Literatur.
Brand. Et dramatisk Digt af Henrik Ibsen. Kbh. 1866. 271 S. 8vo. Gyldendalske Boghandel. Priis 99 ß.
Dette Digt, som vor Landsmand Ibsen har forfattet i Rom, hvor han fremdeles opholder sig, hører blandt det Slags Digtninger, der snarere friste til Forsøg paa at tyde Digterens Plan og Øiemed end til at levere nogen Kritik over selve Værket. Naar vi alligevel uden at føle Lyst eller Evner til hint Slags Tydning, ikke kunne forholde os ganske tause, er vor Hensigt nærmest at gjøre vore Læsere opmærksomme paa dette mærkelige Digt og at bibringe et Begreb om dets Retning, for at de selv skulle gjøre sig bekjendt med samme i dets Helhed. — "Brand" — Titelen er hentet af Hovedpersonens Navn, — kan kaldes en halv apokalyptisk, halv prophetisk Digtning. Tidens Slaphed, Halvhed, Egennytte, Virkelyst og fade Humanitet, dens Mangel paa Villiekraft og Daadskraft overalt hvor der kræves store personlige Ofre, angribes uden Skaansel og med en patriotisk Indignations hele Styrke. Til hele Folket lyder der et Vækkelsens og Manelsens Raab om ikke at tære blot paa Fortidens Minder og i Selvbehagelighed forresten leve og virke for Dagen, men at arbeide mod større Maal og større Fremtid. Digtets Helt, Brand, er naturligen Bæreren af disse Krav og gaar ligesaa naturligen under i Kampen for at gjennemføre dem. Han er en heel, streng og mægtig Personlighed, over hvem der falder et Skjær af prophetisk Alvor og Fremsyn, og som ved sin religiøse Anskuelse ogsaa nærmest maa henføres til den gammeltestamentlige Tid, hvilket igjen bliver et betingende og forklarende Moment i hans tragiske Skjæbne. Som Kaldskapellan vender han tilbage til sin Fødebygd, en mellem Fjorde og Bræer indeklemt Afdal (i Bergens Stift?), netop som en Hungersnød der har naaet sin største Høide. Hans Krav til sig selv og Verden er: Alt eller Intet; ingen Halvhed, ingen Prutning, hvor det gjælder Pligt og Opofrelse. Netop som han kommer ned i Bygden, sidder Fogden ved Kirken og uddeler Korn til den hungrende Befolkning. En Kvinde, hvis Mand ligger kjæmpende med Døden under Samvittighedskval og Fortvivlelse, søger en Sjælesørger for den Døende. Brand er rede, men et Uveir er gaaet op, og Veien fører over Fjorden. Ingen tør følge ham i Baaden, selv ikke den Døendes forhungrede Hustru. Han støder da Baaden fra Land, for at seile alene; men idetsamme stiger en ung, livsglad Pige, Agnes, som ved Brands stærke Villiekraft ligesom er bleven elektriseret, ombord med ham. Denne Daad griber Almuen. Brand bliver Stedets Præst, gifter sig med den Pige, der saa uforfærdet havde fulgt ham, og som ved Forsagelsens Mod er hans Kjærlighed fuldt værdig. Han bliver Fader. Lægen opfordrer ham til at forlade det Sted, hvor han bor, og hvor Solen ikke skinner det halve Aar, om han vil redde Barnets Liv. Han bliver der dog, da hans Gjerning her er ham anviist. Barnet dør, dets Moder dør nogen Tid efter, og han staar alene. Ethvert Tab ligesom ægger ham til nye Ofre og styrker hans Mod. Alt tidligere er Brands Moder, der kun levede for denne timelige Verden, ogsaa vandret heden og det paa en Maade, hvorved hans Tro til Menneskevilliens Tilstrækkelighed og Forsagelsens Mulighed har lidt det smerteligste Stød. Døende vil hun ofre sin halve Formue — ja nitiendedele for Sakramentet. — Brand kræver her som ellers Alt, men forgjæves, og ubodfærdig dør hun. Den Formue, Brand havde krævet ofret, arver han selv. Han lader den gamle faldefærdige Kirke rive ned og bygger et nyt, stort og rummeligt Gudshuus, hvorved Folkets Sands skal hæves og løftes. Indvielsens Dag kommer; Foged, Provst, Skolelærer og Klokker, alle paa sin Viis af det Slags honette Mænd, som Tiden bruger og hædrer i det offentlige Liv, træde op ved Festtilstelningernes sædvanlige Maskineri. Alle ere de Typer for vor Tid, — Fogden med sin Virkelyst og Humanitet (han havde fattet det Forsæt, i sin Popularitets Interesse at bygge en Daarekiste, hvilket krydsedes af Brands Kirke), — Provsten med sin Klogskab og Levelyst (hans bedste Tanker ere hos Gjødkalvstegen i Præstegaarden), — Skolemesteren med sit anerkjendte gode Hoved og Evne til at følge Opinionens Retning (han har været Storthingsmand). For at gjøre Tidsbilledet fuldstændigt, kommer en Ungdomsven af Brand reisende forbi, hvilken efter et ryggesløst Ungdomsliv er bleven Bodsprædikant og Missionær og som saadan skal gaa til Halenegerne. Indvielsen skal foregaa, Processionen er ordnet, Fogden betror Brand, at han har en Ridderorden at overrække ham osv., da Brand, greben af Indignation over Folket og dets Mænd, over den Usselhed, Halvhed, Selvgodhed, som overalt træder ham imøde, erkjender sin Kamp og sit Arbeide for Folkets Løftelse til noget Høiere her at være spildt og frugtesløst. Fra Kirkens Trappe udslynger han i en Tale, fuld af Ild og inspireret Kraft, Anathemet over Folkets Usselhed, kaster Kirkens Nøgler i Elven og tilraaber Menigheden:
Vil du ind, Du Træl af Muldet, —
kryb igjennem Kjelderhullet.
Dermed flygter han, for over de Bræer, som indeslutte Bygden, at forlade denne, og den rystede og løftede Menighed følger efter ham. Men Skaren mangler det Mod, som bærer frem over Vidderne; den trættes og mistvivler, og da Fogden indhenter den og fortæller, at en Sildestim er gaaet ind i Fjorden, vender Hver tilbage til Sit, fuldt retfærdiggjørende den Dom, Brand fra først af havde fældet over Folket:
Hele eders Fadervor
har ei saapas Viljevinge,
ikke saapas Angstens Drøn,
at deraf tilhimmels naaer —
klangfuldt som en Røst skal klinge —
andet end den fjerde Bøn!
Den er Landets Løsen jo,
den er Folkets Feldtraab blevet.
Ud af Sammenhængen revet,
ind i alle Hjerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
Vrag af eders hele Tro! —
I halv Vanvid, i halv prophetisk Seen styrter han frem og begraves under en Lavine, kun i Nærværelse af Gerd, et dæmonisk, vanvittigt Væsen, der feirer sin Gudstjeneste i Bræens Iiskirke. At Gerd er et Fortvivlelsens Barn af den Huusmandsgut, som Brand’s Moder ved sin Ungdomskjærlighed tilhørte, men som hun af Familiehensyn og Egennytte forskjød, er ingen Tilfældighed, men et forklarende Moment i den tragiske Skjæbne, hvorfor Brand bukker under, idet han saaledes udsoner den Skyld, som hviler over Slægten for hvad den har forbrudt. — Af disse korte Antydninger ville vore Læsere erholde et, ihvorvel ufuldstændigt Begreb om Gangen i Ibsens Digtning. At dvæle ved dens Enkeltheder, tillader hverken Tiden eller Rummet os idag; senere haabe vi dog at kunne gjøre dette. Indtil da maa det kun være os tilladt at udtale den Dom, at Digtet — tungt i Tanken og fyldigt i Formen — i sin Helhed gjør et mægtigt Indtryk, at det selv med sine Misgreb — og disse ere tildeels af den Beskaffenhed, at enhver kritisk Stymper kan pege paa dem — viser den sande Digter, — en rig og selvstændig Aand, hvis Villiekraft ikke har kunnet stækkes selv ved de haarde Kaar, hvorunder han nu lever og digter.