Musiken være ret godt repræsentert paa Scenen hvis ei et af de vigtigste Partier var givet til en uøvet Skolar, et Menneske med et umuligt Ydre for Scenen og et altfor stort Ubekjendtskab til alt Scenisk. Frl Bucks Elvira var høist sørgelig; forstyrrede al Illusion og ødelagde mere end ét Emsembles Totalvirkning. Hun har en god, virkelig smuk Stemme men den er ei egal: snart har hun stærke, snart altfor tilslørede Toner. Snart synger hun med Sandhed og Følelse, snart som om hun aldrig havde Begreb om dramatisk Sang. Frl Buck er, idetmindste for Tiden, en Umulighed paa Scenen og jeg frygter at hun med sit ulyksalige Ansigt og sin hele Persons Kokkepigeplumphed aldrig vil kunne vinde Plads paa den. - Prægtig var Joachims Udførelse paa Violin (Pizzicato) af Mandolinakkompagnementet til Don Juans Serenade. Brassins Opfatning af Don Juan var ikke chevaleresk nok; men. forresten var han ret flink. I Scenen i Finalen i 2den Akt med Commandantens Statue var han formeget beruset. Denne Opfatning fandt jeg urigtig. Scenen med Zerline gik fortræffelig men dertil gjorde dog Günther-Bachmanns ægte dramatiske Talent Udslaget. Publikum klappede saavel til det Gode som til det Slette og til Witzmageriet naturligviis allermeest. Den stakkels Buck fik dog en Deel Hyssen at høre. Fremkaldelser skeete som sædvanlig hvert Øieblik og til en meget forstyrrende Afbrydelse i Musiken. Det ‘dannede’ Leipzig har et høist bengelagtigt og i slette Vaner sig behagende Parterre og Galleri."

Også Figaros Bryllup ble i Leipzig utført med dialog, ikke resitativer. 25/10 skriver Kjerulf: "I Theatret Mozarts Figaro som ovenpaa den miserable Forestilling af Robert ret var en musikalsk Hjertestyrkning. Operaen gaves med enkelte mindre væsentlige Udeladelser og uden Recitativer, hvilket i Figaro ei er til Skade. Behr sang Figaro paa sin Viis, men ret flinkt og livligt. Fiin er han ikke. Mad. GüntherBachmann er trods sine saa og saa mange Aar endnu en ganske ravissant Susanne. Spiller mesterligt og synger meget passabelt. Greven gaves ganske godt av Brassin. Frk Hennigs Cherubin var mere "schülerhaft’ og lod mig med Vemod tænke paa Berghnér (i København). Frk Hailer (Gjæst og i ‘Messen’ Fides) gav Grevinden; hun synger stærkt og med Aplomb men ei blødt og hun bevæger sig ikke og har heller ikke den Ynde som Schreiber-Krichberger der til Lykke skal være engageret her. Hendes Udseende er ikke ille, noget vel stærkt. Spillet duer ikke; Organet er for mandligt. Bazil: Hr. Qvint, Marcelline: Fr. Eicke; Bartolo: Stürmer hævede Intet men fordærvede heller Intet. Jeg vidste ei at Forestillingerne nu begynder Kl 6 og gik saaledes glip af Ouverturen."

8/3 185l så han Figaros Bryllup igjen. "Frl Mayer sang dennegang Grevinden og sang meget godt. Günther-Bachmanns Susanne var bedre end forrigegang. Pagen var forfærdelig."Figaros Bryllup kjente han godt fra Christiania.

Beethovens Fidelio så han bare én gang, 6/11 1850. I Christiania var Kjerulfs interesse for Beethoven forsterket ved omgangen med Carl Arnold, som hadde hatt personlig kontakt med Beethoven. Det var vel første gang Kjerulf hørte Beethovens opera: "Hvilken simpel, skjøn, sangfuld, udtryksfuld dramatisk Musik, uden Effektjageri, uden geniale Excentriciteter! Skulde man virkelig tro at den gigantiske Beethoven kunde stemme sig heelt igjennem moderat? Texten er ret god, men ikke udmærket, ikke rig paa store musikalske Momenter. Den er blandet med Dialog og Beethoven har smukt gaaet i de vante Former." I første akt "er Handlingen visselig ordinær nok. Men anden Akt har gribende Momenter: Duetten under Gravningen; og Scenen hvor Fidelio kaster sig mellem sin Gemal og Pizarros Dolk. Finalen i 1ste Akt med Fangernes Chor er ogsaa høist gribende. Musiken er heelt igjennem den aller ædleste, melodiøseste, fuld af alskens vokale og instrumentale Skjønheder. Først den bekjendte Ouverture i E - Saa Canonen a 4 i G - Terzetten - Fidelios deilige Recitativ og Arie (i E) - Pizarros Arie med det mærkværdige Soldaterchor - hele Finalen. 2den Akt: Indledningen og Florestans Arie - den mageløse Gravningsduett - den fortryllende melodiøse Trio i A-dur - Qvartetten og Finalen. Musiken naar ikke op til Don Juans dramatiske Storhed - men den staar dog fuldkommen ved Siden af flere af de øvrige Mozartske og overhovedet for de bedste anerkjendte saakaldte Operas comiques. Thi trods sit Alvor er den dog ingen egentlig stor Opera. - Udførelsen var kun middelmaadig, naar undtages Orchestret. Fidelio: Schröder-Devrients berømte Fidelio, havde ingen heldig Fremstiller i Frl Hermine Hailer. Hendes Spil er for unaturlig forceret, hendes Organ for grovt og hendes Sang for lidet blød og udtryksfuld og Stemmen i Høiden caput. Florestan, Wideman var just ikke meget interessant og Pizarro, Hr. Brassin kun middelmaadig. Bedst var Behr som Fangevogteren og Günther-Bachmanns Marzelline vilde været meget god hvis Sangen ikke nu og da havde været hende for svær." Wilhelmine Schröder-Devrients (1804-1860) "Fidelio" var litt en legende. Hun sang fra 1823 på Dresden-operaen under Webers ledelse og var også meget kjent som Agathe i Webers opera.

Leipzig-teatrets "Freischütz" fikk Kjerulf se 19/5 1850. "Bedst var Fr. Günther-Bachmann som Anna; livligt Spil, godt Udseende; passabel og behagelig Sang. Gundys Agathe var en kunstmæssig pathetisk-dramatisk Præstation, men ingen sand, simpel, inderlig, jomfruelig Agathe. Max blev godt sunget og slet spillet. Resten middelmaadigt. Orchester og Chor gode. Sceneriet i Ulvesvælget var storartet latterligt; passende for vort Markedspublikum." Leipzig var en kjent markedsby og trakk to ganger om året til seg masser av tilreisende. 29/9 fikk han se "Freischütz" i Dresden, som skulle ha en god tradisjon fra Webers tid. "Krebs dirigerede. Tikatschek sang Max fortræffeligt og Frl Bunke fra Breslau var en ret ædel. og jomfruelig Agathe; gode Anlæg, smuk Stemme og ren Udtale; men endnu ei ganske udviklet. Wächters Casper var noget forceret. Ännchen, Frl Thiele var slet. Overhovedet var Opførelsen nok et Hastværksarbeide." Antagelig ble forstillingen gitt for å prøve frl. Bunke med tanke på ansettelse. Man pleide ha slike prøver i slutten av sesongen.

Den sjeldnere oppførte "Euryanthe" hadde sin premiere i ny innstudering 26/2 1851. "Denne Opera er uden Dialog og, skjønt mindre slaaende i sin Virkning, mindre populær end Freischütz, i musikalsk-dramatisk Henseende dog et Værk af stort Værd, en romantisk dramatisk Musik af stor Gedigenhed og i sin hele Construktion gjennemført med stor Consekvents. Imidiertid er ogsaa sae her de herligste Toner ofrede paa en forfærdelig tom og langweilig Handling. Det blev skabt paa en Tid da den overspændte Romantik endnu var i Flor. Provençalske Riddere og Kjærlighedskvaler og Døde som ei faa Fred i Graven og Kjeltringer i Buxer og Skjørtar som paa alle Maader søge at tilintetgjøre Dyden og Uskyldigheden - der dog seirer tilsidst - dette er Ingredientzerne i Helmine v.Chezys deplorable Textbog." En detaljert gjennomgåelse av handlingen følger. "Denne Handling udspunden i 3 lange Akter er til at sove ind under, var ikke Webers deilige Musik der. Og selv med den blir Sagen betænkelig nok hvis ei Euryanthes Fremstiller besidder Talent til at fængsle, ei alene med ypperlig Sang men ogsaa med ypperligt Spil og en ideal Fremstilling af den ædleste Qvindelighed. Til de Øvrige Hovedpartier fordres ogsaa Kunstnere af 1ste Rang for ret at holde Operaen oppe. Og saa kan man hegribe at Udførelsen her i Leipzig lod væsentlig tilbage at ønske, og at den overhovedet ei har vundet stor Popularitet. Euryanthe var skrevet for Henriette Sonntag og blev siden saa ypperligt givet af den berømte Schröder-Devrient. Her havde Caroline Mayer Partiet. Og da fik man blot en god Sang. Det øvrige slog ei an; Personen er tør som Træ og Spil er ei meget Spor af. Eglantine er en kvindelig Skurk og en saadan magter ei den godmodige, gemytlige, fyldige Schreiber-Kirchberger med sin venlige bløde Stemme og sit milde Væsen at fremstille. Hun var endnu mindre paa sin Plads end Mayer. Og det var Synd for dem begge. Thi de var begge paa deres Plads virkelig dygtige Kunstnerinder. Behr (Lysiart) er en grovslagen brølende og vibrerende Basbuffo og formaar aldrig at opfatte et Parti fiint og korrekt. Widemann (Adolar) var da egentlig den bedste - en kedsommelig Elsker som man rigtignok kunde ønske en friskere, fuldere og blødere Sang ... Musiken er durchgehend Webersk. Ædelt formet, lidt sentimental-romantisk til Overflod, men atter saa sød og deilig; lidt harmonisk overfyldt, men atter saa harmonisk velgjørende især i de herlige Chor og Ensembler."

Han så den igjen 18/3 og skriver da omtrent det samme. "Her er dog store musikalske Skjønheder. Kun Skade at Sujettet er saa forfærdelig kedsommeligt og dumt. Udførelsen var fra Chorets Side dennegang meget mislig. ... Jeg sagde før at 2den Akt i Euryanthe behagede mig mindre end tredie; det veed jeg dog ikke nu. Vel udført vil 2den Akt maaskee være fuldkomment saa god som 3die mens dog Begge staa tilbage for 1ste. Den hele Finale i 2d Akt til Ex er høist dramatisk og fuld af skjøn Musik. I 3die er Hovedinteressen Euryanthes og Adolars Duett og hendes paafølgende Scene i Forladtheden. Men hertil hører en stor Sangerinde og Skuespiller. Musiken er for Hovedpartiets Vedkommende usædvanlig svær og byder sikkert ogsaa i Orchesteret ganske alvorlige Sager."

En helt spesiell interesse bød forestillingene 10/4 og 20/4 1851 med de første offentlige oppførelsene av Mendelssohns ungdomsarbeide "Die Heimkehr aus der Fremde." "Mendelssohns Liederspil er et Ungdomsarbeide, componeret ianledning af hans Forældres Sølvbryllup. Det er først i disse Dage som en oeuvre posthume udgivet i Claveerudtog af Breitkopf und Härtel. Klingemann har digtet Texten, som er saa uhyre faareagtig og langweilig at Mendelssohn isandhed maa have været lidet vanskelig dengang. Det er saadan en Art Idylle med erotiske og burleske Scener og en sentimental, rørende lykkelig Ende. Af Musik er her Forraad nok, og det er mere en Opera comique end et blot Liederspil. Men nydelig er denne Musik. Høist melodieus, populær, velklingende, ligger smukt for Stemmerne, er ikke svær og er instrumenteret uden al Larm-Anvendelse. ... Det Hele er ganske vel skikket til en privat Opførelse af Dilettanter og er ogsaa her i Leipzig givet hos Härtel og nu nylig hos Dr. Seeburg. De handlende Personer ere en Papa, en Mama, et Pleiebarn der elskes af den hjemvendende Søn, en vis "Kanz", en Person der aldeles intet her at gjøre uden umotiverede Dumheder og en Natvægter."

Sammen med dette ble gitt en enakters "Operette" (operette i gammel betydning som liten opera) av Johann Hoven - egentlig baron Vesque von Püttlingen (1803-1883). Han var født i Galizien, kom til Wien og ble venn av Schubert og siden aktiv i omorganisasjonen og ledelsen av Gesellschaft für Musikfreunde. "Ein Abenteuer Karls des Zweiten" ble først oppført i Wien 12/1 1850 og deretter av Liszt i Weimar. "Von Hovens Operette er meget letfærdig men geschickt gjort; utydsk Musik med franske og italienske Melodier og Vendinger, men ganske gefällig og velklingende. Texten er en temmelig løs fransk Anecdote i den sædvanlige Maneer. Især er Katastrofen for uæsthetisk og for dum. Men for en Gangs Skylde ta’er man gjerne imod. Her er dog Handling hvad i Mendelssohns aldeles fattes ... Ganske fortryllende var her den evig unge Günther-Bachmann, der dog nu og da har lidt vanskeligt ved at skjule sine saa og saamange og 40 Aar. Men her var hun saa tækkelig, saa pikant, saa beleven, ja smuk, nydelig - sang og spillede fortræffeligt - og har jeg seet hende for sidste Gang er jeg glad ved at have seet hende saa vel disponeret." Det ble imidlertid ikke siste gang, for de små operaene ble gitt enda en gang 20/4, og GütherBachmann var fremdeles uimotståelig som forpaktermadamen Catherine. Et par dager etter reiste han fra Leipzig.

En ganske usedvanlig begivenhet var førsteoppførelsen av Robert Schumanns opera "Genoveva" 25/6 1850. "Publikum bestod af næsten lutter Musikere. Flere af dem vare komne langt fra for at høre Schumanns Musik. Der sad Liszt med sit prægtige, geistfulde, men udmagrede Ansigt; der var Gade og den tykke, brede Hiller; man vil ogsaa vide at Marschner og Henselt vare der, hvad dog ei er vist. At alt hvad Leipzig har af Musikere var tilstede siger sig selv. Rietz dog ikke."

Kjerulfs beretning om denne førsteoppførelsen er virkelig et historisk dokument. Operaen førte til en bitter strid mellom Mendelssohnianerne og Schumannianerne. "Rietz har ytret i en Skriftvexling med Komponisten: ‘Mir gefällt keine Note in der Oper’, og Gades Mening var at det hele Værk var et kolossalt Misgreb - og jeg for min Part har sandelig ikke faaet nogen bedre Idee om det. Hvorledes kan en Geist som Schumanns saaledes fare vild? Hans Peri skal ei i fjerneste Maade ligne denne Musik. Hvad der i Operaen i reen musikalsk Henseende kan være dygtigt, prægtigt, nyt sindrigt, mesterligt fortaber sig dog i et Intet ligeoverfor den gjennemgribende Mangel paa dramatisk Interesse. Disse Figurer deklamere den hele Tid; hvo gribes af hvad de deklamere; hvo kan interessere sig for Genovevas og Golos Kvaler, for Siegfrieds Helteskikkelse og for Hexens Hexestykker. I det høieste bliver Hexen det Eneste der interesserer. Hun synger dog nu og da og med Liv og Charakteristik. Hvad de Andre synge gaar for mig i et evindeligt Einerlei, ‘es düselt immer auf der nämlichen Weise fort.’ Var det endda nok saa barskt, men med Fyr og Flamme Nei, det dræber sig selv med sin egen Kedsommelighed. Udførelsen var temmelig haltende; men, selv nok saa udmærket, vilde den kunne gribe? Ikke et eneste Ensemblestykke, ingen virkelig Finale; ja selv Arien og Duetten bliver til monotone Deklamationer. Hvad staar saa tilbage: En prægtig Ouverture, et Par Chor, en Lied - og, en heel Deel Finesser i Instrumentationen der kunne fængsle den vel Indviede naar han gaar til Genoveva for at faa Sligt at høre. Men jeg mener man til en dramatisk Musik medrette kan gjøre heelt andre Fordringer. - Operaen gjorde Lykke - succès d’estime!"

"Efter Forestillingen var Schumann samlet med Liszt, Gade, Hiller ofl. og der bragtes Toaster og Schumann blev sagtens svært feteret. Den store Masse af (forstandige og uforstandige) Schumanianere ville sagtens i det længste holde Værket oppe. Men hvad siger den Upartiske, og hvad synes Publikum?? Jeg spurte den gjennem musikalsk-begavede Normann hvad han syntes - og han var omtrent af min Mening. Modstanden vil blive stor da den er saa naturlig. Der vil da blive en Strid pro et contra. Men et stort Spørgsmaal bliver det om Schumann gjennem denne Meningsvexel vil vinde en klarere Indsigt i hvad der udfordres for at gjøre dramatisk Musik; i, at det der her udfordres, er noget ganske andet end til Sinfonier og Oratorier. Schumann har glemt at Sangen her er Hovedsagen, og den Sang som idet den betegner hver Enkelts dramatiske Standpunkt og Samtlige Ihinandengriben af Mængden kan nydes og forstaaes som Textens musikalske Liv, det der udfylder hvad Ordet ikke heelt kan sige. I Schumanns Opera trykker Musiken det end dybere ned som allerede i Bogen er besværligt og trykkende nok. Det er nu mine Tanker. Ouverturen er et Musikstykke med Aand og Kraft (A- moll og C-dur) uafhængig Sinfoni-Ouverture ... Texten har Componisten selv arrangeret efter Tieck og Hebbel; men denne Text som her er kommet for Dagen forekommer mig at være en temmelig uheldig Bearbeidelse; idetmindste ganske anderledes indrettet end de Librettoer man hidtil har anseet som de bedste for den dramatiske Composition. Den er uhyre udtværet og de bedste musikalske Momenter gaa som hele Resten op i en evindelig Deklameren; den Ene snakker efter den Anden og kun saare sjeldent bringes et Ensemble for Dagen hvor det musikalske Element ret kunde raade. Det Langweilige i Bogen bliver desværre endnu langweiligere naar Musiken kommer til. Dette er alt andet end Sang. Det er en uafladelig nu og da ved Chor afbrudt deklamatorisk-musikalsk Optræden af de handlende Personer, der under dette saare liden Individualitet faae, men blot danne et trættende monotont Modparti til den instrumentale Mangfoldighed der hersker i Orchestret."

Genoveva ble ingen suksess og ble tatt opp av bare få scener Den ble oppført av Liszt i Weimar 1855, i Karlsruhe 1867, i München 1873 og Wien 1874, altså temmelig sparsomt. Schumann reiste skuffet til Düsseldorf der han var blitt kapellmester. Også en annen fremragende musiker forlot samtidig Leipzig, nemlig violinisten Joachim som var lokket over til Weimar av Liszt.

Den mest populære av tidens tyske operakomponister var Friedrich von Flotow. Han var en aristokrat fra den dypeste tyske provins - Mecklenburg, men gjennom sin utdannelse som diplomat kom han inn i et internasjonalt musikalsk miljø og slo gjennom overalt. Martha var hans store slager. Den hadde sin premiere i Wien 25/11 1847, men den berømte tenorarien (verdens vakreste som James Joyce sa) ble først lagt inn i en oppførelse på Théâtre Lyrique i Paris i 1865 og stammet fra en av hans tidligere franske opéras comiques. Marthas musikk var bygget på en ballett over samme emne skrevet for Paris. På fem år var operaen tatt opp i repertoaret i Weimar, Dresden, Berlin, Budapest, Praha, Riga, London, Helsingfors, Warszawa, Stockholm, New York og København. Kjerulf hørte den første gang 27/5 1850. "Flotow hører viselig til de bedre Auberianere. Han er næsten ganske fransk; let, flydende, melodiøs; men særdeles Originalitet fandt jeg ikke. Ogsaa her regjerer Galopagen.. Ret heldig er Markedsscenen Finale i 1. Akt. Qvartetten mellem Forpakterne og de to forklædte Ladys i 2den ... Ladyen var Frl Schwarzbach fra Dresden; hun er en uinteressant blond Skjønhed, en endnu ung, ret frisk, routineret Sangerinde, med en meget høitgaaende Stemme og ret god Trille. Men hendes Toner ere ligesaa uinteressante som hendes Person. Da behager Günther-Bachmann som egentlig er mere Skuespillerinde, mig langt bedre. Hun er en prægtig Soubrette og har hjemme i disse muntre Operaer ... Operaen er givet utallige Gange her og man hører Melodier deraf seent og tidligt paa alle Kanter og i alle Gartenconcerter."

21/6 skriver han: "I Theatret Martha for anden Gang. Hvad man end kan tale om lette Varer, Auberianisme, Øresmigreri, Galopmusik og Platituder saa skal man dog have ondt ved at nægte at en Musik som denne i Martha i sin Heelhed høres med Fornøielse, stemmer En munter og glad om end det Indtryk den efterlader just ei varer saa forskrækkelig længe. Megen Aand og Poesi er vel ei at finde, men Kvikhed, fortrinlig Iagttagelse af de dramatiske Effekter, smukke flydende Melodier og ofte træffende Charakteristik. Texten er morsom, man kjeder sig ikke et Øieblik og faar da ei regne det saa nøie om der komme endeel Abgeschmacktheder fore som Modesmagen kræver som Offer. Instrumentationen høres geschickt og routineret; i Fortesatserne dog - fra fransk og italiensk Viis - formegen Larm; man kunde meget vel for en stor Deel udelade Basunerne, Trommen, Pauken og Trianglen. Nu - vil man ret søge skal man finde mange smukke Detailler - det lønner sig bedre at opsøge Skjønhederne end tale vigtigt om Feilene, Trivialiteterne og hvor mange Motiver eller Gange der ere stjaalne. I gode musikalske Tydskere, gaae hen og skriver en Opera der er ligesaa lidet langweilig som denne! Det er ingen Skam at være en talentfuld Auberianer. Det er langt at foretrække for dette Schumanns ‘Efteraberi’ hvor notabene alt er der undtagen den Schumannske Geist." Det er tydelig at operaen ble sterkt kritisert i konservatoriekretser. De andre samtidige tyske operaene han så i Leipzig, har ikke klart å holde seg. Ganske populær var Prinz Eugen, som han hørte 18/8 1850. (Frankfurt 26/7 1847). "I Theatret for at fordrive en skyet Søndagsaften. Man gav Prinz Eugen der edle Ritter, et slags komisk Oper af Gustav Schmidt som ogsaa selv har bearbeidet Texten. Jeg kjender hidtil ei til Hr. Schmidt; og hans Musik, som dog har flere gode Melodier der passe i det valgte Costume, tiltaler mig forresten ikke stort bedre end den dumme Text som de gode Tydskere lade til at finde saa morsom. Det Bedste er Benyttelsen af den gamle Vise om Prinds Eugenius. Her er en Corporal og en Marketenterske som ere Hovedfigurer, men man maa dog ei tænke paa noget lignende som Regimentets Datter, thi denne Donizetti Opera har en god Text, 1ste Akt var ganske morsom men da man saa mærkede hvad det blev til - saa God Nat! Dekorationer og Udstyr forholdsvis gode."

Teatrets utmerkte kapellmester Julius Rietz (1812-1877) hadde skrevet operaen Der Corsar, som Kjerulf så 28/12. Julius Rietz var egentlig cellist, men så begavet at han etterfulgte sin venn Mendelssohn som kapellmester i Düsseldorf. Derpå kom han til Leipzig, der han dirigerte både i teatret og Gewandhauskonsertene. 1860 ble han kalt til operaen i Dresden og ble også direktør for konservatoriet der. "Noget vel udtværet men ingenlunde udramatisk bearbeidet," sier Kjerulf. "tværtimod byder det flere effektfulde Momenter ... Det er en dygtig Musiker, en fortræffelig Contrapunktist og Instrumentist; i sin Retning decideret Efterligner af Mendelssohn og desværre formeget, og uden at eje dennes skabende Geist og klassiske Klarhed. Rietz’s Hovedfeil er at være for lang og bred - ausgedehnt -. Denne Feil føles smertelig i hans Opera. Den er blot dobbelt saa lang som den skulde være; og - som saa mangen ny tydsk Opera - den mangler Melodier - klar simpel Sang - og Instrumentalmassen er overvældende. Men paa den anden Side er hans Musik ulige mere dramatisk end t.Ex Schumanns Genoveva. Han forsmaar ikke ganske Recitativet og Duo og Trio og Ensembleformen. Hans Arie og Arioso er som Schumanns for lang og langweilig. Men i Ensemblet er prægtige Sager. Nogen Melodi har jeg ikke kunnet beholde i Hovedet; men var ikke dette ogsaa Tilfælde første Gang med Gades Opera (Mariotta). Handlingen har stigende Lidenskab og Tragik. Biancas Parti er unaturligt overlæsset og bebyrdet. Hun synger uafladeligt og i betydeligt Stemmeomfang. Dette er en Feil thi Rietz faar neppe en Sangerinde til at overtage et saa vældigt Parti hvor saa lidet er gjort for Bravouren. Mayer paatog sig det ogsaa nødigt; men hun er nu capabel til alt og holder ud som Faa. ... Men mere efter en senere Opførelse. Dennegang siger jeg blot: Operaen er for tung og lang og for lidt melodiøs og dramatisk simpel; men den er ikke som Genoveva dramatisk umulig og kunde maaskee ved betydelige Forkortelser bedres." Men Kjerulf så ikke operaen igjen.

En tredje nå glemt opera var enakteren Die Kirmess av Wilhelm Taubert (1811-1891) som ble oppført av konservatoriestudentene 15/1 1851. Taubert var i lang tid kjent som populær Liederkomponist. Teksten var av skuespilleren Edv. Devrient, og operaen ble før Taubert var 20 år oppført i Berlin (23/1 1832). "En lille Bondeidylle; Musiken ganske net og behagelig. Smaa Terzetter, Duetter, Lied med Chor og deslige. Sahr dirigerede og Märtel udførte Orchestret paa Pianofortet." Operaen fikk Kjerulf se igjen i Berlin, der han reiste like over påske 1851, 27/4 skriver han om den: "Ganske musik og vel gjort." I Berlin så han også den franske sangeren Soliés gamle enakter Das Geheimnis (Le secret) på Friedrich-Wilheimstädter Theater. Den kjente komiske skuespilleren Gustav Räder spilte tjeneren Thomas, "vel stærkt karrikeret men dog med uhyre rigt Lune".

Men Operaen hadde ikke annet å by å enn Martha (24/4). "Aften i Operahuset hvor jeg desværre maa afspises med - Martha! Derom er nu ikke meget at sige. Sceneriet var naturligviis meget smukt og Orchestret under Taubert var flinkt og godt. Martha blev spillet og sunget med megen Routine og ganske gracieust af Mme Tuczek-Herrensburg, en zart, ret interessant Personlighed med en smuk Coloraturstemme der dog alt synes lidt angreben."

Tiden i Leipzig benyttet Kjerulf naturligvis til å høre konsertene i Gewandhaus og Euterpe, og der var det en god del operamusikk. Ingen konsert blev på den tid gitt uten vokalmusikk, bortsett fra kammermusikksoiréene. Sesongen var over da han i mars 1850 kom til Leipzig, men i sesongen 1850/51 hørte han 20 konserter i Gewandhaus. Særs interessant var sesongens avslutningskonsert med Beethovens niende symfoni. Foran denne ble oppført de etterlatte fragmentene til Mendelssohns opera Loreley, som var skrevet til tekst av Geibel (27/3). På scenen ble den først oppført 19/1 1852. "Nemlig Finalen af 1ste Akt hvor den fortvivlede Leonore giver sig Luft- og Vandgeisterne i Vold for at faa Hævn over den troløse Pfalzgreve. - Texten er god og Musiken svarer fortræffelig til Ordene. Den er meget lidenskabelig dramatisk og indeholder i Overflod de vante Mendelssohnske Skjønheder men ogsaa det hos ham Stereotype og Maniereerte. Det hele er en Vexelsang mellem Aandernes Chor og Leonores klagende Solo." Teksten ble senere brukt av Max Bruch til et verk som var meget populært en tid, også i Norge.

21/1 1851 døde Albert Lortzing, dagen etter at hans siste opera hadde sin førsteoppførelse. Han hadde vært sanger og dirigent i Leipzig, og Gewandhaus-orkestret ga konsert til inntekt for hans etterlatte familie. Av Lortzing ble bare spilt ouverturen til Undine, "ganske velklingende, men dog temmelig tynd", sier Kjerulf. Flere av Lortzings mest kjente verker hadde sin førsteoppførelse i Leipzig som Die beiden Schützen (1837), Czar und Zimmermann (1837), Hans Sachs (1840), Casanova (1841), Der Windschütz (1842).

Gewandhaus-orkestret engasjerte gjerne en sangerinne for en hel måned. Konsertene ble gitt hver torsdag. For oktober hadde man en sangerinne fra London, Mathilde Graumann (1826-1913), som er mer kjent under navnet Mathilde Marchesi, sangpedagog i Paris som utdannet Calvé, Melba og en lang rekke norske sangerinner. Hun opptrådte på første abonnementskonsert med arie av Mozarts Titus og av Rossinis Italiana in Algeri. "Altstemme, god Skole, god Maneer, god Vokalisation men Stemmen mangler Styrke og Foredraget Liv og Friskhed. Det var mere Kunst end egentlig indre Kald. Og dog fortjente hun bedre Modtagelse end den matte Applaus hun fik." Om Rossini sier han: "God Coloratur men ei Styrke nok." (6/10). 13/10 sang hun resitativ og arie av Gluck Orpheus - "et Mønster for ædel dramatisk Stil i Recitativ og Arie. Simpelt men høist lidenskabelig i sin Virkning (Che farò senza Euridice?)." Kjerulf husket seg dette da han i 1857 arrangerte abonnementskonserter sammen med Conradi. Dessuten sang hun resitativ og arie av Semiramide (Eccomi alfine in Babilonia). "I Coloraturstil for Alt eller Mezzosopran", 24/10 sang hun en arie av Händel - "simpel og sød. Ganske nobelt udført af Frl Graumann. Dog brister hendes Tone nu og da i Høiden." I sin annen avdeling sang hun Lieder til klaverakkompagnement. "Men Frl Graumann gav her just ingen stor Forestilling om sin Capacitet som Liedersangerinde ... Applausen var blandet med nogen Hyssen." Sammen med teatrets Behr sang hun en duett fra Semiramide. "Grosse Haupt- und Staatsaffaire! ... Frl Graumann sang med Lethed og korrekt men var ei ret ved Stemme." På sin siste konsert 31/10 sang hun konsertarie i Ess-dur av Mozart (Non temer amato ‘bene). "Sangerinden var ilde disponeret og Arien var over hendes Kræfter. Det er slemt for hende; hun har sunget sin bedste Tid. Men naar hun foredrager hvad der endnu ligger for hendes Røst bliver hun dog altid en ganske nobel Sangerinde. Arien er meget smuk, med et ypperlig Recitativ, en sød, inderlig Cantilene men med en meget svær og virtuosmæssig Finale." Den andre arien var fra Donizettis La Favorite. "I den bekjendte Maneer!" Kjerulf kunne ikke riktig gutere Donizetti, noe han delte med Leipzigerkonservatoriet.

Augusta von Strantz (desember-januar) hadde det samme repertoar som Mathilde Graumann og var vel den stemmetypen som Rossini skrev så mange roller for: Barberen i Sevilla, La Cenerentola, La donna del lago, Tancrcdi, Semiramide etc. "Frau von Strantz sang arie av ‘Semiramide’ og ‘Italiana in Algeri’, arien av Glucks ‘Orpheus’ og en aria av Mercadante, ‘L’addio’ av Mozart, en Händel-arie, ‘Zeffiretti lusinghieri’ fra ‘Idomeneo’ av Mozart, ‘Giunse alfin il momento’ fra Figaro, arie fra Meyerbeers italienske opera ‘Il crociato in Egitto’ og arie fra Mercadantes ‘Donna Caritea’. Heller ikke hun var helt per stemme."

Jeanne Anaïs Castellan var en internasjonal størrelse som hadde sunget i Berlin (født 1819). Det gikk store ord om henne på forhånd, og Gewandhaus-salen var fullsatt til hennes opptreden 7/3 1851. Hun sang slutningsarien av La sonnambula og Rodes variasjoner, som egentlig var for violin, men ble laget om til vokalise for sopran. "I den første Arie vilde Stemmen ei ret behage mig. De dybe Toner ere stærke men forcerede, ligne mere Fagottoner end Toner fra et Menneskebryst; hendes naturlige Register er i Høiden (voix de tête) og hun tager reent og klart skjønt noget skarpt det høie Es. Foredraget er ypperligt; en decideret Virtuositet og kunstnerisk besjælet Foredrag. Hun er forresten mere for Theatret end for Concertsalen; hun gebærder sig for stærkt og synger med mere end Munden alene. Hendes Methode klinger ganske Garciask. Hun er Fioritursangerinde og passer bedst for de stærkt colorerede Partier, skjønt ogsaa den simple Cantilene kommer til sin Ret i hendes Foredrag. Spor af Reisens Besværligheder vare at mærke især i den første Arie. Romancen af Rossini sang hun deiligt i enhver Henseende. Vokalisationen var ypperlig og Tonerne klokkerene, og, near undtages Ydertonerne, bløde og behagelige. Ganske henrev hun mig med sine Rodeske Variationer; dette var et complet Mesterstykke udført med en næsten legende Ynde. En ret hjertegribende, dyb-genial Kunstnerinde som en Lind, Sonntag, Malibran er hun ikke; men en herlig Coloratursangerinde med utvivlsom dramatisk Begavelse. Hun har ei en Fiorentinis fortryllende Ansigt men dog et sødt yndigt Ydre og en zart Gestalt. Hun gjorde Lykke: ça va sans dire. - NB Mad. Castellan tilhører egentlig Pariser Operaen; men ogsaa Italienerne i London og Paris. Hun er en excellent Rosina; Amina; men giver ogsaa Norma, Lucretia og Desdemona. I Propheten synger hun Bertha ved Viardot Garcias Side (Fides). Hun har i den sidste Tid gjæstet i Berlin og fortryllet Berlinerne som den italienske Operas Primadonna. Hun gaar nu med det første til London saa jeg desværre ei faar høre hende og see hende paa Scenen i Berlin naar jeg kommer did. - I de rodiske Variationer solfeggierer hun med beundringsværdig Kunst og Lethed. Hun gjør en frem- og tilbagegaaende chromatisk Skala og løber op til trestrøgen Es.)" En hel scene av Spohr Zemire og Azor ble gitt 14/11 1850, finalen av 1ste akt. "Ægte spohrsk Musik, fuld af dramatisk Udtryk, rig paa alskens Modulationer. Udførelsen var fra Sangens Side noget schülerhaft."

[Muligheter for hopp frem eller tilbake til:]

 

 

Tilbake i Christiania 1851

Da Kjerulf i juni 1851 kom tilbake til Christiania, var det skjedd forandringer ved teatret. Den tyske F. A. Reissiger, bror av kapellmesteren i Dresden, var skiftet ut med italieneren Paolo Sperati fra det italienske selskap i København. Meningen var å starte en virkelig opera. Bokhandler Dahls hustru Emma Dahl ville gjerne synge de store rollene i operaer som La sonnambula, Norma, Regimentets Datter etc og ble engasjert til opptil 20 forestillinger med en gasje av 150-200 daler. Sperati fikk tilbud om 600 spesiedaler og 6 måneders oppsigelse. En tenor, Ciaffei ble hentet fra det italienske selskap i København, og med disse oppførtes La sonnambula. Men Ciaffei ble bare kort tid i Christiania. I stedet fikk man Caggiati. Med disse og de danske sangerne Jacob Lund og Clara Hansen (senere gift Ursin) oppførtes så svære ting som Den stumme i Portici og Wilhelm Tell.

Høsten 1851 oppførtes Norma, Søvngjængersken og Regimentets Datter. Kjerulf var på den første av forestillingene og var nådeløs i sin kritikk (4/11). "Miserabel Opførelse af Norma i Theatret. Et Orchester af Kattemusik, et dyrisk Chor af 8 Herrer og ikke fuldt saamange Fruentimmer. En lasket uformuende Norma (trods enkelte dygtige Momenter) - Caggiati som Sever. Casanova var Præsten og var den eneste respektable." Mer er der ikke i dagboken for 1851 om opera. Det er forresten bare sparsomme notater etter hans hjemkomst fra utlandet.

Han har vel ikke giddet gå og se de andre forestillingene, eller spandere penger på dem. 10/1 1852 skriver han i sin dagbok - nesten triumferende: "Med den italienske Opera vil det ikke gaa! Man finder den altfor blandet og hullet. Nu har Mme Dahl, Caggiati og Casanova istedenfor de resterende 5 Aftener faaet een til Benefice. Den var iaften. Huset var langtfra fuldt men dog taalelig besat. Man gav en heel Deel Stumper. Scene af Belisar. D° af Don Juan. Af Verdis Lombardi. Uddrag af Barbiere, d° af Ernani. Jeg hørte altsammen undtagen Ernani.Mme Dahl sang Zerlines F Dur Arie og med Casanova la ci darem. Begge vare uheldige og Musiken blev forvansket ved Broderier og Triller og Fermater. Caggiati sang Ottovios Arie ret smukt. Men Fragmenterne af Barbereren hørte jeg med Fornøielse. Det var af 1st Akt. Introduktion. Grevens Cavatine. Figaros Arie. Scene og Duo med Greven. Rosinas Arie og Duo med Figaro. Alle tre vare heldige. Især gjorde Casanova Fortune med sitt prægtige Ydre og levende Spil og vel udførte Recitation. Han er egentlig ingen Buffo og overrasket derfor saameget mer. Md Dahl var langtfra saa ubehagelig her som i det seriøse Genre. Hun sang med Bravour og ofte med prægtigt Udtryk - kun at Stemmen var friskere og mindre ‘grødet’."

For enkelte gjaldt det nå andre ting enn operaen, nemlig det danske sprog, og Christiania Theater var en av dets bastioner. For patriotiske nordmenn var det en skam at det eneste teateret i hovedstaden var dansk. Studentene støttet Ole Bulls norske teater i Bergen, og demonstrerte mot stortinget som ikke ville gi støtte. Noen få norske skuespillere ble ansatt i Christiania, men de gjorde ikke lykke, og det ble opprettet en dramatiske skole som skulle utdanne norske skuespillere. Denne ble utvidet til et nytt teater og opererte i konkurranse med Christiania Theater. Striden ble skarp da den unge forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson kastet seg inn i den. De danske skuespillerne begynte å forlate Christiania.

For enkelte var det som selve kulturen stod i fare. De overtok styret i Christiania Theater, fikk ansatt en kjent dansk teatermann C. Borgaard som sjef og forsøkte å lure inn flere danske skuespillere, blant dem den dyktige Michael Wiehe. Operaen ble gitt opp. Økonomien var også dårlig, men allikevel fikk de danske skuespillerne stipendium for å studere i utlandet. Koret ble sløyfet, skuespillerne selv skulle være kor, men Madam Schrumpf ble fritatt fra kortjeneste. I desember 1852 ble både Sperati og hele orkesteret oppsagt. Orkesteret skulle reduseres fra 31 til 21 mann, og Sperati ble ansatt på en ny og med lavere gasje. I juni 1853 ble orkesteret ytterligere redusert til 15 mann. Men den danske Nicolai Wolf ble hentet til Christiania under påskudd av å styrke operaen - han var nemlig tenor, og sommeren 1853 fikk han tilbud om en gasje på 400 spesidaler. Kort tid etter fikk Sperati og orkesteranfører Schrumpf brev om at opera ville bli en sjeldenhet.

Det ble følgelig lite opera å skrive om for Kjerulf. 22/4 1852 oppførtes Méhuls gamle Skatten og gikk fire ganger. Medvirkende var fru Ursin og Jacob Lund og en norsk skuespillerinne frk Klingenberg som hadde debutert i desember 1849. Den ble gitt sammen med et nytt norsk skuespill med sanger og kor av Rolf Olsen, Anna Colbjørnsdatter. "Særdeles maadeligt" kaller Kjerulf skuespillet, men om Skatten sier han: "morsom og musiken fin og nydelig i ældre fransk stil." Foruten de nevnte sangerne opptrådte skuespillerne Jørgensen og Hagen.Skatten ble også gitt 4/11 1852 og da skrev han: "Jørgensen og Hagen fortræffelige."

4/10 1852 presentertes de nyansatte i operaen Jægerbruden. Den mest interessante var tenoren Nicolai Wolf: "Iaften aabnede Theateret sin Opera med Jægerbruden. Wolf sang Max med stærk og fuld stemme og godt foredrag, især godt portamento. Hans Spil var ikke godt men heller ikke just slet. Han gjorde stor Lykke. Sandstrøms Casper er egentlig kun Bariton og Partiet passede ei for ham - han sang just ikke egentlig ilde - men i Spillet hadde han svær Kamp med Sproget. (Sandstrøm var svensk). - Den nye Sangerinde er som en Marionetdukke og synger med en tynd Skrigestemme uden Spor av Talent og Routine. Mm Ursin gjorde hva hun kunde af Agathe. Chor og Udstyr efter Omstændighederne ret gode. Speratis Tempi vare just ikke de langsomste."

Samtidig var den svenske sanger og sanglærer Isidor Dannström i byen, og Kjerulf traff ham hos byråsjef Jürgensens. "Han synger en kraftig og tækkelig Bariton med god skole. Han er sanglærer og Componist, lidt a l’Italienne." Han opptrådte på konsert et par ganger, siste gang på konsert av pianist Hasert. "Dannström assisterte med en Bas-Arie af Mercadante og et Par Smaaviser. D. er en beskeden, tækkelig Kunstner som man ret maa holde af som han sidder ved Pianoet og synger saa douce og ægte musikalsk."

Om den nye sangerinnen ved teateret, den svenske Ida Lövgren, fikk han en gunstigere mening. 4/11 skriver han: "Dem. Løfgren, blond og ung, sang to Arier (Barbiere og en af Donizetti): hun har en fuld, kraftig, bøielig Stemme og skjønt hendes Foredrag langt fra røbede den færdige Sangerinde, var det dog lovende. Og hun burde vist ansees som en Acquisition."

Det ble imidlertid ikke mer enn to forestillinger av Jægerbruden. Så tok man opp Den stumme i Portici med Jacob Lund, fru Ursin, Wolf og Sandström - Mad. Schrumpf var fremdeles Fenella. Den gikk tre ganger. Så oppførtes fragmenter av Norma (21/11) - også tre ganger. Her var også Ida Lövgren med. Etter nyttår kom første akt av Norma tre ganger, Den stumme i Portici én gang og til slutt også Don Juan (én gang). Kjerulf var ikke på noen av disse, unntatt kanskje Don Juan, men dagbok for 1853 finnes ikke. Han så ut til å være mer interessert i sin egen damekvartett som hadde soirée hos Lasson 9/11 1852. Her var det nesten bare opera, tersett av Cosi fan tutte, sekstett av Don Juan, duett av Méhuls Joseph, duett av Don Juanog "Preghiera" av Rossinis Moses. De medvirkende var Kaja Kjerulf og hennes søster Caroline Norbye, Trine Blom, Marie Lasson - hans kusine - Carl Kjerulf, N. Nicolaysen, R. Winge, W. Erichsen, senere gift med hans kusine, Nicolai Wolf og "den evige tenor" Wilhelm Lassen. På en senere aften ble sunget et par duetter av Tancredi.

Imidlertid så han Doktoren og Apothekeren av Dittersdorf 23/12. Den ble gitt tre ganger, og Kjerulf så annen foretilling. "Gammeldags men sund og frisk komisk Musikk. Texten lavkomisk ogsaa i gammel Stil men trods alle Urimeligheder og Plumpheder dog meget morsom. Udførelsen ret god. Jørgensen som Apotheker, Hagen som Invaliden. Mm Jørgensen som Mutter alle meget flinke. Ligesaa Lund som Barberen. Mm Ursin og Frøken Løvgren vare Elskerinderne. Løvgren er uøvet og synger ofte ureent men har en smuk Stemme og er kvik i al sin Ferskhed og har bestemt Talent. Wolf var mindre god." 28/12 så han Dittersdorfs opera på ny. Da var det dårligere hus. Den gikk bare tre ganger. Så ble det helt slutt på operaen, og dagbok for 1853 mangler. I dagboken for 1854 er det ingenting om opera, men 14/5 skriver han om teatret. "Mens Theaterdirektionen giver flere av sine Skuespillere Reisestipendium synes den aldeles at ville lade Orchestret gaa under. Det er en Jammer hvor mangelfuldt sammensat det nu er og hvor daarligt det følgelig spiller."

Dagbok for 1855 mangler igjen, og den skulle vi gjerne ha sett, for 9/4 1855 spiltes Wergelands komedie Søkadetterne i Land med musikk av Kjerulf. Orkestrasjonen hadde Sperati gjort. 8/5 spiltes Gudbrandsdølerne av Chr. Monsen med musikk av J. G. Conradi. Denne hadde også skrevet slutningssangen til En Aften paa Giske av Andreas Munch, som ble gitt 25/4 og gikk tre ganger. Direktørene ser ut til å ha vært opptatt av å få original ny musikk til teatret. I kontrakten til Sperati står at han skal levere musikk til stykkene som gis, og i 1856 laget han musikk til Ibsens skuespill Gildet paa Solhaug. (13/3 1856) Men opera ble det ingenting av, hverken 1853/54, 1854/55 eller 1855/56. Ida Lövgren giftet seg med en tysk sanger og kom til Tyskland, Sandström kom til Stockholm-operaen.

Det var faktisk mer musikk på det konkurrerende norske teater. 15/9 1855 oppførtes Dragedukken (musikk av Kunzen) som tidligere hadde hatt slik suksess i byen. Den gikk seks ganger. Deretter kom Dalayracs enakter Adolph og Clara (21/10), som også gikk seks ganger. Notene var utlånt fra Christiania Theater, og Sperati dirigerte. Det norske Theater og Christiania Theater spilte på forskjellige kvelder, så de samme musikerne kunne spille på begge teatre. Vi har ingen kommentar fra Kjerulf til dette fordi dagbok fra 1855 mangler. Benedicte Hundevadt fra Bergen var den som virkelig hadde sangutdannelse. Hun hadde Lenes vanskelige rolle, og var Clara i Dalayracs opéra comique. Denne gikk også to ganger våren 1856, men Kjerulf nevner ingenting. Men han omtaler Gildet paa Solhaug og Speratis musikk (16/3 1856). "Forsøg paa at akrive nordiske Sange og Chor. Men Sperati er Sperati."

I Tyskland 1856

Sommeren 1856 kom Kjerulf ut og besøkte Hamburg, Berlin og Dresden. I Hamburg fikk han for første gang høre Wagners Tannhäuser (2/8). "I Hamburgs restaurerede Stadttheater Wagners Tannhäuser under Ignaz Lachners Direktion. Trods al Motstræben maa jeg indrømme at denne Opera har meget for sig. Texten er ypperlig; Musiken, trods sin Mangel paa melodiske Motiver og afsluttede dramatiske Former, har meget Schwung. Tannhäuser: Hr. Humtzer. Wolfram: Hr. Hardmuth (god Bariton). Venus: Fru Hardmuth. De øvrige slette. Men mise en scène ret god. Orchester taaleligt. Chor ditto." Han fikk se Tannhäuser igjen på tilbakereisen 22/8. Ignaz Lachner (1807-1895) var bror av Franz og Vincent og hadde vært kapellmester i Stockholm. I Berlin var det igjen bare ballett, men i Dresden fikk han se Nicolais Die lustigen Weiber in Windsor. Han kommenterer kortfattet: "(Tynd og let) Jenny Ney-Bürde og Räder." Jenny Ney (1824-1886) var en østerriksk sangerinne som for det meste sang i Dresden. 10/8 kom Meyerbeers nye opera Nordstern som hadde hatt sin premiere i Paris 16/2 1854 som L’étoile du Nord, men musikken var for det meste fra Ein Feldlager in Schlesien, som Meyerbeer hadde skrevet da han var kapellmester i Berlin (1844). Kjerulfs knappe kommentarer: "Effektmusikk, ypperlig instrumentert. Udmærket Sang og Spil af Jenny Ney. (Tikatschek. Mitterwurzer. Agnes Bunke. Weixthorfer. Ræder.)"

På en liten utflukt til det saksiske Schweitz og Prag hørte han Verdis Rigoletto. Ingen kommentar uten at frk Rotter fra Darmstadt sang Bianca = Gilda. Tilbake i Dresden var det SpohrsJessonda. Den var fra 1823 og oppført i Kassel, der Spohr var kapellmester, men ble regnet som Spohrs hovedverk. Kjerulf kjente den i utdrag, og den var også oppført i Stockholm."En virkelig skjøn, elegisk blød musikk. Meget god Udførelse. Især Titelrolle: Jenny Ney, som her viste sig som en stor Sangerinde." Den stumme i Portici 19/8 var han ikke så fornøyd med. "Slet, improviseret Opførelse af Aubers Stumme. (Skulde været Norma). Tikatschek god. Resten ikke. Dog godt Chor i Bønnen." Meyerbeers Robert 12/8var også en "Hastværksforestilling. Robert god (Tikatschek). Alice og Isabella maadelige (Bunke og frk Brunner)".

I Berlin var det igjen bare ballett, men så kom Halévys Die Jüdin, som han nok kjente i utdrag fra soiréer i Christiania. "Kom først i Slutten af 1ste Akt. Interessant men formegen Larm og Effektjageri. Jüdin: Frl Carl fra Königsberg ret god. Eleazar: Formes ganske fortræffelig." Theodor Formes (1826-1876) hadde en kort karriere, for han ble sinnssyk. Rollen som Eleazar var meget ettertraktet av tenorer og ble også sunget av Caruso.

I Christiania igjen 1856

Sommeren 1856 ble Christiania Theaters orkester på ny reorganisert. Sperati fikk 500 spesiedaler i gasje, som 2/12 ble forhøyet til 600. Orkesteranføreren August Schrumpf, som hadde ledet orkestret når det ikke var sang, døde i 1856, og Sperati overtok nå det hele. Fra denne tid blir teatermusikken oppgitt i programmene. Thorvald Meyer og Thomas Heftye - byens to rikeste menn - trådte ut av direksjonen. Istedet kom Halvor Schou og byråsjef Jürgensen. Carl Fougstad fortsatte. "Borgaard sidder endnu i Sadlen men der synes at drage stygge Uveir op for ham." (4/9). 15/11 noterer Kjerulf: "Klaverudtog af Tannhäuser (Marschen i den Akt er dog prægtig!)" Ellers er det ingenting om opera, skjønt Et Eventyr i Rosenborg Have av Weyse ble tatt opp igjen 2/11. Men musikken her er meget beskjeden. Imidlertid ble Fra Diavolo satt opp på ny 27/1 1857 med Nicolai Wolf, fru Ursin og Jacob Lund. Jørgensen, fru Jørgensen og Johannes Brun fra Bergen hadde roller her. Men Kjerulf var da så opptatt av visekongens kvartettsang. 

1857, nok en reise sydover

Sommeren 1857 var Kjerulf igjen i utlandet. Han drog den samme veien over Hamburg til Dresden. På gjennomreisen i Hamburg fikk han se Barberen i Sevilla. "Udmærket Sang og Spil af Natalie Frassini som Rosina og Hr. Gloy som Bartolo. Figaro: Schütky." Natalia Frassini (1830-1905) var datter av dirigenten Josef Eschborn. Hun sang under kunstnernavnet Frassini, men ble gift med en württembergsk prins, og det var meget avisskriveri om dette forholdet. Johann Christoph Gloy var ganske gammel (født 1794). Franz Joseph Schütky (1817-1893) var fra Böhmen og hadde en 40 år lang karriere som dramatisk bass i Hamburg og Stuttgart.

Denne gang reiste Kjerulf ikke over Berlin, men via Magdeburg og Leipzig. Men han stanset ikke her. I Dresden så han først Lucia di Lammermoor 30/7 - "middelmaadig Udførelse". Deretter Zauberflöte: "Anstændig men dog middelmaadig Udførelse in toto. Dog godt Orchester. De tre Damer meget gode. Men Nattens Dronning meget slet (Bunke). En Debutant som Pamina. En Gjæst som Tamino. Conradi Sarastro. Ræder, Papageno morsom." Gustav Räder (1811-1868) var en av Tysklands beste komiske skuespillere.

Fra Dresden tok han til Wien, der han ankom 4/8. Dagen etter så han Ernani. Operaen var da fortsatt i det gamle Kärntnerthortheater. "Plads i Sitz Parterre dyr 1 florin 48 Kr. Udmærket godt Ensemble. Godt Orehester. Godt Chor. Ernani: WaIter. Don Carlos: Beck. Silva: Schmid.. Elvira: Frl Titjens alle meget flinke og dygtige Stemmer. Esser dirigerede." Therese Tietjens (1831-1877) var en av tidens mest beundrede dramatiske sopraner og sang både i England og Amerika. Hun var av ungarsk opprinnelse, debuterte 1849 i Hamburg og hadde sitt gjennombrudd i Wien i 1856 som Valentine i Hugenottene. Hun hadde en bløt mezzosopran med stor høyde og kunne synge i så forskjellige roller som Fides, Semiramide og Fidelio. Heinrich Essers navn kjente Kjerulf fra Christiania der hans opera De to prinser var oppført. Johannn Nepomuk Beck (1827-1904) var en ungarsk bariton som også var god skuespiller. Karl Schmid (1825-1873) var en sveitsisk bass, og Gustav Walter (1836-1910) var fra Böhmen.

Neste opera var Spohrs Jessonda. "Nobel Udførelse. Jessonda: Louise Meyer, en af Primadonnerne, smuk Dame (før i Dresden). Amazily: Frl Cash, en virkelig Skjønhed. Tristan: Nadori Walter. Præsten: Schmid." Marie Luise Meyer (1831-1899), senere gift Dustmann, hadde sunget under Spohr i Kassel. Kjerulf kom til å høre henne igjen i 1860 under det nye navn. Webers Oberon 9/8 var også en interessant opplevelse. "Her fængslede den herlige Musik ved sin egen Kraft og Skjønhed mere end ved Soliernes Fortrinlighed. Men denne Musik er for dyb til at fattes blot ved engang at høres. Romantisk, mageløs Instrumentation, fortrinlige Chor og Ensembler. Arierne blev tildels maadeligt udførte. Oberon: Walter var god men Huron=Erl senior slet nok. Erl forhen Wienernes Afgud er nu længst passeret, kan hverken synge eller spille. Rezia - Titjens var ikke ret ved Stemme, langtfra som i Ernani. Fatime, Frl Weiss ret god. Chorene gik ofte prægtigt. Maskineriet var miserabelt." Amalie Weiss (1839-1899) ble gift med violinisten Joachim og ble meget berømt som Liedsangerinne. Ekteskapet ble ikke vellykket, og skilsmissen førte til brudd med Johannes Brahms, som tok Amalies parti.

10/8 hørte han Lucia di Lammermoor dirigert av Heinrich Proch (1809-1878), som også ble kjent som komponist, særlig ved sine sanger og en vokalise for sopran. "Lucia Fr. Wildauer elskværdig og udtryksfuld. Edgard: Ander, vistnok en nobel Sanger skjønt Stemmen er lidt angrebet. Ædel Gestalt. Ashton Beck. Raimund: Schmid." Aloys Ander (1817-1864) var en bøhmisk tenor som var i høy gunst hos wienerpublikummet og også var sterkt rost av Meyerbeer. Kjerulf fikk høre ham igjen i Don Sebastian av Donizetti. Donizetti hadde vært høyt i gunst i Wien der han hadde hatt titel av hoffkapellmester. Hans operaer Linda di Chamonix og Maria di Rohan var skrevet spesielt for Wien og hadde sin premiere der. Dom Sébastien, Roi de Portugal var en fransk grand opéra til tekst av Scribe og var oppført 13/11 1843 i Paris. Donizetti mente selv det var hans mesterverk og ble meget skuffet over at den ikke ble så godt mottatt. Kjerulf var ikke så glad i Donizettis stil og skriver nå: "Megen Skrig og Larm men lidet Musik. Formegen Svulst hos Sangerne, især Beck. Don Sebastian: Ander. Camoëns:Beck. Primadonna: Csillag. Taskenspilleren Hermans fraskilte Kone: ret smuk men ingen stor Kunstnerinde." Rose Hermann Csillag (1832-1892) var født Kaufstein.

14/8 1857 fikk Kjerulf se Aubers Maskenbal. Titelen var egentlig Gustave III ou Le Bal Masqué teksten var av Scribe. Det var en grand opéra i fem akter og hadde sin førsteoppførelse på Pariseroperaen 27/2 1833. Likesom Verdis Ballo in maschera som var skrevet til samme tekst, hadde Aubers opera sine vanskeligheter fordi det viste et mord på en konge, og i Wien var hovedpersonen forandret. Kjerulf skriver: "Texten meget forvansket. Kongen (her Herzog Olaf) Hr. Meyer slet. Reuterholm (Ankarström) Draxler god. Pagen: Frl Liebhardt ikke smuk og yndig, men flink. Smuk og sød var Cash som Grevinden. (Ivrig Tale med to ubekjendte i Operakneipen om Wagner)."

Hans siste forestilling i Wien var Figaros Bryllup i Operaen. (16/8) "Figaro uden Recitativer. Lidt negligent i Texten. Men meget var dog godt. Især Susanne: Wildauer. Greven: Beck, Grevinden: Titjens. Ogsaa Pagen: Liebhardt !" (Luise Liebhardt (1828-1898)). På tilbakereisen la han igjen veien om sitt elskede Dresden og ble der flere dager. Han fikk da se på nyFernando Cortez av Spontini med Tichatschek og Mitterwurzer, "Men desværre ogsaa Bunke." Fra 28/8 var han i Berlin. Der spiltes Barberen i Sevilla, "men ingen Frassini. Tuczek har været. Hun har en altfor medtaget Røst og er for urolig men uden Ynde og Talent er hun visselig ikke. Amatøren Wolf ret god Coloratur. Figaro Krause bedre Spil end Sang. Bartolo:Bost væmmelig Farceur. Frl Gey Marcelline sang godt. Ovenpaa et dumt Balletdivertissement." Leopoldine Tuczek-Herrenburg (1821-1883) var datter av en bøhmisk tenor, dirigent og komponist og sang i Wien og Berlin. Hun hadde et omfang av to og en halv oktav og var god skuespiller. Som soubrette var hun mønsterverdig. Hun hadde debutert 13 år gammel, og da hun forlot scenen i 1861, kastet kongen en laurbærkrans til henne og sendte en miniatyrkrans i sølv med 65 blad der alle hennes roller var risset inn. Julius Krause (1810-1881) fikk Kjerulf høre flere ganger. Marie Gey (1825-1904) hadde han hørt før.

Så var det Aubers Feensee i Operaen, en fem akters opera fra 1839 med tekst av Scribe, antagelig et av de utstyrsstykkene man likte så godt i Berlin. "For Øiet; for Øret sandelig ikke. Slet Musik, maadelig Udførelse." Kjerulf var misfornøyd: "Frassini synger i Hamburg og jeg er her!" (1/8) "Ak Theatret! Die Grille i Berlin hvor ingen Gossman er. Nei, jeg vil reise." (2/8). Og 4/8 i Hamburg: "Ak - Opera, men ingen Frassini!! Richard Genées tydske komische Der Geiger aus Tyrol. Weixthorfer som Stainer sang Tenorpartiet og spillede Violinen ikke ilde. Damerne Ehrenberg og Hartmann ret gode. Men o Frassini jeg saa dig ikke engang i Logen! Nu reiser jeg imorgen og paa Søndag synger du Desdemona og spiller selv Harpen." Desdemona var hovedrollen i Rossinis Otello. Der Geiger aus Tyrol, som handler om violinmakeren Jacob Stainer, hadde sin. uroppførelse i Danzig i 1857. Komponisten Genée er imidlertid mer kjent som librettoforfatter, blandt annet av Flaggermusen.

Sesongene 1857-60 i Christiania

I Christiania var det gjestespill både av den danske Caroline Lehmann og den svenske Louise Michal, gift Micaëli. Svenske sangere hadde vært der om sommeren, og også Uppsalakvartetten og "natursangere". Han hørte Micaëli 7/9. "En stor Stemme, rent ædelt Foredrag. Savner dog Poesi. Men hun synger dog deiligt især var Variationerne af Rode pragtfulde. Jeg skriver om hende imorgen for Chr.posten (C. Lehman er mig anbefalet af Gade.)" Caroline Lehmann sang i teatret i scener fra Norma og Jægerbruden - "god som Agathe". 22/9 skriver han: "Fkn Lehmann sang iaften udmærket i Brudstykker af Norma." Han var sammen med henne hos assessor Thomle. "Hun sang Fides’s Ah mon fils!. Et Par af Gade og en tydsk Tyrolerlied og viste sig som en Sangerinde med stort Talent og med megen Følelse om end Stemmen langtfra er saa stor som Michals. Publikum har ikke videre paaskjønnet hendes Optræden." 28/9: "Frøken Lehmann gav Concert iaften for ynkeligt Hus. Hun sang smukt og godt og gjorde megen Lykke."

Høsten 1857 ga Det norske Theater Regimentets Datter med Benedicte Hundevadt i Maries rolle, som hun gjorde så godt at hun senere også sang den på Christiania Theater, der hun var ansatt fra 1860. Henrik Ibsen var nå blitt sjef for Det norske Theater, men Kjerulf nevner ingenting om dette. På Christiania Theater gikk Ludovic (av Hérold), men heller ikke denne er nevnt. Her var fru Ursin, Jacob Lund, Nicolai Wolf og Lucie Wolf med. Sistnevnte var egentlig bare skuespillerinne, men hun kom til å overta mange roller i opera. Sperati hadde selv trukket henne frem. Kjerulf var imidlertid i denne tid så opptatt med abonnementskonserter sammen med J. G. Conradi.

Det var handelskrise i denne tid, og mange firmaer måtte innstille. "Magen til. krise er ikke seet siden 1814-1815." skriver Kjerulf 9/12 1857. Også teatret kom i vanskeligheter, og 18/3 1858 vedtok direksjonen ikke å oppføre opera. Det hadde da gitt en del forestillinger med Fra Diavolo, men direksjonen fant at dette ble for dyrt. Men Nicolai Wolf fikk 2/6 et stort stipendium for å reise til Wien, og C. Borgaard satt fremdeles med stor gasje. Det norske Theater ga Fjeldeventyret 18/9 1857, som slo så godt an at den gikk 22 ganger. Sperati fikk meget ros for innstuderingen. Neste sesong begynte det med enakteren Skatten av Méhul, som gikk 11 ganger og enda en gang i mai 1859. Høsten 1859 tok Det norske Theater opp God rolig Nat Hr. Pantalon av Albert Grisar som hadde hatt premiere på Opéra Comique 19/2 1851 og hatt stor suksess i Frankrike. England og Tyskland, i. Her var Christiania før både København og Stockholm.

Kanskje har denne konkurransen gjort at Christiania Theater i april 1859 tok opp. en gammel enakter av Boieldieu som ikke før var gitt i Christiania, Den nye Godseier (Le nouveau seigner du village) og måneden etter Offenbachs charmerende lille operette Ved Lygteskin (Le mariage aux lanternes). Førstnevnte hadde bare to forestillinger (Øivind Anker har her feil oppgave), men Offenbachs lille stykke gikk i flere sesonger. Det var første gang Christianias publikum stiftet bekjendtskap med Offenbach. Le mariage aux lanternes hadde sin førsteoppførelse på Bouffes Parisiens i Paris 10/10 1857, der Offenbach endelig hadde fått lov til å oppføre stykker med mer enn to opptredende. Det ble spilt i København 5/3 1859 og i Stockholm først 29/l0 1860. Da hadde Offenbach vakt internasjonal furore ved Orphée aux enfers 21/10 1858.

Kjerulf så Ved Lygteskin da den gikk for fjerde gang 8/9 1859. "I Theatret. gaves bl. a. en Operette af Offenbach som for Tiden med sin lette gracieuse Musik gjør Lykke i Paris hvor han nok dirigerer Th. Lyrique. ‘Ved Lygteskin’ er en lille Idyl! en Bondekarl og 3 Bønderpiger er hele Personalet. Udførelsen kunde lade sig høre hvis blot Mad. Jørgensen ikke var med.. Hendes Toner og især Figurer er nu aldeles umulige. Mad. Brun vilde bedre gjort Fyldest her." Mad. Jørgensen ble senere byttet ut med Lucie Wolf. Kjerulf så den også 11/2 1860 og omtaler den da som "Offenbachs nydelige lille Operette." Høsten 1859 oppførte Christiania theater også Dalayracs gamle enakter Maison à vendre (Huskjøbet) tre ganger. "Slet udført, naar undtages Adolf." skriver Kjerulf. (3/11)

Kjerulfs dagbok er nå blitt fyldigere, og han noterer ofte ting han har lest i avisene. 19/1 1859 noterer han at Gade komponerer en opera Judith og at Berlioz komponerer en opera. Rossini skriver klaverstykker. 6/2 1859 leser han at Lohengrin er oppført i Berlin. "1ste Akt gjorde Lykke, 2den mindre og 3dje end mindre. Det endte med Fiasco. Den musikaske Kritik sætter dog Musiken som Musik over Tannhäuser." Lohengrin var først oppført i Weimar under Liszt 28/8 1850 (da Kjerulf studerte i Leipzig) og ble senere gitt på en hel rekke tyske scener fra 1853 utover. Den ble gitt i Leipzig 7/1 1854 og i Wien 19/8 1858. 14/2 1860 noterer han nyheter fra Paris: "Den Opera som David har færdig hedder Herculanum (naturligvis H’s Undergang). Gounods hedder ‘Faust’. Berlioz skal have vanskeligt ved at faa sin antagen. På Grund af den uhyre Lykke som Mozarts Figaro har gjort i Théatre lyrique indstuderes der nu Tryllefløiten. Rossini vil slet ikke hen at se Opførelsen af den atter i Scene satte Semiramis fordi Verdi har fordærvet Sangerne saaledes at de ikke længer kan synge ‘gammeldags’ Musik." Félicien Davids opera ble gitt 4/3 1859, Gounods Faust 19/3 1859 på Theatre Lyrique. Berlioz’s Béatrice et Bénédict ble først gitt 9/8 1862 i Baden-Baden.

6/3 1859 har Kjerulf lest en artikkel av P. Scudo i Revue des deux mondes, som var utlagt i Athenæum. "Han fortjener i høi Grad at læses. han hører ei til de Betalte. Han ved hvad han vil og tør sige det. Han er grundig Musikhistoriker og hans Smagsretning er anti-verdisk. Hans Artikel i 1858 om Lablache er alt andet end løs og overfladisk. Men det var ogsaa en Artist!" 12/4 noterer Kjerulf: "Meyerbeers ny Opera ‘le Pardon de Ploermel’ (Valfarten til P.) er nu opført 1ste Gang i Paris og har gjort stor Fortune. Den er i 3 Akter og har faa Personer til Soli. En Ged optræder i Operaen. Jeg er nysgjerrig efter at see hvad Berlioz og Scudo sige. (E.S. Berlioz roser, Fetis ligesaa i l’Indep. belge)." 9/8 1859 leser han at "Sangeren Roger har ved. et Vaadeskud fra sit eget Gevær da han var paa Jagt, skudt sin ene Arm som maa amputeres.For Operaen er han da tabt." 15/12 noterer han at C. G. Reissiger er død i Dresden.

3/3 1860 er det nyheter om Wagner: "Wagner har alt drevet det til 4 Concerter i Paris. Maaskee giver han sig ikke førend han faaer en hel Opera frem der. Kritiken er ham ikke videre gunstig men den bedre Del af den taler dog om ham med stor Respekt for hans eminente Begavelse. Fragmenterne af Tannhäuser har gjort mere Lykke end de af Lohengrin. En anden tydsk Musiker gjør derimod stor Lykke i den Parisiske Musikverden nemlig Liszts Svigersøn den udmærkede Pianist og Zukunftler Hans von Bülow. Hans ypperlige og aandrige Foredrag af Beethovens sidste Værker, af Schubert, og især af Liszt roses meget." 16/2 hadde Kjerulf gjengitt detaljert en artikkel av Berlioz om Wagner. 30/4 1860 omtaler han "Berceuse" fra Meyerheers Le Pardon de Ploërmel og finner den "pikant men affekteret".

Utenlandsreisen sommeren 1860

Alt det Kjerulf leste i norske og franske aviser om hva som foregikk i utlandet ga ham lyst til å reise ut på ny, og sommeren 1860 foretok han sin lengste utenlandsreise. Han forlot Christiania 10/7 og var ikke tilbake før 9/9. Referatet av reisen har han renskrevet bakerst i dagboken. Som vanlig reiste han til Hamburg over Kiel, I Hamburg fikk han seHuguenotterne og noterer: "Denne Musik interesserer dog bestandig selv om den gaar som her lidt paa Stylter. En Hamburgerkritikus i min Nærhed talte i Mellemakterne store Ord om Meyerbeer og Operaen. Det klang noget ‘tillæst’. Meyerbeer har egentlig sine uhyre Kundskaber at takke for sit Held. Han har studeret alle Skoler; alle Tiders Musik, han kjender alle Effekter, gode og slette; han ved altsammen baade hvad der skal til og hvad Publ vil have. Hans Musik er egentlig ingen fra et skabende Indre udgaaet Støbning men dette er meget mere et sammenflikket Mesterværk. Men forbandet godt sammenflikket dog, dersom ikke allerede Ordet sammenflikket tyder paa noget mindre godt. En genial Tonesætter er M. - mindre Tonedigter. En jævn rolig Nydelse har man ikke af M’s Musik Det er ei som naar man nyder en ædel Kraftsuppe der virker ved sin egen Kraft - nei det er Specerierne som virke mest. Urolig gjør den En. Men man lytter altid til med ny Beundring ihvorvel denne ofte blandes med dybt Mishag. Hvad mig selv angaar saa kan jeg aldrig andet end glædes ved Nevers stolte Ridderlighed og elskværdige gammelfranske Letsind som ogsaa Musiken saa fortræffeligt udtaler, Den Scene hvor St Bris holder Møde med de Sammensvorne hos Nevers mens Raoul og Valentine er indelukket i et Sidekammer - og N. stolt afslaar at deltage i Myrderiet, er sandelig prægtig componeret. Men atter igjen komme de grelleste Kontraster og de unaturligste Effektjagerier som enten sige altforlidt eller altformeget, mest det sidste, nemlig Coloriten er for grel, for stærk. Uhyre megen Lidenskab ligger i Duetten mellem Raoul og Valentine. Marcel er mig derimod for søgt - man hører altforvel at Comp. ikke af noen protestantisk Overbevisning og overhodet slet ikke i nogen religiøs Stemnimg har componeret. - Udførelsen var høist maadelig, især var Valentine slet. Orkestret ret taaleligt. Kapelmester er Eschborn, Signora Frassinis Fader."

I Berlin gikk han 15/7 til Krolls Theater og så Murmesteren av Auher, "Aubers gamle vakre Opera", skriver Kjerulf. "Det er længe siden jeg hørte den. Orkestret var ikke slet men paa Scenen var lutter Middelmaadighed. En spansk Dandser og Dandserinde optraedte ogsaa. Det var smukke flinke Personer. Især var hun en ildfuld Dandserinde." Dagen etter så hanMartha i FriedrichWilhelmst. Theater. "Altid Martha. Hvor det flyder glat ind i Øret - Skade at det ogsaa mal gré blir siddende derinde. Man kan ikke blive disse velklingende Phraser kvit. En prægtig Plumkett var der, og en grim Lady. Theatret og Haven gav et smukt sommerligt Skue."

Dagen etter så han i samme teater "Offenbachs ‘Orfeus in der Unterwelt’ og morede mig kosteligt". Han gjengir så handlingen i detalj. "Saadan er Handlingens Gang. Men den er fuld af parodiske Træk og slaaende Vittigheder, Snærter til Nutidens Tilstande, sociale og kunstneriske. Musiken er burlesk ren fin, let, gracieus som om Auber havde været med. Orfeus synger og spiller og i Violinen er - megen Persiflage. Guderne dandse Menuett og Galop og synge Hymner til Bacchus. Flueduetten er et sandt Mesterstykke og der vrimler af gode Melodier. Udstyret er storartet og Udførelsen var meget god, Frl. Limbach især som Eurydice, Schindler som Hans Styx og Hellmuth som Jupiter. Ogsaa Tidtke som Aristeus-Pluto og Winkelmansom Orfeus. I Gudindernes Række var vakre damer fEx Minerva Frl Frohn, Cupido Frl Kratz."

Så bar det til det kjære Dresden. Hans første opera her var Robert le Diable 18/7. Dresden kunne rose seg av ha et av Europas fineste operahus, bygget 1837-1841 av arkitekten Gottfried Semper. "Theatret gjorde det vante kunstneriske Indtryk. Man mærker at man er paa et Sted hvor Kunsten raader mer end Spekulationen. Hvor smuk er denne Sal og hvor dette Publikum ser ud! Man gav Robert. Besætningen var bedre end da jeg tidligere saa den; ja jeg mindes neppe i Dresden at have hørt et saa godt Ensemble: Tikatschek som med sine saa og saamange 50 Aar endnu dog har sin Tenorklang og statelige Gestalt var Robert, Freny (en flink Sanger) Bertram, Bürde-Ney Isabella og Frau Jauner-Krall Alice. Især var Damerne fortræffelige. Ney var i Begyndelsen lidt kold, lidt nonchalant, lidt skrigende i Høiden men saa sang hun sin Gnaden-Arie som en isandhet stor Sangerindc. Indtagende i Et og Alt var Krall; hun gav Alice som jeg siden Dorus aldrig har seet hende. Hun har et Jennylindsk Ansigt og ogsaa Røsten er af den Slags d. v. s. saa fuld, saa poetisk. Skolen fortræffelig. Hvilken herlig Scene er dog den i 3die Akt mellem Alice og Bertram, og hvilken udtryksfuid musikalsk Charakter Alice dog er! Rietz som nu er Capelmester efter Reissigers Død førte Orchestret." -

To dager etter (20/7) var det Don Juan. "Don Juan: Hr. Hardmuth (mig bekjendt som Wolfram i Tannhäuser i Hamburg), Leporello: Freny, Donna Anna: B Ney. Elvira: Krebs-Michalesi. Zerlina: Jauner-Krall. Ottavio: Schloss. Masetto: Bohrer. Comthur: Eichberger. Operaen gik ret godt og fra Enkeltes Side udmærket, men hverken Don Juan eller Leporello blev givet med den Dygtighed som her udfordres. Elvira-Krebs er mere eine gewesene Grösse men er dog musikalsk og dertil en statelig Person. Anna og Zerlina var Aftenens Perler, især Zerlina-Krall som virkelig var allerkjærest. Jeg mindes ei at have hørt en saa god Zerlina; hendes tækkelige Personlighed, indtagende Stemme og skjelmske Spil skal jeg ikke let glemme. Anna-Ney sang fortræffeligt. Saaledes Rec. og Duetten med Ottavio, det store Recit. foran Arien i D. Dustman-Meyer var en smukkere Anna, det er vist, thi Bürde-Ney er næsten hæslig, men saa synger denne ganske anderledes. Ottavio og Masetto var upaaklagelige men ei over Middelmaadigheden. Orchestret prægtigt (Krebs anførte). Akk. til Ständchen var arco."

"Jeg faar ikke høre Wagner her," skriver Kjerulf 22/7. I Operaen var det den kveld Oberon. "Det Instrumentale interesserer her paa Sangernes Bekostning; Chorene er deilige; Rezias Arie til Havet; Kvartetten o. m. m. men der er dog i denne Musik meget som er søgt og gjort som ikke flyder naturlig som i Freischütz eller har det høie Opsving som i Euryanthe. Textens Dumheder har staaet Komponisten formeget ivejen. Men et Kassastykke blir Oberon altid der hvor man kan udstyre Operaen. Tikatschek var Huon, Bürde-Ney Rezia og Krebs gav Puck."

"Nicolais lustigen Weiber in Windsor (24/7) som dennegang tiltalte mig mere end før. Musiken er dog kvikt og godt gjort uden hverken at være synderlig ejendommelig eller uafhængig. N. er ofte her mer end tilbørlig italiensk især vil han gjerne være brillant i Sangen og ynder Fortissimoene i Ensemblet. Men Musiken følger Textens Munterhed og er lystig og liflig og har ogsaa gode dramatiske Enkeltheder der fEx Maaneskinsscenen i 3die Akt; de tre Frieres Terzett; Annas Arie. Det Buffoartede har Overvægten som naturligt men Annas Parti har megen og ret fin Romantik. Krall sang Anna allerliebst, spillede ogsaa meget sødt. Musiken er svær at synge især Damernes Partier, som blev fortræffeligt udført af Bürde-Ney, Krebs og Krall. Bürde sang med sand Virtuositet og spillede ogsaa friskt og morsomt. Ræder var uhyre burlesk som Falstaff; Mitterwurzer viste sig som en dygtig Sanger i Fluths Parti. Men over alle straalede den kjære Jauner-Krall. Hun har noget som minder om Betty Smidth fra ‘dengang’ og atter noget tyksak-tækkeligt a la Marie Axels og noget klumpnæset livligt og aandfuldt a la Jenny. Naar hun synger ser hun smuk ud hvad saa Faa gjøre."

26/7 var første oppførelse av Verdis Trovatore for fullt hus. "Rietz anførte. Operaen modtoges med et Bifald som ei blot kunde gjælde Udførelsen. Librettoen er spændende, fuld af Forfærdelighed, ganske som Verdi vil have den. Opløsningen er afskyelig." En detaljert gjennomgåelse av handlingen følger, "Stof for lidenskabelige Arier, Duos, Trios og Ensembler. Zigeunere og Riddere, festlige Optog og Dødens Forberedelser, Zigeunerdands og Chor og dumpt klagende Miserere - alt er her. Verdi viser sig naturligvis ogsaa her som Verdi - uden sand Musikalskhed, fuld af ny-italiensk Pathos og meyerbeerske Effekt-Efterligninger. Men ved Siden heraf mærker man ogsaa Manden med Talent og der er i denne Opera mere end et Træk af virkelig storartet dramatisk Kunst. Heller ikke lader han Orkestret blæse i dette evige Fortissimo og unisono; han har ikke faa Effekter hvor Strygeinstrumenerne har Overtaget - ligesom der i Sangen, baade i Recit, og det Arioso er flere meget vakre Enkeltheder. Man faar saaledes her intet ublandet ubehageligt Indtryk - meget mere, man faar en vis Respekt for Verdi uden dog at behøve at blive bange for at han skal smitte. Det gjelder blot det store Publikum. Det er især sidste Akt som i denne Henseende ved en ædlere dramatisk Tonesætning danner en Modsætning til saa mangt og meget i de foregaaende hvor den stereotype Maner hersker, forceret Sang uden Gehalt, med unison Understøttelse af stærke Instrumenter mens Kontrapunktet er yderst fattigt og Akk. i Regelen af det aller trivialeste Slags. - Rhytmerne ordinære, Motiverne fortærskede, Men, som sagt, der er Undtagelser. Leonores første Arie begynder godt men saa maa hun op i Skrig og Koloratur paa de galeste Steder. Manricos Sang til Citheren (Harpe) har i sin Begyndelse et Motiv med en formelig nordisk Figur. I 2d Akt har Zigeunersken flere ret gribende Partier, fEx da hun fortæller Sønnen hvorfor hun vil hævne sig, Sangens Motiv lægges her i 2d Strofe - i Orkestret mens hun selv synger parlando; Orkestret er her pp. og mest strygende. Zigeunerskens Stemmelag er dybt à la Fides. Finalen med Nonnechoret, Tenorens smukke Skala mens Sopran og Bass bevæger sig mere lidenskabeligt, er af smuk Virkning. I Finalen i 3e Akt ogsaa gode Steder, Kapellets Klokke og Modsætning af Dur og Moll i Manricos og Leonores Duett. 4e Akt Leonores Arie har et smukt og nobelt Recitativ; Hovedmotivet er Andante i Moll 3/8 med zart Instrumentering (Ney sang her fortræffeligt), Choret indtræder med sit dumpe Miserere, saa kommer Ariens sidste Del agitato og da med ægte verdisk Akkord-Blæsestød. Paafølgende Duo og Ensemble med Choret (L. og M.) her gjør Kirkeklokken god Virkning. Noget af det vakreste er imidlertid Scenen i Fængslet mellem Zigeunersken og Manrico, ialfald har denne Scene en momentant gribende Virkning. ‘Og hvad vil man saa mere’ saa saede de Fledste. Ak ja! Den gode maler Berg lo spottende da jeg angreb Verdi og mente at jeg nok vilde komme paa bedre Tanker - og Tusinde tale som han og han er dog en dannet Mand og Artist i sin Retning. - Den døende Leonora er ogsaa af Verdi udtrykt uden for megen Unatur og her er ogsaa flere Træk af sand Tonedramatik; hendes sidste ‘jeg dør’ ligger vistnok vel høit men skriger dog ikke. Nu - det kommer alt an paa Udførelsen, og Neys Udførelse var fortræffelig. For saadant passer hun netop. Hun har Stemme og Skole, hun har Pathos men mangler Inderlighed - hvilken sidste Verdi ikke behøver - hun forstaar at hæve sig i dette svulmende Crescendo, hvile i disse hvirvlende Triller som høre til Dagsordenen (hvis det ikke skulde lykkes Wagner at fortrænge dem) i den nyeste opera seria. Krebs-Michalesi var Azucena Zigeunersken. Hun er musikalsk meget dygtig men har tabt meget af Røstens Kraft og Klang ogsaa i Medium. Hendes Personlighed passer prægtig og minder om Fides. Den nye Tenor Schnorr von Carolsfeld (Søn af Maleren) lader til at være i stor Gunst her i Dresden. For mig synger han altfor tykt og tydsk. Men Tenorklang har Røsten og ret musikalsk sikker er han ogsaa, hviler ofte meget smukt paa Tonen. Det er ligesom hans store Fedme er kommet formeget med i Tonerne; han er nemlig trods sin Ungdom en meget corpulent Mand, dertil meget høi. Ansigtstrækkene forsvinde næsten i Fedtet og han passer da ofte slet nok til de ‘lidende Elskere’. Det er ham som giver Lohengrin, Svaneridderen. Hardmuth (Greven, Basso) er heller ingen mager Karl men har et godt Ansigt. Som Sanger staar han i musikalsk Henseende under Schnorr v. C. men Røsten er ulige heldigere, Operaen er udstyret ned smukke Tableauer fEx Maaneskinsscenen. Choret kunde været bedre." Ludwig Schnorr von Carolsfeld (1836-1865) var den første Tristan i Wagners opera (10/6 1865), men døde 6 dager etterpå.

Fra Dresden tok Kjerulf denne gang til München, som hadde en god opera med Franz Lachner som kapellmester. Her fikk han 3/8 se Freischütz i det praktfulle Nationaltheater bygget i 1824. "Man gav den godt. Lindemann hadde knust sin Arm ved at frelse sin Søn fra at blive overkjørt et Lokomotiv paa Banegaarden og Kinderman havde overtaget hans Parti ‘Kasper’. Max Hr. Grill. Agathe Frl Stäger. Anna Fr. Diez. Især hun sang godt. Sceneriet i Ulvesvælget var fortræffeligt og Dekorationerne overhovedet gode. Fr. Lachner dirigerede. Chor og Orkester gode." Kindermann var den første Wotan i Rheingold og Die Walküre i München. Sophie Dietz (1820-1897) var med i den første Meistersinger.

Kindermann så han igjen i Wilhelm Tell to dager senere (5/8) "desværre svært forkortet. Saaledes var hele Stormen (Scenen med Uveiret og Tells Sprang) udeladt. Gessler fældes her alt i 2den. Akt. Paa den Maade mistede jeg meget af en Musik hvoraf Intet burde udelades. Jeg saa Tell for første Gang men kjendte dog det meste forud Stykkevis. Dog var Ensemblerne, Finalerne og hele Instrumentationen Nyheder for mig. Jeg forstaar nu godt at Rossini med denne Musik erobrede Tydskland. Der er i denne Instrumentation en mægtig Strengeklang (især Cclli og Basser) og et fortrinligt Kontrapunkt. Finalen i 2den Akt, Trioen og Dobbeltchoret gjorde herlig Virkning. Kindermann Tell og Grill Arnold var meget dyktige. K. var en Tell ogsaa at se paa. Grill sang sit Parti i Duoen allerkjærest. Skade at Damerne ikke var gode - Schwarzbach var desværre Mathilde og heller ikke var Gemmy, Frl Eichheim meget bedaarende. Gode Chor; fortræffeligt Sceneri. Prægtigt Prospekt ved Vierwaldstädtersøen med Alpen-glühn hvis Sandhed Ebbell og Meyer bekræftede."

I Residensen var innbygget det praktfulle rokokkoteater til Cuviliés, og her så Kjerulf Kong Renés Datter av Hertz sammen med Offenbachs Das Mädchen von Elizondo. Dette var Offenbachs første verk for scenen, oppført på Théâtre des Variétés 28/10 1853 under titelen Pepito. Det var i to akter og hadde ingen suksess i Paris, men ble meget spilt i Tyskland under sin nye titel og i ny instrumentering. Kjerulfs dom var: "let, altfor let. Tynd Libretto, tynd Musik - tyk Udføreise."

Kjerulf ville gjerne se Schweiz som han nok hadde hørt meget om, for det var blitt på moten å reise dit. Derfra drog han via Basel, Karlsruhe og Baden til Mannheim, der han så HéroldsZampa i teatret 22/8. "Man gav Zampa og bedre udført end jeg forhen har haft Anledning at høre den. Jeg sad lige bag Orkestret. De spillede overmaade præcist og flinkt men de spillede for stærkt (Vinc. Lachner dirigerede). Paa Scenen var man ogsaa flink. Saaledes gik Ensemblerne godt, Zampa selv var mig for tydsk. Navnet paa den Sangerinde der gav Rita er ikke godt at udtale; hun hedder Wlczek. Daniel for Ditt var meget god. Primadonna (dog den virkelige sad nok i Logen) var en Blondine, ret fix; men ikke af de første."

I Frankfurt fikk han høre Marschners Der Vampyr. (23/8) "Slig prægtig Musik maa høres mindst to Gange. Det var en stor Nydelse, men jeg beholdt for lidt af denne ene Gang. Vampyren ligner Hans Heiling i Blandingen af det dæmoniske og det tydske romantiske med Tilsætning af ægte kraftig Humor (Drikkechoret). Man modtager dog af slig Musik et ganske andet velgjørende Indtryk end af en Verdisk Troubadour, ja selv af Meyerbeers altfor blandede Tonedramatik. Lidt tung er Marschner iblandt - men hvor flink og dygtig alligevel! Introduktionen begynder med et Hexechor i dunkelt Maaneskin. (Ouv. D dur er bekjendt nok). Lord Ruthwen Vampyren bevilges den sidste Frist forinden han er forfalden de underjordiske Magter; hvis han ikke til næste Midnat har bragt tre Offre er han forloren (‘Für drei Braute zart und fein Soll dem Vampyr ein Jahr bewilligt sein’). To faar han let Bugt med men den Tredie volder ham hans Undergang. Texten er gruelig men giver Stof til stor Musik og stor Musik er her ogsaa. - 1ste Akt: Hexescenen. Ruthwens Arie.- Duetten med Janthe. Malwines Arie. Duett mel Malw. og Aubrey. Tersett. M. A. Davenant (M’s Fader). Finale (hvor Aubrey gjenkjender Vampyren men er bundet ved en Ed til ei at røbe ham. Nu er Tingen den at A’s Brud Malwina skal være Vampyrens 3die Offer.), 2. Akt. Bondescene. Drikkechor. Emmy (en Udgave af Zerlina hvor Vampyren er Don Juan men den seierrige.) Hendes Ariette og Romanze med Chor f moll (a la Balladen i den hvide Dame). Saa den ypperlige Scene mellem Aubrey og Vampyren hvor denne beskriver sin Skjæhne (fortræffelig dramat. deklam. Musik). Quartett, Quintett, Chor. Duo mellem de Elskende (Reminisc. af Weber. Motiv i Ouvert.) Finale (D dur). Enden er naturlirvis ogsaa her god."

"Orkestret var ogsaa her godt (Anførerens Navn ved jeg ikke). Theatret er stort og smukt. Malwina: Frl Carl, saa jeg tidligere som Recha i Berlin. Det er en meget smuk Dame men er nu blevet før. Og hun flyder paa sit nydelige Ansigt; thi hun er en svag Sangerinde, synger ofte ikke ganske reent. Langt dygtigere var Frl Medal som Bondepigen Emmy. Hun sang fortræffeligt sin Romanze. Vampyren selv Hr. Pohler er den dygtigste Sanger og god Aktør. - Marschner var nærværende og blev under stor Jubel fremkaldt. Eller var dette virkelig ikke Marschner - hvem kunde det da være - dog ei Regisseuren. Han lignede M. saa som jeg har hørt han skal se ud. En firskaaren Karl men med et derbt Ansigt."

I Berlin så han Oberon (26/8); "som var prægtigt nok udstyret mens Udførelsen af Sangen stod langt, langt under den i Dresden. (Rezia: Fr. Wippern)". Dagen etter så han Figaro, - "(med Dialog!) Maadelig især Damerne Baldamus og Pollack. Baldamus var mer end maadelig - hun var slet. Salomon og Krause var naturligvis de bedste. Ak - Susanne Wildauer! - Ved Udgangen af Operaen traf jeg den unge Neupert." I Hamburg 31/8 var det Flotows Alessandro Stradella, "som virkelig er rig paa Melodier og det gode sangfulde Melodier. Musiken er mest lyrisk, mindre dramatisk. Smuk, med Følelse, uden alt høiere Opsving. Stradella: Zellmann og Røveren Kapps sang godt. Det var en Benefice for Kapps. Manden i Parterret som deducerer om Meyerbeer var der ogsaa i aften og sagde det Samme som sidst men dennegang kom Rosinen "den bedste Opera i vor Tid er dog ‘Lucia’ !!!" - Ovenpaa Operaen en Ballett Robert Macaire." I Hamburg ble Natalia Frassini-Eschborn 30/8 viet til Hertug Ernst av Württemberg.

Høsten 1860 ble Regimentets Datter gitt på Christiania Theater, men det er ikke nevnt i Kjerulfs dagbok. Nicolai Wolf var Tonio, Benedicte Hundevadt var Marie og Johannes Brun Sulpice. Fru Giebelhausen og fru Jørgensen var de fornemme damer. Over nyttår forsøkte man en ny Offenbach-bagatell, En Brudgom paa Trappen (3/2 1861), som gikk i flere sesonger. Høsten 1861 spiltes Murmesteren av Auber. Men dagboken for 1861 mangler. Det eneste vi har fra Kjerulf det året er brev til Hans Gude, der vi får høre at han i Frankfurt hadde hørt to operaer av Rossini, "min Yndling Rossini", av et italiensk operaselskap. Det var La cenerentola og Semiramide, og søstrene Marchisio hadde hovedrollene. Barbara (1834-1919) og Carlotta Marchisio (1836-1872) var to italienske sangerinner som hadde stor suksess i Paris, London og St. Petersburg. De debuterte begge i Adalgisas rolle i Norma, den første i Wien, den annen i Madrid. I juli 1860 sang Barbara i Semiramide i Paris, og Rossini skrev sin Petite messe solennelle for de to søstrene. Efterpå drog Kjerulf til Italia og så opera i Milano, men vi vet ikke hva som ble gitt. Også dagboken for 1862 er forsvunnet, men en liten notisbok er bevart der han har rablet ned sine inntrykk, som senere nok er blitt renskrevet i en reisejournal.

Parisoppholdet 1862

Til Paris kom han 24/7 og ble der til 10/8. Han ville gjerne benytte tiden mens hans venn Henrik Meyer studerte i Paris, og han hadde også kontakt med Tellefsen og frue. Hans første opera var Adams Giralda som hadde hatt sin førsteoppførelse 20/8 1850 på Opéra Comique. "Aldeles Adam, men vistnok som den fuldmodne Mester i sin - den Auberske Stil. Denne som hos Auber fremtræder kanskje mere fin, mer forfinet; her var Ynde og national Berettigelse, men den er dog mere letfærdig end egentlig gratiøs. Det er ogsaa et Tidernes Tegn. Stykket er morsomt, temmelig slibrig Libretto. En Konge paa natlige Eventyr og et Spil med Feiltagelse af Brudgommen som vel lader sig se i Paris men ikke andensteds hvor hverken Sangere eller Publikum forstaar at tage Tingene saadan paa fransk. Tenorene Ponchard og Warot ret flinke, item Mlle Marimon som har Giraldas Parti. Kongen (Orosti) en tyk Karl sang en Romance for Baryton i 3die Akt med ægte fransk Tone. Jo videre jeg kom ind i Operaen jo bedre syntes jeg om den fra sidstnævnte Standpunkt naturligvis. Der var vakre Steder i Instrumentationen som kanske var vel saa god altimellem som Aubers der ikke er den bedste. Et Sted hørte jeg som klang som det var udtaget af Boieldieu. Men Librettoen er dog naar man skal sige Sandhed ligetil uanstændig - uanstændig med fransk Bonton - og det syntes Publikum svært godt om. - Og hvad det Slibrige angaar - hvad udstiller man saa ikke her i Boutikerne af Tegninger og i Pap-masque Efterligninger af Skulpturer! - Salle Favart har lidt af Aarene. Dekorationerne i Salen er gamle, især er det paafaldende med Loftet og Teppet." Sammen med Giralda gikk Monsignys lille Rose et Calas, som han omtaler senere.

Han så den igjen allerede neste dag da hovedstykket var Félicien Davids Lalla Roukh. "Den virkelig gode Tenor Montaubry og Sainte-Foy sang og den lille gamle Operette gik flinkt her og lystigt. Derefter kom Félicien Davids nye 2Akts Opéra comique Lalla Roukh som har været en vogue og fremdeles trækker. Endskjønt man her altfor ofte hører Gjenklang fra ‘Ørkenen’ og Musiken slet ikke er fremragende hverken ved virkelig nye Motiver eller ved nogen særdeles orientalsk Farve som fEx i Schumanns Peri saa møder man dog her en virkelig Musiker som skriver lidt mere end for Dagen, som forstaar at contrapunktere, som i Harmonisering viser en velbenyttet Paavirkning af den tydske Skole naturligvis overalt blandet med det Franske. Indflydelse af gode Componister høres ofte (ogsaa af Meyerbeer) og jeg hørte Chor som virkelig var fortræffelig gjorte, ligesaa en meget smuk Quatuor. Men jeg vil høre Operaen oftere. Montaubry sang Hovedpartiet og Primadonnaen Mle Ciko var ret sød, ung, lidt jødisk i Profilen. Foruden disse Hovedpartier var en 2d Sopran og en Bas comique (lidt a la Firkløveret i Oberon)." Félicien David (1810-1876) ble berømt ved sin ode-symphonie Le désert, som også ble oppført i Christiania (tre ganger). Med sin orientalske koloritt fikk den betydning for slike verker som Verdis Aida.

Kjerulf ble så interessert i Laila Roukh at han gikk for å se den tre ganger. Annen gang var 29/7, da han også omtaler Monsignys opera nærmere. "Monsignys Musik er ganske den Tids gracieuse, vel komponerede Parykstil. - Nobel Melodi med de gamle Cadencer. Kvikke Ensembler. Texten som jeg vistnok kun med nød forstod, drejer sig om simple Ting. To Elskende som finde en forstilt Modstand men tilsidst dog Eftergivenhed af de respektive Foreldre. Det er en Bondeidyl og Elskeren heder naturligvis Colas - ‘Pauvre Colas!’ Udførelsen er meget god. Colas Montaubry er en musikalsk Sanger, en tækkelig Personlighed, sikker paa sig selv, synger og spiller tout comme il faut. Den lille Rose er vistnok ingen Størrelse men behøver heller ikke at være det (Mlle Tual). Les deux pères er morsomme især St. Foy."

Om Lalla Roukh skriver han nå: "Lalla Roukh var mig ved dette andet Møde endnu kjærere. David har virkelig villet skrive en Musik der ikke blot gjør Effekt og Spektakel. Hans Musik har tydske, gode tydske Indflydelser og hans Romancer, ypperligt deklamerende, har hele den franske Gratie. Texten har, uden at fængsle ved nogen særdeles Handling, en rig romantisk Colorit som Musiken mer udhæver. Jeg fulgte den musikalske Deklamasjon ved Hjælp af Textbogen og tror at have lært noget deraf. Ouverturens Faktur er holdt i den klassiske Stil. Introd. og All:o med 2 Temaer. Udførelsen maa kaldes ganske god der Enhver udfylder sin Plads. Mle Ciko som Lalla Roukh bevarer den hele Tid Prindsessens Værdighed og den unge Piges uskyldige Sværmeri. Mirza Soubretten Mle Belia spiller med fortræffelig Skjelmeri og bevarer sig (prægtig skabt som hun er) med fuldstændig Routinerethed. Ciko synger med smuk Røst og nobel Moderation, men skjælver dog. Belia forstod i sin Romance at lægge et indtagende Skjelmeri. Noureddin Montaubry var også her fortræffelig og Baskiren Gourdon - vel burlesk - var ganske morsom. De skjønneste No er Lallas Romance i moll! Sous le feuillage sombre. Quartetten Je n’ose lever les yeux. Noureddins Romance med Oboe-Forspillet (moll med en vakker Durslutning) Mirzas Romance (Claquen skreg her og vi andre ogsaa). Finalen i første Akt begynder som min Quand tu dors. Smuk er Noureddins Sang her, især Slutningen ‘en secret je vous aime’! Og der forekommer ogsaa et fortræffligt Ensemble af Choret med Mirzas Romance Refrain. 2d Akt Lallas Aria Pastoral Introd. All:o i moll 3/4. Duetten mellem begge Damerne er en ægte fransk Notturno passende for Marie Manthey og Lulla. God er ogsaa den komiske Duett mellom Noureddin og Baskiren. Noureddins Couplets: Fuyez il en est temps encore. I Chorene forekommer Ørken Reminiscentser som dog passer i Handlingen og i det orientalske Costume. Kort sagt det var en Fornøielse at høre denne Musik ovenpaa den Verdiske hule Pathos." (Dagen før hadde han hørt Trovatore).

5/8 så han Lalla Roukh for tredje gang. Han hadde da anskaffet seg klaverudtog. "Ouverturen til L. R. Begynder med Hornsolo. Derpaa høie Blæsere. 2d Gang Strygeinstrumenter. Ganske net Instrumentering. I Klaverudtoget meget tynt. Han bruger Horn og Oboe meget i Introductionen. Sidste Cadens har Clarinet. Saa dybe Bas Pizzicato All:o e-moll. Her Strygeinstrumenter overvejende. Lallas 1ste Romance er godt sat, simpel og sød. Scenen med Dandsen, Prinsens Romance med Pizzicato Forspillet ogsaa god. Det Skjønneste i 1ste Akt er dog og bliver Quartetten med Chor der virkelig minder om de bedste Componister fra den franske Opéra comique og dertil har en Portion af god tydsk Tonesætning. Finalen, Introductionen, Duo og Lallas Sang til Nattens Skjønhed har megen Ynde. (Orkester med den høie gjennemkl. Tone). Udmærket synger Prinsen sin Tiltale til Lalla med nobelt erotisk Udtryk. I 2d Akt Lallas Arie ganske nobel. Duettinoen smuk men lidt almindelig. Dramatisk virksom og kvik er Duoen mellem med Prinsen og Bassarien. Overhovedet den hele Musik hører jeg gjerne for 3die Gang. Den er dog skrevet af en Mand med Hoved og Hjerte."

Rose et Calas så han igjen 7/9, denne gang sammen med Aubers opéra comique Les diamans de la couronne. Istedenfor Moutaubry sang den unge Capoul Colas`s rolle, "ganske brav men ikke saa fix som Montaubry". Joseph Capoul (1839-1924) ble senere en av Pariserpublikumets yndlinger. Om Les diamans de la couronne (Kronjuvelene) sier Kjerulf: "Les diamans de la couronne som jeg i sin Tid hjemme ikke fandt at være noget men som jeg nu her erkjender for en af Aubers bedste og allermest Auberske. Det spilles i et Væk de fineste gracieuseste Melodier mens en dristig anlagt Intrige forstaar hele Tiden at fængsle Tilskueren. Vil man have Auber paa sit Bedste saa skal man have ham hel. Diamans var godt udført baade i Spil og Sang. Allerede Overturen morer, let, potpourriagtig som den er - og det trods den lidt fade Instrumentation, - men den er fin. Og i enhver Akt findes en Fylde af gracieuse Auberianismer. Marimon var sandelig ganske sød især i 2.Akt - med Bolero, Mazurka og Solfeggierne, Belia net, Ponchard og Laget ganske flinke. Perillenc morsom. Ensemblerne gik med Liv. Morsomt var det at høre Duetten igjen som Berg og Helene sang (men de sang bedre end Vedkommende her)."

Kjerulf så i alt 10 forestillinger på Opéra Comique. 30/7 var det gjensyn med Le maçon og Le pré aux clercs. "Den første middelmaadigt og temmelig sjusket udført med flere udbrugte Stemmer og et tyndt Chor og tarvelig Udstyring. Bedre gaar Le Pré; men - ikke som i gamle Dage det kan jeg trygt sige da her ingen Roger synger Merzy, ingen Rossi Isabelle eller meget mere da disse ogsaa nu synges godt - da ingen Darcier synger Nicette. Couderc som synger og spiller (især spiller han godt) Comminge er den samme C. som jeg i 1840 saa i ‘Zanetta’ (tror jeg da). Cantarelli (Berthollier) var ganske flink og morsom men ikke som Mocker. Dengang sang den ypperlige Buffo Henri Givots Parti. Givot og Nicette var den gang noget nu derimod sank disse To ned til Ubetydeligheder. Warot Merzy og Isabelle Marimon var derimot virkelige Artister med Talent, og Marimon sang meget smukt sin deilige Arie. Dronningen er ikke meget rar - det er en udslidt Sangerinne men ganske musikalsk saa Ensemblerne ikke just fordærvedes af hende. Herolds Musik glædede mig ogsaa nu. Hvor fortræffelig er f.Ex ikke hele 2den Akt."

Boieldieu var en av Kjerulfs favoritter, og 14/8 fikk han høre Jean de Paris. "Jean de Paris min Yndling! Men her var virkelig Udførelsen meget under hvad man skulde vente af Opéra Comique. Senechallen var middelmaadig, Jean de Paris ditto, ja altsammen undtagen Prinsessen Marimon som jo kvidrer allerkjærest - men dog ogsaa blot kviddrer - stor Sang er det ikke. Mod Pagen (Belia) vil jeg være naadigere fordi hun er saa yderst tækkelig - men synge kan hun ikke. Men den deilige, gracieuse, chevalerske, ægte franske Musik - saa klar og munter, saa solid i al sin franske Lethed."

Sammen med den fikk han Pergolesis La serva padrona, en 2akters buffa. "Her er en Bas og en Sopran og Scapin som blot er Mime. Musikken er prægtig. Som Ouverture spillede man en af Gevaërt for Orkester udsat Sonate af Scarlatti. I Operaen sang Gourdon og en ny Sangerinde (som Debut) Mlle Galli Marié. Hun var en ren Akvisition, smuk Stemme uden skjælven, fix i Foredrag og Spil. Gjorde stormende Lykke - Publikum klappede con amore - noget man ellers pleier at overlade til Claquen."

Kjerulf ble meget opptatt av La serva padrona og Galli-Marié, som han så igjen 23/8. "La servante maitresse ogsaa denne gang høist interessant - Galli Marié udmærket - tilsidst Nicolos ‘Les Rendezvous borgeois’ - yderst komisk men en Ubetydelighed hvad det Musikalske angaar da Musiken slet ikke er Hovedsagen. Og derfor gik ogsaa Stykket godt!" Om Jean de Paris sier han: "Jean udelod en Arie - forresten var han bedre end sidst og Operaen gik ret flinkt".

18/8 noterer han ting han har funnet i avisene. "Grunden til at ‘Serva padrona’ blot har to syngende og en mimisk Person var at et andet Theaters Privileg forbød det italienske Theater at have mer end to syngende Personer paa Scenen. I Paris gaves den 1ste Gang 1752, i Italien 1730. (Bambinis Trup). - La Patrie om Galli Marié som kommer fra Provinsen (Rouen). Depuis aussi longtemps nous n’avons vu dans son emploi une artiste d’un mérite aussi complet. - Serva padrona er givet på det italienske Theater af Malibran og Lablache. - Gourdon bliver ikke rost."

La serva padrona så han igjen 30/8 sammen med andre opéras comiques. "En morsom Aften. Toreador, en 2 Akts Opera af Adam med 3 Personer, gammelt Tilsnitt af Texten nemlig 2 Ægtefolk og en Scapin. - Musikken uhyre let men flinkt gjort især Benyttelsen i 1ste Akt af Melodien ‘Ah vous dirai - je maman’. Debutante Chollet (Mlle) gjorde Lykke og sang med en vis Routine men manglet Stemmefylde og Farve, ser dertil ubetydelig ud. - Deux mots, Natten i Skoven, Dalayracs yndige lille Stykke. Couderc Officeren, Laget Tjeneren, Revilly Værtinden og Mlle Garait meget smuk, blond, gav den unge Pige. Men til en saadan Rolle hørte en Victoria. -Tilsidst Serva padrona - prægtig!! - Udenfor i Entrakten saa jeg Berlioz, Mme Ciko, Mme Riquer fra Théâtre français."

Og dagen etter noterte han: "To Ord eller Natten i Skoven opførtes 1ste Gang 1806 (Ord af Marsollier), findes ikke udgivet i Klaverudtog, men kun for Orkester, men er nu arrangeret af Alf. Dubernoy som har dirigeret Pianoprøverne, udkommet rimelig hos Girard, som har udgivet Rose et Calas og Servant maitresse." 1/9 leser han i avisen: "Mle Galli-Marié maa tilbage til Rouen som ikke vil slippe hende skjønt Perrin har gjort alt for at beholde hende her. Naturligvis naar Engagementet i Rouen er forbi kommer hun tilbage til Opéra Comique." Han kjøpte uttoget av Rose et Calas for 6 og 1/2 francs.

Mens han i alt var 10 ganger i Opéra Comique, var han 7 ganger i den store Opéra. 28/7 så han Verdis Trouvère som komponisten hadde tilrettelagt for den franske scene med ny ballettmusikk i 1857. "1ste Akt kjedelig. Mme Sax - Leonore skriger mere end hun synger. Mme Tedesco - Zigeunersken - en tyk og svær Person, et Slags grovslagen mer mandig Fru Jürgensen, er visselig en meget routineret Sangerinde omend med Skjælvemethoden - og atter minder hun nu og da om Mm Dahl og det ikke i det Fordelagtige. - Tenoren synger bredt og klangfuldt men heller ikke uten Vibration. - Bassen er middelmaadig. Choret ikke overdrevent stærkt. Orchestret ikke extraordinært godt men respektabelt."

"Eftersom Handlingen skrider frem i Lidenskab udvikler dog de syngende Personer deres Dygtighet. Det gjælder her at drive alt paa Spidsen - synge forfærdelig stærkt, agere voldsomt. Nu er ingen af de Spillende just store Aktører. Kanskje Tedesco er bedst - men i 4de Akt hvor der virkelig er to Scener som er storstilede og hvor Misereret med Duoen mellom Leonore og Manrico trods al Verdiskhed virkelig er smuk, viser ogsaa Mme Sax sig til sin Fordel. Hun synger her med élan, stærkt, fuldt og ikke uden dramatisk Udtryk. Tenoren Michot er her fortræffelig. Tedesco ret nobel uden al Overdrivelse. Ovenpaa Operaen kom en liden Ballet som egentlig er en Carnevalsspøg men som dog morer ved den ypperlige Udførelse. Den unge nydelige en vogue værende Danseuse Mle Petipa havde Hovedpartiet. Corps de ballet var fortræffeligt og havde mangen en liden pikant Djævelinde at opvise." Marie Sax (1838-1907) het egentlig Sasse. Den kranglete Adolphe Sax - oppfinner av saksofonen - anla sak mot henne på grunn av navnet, og hun forandret det da til Saxe. Hun var den første Elisabeth i Verdis Don Carlos .

8/8 var det mest ballett. "Aftenen i Operaen. Xacarilla af Marliani. 1. Akt - en Bagatel - rigt instrumenteret men dog tonefattig. Selve Xakarillaen er vakker. Hovedsagen kom efter,L’Etoile de Messine, Ballet i 2 Akter og 6 Tableaux. Ferraris havde Hovedpartiet. Det var her som i Berlin men om muligt endnu mer rigt og blændende, især Corps de Ballet - en Hær af unge filles entretenues. Salens Glands, Scenens Tryllerier, Dandsens Charakter, Publikums Jubel, Interessen hos de Rige og Rouées - alt dette gav ogsaa et Indblik i Pariserlivet."

Neste gang var 11/8, var det også meget ballett. Man ga Donizettis La Favorite, som var skrevet for den store Opera og hadde sin førsteoppførelse den 2/12 1840. Richard Wagner som på den tid var i Paris, arrangerte klaverudtoget. Kjerulf skriver 11/8: "Routineværk, tungt storslagent uden sand Pathos - enkelte vakre Ting naturligvis, f.ex en Romance, en Duo, og sidste Akt med den kirkelige Musik har flere Steder som ere af betydelig Virkning men det Hele er kjedeligt og lader En kold. Jeg forstaar ei Begeistringen for denne Slags Musik - det kan kun hænge sammen med Begeistringen fra den eller den Sanger. Her var virkelig en god Tenor Michot men Mme Gueymard var mig ikke betydelig nok og skjælvede og Baritonen og Bassen end mer. Ja det var ordentlig en Lettelse at faa Ballett imellem og ovenpaa. I la Favorite dansede en Mle Zina aldeles fortræffeligt, sylfelet, og i det lille Divertissement (ovenpaa): ‘Graziosa’ var Ferraris isandhed gracieus. Desværre - Balletten er ved Operaen Hovedsagen."

Meyerbeers Profeten ble gitt flere ganger, men Kjerulf hadde ikke lyst til å se den igjen. Men tilslutt gikk han allikevel (25/8): "Jeg gik altsaa dog til Profeten faute de mieux. Jeg fandt Parterret fuldt og fik en slet Plads au troisième, men ved nærmere Betragtning var jeg fornøyet med Byttet. Her fik jeg se Salen i sin hele Storhed og Glands. Af Scenen vistnok kun det Halve men jeg fik dog en Idé om Udstyret. Og det maa tilstaas - Skøitedandsen - Solopgangen og Kirkescenen var nok værd at se. Forresten - hvilken Forskel paa min Modtagelighed for denne Musik nu og tidligere. Nu finder jeg det Hele blaseret sjælløst, nesten frækt. Ja - det er en Tidens Musik - alt tages med - det Høieste og det Profaneste - alt og endog klapper blot Claquen. Men hvor mesterligt det er givet meget af dette. - Gueymard synger ofte falsk i voix de tête. Tedesco har en mægtig Røst og stort Foredrag men skjælver, den magre (Tedesco er fed nok) - og ret smukke Hamaeckers som Bertha er ikke ueffen, Zachavin god. Interessant var Udsigten over Salen (den hvite Dame i Logen au 3ème), Foyeren, Gangene. - Jeg gik efter 4de Akt." Hamaeckers var en belgisk sangerinne, ekteparet Gueymard så han flere ganger.

29/8 så han Hugenottene. Her sang begge Gueymard, Mle Duprez (Dronningen - datter av tenoren), Mlle Hamaeckers (pasjen), Belval (Marcel), Coulon (St Bris) og Marié (Nevers). "En isandhed dygtig Udførelse vel indstuderet, Orkesteret interessant at høre. Damene Gueymard og Duprez udmærket især Gueymard for hvis Talent jeg dennegang fik Øie og Øre op. - Sceneri i 2d og 3die Akt især udmærket. Chorene bedre end sædvanlig. Soldatersangen gik rent og præsist. Meyer og jeg sad sammen men gik efter 4de Akt. Jeg siger det fremdeles trods alt hvad der med Grund kan bebreides Meyerbeer (og det er meget og mangt) maa man tage Hatten af for den der skriver en Musik som den til Hugenotterne, ikke hel og holden (thi det er netop hans Princip at blande Stil sammen, at ofre for Effekten o.s.v., at man ivrer seg), men i saa meget og væsentligt her, i dramatisk Udtryk, i stor Stil, i Melodi, i prægtig og ofte ny Instrumentation, i ypperligt musikalsk Arbeide. Men man skal ogsaa høre denne Musik i en stor Opera som denne her, i Berlin, Hannover, Wien. Ellers duer det ikke. Hør her disse Ensembler og Finaler, hvor det klinger, hvor det virker! - i 1ste Akt Pagens Entré og Finalen, i den 2den Margarete med Damerne (Rossinisk Coloratur men ypperlig udført, Mle Duprez har en sped Røst men en herlig Technik), Duoen og Finalen fremfor alt, i 3die altsammen, især Sextetten, i 4de hele Akten og det er vanskelig at sige hvilke af Duetterne er bedst. Fortræffeligt, udtryksfuldt og med fuld, klingende Røst sang Mme Gueymard Valentine. Herrepartiene ligger under. Gueymard har forsunget sig han ogsaa og han synger med Falset med altfor paafaldende Overgang (altsaa ingen voix mixte). Bassen Belval ryster formæget, er ellers ganske dyb og djærv men ikke overlegen. St Bris middelmaadig. Pagen Mle Hamaeckers synger uregelmæssigt og uden Egalitet, har heller ikke nogen fri Coloratur men smuk høi Røst og et megert ganske fint Ansigt, som Page var hun litt langbent og stiv."

5/9 var det bare ballett. "i Operaen Balletten ‘Le papillon’ med Emma Livry, som virkelig er en Taglioni No 2 dog med en vel lang Næse. Af de Danserinder af Udmærkelse jeg har seet - Petipa, Zirina, Ferraris og Livry - er Livry den mest udmærkede. Zirina hende nærmest i Lethed, Petipa hende overlegen i Skjønhed, Ferraris maaskee i Ynde skjønt Livry er Gratien selv. Papillon er en ganske fin Ballet - Papillon - Dansen i 1ste Akt nydelig - ligesaa Cirkesserdandsen i 2den. Louise Marquet Hexen er en fuld Skjønhed - yppig, sandselig. Af Solistene flere virkelige Skjønheder f.Ex Fiocre. Ogsaa ‘min’ hun med den gode Profil havde en Solo iaften og var Cirkesssernes Fordanser."

"En Bemærkning vil jeg gjøre ved Offenbachs Musik til denne Ballet og det er den at han lægger altfor grovt an paa at være harmonisk interessant mens han paa samme Tid melodisk er simpel nok, han har altimellem Dissonantser af betænkeligste Art, dvs han vil have dem fEx især ved liggende melodisk Tone mens Harmonien bevæger sig og hvor Tonen ikke kan stemme hverken som Akkompagnement, Overgang eller Orgelpunkt. Han instrumenterer ikke videre fint. Jeg har hørt bedre Balletmusik her. Operaen Xacarilla i forveien som ei er noget Mesterværk var rigtignok anderledes instrumenteret." - "En Bemærkning: Hvorfor ser man i en saadan Militærstad som Paris saa faa ja næsten ingen Uniformer (Officieruniformer) i de større Theatre?"

Hans siste forestilling i Paris var igjen La Favorite 3/9. "Overturen begynder fugeret. Tempo Allegro agitato molto. Faure som Kongen er det en stor Fornøielse at høre. Hans Stemme er sonor, limpid, han fraserer nobelt og skriger ikke. Røsten er douce i Høiden og dog stor, og dertil dramatisk, sandere end Andres. Michot maa vige pladsen for Faure. Creol-Spanieren ved min Side sympatiserer med mig i Glæden over Faure men jeg ikke just alltid med ham i Beundringen af Donizetti. Denne italienske Seriastil er monoton, strengt talt udramatisk hvis ikke Sangeren har noget at give til. Snittet af disse Operaer er altid det samme - det er Stykker uden musikalsk logisk Sammenhæng. Men der er gode Stykker iblandt. Det er Stilen som er mig mest imod. At Donizetti har Talent hører man ogsaa her mest i Recitation, i den brede Cantabile at udtrykke musikalsk hele store Scener lykkes ham yderst sjeldent; særlig er Slutten af 3die Akt svag. Bedst er Begyndelsen samt 4de Akt hvor der er Sager, af Værd og Virkning, og endog godt satte fEx Kombination af Orgelet og Orkesteret, ægte katolsk uden Tomhed og Affektation som hos Meyerbeer. Michot sang sin Romance (D dur) fortræffeligt og Mme Gueymard havde prægtige Momenter. - Balletten Graziosa ovenpaa yderst gracieus og dertil nettere end den parisiske Liderlighed ellers ynder. Ferraris har Ynde. Men Gudbevares hvor der ‘løftes høit’; og hermed Farvel Paristheater!"

I tillegg til disse fikk han se musikkteater av en ganske annen art, nemlig Corneilles opera-ballet Psyché med musikk av Lully (6/9) på Théâtre français. "I aften i Th. Français den meget omtalte Psyché (fransk udtalt som Sujet;) hvorom er meget at sige. Først at jeg ikke forstood mer end det halve men Bogen havde jeg dog hos mig - saa at jeg blev træt - saa at den franske pathetiske Deklamation i meget mishager mig, saa at Balletten var temmelig insipid og den ny Musik uden Betydning skjønt ikke altid slet, saa at Lullys var temmelig tør og sandsynligvis et Hastværksarbeide, - paa den anden Siden at flere Scener (fransk opfattede do) virkelig er smukke og røbe sin Forfatter (Corneille) og at Udførelsen var ordnet med Smag og at gode Kræfter medvirkede."

Kjerulfs venn Henrik Meyer studerte hos den berømte Wartel, der også Tellefsens hustru Severine (Bye) tok timer. Han fikk flere ganger anledning til å overvære undervisningen. 8/8 hørte han en svensk elev, "Christina Nilsson, en lille slank svensk Blondine med prægtig, høi og bøielig Røst og en fransk Mle Bailly med daarlig Røst men ypperlig Skole og med Sands og Følelse. Først vokaliserede de af Righini og Panseron (2 Vocalises a 2 voix, meget vakre), Righinis er rent klassiske; tilsidst sang Nilsson As dur Romancen af le Pré;. Wartel er isandhed en ypperlig Lærer. Alvorlig, streng, men aimabel som en Franskmand. Trebelli skal optræde i en Matinée paa Søndag."

Trebelli var Wartels mest omtalte elev, og henne fikk han høre 13/8. "Hos Wartel sang Trebelli - et interessant Ydre, ægte Artist, rund, livfuld, kruset Haar. Hendes Forlovede, en Tenor af 2d Rang var der, hun vokaliserede først 2 No Panofka, sang derpaa Stradellas d-moll Arie. - Den store Altarie af Italiana in Algeri, Tenorarien av Giuramento (Mercadante), Cherubinos B dur Arie af Figaros. Den ene af Vokaliserne var lutter Trille. Stemmen ligner Barbara Marchisios - maaskee rundere men ikke saa stor. Foredraget mageløst, hun fik ogsaa Wartel til at synge og det var uhyre morsomt. - De 2 sang en Duo, en Lied af Schubert Dites-moi - ganske lille - saa sang Wartel Schuberts Adieux og Liebesbotschaft, Rebers 2de, en Berceuse og Hai Brili (som ikke er munter men snarere det modsatte) - hans Udtryk er ypperligt - ja, det var en Matinée!! Trebellis Forældre (Gilbert er Navnet, Trebellis omvendt) er franske og var tilstede samt flere Andre. Timen var egentlig Mlle Nilssons og Baillys - som ogsaa begge sang. Wartel var igrunden uhyre lyksalig over at have sin ‘General’ hos sig. Og Generalen forstod sin Mand. Hun fik ham til at synge - hun lignede Fru Due naar hun saaledes sad ved Pianoet og opeggede Wartel til at synge. Trebellis Forlovede er en italiensk Tenor fra St. Petersburg, skal være en dannet Mand. Forældrene følge med Datteren paa hendes Reiser. Faderen hadde før en Stilling som Embedsmand men som han har forladt. Trebelli er blot et Par Aar gammel som Artist. Hun fulgte Mario m. fl. til Spanien og optraadte der først - senere i Tydskland i Merellis Trup og gjorde i Berlin Furore. Marchisioerne gjorde Lykke her i Paris - for deres Skyld monterede den store Opera Semiramis - slig Sammensang var ogsaa her noget uhørt, men de har ogsaa sunget sammen fra Barnsben."

18/8 var Trebelli igjen hos Wartel. "Hun vokaliserede den samme merveilleuse Trille; sang en Romance af Allard og Arien af Stradella (chanté par le maestro!). Mlle Bailly sang virkelig med prægtig Foredrag Ballade (Margarete - Scene ved Skrinet) af Gounods Faust, et sandelig dramatisk Stykke." 22/8 var han igjen hos Wartel. "Trebelli sang Stradella og pro Patria af Italiana in Algeri (fabelagtig). Jeg fik hendes Fotografi med hendes egen Paaskrift. - Frøkenerne Thygeson traf jeg der blant en Mængde andre."

Ved den svenske sangerinnen Mlle Lublins hjelp fikk han billett til Duprez`s fredagskonsert 23/8. "Her i et ypperligt klangfuldt Lokale (som et Theater) sang flere Herrer og Damer. Flere flinkt. Ingen rigtig udmærket - de synge large men for stærkt - Mle Levy var flink ligesom en Bariton og tildels en af Tenorerne. Akkompagnementet paa Flygelet var fortræffeligt." "Duprez en lille nu temmelig rund trippende og lidt affekteret Mand. D. giver ikke selv alle Timerne men har flere Hjælpelærere blant andre sin Datter Fru Caroline gift med en Klaverspiller Vandeheuvel." 3/9 var Kjerulf igjen hos Wartel. Trebelli sang men Nilsson var der ikke. 5/9 var det ny fredagskonsert hos Duprez, "hvor jeg hørte mer Sang end jeg kunde døje - især da meget var middelnaadigt nok. Mlle Lublin sang af Stabat mater og sammen med en tydsk Sopran, hun har gode Midler men her hører man først hvor Udviklingen mangler. Tilsidst kom det Bedste Mlle Levy og Tenoren og Bassen fra forrige Gang samt en Mme Casimir der sang Finalen af Trovatore. Som sædvanlig fortræffeligt Akkompagnement. - Skovgaard var der ogsaa, jeg fulgte ham til hans Logis hvor han sang Romance af Favorite for mig." Zelia Trebelli (1838-1892) besøkte ofte Skandinavia og ble meget populær her.

Gurli Lubin (1839-1887) kan Kjerulf ha møtt i Christiania, for hun var sommeren 1861 med et svensk operagjestespill som inkluderte så fremragende sangere som sopranen Fredrika André (senere gift Stenhammer) og bassen Anders Willman. Kjerulf var svært opptatt av å få sine sanger oppført i Svergie, så hvis han ikke var bortreist, ville han utvilsomt ha tatt kontakt med de svenske sangerne. Fredrika Stenhammer sang senere hans romanser. De svenske sangerne oppførte Trovatore og Lucia di Lammermoor og bruddstykker fra andre operaer.

Siden dagbok for 1861 mangler, har vi ingen kommentarer fra Kjerulf til dette gjestespillet. Heller ikke har vi hans bemerkninger til den tyske Emil von der Ostens operasesong på Det norske Theater høsten 1862 fra 25/9 til 23/11. Han oppførte ikke mindre enn ti forskjellige operaer, og tekstene til disse ble trykt. Kapellmester var C. Wagner. Men selskapet klarte ikke å holde seg i Christiania og flyttet sin virksomhet først til Göteborg og deretter til Stockholm.

Skjønt Christiania Theaters direktører gang på gang meldte at de ikke ville oppføre opera, vendte de tilbake til den rett som det var, for Christiania-publikummet var meget glad i opera. Våren 1863 oppførte teateret Fra Diavolo tre ganger med Nicolai Wolf, Clara Ursin og Jacob Lund, de danske skuespillerne som en gang var spesielt ansatt med tanke på opera. Med i disse forestillingene var også Johannes Brun, som kom fra Bergen, og Otto Schibsted, som kom fra Det norske Theater. Dette var nå gått konkurs og skuespillerne var tatt opp på Christiania Theater, som nå fikk et overveiende norsk personale. Det norske Theaters lokale ble overtatt av Christiania Theater for å hindre konkurranse. Men i lengden ble dette for dyrt for teateret.

[Muligheter for hopp frem eller tilbake til:]

 

 

Utenlands 1863

Sommeren 1863 var Kjerulf igjen ute på en lang utenlandsreise, men denne gang tok han den mer som ferie og var i fjorten dager i Berchtesgaden. Men på veien dit ned tok han de sjansene han fikk til å gå i teateret. 16/7 var han i Hamburg, og i Thaliatheater så han Offenbachs Le pont des soupirs (2 akter) som var oppført på Bouffes Parisiens 23/3 1861. Catharina Cornarino, "‘die Seufzerbrüke’ (pont des soupirs) hvor den ny italienske Serias indholdstomme Pathos parodieres. Ret pudserlig var Scenen for Timandsraadet og Barcarolescenen. Men der er ogsaa Maade paa Fjas og Væv og Tonekunsten trækkes dog ned ved saadant og Offenbach har sandelig Talent til at gjøre noget Bedre udaf. Denne Piece staar under Orfé aux enfers. Den blev kvikt spillet og sunget af Trupen fra F.W.stadt Theater i Berlin. Blant Witzerne forekom denne: Dogen: Ich triumfiere - og hans Svend svarer: und ich triumfünfe (!!)"

I Frankfurt så han Barberen i Sevilla 22/7. "Altfor tydsk baade spillet og sunget. De to Buffonader med Ringningen som Bartolo vil forsøge Virkningen af ved først at ringe og saa gaa ud for at høre om han kunde høre det - og en lignende hvor Basil lyser sig ud og bringer Lyset tilbage - det gaar dog lidt for vidt. Vistnok var Bartolo (Dettner) morsom - djærv burlesk - prægtig Personlighed og dygtig Røst - men det Hele var dog temmelig simpelt og Sangen ret maadelig naar undtages Rosines, Frl Geisthardt (tyk som en Alboni) som virkelig er Coloratursangerinde. Fix og routinert men uden Charme. Figaro (Pichler) sang for tydsk. Greven var en Flyndre."

Naturligvis måtte han innom München, og her fikk han se Gounods Faust som nå gikk over hele Europa etter sin førsteoppførelse på Théâtre Lyrique i Paris 19/3 1859. Der var den gitt som en opéra comique, men til en oppførelse i Strassbourg i april 1860 skrev Gounod resitativer istedenfor dialogen. Operaen gjorde et sterkt inntrykk på Kjerulf, som bruker fire sider i dagboken på gjennomgåelse. "Denne i høi Grad fængslende Musik og den store Overraskelse ved i Margaretes Fremstillerinde at finde en betydelig Begavelse og en vederkvægelig Personlighed der aabenbarede sig i udtryksfuldt Spil og en virkelig musikalsk besjælet Sang - alt dette gjorde mig glad og næsten frisk."

"Gounods Faust fortjener den Berømmelse den har saa hurtigt har vundet. Det er maaskee den af den nyeste Tids Operaer som er mest fremragende naar Wagner ikke medtages, og den har den Fordel for Wagners (som forresten ikke aldeles have været uden Indflydelse paa Arbeidet) at den har mer virkelig Musik og mindre formløs Experimenteren i de nye Baner, men har dog atter av og til den Feil som Wagner i Principet undgaar, at lade Effekt og Mode trænge Udtrykkets Sandhed tilside. Thi skjønt Faust overhodet ingen sædvanlig Effektmusik er og skjønt den i saa Henseende staar høit over Meyerbeers Værker i Tendentsens Renhed, har denne Componist dog ikke kunnet undgaa at gjøre en og anden lidt betænkelig Concession. Men Hovedindtrykket er behageligt. Man hører her en Tonedigter med stort Talent, med melodisk Opfindelse, dramatisk Forstandighed og stort Herredømme over Midlerne. Han vælger til Text et Digt som ved Siden af ægte Musikstof indeholder store Vanskeligheder for den musikalske dramatiske Behandling og han skiller sig ved sit Arbeide paa en Maade som man neppe skulde tiltro Franskmanden. Thi vel kan man sige at det neppe er lykkets ham at gjengive Faust selv (dertil hører den Beethovenske Aandsretning) - men Gretchen har han givet og det saa udmærket at hun staar der for os i sin hele tydske Inderlighed. Musiken i Faust er fornemmelig deklamatorisk skjøn, og Instrumentasjonen ypperlig og ofte slaaende i sine Detaljer. Og her mærkes nu og da Wagnerske Indflydelser. Men saa har han ikke som Wagner forkastet de traditionelle Former men har som andre Componister Scene con Aria, Duos, Trios og Finaler. I Regelen er hans Musik ganske dramatisk sand, overensstemmende med Texten - men ganske har han ikke kunnet undgaa Effektsteder paa Sandhedens Bekostning fEx i den ellers i mange Dele saa smukke Gretchens store Scene, i et Par Duos - i Soldaterscenen m.m.. Meyerbeerske Indflydelser mangle ikke ganske men han følger ham ikke i den overvættes Larm med Blæserne og anvender con amore Strygekvartetten. Ogsaa Harpe og Orgel benyttes med god Virkning. Operaens heldigste Figur er Gretchen. I hendes Parti er det allermeste skjønt og udtryksfuldt. Charakteristisk grell og virkelig undertiden ret diabolisk er Mefisto. Marthe, Siebel og Valentin er heldigt tegnede. Svagest er upaatvivlelig Faust selv som han som Franskmand ikke ret har forstaaet. Fausts udmærket skjønne Arie i Gretchens Have er dog ikke mer end en almindelig smukt deklameret og nydeligt instrumenteret Elskovsarie. Men i Scenerne mellom Faust og Mefisto forekommer Steder som ikke lidet minder om Wagnersk Paavirkning. Egentlig Ouverture har han ikke men en i imitatoriske Figurer holdt Introduktion der gaar over i Fausts 1ste Scene."

"Udførelsen vidnede om megen Omhu og fremviste gode Kræfter. Grill er en god Tenor, rigtignok vel tydsk men ret musikalsk. Kinderman er for affekteret men har en djerv Bas og meget Rutine. Straalende udmærkede sig Frl Sophie Stehle der var ligesom skabt for Gretchens udtryksfulde Parti. Hun er ung, frisk, fyldig og hendes Røst ligesaa. Hun har hverken noget udmærket Ansigt eller nogen egentlig smuk Skabning men hun har Talent nok til at give sin Personlighed det Præg av Sandhed som behøves for at bevare Illusionen. Hendes Sang er høist udtryksfuld og hun ledsager den med et smukt og vel betænkt Spil. Af og til er hun virkelig inderlig sød og sand. Ja hun havde Momenter af næsten Jenny Lindsk Inderlighed. FEx strax ved sin Optræden naar hun svarer Faust:

‘Nein mein Herr, bin weder Fräulein, weder schön
kann ungeleitet nach Hause gehn.’

Siebel er hos Gounod Gretchens Tilbeder naturligvis upaaskjønnet. Men han forlader hende ikke og forsøger at afvende Broderens Vrede. Gounod har skrevet Partiet for en Sopran og ofrer da til Moden. Saa blev det givet. Marthe er meget god og blev flinkt sunget af Frl. v. Edelsberg. Valentin var meget middelmaadig. Choret stærkt og flinkt. FEx i den fortræffelige Kirmesscene."

"1. Akt. Fausts Monolog. Recit. Arie. Pastoralchor bag Scenen. Mefistos Optræden og Gretchens Billede. Faust forynges. Duett noget ordinær. Kirmesscenen og Gretchens Fremtræden. Fortræffeligt Chor af de forskjellige Grupper. Mefistos Optræden med Vinforvandlingen. Grell charakteristisk Vise om Guldets Magt. Duo med Faust. Valsefinalen, meget smuk. Intermezzo af Gretchens Optræden udmærket smuk.

2. Akt. Egentlig Perlen i Operaen. Siebels smukke Arie. Fausts Monolog med den obligate Violin og Harpe. Fortræffelig Instrumentation. Havescenen: først Gretchens store Arie fortræffelig udført (Balladen meget langsomt) - saa den fortræffelige Spadserescene. Gretchens yndige Fortælling om Livet hjemme i Huset. Mefisto forbereder Maaneskinsscenen. Nu den erotiske Duo mellom Faust og Gretchen. (Stehle indtagende sød her. Ditto ‘ohne Ende’) Replikken: will sterben gern für dich - o lass mich! Og saa Andanten hvor Gretchen er ved Vinduet. Mefisto slutter Akten med en grell Dissonants - ret fransk, men ganske conformt med Handlingen.

3. Akt. Gretchen kommer. Rokkesangen deklamatorisk. E moll 2/4. meget godt componeret og hører til Operaens Bedste. Fortræffelig Enden: ‘Wo mag er nun weilen? Er kommt nicht zurück’. (paa een Tone ligesom i min franske: il ne vient pas!) - Siebel og Gretchen - Scenen foran Kirken. Soldaternes og Valentins Hjemkomst (a la Meyerbeer) Mefistos spottende Serenade (grell men charakteristisk). - Duellen og Valentins Død og Forbandelsen (uhyggelig Scene) saa den høist effektfulde Scene i Kirken - Gretchen for Mariabilledet - hendes Samvittighed fremstilles ved en ond Aands Erscheinung og Geisterchor - Contrast mellom dette og den katholske Kirkemusik i Finalen.

4. Akt. Svagere end de foregaaende. Walpurgisnacht er yderst flygtig behandlet og den orientalske Pragtsal (Fandens Slot) er for Publikum ligesom Musiken under samme. Saa atter Harnstein og saa Fængselsscenen som G. har componeret lidt a la Meyerbeer i grand Opera Stil - bred og stærkt agitert Sang men med et gribende smukt Sted hvor Gretchen minder Faust om deres første Møde (pragtfuldt sunget af Fr. Stehle). Smukt Slutningstableau hvor Gretchens Aand føres som en Genius af Engle og op til Himlen.

"Huset var propfuldt og Stehle blev flere Gange fremkaldt. Operaen varede halv 4de time."

Noen dager senere (29/7) så han Freischütz med Stehle som Agathe. "Fr. Sophie Dietz som Anna, Grill som Max, Kinderman Caspar. En meget dygtig Opførelse. Stehle passer fortrinlig til Agathe og sang Arien med den Inderlighed der er hende egen og med stort Herredømme over sin smukke Røst. Hendes Spil forekom mig dog nu og da lidt vel studeret. Fr. Diez synger fortræffeligt - jeg kjendte hende godt igjen fra sidst. Hun er dog neppe som jeg før troede den Frl. Haller jeg saa i Leipzig. Hun hed dessuten saavidt jeg erindrer Hermine."

Så drog han opp i fjellene, men var tilbake i München 20/8 og så Barberen i Sevilla. "I noblere Udførelse end i Frankfurt, dog langtfra den ægte Buffostil. (Sigl) Figaro blev slet fremstillet af en Gjæst. Derimod var Basil (Bausewein), Greven (Grill) og Rosine (Frl v. Edelsberg) meget flinke. Rosine saa ret nobel ud, har en dyb Stemme og rutineret Coloratur. Det prægtige Ensemble hvor Vagten kommer i 1ste Akts Finale og Ensemblet ved Contraktens Undertegnelse i 2den gik fortræffelig. Lachner anførte. Overturen var ikke den sædvanlige i E men den anden i Pastoralestil. Vittigheden med Lyset forekom ogsaa her men ikke den med Klokken. Derimot siger Bartolo til Rosine ja wohl ich bin alt, aber du bist auch alt, das heisst du singst Alt - hihihi. Indlagt var ogsaa her en Vals-Arie enten det nu var Arditis la Stella eller den af Beriot. Barberen er og bliver evig ung og prægtig Musik."

23/8 oppførte München-operaen Tannhäuser, "med Grill som Tannhäuser, Kinderman som Wolfram, Bausewein som Landgreven og Sophie Stehle som Elisabeth. Dertil et fortræffelig indøvet, stort Chor og fortrinligt Orkesterspil. Udførelsen gik den i Berlin en høi Gang men sligt Udstyr haves naturligvis ikke. Desværre var Wolfram altfor affektert. Stehle havde mange skjønne Momenter men Partiet ligger dog for høit for hende saa Anstrengelsen sporedes. Fortræffeligt sang hun hvor hun beder Faderen om Naade for den forbandede Minnesanger. Dette Ensemble er ogsaa noget af det dramatisk skjønneste i Operaen. Bønnen i 3die Akt sang Stehle kanskje vel stærkt. Musiken er dog altfor meget et Værk af Beregning og for lidet af virkelig musikalsk Følelse. Man trættes ved dette deklamatoriske Einerlei og disse evindelige Modulationer. Interessant er og bliver Tannhäuser men man længes dog saa inderligt tilbage til den sunde, naturlige, traditionelle dramatiske Musik saadan som den er overlevert fra Gluck, Mozart, Weber, Beethoven, Cherubini. Pakket fuldt var Huset."

30/8 så han Faust igjen, "og atter Stehle saa elskværdig og saa udmærket som Gretchen. Denne Gang var Siebels Parti udført af Frl Deinert og Valentins ved Hr. Heinrich hvorved Samholdet vandt betydeligt. Musiken er god nok til at høres oftere."

Han så ikke mer opera i München, men han reiste hjem over Prag, Dresden og Berlin. Han overnattet i Prag og håpet at han kunne få høre Patti. Men alt var utsolgt. "Det var nok til at fordærve mig hele Dagen. Overalt var Pattis Billede at se og vakker er hun. I Hotellet fik jeg vide at Udsigten til Billett var saagodtsom ingen og jeg vilde da heller reise til Dresden." I Dresden var det festkonsert men ikke noe videre interessant i teateret. "Daarlige Aspekter. Fr. Krall ligger syg og Dawison er paa Farten. Og i Berlin synger Lucca i Faust og jeg - ich kann nicht hin - ich kann nicht hin!"

I Berlin var det naturligvis ballett, men dagen etter ga man Cherubinis Wasserträger (Les deux journées) (6/9), "som det var interesant at høre igjen. Micheli Krause var ret elskværdig men Resten maadeligt. F. Harriers iberegnet. Saa en Ballet ‘Paul et Virginie’. Dagen etter kjøpte han klaverudtog av Faust og om kvelden gikk han i Friedrich Wilhelmsstadt Theater for å se Offenbachs Venedig in Paris, - "grueligt Skøi - morsomt men altfor letfærdigt. Det er Skade for et saadant Talent. En meget morsom Guitarreintroduktion. Flink Udførelse."

Så fikk han endelig høre Faust, men ikke med Lucca. Det var galaforestillinger, og hans fetter som var på legekongress i Berlin skaffet ham billett. "Vi skulde haft Spontinis Nurmahal med Lucca men hun blev syg og vi fik Faust med Harriers-Wippern. Herregud hvilken Skuffelse. Jeg sad i Parkett mellom lutter Congresherrer. Kongen, Kronprindsen og Kronprindsessen var nærværende. Harriers var da Gretchen, ‘Lucca’ a non lucendo! Men pragtfuldt var Udstyret. Og Siebel Frl de Ahna smuk og flink og Mefisto Salomon bedre end i München. Faust selv var slet (Woworsky). Oversættelsen afveg ofte fra den trykte som man brugte i München. Kirkescenen deilig! Ogsaa Kirmesscenen fortræffelig udstyrt. ‘Faust’ kaldes her og ikke med Uret ‘Margareta’."

Men Patti fikk han høre i Hamburg 10/9. "Hun kostet mig 3 preussisk Daler men var det ogsaa værd. Hun er uhyre sød og pikant men som Sangerinde trods al Flinkhed og Friskhed ikke af 1ste Rang. Hun er som et viltert Barn, tripper om og er indtagende og koket. Spiller nydeligt. Har en frisk Røst, Temmelig tynd men behagelig, har et let Coloratur, synger rent og taler smukt sit Italienske, synes bedst at passe for det lette skjelmske eller barnligt naive, kviddrer mere end hun triller men er fra første til sidst virkelig ret bedaarende. Dybde ejer hun neppe. For den brede store Sang er hendes Røst for smal. En Skalk er hun. Af og til er hun ordentlig rørende. (Ex. i Sonnambule scenen i 2den Akt og hvor hun lagde sig i Sengen!) Hun sang i Sonnambule. Hendes Følge var af underordnet Rang (ligesom med Rachel!) I Tenoren gjenkjendte jeg Elskeren i la Traviata i Milano. Bassen lignede Kong Carl. Resten var tydske Lejetropper. Orsini dirigerede godt. Ikke aldeles fuldt Hus!!"

Adelina Patti (1843-1919) var født i Madrid og debuterte 24/11 1859 i New York, (i Lucia), to år etter i London og året etter i Paris, begge steder i La sonnambula. Rossini arrangerte en del av musikken i Barberen for hennes stemme, og hennes navn ble nøye knyttet til denne rollen. Hun var 20 år da Kjerulf hørte henne, men allerede da hadde hun et internasjonalt navn. Hun ble regnet som den siste av de store koloratursopranene. Pauline Lucca (1841-1908) var av østerriksk fødsel, men av italiensk familie. Hun debuterte 4/9 1859 som Elvira i Ernaniog vant sitt publikum øyeblikkelig. Meyerbeer foreslo henne engasjert i Berlin og hun studerte flere roller i hans operaer med ham. I Berlin ble hun engasjert som hoffsangerinne på livstid. Hun ble meget berømt som Valentine i Hugenottene, Selika i Afrikanerinnen og Marguerite i Faust. Flere av München-sangerne som Kjerulf hørte denne sommeren var knyttet til førsteoppførelsene av Wagners verker. Anne Deinet var den første Brangäne i Tristan og Isolde, Bausewein og Sophie Dietz var med i Mestersangerne, August Kindermann var den første Wotan i Rheingold og Die Walküre, Sophie Stehle var den første Freia i Rheingold og den første Sieglinde i Die Walküre og i disse var også Busewein med.

I Christiania var det høsten 1863 en nyinnstudering av Aubers Broncehesten, som ble slik en suksess at den gikk 15 ganger. Direksjonen sendte en spesiell takk til Sperati. "Directionen, som i høi Grad paaskjønner den Iver og Duelighed, hvormed De har ledet Indstuderingen af Broncehesten, og som tror at det i væsentligste Grad er gaaet af Scenen paa en efter Omstændighederne saa tilfredsstillende Maade, føler sig opfordret til herigjennem at udtale en erkjendtlig Tak, og beder Dem som et Udtryk af Samme at modtage et Gratiale af 25 Sp, som Theatrets Kasserer vil blive Dem indbetalt."

Kjerulfs kommentar var: "De der kunde synge sang egentlig styggere end de der ikke kunde det. Brun var en ypperlig Figur som Mandarinen." Brun var Johannes Brun. "De der kunde synge", var Nicolai Wolf, Jacob Lund og Clara Ursin. De der ikke kunde synge var O Bucher, Lucie Wolf, Amalie Døvle og Pauline Solberg, foruten naturligvis det store komiske talent Johannes Brun. I februar 1864 oppførtes igjen Den stumme i Portici med fru Brun som Fenella, Nicolai Wolf og Clara Ursin i de store sangerrollene — likesom tidligere (i 1852-53). Jacob Lund sang fremdeles Alfonso, men Hans Brun overtog Lorenzos rolle. Han kom til å bli teatrets tenor i årene fremover.

4/4 1864 skriver Kjerulf: "I Theatret for første Gang siden November ifjor. Jeg skulde da høre hvorledes man gav Offenbachs ‘Orfeus i Underverdenen’ hos os. Og det var skidt nok." 8/4 er han igjen i teatret: "Theaterdirektionen sendte Billet for at jeg skulde høre Udbyes Sangspill ‘Hjemvee’. Den samme flaue Schweitzer Idyl hvori i sin Tid Betty Christensen debuterede. Udbyes Musikk var i det Hele taget saadan som jeg havde tænkt mig at han skulde skrive den. Flittigt Arbeide uden Aand; Fattigdom paa melodiske Motiver men Rigdom af Platituder og Tverdriverier og complet udramatisk fra først til sidst. Det var Musik som nogle Ærbødige kaldte høitidelig og næsten religiøs (en erotisk Schweitzeridyl) men som Publikum in toto fandt overordentlig kjedsommelig. Musiken (1 Akt) bestaar af en Ouverture eller Introduktion i tung Pastoraltone (Cornetten spiller Hovedrolle og skal betyde Alpehorn), af Chor, Sange, Duette, Terzett, Kvartett, hvoraf den sidste var den bedste. Af Ynde, Finesse, Charakteristisk, intet Spor. Alt tungt, ensformig, motivtfattigt. Man blir ganske bedrøvet ved at høre Sligt, tænke paa det meget Arbeide og den store Misforstaaelse af Ens Retning og Anlæg."

Det var imidlertid stadig rot fra direksjonens side med hensyn til den musikalske side av driften. Sommeren 1863 ble flere korister sagt opp, og tidligere hadde direksjonen sagt opp Mathilde Andersen, som i 1860-70-årene var Christianias beste sopran og som endte som ansett sangpedagog i Berlin. Direksjonen la seg opp i hvem som var fraværende under prøvene og sa at Sperati ikke under noen omstendighet kunne la noen annen overta klaver- eller orkesterprøvene uten direksjonens tillatelse. Sperati fikk mulkt, som imidlertid ble ettergitt 6/2. Det var ikke å undres på at Sperati leverte inn sin oppsigelse, som direksjonen imidlertid nektet å ta imot og tvang ham til å fortsette.

Ved begynnelsen av sesongen 1864/65 var orkestret mangelfullt sammensatt. Det manglet flere instrumenter, og direksjonen kalte Sperati inn til møte og anklaget ham for å ha forsømt sin plikt. Han hadde ikke avsluttet kontrakt med de senest ansatte og de hadde forlatt teatret midt i sesongen. Sperati ble rasende og svarte på en slik måte at direksjon avsatte ham på flekken. De kunne ikke ta mot slikt fra en "Underordnet". I stedet ansatte de den svenske pianist Fredrik Lindholm. Kjerulf refererer 31/10 at "Fr. Lindholm er antaget til Orkesteranfører ved Theatret her.", og 24/11 hører han for første gang Lindholm dirigere orkestret. Man ga Martha. "L. har er uroligt Taktslag og vel mange Haandbevægelser men ellers mærker man at han er Musiker nok til at haandtere Partitur og forstaa hvad han har at gjøre og saa kan vel Routinen gjøre Resten. At jeg paa mange Steder i Operaen mærkede Indflydelsen af en mer musikalsk Ledelse, forstaar sig selv. Jeg har aldrig tænkt at det skulde være saa svært at erstatte Sperati som Musiker, men vel som routineret Dirigent."

Men det gikk ikke med Lindholm. 30/2 skriver Kjerulf: "I Theatret gaves ‘den sorte Domino’ som Lindholm havde indstuderet men som Sperati kom til at anføre da L. paa sidste Prøve blev syg — rimeligvis av Svir! Man maatte da tilkalde Sperati som naturlivis blev kisteglad og Publikum, især Galleriet modtog ham med Jubel og Orkester og Personale sikkerlig ogsaa. Nu kommer vel den ny Bestyrelse som indtræder med Nytaar til at beholde ham da man nok finder L. umulig, og Vanskelighederne ved at faa en Anden er for store. ‘Den sorte Domino’ gikk naar man ser hen til at den blev sunget av hovedsagelig umusikalske Personer — ganske upaaklageligt. Fru Wolf havde Titelrollen som hun vist nok spillede ganske anderledes end Fru Ursin vilde have gjort det. Hvad hun raadte med sang hun tydelig og naturlig men naturligvis var der meget hun ikke raadte med og adskilligt maatte udelates og omsættes. Over Forventning var H. Bruns ‘Massarena’. Wolf havde Julians, Lund Lorden, Fru Døvle Birgitte, Brun og Jfr. Parelius de to gamle. B. var altfor brav og overdreven. Speratis Tempi var ofte altfor hurtige fEx den aragonesiske Vise."

I norsk operahistorie er 1850-årene et lavpunkt. Det var sesonger da det ikke ble oppført en eneste opera. Påskuddet til å sløyfe opera var at det var for dyrt, men den virkelige grunn var at det danske sprog skulle tutes inn i ørene på folk slik at kulturen kunne reddes. Men Christianias publikum elsket opera, og teatrets økonomi var stadig dårlig tross innsparingene på musikken. I slutten av 1850-årene fikk Christiania Theater en konkurranse som kanskje var uventet, nemlig fra gjestende danske og svenske selskaper som lokket med tidens nyeste form for musikkteater, nemlig Offenbachs operetter. Christianias Theater ble nødt til å følge med. Det begynte forsiktig med Offenbachs mindre kontroversielle enaktere. Ved Lygteskin (le mariage aux lanternes 29/5 1859) og En Brudgom paa Trappen 3/2 1861. Så kom tidens store slager Orfeus i Underverdenen 10/4 1864, fulgt av De to Blinde 25/1 1865, Hr og Fru Denis 24/3 1865, Fritzchen og Lieschen 4/10 1864 og Violinspilleren 4/4 1865 med kulminasjon i Den skjønne Helene 13/5 1866. Så kom I høiere Circler (M. Choufleuri restera chez soi le….) 23/10 1867 og etter Kjerulfs død Storhertuginden af Geroldstein 28/10 1868. Foruten disse ble gitt andre musikalske enaktere som Annunciatas Fest (H. Rung, 22/8 1860),God rolig Nat, Mr. Pantalon (Grisar, 30/11 1864), Jocrisse (Gautier, 28/5 1865), Den befjædrede Slange (Delibes, 1/7 1867), den gamle Schweitzerhytten (Adam, 17/11 1867) ogJeannettes Bryllup (Massé, 18/3 1867).

Men det var ikke nok med dette. Christiania Theater ble nødt til å gi mer og mer opera utover i 1860-årene. I sesongen 1863/64 var det 42 operaforestillinger, 15 med Broncehesten, 8 med Den stumme i Portici, 14 med Orfeus i Underverdenen og 5 med Martha. Dessuten enakteren Hjemvee én eneste gang. I sesongen 1864/65 ble gitt 31 forestillinger med helaftens opera og 38 med enakter. Nye oppsetninger var Ludovic (3 ganger), Fjeldeventyret (6 ganger) og Den sorte Domino (7 ganger). Dessuten fortsatte Orfeus i Underverdenen (10 ganger),Martha (4 ganger) og Broncehesten (1 gang). Enakterne var En Brudgom paa Trappen (5 ganger), Lazarilla (5 ganger), God rolig Nat, Mr. Pantalon (ny, 6 ganger), De to Blinde (ny, 11 ganger), Hr. og Fru Denis (ny, 8 ganger) og Jocrisse (ny, 3 ganger). Dessuten ble Til Sæters gitt 5 ganger.

 I sesongen 1865-66 var det 32 helaftensforestillinger med opera og 17 enaktere. Elverhøj ble gitt 9 ganger, Den sorte Domino 2, Orpheus i Underverdenen 2, Martha 3, De to Blinde 1,En Brudgom paa Trappen 1, Jægerbruden 7. Nye var Kronjuvelerne 1/12 1865, Den skjønne Helene 13/5 (6 ganger), Fritzchen og Lischen 4/10 (9 ganger), Violinspilleren 4/4 (5 ganger). Det var ikke rart at Sperati hadde fått nok skjønt hans gasje var satt opp til 700 daler. Han var opprinnelig ansatt for å lede italiensk opera. Imidlertid var han blitt leder av militærmusikken og hadde dessuten privatundervisning. Cellisten Johan Hennum ble satt på stillingen som kapellmester, og Sperati gikk av midt i sesongen slik at det ble Hennum som kom til å innstudere Den skjønne Helene.

Kjerulf så lite av all denne opera- og operettevirksomheten. Han gikk sjelden i teatret. Grunnen var kanskje dårlig helbred, men han deltok fremdeles sterkt i byens selskapsliv. Som tidligere nevnt så han Broncehesten, Orfeus i Underverdenen, Hjemvee, og Den sorte Domino. 27/1 1865 var han i teatret for å høre Fredrik Lindholm spille Mendelssohns g-moll konsert med orkestret (under Sperati). "Det lille Syngespill Lazarilla af R. Bay er et Dilettantarbeide og blev slet utført. Offenbachs Spøg ‘De to Blinde’ var meget morsom, men flaut oversat." Den var oversatt av en Hans Christian Hegge Grüner (1834-1900) som også oversatte andre mindre stykker for teatret.

Om Fjeldeventyret sier han 17/2 1865: "Musikken vidner visselig om Begavelse hos Componisten men ogsaa om Mangel paa Øvelse og Herredømme om Midlerne. Adskilligt er forældet, tyndt og trivialt men saa kommer friske Ting — 2. Akt og Oktetten i 4de er ikke slet gjort. Weber og Mozart spøger — men i et meget uskyldig Gevant." 24/3 så han Hr. og Fru Denis "Morsomt, overgivent, let, letsindig Musikk som af og til virker yderlig pudserlig. Det er een Akt. Blev ikke saa ilde udført af Fruerne Døvle, Ursin og Brun og Hr. Wolf."

Utenlandsreisen 1865

Men sommeren 1865 var Kjerulf igjen ute på en anstrengende utenlandsreise, tross den dårlige helbred. Det var så meget som lokket nå. 17/3 1865 noterer han i dagboken at MozartsTryllefløyten var oppført på Théâtre Lyrique med Christina Nilsson som Nattens Dronning. "Publikum henrykt." 7/5 noterer han: "Meyerbeers l’Africaine er nu oppført i Paris." Hans elev Dorthea Ursin kom i slutten av mai hjem fra Paris. Hun hadde hørt mange konserter og sett Afrikanerinden. Meyer var fremdeles i Paris, og Kjerulf kunne ikke holde seg. Etter et opphold på Grefsen Bad reiste han 15/8 til Paris. Det hadde muligens også vært fristende å reise til München, for her var Tristan og Isolde oppført 10/6. 2/7 skriver Kjerulf i sin dagbok: "I München opførtes i f.M. Wagners Tristan og Isolde — under kongens Auspicier og med Bülow som Dirigent. Det synes paa alle Efterretninger som den dog har slaaet an trods at det Wagnerske her allermest er udpræget. (P. S. Der er dog heftige Protester, især i Artikel i Allg. Ztg og en Wienerkritikk)."

Det hadde vært tale om virkelig å starte en opera i Christiania, og man hadde kontaktet flere norske sangere i utlandet. Men 4/7 skriver Kjerulf: "Theatret sluttede Saisonen saa omtrent i fallit Tilstand. De danske Dandsere og Dandserinder trak ikke, ialfald vandt Theaterkassen Intet. Bjørnson er for Tiden i Danmark. Engagement af Fru Tellefsen, Fkn Holmsen, Meyer og Skougaard kommer nok ikke i stand og Udsigterne er daarlige nok. I Sommer spiller, synger og dandser et middelmaadigt svensk Selskab (Selinders Trup) paa Klingenberg. Stenhammar (Tenor) med Frue (Mlle André) og Bassisten Behrens ere komne for at optræde to Gange og senere i Bergen ved Udstillingen der. (NB Stenhammar optræder dog ikke idetmindste ikke første Gang.)"

Han var tilstede 7/7 da de svenske sangerne opptrådde. "(Stenhammar er ikke med — skal ogsaa heller ikke længre være ved Scenen i Stockholm). Arier av Lucretia, Jægerbruden, Lucia, Duetter af Huguenotterne (Marcel og Valentine) og Lucia (L. og Ashton). Fru St. var meget flink, en ægte Kunstnerinde, med dramatisk Udtryk og megen Inderlighed. Behrens er egentlig blot Stemme men en prægtig Stemme; synger kraftig og naturlig men mangler Skole og Sangens finere Nuancer. Huset var ret godt besat. Orkesteret var reduceret til Strygekvartett med Piano (Albert Lindholm — meget flinkt)."

Han kom til Paris 20/8 og det første han fikk se var Meyerbeers nye opera (21/8). "Da jeg kl 12 kom til Lokationsbureauet i rue Drouot var der endda adskillig Trængsel for at faa Billet til l’Africaine. Parterre var udsolgt og jeg maatte tage en fauteuil d’orchestre til 12 frs. Men fik da ogsaa en udmærket Plads lige foran ved Basserne."

"Jeg foretog mig Intet om Dagen for at have Kræfter til at holde ud i Operaen i den stærke Hede. Meyerbeers posthume Opera l’Africaine behagede mig bedre end jeg havde tænkt. Den har ikke dette forfærdelig affekteerte som Profeten og nærmer sig mer til Huguenotterne. Den er derfor ikke fuldt saa usand og usund som M. kan være. Men Huguenotternes store Opsving mangler og kan ikke erstattes ved den ypperlige Instrumentation og de mange slaaende Detailler. Her er dog igrunden for lidet Nyt og Friskt. Librettoen er ogsaa paafaldende mat, trods alle Fif og Scene-effekter. I Profeten dandses paa Skøiter; her foregaar en hel Akt paa et Skib som til Slut manøvrerer i Storm og entres av Afrikanere. Udførelsen tog og slog mig ganske ordentlig; den var virkelig glimrende. En stor Stemme forlanger Titelrollen og Marie Sax besidder den. Hun sang med langt mer Udtryk og dramatisk Aplomb end i 1862. Faure var prægtig i Stil og Sang som den christenfiendske, skinsyge Selika haabløst elskende Nelusko. Naudin — Vasco da Gama — heltetenor — var laant fra ‘Italiens’. Han synger meget godt og nobelt men er dog for svag ved Siden af Sax. Belval (don Pedro, Basso) har et statelig Ydre. Hans Hoved minder om Roger. Don Alvar (let Tenor) Warot fra Opéra Comique. Admiralen: Castelmary. Inkvisitoren: David. Storbraminen: Obin. Inés: Mlle Battue er flink Sopran men lidt tynd i Stemmen. Orkestret var ypperlig. Chor og Udstyr ditto. — Ouverturen er en Introduktion som begynder i h-moll med et kort Motiv som imiteres i de forskjellige Instrumenter og gaar over i et Cantabile med Harpen. Begge Motiver forekomme siden i Operaen. Af Musiken mærkede jeg mig ved denne første Anhøren især: Romancen (Ines) ‘Adieu, rive du Tage’ og den prægtige Finale som begynder med Bispernes kraftige Unisono — Chor (Es-dur). I 2den Akt: Selikas Air du sommeil, Duetten Combien tu m’es chère — Septetten ‘Pour moi plus de misère’. 3die Akt de fortræffelige Chor i Begyndelsen Damernes — Matrosernes — og Blandingen af Begge — saa ‘Adamastor’ Balladen. 4de Akt Vascos Arie (a la Wagner Instrumentation), Neluskos vakre Cavatine især formedelst Udførelsen. Den berømte Duo som dog staar betydelig under de bekjendte i Huguenotterne. Recit. er udmærket og den erotiske Cantilene; derimod Unisonoet i H-dur mer ordinært og kun beregnet paa Udførelsens Aplomb. 5. Akt — da var jeg mat og derfor forekom den mig vel mattere skjønt Selikas Parti her nok er meget interessant. Ypperlig er Orkestrets Introduktion til Slutningstableauet — Strygernes Unisono; det er den fortrinlige Udførelse; thi Tingen selv er ganske simpel — en kort Periode af en almindelig Melodi som Enhver kunde gjøre. Men det er Anvendelsen det kommer an paa og Meyerbeer forstaar Fiffet. — Huset var fuldt; det var nok den 49de Opførelse. Jeg sad på 1ste Bænk, omringet af Spanioler og Italienere. I Nærheden sad den bekjendte gamle Perser ved Siden av en Tyrk. Operaen varede, trods Forkortelserne, til Midnat, fra 7 1\2 af." Det var Meyerbeer selv som hadde ønsket Naudin (Emilio) (1823-1890).

Han fikk se operaen igjen den 28. "Jeg kjøbte Klaverudtoget til l’Africaine for 20 fr. og havde det med mig om Aftenen i Operaen. …. Aftenen i Operaen var varm nok — men jeg maatte holde ud. Det lønnede sig at have Klaverudtoget med." Allerede 9/3 1866 gikk operaen for 100. gang og samme år ble den oppført i London, Madrid, Bologna, Berlin, Antwerpen, New York og Haag og i januar neste år i St. Petersburg på italiensk. I Berlin ble den gitt på tysk 18/11, og i Wien 27/2 1866. I Stockholm kom den opp 28/4 1867 i Ludvig Josephsons regi, og før 20 år var gått var den gitt i Alger, Konstantinopel, Montevideo, Alexandria, New Orleans, Malta, Buenos Aires, Rio de Janeiro, Warszawa, Tblisi, Santiago, Chile, Zagreb og Ljubljana. Den er siden gitt i Helsinki og Reval, men aldri i Norge.

24/8 var han i Opéra Comique, der enakteren Les noces de Jeannette og Fra Diavolo ble gitt. "Les noces de Jeannette i 1 Akt af Massé er en lille musikalsk Bonde-Idyl — to Personer — en Brudgom og en Brud paa Bryllupsdagen. Couderec (Kjerulf skriver av feil Conderec) og Mlle Girard. Couderec spiller godt. Girard er styg; ret flink Coloratur. I Fra Diavolo som det var lystig at se engang paa fransk var egentlig kun Fra Diavolo selv udmærket. Det Øvrige var middelmaadigt. Den rette Zerlina (Belia) havde faaet Forfald og Regisseuren bad Publikum ta til takke med Mlle Dupuys, som var ret net men synlig lidt benauet da hun maatte tage Rollen i sidste Øieblik. Zerlina sætter Bilettbordet lige ved Lamperaden og klæder sig ganske anseeligt af — det vil sige — saavidt som det kan gaa uden at blive uanstændig nøgen. Mylord var ingen Hexemester (Ste Foy spillede den ikke), Mylady var Mme Revilly. De to Røvere spiltes bedre hos os af Jørgensen og Smidth. Men Fra Diavolo selv, Montaubry, var en Mester. Ægte aubersk Sanger. Hvilken Lethed og galant Tone — hvilket fint, gracieust Foredrag af Barcarolen i G — og hvor prægtig i sidste Akt! Kostumet var strengt holdt fra Aarene 25-30. — I en Sideloge au ler sad Kristine Nilsson med sin engelske Bonne eller Selskabsdame. Hun saa overmaade ‘distinguée’ ud. I Entrakten gikk jeg oftere forbi hende ude paa Gangen. Det lod ikke til at hun kjente mig igjen." Achille Montaubry (1826-1898) var bror av dirigenten og komponisten Jean Baptiste M.

Kjerulf hørte denne tenoren flere ganger i 1862 og 1865. 26/8 hadde han hovedrollen i Les Porcherons, opera av Grisar i 3 Akter. "en god musikk i fransk Stil; bedre gjort og instrumenteret end Aubers og Adams, om den end ellers i Melodirigdom og pikante Detailler maa staa under. Handlingen foregaar i 1770. ‘Porcherons’ er Navnet paa et Forlystelsessted udenfor Paris, dengang meget bekjent. Operaen har en respektabel Samling af Arier, Duos og Ensmbler, og ypperlige Ting forekomme baade i komisk og erotisk Tone. t.Ex. Latter Trioen i 2. Akt; Ronde des Porcherons i 3die med Contradansen og Choret. En meget smuk Romance synger Mme de Bryane (Prima-donna) i 2den Akt l’amour qui vous implore med Omkvædet l’amour est le bien suprème. Florians Couplets er ogsaa meget nydelige. Operaen er godt besat og dennegang var de bedste Kræfter samlede: Montaubry, Crosti, Ste Foy, Bataille, Damerne Galli-Marié, Revilly og Belia. Hovedpartierne er egentlig Montaubry, Crostis og Galli-Mariés. Ved den første Opførelse i 1850 Desbruyères: Herman-Léon; Antoine (Tenor): Mocker pg Markise de Bryane: Mlle Darcier. Ste Foy var ogsaa den gang den gamle løjerlige Vicomte."

En viktig grunn til at Kjerulf gjerne ville se Paris igjen, var kanskje den at han ville få høre Christina Nilsson i opera. Hun hadde debutert 27/10 1864 med enorm suksess i Verdis La traviata på Théâtre Lyrique. Men hvis han hadde trodd at han skulle få treffe henne og kanskje gjøre henne interessert i å synge hans romanser (likesom Jenny Lind), så ble han skuffet. Ved sitt første besøk hos Tellefsens fikk han høre meget "som forbausede og forstemte mig fEx at hverken Fru T. eller Meyer nu sang med Wartel — at Tellefsens var misfornøiet med ham, at Forholdet til Christina Nilsson var afbrudt da hun havde vist sig meget spansk og utaknemmelig siden sin Ophøielse til berømt Kunstnerinde." Han gikk imidlertid på besøk til Wartel. "Paa Væggen havde nu Nilsson faaet en rum Plads for hvis Skyld kanske endog en eller anden Trebelli har maattet nøie sig med et Sidekabinet." Trebelli og Christina Nilsson var hans beste elever og største triumfer.

Théâtre Lyrique hadde i 1862 forlatt sitt gamle teater i Boulevard du Temple på grunn av Hausmanns reguleringsplaner, og to nye teatre var bygget ved Place du Châtelet, et mer sentralt og finere strøk. Under sin direktør Léon Carvalho (født på Martinique) hadde Théâtre Lyrique siden 1856 arbeidet seg opp til en farlig konkurrent for den store opera i Rue le Peletier. Han hadde oppført verker av Mozart, Beethoven og Weber, hadde sikret seg gode sangere som tenoren Michot — foruten sin hustru Miolan-Carvalho — og hadde gjort sitt største kupp ved å oppføre Gounods Faust. (1859). En annen stor suksess, både kunstnerisk og finansiell var oppførelsen av Glucks Orphée i Berlioz’s bearbeidelse med Pauline Viardot i titelrollen. På Faust fulgte Philémon et Baucis (1860), som ikke hadde samme suksess, og Mireille (1864), og han var endog så dristig å oppføre Les Troyens à Carthage (1863). Sine Mozart-suksesser fulgte han opp med La flûte enchantée 23/2 1865.

1/9 1865 åpnet Théâtre Lyrique den nye sesong med Tryllefløiten, og Kjerulf var der sammen med Tellefsens og tre norske damer. "Theatret er nyt ligesom Châtelet; samme Overlys, men mindre. Jeg sad i Fauteuil (7 fr location). Texten er omgjort og Papagena har aldeles mistet den Schikanderske Naivitet; Nattens Dronning er omdannet til en ung Fee der er Paminas Rival. Jeg tror neppe at Operaen har vundet ved dette Forsøg paa at forbedre en dum Text. Udførelsen var god og af Musiken var Intet udeladt uden ganske lidt i sidste Finale. Besætningen var: Tamino: Michot (fh. ved Operaen), Papageno: Troy, Sarastro: Depassio, Monostatos: Lutz (fh. Opéra Comique, slet), Pamina: Md Miolan-Carvalho, Papagena: Mme Tual (fh. Opéra Comique, slet), Nattens Dronning: Christina Nilsson, De tre Damer: Mm M. Albrecht, Estagel og Ladois. De tre Drenge: Mm Daram, Wilhème og Peiret.

Mest fremragende ved Sangens Kunst var Md Miolan Carvalho, en Sangerinde med den skjønneste sympathetiske Røst og det ædleste Foredrag. Hun er dog ikke ung længere. Duettinoen med Papageno kunde ikke gaa smukkere og simplere. Den blev ogsaa bissé. Michot kjendte jeg godt igjen fra 1862 i la Favorite. Papageno var meget god. Skade at Ugalde er borte, hun sang Papagena. Sarastros Bas slog ikke ganske til. Monostatos gikk an. Damernes og Drengenes Terzetter gikk smukt; Præsternes ogsaa. Ouverturen spiltes med Virtuositet dog kanskee lidt vel hurtig. Nu Nilsson? Hun som Robert Watt har villet sætte op ved en Patti ja henimod en Lind! Meyer havde belavet mig paa at jeg vilde blive en Smule skuffet — og jeg blev det ogsaa. Nilsson er net og flink men ikke bedaarende. Begavet er hun men mangler Dybde. Ægte nordisk ser hun ud. Vi vil nu se om vi kan faa høre hendes Violetta!"

Det fik de også 4/9. "I den stærke Hede maatte jeg dog til Th. Lyrique for at se Christina Nilsson i ‘Violetta’ (la Traviata). Jeg havde en Billet til Pourtour (location 5 fr) en Art Couloir hvor man just ikke ser Salen men desbedre ind mot Scenen. Jeg havde tænkt mig C. bedre end jeg fant hende. Man har gjort formeget Opstyr med hende. Ret nydelig er hun og især i 2d og 3e Akt en meget flink Aktrise. Stemmen er klar og frisk og bøielig; hun har lært meget og er meget musikalsk og dog er hun ingen Patti. Man kan glæde sig ved hendes friske Ungdom og flinke (lyse) Sang — men man henrives ikke et Øieblik. Hun griber ikke; indtager ikke. Miolans Røst griber ulige mere og Piatti i Traviata, især i 1ste Akt. Siden, især i sidste Akt skal Nilsson virkelig være bedre. Musikken er yderst simpel og mangler ikke en vis elegisk Farvning der stemmer med Handlingen. Udførelsen var ikke ilde. Tenoren Monjauze er blød og behagelig især i de tendre Partier; Baritonen Lutz er ogsaa ganske flink uden at være af første Rang. En Søn af Wartel gav Grevens ubetydelige Parti. Costumet er Rococco da Handlingen er lagt til en ældre Tid. Nilsson bar i 1ste Akt lyserødt; rigt Broderi, opheftet Skjørt, ikke Pudder; Cameliaen i Haaret og paa Brystet. 2den Akt hvid Morgendragt, 3dje Akt Saloncostume, jeg tror det var hvidt. 4de Akt Natdragt. Hun saa meget sand ud her, ret en ung og vakker Tæringspatient. Foran gik en ubetydelig Operette i 1 Akt af en Mr Caspers hvori Wartel havde Hovedpartiet, le Cousin Babylas. I alle Henseende ubetydelig." 

Noen dager i København og hjem igjen

På hjemveien fra Paris stanset han noen dager i København. I à Portas kafé vrimlet det av svensker som skulle høre Michaëli i Trubaduren. "Jeg fik mod al Forventning Billet i det sidste Øieblik. Den var til 2d Rads Pladsloge. Der var varmt deroppe og lidt langt fra Scenen. Michaëli sang Leonore og udmærket sang hun. Det Eneste skulde være at hun mangler litt Aplomb, er litt for blond og nordisk for denne sydlandske Glød i Tone og Spil. Spillet er ikke rart men heller ikke slettere end man alminderlig ser hos Operisterne. Mageløs Technik har hun. Det klang noget tyndt og svagt imellem, men Theatret er, som vort, slet at synge i. Ved Siden af de Andre var M. ubetinget overlegen thi disse danske Sangere forstaa slet ikke at foredrage slig Musik. Det klinger altfor blødt og tungt og fladt. Jastrau skulde have mest Maneer paa det men ogsaa han savnede den rette Maade at foredrage italiensk Musik. Kun af og til mærkede man at han var lidt inde paa det. Han sang Manrico. For Frøken Bournonville var Zigeunerskens Parti altfor svært, trods al anvendt Omhu paa Sangen og Spillet. Jeg kan ikke med det kjøbenhavnske ‘R’ i den store Sang. Grev Luna, Erhard Hansen, ganske ung Sanger med en ret smuk Stemme. Ferslew sang Bassen, Grevens Ledsager. En nydelig Balletscene var indlagt, componeret af Bournonville som nu atter er Balletmester og fortræffelig udført. Bifaldet kunde været større især i Michaëli. Og Huset var ikke udsolgt; kun Gulvet."

13/9 fikk han se Gounods Faust. "Faust: Nyrop. Margarethe: Fru Liebe. Mefisto: Schram. Valentin: Døcker. Siebel: Fkn Andersen. Martha: Fru Zinck. En ganske respektabel Opførelse. Dog adskilligt udeladt og Sceneriet betydelig tarveligere end tEx i München — ikke at tale om Berlin. Smukt Slutningstableau. Mindst vederkvædelig var Margrete. Fru Liebe er for passé i Sangen og spiller affekteret og savner det Væsentlige: Inderligheden forenet med Ynde. Tænke sig saa Sophie Stehle! Nyrop er en meget smuk Personlighed, ingen betydelig Sanger men kjæk og behagelig. Schram synger godt men spiller altfor djævelsk og udhæver forlidt Kavalieren, Verdensmanden, den elegante diable comme il faut. Siebel blev meget smukt repræsenteret. Spindescenen udelodes. Kirkescenen var forlagt til udenfor Kirken. Af Djævelens Palads ser man kun en del i Baggrunden mens Faust og Mefisto endnu staar i Dekorationen fra Walpurgisnacht. Slutningstableauet lader Margrete (en Voksdukke, godt gjort) bæres til Himmels af to Engle (virkelige Mennesker). Musikken bliver dog en af Nutidens betydeligste Operafrembringelser. Stilen er formeget blandet men der er dog mange fortræffelige Ting og Gretchen er yndigt gjengivet. Instrumentationen interesserer i høi Grad selv med Meyerbeer i friskt Minde. Paulli anførte Kapellet. Imellem Cellisterne saa jeg Franz Neruda."

I Christiania fortsatte teatret med sine musikalske enaktere Lazarilla og De to Blinde og med den danske Elverhøj. Ny var Offenbachs Fritzchen og Lischen 4/10. Bjørnsons Halte-Huldable oppført med musikk av Albert Rubenson. Den sorte Domino gikk to ganger, og 1/12 satte teatret opp Aubers Kronjuvelene — den gikk tre ganger. Orfeus i Underverdenen ble gitt et par ganger, Martha gikk tre ganger. En ny bagatell av Offenbach var Violinspilleren 4/4 1866. Det er ingenting om dette i Kjerulfs dagbok.

Men 22/4 1866 gikk han for å høre Jegerbruden. Hennum hadde da overtatt etter Sperati. "Hennum har al Ære af Indstuderingen. Choret var bedre enn paa lang Tid og Orkestret gjorde sit Bedste. Det har nu 2 Contrabasser. Udførelsen af Partierne var naturligvis maadelig nok og det er betegnende at man fristes til at finde Fru Wolfs Anna bedst. Wolf som før var Max er nu Casper." Rollen som Max var overtatt av H. Brun. Clara Ursin var fremdeles Agathe. 

Til Tyskland igjen 1866

Sommeren 1866 holdt Kjerulf seg hjemme. Høsten 1866 fortsatte teatret med sine gamle ting. Eneste nyhet var i sesongen Cherubinis De to Dage, hvis man kunne kalle det nyhet (17/3) 1867. Men sommeren 1867 måtte han ut igjen. Han ville feriere i Schweiz ved Genfersjøen. Men på veien tilbake nyttet han anledningen til å se opera i München. Det ble Méhuls gamleJoseph in Ägypten, som merkelig nok hadde større suksess i Tyskland enn i Frankrike og holdt seg lengre der. "Méhuls ‘Joseph’ som jeg aldrig før har seet opført. Udførelsen var som den plejer at være her, virkelig kunstnerisk. Godt Udstyr, god Indstudering, fortræffeligt Orkester. Hvad de Enkeltes Sang angaar saa er dette afhængig af Saameget. Kinderman har en Stentorrøst, men synger forfærdelig tydsk. Han har Jacobs skjønne Parti. Saa forresten ypperligt ud. Bedre synger Vogl som Joseph; han har en stærk, fyldig Tenor, lidt tyk. Benjamin, Frl Thoma og Simeon Hr Lang var begge flinke og Ensemblet af Brødrene meget godt. Musiken gjør som ofte er sagt mer Indtryk af et Oratorium, men uagtet dramatisk Liv og Bevægelse her mangler, kan den ret vel sees paa Scenen naar Kostume og Sceneri er saa korrekt som her er Tilfældet. Musiken hører til det allerædleste Genre. Ren Sats og virkelig sand Opfatning. Skjønne Melodier og gribende Ensembler, fEx i 3e Akt. Scenen mellem Brødrene og den Gamle."

Det ble ikke mer opera i München, men i Dresden fikk han se Lohengrin 25/8. "Lohengrin er vistnok mer gjennemført wagnersk end Tannhäuser og vilde være frygtelig trættende hvis ikke den geniale Natur af og til gik over den selv givne Optugtelse. Librettoen frembyder meget fængslende for den dramatisk musikalske Behandling, men har ogsaa Længder som ved den wagnerske Musik bliver fast uudholdelige. Introduktionen med Strygeinstrumenterne pp. sord. i høit Lag er overmaade smuk og romantisk, den derpaa følgende Stigen af største Effekt. Choret i 2d Scene hvor Elsa optræder og hendes Drømmesyn, Choret hvor man ser Svaneridderen komme, hans første Optræden, Musiken til Kampen og det hermed sammenhængende Ensemble — Alt dette fængsler og underholder især ved den ypperlige Instrumentation. Første Del af 2den Akt er slemt monoton, overhovedet disse Wagnerske Dialoger som ingen Ende tage; men Introduktionen ogsaa til denne Akt er fortrinlig, ligesaa enkelte Momenter i Dialogen fEx Ortruds ‘ha ha’ hvorledes dette er udtrykt i Instrumenterne. Nu kommer Elsa frem paa Altanen. 3dje Scene blir mer dramatisk belivet. Morgenen bryder frem. Mandschoret. Optoget i 4de Scene. Toget til Kirken. Ortruds Trudsler og Lohengrins Mellemkomst — der kommer et Ensemble af virkelig musikalsk Skjønhed ligesom Akten ender ganske sublimt. 3dje Akt har atter en deilig Introduktion, saa kommer den bekjendte Brudesang. Scenen mellem Elsa og Lohengrin er stærkt trættende (mk. det Motiv i Moll som oftere forekommer hvor det Hemmelighedsfulde ved Lohengrin bringes paa Bane). 3dje Scene har meget for Øiet — Opptog — saa Lohengrin Beretning om hvem han er — Elsas Sorg — Svanens Forvandling. Men engang seet er sandelig for lidt. Det varede længe førend jeg kunde finde mig i Tannhäuser, og da jeg nu har seet den oftere og L. kun engang foretrækker jeg indtil videre den første skjønt L. vistnok har mer Enhed. Lohengrins Parti blev givet av gamle Tikatschek hvis Tenor har en evig Ungdom og Friskhed og hvis hele Optræden er den sande ufordærvede Kunstners. Isandhed en mærkelig Stemme! og denne djærve noble Simpelhed hvormed han bruger den. T. er nu oppe i de Treds. Elsa her var altfor korpulent til at kunne fremstille nogen sand og begribelig Elsa. Det er en Sangerinde med gode Stemmemidler og musikalsk Dygtighed uden al Charme (Fr Kaintz-Prause, Wienerinde). Kongen (Scaria) var en ypperlig Bass. Mitterwurzer som Tellramund har ikke mistet sin Kraft men Klangen er noget raa ligesom Methoden. Ortrud Fru Krebs er alt for gammel og passée og hun maa formelig krampagtig anstrenge sig for at faa Tonerne til at klinge. Spillet er kantet og slet. Hun har aldrig rigtig tiltalt mig. Krebs dirigerede Orkestret."

29/8 skriver han: "Theatret ‘Zaar und Zimmermann’ fortræffelig indstuderet under Rietz’ Ledning. Det Hele klappede ypperligst sammen, Sang, Spil og Orkester. Det var en Fornøielse at høre derpaa. Men en varm Fornøielse. Gulvet var aldeles fuldt besat. I Hoflogen sad Kronprindsen med Gemalinde og to Børn. Operaen var mig saa vel bekjendt, jeg havde jo selv lagt Texten under for vort Theater. Det er en frisk, sund melodiøs og effektfuld Musik skrevet af en rutineret Mand med Talent men uden synderlig Originalitet. Efterligning af gode Mønstre og ypperligt Kjendskap til Scenen og dens Fordringer. Den smukke Sextett for Mandsstemmer gik fortræffeligt og blev forlangt dacapo. Af de Udførende var Borgermesteren Scaria høist fortræffelig baade i Sang og Spil og i Maria gjenfandt jeg min kjære Fr Jauner Krall der rigtignok har tabt Ungdommens Friskhed men endnu dog meget vel kan spille og synge saadanne Partier. Hun var sød, rigtig en sød rund Tyksak med det mest indtagende Smil, og den nydeligste Mund naar hun synger. Og hun sang godt."

I Berlin ble det igjen Offenbach i FriedrichWilhelmsstadt Theater (1/9) — Pariserleben som var gitt på Palais-Royal-teatret i Paris 31/10 1866 og i Berlin 22/5 1867. "Theatret har ganske givet sig Offenbach i Vold; ja Teppet mellem Akterne har hans Portrait i kolossal Medaillon. ‘La vie parisienne’ er meget letfærdig og Musiken aldeles plat og gemen; staar altsaa under la belle Hélène som dog i Musiken af og til har noget ret pikant. Piecen er en vogue og gives her godt især Damepartierne: Frl Schramm, Fru Ungar, Lina Mayr, Frl Schubert — man ser deres Portraiter overalt udhængte."

I Hamburg var det også Offenbach — først "en liderlig Operette af — naturligvis — Offenbach ‘Dafnis og Cloë’ hvis Musik dog havde Et og Andet ret nysseligt." I teatret ga manTrovatore, men han foretrakk å gå i sirkus. Et par dager etter var det igjen Offenbach — Den skjønne Helene (Stadttheater vel at merke). Han så 2 akter sammen med grosserer Sørenssen fra Stockholm som han hadde vært sammen med på Grefsen i 1864. "Portieren havde Ret, ‘Die schöne Helene war gut gebaut, hübsches Frauenzimmer’— spillede og sang kvikt og dygtig sandseligt (Frl Fischer). Paris blev taget som en Berliner-Commis-voyageur. Calchas var maadelig." 

Christiania og gjestespill

De musikalske nyhetene i sesongen 1867/68 var I høiere Circler av Offenbach (Monsieur Choufleuri restera chez lui le…), Schweitzerhytten og Jeannettes Bryllup, alle tre enaktere. Dessuten oppførtes Jægerbruden, Regimentets Datter og bruddstykker av Norma og andre eldre ting som De to Blinde, Til Sæters, Elverhøj og Fritzchen og Lischen. Operaene ble satt opp for et gjestespill av Fru Michäëli i september 1867. "Som Regimentets Datter tager hun sig ilde ud især som Marketenterske og synger ganske ikke pikant nok, men som Agathe og som Martha er hun udmærket og i Arien af Norma hørte jeg i hende sandelig den store Sangerinde; det var ubetinget skjønt; overlegen Technik og en Sølvklarhed og et Udtryk af høist velgjørende Renhed og Nobelhed."

I juli samme år hadde en del medlemmer fra Stockholmsoperaen gitt noen forestillinger i Christiania. Kjerulf så et par av dem. 8/7: "Dhr Behrens, Dahlgren, Uddmann og Fru Strandberg gav iaften i det dramatiske Selskabs Theater Donizettis Elskovsdrikken uden Chor og med et Orchester bestaaende af Piano (deres Dirigent Dente) og Strygekvartett (Hennum Violoncell). Det var en Udførelse af Artister og rutinerede Sangere. Dahlgren har en noget tynd Tenor men musikalsk udviklet. Fru Str. er tækkelig, overmaade velskapt og synger flinkt uden at være fremragende. Behrens kjender vi fra før. Uddmann en kolossal Lablachefigur, var meget morsom som Dulcamara."

11/7 skriver han: "Igaar gav Svenskerne Alphyddan og Nürnbergerdockan. Den første er en ren Farce med yderst let Musik og et taknemmelig Bravourparti for Sopranen. ‘Le Chalet’ derimod har en Musik af virkeligt Værd. Begge af Adam til forskjellige Tider." Og 13/7: "Igaar atter ‘Alphyddan’ samt Scener af Figaro og den skjønne Helene. Fru Strandberg var udmærket flink og net. Schweitzerhytten gik endnu bedre end første Gang."

17/11 ga også Christiania Theater Schweitzerhytten. Det ble fire forestillinger og Kjerulf var der 8/12. "Schweitzerhytten gaves med en Debutante Frk Moe som Bettly (en ret sød lille Stemme; ellers tør nok). H. Brun som Tenor og desværre Hr. Schibsted til at mishandle Soldatens vakre Parti." Olefine Moe, som da var 18 år, kom til å spille en stor rolle i norsk operahistorie.

Mere av interesse var det ikke før et italiensk operaselskap ankom i slutten av april 1868. Teatret sendte billetter til Kjerulf, Winter-Hjelm, Conradi, Grieg, Behrens og Arnold. Kjerulf var på generalprøven for Trovatore. "Damerne var flinke, især havde Contraltoen betydelige Stemmemidler. Tenoren var passabel, Barytonen har gode Midler, men stærk Disposition til at detonere. Bassen er en Simplex. Naar undtages Barytonen og Kapelmesteren og Trupens Chef (Lorini) er de Øvrige ikke Italienere. Primadonnaen Sa Calisto, Alten Cari, Tenoren Bentami er Amerikanere eller Englændere. Barytonen hedder Pantaleoni, Bassen er nok en Tydsker, kalder sig Cornago. Kapelmesteren er flink og hedder Faccio." Sistnevnte var Franco Faccio (1840-1891), nær venn av Arrigo Boito og med i en klikk av unge italienske musikere som var i opprør mot de eldre, også Verdi. Han ble en av Italias beste dirigenter, den som var foretrukket av Verdi og ble dirigent ved La Scala; der han ledet første oppførelse av Verdis Otello.

Noen dager senere skrev Kjerulf: "Jeg var i Søndag i Theatret ‘Trovatore’ (26/4). Huset langtfra fyldt! Det gik godt. Barytonen var renere end paa Prøven og første Forestilling hvor man hyssede til ham. Fru Ursin og Brun gjør Tjeneste til Bipartier og Choret er fuldstændig pibervik-italiensk. Koloratursangerinden (Benoit) er fransk og endnu ikke optraadt."

3/5 hørte han igjen italienerne. "God Opførelse af ‘La Traviata’: Violetta: Calisto. Et underordnet Tenorparti udført i Herredragt af Cari som sang Drikkesangen af Lucrezia Borgia. Tenoren er flink, Barytonen ogsaa, skjønt han hist og her detonerede, men ubetydeligt. Theatret maa betale Operaselskabet 160 Sp for hver Optræden saavidt jeg ved og hidtil har Theatret snarere haft Tab paa Entreprisen end modsat." Cari var den amerikanske Anna Louise Carey (1842-1921); elev av Pauline Viardot-García. Hun hadde en usedvanlig alt, og sang likesom den berømte Alboni gjerne drikkesanger i mannskostyme.

En av Verdis nyere operaer, Un ballo in maschera, ble gitt 12/5, "er bedre gjort end de andre. Der er mere Omhu i Detaillen og mere Afvexling i det Melodiske. Der kommer frygtelige Verdiske Knaldeffekter men ogsaa virkelig fine Ting og enkelte meget kvikke Motiver. Librettoen ligner Aubers Bal masqué men er langtfra saa underholdende. Udførelsen var i det Hele rosværdig, enkeltvis endog fortræffelig (fEx Calistos store Arie og Duetten med Tenoren). Sa Bennati (Mlle Benoit) optraadte som Page, yderst koket, ung, velskabt. Sang noget simpelt men flinkt og indsmigrende. Hun er en ægte lille Parisergrisette og kan ingenlunde maale sig med Calisto som dramatisk Sangerinde. Pantaleoni Baryton var meget heldig. "Georgio Adriano Pantaleoni (1837-1908) er den eneste som har gjort seg større bemerket.

Kjerulf kaller Sonnambula (gitt 28/5 — 5/6, fem forestillinger) "en god Opførelse". 8/6 ga de Rigoletto. Kjerulf så den 11/6. "Calisto hæver sig stadig i Publikums Gunst som en fortræffelig Sangerinde og Barytonen Pantaleoni paaskjønnes mer og mer. Sa Bennati optræder ikke mere. Hun gav en Concert igaar hvor hun ifølge Programmet skulde synge en af mig. — Abfui. — "Hun sang to, "Synnøves Sang" og "Paa Fjeldet".

Det ble så meget å gjøre for Christiania Theaters musikere at de reagerte. De hadde hatt 4 forestillinger med Trovatore, 5 med La Traviata, 4 med Un ballo in maschera, 3 medRegimentets Datter, 5 med Sonnambula og 3 med Rigoletto, dessuten en med utdrag av Un ballo in maschera, Trovatore og Regimentets Datter. Da de så begynte med Lucia di Lammermoor, ble det streik. "I Theatret gaar det sælsomt til. Orkestret gjorde Strike og narrede Publikum 2 Gange. Forestillingen averteret, og Orkestret kom ikke. Direktionen havde sin Kontrakt med Italienerne at opfylde. Saa gaves Lucia to Aftener med Faccios Klaverakkompt. Men Lørdag Morgen (20/6 ) reiste Kapelmester Faccio og Hennum vovede ikke at paatage sig Hvervet. Orkestret blev borte og Direktionen vil have blot og bar Underkastelse, hvori de har Ret. Igaar gav Italienerne (med Theatrets Assistance af Choret (Herre Chor) Brun og Thoresen) til Hennums og O. Nilsens Pianoakk. en Folkeconcert paa Klingenberg fra 5-7 som var stærkt besøgt. Der blev sunget fortræffeligt. fEx Misereret af Trovatore, Final-Scherzo af Ballo in maschera med Calisto som Pagen, Sextetten af Lucia, Duo af Barberen (Cari og Pantaleoni). Stemmerne tog sig ypperligt ud." Thoresen var Thomas Krag Thoresen (1846-1876), sønn av Magdalene Thoresen. Han sang Samuel i Un ballo in maschera og hadde også vært Sparafucile i Rigoletto og Raimondo i Lucia. Bassen Cornago var forsvunnet. Clara Ursin sang Inez i Trovatore, Silvano i Un ballo og Arturo i Lucia. Olefine Moe var Flora i La traviata, og Ceprano i Rigoletto. Fru Døvle var her pasjen. Dessuten medvirket Bucher og Simonsen.

30/6 skriver Kjerulf: "Italienerne sluttede iaften. Sperati havde sammenflikket et Slags Orchester. Jeg var der ikke." Senere noterer han "Jeg er syg og mat". Men italienerne ga enda flere konserter og sluttet først 6/7 med konsert for Pantaleoni. I alt hadde de gitt 27 operaforestillinger og 7 konserter. Kjerulf var nå så syk at han måtte til Grefsen, og det ble bestemt at han skulle underkaste seg en operasjon. Han fikk derfor ikke se det svenske operagjestespillet som kom i slutten av juli, men noterer i sin dagbok 21/6: "De svenske Opera-Artisters Forestillinger roses fra alle Kanter. Herrerne staar over Damerne som egentlig ingen rigtig Primadonna har iblandt sig, men Ensemblet skal være fortrinligt og et medhavende Chor af 8-9 Persone udmærket indøvet. Dente anfører paa Pftet med Ledsagelse af en Dobbelt-Kvartett. Mest Sympathi vækker Arnoldsons herlige Tenor. Der er hidtil givet: Fra Diavolo, Den hvide Dame, Barberen, Martha." Og 26/7 nevner han dem på ny: "De svenske Sangere give ifølge Bladene deres sidste Forestilling Onsdag d. 29. Besøget er ikke stærkt nok. Men her er formeget. Først Heden, saa Klingenberg Theater med Frl Lanners Balletcorps, saa virkelig japanesiske Akrobater." Barberen i Sevilla 29/7 måtte imidlertid gjøres om til Elskovsdrikkenpå grunn av Arnoldsons plutselige heshet. Dette var noe som hendte flere ganger og har vel til slutt bidradd til hans depresjon og selvmord.

Operasjonen gikk heldig som det heter, men Kjerulf syknet inn og mistet bevisstheten og døde flere dager etter.

Kjerulfs bedømmelse av opera er interessant fordi han likesom balanserer mellem to kulturer, den franske og den tyske. Den italienske stod han helt fremmed. Dette var så meget mer merkelig fordi Italia var utferdslandet for danske kunstnere, og flere andre nordmann hadde et spesielt forhold til Italia som Ole Bull, Grieg, Bjørnson, Ibsen, I. C. Dahl, Fearnley etc. Hans ambivalente forhold til Frankrike-Tyskland ser man best i kritikken av Meyerbeer. Han fordømmer aldri helt Meyerbeer slik som den akademiske tyske kritikk: På mange måter var hans smak formet av en svunnen tidsalder. Rossini og den franske opéra comique var hans største kjærlighet.

[Muligheter for hopp tilbake til:]

 

 

 

Av Børre Qvamme
Publisert 9. mai 2010 21:30 - Sist endret 12. juni 2010 16:59
Del på e-post