Efter lang Taushed har Ibsen endelig skjænket os et Digterværk, som giver et fornyet Vidnesbyrd om hans digteriske Begavelse og sjeldne Herredømme over Sproget. Dramaets historiske Indhold er følgende: Brand, Hovedpersonen i Stykket, kommer efter længere Tids Fravær paa en Gjennemreise tilbage til sit Barndomshjem. Vi finde ham tidlig en Morgen under Vandringen over Høifjeldet i Begreb med at stige ned til Hjemmets Dal, der ligger ved Bunden af en af det vestlige Norges Fiorde. Allerede her viser han sit Mod og sin Villiekraft, idet han gaar frem over Gletscheren, uagtet han hører det runge under Fodtrinene fra det bundløse Dyb under Isen, og Føreren, som ikke længere vover at følge ham, spaar ham den visse Død. Brand fortsætter dog uskadt sin Vei og træffer nede i Nærheden af Dalen et ungt forlovet Par, Einar og Agnes, med hvem han dog ikke slaar Følge paa den fælles Vei. Kommen ned i Dalen finder han Almuen samlet om Fogden, som under den herskende Hungersnød uddeler Korn til de Trængende. Einar, som var kommen forud, har bortgivet alle sine Penge; men Brand, der ogsaa bliver opfordret til at give, betragter Nøden som en Vækkelse fra Herren og vil Intet give. Imidlertid styrter en Kvinde frem, som raaber paa Hjælp af en Præst for sin Mand, der har dræbt sit hungrende Barn og givet sig selv Dødsstødet, men ikke kan dø, førend han faar den kirkelige Velsignelse. Brand er den eneste tilstedeværende Præst, og han stiger i en Baad for at drage til den Døende; men det er et saadant Uveir, at Ingen vover at følge med, ikke engang Einar, uagtet Agnes opfordrer ham dertil. Agnes springer da selv ned i Baaden, og de To styre ud paa den fraadende Fjord og komme lykkelig frem til de Tilstedeværendes høieste Forundring. Almuen, skjønt tidligere forbitret over Brands Nægtelse af Pengegave, bliver nu greben af Beundring for ham og tager ham til sin Præst, da Bygden paa denne Tid var præsteløs. Uagtet Brand føler Kald til at virke paa en større Skueplads, og Udnævnelsen til Embedet ikke synes at være gaaet den formelle Vei gjennem Regjering og Konge, bliver han dog i Bygden som Sognepræst og ægter Agnes, der ikke vil forlade ham. Hans præstelige Virksomhed gaar ud paa at indskjærpe, at man skal ofre Herren Alt. Giver man ikke Alt, giver man Intet. Han nægter sin døende Moder Sakramentet, fordi hun tinger og blot vil give først Halvdelen, saa ni Tiendedele, men ikke sin hele Formue. Han bliver boende paa et i klimatisk Henseende farligt Sted, uagtet Doktoren siger ham, at hans spæde Barn der maa dø. Han knuser sin elskede Hustru til Døden ved at fordre, at hun skal glemme Tabet af sit Barn og undertrykke alle menneskelige Følelser for Guds Skyld. Da nu Brand staar alene igjen, bygger han af egne Midler for sin Menighed en stor smuk Kirke. Til Indvielsen af denne strømmer en hel Mængde Mennesker sammen. Kirkeindvielsen gaar overstyr; thi Brand kommer i Strid med Foged og Provst og øvrige Præster, idet han bebreider dem deres verdsligkloge Beregning, deres Foragt for Ideen og deres Omsorg for et behageligt nydelsesrigt Liv i Kjødet. Striden føres offentlig under Almuens Paahør og ender med, at Brand fulgt af Almuen drager op paa Høifjeldet. Men Hunger og Træthed træder snart i Begeistringens Sted, og Almuen forlader ham for at drage ned i Bygden igjen. Brand finder sig alene tilbage og bliver tilsidst begravet af en Sneskred, som styrter over ham.
Digtets Tendens er, som det synes at vække Folket op af den aandige Træghed og Sløvhed, fra Bestræbelserne for det materielle Velvære til mandig selvopofrende Kamp for Ideen. Digteren vil hævde Aandens Magt over Kjødet, Ideens over Spidsborgerligheden; han ser deri den eneste Redning for Normændene, siden de i hans Tanke faldt saa dybt, da de skjændigt svigtede sin Broderpligt mod Danskerne i den sidste Krig og brød de givne Løfter.
"Gaa blot omkring i dette Land,
og hør dig for hos alle Mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til Brug i Helgen,
lidt trofast efter Fædres Sæd,
lidt lysten efter Nattverdsvælgen,
thi det var samme Fædre med,
lidt varm om Hjertet, er der Gilde
og Sangen runger for det lille
men klippefaste Klippefolk,
der aldrig tog mod Stryg og Svolk,
lidt ødsel naar det gjælder Løfter,
lidt haarfin naar han ædru drøfter
det Ord, som gaves i et Lag
til Løsning paa en Alvorsdag."
Denne Grundtone lyder atter og atter igjennem:
"O, I med Eders Grænseskjell
imellem Sletteland og Fjeld!
I kræver Rett som Verdensriger,
mens hver en Samfundspligt I sviger;
I mener feigt, det skal jer fri,
det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!"
Ved hver Leilighed bebreides Normændene for den i 1864 begaaede Brøde mod de Danske:
"Mig tykkes Ætten kjendes i
de Løftets Helte nutilldags,
hvis Korstog er af samme Slags."
Og især paa et Sted, hvor man paa Grund af Situationen kanske mindst skulde vente at finde politiske Hentydninger:
"Tiden staar i Uveirskofte,
maner med en Livsdaads Krav,
kræver svunget Staal for Stav,
kræver Skeden tom ved Hofte;
Frænder saa i Strid jeg drage,
Brødre saa jeg sidde spage,
krøbne under Gjemselshatten.
Og jeg øiner mer endnu,
Usseldommens hele Gru,
Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,
Øret stængt for Bøn og Bud,
saa dem riste sig paa Panden
Navn af Fattigfolk ved Stranden,
Folk med Skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de til Braget,
tror at selvgjort Afmagt skjærmer.
Regnbue over Maivangen,
Flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de Farver tre,
de, der slog og fnøs fra Stangen
under Storm af Folkesangen
till en Konge og en Sværmer
Splitt og Tunge skar i Flaget?
Tungen brugte du til Pral;
tør ei Dragen vise Tænder."
Paa den Usselhed, som Normændene (og Svenskerne?) skulle have vist ved ikke, i Tillid til sin egen Kraft uden at vente paa en Stormagts Hjælp, at binde an med Tyskerne til Danmarks Beskyttelse, kan der efter Digterens Mening alene raades Bod derved, at Troen paa Ideen befæstes og Villiekraften styrkes, saa at man endog vil, hvad man ikke kan.
Er nu dette, som jeg formoder, Digterværkets Tendens, saa burde det vel, ligesom dets Udgangspunkt var politisk, have sluttet sig om en politisk Handling. Men det er ikke Tilfældet. Det bevæger sig paa det religiøse Felt. Hovedpersonen er en Slags kjerkegaardsks Præst, som ikke vil vide af nogen Statskirke og for hvem
"ei passer
de Statens tusind Sjælekasser."
Og tillige et Stykke af en Himmelstormer. Rigtignok siger han:
"Knappt ved jeg, om jeg er en Kristen."
og paa et andet Sted:
"Det er ei Dogmer eller Kirke,
som jeg vil løfte med mit Virke."
Men han omfatter dog sin Gud med stærk Tro, og mener at han ved at ofre sin Moder, sin Søn og sin Hustru, ved at give sit Alt paa Jorden skal kunne komme stigeløs til Himlen.
Den religiøse Iklædning synes at passe mindre godt til den politiske Grundtanke, og Sammensmeltningen af det Politiske og Religiøse skader Værkets Enhed som den splitter Læserens Interesse. Vel er det saa, at Religionen skal trænge gjennem vort hele Væsen, og at den danner gode Borgere som gode Mennesker; men den maa dog ikke opfattes som et Middel i en politisk Agitators Haand. Religiøsitet er ikke Middel for noget Andet her paa Jorden, men et Maal i sig selv.
En anden Omstændighed synes at være endnu betænkeligere. Brand er aabenbart en Ideens Mand. Han taler om, at han ikke
"paa Statens Hanegal
fornægte skal det Ideal,
hvorfor till denne Dag jeg leved."
og at der
"maa bygges Bro
imellem Liv og Tro
og mellem Gjerning og Idé."
Til den verdenskloge, ideforladte Foged, der ikke kjender noget høiere Maal for sin Virken end jordisk Velvære, siger han:
"Det Folk, jer hele Styrertropp
har dysset ind, skal vækkes opp!
I længe nok i Trangheds Bur
har pint dets Rest af Fjeldnatur;
fra eders Smaaheds Sultekur
hver Mand gaar ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste Blod,
har hulet Margen af hans Mod;
I pukket har i Stumper smaa
hver Sjel, som malmstødt skulde staa."
Men denne Mand, der skulde bære Ideens Fane høit i Kampen mod Verdens Usseldom, mod den sneverhjertede Spidsborgerlighed, skal just ikke styrke vor Tro paa Ideens Magt og Sandhed. Han viser sig strax i Begyndelsen som en religiøs Sværmer. Den Hungersnød og Hungersdød, han bliver Vidne til i Bygden, betragter han som en Guds Straf og Vækkelse, og han vil Intet give til Nødens Lindring:
"Ti tusind, i en Afguds Navn
delt ud, blev ingen Sjæl til Gavn.
. . Her at hjælpe var en Synd!
Se Gud vil løfte jer af Dynd."
Under hans fortsatte Kamp mod Verden fæster den fixe Ide, at skulle ofre Alt for Guds Skyld, sig mere og mere. Hans Barn dør, fordi han ikke, ved f. Ex. at flytte til et andet, sundere Sted i Bygden, vil gjøre det til sin Afgud. Man vilde vel i Almindelighed stemple den Mand som vanvittig, der ikke vil hente Læge eller Mediciner til sin syge Hustru eller sit lidende Barn af Frygt for at gjøre dem til sine Afguder. En Ide, der staar i Strid med Menneskenes ædleste Følelser er snarere afsindig end ophøiet. Tilsidst bliver Brand aldeles gal; han bryder med Provst og Foged, og istedetfor at skride til Indvielse af den Kirke, han selv har ladet bygge, fører han den ved hans Tale forblindede Almue med sig fra den beboede Bygd op paa den vilde Fjeldmark, i hvad Hensigt og hvorhen, ved Ingen. Kommen derop fordrer den hungrige og trætte Almue Brød og Hvile og vil, at Brand skal gjøre Mirakler og vise dem Maalet og Udgangen af denne vilde Fart; men da han hverken kan det Ene eller Andet, skriger Mængden:
"Vort eget Fald han kræver frækkt
til Fremme for en ufødt Slægt!
Slaa ham ihjæl!"
og vender tilbage med Provsten og Fogden, som imidlertid var kommen efter dem op paa Fjeldet. Brand fortsætter derimod sin Vei og bliver strax efter begravet under en styrtende Sneskred.
Saaledes gaar den Mand, der kjæmper for Ideen, tilgrunde i sin egen Galskab. Dersom man ikke maatte antage, at Digteren mente det ærligt og oprigtigt med Ideen, skulde man formode, at det var hans Hensigt at skrive en Satire over den. Hvad skal man tro? Har Digteren været uheldig, saaledes at hans Helt er bleven til Medynk istedetfor til Beundring, eller har han villet spotte med enhver ideel Stræben ved at give Vrængebilledet af en Ideens Mand? Begge Antagelser ere lige slemme for vort Digterværk; men den ene eller den anden af dem maa fastholdes. For Digterens egen Skyld ville vi helst tro, at han har været uheldig. I saa Fald maa imidlertid vi, som tro paa Ideens Overhøihed over Hverdagslivets Trivialitet og Snusfornuftighed, høilig beklage, at Forfatteren ikke vidste at hævde dens Ret og skaffe den Seier. Thi havde han vidst det, kunde han med sin rige Digterbegavelse og sit sjeldne Herredømme over Sproget maaske have vundet en af disse halve Sjæle, som vil gjøre
Noget for Ideen,
Nogen for Maden,
Noget for Sandheden,
Noget for Troen,
Noget for Videnskaben,
Noget for Religionen,
Noget for Navnet,
Noget for Nytten.
At vi stille denne Fordring til Digteren kommer af, at Værkets Indhold berettiger dertil.
Vi skulle endnu føie et Par Bemærkninger til, førend vi slutte. Digteren forekommer os at være vel streng til at dadle Normændene, fordi de ere
"lidt ødsel naar det gjælder Løfter;"
det er betænkeligt her at kaste den første Sten. Hvad forøvrigt angaar, at de skulle have svigtet Broderpligten mod Danskerne og brudt Løftet om Hjælp i Nødens Stund, saa kan der blot bemærkes, at det vel havde gaaet Normændene, om de alene havde styrtet sig i Kampen, som det gik Brand, der i sin Galskab endte med at lade sig begrave under en Lavine. Dog Følgen fik blive, hvilken den saa skulde være: havde Danskerne havt fuldkommen Ret, saa havde vi maattet staa ved deres Side. Men Skandinaverne ere for svage til at kjæmpe mod et saa mægtigt Princip som Nationalitetens. Det havde vel været rigtigere i Tide at gjøre Danskerne opmærksom herpaa, før Krigen brød løs, end nu sidenefter at dadle Svensker og Normænd for Troløshed og Brodersvig. Anmelderen siger ikke dette nu efterklog; han sagde det samme i Januar 1864; men hans Stemme overdøvedes den Gang af Skriget: Krig, Krig! Feilen kunde kanske gjøres god igjen, om Danskerne nu benyttede sig af Striden mellem Preusserne og Østerrigerne til at fordre tilbage ikke hvad de ifølge de støvede Dokumenter tilkomme, men hvad der er deres efter Naturens og Nationalitetens Ret. Og svigtede Svenske og Norske i en saadan Strid, kunde man med Rette beskylde dem for Troløshed. En Sag maa være ren, skal Folkene ofre sit Hjerteblod for den.
Digteren er endnu ikke kommen til en lutret og rolig Opfatning af Livet; han ligger endnu i Strid med sig selv og Verden: det fraader og syder endnu under det skjønne, lette og harmoniske Sprog: det er, som om man saa en speilblank Havflade lagt over den fraadende Brænding. Vi ville for hans og vor egen Skyld haabe, at Kampen ikke ender i Skepticisme og Nihilisme. Men for at kunne forsone sig med Verden, som den er, maa han nok vende sig bort fra den gamle, forfaldne Tid og rette sit Seerblik mod den nye Tid, som oprinder: han vil da finde det Store, Skjønne og Sande, som hans Digtersjæl nu savner; han vil da ikke længer fortvivlet udraabe:
"Værre Tider; værre Syner
gjennem Fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme Stenkulsky
sænker sort sig over Landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle Spirer skjønne,
stryger lavt med Giftstoff blandet,
stjæler Sol og Dag fra Egnen,
drysser ned, som Askeregnen
over Oldtids dømte By.
Da er Slægten vorden stygg;
gjennem Grubens krumme Gange
lyder Nyn af Drypvandssange;
Puslingflokken, travl og trygg,
frigjør Malmens bundne Fange,
gaar med pukklet Sjæl og Rygg,
glor med Dvergens gridske Øine
efter Guldets blanke Løgne.
Sjæl ei skriger, Mund ei smiler,
Brødres Fald ei Hjerter kløver,
eget Fald ei vækker Løver;
Flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er Lysets sidste Tolk;
Slægten vorden er et Folk,
som har glemt, at Villiens Pligter
ender ei, hvor Evnen svigter!"
Faar vor Digter det rette Syn for den nye Tid, saa vil han skjønne, at der alene gjennem den saameget dadlede Materialisme er Frelse for Menneskeheden, naar den ikke bliver hængende i Materialismen, men betragter den som det vigtigste Middel til Fremskridt, til Lys og til Frihed. Her skal Digteren med det profetiske Blik og den profetiske Kraft gaa foran.