Kristian Anastas Winterhjelm

Om man ofte nok maa beundre de gamle Grækere for deres skarpe og sande Opfatning af den menneskelige Karakters Eiendommeligheder, saa er der dog enkelte Tilfælde, hvor man mere end sædvanlig bliver slagen af det Træffende i det Billede, de tegner. Naar man f. Ex. læser Fortællingen om Prokrustes og ser, hvorledes han overfalder alle dem, han træffer paa, for at lægge de lange Mennesker i den korte Seng, de korte i den lange; ser det Velbehag, hvormed han tøier og strækker de Korte og hugger Stykker af de Lange for at faa dem til at passe i de respektive vilkaarlig tilmaalte Rammer, da kan man ikke andet end tænke paa den Mange medfødte Tilbøielighed til at lægge en vilkaarlig Maalestok paa hver en Ting, der møder dem i Livet; til denne Maalestok skal og maa det passe, om man saa skal tøie det eller molestere det.

Vi have troet ogsaa at maatte begynde med den graa Oldtid og da for Sikkerheds Skyld endnu længer tilbage end til den romerske Keisertid eller til Aristoteles, som forresten er et sandt Apothek for den æsthetiske Videnskabelighed. Parallelismen mellem hint Prokrustes-Billede og en stor Del af den moderne Kritik er paa mange Punkter, som sagt, heller ikke fjern. At tøie og strække et Kunstverk anvendes med Fordel, hvor Kunstneren nu engang har vundet Hævd som Klassiker eller er en vogue, Kunstverkerne altsaa selvfølgelig feilfrie og ypperlige i sit Slags, selv om man paa den ubarmhjertigste Maade maa konstruere et Princip, der vilde bringe selve Aristoteles til at vende sig i sin Grav. En anden Ting er det, naar en saadan hellig Forpligtelse ikke er for Haanden, og det derfor mangen Gang mere gjælder om at gjøre Kritiken til Hovedsag, Kunstverket til Bisag, end at give en sand Veiledning til at bedømme og forstaa Kunstverket selv.

"Brands" Digter har maattet føle Følgerne af denne Tilbøielighed til altid at forlange noget andet end netop det, Digtet vil give. Havde han saa givet noget af det, man forlanger, er det ikke usandsynligt, at man havde sagt, at saaledes, som Digtet nu er, burde det have været.

Det har saa længe været Brug at sige, at Poeterne kun giver Figurer, Situationer eller i bedste Fald endel heldig Karaktertegning; men Ideen har ikke Kritiken kunnet finde; man har gaaet om med Lys og Lygt og søgt efter en forbausende Ide; men naar saa en Digter giver os et Verk, hvor man ikke kan undgaa at erkjende en stor og mægtig Tanke, en Ide, der uvilkaarlig slaar med Beundring, saa gaar man igjen om med Lys og Lygt og søger efter Realitet, Sandsynlighed, saftigt Kjød til den Ide, som man nu engang ikke kan undgaa at erkjende er der.

Man forlanger at finde et Stykke Fjordliv fra Bergenskanten, hvor Digteren vil give et stort Tankedigt, som "Brand" træffende er blevet kaldt; man vil, at det skal være gjennemført Satire, hvor Digteren har villet skildre en stor Sjæls Kamp for at finde og gjennemføre Sandheden. Det Første, fordi Digteren til et dramatisk Verk har behøvet Mennesker; det andet fordi der i Digtet nødvendigvis har maattet indflyde adskillige satiriske Momenter.

Hauch siger i en Kommentar til Sommernatsdrømmen, at om en moderne Digter var traadt frem med dette Verk, vilde man sagt, at det var et Sammensurium af vilde Fantasier og forrykte Ideforbindelser, maaske smukt i Enkelthederne, men i sin Totalitet glimrende Vanvid. Paa den ene Side den mest paatagelige Realitet, paa den anden Side Symbolik, Eventyr; hvor er Enheden, Sandsynligheden, Kjødet?

Ganske vist vilde dette blevet Tilfældet. Den moderne Kritik vil nok have en Ide, men en Ide, som man uden videre kan trække ned til sig i sit lune Stueliv, og sige som Peder Paars: "Den Syllogismus kan og gjøres om min Hat." Her er man hjemme, her kjender man sig strax igjen og kan sige med Madamen i Gjenboerne: "Nei Herregud det er jo vore egne Vinduer." Men hæver Ideen sig op over de Jorden nærmeste Luftlag, da vil man strax have den betragtet som et Luftsyn af ubekjendt Natur, der kun kan granskes gjennem Kikkert, og Dommen derefter leveres et ulærd Publikum uden Præmisser. Kan man først faa det til at tro, at man har med et "Abstraktum" at gjøre, saa kan man ogsaa nu indtage det samme ophøiede Standpunkt ligeoverfor det store læsende Publikum som den Tids Lærde, der skrev de alicubitate.

"Brand" har været meget forskjellig bedømt af Kritiken, og, saavidt vi have forstaaet, ogsaa af Almenheden i det Hele taget. Imidlertid har man dog gaaet ud fra, at Digteren har villet fremstille sin Ide i almindelig Forstand som Livsbillede; hvad man, fra Realismens Standpunkt, har havt at indvende, er, at dette ikke synes kongruent med Hverdagslivets Vedtægter, eller med andre Ord, at Digtets Hovedperson viser sig saa excentrisk, at man savner Tilknytningspunkter i det virkelige Liv. Saa haard, og, efter vor Formening, kortsynet end denne Dom er, saa udelukker den dog ikke Erkjendelsen af Konsekvens og Enhed i Behandlingen; den stænger ikke Døren for en Opfatning, der selv ved det formentlig Skjæve i Anlægget, dog ikke mener, at Digteren totalt har misforstaaet Fordringerne i det Tragiske.

Forfatteren af de fire Septemberartikler i dette Blad derimod bryder igrunden totalt Staven over Digteren, idet denne skal have leveret et Arbeide, der forfeiler sit Maal og hverken er dramatisk eller tragisk. Forfatteren gaar nemlig ud fra den Anskuelse, at "Brand" skal være en Satire paa vor usunde og fordærvede Tid, i samme Forstand som den romerske Keisertids Satire, og ved at lægge denne Maalestok paa Verket faar han da ud, at det er forfeilet.

Der er naturligvis intet i Veien for at sætte den Dom, der skal være Resultatet af en Granskning, i Spidsen for en Kritik, naar kun Begrundelsen følger efter; ja man forsoner sig endog paa en vis Maade med, at en eller anden heftig, begeistret Sjæl, saaledes som f. Ex. mange af Shakespeares og Göthes Kommentatorer, i overstrømmende Glæde over sit ypperlige Fund fremlægger dette uden egentlig Bevisførelse; disse sige nemlig i Regelen: Se hvilket herligt fuldendt Digt, se hvor Alting former sig vidunderlig skjønt om de Grundtræk, jeg her har draget frem!

En ganske anden Ting er det derimod, naar der fremsættes en Paastand, som gjennemført paa Digtet, skal bryde dette istykker, vise at det har forfeilet sit Maal og Digteren altsaa ikke magtet sin Opgave. Her forlanger man en Begrundelse af det Berettigede i Paastanden, især hvor denne stiller sig paa et aldeles modsat Standpunkt af det, hvorfra Digtet ellers er blevet betragtet; man vil have en Bevisførelse, hvor ikke Satsen figurerer som Udgangspunkt og Grundlag, men som et nødvendigt Resultat af Kjendsgjerninger hentede fra Digtet selv.

Undersøger man imidlertid, hvad da egentlig Forf. af Morgenbladsartikelen støtter sig til, naar han paastaar, at "Brand" skal være en gjennemført Satire paa vor Tid, støder man kun paa den allerede næsten berømte Parallel mellem vor Tid og den gamle romerske Keisertid, et Bevis, som atter trænger til Bevis.

Ligesom det altid har været en Vane hos Kjøbmændene at klage over Tidernes Slethed, saaledes er det hos den gamle Skoles Ideologer blevet en ligesa staaende Maner at ønske sig tilbage til Ægyptens Kjødgryder. Da havde man Religion, og Politik og Kunst og Ideer og Mænd til at bære disse, kort sagt: "Dengang, da jeg var Pige, da var der Piger til," som den gamle Jomfru i Vaudevillen siger. I de Brydningstider, hvor omfattende Ideer har skullet trænge igjennem og blive til en klart udtrykt Folkebevidsthed, har det altid været saa, at de, der ikke har Mod og Tillid til at se en Fremtid imøde, som vil bringe ganske andre Anskuelser og Forhold end dem, man nu engang selv er opammet med, klager over Tidernes Fordærvelse og det Godes og Skjønnes uafvendelige Undergang. Det har gjennem alle Tider været saa, at de, der har sin Rod i det Gamle, og ikke mægter at løsrive sig derfra for at følge de nye Ideers rivende Strøm, føler sig isolerede og klager over, at der indtræder en Kobberalder, Blyalder eller Leralder, som naturligvis skal komme til at savne baade Idealitet og om muligt ogsaa Realitet. I den Travelhed, de stærke Kontraster, den Kamp mellem modsatte Anskuelser, som i en gjærende Tid uundgaaelig maa gjøre sig gjældende, ser man Tegn paa Raadenhed og Usundhed, fordi man naturligvis har lettest for at bemærke og holde sig til de Svagheder og Ufuldkommenheder eller endog til sine Tider rene Feil og Galskaber, der ofte klæber ved de første dristige Tiltag i en stærkt bevæget Tid. Mænd af den gamle Skole vil, eller kan ikke se den ledende Tanke i den tilsyneladende Forvitring, vil ikke tænke sig Muligheden af, at det Standpunkt, de selv indtager, kun er Udgangspunktet for en ny Udvikling. Dette ser man jo daglig Exempler paa i det politiske Liv. Artikelforf., der finder, at vor Tid er en jammerlig, udvasket Tid i Sammenligning med den Tid, da Soldaterne sendtes ud med Anvisninger paa det overjordiske Forsyn istedetfor med Tændnaalsgeværer og riflede Kanoner, kan saaledes let komme ud af det med Parallellismen med den romerske Keisertid. "Vi lever jo ogsaa i en Keisertid, siden Cæsars Nevø sidder paa Thronen i Verdensstaden." Rigtignok har man sagt, at denne Cæsars Nevø er en Inkarnation af vor Tids store ledende Ide, Nationalitetsprincipet, som han jo endog har bragt ind i det berygtede Maskineri, Politiken, og heraf turde Mange slutte, at saavel han som de øvrige Tidens store Mænd, der har sluttet sig til hans Anskuelser, for ikke at tale om Nationerne selv, mere interesserer sig for en hel og kraftig Udvikling af den Ide, der skal beherske Tiden efter os, end for en dvask Epikureisme som i den romerske Keisertid; men "med Syllogismer tror jeg Fanden først begyndte". Det er jo altsammen enten nivellerende eller snæver puristiske Tendenser, naar man f. Ex. ser at individuelle, lokale og Standsinteresser feies bort for at gaa op i Nationalinteressen, eller at paa den anden Side den enkelte Nation vil danne et selvstændigt Led i det store Hele.

Vi har kanske talt for længe om en Materie, der kan synes at ligge udenfor Grænserne for en Kritik af et Digterverk. Naar imidlertid den Tanke har været kaldet berettiget virkelig at ville skrive en Satire, i den gode gamle Betydning, paa vor Tid, saa har vi paa den anden Side troet at turde tillade os at gjøre endel Antydninger, der viser, at en Digter, som vilde give vor Tid en Straffeprædiken i den Forstand, maaske neppe skulde blive en Digter for vor Tid.

Imidlertid maa den, der vil skrive en Satire over Tiden, gjøre et af to: enten opstiller han ligefrem en Idealskikkelse med det, der skal revses, som Baggrund, eller han maler Tingen i al dens Sorthed og Slethed, og den Ide eller Livsanskuelse, Digteren optræder som Forkjæmper for, bliver da at søge i hint Billedes Negation. At "Brands" Digter ikke har gaaet frem paa sidstnævnte Maade er naturligvis klart for Enhver. Men, uagtet der i Digtet findes talrige og indgribende satiriske Partier, Noget der vel falder skarpt nok i Øinene paa dem, som kalder vor Tid raaden, tror vi alligevel at skulle kunne vise, at man ikke er berettiget til at antage, at Digteren har villet skrive en gjennemført Satire, ikke har villet gjøre "Brand" til Mønster og Maalestok, hvis man ikke ligefrem skal tro, at Digteren nu pludselig er bleven blind for, hvad han før har havt det klareste Syn for.

Det forekommer os, at efter de Anskuelser, Forfatteren gjennem sine fire Artikler gjør gjældende, Anskuelser, som i det store taget maa siges i høi Grad at bære Præget af Realisme, at han efter disse snarest burde kommet til at slutte sig til dem, som anser Brand for en gal Prest, en Uting af en Fanatiker, og som kalder det Vanvid, som saamange Andre netop udhæver som Storhed. Disse Folk siger lige ud, "at af alle Verdener, som er til, er denne Verden den bedste, som jeg kjender," og hvad der ikke er fuldt overensstemmende med dens Konvenienser, det er Galskab. Den nævnte Forfatter er igrunden jo enig i Konklusionen, han kan kun ikke være enig i Præmisserne, fordi Tiderne ere saa forskrækkelig forandrede siden dengang, da der var Guldalder i Verden.

At Forf. er stærkt inde paa den nævnte Betragtningsmaade kommer klarest tilsyne, hvor han stiller Digtets stærkt udprægede Symbolik og Idealisme i Forhold til den kjødfulde Realitet. Digteren har, som saa mange andre betydende Digtere, troet ialfald for en Del at kunne se bort fra en til det Yderste dreven nøiagtig ydre Motivering, hvor det gjaldt at lade Grundtanken fremtræde med saa meget mere tvingende Konsekvens. Dette er en af de største Anstødsstene for Artikelforf., som under Betragtningen af Digtets idealistiske og realistiske Momenter, bliver staaende ved Differensen og vider dem saaledes ud fra hinanden, at de bliver stillede isolerede hver for sig. Det falder ham da ganske naturligt at lade Brand, der som Mønster naturligvis maa have Realitet, blive mere og mere fortyndet, indtil han tilsidst fordunster i Luftform som et "Abstraktum." Et Abstraktum i vor virkelige, fattige Verden! Det er jo omtrent det samme, der siges af dem, som kalder Brand en gal Prest, der ikke hører hjemme i et velordnet Samfundsliv. Ikke mindre klart fremtræder Forf.s Standpunkt, hvor han, for at gjøre Brand saa luftig som mulig, gaar i Detaillen og prøver hans Gjerninger ligeoverfor norsk Skik og Brug for Prester. Enkelte af hans Handlinger er endog slige, at de med Prestebestalling og norsk Kirkeret for Øie maa betragtes som "nogetnær en Umulighed under vore Forhold." Naar han saa holder Stiftskapellanen op imod Idealisten med sit "Alt eller Intet," vor Tids Pinagtighed op imod Brands store og mægtige Tanke, da er det ikke saa underligt, at han kan faa stillet "Ideen paa den ene Side, Livet og Virkeligheden paa den anden." Hvis nogen turde vove at lægge denne Maalestok paa Shakespear f. Ex., da skulde snart Halvparten af hans bedste Dramaer være dømte til Døden. Den direkte Symbolik, som "Brand" er saa rig paa, den skal bevirke, at Digtet ikke er levedygtigt, at det svæver i Luften. Er det da aldeles nødvendigt, kan man sige, at skride endog rent udenfor de menneskelige Forhold for at gjøre Symboliken forstaaet og berettiget, som f. Ex. i Sommernatsdrømmen. Spørger man her efter ydre Motivering, stiller man her "Ideen paa den ene Side Livet og Virkeligheden paa den anden," saa kommer man just ikke langt. Her nøier man sig imidlertid med at se Digtet gjennem dets Symbolik forme sig ud til en hel og klar Ide, der springer frem af de kun løst skisserede ydre Begivenheders Gang. Aldeles det samme er Tilfældet med Brand, om det end der sker paa en anden Maade og ad en anden Vei.

Men man vil ikke have en hel og klar Ide, naar det skal ske paa Bekostning af en minutiøs Udpensling af de ydre Forhold, hvori den maa indklædes. Naar det gjælder de nyere Digtere, der ikke har faaet Hævd som Klassikere, da vil man, at de, som W. Menzel siger, skal gaa omkring paa den alfare Vei, "unter allerlei Gesindel" og tage naturtro Portræter af Halte og Lamme, Blinde og Skjeve.

Det er ganske vist, at naar "Brand" absolut skal være en gjennemført Satire, Hovedpersonen deri altsaa en "framifraa Mønstermand", saa falder Digtet sammen; da er Digteren pludselig, efter at have skrevet saamange gode Dramaer, bleven slaget med æsthetisk Blindhed. Brands Undergang bliver da ikke tragisk; thi det kan, som Forf. rigtig bemærker, ikke blive tragisk, naar en pletfri Idealskikkelse bukker under for Modstanden af en jammerlig, udvasket Verden. Det vilde ikke engang blive som "da salig Franz Drake blev opædt af Taskekrabber"; det vilde i dette Tilfælde ikke være langt fra væmmeligt.

Den øvrige Kritik, og vistnok ogsaa den største Del af Publikum, har antaget, og, som vi tro, støttet paa vegtige Grunde, at Digteren har villet skrive et tragisk Drama; at altsaa Hovedpersonen ikke er ment at være en pletfri Mønstermand, og at hans Undergang ikke er at søge alene i Modstanden hos den yderlige Materialisme, han maa bekjæmpe, men at den ogsaa og fornemmelig har sin Grund i langt dybere og mægtigere Skyldforhold. Naar man har faaet denne Opfatning af Digtet, og er kommen til at omfatte det med Beundring og Kjærlighed som en sand, stor og gribende Komposition, uden naturligvis derfor at lukke Øinene til for dets Mangler, og saa en Forf. siger: "I tager feil, det skal være en Satire, men den er aabenbar forfeilet," saa kan han neppe vente, at man skal tage Fornuften fangen under Troens Lydighed og tro ham ubetinget paa hans Ord; man spørger ganske naturligen: Hvorfor er det en Satire og ikke noget Andet?

Ja, hvorfor ikke noget Andet? Hvorfor antage, at Digtet er ment at skulle slaa sig selv ihjel (thi dette maatte man da næsten tro isaafald), hvorfor ikke undersøge, om ikke Digtet kunde være en Tragedie, Brands Undergang dybt og sikkert motiveret? Maaske man endog kunde finde, at den indre Motivering i dette Digt var ligesaa sikker og konsekvent som i andre Tragedier af kurant Værdi paa det æsthetiske Marked; at man kunde forfølge den tragiske Udvikling og Opløsning efter de samme Principer som ellers, og finde, at Digtet holder Prøve. Naar det Modsatte paastaaes, maa det, som sagt, være bygget paa en bindende Begrundelse; det er ikke nok at vise, at Digtet i sine Hovedtræk mangler Sandhed som Satire, naar det ikke fremtræder som et uimodsigeligt Faktum, at det ogsaa skal være en Satire.  

Det maa vel ubetinget regnes en Digter til Fortjeneste, at hans Blik gaar saa dybt og er saa omfattende, at han ser sin Tid baade med dens Lyssider og dens Skyggesider; at hans Aand er saa stor og formkraftig, at han kan gjeng ive det, han ser, med typisk Sandhed. Hvorfor skal man da lægge en anden Maalestok paa det Digt, der behandler vor egen Tid, end paa det, der tager sit Stof fra en forgangen? Om en Digter f. Ex. fandt, at der i Johan Huss`s Karakter og Historie fandtes saa betydende tragiske Elementer, at han fandt dette Stof passende for dramatisk Behandling. (Noget, som vi vel for Tilfældet kan tillade os at fremsætte som en Forudsætning, uden at spørge Kirkehistorien, om det medfører Sandhed) skulde saa en saadan Tragedie betragtes som en Satire paa hin Tid? Det vilde vel neppe falde endog Artikelforfatteren ind at paastaa. Ser Digteren først, hvad der er Kampens Karakter, hvorfor Ideerne krydser hinanden, ser han Skjønhederne, Sandhederne og Kontrasterne i Enkelthederne og formaar at holde det Hele ud for sit Syn som et Totalbillede, da er det i æsthetisk Henseende ligegyldigt, om han ser dette i vor egen Tid eller en forgangen Tid. Det er ikke som for Historien en Nødvendighed at se Kjendsgjerningernes Udvikling til et positivt Resultat; Digteren kan staa midt i Gjæringen og se den æsthetiske Sandhed i selve Kampen, inden den har fundet nogen Afslutning. Det er dette, som Brands Digter har gjort; men saa kommer man og vil dømme hans Digt, som om det var et Stykke "af mit Livs og min Tids Historie" fra en af vore Politikere eller Historikere.

Det er ganske vist saa, at man i Almindelighed ikke formener Digterne at tage Stoffet ud af sin egen Tid, naar det blot passes, at det kun er et lidet Stemningsdigt, eller en Stump Kjærlighed fra Familielivet, eller ogsaa Høifjeldskjærlighed paa Sæteren; men naar en Digter vil gaa videre, naar han vil tegne i store Træk det Samme, som hine giver i Genrebilleder, da kjender man sig ikke længere igjen, man savner sine gamle Venner og Bekjendte fra det daglige Liv, man savner sine gemytlige Skræddertimer ved Kakelovnen og føler sig underlig tilmode, som da Rasmus i Ulysses von Ithacia gjorde Himmelfarten paa hans Dragelige Majestæt. Man aabner Øinene lidt paa Veien og ser "en Hoben Himmeltegn" og frygter for at "støde an paa Maanen." Alting bliver til Himmeltegn og Luftsyner og Abstrakter.

Den Maalestok, som man lægger paa Brand, kunde man f. Ex. med ligesaa stor Ret lægge paa Bjørnsons smukke lille Genrebillede "De Nygifte". Her har man jo igrunden ogsaa "Alt eller Intet" i Kamp mod Halvheden, og den Form, hvorunder Ideen her er fremstillet, berettiger i en ganske anden Grad, end ved Brand, til Spørgsmaalet om Realitet, streng ydre Motivering etc. Men her føler man sig tilfredsstillet, fordi man kommer op i et gemytligt Familieliv, fordi man faar et lidet tækkeligt Genrebillede til at hænge paa Væggen over sit Skrivebord. Men naar Henrik Ibsen tager de samme Tidsideer og stiller dem frem i al deres Magt og Vælde, da maa der naturligvis være ment noget Aparte; der maa være Bagtanker, Satire, Straffepræken; "en Aristoteles, som trofast er indbunden," bliver kastet Digteren i Hovedet fra den ene Side, medens en Anden sender sit hele Forraad af Bibler, Testamenter, Salmebøger og Katekismer mod samme Maal.

Hvorfor er da ikke Brand nogen uplettet Idealskikkelse? Det er ganske vist ikke, fordi Digteren ikke har magtet at gjøre det; men fordi han ikke har villet gjøre det; han har villet gjøre ham skikket for en virkelig tragisk Undergang, en saadan, hvor man føler det Berettigede i hans Fald, men i og med dette ogsaa Forsoningen. Naar Digteren vilde fremstillet den ved Brand repræsenterede Helheds- og Sandhedside, det vil sige den Livsopfatning, som i Grunden baade efter moralske og æsthetiske Principer altid maa opstilles som den eneste virkelige Sandhed, virkelige Skjønhed, i Kamp mod de modstræbende materialistiske Elementer, saa maatte han, som han har gjort, fremstille begge disse Sider af Livet i deres Yderlighed, naar han ikke paa den ene eller den anden Maade skulde have gjort en tragisk dramatisk Behandling af Stoffet umulig, og derved givet slip paa den skjønne Tanke at lade Kampen opløse sig i en Katastrofe, hvor man beholder en mild og opløftende forsonet Stemning efter Stormen og Uveiret. Det er klart, at, om han havde gjort Brand til et pletfrit Ideal, der kjæmper mod Tidens Materialisme, saa kunde Brands Undergang i Striden kun vakt en dyb og hjerteskjærende Medlidenhed, et mørkt Mismod, en uhyggelig Følelse af selv den reneste, skjønneste Menneskenaturs Afmagt; ja med denne Vanmagt for Øie vilde ialfald en stor Del af det, der hos Brand, som han er, gjør Indtrykket af ophøiet Storhed, svinde bort, da man kun vilde se det Skjønnes og Godes Undergang for en lav Materialisme, og Maalestokken for hans Karakters Storhed altsaa egaliseres med den lave Modstand, han møder, medens det nu er en ganske anden stærk Magt, der styrter ham. Havde derimod Digteren paa den anden Side ikke fremstillet det materielle Element saa skarpt tegnet i dets Yderligheder, da vilde Forestillingen mangesteds savnet Motiver til Brands strenge Fordringer paa "Alt eller Intet." Som imidlertid Digteren har givet os det, har man for det Første let for at finde en Forklaring til Brands Harme og Hensynsløshed, medens paa den anden Side Modstanden mod hans Ensidighed og jernhaarde Strenghed finder sin Berettigelse, naar man betragter den store Skyggeside i Brands Karakter, en Skyggeside, som af Digteren ikke er trængt i Baggrunden.

Vi tør maaske forudsætte, at Digtet nu er saa tilstrækkelig udbredt og læst, at man kan forudsætte et fuldstændigt Kjendskab til det hos de Allerfleste, og vi behøver vel derfor ikke overalt at citere, eller at paapege de Steder, som Digteren virkelig har givet en satirisk Braad, eller hvor en umiddelbar Symbolik træder stærkt i Forgrunden. Det er heller ikke nødvendigt andet end at holde sig til Hovedtrækkene; thi det kan vel hos Folk med en Smule æsthetisk Sans neppe være i Enkelthederne, at man søger det Taagede og Uklare, man vil have Digtet som Helhed befængt med; den paa sine Steder virkelig mangelfulde ydre Motivering ligger nemlig altfor meget ude i Lyset til at blive taaget.

Vi have anført vore Grunde for den Mening, at Digteren ikke kan have villet skrive en Satire, men give en mægtig Episode af vor Tids Idekamp i Formen af et Livsbillede, og at han nødvendigvis ogsaa har maattet gjøre det i Form af et tragisk Drama. Artikelforfatteren erkjender jo selv, (det er dette, hvorpaa han bygger sin Forkastelsesdom) at Brand ikke kan siges at være et efterfølgelsesværdigt Mønster, der kan opstilles som Maalestok i Satiren; vi vil derfor se, om ikke de Brøst og Mangler i hans Karakter, der efter Forf.s Mening bevirker, at Digtets Maal er forfeilet, om ikke disse selvsamme Ting netop udgjør den Skyld, gjennem hvilken Brands Undergang bliver tragisk; om ikke Digtet altsaa, betragtet som tragisk Drama, gjør Fyldest for, hvad det, betragtet som Satire, maa siges at feile.

Naar man efter at have læst Digtet gjør sig Rede for, hvorfor egentlig Brand reiser sig til Kamp, saa vil man s e, at det, der har lagt Grundvolden til hans Had til Materialismen, er den Rædsel, hvormed han allerede i Barndommen møder den hos sin egen Slægt i en forfærdelig, næsten forbrydersk Grad. Man vil ikke kunne negte, at det er et i høi Grad klartsynt Blik hos Digteren, naar han har seet, at Grunden til Brands Livsanskuelse maatte ligge allerede i de første Barneindtryk, være rodfæstet allerede før Reflexionens Alder. Heri ligger nemlig det berettigede indre Motiv til den Skarphed, hvormed han skiller mellem Offervillien og Jordlivets Krav. Det er klart, at om Brands staalhaarde Livsanskuelse simpelthen var opstaaet gjennem den modne Reflexions Erkjendelse af det Ideelles berettigede Krav paa Herredømmet, saa vilde man ikke med den samme Grad af Tillid erkjende det Naturlige i at træde op med saa megen Strenghed, eller med saamegen Hjertensangst at sætte Alt paa det ene Kort, fuldstændigt Offer. Man vilde unegtelig i langt høiere Grad, end nu er Tilfældet, spørge om Humanitet og Overbærenhed (det vil sige for det æsthetiske Indtryks Skyld). Naar man derimod, beholder for Øie, at han har disse Indtryk fra Barndommen, der er saa mørke, at de stjal hans Barnesind fra Moderen, og saa udprægede, at de danner Grundtonen i hans Sjælstilstand, som han jo udtrykkelig udtaler med Henpeg paa Moderen:

Over mig er Klemslens Vegt,
Tyngslen af at staa i Slægt
Med an Aand, som altid peged
Jordvendt, udenfor mit eget;

naar man erindrer, at for hvert Spor, han ser af en materialistisk Anskuelse, staar saa at sige strax dette Billede fra Barndommen klart og skarpt for ham, saa han uvilkaarligt maa komme til at have en streng Maalestok, da finder man ogsaa med Lethed Forklaringen til, at han ikke tror at kunne give efter i noget Punkt, at han under Indtrykket af sine egne svære Kampe for at naa det Rette, forlanger, at Alle skal ville ligesaa stærkt som han. Det forekommer os, at denne af Digteren med glødende Farver skildrede Begivenhed fra en Tid, da Mennesket netop saa let tager sit Præg, er et beundringsværdig heldig indlagt Grundmotiv for den Retning, hans Virken tager, naar man nemlig vil se Sagen fra et rent æsthetisk Standpunkt og ikke forlange, at Digtet skal være et Indlæg i de forviklede theologiske Stridigheder om Kirkens Forhold til Staten, om Presteembedets Pligter o. s. v. o. s. v.

Ser man Sagen fra denne Side, da vil det ogsaa medgives som ganske naturligt, at jo mere Modstand Brand finder, jo mere Tid og Anledning han har til at se, hvorledes de, han vil virke paa, er bundne til Jordlivets Interesser, selv hvor de stræber efter at følge ham paa den af ham udstukne Vei, desmere maa han komme til at skjærpe Fordringerne, hvor han ser, at Halvheden, som han maa kalde det, gjør sig gjældende; og jo haardere Betingelser, han stiller, desto færre maa deres Antal blive, som kan følge ham, medens Modstanden bliver stærkere og tillige mere berettiget. Hans Villiekraft, hans ubøielige Tro paa Viljens Magt gjør, at han med sig selv som Maalestok ikke taber Modet, men venter, at Andre ogsaa skal kunne være ligesaa stærke. Det er æsthetisk fuldkommen konsekvent og rigtigt, at en saadan Udvikling maa komme af en saadan Spire. Hvad der imidlertid gjør Modstanden mod hans Principer berettiget, eller om man vil vende Sætningen om, hvad der udgjør den tragiske Skyld hos ham, ligger deri, at han ikke indrømmer den christelige Kjærlighed og Overbærenhed den rette Betydning, saadan som vor Religion, og den derpaa rigtigen udviklede Livsanskuelse, fordrer den. Han sætter nemlig Offervilligheden, Viljen fuld og færdig, som det første, og først da kommer Kjærligheden. Vi kan kalde dette en Feil, men ikke Holdningsløshed og Svaghed; for den æsthetiske Betragtning vedbliver saaledes hans Karakter at være lige helstøbt og lige stor og konsekvent; det nævnte Moment bliver her kun til det Punkt, hvor de Vaaben, der skal fælde ham, kan trænge ind, eller med andre Ord, han fremtræder her som en stor og hel Karakter, der dog har Brøst nok til at give Rum for den tragiske Skyld, og det er utvivlsomt dette, Digteren har villet gjøre ham til.

At Brand ved den Idealitetstrang, som leder ham gjennem hans Handlinger, og som først og længe stræber at drage Menigheden op til sig, mere og mere maa komme til at føle sig isoleret, er en nødvendig Konsekvens, og naar den da tilsidst, opirret af Modstanden, udarter til Exaltation, da kan vi ikke finde det mere unaturligt, naar vi ser det i et Digt, end naar vi ser det i Virkeligheden, og her har man ikke mindre i vor Tid end i tidligere Dage Exempler nok paa det Samme i større eller mindre Grad, og det netop ogsaa hos store og renere Karakterer som Brands. Det er den mest konsekvente og den naturligste Opløsning paa den ydre Forvikling og Knude i Stykket.

Vi finde saaledes, at i de store Træk er der baade Enhed og Konsekvens i selve Kampen mellem Ideerne og i den derpaa begrundede Karakterudvikling, og vi forstaar ikke ganske, hvad man mener, naar der tales om Gaadefuldhed og Dunkelhed. At ikke f. Ex. Brands Karakter ved en Gjennembladning af Bogen strax staar hel og klar for En, at der derimod hører et indgaaende Studium til, det er dog ikke derfor Dunkelhed. Hamlet eller Kong Lear frembringer ogsaa kun et mindre bestemt Indtryk, naar de ikke tilegnes ved alvorligt Studium, men man kan vel neppe derfor ville slaa Vrag paa disse Mesterverker. Og Brand vil, naar man ikke tager den for sig som en Feuilleton, blive ligesaa klar og forstaaelig som nogen af disse, hvis man blot vilde indskrænke sig til at prøve, hvad Digtet virkelig giver, og ikke forsøge at vise, hvad det kunde give eller burde give udenfor det, som nu engang er der.

I Detaillerne skal vi indrømme, at Digteren paa flere Steder med Hensyn til Begivenhedernes Motivering, maaske har knyttet Traadene vel løst, især naar der tages Hensyn til, at saadant lettere springer i Øinene paa den almindelige Læser, der ikke altid formaar at fatte den symbolske Betydning i skarpe Træk. Selv Artikelforfatteren finder, at flere af disse Brands Handlinger ere rene Urimeligheder, fordi han deri kun finder Symbolik. Naar Brand f. Ex. fordrer, at Agnes skal give Taterkvinden Barnets sidste Plag, da har han ganske Ret i, at dette har en symbolsk Betydning, men at det derfor er urimeligt, kan vi ikke saa let begribe. Naar, for at tage et Exempel, en rig Mand fører en kostbar Proces med en Anden om et ubetydeligt Beløb, som han maaske næste Dag giver til en fattig Stakkel, saa er dette jo ogsaa Symbolik. Det er ikke for det lille Beløbs Skyld, men fordi han veier sin Æresfølelse mod en simpel Kræmmertilfredshed. Processen er kun et Symbol paa, at han ikke vil give sin Æresfølelse til Pris, men man finder den ikke derfor urimelig. Endnu mærkeligere er den nye Betydning, hvori Forfatteren bruger Ordet "Simoni" i Anledning af at Brand fordrer, at Moderen skal give slip paa den sidste Skilling for at faa Syndernes Forladelse før sin Død. Det var alt saa Simoni at straffe Simon, fordi han dulgte det lille Beløp.

Forresten er Artikelforfatteren blodig streng med Hensyn til Fordringerne paa Motivering. Lad det nu endda gaa, at han vil have Greie paa, hvorfor Brand endelig skal over Bræen i første Handling, og ikke vil nøie sig med hans Forsikring derom; men selv hvor han gaar i Baaden for at give den Døende Trøst, der er "Grunden hul under os". Forf. vil nemlig, at Brand iforveien skal vide, at han ikke vil komme til at føle sig tilfredsstillet med Trøstescenen; at han skal kjende sig selv og sine Medmennesker i en saadan Grad, at han forud ved sig sikker paa, at hans Kamp for Idealet er totalt frugtesløs hos Alle og Enhver; at der ikke er det mindste Haab om, at et eneste Menneske skulde kunne forstaa og følge ham. Det var svare strengt, det. Sagen er nok den, at Forf. vil have Brand i sidste Handling, med al hans Haabløshed, fix og færdig udviklet i anden Handling, men det kan man da vel ikke med Billighed forlange. Forf. er iøvrigt ogsaa kommen til den Overbevisning, at Brand nok vil, men ikke vil Noget, at hans Vilje er uden Indhold. At ville gjøre Folk til Hel-Kristne, at ville, at de skal ofre alt Jordisk for at faa det Himmelske, det pleier man jo at kalde Noget, ja endog noget Meget, men Forf. mener maaske, at Hel-Kristne kan der ikke gives, at ville Hel-Kristne er altsaa at ville Intet. Man faar isaafald tilgive dem, der haaber paa ialtfald at skulle kunne gjøre nogle faa saa kristne som muligt.

Til Slutning maa vi endnu med et Par Ord komme tilbage paa Talen om, at Bogen er en gjennemført Satire. Der findes som sagt direkte satiriske Momenter i Digtet, baade i politisk og social Henseende, og det er heller ikke vanskeligt at skjønne, at Digteren selv nærmest stiller sig paa Brands Standpunkt, saa meget mere, som Materialismens Repræsentanter er fremstillede i al sin Yderlighed og rigelig betænkte med satiriske Stænk. Naar man imidlertid heraf vil udlede, at Digteren ligefrem identificerer sig med Digtets Hovedperson, da vinder dette intet Medhold i Digtet selv, som netop gjennem "Doktorens" Person siger Brand den virkelige Sandhed lige i Øinene og i rene Ord udtaler, hvad der udgjør Brands tragiske Skyld, Noget, som man forresten alligevel kunde have opgjort af alt det Øvrige. Doktoren, saavelsom Dommerrøsten i sidste Handlings Slutning udtaler ligefrem, at Brands conto caritatis er det rene Blad i hans Regnskabsbog med Gud, og under Katastrofen udtaler jo ogsaa Brand Tvivler. At man efter alt dette gjør sig saamegen Umage med at faa Digtet til at blive en gjennemført Satire, istedetfor et tragisk Drama, at man "higer og søger i gamle Bøger" for at finde Paralleller, vil heller neppe vise sig frugtbart ligeover for dem, som ikke sygner under Bevidstheden om, at der i vor Tid, som i enhver anden, hører Kamp og Brydninger til, naar Ideerne skal kunne trænge igjennem. Og den Digter, som ved at behandle et Stof fra vor egen Tid revser dennes Skyggesider, kan ikke siges at skrive en Satire paa den, at betragte den som en haabløs Opløsningstilstand, naar han samtidig med skjønne og friske Farver drager saa meget stort og skjønt frem, som "Brands" Digter har gjort. Og vi skulde tro, at Brand med al sin Ensidighed og den falske Udvikling, han tilslut tager, er en stor og ren og ophøiet Karakter; at Agnes er en af de skjønneste og ædleste Kvindeskikkelser noget Digt har givet; at Doktoren og flere af de Bønder, som fremstilles, er kjernesunde og naturlige Karakterer. Vi tror derfor ikke, at Digteren, med al sin Harme over det Smaalige i Tiden, anser denne selv for noget Raadent og Vederstyggeligt, der ikke bærer nogen Fremtid i sig. Vi tro meget mere, at hans Verk forsaavidt er et Tendensskrift, som han i det har villet give Tidens Ideer Luft og Lys, saa de kan staa levendegjorte og vække de Søvnige.

Han har allerede opnaaet det, at Digtet (som i en meget kort Tid 3 Gange er oplagt) har gjort et mægtigt og opløftende Indtryk paa Hundreder af vore Landsmænd. Og dette vil have sin belivende Virkning, om end Pessimister og Zeloter eller uforbederlige Realister tror, at Digtet er et Luftsyn, eller et Angreb paa den høikirkelige Kristendom eller simpelthen Vanvid.