Adolf Falkman

Der er Noget, som Naturforskerne kalde — eller i sin Tid have kaldt — horror vacui, det er udlagt: Rædsel for det Tomme. Det mystiske Væsen, som gaaer under Navnet Naturen, skulde ifølge bemeldte «Rædsel» have en indre Drift til at udfylde ethvert Rum, saa at der i Virkeligheden ikke findes noget Tomt, men Hvadsomhelst, der viger sin Plads, erstattes af noget Nyt, eller ialtfald stræbe Naturens Magter efter at udføre denne Erstatningsproces, saaledes som vi f. Ex. see, naar Vandet heldes ud af en Flaske og Luften bobler ind, eller som vi fornemme det, saasnart vi søge at danne et lufttomt Rum, idet Atmosphæren da trykker med voxende Kraft paa Ydersiderne af den Gjenstand, hvis Indre vi ville gjøre tomt.

Der er ogsaa paa andre Omraader end Naturens en saadan «Rædsel for det Tomme», eller om man heller vil: en Trang til at søge og en Drift til at give Erstatning for Det, der gaaer under, eller hvis Mangel man begynder at føle. Det er ikke blot en ørkesløs Begjerlighed efter noget Nyt, hvorom vi her tale; det er meget mere den virkelig dybere begrundede Higen efter Næring for Livet og Aanden, det er den kun altfor berettigede Følelse af, at Alt, som er blevet til i Tiden, ogsaa maa forgaae med Tiden — det er den ædle Tørst i Sjælen, hvortil vi sigte. Selv det mest fuldendte Skjønne tilfredsstiller ikke, naar der ideligt vendes tilbage dertil; Forandring ikke blot «fryder», som Ordsproget siger, men er nødvendig, fordi Aandens Drift er uendelig, fordi det Aandelige, som søges, dog aldrig kan rummes fuldstændigt i Nogetsomhelst, der hører Jorden til, saa at Den, der en Dag slog sig til Ro med, hvad han nu havde vundet, snart vilde være som Den, der Intet havde vundet.

Der var en Tid, som ikke ligger langt tilbage, da vi Danske paa det æsthetiske Forfatterskabs Omraade havde en saa yppig Blomstring, som maaskee aldrig noget Land med saa smaa Grændser i Rummet nogensinde har havt i en saa kort Tidsperiode — Grækenland undtagen. Men saa usandsynligt det var, at Danmark i Aarhundredets anden Halvdeel kunde vedblive at afføde saa yppigt et Blomsterflor, saa sikkert og kjendeligt blev det da ogsaa snart, at de Gamle bleve gamle og efterhaanden forlode os, og at de Nye ikke kunde give fuld Erstatning. Da kom — det er nu ti Aar siden — en lille Fortælling hertil fra Norge: «Synnøve Solbakken», og den fulgtes af Sødskende, og Bjørnson fulgtes af Ibsen og af Fru Magdalene Thoresen. Da blev det aabenbart, at det Tomme begyndte at fyldes, og Læseverdenens naturlige «Rædsel» fandt mere og mere sin Uro dæmpet.

Og dog var det noget Aandet, der nu stod frem, end blot en Fortsættelse af Det, som her begyndte at synke i Jorden; det var meget Mere end en Tilfældighed, at de nye Digtninge i det dansk-norske Fællessprog stammede fra Norge; Literaturen tog virkelig med dem et nyt Skridt, og det et Skridt, som det netop var paa rette Tid og Sted at faae gjort.

Vor æsthetiske Literatur i Aarhundredets første Halvdeel, den danske Literaturs Guldalder, kredser jo fornemmeligt om to Mænd: Oehlenschlæger og Heiberg. Hvad hver af Dem havde givet, lader sig selvfølgelig ikke indsnevre i et Par Ord, og paa den anden Side er det naturligviis ikke heller Meningen, at glemme, hvad der er ydet af de mangfoldige andre Forfattere, hvis Navne ville være vor Hæder, hvis Værker ville være vor Glæde, saalænge som vort Folk er til. Men idetmindste som en Hovedpost i det store Gjeldsbrev, Danmark skylder hine To, staaer dog vel for Oehlenschlægers Vedkommende hans Værkers nordiske Charakteer, og for Heibergs Vedkommende hans Virksomhed som Lærer — baade theoretisk og praktisk — i den fuldendte Forms Væsen og Betydning ved al æsthetisk Given og Modtagen. Ja, til Syvende og Sidst var jo blandt de mest betegnende Træk i Datidens Aandsliv: paa den ene Side den frembrydende folkelige Følelse, og paa den anden Side Culturens reent æsthetiske Præg. Hvad den danske Poesi dengang frembragte, var nu ikke blot Stort i Forhold til Landets Lidenhed og Tidens Korthed — det var ikke heller blot saa stort i sig selv, at det kan leve, naar baade vor Slægt og den næste længst er i Graven — men det var tillige netop fyldestgjørende for den Tids Krav. Ligesom Smagen trængte til den Heibergske Kritik, saaledes trængte Folket i sin Heelhed til at lære sig selv at kjende ved at see Billedet af sin Fortid, fremmanet af «Nordens Adam»; men paa selvsamme Trin som Folkets Trang stod ogsaa dets Modtagelsesevne og — ifølge den evige Lov om Aarsag og Virkning — tillige Begrændsningen for, hvad hin Literatur var mægtig at yde. Den gav saare Meget, men den gav ikke og kunde ikke give Alt, saalidt som Alt kunde være blevet modtaget; derfor trængtes der, da Hine bleve gamle, ikke blot til nye Digtere, men ogsaa til nye Digtninge, til noget Andet i Væsen og Væren, end der allerede var ydet. Man var paa det Nationales Omraade bleven lokket og vækket, nu maatte man dybere ind og videre omkring; man var paa den æsthetiske Formalismes Enemærker mættet saa rundeligt, at man ogsaa her trængte til noget Andet: man havde svælget i saamangen vellystig Nydelse af Poesiens rene Blomsterduft, at der var stærkt Behov til nye Frøkorn, som kunde sætte andre Blomster og give en anden Frugt. Det var nødvendigt at faae de nordiske Emner behandlet paa en Maade, der mere stemmede med Resultaterne af de nye Grandskninger i Nordens Fortid; det var overhovedet nødvendigt at faae mere Realitet ind i Livet — og i Livets ideale Speilbillede: Konst og Poesi; Skjønhedskravet, hvis eensidige Udvikling fører til Slaphed og Blødhed, maatte faae Sædelighedsideen gjort stærkt gjeldende ved Siden af sig. Da var ogsaa Skjebnen saa god, at Tomheden udfyldtes; de nye Frøkorn fattedes ikke, og nu voxe de kraftigt frem i en ny Jordbund, der i en Menneskealder var gjennemsyret af en nyfødt Selvstændigheds, en gjenvaagnende Folkeligheds og Folkeeiendommeligheds stærke Safter — i det unge Norge.

Vi have brugt saa lang en Indledning, fordi vi i disse Betragtninger, hvor lidet Nyt de end indeholde for de Allerfleste, formeentligen have de væsentlige Momenter til den rette Forstaaelse saavel af den nordiske og fornemmelig den dansk—norske Nutidsliteratur i det Hele taget, som særlig af den Mands Betydning, med hvis Billede disse Linier følge. Den, som ikke kan see, at vor egen, reent danske, æsthetiske Production kun er ifærd med at slumre hen herhjemme, men fortsætter sig i nye Baner hos Forfatterne hinsides Kattegat — han forstaaer ikke dens Væsen, fordi han ikke skjønner, hvad den trænger til; men Tilfredsstillelsen af denne Trang, eller dog en Deel deraf, er tillige netop det, som udgjør Ibsens store Betydning for os. — Det vil imidlertid, førend vi nærmere komme ind herpaa, være naturligst, at dvæle lidt ved hans Liv og Levnet, saaledes som det er os bekjendt, deels fra en Biographi af hans Ven, den norske Literat Botten Hansen (i det af denne udgivne «Illustreret Nyhedsblad», tolvte Aargang, den 19de Juli 1863) deels andetsteds fra.

Da «Brand» kom ud sidste Vaar, kjendtes Henrik Ibsen kun lidet i Danmark, ihvorvel flere af hans Arbeider vare blevne omtalte hist og her, som ogsaa et af hans Dramer, «Gildet paa Solhoug», var blevet opført paa Casinos Theater. Han havde dog dengang allerede skrevet Adskilligt og havde vakt en ikke ringe Opmærksomhed hos Mænd af Betydning i Norge, ligesom hans Levnet ialtfald kunde have havt den Interesse, som man — men i Regelen først bagefter — skjenker høitbegavede Mænd, der maae kæmpe sig Livet igjennem paa saa mange underlige Maader. Han er født i Skien den 20de Marts 1828; hans Forældres Huus var kun ringe, Faderen var Kjøbmand. Han gik i Skien i en af theologiske Candidater bestyret Skole og lærte her blandt Andet Begyndelsesgrundene i Latin, men kom i sit sextende Aar som Apothekerlærling til Grimstad, en af de smaa Kjøbstæder paa Norges Sydkyst. Pharmacien skulde dog kun være ham en Gjenvei til Medicinen: han vilde blive Student, og ved sin Principals Forekommenhed fik han i sin Fritid for Apothekervæsenet Leilighed til at forberede sig til Examen artium. Samtidig var han allerede ifærd med at betræde Parnassets Stier; han skrev Digte, der vakte Forhaabninger, men rigtignok ogsaa Avind hos de brave Kjøbstadsjæle, mod hvem deres satiriske Indhold var rettet. Blandt hans alvorlige Poëmer fra denne Selvlærlingstid nævnes et Mindekvad over Oehlenschlæger, optaget i «Christianiaposten». Man siger, at det er en daarlig Soldat, som ikke tænker paa at blive General; Henrik Ibsen undlod da heller ikke at tage høit og stort Sigte: Apothekerlærlingen skrev et tragisk Drama i tre Acter: «Catilina». Læse vi nu dette Arbeide, maae vi ikke blot beundre Kjekheden i Valget af Stoffet, men ogsaa Raskheden og Styrken i Meget af Behandlingen; forøvrigt er det hverken af Indhold eller Form saa klart eller eiendommeligt, at vi skulle dvæle længere derved. Kun om dets Udgivelse bør det tilføies, at medens det var vanskeligt at faae en Forlægger til og umuligt at faae noget Honorar for et saadant Værk af en ukjendt Begynder, besluttede en Ven af Ibsen, som alt var Student, sig til at optræde som Forlægger, «for at redde for Forfatteren de store Fordele, som et saadant Værk nødvendigviis maatte kaste af sig». Denne Ven var nuværende Sagfører Schulerud — det blev, som vi strax skulle see, ikke den eneste Gang, at han stod Last og Brast med Ibsen — han laante Pengene, og «Catilina» kom saaledes ud, i Christiania 1850, under Pseudonymet Brynjolf Bjarme. Professor Monrad, som dengang var midlertidig Udgiver af Langes Tidsskrift, hvori «Catilina» blev anmeldt, ydede fuld Anerkjendelse til de digteriske Evner, hvoraf Forfatteren øiensynlig maatte være i Besiddelse, om det end var uklart, hvorvidt og hvorledes de senere kunde udvikles. Det indleveredes til Christiania Theater og fik en smigrende Censur, men blev rigtignok ikke antaget til Opførelse. Publicum kjøbte — 30, siger tredive Exemplarer.

Det var i Marts 1850, at «Catilina» blev trykket, og samtidig kom Ibsen til Christiania med nogle Specier i Lommen og med den Hensigt, for det Første at tage Artium. Han tyede naturligviis til en Studenterfabrikant, da han jo savnede baade Tid og Midler til en virkelig Uddannelse, og der var netop en saadan Fabrikant i Christiania, en Mand af mærkelig Begavelse i sit Slags: Heltberg, «hvis praktiske, vækkende Methode har hjulpet saa mangen lang Laban til i kort Tid at gjenoprette eller dække den forsømte Skoledannelses Mangler og skyde nemme Gjenveie til Examensmaalet,» en Mand, hvis Taalmodighed og Dygtighed strakte til tyve, tredive Aars fortærende Slid, og som dengang havde under Behandling, ved et betydningsfuldt Sammentræf, foruden Ibsen: Bjørnson, Vinje («Dølen») og Frithjof Foss («Israel Dehn»). Med Eftersommeren kom Examenstiden; Ibsen overstod det Skriftlige og af det Mundtlige alle Fag paa to nær (Græsk og Mathematik), han var saaledes, efter norsk Brug, at betragte som Student, kun at han skulde tage de to mislykkede Fag om igjen, naar han vilde være en ret Akademicus med Borgerbrev, og naar han vilde tage andre Universitetsexamina. Vinje (som dengang var over tredive Aar og længe havde været Skolelærer, Politiker og Journalist) blev Student samme Aar, Foss ligesaa, Bjørnson først et Par Aar senere. Men det blev aldrig til Noget for Ibsen med hine to Fag eller med videre Embedsstudium, hvortil han desuden savnede Pengemidler. Thi hans Kaar vare yderst slette, hans æsthetiske Læsning og hans egen Versskrivning gav Intet af sig, et lille Honorar, som han fik for et paa Christiania Theater opført (os ubekjendt) «Sagastykke», ved Navn «Kjæmpehøien», strakte ikke langt, saa at han maatte nøies med «en Hytte og hans Hjerte» — Hytten deelte han med den ovennævnte Schulerud, og Hjertet sagtens med, thi det var dennes Maanedspenge, som udgjorde Hovedindtægten i det fælles Budget. «Men til Middagsmad strakte det ikke, og nogen saadan kunde de altsaa ikke spise. For ei at lide Tort og Creditspilde i deres Logis ved at dette blev bekjendt, gik de da ud i Middagstiden og vendte først hjem, naar Folkene i Huset maatte antage, at de havde spist. Nu drak de Kaffe, hvortil de spiste Brød, som da maatte træde i Middagsmadens Sted. «Jeg» — det er Botten Hansens Ord, vi gjengive — «kom dengang næsten daglig sammen med Ibsen og hans Contubernal; men, glade og muntre som de vare, vidste de saa godt at skjule deres underlige Oekonomi, at jeg ikke havde Anelse derom, førend længe bagefter.»

Paa den Tid var der et mærkeligt, nu vistnok forlængst hendøet, politisk Røre i Norge. Den franske Februarrevolution af 1848 sporedes i stærke Dønninger, en yderlig demokratisk Bevægelse med Socialisme og ligefrem Revolution i Baggrunden begyndte at trives ganske vel. Under Titel af «Arbeiderforeningen» var der dannet en Sammensværgelse; Medlemmerne i den vare fornemmelig Huusmænd, dens Centrum var i Ringerike, dens Principer vare vidtgaaende socialistiske; stærke Eder bandt de Sammensvorne, væbnet Angreb paa eller Modstand imod Statsmagten hørte med til Programmet. Det var to Studenter, Thrane og Abildgaard, som stode i Spidsen for alt Dette; i 1850 blomstrede det netop som bedst, i 1851 blev det Hele knækket overende, skjøndt rigtignok først ved overordentlige Foranstaltninger, ved Sammendragning af Militair og ved en politisk Proces, som bragte de to Hovedmænd i Fængsel, hvor de fik rundelig Tid til at fortsætte den reent phantastiske Deel af deres Forehavende, saaledes som især Abildgaard havde havt Tilbøielighed til, naar han f. Ex. lavede en heel ny Statscalender, ombesættende Embeder og dannende et heelt nyt Regeringsmaskineri paa Papiret. Denne eiendommelige Sammensværgelse gav Ibsen Leilighed til at studere adskillige psychologiske Mærkværdigheder, hvoraf en Digter jo ikke kan samle formange, og han, som alt havde skrevet en «Catilina», kunde her gjøre nøiere Bekjendtskab med «Catilinariske Existenser», som man senere pleier at kalde slige, smaa og store, Omvæltningsmænd.

Af større Betydning blev dog en fredelig og lovlig Forening, som Ibsen indgik med hin gamle «Skolekammerat» paa den Heltbergske Fabrik, Vinje, og med Literaten Botten Hansen, idet de begyndte at udgive, ved Nyaar 1851, et Ugeblad, der først kaldtes «Manden» og senere fik Navnet «Andhrimner». Dette Ugeblad, som aldrig fik megen Udbredelse og som neppe existerer her i Kjøbenhavn, maa nærmest betragtes som et Forsøg, der gjordes af tre «nye Mennesker» paa at skaffe sig en fast Plads i Literaturen, idet de følte Trang og Evne til at skrive, og derfor dannede et Organ til at skrive i. Det har fra dette Synspunkt, og altsaa tillige som Vidnesbyrd om, at der i Norge spirede stærke og friske Skud frem paa den Tid, en eiendommelig Interesse; Vinje og Hansen vare Bondesønner, Ibsens Oprindelse var ikke synderlig anderledes — nu ere de Alle, skjøndt indbyrdes forskjellige og tildeels meget fjernede fra hinanden, naaede frem til at være «Noget»; hint Ugeblad skulde være den første Bygning, som de vilde reise høit ved forenede Kræfter. Det var kun originale Arbeider, som fik Plads i «Andhrimner», Ibsen leverede flere lyriske Digte, satiriske Stykker og «Norma eller en Politikers Kjærlighed, Musiktragedie i tre Acter», hvoraf første Act kaldes «kvik og træffende», medens Fortsættelsen stod langt tilbage for Begyndelsen. Overhovedet gjaldt det allerede nu, hvad der har gjentaget sig ved flere af Ibsens Digtninge, selv fra en senere Tid, at han «ikke ret fik Stunder til at gjøre det sidste Vers.» Bemeldte Ugeblad gik forøvrigt ind efter tre Fjerdingaars Forløb, uden at have naaet op til mere en 100 Abonnenter.

Men omtrent samtidig, nemlig i Høsten 1851, kom Ole Bull og gjorde Ibsen til Instructeur ved det Bergenske National-Theater, som var aabnet Aaret iforveien; ved dette Theater blev Ibsen sex Aar. I Sommeren 1852 foretog han, med Theatrets Understøttelse, en Reise til Udlandet for at studere den sceniske Konst, især i Kjøbenhavn, Hamburg, Berlin, Leipzig og Dresden. Han opholdt sig længere Tid i Kjøbenhavn og stiftede her Bekjendtskab bl. A. med Heiberg; længst var han dog i Dresden, hvor hans berømte Landsmand, Maleren Dahl, «trods enkelte Anfald af sin sædvanlige Barskhed», i det Hele behandlede ham med megen Forekommenhed og Velvillie, og skaffede ham rigelig Anledning til at gjøre sig bekjendt med Byens mange Konstskatte.

I Høsten 1857 modtog han Ansættelse ved Christiania norske Theater, som artistisk Directeur, medens Bjørnson snart efter indtog hans Plads i Bergen. Sommeren derpaa «hans Bryllup monne staae»: han ægtede Susanna Daae Thoresen, en Datter af Provst og Sognepræst ved Korskirken i Bergen, H. C. Thoresen, i hans Ægteskab med sin første Hustru, en født Daae, død 1841. (Provst Thoresens anden Hustru og efterlevende Enke er, som bekjendt, Fru Magdalene Thoresen.)

Ved Christiania norske Theater forblev Ibsen indtil Sommeren 1862, da Theatrets stedse daarligere Forfatning omsider førte til en Bankerot, hvorefter Skuespillerne for egen Regning gjenoptoge Forestillingerne. Saa var Ibsen uden bestemt Stilling og uden stadig Indtægt; kun fik han en Tidlang nogen Betaling som Raadgiver ved Christiania Theater, da Borgaard var traadt bort, Nyaar 1863; iøvrigt maatte han leve af, hvad hans Muse kunde skaffe ham, men det var sjeldent Meget. Ikke at han jo vistnok er rig paa Ideer eller Inspirationer; men hvad kan det hjelpe, naar han dog saa tidt «ikke ret faaer Stunder til at gjøre det sidste Vers til»? naar Inspirationen altsaa ofte indskrænker sig til en Art Indfald, og naar Ideen kun træder ham for Øie som et Stof, maaskee stort og stærkt men i løse Omrids, hvis Form, baade den indre og ydre, han først med Besvær maa skabe. Vi komme siden tilbage til dette Punkt og tilføie kun, med ovennævnte Biograph, at Ibsen derhos øver en streng Selvkritik, at han «ofte vrager og forkaster længe modnede Planer, Udkast og paabegyndte Arbeider, ja endogsaa større fuldfærdige Producter, som efter Fuldførelsen ved et modent og koldt Overlæg ikke længere tilfredsstille ham. Vi kunne som Exempel herpaa nævne, at tvende større paa Bergens Theater opførte romantiske Skuespil, hvert paa tre Acter, ere af ham tilbagekaldte fra Trykken, uagtet de efter et større Publicums Dom indeholdt adskillige poetiske Skjønheder. Oftere er det ogsaa hændet, at han under Bearbeidelsen af et Sujet er kommen til Klarhed om, at den først valgte Form ikke var den, hvori det vilde komme til sin fuldeste Ret, og at han saaledes, naar Arbeidet var begyndt i Prosa, gik over til en Bearbeidelse i Vers (som i «Kjærlighedens Comedie») eller omvendt («Hærmændene paa Helgeland»).

Ibsens oekonomiske Stilling, der aldrig havde været god og stundom var slet, led naturligviis, især siden han ophørte at være Theaterbestyrer, af en chronisk Svaghed. Et Par Gange understøttedes han med Stipendier af de «til Videnskabsmænds Reiser i Norge» bevilgede Midler; han skulde samle Folkesagn, men det blev nok ikke til Synderligt — sidste Gang, han havde dette Stipendium, kom han ikke engang ud, men brugte Pengene i Christiania. Overhovedet har han vist en «poetisk» Mangel paa Evne til at slaae sig igjennem, selv naar han har havt Noget at raade med.

I 1860, under Storthingets daværende Session, androg Ibsen om Digtergage, i Lighed med hvad der blev tilstaaet Bjørnson, men han fik Intet, tildeels fordi Andragendet kom noget silde, tildeels paa Grund af Budgettets Stilling. Derimod tilstodes der ham i 1863 800 Rdl. til en Udenlandsreise, og ved yderligere Bistand af Private lykkedes det ham at komme afsted til Rom, 1864.

Imidlertid vil det være paa Tide, at kaste et Blik paa hans literaire Virksomhed i disse Aar. Ibsen havde jævnligt skrevet Smaating, lyriske Vers, «Stemningsdigte af virkelig Skjønhed», siger Botten Hansen, der kjender dem saameget bedre, som han selv optog dem i «Illustreret Nyhedsblad». I de til dette hørende Nyaarsgaver for 1860 og 1862 findes «Paa Vidderne» og «Terje Vigen», af hvilke det sidste indeholder malmfulde og plastiske Enkeltheder, medens «Paa Vidderne» dog er mere mærkeligt og navnlig eiendommeligt for Forfatteren til Slutningen af «Kjærlighedens Comedie», til første og især sidste Act af «Brand». Mange af Ibsens Smaadigte ere Leilighedsarbeider, nogle blandt dem Hastværksgjerning, flere baarne af det dybe Syn paa «Leiligheden» — som hos Ploug og Welhaven — der i det givne Tilfælde seer en Aabenbarelse af store Ideer og evige Love, seer Sammenhængen mellem det Enkelte og det Hele. Vi Danske have særlig Grund til at være Ibsen taknemmelige for flere af disse Leilighedsdigte, i hvilke han har gjort sig til Tolk for varme Venskabsfølelser mod vort Land. Disse mindre Digte — om hvilke vi endnu skulle tilføie, at nogle af de lyriske røbe Paavirkning af Heine, hvem Ibsen har skjenket et nøiere Studium — har han gjentagne Gange tænkt paa at samle, uden at dette Forehavende dog er blevet udført; med den ham vanlige Selvkritik gjør han stadigt sit Udvalg mindre og mindre, saa at man maaskee vilde være bedst tjent med, at han heelt overlod Samlerarbeidet til en Anden, der hverken vilde være for streng mod det mindre Fuldkomne, eller for skaansom mod et reent Forfeilede. Af episke Poemer af større Omfang skal der i «Andhrimner» findes et Sagakvad, «Helge Hundingsbane».

Det er imidlertid paa Dramaets Omraade, at Ibsen har leveret sine betydeligste Værker. Foruden «Catilina» og «Kjæmpehøien» samt de ovennævnte utrykte Skuespil fra Bergen, har han skrevet: «Gildet paa Solhoug», 1856; «Fru Inger til Østeraad», 1857; «Hærmændene paa Helgeland», 1858; «Kjærlighedens Comedie», 1862; «Kongs—Emnerne», 1864 og «Brand», 1866. De tre førstnævnte og «Kongs—Emnerne» ere opførte ikke faa Gange i Norge, «Gildet paa Solhoug» tillige i Stockholm og, som alt berørt, i Kjøbenhavn. Disse dramatiske Arbeider ere af temmelig forskjellig Art, om end visse Charakteermærker stadigt fremkomme paany i dem. «Gildet paa Solhoug», Skuespil i tre Acter, er vistnok det af dem, der fra et blot praktisk Brugbarhedssynspunkt er det bedste Theaterstykke, men forøvrigt svagt som literairt og poetisk Product. I en altfor kjendelig Grad har «Svend Dyrings Huus» været Ibsens Forbillede. Meget i Handlingens Gang og Charakterernes Anlæg, ja endogsaa hele Repliker, men endnu mere Sprogformen, minde om Hertz’ bekjendte Mesterværk. Stoffet er henlagt til Norges seneste Middelalder, den godmodige og retsindige, men noget svage Svend Dyring er blot forandret til en Skikkelse, Bengt Gautesøn til Solhoug, hvis hele Væsen er Svend Dyrings med grellere Farver. Ragnhilds stærke Charakteer er lagt hen til Bengts Hustru Margit, Regisse gjenfindes i Signe, Margits Søster; ja ogsaa den ridderlige Elsker saavelsom den raae Beiler vise sig eensformig paany. Men al den Romantik, som Æblet med Runerne saa skjønt væver ind i «Svend Dyrings Huus», har i «Gildet paa Solhoug» veget Pladsen for en real Kjærlighed mellem Elskeren, Gudmund, og Signe, samt fra Fru Margits Side til Elskeren. Fru Margit vil dræbe sin Mand for at kunne ægte den Elskede — da udvikler sig en anden Side af Handlingen, Strid mellem Herr Bengt og den forsmaaede Beiler, som dræber Bengt, hvorpaa Margit, der imidlertid har erfaret Gudmunds og Signes Trolovelse, gaaer i Kloster. Medens i «Svend Dyrings Huus» Handlingens Hovedvægt ligger paa Runernes Magt og paa Symboliken deri, er Accenten i «Gildet paa Solhoug» lagt paa Hustruens forbryderske Tragten og paa hendes Samvittighedsnag. Men uagtet Stykkets Skjønhed og Finhed har lidt derunder — og overhovedet kan «Gildet paa Solhoug» i ingen Henseende maale sig med «Svend Dyrings Huus» — saa er netop denne Overgang fra det Fortryllede i Ragnhilds Elskov til det Forbryderske i Fru Margits betegnende for Forholdet mellem den danske og den norske Digter, idet denne anlægger Stoffet ethisk, medens Hertz holder det reent æsthetisk; thi hos ham dvæler Interessen jo ikke ved Spørgsmaalet om Ragnhilds Skyld eller Ikke-Skyld, saaledes som det er Tilfældet overfor Fru Margit. Men Opgivelsen af det reent Æsthetiske og Indholdets stærkt ethiske Præg, endog til Overmaal, er netop Noget af det mest Betegnende for Overgangen mellem den tilbagelagte danske Literaturperiode og den paabegyndte norske — det er navnlig et Hovedled i Ibsens Betydning for den danske Læseverden.

«Fru Inger til Østeraad» er et historisk Drama, i fem Acter; den Kvinde, hvis Navn er Stykkets Titel, levede i de første Aartier af det sextende Aarhundrede, da Norge gjentagne Gange forsøgte at løsrive sig fra det danske Overherredømme, ligesom Sverig, men med mindre Held. Hun var Rigshovmester Henrik Gyldenløves Enke, og hun sad nu, udrustet med ualmindelige Gaver og med store Rigdomme, paa Østeraad ved Throndhjemsfjorden som Repræsentant for den norske Adel og for den norske politiske Selvstændighed — altsaa for en Stræben, der mislykkedes. Om hendes Forhold i den virkelige Historie kan man i vor Literatur finde Oplysning bl. A. hos Fr. Hammerich, i «Danmark under Adelsvælden»; det historisk Tragiske (hvis Saadant kan siges at existere i dette Stof) har Ibsen imidlertid ikke udført, men medens han i raske Træk antyder den historiske Baggrund, knytter han Hovedinteressen til Fru Ingers personlige Forhold og til hendes huuslige Omstændigheder. Vægten er lagt paa Skildringen af hende, saaledes som hun deler sig imellem en snild Kamp med Norges Fjender og en angstfuld Strid for at gjenfinde en Søn, hun i tidlig Alder og for sit senere Ægteskab med Gyldenløve har bragt til Verden. Denne Skildring er psychologisk interessant, og «Fru Inger til Østeraad» er et Stykke som er værdt at læse, uagtet Stoffet gjennemgaaende er noget stridigt til at rulle sig op i klare Billeder. Hovedtanken er dog let kjendelig: den lader Fru Ingers Færd mislykkes, fordi hun handler under Trykket af sin Ungdoms Synd, og Ibsen har med Dygtighed ladet Nemesis eller, om man vil, den guddommelige Straf aabenbare sig, idet den saa inderligt attraaede Søn kommer ukjendt til Østeraad og tildeels ved selve Moderens Gjerninger føres til Undergang, hvorefter hun ender i Sønderknuselse, da hun erfarer, at det var ham. Her er altsaa atter det ethiske Synspunkt stærkt raadende; men trods nogen Uklarhed og Tunghed kommer det dog i «Fru Inger til Østeraad» frem paa en naturlig og dramatisk Maade; dette Stykke staaer derfor, baade hvad Indholdet angaaer og i Henseende til Formen, langt over «Gildet paa Solhoug» som et mere selvstændigt og i det Hele mere betydningsfuldt Arbeide.

I «Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i fire Acter, der ligesom «Fru Inger til Østeraad» er skrevet i Prosa, medens «Gildet paa Solhoug» indblander Vers og Sange som i «Svend Dyrings Huus», har Ibsen benyttet det bekjendte tragiske Stof fra de nordiske Stammers Oldsagn om Vølsunger, Gjukunger og Budlunger, om Sigurd Fafnersbane og Brynhilde — dette Sagnstof, hvis Lige i Storartethed intet andet kan maale sig med, og som kun i det gamle Hellas, i de Thebaiske Sagn om Oedipos og de Argiviske om Orestes finder sin Mage. «Hærmændene paa Helgeland» foregaaer imidlertid ikke i den egentlige Sagnold, men er overflyttet til Erik Blodøxes mere historiske Tid. Forfatteren har derved vundet Leilighed til en friere Behandling, og tildeels har han benyttet denne Frihed med Held; der er meget Liv og megen Skjønhed, der er Storartethed og gribende Magt i Skildringerne; det Dramatiske er ogsaa behandlet med en Dygtighed, der ikke er almindelig, naar et Emne bliver overført fra en væsentlig episk Kilde. Men uagtet «Hærmændene paa Helgeland» saaledes er et Stykke, som man ikke blot kan læse med stor Interesse, men som ogsaa ved en scenisk Opførelse maatte frembringe stærke Indtryk, saa er dog ikke al den Vælde, som Stoffet indeholder, bragt heelt til Liv, og det poetiske Element kan neppe siges fyldestgjørende at være ført frem; hverken er der ved dette Stykke sagt det sidste Ord om hint tragiske Emne i dets hele Fylde, ikke heller er det frit for, at man jævnligt faaer Fornemmelse af, at Ibsen selv har følt nogen Afmagt og har maattet bøde derpaa ved en forceret Stræben, der i Grunden ikke ligger fjernt fra Affectation. Med al Anerkjendelse af Rigdommen og Styrken i «Hærmændene», synes vi derfor dog, at man ikke gjør Ibsen Ret, naar man kalder det hans «Hovedværk» (rigtignok før «Kongs—Emnerne» og «Brand» kom for Dagen), medens vi paa den anden Side skulle være villige til at regne det til «en af de betydeligste dramatiske Productioner inden de skandinaviske Literaturer.»

«Kjærlighedens Komedie», Comedie i tre Acter, fører Læseren hen til ganske andre Egne, til Nutiden, til Livet i Christiania, hvoraf det opruller et mangfoldigt, skjøndt just ikke meget fleersidigt Billede. Det er affattet paa jambiske Vers med fri Rimstilling. Versene ere skrevne let, næsten flot, ofte pikant, men ikke altid smagfuldt, dog i det Hele med ualmindeligt Herredømme over Sproget. Skildringen gaaer ud paa en skarp Satire over adskillige Repræsentanter for Selskabslivet, og denne Satire er tildeels saa almeengyldig, at den kan ramme hvorsomhelst, tildeels er den af noget stedlig Natur, hvorfor den har størst Interesse for Normændene og for Christianienserne i Særdeleshed. Blandt disse vakte «Kjærlighedens Komedie» da ogsaa en stor Opsigt; Nogle — og det var neppe de Ringeste — fandt Satiren i det Væsentlige berettiget, ja endogsaa høist fornøden; Andre, som sagtens vare Mængden, bleve inderligt fornærmede. Heri er nu intet Paafaldende, men «Kjærlighedens Komedie» var nærved at blive meget skjebnesvanger for Forfatteren, ligesom den tilvisse ogsaa er meget charakteristisk for ham. Hvad det Skjebnesvangre angaaer, forholder det sig dermed saaledes: Satiren havde ramt, og Mange vare vrede, men Uvillien raadede ei alene hos Publicum, den var ogsaa naaet op i Regeringen. Statsraad Riddervold fandt sig som Kirkens Repræsentant fornærmet i Comediens Pastor Straamand, og han følte sig desuden fra et videre Synspunkt berettiget, ja forpligtet til Uvillie mod Ibsen. Der er nemlig i «Kjærlighedens Komedie» megen Tale om Forlovelser; der er et forlovet Par, som viser Vrængbilledet; der er ogsaa et Par Elskende, Digteren Falk og Frøken Svanhild, som i det Hele maa siges at skulle repræsentere den ideale Kjærlighed. Men just naar disse have givet hinanden Løftet, kommer der en pæn Grosserer, en — vel at mærke — dannet og human Mand, som vil ægte Svanhild, og foreholder hende Kortvarigheden af den ideale Kjærlighed paa Jorden, især under trange Kaar med en fattig Digter, hvorimod han tilbyder hende et godt Hjem, et Liv, hvori hun kan virke ogsaa for sin Aand ved Læsning, dannet Omgang og overhovedet et anderledes civiliseret Liv end sammen med en sværmende Forfatter. Og paa dette Tilbud gaaer Svanhild ind, i god Forstaaelse med sin Elsker, Falk. Men langt fra at stille denne Handling i et ironisk Lys, lader Ibsen dem bære sig saadan ad i Kraft af Ideen! Det er Svanhild, der procederer og demonstrerer, blandt Andet saaledes:

«Jeg kunde Elskovs glade Leg Dig lære,
Men tør din Sjæl ei gjennem Alvor bære.
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;
Nu ingen søvnig Døs paa Slapheds Puder!
— — — Efter denne Stund
Vort Jubeltog gaaer nedad Bakke kun!»

Og Falk svarer «i stærk Beslutning»:

«Jeg forstaaer Dig!
Ja, det er kun paa denne Vei, jeg naaer Dig!
Som Grav er Vei til Livets Morgenskjær,
Saa er og Elskov først til Livet viet,
Naar løst fra Længsler og fra vild Begjær
Den flyer til Mindets Aandehjem befriet!
Kast Ringen, Svanhild!»

Saa ender Stykket dermed. Falk gaaer ud i den vide Verden for at digte, Svanhilds sidste Replik lyder:

«Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;
«Nu falder Løvet — lad nu Verden faae mig.»

Og Dette siger hun «stille, men stærk»: ogsaa de idealt Elskende føres, som alle de Andre, i Armene paa Verdsligheden (undtagen forsaavidt Falk gaaer «ins Blaue hinein»); men medens Resten behandles meer eller mindre satirisk, beholde Falk og Svanhild deres Storhed og Styrke til det Sidste. Sjeldent har vel en Digter slaaet sig selv saaledes paa Munden; mere end hundrede Sider anvender han til en afvexlende fin og grov Satire over Daarligheden, men da saa hans Idealer skulle bygge Livet op paa rette Maade, saa gaae de samme Vei som de Andre — og vedblive dog at være «stærke». Det er unegteligt et underligt Phænomen, men det hænger vistnok dybt sammen med Ibsens Forfattereiendommelighed: han er i sjelden Grad stærk i Reflexionen over det Enkelte, han er fuld af skarp og salt Satire over det Svage og Daarlige — mange Repliker i «Kjærlighedens Komedie» saavelsom i «Brand» ere af en ypperlig epigrammatisk Charakteer — men ved Overgangen til det Positive, naar det kommer an paa at sige: Saaledes skal det gaae til, saa taber han Holdningen, eller, hvis man vil redde Tankens Consekvens i «Kjærlighedens Komedie», maaskee tildeels ogsaa i «Brand», ender den saa ikke i Grunden i Fortvivlelse, idet Maalet opgives som heelt uopnaaeligt?

Vi komme senere paany til dette Punkt og vende tilbage til den praktiske Indflydelse, som «Kjærlighedens Komedie» fik eller var nær ved at faae. Statsraad Riddervold fandt sig som sagt beføiet eller forpligtet til at ansee Ibsen som Kjætter, en Anskuelse, som Læseren nu, efter hint Referat af Slutningen paa «Kjærlighedens Komedie», neppe kan finde heelt uforanlediget, om man end ikke kan give Riddervold Ret i de Slutninger, han meente at burde drage deraf. Han negtede nemlig sin Medvirkning til, at Ibsen skulde faae sin fornyede og til Storthinget 1865—66 indbragte Ansøgning om Digtergage bevilget. Ibsens Begavelse og allerede ikke ringe Forfattervirksomhed, saavelsom hans pecuniaire Forhold, skulde være afmægtige overfor hans Angreb paa Personer og Institutioner! Hverken «Fru Inger», «Hærmændene», eller de mindre Digte, eller «Kongs—Emnerne», der nu laa imellem, skulde kunne veie op imod «Kjærlighedens Komedie»; det Talentfulde og Dygtige i denne skulde Intet betyde i Sammenligning med Feilgrebet deri! Da gik Bjørnson til Statsraaden og diplomatiserede til Bedste for Ibsen; men hvordan det nu forholdt sig, saa virkede Bjørnson Intet, snarere tvertimod — han var nok lidt for villig til at give Riddervold Ret. Sagen vilde have været tabt, dersom ikke fire Mænd, hvis Anseelse Statsraaden ikke kunde oversee, havde henvendt sig til ham paa den mest eftertrykkelige Maade; da gav han efter, foreslog Storthinget at bevilge Gagen, og mod fire Stemmer vedtoges Indstillingen. At «Brand» samtidigt var udkommet og især i Kjøbenhavn havde gjort saa stor Lykke, bidrog vistnok Sit til det heldige Udfald. Ibsen var dengang i Rom og fristede overordentlig trange Kaar; da kom der tre Telegrammer fra forskjellige Venner om Digtergagens Bevilgelse, og snart efter lysnede hans Udsigter end mere, idet han ogsaa fik Stipendium fra Videnskabernes Selskab i Throndhjem, samt Honorar for «Brand», som jo i Løbet af 1866 udkom fire Gange.

Den Indflydelse, som «Kjærlighedens Komedie» saaledes truede med at faae paa Ibsens Stilling, har imidlertid forledet os til at gaae længere ned i Tiden uden nærmere Omtale af det store Arbeide: «Kongs—Emnerne», historisk Skuespil i fem Acter, 1864. — Dette Kæmpeværk, hvori der endnu mere og navnlig mere originalt end i «Hærmændene» rører sig Glimt af en Aand, hvis Styrke sikkerligt hidtil er uopnaaet i Skandinaviens Literatur, opruller i en dramatisk Form, der ialtfald deelviis er fortrinlig, et mægtigt Billede fra Norges Middelalder; Stykket er rigt baade paa store og gribende, og paa skjønne og yndefulde Figurer, hvis Charakterer undertiden skildres med en Intensitet, der i lige Grad vidner om Menneskekundskab og lyrisk Stemningsfylde. Men «Kongs—Emnerne» lider paa den anden Side ubodeligt af en Svaghed, der er ligesaa væsentlig for dette Stykke og dets Forfatter som Fortrinene: «Kongs—Emnerne» er vel i de enkelte Situationer ofte fuld af en rig Phantasi, men det bærer dog gjennemgaaende Præget af at være et Reflexionsarbeide mere end en Digtning; det indeholder mangfoldige og uforlignelige poetiske Elementer, men i andre, ikke faatallige Enkeltheder springer Mangelen frem og berøver Heelheden Meget af dens Værd; det er et Product af Tanke og Studium, det savner den lønlige Beaandelse af Guden, det er ikke heel Poesi. Men af hvor stor Vægt dette end er overfor Stykket selv og overfor dets Forfatter, saa mister det dog ikke derved alle Dyder eller al Betydning; baade har Ibsen i mange Scener og mange Repliker faaet en saadan Storhed og Kraft frem, som Ingen før ham, og fornemmelig faaer man det stærkeste Indtryk af Alvoret i hans Tanker, af Dybden i det Blik, hvormed han seer paa Mennesket og Menneskelivet, og maaler Gjerningerne og bestemmer deres sædelige Værd, deres ethiske Holdbarhed. Og var der end hundrede Gange mindre Poesi og ringere technisk Dygtighed i «Kongs—Emnerne», end der virkelig er, saa maatte det dog være Opmærksomheden værd for denne psychologiske Inderligheds Skyld; men saadan som det nu er, fortjener det visselig at blive læst af Enhver, ligesom aldeles utvivlsomt vort kongelige Theater burde opføre det, medens man om «Hærmændene» kun kan sige, at det kunde spilles. Publicum vilde nok give Møde, og overfor Fremhævelsen af disse Arbeiders æsthetiske Mangler turde det altid tjene til fyldestgjørende Forsvar, at deres Svagheder i saa Henseende hænge sammen med en ethisk Stræben, der vistnok let fører hen til eller ud over Grændserne af det reent Poetiske, men som til Gjengjeld netop er et Element, hvortil vi for Tiden trænge — saaledes som det røber sig paa mangfoldige Maader, og paa Literaturens Mark blandt Andet derved, at ogsaa hos os saa at sige alt Nyt, der nuomstunder udkommer, enten er Reminiscensen fra gamle Tider eller reent betydningsløst Døgnværk, eller ogsaa har optaget lignende Tendenser, som saa stærkt vise sig hos de norske Forfattere (f. Ex. det Religieuse hos Ewald, tildeels ogsaa hos Richardt, og nu senest i «Breve fra Helvede»).

«Brand» er for bekjendt til at behøve at omtales nærmere, end forsaavidt vi ogsaa i den ville paapege de ovenfor fremhævede Eiendommeligheder ved den Ibsenske Digtning. Hvad «Kongs—Emnerne» er overfor «Hærmændene paa Helgeland», det Samme er «Brand» overfor «Kjærlighedens Komedie.» Det er navnlig den samme Skarphed i den tugtende Satire, men under en videre Synsvinkel. Mange Enkeltheder have en epigrammatisk Tilspidsning, som de lette Vers gjøre dobbelt indtrængende; paa den anden Side er der jo Situationer og Figurer, saa fængslende smukke, som Nogen vil læse. Men Ideen? Den positive Mening? Hvorledes er det lykkedes Ibsen at føre den frem? Brand begynder med, mere end halvveis at erklære sig for Ikke—Christen; gjennemgaaende staaer han ogsaa blot paa Lovens haarde Grund og ligner i Meget en Prophet fra det gamle Testamente i Nutids Dragt, uagtet han dog har taget Embede som christen Præst i den norske Kirke; hans Livs Ende fører ham til Erkjendelsen af den blot lovmæssige Sædeligheds Mangel og Utilstrækkelighed, der kun kan erstattes af Gud som Kjærlighed; men vil det da sige, at «Brand», ialtfald indirecte, prædiker Christendom? Neppe! Og selv om man kunde sige Ja hertil, lades man dog uden Svar paa det Spørgsmaal, der nødvendigviis opstaaer ved Siden af de talrige, skarpe Paaviisninger af det Forfeilede, ved Siden af den straffende Satire, den tugtende Bodsprædiken i «Brand» — det Spørgsmaal: «Hvad da? Hvorledes skulle vi vandre?» I det Høieste bliver Retningen antydet, men Veien tilbagelægges ikke for Læserens Øie. Det glipper ogsaa i «Brand» med Ideens positive Gjennemførelse; der er mange gribende Reflexioner, og tidt er hver enkelt Scene fuld af en phantasirig Anskuelighed, som vidner om Ibsens Sands for det Maleriske, men det skorter paa Afrundethed og Harmoni i Totaliteten, paa Motivering af Sammenhængen mellem Handlingens Dele og paa Eenhed i Stilen, som altfor meget omtumles mellem det Symbolske og det Realistiske, (og naar en Forsvarer af «Brand» i «Morgenbladet» først i December har villet gjendrive en herhen hørende Anke i en særdeles dygtig Kritik, der gik gjennem fire Septemberartikler af samme Blad ved en Henviisning til Shakspeares «Skjærsommernatsdrøm», saa er det en mere velvillig end passelig Sammenstilling af den letteste og spøgefulde, frit romantiske Phantasidigtning med et i Væsen og Mening saa tungt, ethisk—satirisk Arbeide, der gaaer løs paa Virkelighedens alvorligste Spørgsmaal; quod licet Jovi, non licet bovi — sans comparaison). Saaledes kan det vel siges om «Brand», at man vækkes og blændes af Abstractionens skarpe Lys, men den concrete Gjennemførelse seer man ikke: «Brand» er ikke heel Poesi. Til Gjengjeld er atter den Retning, som viser sig ikke mindre stærkt end Digtningens Mangler, netop hvad Tiden raaber paa med høi Røst, fordi Tidsaanden ikke længere kan slaae sig tiltaals med det reent Æsthetiske, med det Skjønhedsliv, der — uden Hensyn til sin indre Vægt — blot tilfredsstiller Skjønhedens Love, fordi der altsaa er Trang til et stærkere Indhold, der peger ud i alle Livets Egne, det være nu det Politiske, det reent Folkelige, det almeent Sædelige, eller det Christelige. Et i Form og Indhold lige poetisk Forfatterskab vil selvfølgelig altid være værdigt til den først Pris; men skal det skorte paa en af Delene, saa er der Grunde nok til at gjøre Plads for den alvorlige Stræben, selv om Gjennemførelsen endnu lader Meget tilbage at ønske, hvorimod det blot Underholdende og overfladisk Pikante nu mere end nogensinde er ei alene ubetydeligt, men reentud forkasteligt. Den kraftige Moral, den strenge Logik i at fordre Alt eller Intet, den haarde Bodsprædiken mod al Gaaen—paa—Accord, den villiefaste Charakteerstyrke, hvortil vi saa haardt trænge, Folk og Individer: det er disse Elementer, der saa mægtigt gribe i «Brand», og som ved Siden af sig have mange yndefulde og rørende Enkeltheder; selv den ubønhørligste Fremhæven af Manglerne maa lade disse Fortrin blive staaende, og ved dem er den Opsigt, som dette Arbeide har gjort, baade forklarlig og forsvarlig.

Vi have alt nævnt et mindre Digt «Paa Vidderne», som Ibsen leverede til «Illustreret Nyhedsblad»s Nyaarsgave 1860. Med Slutningen af «Kjærlighedens Komedie» og af «Brand» for Øie vil det have Interesse at kaste et Blik paa dette Poëm; det er et Slags Sjælemaleri, affattet i en lyrisk—episk Form, og man har ikke ganske let ved at finde sig tilrette med, hvad der af Skildringen er reent Symbolsk, og hvad der skal gjelde for Realitet. Den Fortællende gaaer bort fra sin Hjemstavn i Dalen; tildeels lokket af «en fremmed Skytte» oppe paa Fjeldet, vender han Ryggen til hin gamle Verden histnede, og sluttelig synger han:

«Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud,
Der byder i Høiden at vandre!
Mit Lavlandsliv har jeg levet ud,
Heroppe paa Vidden er Frihed og Gud,
Dernede samler de Andre.»

Naar man nu veed, at blandt «de Andre» er den Pige, som han har elsket (og forført?), og at han som fjern Tilskuer har seet sin Moder bæres til Graven, saa maa man vel spørge: hvad betyder denne «staalsatte» Leven med «Frihed og Gud»? Er det ikke enten en frygtelig uforsonet Fortvivlen eller en mærkelig tom Abstraction af et Ideal, der «byder paa Høiden at vandre», og som svæver «paa Vidderne» langt borte fra Livet? Og er det ikke i Grunden det Selvsamme, der dukker frem paany Aar derefter i «Kjærlighedens Komedie» og i «Brand»? Hist opgive de Elskende, «stille men stærke», at leve Livet sammen for at bevare «Idealet», et Ideal i Phantasi og Reflexion; her ender Brand ved «Iskirken», møder Gerd, Typen for «Vildsind», og gaaer under med et angstfuldt, fortvivlet Spørgsmaal, der kun besvares ved et Postulat, som Læseren maaskee vil godkjende, men som Digteren stiller hen uden concret Beviis.

Hvormegen Pris man end maa sætte paa Ibsens Gaver, fremtræder saaledes let det Spørgsmaal, om han ikke kunde anvende sine Evner paa en endnu mere tilfredsstillende Maade og frembringe noget mere ublandet Fuldkomment paa et andet Omraade end Poesiens. Ogsaa Historikeren skal jo have Egenskaber som dem, man finder i saa høi Grad hos Ibsen, skal have kritisk Sands, skal kunne undfange store Syner, skal besidde dette mærkelige Herredømme over Sproget, skal raade over en Phantasi, der er istand til at male Situationen livsfyldig. Eller hvis man finder det for nærgaaende at pege i en saadan bestemt Retning, saa kan man tage Sagen lidt anderledes og spørge: Havde ikke f. Ex. Søren Kierkegaard væsentlige Evner af en lignende Art som Henrik Ibsen? Havde ikke ogsaa han et rigt Fond af poetiske Elementer? Vilde han ikke utvivlsomt have kunnet skrive Digte, der gjorde Opsigt og frembragte vækkende Røre som «Brand»? Men vilde det dog ikke have været et øiensynligt og uheldsvangert Misgreb, hvis han havde offret sig til egentlig digterisk Production? Forøvrigt ville vi ved at nævne Kierkegaards Navn naturligviis hverken mene, at Ibsens Evner ere saa store som Kierkegaards, ei heller glemme, at de sagtens forholde sig meget forskjelligt til det Religieuse, navnlig det Christelige, ligesom deres Uddannelse jo er høist forskjellig; Lignelsen er i høi Grad mutatis mutandis.

Desuden er Ibsen endnu ikke 40 Aar; hans Liv har i mange Maader gaaet paa ujævne Stier, Lykken har ikke ret tidt kastet sit Lys paa hans Vei. Men som Blomster trænge til Solens Skin og Varme, saaledes trives mangen Poesi ei ret, førend den Kamp, som Digteren maa føre med Verden, er nogenlunde stilnet; Kampen kan være vækkende, men den gjærende Uro maa give Plads for en Tilstand, hvori Seiren er vunden ialtfald saavidt, at Maalet kan sees med Klarhed. Og mindst kan Den, der vil skildre det Ethiske, gjennemføre sin Skildring med Harmoni og Afrundethed, saalænge han selv lider og strider med Samfundets factiske Forhold. Det sidst forløbne Aar var gunstigere for Ibsens ydre Vilkaar, og man kan jo haabe paa Frugter af den Lykke, der langt om længe har tilsmilet ham. Han har nu været et Par Aar i Syden, i Italien; ved Nyaarstid skrev han hertil, at han agtede sig til Grækenland — at han ikke vilde komme hjem, tilføiede han i Spøg, førende hans Søn Sigurd (født 1860) skulde confirmeres — og at han var ifærd med at omarbeide «Kjærlighedens Komedie» (af hvilken ogsaa en ny Udgave bebudes). Det vilde i Sandhed være høist glædeligt, om ikke blot denne Omarbeidelse, hvis Omfang og Væsen er os ubekjendt, men ogsaa i det Hele taget hans fremtidige Forfattervirksomhed vilde paa eengang bevare og fuldstændiggjøre hans rige Evner. Men selv om han aldrig naaer videre, end alt skeet er, behøver man dog her fra Danmark ei at være karrig paa Roes og Tak til denne Mand. Det var maaskee naturligt for En af den gamle Skole og især for selve Bannerføreren for den æsthetiske Udvikling at anlægge et Maal paa Ibsen, der blev til Fordømmelse — vi sigte til den bekjendte «Censur» af Heiberg over Bjørnson og Ibsen, aftrykt i hans «Prosaiske Skrifter»; men det er ikke mindre naturligt, at en yngre Slægt — hvor dybt den end bøier sig for en Myndighed, som Heibergs, og hvormeget den end priser sig lykkelig ved at eie en Skat, som Danmarks Literatur fra Aarhundredets første Halvdeel — dog kan føle Trang til noget Nyt og paaskjønne hvor det viser sig, om end undertiden i ufuldkommen Skikkelse. Det er den styrkende Fjeldluft, som det unge Norges Forfattere og Forfatterinde bringer os, hvortil vi trænge; siden Danmarks og Norges Adskillelse have vi maattet undvære den Vexelvirkning, som de fælles Universitetsstudier og Embedsbesættelserne m.m. affødte i de nationale Eiendommeligheder, og vor Folkecharakteers Blødhed har savnet en hærdende Indflydelse, der forhen maaskee agtedes for ringe, uagtet Danmarks Krønike paa mange Blade er fuld af Minder om, at fra Norges Fjelde kom Meget af det mest Sanddrue, Dybe og Stærke. Det er en Lykke, at Fællesskabet ikke ophørte; det vil ikke være godt, om den gjensidige Conto nogensinde afsluttes; men paa vort Skyldbrev indrømme vi ogsaa med Glæde en Plads til Henrik Ibsen.