Ditmar Meidell

Dette Digt kan kun kaldes dramatisk, forsaavidt som det er affattet i dialogisk Form. Det falder let i Øjnene, at Digteren for de Skikkelser, han her fører frem, har gjort Afkald paa den gjennemsigtige Motivering og den plastiske Afrunding, der betinger Karakterens dramatiske Liv; den Traad, der løber gjennem Hovedpersonens forskjellige Livsytringer og holder dem sammen, er undertiden saa tyndt spunden, at det ialfald ved en første Læsning tidt nok falder vanskeligt at følge den, skjønt den i Virkeligheden aldrig slipper op; Scenegangen er ofte temmelig vilkaarlig og udfordrer ikke sjelden til den samme Betragtning, som Brand anstiller ved Gerds Optræden i Digtets tredje "Handling";

"Hende har en Større sendt",

hvorved det dog ikke er Meningen at negte, at den i Regelen er vel skikket til at tjene Digterens Hensigter. Selv de hyppigt skiftende Versemaal, firføddede Jamber og Trokæer med rig, uregelbunden Rimvexling, har et mere lyrisk end dramatisk Præg og pege hen paa, at det Skuespil, for hvilket Teppet her er rullet op, kun hører hjemme paa Tankens Scene. Efter sit inderste Væsen maa dette Digt betegnes som dialogiseret Lyrik; det fremlægger i skarpt, selv grelt opfattede Modsætninger en Række Tankebevægelser, der tegne sig for Fantasien i brede, bølgende Linjer, men ikke ere egnede til at bøje sig ind under en dramatisk Organismes strenge Love og forme sig efter disse. At Digteren har valgt den dialogiske Form til sit Udtryk, er imidlertid let forklarligt og indeholder hverken nogen Misforstaaelse eller Modsigelse, da den nemlig bød ham et saavel fyldigere som anskueligere Middel til Tankens Udtalelse og til Fremstillingen af Brydningen mellem modsatte Anskuelser end nogen anden.

Man kan, om man saa synes, kalde "Brand" et Tankedigt. En saadan Retning i en Digters Virksomhed medfører let, at hans Frembringelse, under Bestræbelsen for at drive Tanken ud i dens yderste Konsekventser, faar en noget abstrakt Karakter, og dette Skjær har heller ikke Ibsen i sit nyeste Arbejde overalt kunnet holde sig ganske fri af. Men Indtrykket heraf trænges dog som oftest aldeles i Baggrunden af den kraftig løftede Tankebevægelse, der gjennemildnes og adles af en Harmens Begejstring, der laaner Digtet en blændende Farve. Det Totalindtryk, man beholder, efter at have fuldført Betragtningen af dette Billede af en Sjæls tragiske Kamp med Verden og med sig selv, er stort og rent; man rejser sig efter det styrket og med en Følelse af Forfriskelse som efter at have vandret i Stormen.

Grunddraget i Brands Natur er en stærk Idealitetstrang. Han har allerede fra Barndommen af faaet en saar Følelse af den skjærende Modsætning mellem Ideal og Virkelighed; han er allerede paa Skolen bleven rystet af

den dunkelt følte Splid
imellem Tingen, som den er,
og Tingen, som den skulde være.

For den ædlere Higen i hans Sjæl fremstillede sig de Omgivelser, mellem hvilke han voxede op, under Billede af

en mørkræd Ugle,
en Fisk med Vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af Mindet smugle,
men de hang i med Tand og Klo.

Den fornødne Forklaring faar man under hans Møde med Moderen, for hvem Livet og jordisk Gods er Alt og det Eneste. Midt imellem saadanne Barndomsindtryk udviklede han sig under

Tyngslen af at staa i Slægt
med en Mand, som altid peged
jordvendt, udenfor mit Eget.

I Hjemmet blev hans "Barnesjæl alene"; der lærte han aldrig Kjærligheden at kjende; Forholdet mellem Forældre og Barn var hjerteløst, han lærte at grue for Moderens verdslige Sind. Under saadanne Omstændigheder falder det ikke vanskeligt at forestille sig hans Fremvæxt til en saadan "hjemløs" Skikkelse, som hans tidligere Skolekammerat tyder hen til:

du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem Legen aldrig kunde samle
i Kameraters viltre Flok.

Det ligger allerede begrundet i hans Forhold i Barndomshjemmet, at han under sin Stræben efter at klargjøre sig Menneskets Stilling til de højere Magter, vendte sig mod Grublerier over Spørgsmaalet:

Naar begynder Ansvarsvegten
af Ens Arvelod fra Slægten?

Han havde en tung Følelse af, hvad der i Forældrehuset var forbrudt mod hans eget Sjæleliv. Midt under hans Ensomhed i Vrimlen, der gjorde ham uimodtagelig for formildende Paavirkninger, forædlede den Trods, der tidlig havde slaaet Rod i hans Sjæl; sig efterhaanden til en mægtig Viljekraft, for hvilken Intet synes umuligt. Hans Sind vinder et stedse dybere Alvor og er udelukkende rettet mod ædle Maal, og saameget stærkere bliver hans Modbydelighed for den Slaphed og Sløvhed, han i alle Retninger finder i Tiden, og som danner den yderste Modsætning til hans egen ildfulde og energiske Natur. Resultatet er, at han i Kraft af sin egen Vilje arbejder sig op til et strengt ethisk Standpunkt af abstrakt Idealisme, fra hvilket han ser ned paa den øvrige Verden, som han tror sig kaldet til at reformere:

"at runge som en Herrens Torden
og vække Sovende paa Jorden."

Paa dette Trin staar han, da Digteren fører ham frem for os. Han er bleven Prest; han føler sig i Besiddelse af rige Evner og en selvstændig Personlighed:

Knapt ved jeg, om jeg er en Kristen;
men vist jeg ved, jeg er en Mand,
og vist jeg ved, jeg øjner Bristen,
der margstjal hele dette Land;

hans Krav til Menneskene er: Intet eller Alt,

Det, som du er, vær fuldt og helt
og ikke stykkevis og delt,

eller som det ogsaa heder:

Hvis Alt du gav foruden (d.v.s. undtagen) Livet,
da vid, at du har Intet givet.

Og ved Siden af denne abstrakte Idealisme ytrer han en Selvtillid, der staar nær ved Grændsen af Hovmod, en Egenskab, der er en naturlig Følge af hans Bevidsthed om egen Viljekraft: den syge, udtærede Slægt skal skabes om,

saa sandt og vist
jeg ved, at jeg til Verden kom
som Læge for dens Sot og Brist

Her er Udgangspunktet. Han har imidlertid endnu ikke udstukket Grændser for sin Virksomhed; han bæres kun af en uklar Trang til at virke foryngende, gjenfødende paa den menneskelige Aand, saa at Herren skal kjende

sin Mand igjen, sit største Verk,
sin Ætling, Adam, ung og stærk,

medens Aanden nu

i Smaat er høkret ud, -
Tak være Slægtens Syn paa Gud!

Begrændsningen for hans Virketrang giver sig imidlertid af sig selv, idet han bliver Prest i sin Fødebygd. Dette hidføres ved en Række sammenstødende Omstændigheder, der naturlig udvikle Konsekventsen af hans egen Lære:

Hvis Alt du gav undtagen Livet,
da vid, at du har Intet givet.

Det er et Offer, der kræves af ham; hans vidtflyvende Ungdomsplaner imod en snever og indskrænket Virkekreds. Da det først bydes ham, viser han det fra sig:

Ud herfra til større Vidder;
her er Rum ej for en Ridder!

Da det endelig under Paavirkning af Agnes og efter Mødet med Moderen er besluttet, heder det:

Kvelden blev ej Morgnen lig.
Da stod Sind og Hug til Krig;
-    -    -    -    -    -    -
Sunget er mit Søndagsdigt;
af maa Vingehesten sadles;
men jeg ser et større Maal
end en Dyst med Ridderstaal, -
Slidets Dagverk, Yrkets Pligt
skal til Søndagsgjerning adles.

Med dette Maal for Øje vier han sig til sin nye Gjerning, til Kamp "for Aandens Sejr i Kjødets Fald." Hans foregaaende Udvikling er imidlertid standset ved den Erkjendelse, at

"Lovens Gud er over Slægten."

Betragtningen af Samfundets og Tidens Brøst har indskjærpet ham en til Yderlighed gaaende Følelse af Trangen til at hæve det ethiske Standpunkt, at bringe personlig Sandhed og levende Bevidsthed om Ansvar ind i den Enkeltes Erkjendelse. Han kjender ingen anden Vej til Slægtens Frelse, end at

Viljen først
maa læske Lovens Retfærdstørst.

Han kræver derfor Offerlydighed til Døden; stedse strængere lyder Kravet: Alt eller Intet, baade til ham selv og Andre; Mangelen paa Vilje er i hans Øjne Synden mod Aanden, den Synd, som ikke tilgives:

At du ej kan, dig vist forlades;
men aldrig, at du ikke vil.

Og hvorledes "Viljen først maa læske Lovens Retfærdstørst," udtrykker saaledes:

Det er ej Martyrskab i Ve
at dødes paa et Korsets Træ;
først det at ville Korsets Død,
at ville midt i Kjødets Nød,
at ville midt i Aandens Angst,
først dette er din Frelses Fangst.

Dette Krav kan vel "skræmme med sin Gru;" men med ubøjelig Styrke vandrer han selv den Vej, han viser Andre. Den fører ham ind i de grusomste Konflikter; han bærer dem med overmenneskelig Viljekraft. Hans Moder vaander sig paa Dødslejet og begjerer Sakramentet; han negter det, medmindre hun vil ofre sin Afgud alt sit Gods: ja han vil ej engang sende hende et Soningsord:

Gaa, sig den Syge, som jeg bød:
rent Bord for Naadens Vin og Brød.

Hun dør med det Haab: "Gud er ej haardhændt, som min Søn!" Sønnen svarer kun med det bitre Udbrud:

"I Brødens Kvalm, paa Dødens Fjæl,
den samme Løgn, som slog hver Sjæl!

Naar han siger til sin Hustru:

"Med dig drog Kjærligheden ind
som solklar Vaardag i mit Sind.
Den havde aldrig før jeg kjendt;
ej Far, ej Mor den havde tændt,"

da maa dette sammenholdes med Følgende:

"Hvad Verden kalder Kjærlighed,
jeg ikke vil og ikke ved.
Guds Kjærlighed jeg kjender til,
og den er ikke vek og mild;
den er til Dødens Rædsel haard,
den byder klappe, saa det slaar,"

thi i denne Overbevisning med dens konsekvente Gjennemførelse i Livet er det, det Tragiske i Karakteren har sin Rod og sit Udspring. Støttet paa den ejer han Kraft til at fuldføre "Ofret" af sit eget Barn og af sin Hustru, og den samme Overbevisning er det, der tilsidst fører ham til det Forsøg paa en Reform af Samfundet, som strander, og under de givne Omstændigheder ikke kan andet end strande.

At Brands hele Kamp har en tragisk Karakter, ligger deri, at hans Vilje ikke alene er ren og ædel, men ogsaa rettet paa Sandheden, og at den alligevel maa knuses. Fejlen ligger først i hans Erkjendelse eller rettere Mangel paa Erkjendelse af Midlerne og Vejen, og dette fører omsider gjennem Sønderrivelsen af hans Indre til en Forvildelse af hans Begreb om Maalet. Hans Modstandere have ganske tabt Blikket for og Troen paa Idealet; deri ligger det Berettigede i hans Kamp imod dem; den hele Skildring godtgjør, at han med Rette kan udfordre dem:

"Peg paa En, som er en Sjæl;
peg paa En, som ej har kastet
bort sin egen bedste Del."

Alt viser, at han har Ret til at forekaste dem:

"I stille Liv fra Tro og Lære,"

som Provsten frækt vedkjender sig:

"Liv er Et og Tro et Andet."

Naar Brand imod dette fordrer, at der skal være

"i Viljen Renhed,
i Troen Flugt, i Sjælen Enhed,"

da er denne Fordring fuldt berettiget, og det er ikke den, der stempler ham som "forskruet Idealist." Hans Svaghed er det Standpunkt, fra hvilket han selv tænker at skulle realisere Idealet. Thi medens han til enhver Tid har haft den skarpeste Erkjendelse af Usandheden i de Ord, de Usynliges Kor synge for ham i sidste Akt:

"For dit Jordliv er du skabt,"

har han derimod aldrig tilegnet sig Betydningen af det samme Kors første Udsagn:

"Aldrig, aldrig blir du lig ham!"
Thi du er i Kjødet skabt.

Medens nu Bevidstheden om at være skabt for noget Mere end det blotte Jordliv sikrer ham mod Fristelse saavel af

det Letsind, som med Krands af Løv
lar Legen gaa langs brattest Slug -

som af

det Slapsind, som gaar Vejen sløv,
fordi det saa er Skik og Brug, -

kan han derimod ikke berge sig selv mod den Tredje af de "tre Trolde",

det Vildsind, som har slig en Flugt,
at fast, hvad ondt det ser, blir smukt.

Det er som Symbol herpaa, han tilsidst, efterat have tabt Alt, træffer sammen med Gerd i "Iskirken", som han før har advaret hende imod med de Ord:

"Gaa ej did; der er ej trygt."

Da han nu endelig finder sig selv der i denne Stilling, løser hans Hjerte sig endelig op:

Tusind Mile bort herfra! -
O, hvor inderligt jeg higer
efter Lys og Sol og Mildhed,
efter Fredens Kirkestilhed,
efter Livets Sommerriger!
-    -    -    -    -    -    -
Lad mig nu af Frelserklædet,
med den sande Bodsvin vædet,
fange blot en fattig Flig!
Skorpen brister - jeg kan græde,
jeg kan knæle, jeg kan bede.

Hans Tro paa "Mandeviljens quantum satis" er opløst i Taarer, den religiøse Erkjendelse har rørt hans Hjerte, og som Svar paa hans sidste Tvivl lyder Vidnesbyrdet om en deus caritatis, hvorved baade han og Digtet som en skjøn og forsonende Udgang.

Hvad der under hele den lange Udvikling med uimodstaaelig Kraft fastholder Interessen og formilder det pinlige Indtryk, enkelte Scener ellers vilde frembringe, er hovedsagelig den Energi, hvormed Digteren har skildret sin Helts dybe Troskab mod sig selv og sin Overbevisning. Man kan maaske have vanskeligt for at finde sig tilrette ligeoverfor Brands Standpunkt; thi dette er virkelig ikke ganske klart motiveret og synes i de to første Akter undertiden ganske nær ved at forflygtige sig i en næsten visjonær Lyrik. Men fra tredje Akt af er Problemet bestemt sat, og siden forfølges dets Løsning med tvingende Styrke gjennem alle Kollisjoner, indtil Utilstrækkeligheden selv af det ubændigste "Mandeviljens quantum satis" er godtgjort, og dets Repræsentant maatte ende i Fortvivlelse, hvis ikke hans Øjne aabnedes for den Vildfarelse, han selv har været et Offer for. Ved Siden af Brand har Digteren med megen Virkning stillet Agnes`s lyse, herlige Skikkelse, - uden Tvivl det skjønneste Billede, Ibsens Fantasi nogensinde har skabt. Den paa en Gang milde og kraftige Forsagelse, for hvilken han allerede til sin Margreta i "Kongsemnerne" har fundet saa velgjørende Farver, er her løftet op i en højere Sfære, og har vundet et dybere Indhold, uden derfor at have tabt sit ægte menneskelige, ægte kvindelige Præg. Kan det maaske om Tegningen af Brand siges, at den Sandhed, hvormed den er gjennemført, ikke er sandsynlig - efter det gamle Ord: Le vrai n`est pas toujours vraisembable - finder ingen saadan Bemærkning Rum ved Agnes: hun er en ægte Kvindesjæl, saa sand og simpel, at Ingen kan lukke sit Hjerte for hende. Hun er Hustru i Ordets skjønneste Betydning, og bliver sit Kald tro til det Yderste. Hun erkjender med Brand Sandheden af den Fordring:

Vær tro til Prøvens sidste Slutning,
Livskronen vindes ej ved Prutning!

Men hvor forskjellige ere ikke de Veje, hver af dem følger mod Maalet.

Den ideforladte Slaphed og Verdslighed har faaet sin Inkarnation i Fogden og Provsten, der bekjender, at

Skik og Brug jo er det første,
om ikke egentlig det største.

Men gjælder det allerede i nogen Mon om Brand, at han mere fremstiller sig som abstrakt Udtryk for en ensidig fastholdt Livsanskuelse end som en levende Personlighed med en Livsanskuelse, er dette i end højere Grad Tilfældet med Fogden og Provsten. Det Typiske er her saa overvejende, at det ganske udsletter Præget af Individualiteten, og begge blive staaende som abstrakte Almindeligheder. Dette er imidlertid en ligefrem Følge af Digtets ovenfor antydede Væsen, og Ingen skal kunne negte, at det er en yppig og i Almindelighed træffende og vittig Skildring, Forfatteren under disse Masker giver til Bedste, om man end kunde ønske den udført med en finere Ironi. Undertiden træder den prosaisk-polemiske Satire vel stærkt frem i sin Nøgenhed, undertiden hender det vel ogsaa, at et parodisk Element sniger sig ind i Fremstillingen. Men paa den anden Side bydes der rig Erstatning i saadanne Ting, som følgende Stump af en Samtale:

     Provsten (til Brand).
De maa tilvejrs!
     Brand.
Det sker ej ved
At føle mig i Dyndet ned.
     Provsten.
Hvo sig fornedrer, skal ophøjes;
skal Krogen gribe, maa den bøjes.

Eller som i Fogdens salvelsesfulde Bebudelse af den fingerede Fiskestim:

Nu, Venner, for vor Del af Norden
der rinder op en bedre Tid.

En Ting maa Læseren for at faa Digtets sande Udbytte holde fast paa, og det er, at ligeoverfor disse Mennesker, hvis Livsvisdom og Troesbekjendelse kan sammentrænges i disse Ord af Fogden:

Hvad gjør det da, om Sejr blev vundet
i Kraft af Sandhed eller Løgn?

ligeoverfor denne Tankeretning og dens Fremtræden i Livet har Brand den helligste Ret. Han drives ikke til Fortvivlelse, bukker ikke under, fordi han vover en Kamp herimod; det er ikke deri, hans tragiske Skyld ligger; thi denne Kamp er meget mere den eneste Vej til Forsoning f or den Vildfarelse, hvori han har levet. Først efter at have ført denne Kamp til Ende og fristet Nederlaget, kan han til Gerds beundrende Udbrud: "Du er Manden, som er størst" svare:

Daarligt mente jeg det næsten.

Først her kan han sukke:

Jeg er ringest Kryb i Muldet.
-    -    -    -    -    -    -
O, jeg ved ej Frelsens Fjæl
for min egen arme Sjæl.

Her gaar Anelsen op for ham selv om hans Fejl og hans Brøde: hans Blindhed for hin "Sommersol fra oven", og han gjør Løftet:

Fra idag mit Livsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.

Da sprænger Gerd Skavlen med sit Skud; begge begraves under Skredet, men gjennem Snetordenen modtager han i sidste Øjeblik Naadens Bud. Han er fri.

Man vil allerede af de talrige Citater, vi have anført, kunne danne sig et Begreb om Diktionens malmfulde Klang og Skjønhed, Egenskaber, som man jo paa Forhaand var berettiget til at vente sig af et Ibsensk Digt. Hist og her er dog Sproget plettet af endel voldsomme Orddannelser, ligesom ogsaa Udtrykket nu og da antager en Djærvhed, der strejfer nær henimod Grændsen for det Uvyrdne. At der under disse Omstændigheder engang imellem vanker et uægte Rim, behøve vi ikke at sige. Men uagtet dette og andre Svagheder, der maatte kunne paapeges i dette Henrik Ibsens nyeste Arbejde, udmærker det sig dog ved en saa dristig Tankeflugt og en saadan Styrke i Udførelsen, at det trygt tør siges, ikke alene at det er den begavede Forfatters betydeligste Verk, men ogsaa at det vil hævde sig en varig og indflydelsesrig Plads i vor Nationalliteratur.