«Brand».
En Dag i Slutningen af 1865 modtog den daværende Indehaver af den Gyldendalske Boghandel i Kjøbenhavn et Manuskript fra Rom, og paa Manuskriptets Titelblad læste han: «Brand. Et dramatisk Digt af Henrik Ibsen». Han har selv mange Aar senere fortalt, at han i det Øieblik saa Henrik Ibsens Navn for første Gang. Alt, hvad Ibsen tidligere havde skrevet, var udgivet hjemme i Norge, og faa eller ingen Exemplarer var naaede ned til Danmark. Da den elskværdige danske Forlægger havde læst Manuskriptet tilende, vidste han hverken ud eller ind. Hvad var dog dette for en Poesi, saa himmelvidt forskjellig fra alt det, man var vant til! Og hvad var dette for en Himmelstormer af en Digter! Hvorom alting var, et sligt besynderligt Verk var altfor interessant og storslagent til ikke at blive trykt, og nogle faa Maaneder efter udkom «Brand» paa den Gyldendalske Boghandels Forlag og bragte i Løbet af kort Tid Henrik Ibsens Navn paa alles Læber baade i Norge, Danmark og Sverige.
Som det var gaaet Forlæggeren, saaledes gik det ogsaa Læseverdenen i det første Øieblik. Man studsede og vidste hverken ud eller ind; men selv de, der forstod mindst af det hele, havde en Følelse af, at en ubøielig Aandsenergi og en vældig Digterkraft stormede gjennem disse korte, epigrammatisk tilspidsede Vers.
Fra «den evige Stad» med alle dens storslagne verdenshistoriske Minder, fra dette forum romanum, «hvor hver Kvadrattomme Jord har mere Historie end hele det russiske Keiserrige», fra disse Middelhavsegne, hvor Himlen synes høiere, Luften klarere og Lyset mere straalende end nogetsteds nordenfor Alperne, tog ifølge Modsætningens Lov alting sig dobbelt smaat og trangt og mørkt ud, naar Henrik Ibsens Tanker søgte tilbage mod Hjemlandet, og uvilkaarlig kom han til at forestille sig Norge i Skikkelse af den indestængte solløse vestlandske Fjelddal, der udgjør Sceneriet i «Brand». Paa alle Kanter stænger Fjeldene for Udsynet, Isskavlen hænger truende ud over Dalen, Lavinerne ruller tordnende nedover Fjeldsiderne, Stormen pisker den trange Fjord, og Kornet fryser paa Roden, saa Uaar og Hungersnød bliver Folkets Lod.
Et saa mørkt Billede af norsk Natur havde ingen Digter tidligere givet.
Og som Naturen opfattes, saaledes opfattes ogsaa Menneskene. Trætte Jordtrælle, hvis Ryg er krummet, og hvis Blik er sløvet, udslidte Arbeidsdyr, hvis Villie er knækket, hvis høieste Tanke ikke hæver sig over Plogfuren, og hvis hele Religion er den fjerde Bøn. Ingen helstøbte Personligheder, bare usammenhængende Stumper og Stykker, lidt af hvert:
«Gaa blot omkring i dette Land
og hør dig for hos alle Mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorsslørt til Brug i Helgen,
lidt trofast efter Fædres Sed,
lidt lysten efter Natverdsvælgen,
thi det var samme Fædre med,
lidt varm om Hjertet, er der Gilde
og Sangen runger for det lille,
men klippefaste Klippefolk,
der aldrig tog mod Stryg og Svolk,
lidt ødsel, naar det gjælder Løfter,
lidt haarfin, naar han ædru drøfter
det Ord, som gaves i et Lag
til Løsning paa en Alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans Feil, hans Fortrin, gaar ei vidt;
han er en Brøk i stort og smaat,
en Brøk i ondt, en Brøk i godt;
men værst det er, hver Brøkens Del
slaar Brøkens hele Rest ihjel.»
Som man ser, den samme Polemik som i «Kjærlighedens Komedie», det samme fulde Krav til Personligheden og Hævdelse af Personlighedens Ret og Pligt til at følge Kaldet, Livsopgaven, ligesom allerede i «Kongsemnerne» Vægten udelukkende var lagt paa det for Personligheden ethisk afgjørende.
Det var umiddelbart efter den danske Krig, at «Brand» blev til. I «En Broder i Nød» havde Ibsen forgjæves stillet den absolute Fordring til Folket, med den skjærende Sondring mellem Valgets Ja og Nei. Hans Røst blev ikke hørt, og han gik i en Slags frivillig Landflygtighed. Da han kom til Kjøbenhavn, faldt Dybbøl, i Berlin saa han den seirrige preussiske Hær holde sit Indtog med danske Trofæer og Bytte. Og han stiller paany Kravet, stærkere, uafviseligere end nogensinde tidligere: Alt eller intet, som hos Søren Kierkegaard, hvis Skrifter utvivlsomt har havt sin Indflydelse paa «Brand», ligesom ogsaa den Lammersske Bevægelse i Norge, skjønt det vistnok er feilagtigt, naar Henrik Jæger (fra hvis Bog om Ibsens Verker ovenstaaende Indledning om Bogens første Fremkomst er laant) ligefrem vil fastslaa, at det netop er Statskirken og den officielle Kristendom, der tages Sigte paa med direkte Foranledning i Lammersfeiden. At Brand er Prest, er ikke det Væsentlige, Kravet stilles paa alle Punkter i Livet, i det store som i det smaa, i Kunsten, i Kjærligheden, i den mindste daglige Gjerning. I et Brev fra 1869, som Brandes har offentliggjort i «Det moderne Gjennembruds Mænd», skriver Ibsen selv: ««Brand» er bleven mistydet, i al Fald overfor min Intension . . . Mistydningen har aabenbart sin Rod i, at Brand er Prest, og at Problemet er lagt i det Religiøse. Jeg skulde været Mand for at gjøre den samme Syllogismus lige saa godt om en Billedhugger eller om en Politiker som om en Prest. Jeg kunde faaet den samme Frigjørelse for Stemningen, der drev mig til at producere, om jeg, i Stedet for Brand havde behandlet f. Ex. Galilæi (med den Forandring, at han naturligvis maatte holde sig stiv og ikke indrømme, at Jorden stod stille), ja hvem ved, var jeg født et hundrede Aar senere, saa kunde jeg maaske ligesaa gjerne have behandlet Dem selv og Deres Kamp mod Rasmus Nielsens Akkordfilosofi. I det Hele taget er der mere Objektivitet i «Brand», end man hidtil er kommet under Veir med, og det gjør jeg mig, qua Poet, til af . . .»
Det er Akkordens Aand, der skal slaaes ned, det hele Krav, det fulde Offer, der stilles op med en Styrke, der ikke kan imødekommes af Menneskene, fordi de nu engang ikke er mere end Mennesker, ufuldkomne, syndige, feilfulde Mennesker. En Menneskealder senere ser man da ogsaa, at Digteren selv sanktionerer den Fremstilling af hans videre Udvikling, at han ikke længer kun har Øie for Svaghederne i Menneskene og Menneskelivet, men er bleven besjælet af en større «Mildhedens og Humanitetens Aand,» der erkjender, at «ligesaa udmærket en Gjerning det er at opdage og fremdrage det uægte, der skjuler sig bag Ægthedens Maske, ligesaa udmærket er det at fremdrage det ægte, selv om det kun forekommer som beskedne Smaabrokker, forstukket hist og her i de uægte Masker,» en Sandhed ligesaa sikker som den, at Solen udretter mere end Stormen.
Det stod ikke saadan for Digteren dengang. Det var ikke gjennem Mildhed og Humanitet, at «Brand» vilde lære Folket, hvordan
Slidets Dagverk, Yrkets Pligt,
Skal til Søndagsgjerning adles»,
han kom med den rensende Storms Vælde, der endte med at rive alt omkuld, og selv begroves i Ødelæggelsen.
Der var ikke jordisk Maal eller Grænse for Styrken i hans Krav.
Ved Tankens indtrængende Kraft, der mere end den umiddelbare Inspiration er et Særkjende for Digteren, ved den ætsende Satire, der er eiendommeligere for Digtet end den befriende Humor, hævder «Brand» fremdeles sin Plads blandt en stor Digters største Arbeider, æggende Menneskeaanden til at se og handle stort ved at følge sit Kald og være sig selv, gjennem den ideale Fordring:
Det, som Du er, vær fuldt og helt
Og ikke stykkevis og delt.
For scenisk Fremstilling har «Brand» oprindelig neppe været bestemt, og det er da heller ikke, saavidt vides, hidtil opført i Norge eller Danmark. Kun fjerde Akt Julaften i Prestegaarden har hersteds fundet Vei til Scenen, første Gang allerede i 1866 ved Fru Gundersens Aftenunderholdning i Studentersamfundet, senere ogsaa paa Christiania Theater, hvor denne Akt spilledes for første Gang ved Peter Nielsens Benefice i Juni 1867, og sidste Gang ved Gundersens Jubilæumsbenefice i Juni 1888.
I Stockholm derimod bragte Direktør Josephson «Brand» frem i Stykkets Helhed i 1885 med den udmærkede Skuespiller Hillberg i Titelrollen. Det gik da 16 Gange, og Digteren bragte i et hjerteligt Brev Josephson sin Tak for det «forvovne Foretagende», der blev kronet med en afgjort Seir.
En saadan afgjort Seier blev ikke Førsteopførelsen igaar paa Eldorado Theater. Der var meget fortjenstfuldt Arbeide nedlagt i Forsøget, og vi maa med Tak, tillige ogsaa med en vis Skamfølelse, erkjende, at det er et Kjæmpetag, som en svensk Trup her har gjort for at føre det norske Digterverk frem i Norges Hovedstad. Men der er et ganske betydeligt Men. Hvad enten nu Grunden maa søges i, at Hr. Lindberg saaledes har ødet sin Kraft som Direktør og Instruktør for Verkets Opførelse, at der ikke er bleven Kræfter nok igjen til Skuespilleren Lindberg, eller det er saa, at hans kunstneriske Naturel ligger Opgaven for fjernt: Hans Brand var ikke den Brand, der betager med sin urokkelige Villiestyrke, hvis Raab «til Kamp» maa lystres. Vi saa ikke som Agnes at «han voxte, mens han talte». Det heder om Hamlet, at «Villiens naturlige Rødme er plettet af Tankens Bleghed». Denne Tankens Bleghed, der gjør Lindberg til en saa ypperlig Hamlet, berøvede hans Brand det nødvendige Præg af ubændig Kraft. Hans Ord virkede ikke eggende som en Fanfare Kampens, Seirens, Dødens Fanfare. Der var endog Punkter, hvor det ligefrem klikkede for ham at give den Tankens Mand, han øiensynlig havde sat sig som Opgave mere end Villiens.
Men Tak fortjener han alligevel. Hans Fortjeneste er det ikke alene, at «Brand» er bleven opført i Christiania, men ogsaa, at det Hele gik saa raskt og godt. De andre, specielt Fru Lindberg, havde voxet sig store nok til at løse Opgaven. Hvormeget af hans Aand og Energi er stykket ud til dem, siden hans egen «Brand» blev forholdsvis mat?
Til Verket har Hr. Komponist Ole Olsen med kortest mulige Varsel skrevet en Række meget virkningsfulde Musikstykker, der ikke alene har den Fordel, at de er korte, men ogsaa at de træffende markerer nogle af de vigtigste Scener. Der er et Aabnings-Forspil, Moderato maestoso, som i knappe, kraftige Rythmer tegner Brands Skikkelse med et lyst Mellemspil som Karakteristik for Agnes, foran 2den Scene et Interludium, der peger hen paa Vexelsangen mellem Einar og Agnes, et meget effektfuldt instrumenteret Impromtu foran 3die Scene, et gribende Adagio funebre i Tilslutning til Juleaftens-Scenen, et stemningsfuldt Præludium før Scenen ved Høifjeldskirken og endelig det store Sneskred. Med smaa Midler er der ydet et meget værdifuldt musikalsk Bidrag til Ibsens Kjæmpedigtning, og det forstærkede Orkester, der lededes af Komponisten selv, udførte ogsaa Musiken meget fortjenstfuldt. Efter flere af Stykkerne faldt der Applaus.