Bygmester Solness paa den engelske Scene.
(Fra vor Korrespondent).London, 20de Februar.
De fleste er vel enige om, at Ibsens nye Drama, der opførtes paa Trafalgar Square Theatret ved en Matinée idag, har sin Hovedbetydning for Læseren som Symbolik; men i det Øieblik, Dramaet fremtræder paa Scenen, forekommer det mig, at det kun kan forstaaes og bedømmes som en Fremstilling af virkelige Mennesker og virkelige Handlinger, der i sig selv skal fængsle Tilskuernes Interesse. – Det ligger udenfor mit Omraade her at underkaste Ibsens Drama nogen indgaaende Kritik fra dette Synspunkt; om det i sin Helhed er et stort Kunstverk som Theaterstykke – eller absolut mislykket, maa andre dømme om. Der kan neppe tænkes nogen Middelvei mellem disse to extreme Domme; thi en Ting turde være givet: Det er ikke almindelige sceniske Midler, der er benyttet, og hellerikke er de benyttede paa almindelig Maade.
Enhver, der har læst «Bygmester Solness» med Tanken paa Dramaets mulige Opførelse, vil vistnok ofte have tænkt: «Men kan nu dette gaa?» – Der er mange meget farlige Steder i Stykket. Forholdet er dette, at medens enhver Digter maa lægge meget i Skuespillerens Hænder, saaledes at hans Verks Skjæbne til Tider kan paavirkes sterkt af den sceniske Kunstners Evne til at tolke Digterens Tanker, er det Tillidshverv, der betroes Skuespillerne, som «opfører» Ibsens sidste Drama, ligefrem overmenneskelig ansvarsfuldt. Digtningen selv gaar i hvert Fald til Mulighedernes yderste Grænser, hvad ren Menneskeskildring angaar, og der vil vel findes en meget stor Del Mennesker, der vil paastaa, at disse Grænser endogsaa var overskredne i selve Digtningen; gaar da Skuespilleren blot et eneste, om end noksaa lidet Skridt videre – ja endog kun en Haarsbred videre end Digteren, vil Følgen uundgaaelig blive skjæbnesvanger. Skal Stykket spilles, kan det kun gjøres af absolut Førsterangsskuespillere. Er nu dette i sig selv en Dadel? Nei – gaar man ud fra, at Ibsens Karakterer i Bygmester Solness er levende Mennesker af Kjød og Blod, gaar man ud fra, at Tegningen af dem er holdt indenfor Mulighedens Grænser, da er Ibsen en saa stor Digter, at han har Krav paa at fortolkes af de største Skuespillere og kun af disse. Men nu, disse mange «farlige Steder», kan de alle siges kun at være farlige? Kan man ikke nære berettigede Tvivl om, hvorvidt selv den bedste sceniske Fremstilling kan bære Dramaet over flere døde Punkter? Lad mig et Øieblik dvæle herved. Et af de merkeligste Midler, anvendt paa den merkeligste Maade, som jeg nogensinde har set paa en Scene, er Solness' afbrudte Fortælling om Branden, Tvillingerne og Undsigelsen oppe paa Kirketaarnet. Det er altsammen en lang Fortælling – det er mere: det er igrunden hele Dramaet, lige til Katastrofen kommer. Hvad gjør Hilde andet end at lokke denne fantastiske Fortælling frem fra dens Skjul i Solness' sønderrevne Indre og gjøre den til en frygtelig aktuel Virkelighed? – Meget andet gjør hun ikke. Altsaa «Udviklingen» foregaar mindre paa Scenen – hvor jo intet sker før Katastrofen – end i Tilskuerens Forstaaelse. Er dette Dramatik, saa ligger det dramatiske Moment i den gradvise Anskueliggjørelse af denne specielle Række af Fantasier hos Solness i Tilskuerens Bevidsthed, hvor Slør efter Slør løftes, og Fortællingen om, hvad der er sket, længe før Dramaet spilles, lidt efter lidt antager fyldigere Former, saa at Dramaet igrunden foregaar – ikke paa Scenen, men i Tilskuerens Bevidsthed. Alt beror da paa, om denne Fortælling i sig selv – jeg mener som blot og bar Beretning om Begivenheder – kan fængsle. Den er fantastisk og burde derfor have en vis dragende Magt; men her kommer netop Punkterne, hvor Ibsen ihvertfald er gaaet til de yderste Mulighedsgrænser – om ikke over dem. Det fantastiske bestaar saa at sige udelukkende i, at rene Ubetydeligheder er tillagte en underlig dæmonisk Betydning. Selve Hovedtanken: en Mands Klatren op ad en Række Stiger til en Taarnfløi, er ikke i sig selv heroisk – man ved, at Murersvenden har siddet deroppe overskrevs paa en af Bjælkerne med Piben i Munden – men det er dog «det umulige» – hvorfor? Fordi Bygmesteren har den legemlige Skavank at være Svimmel. Saadan rent jevnt berettet er dette jo meget uinteressant, det er igrunden lutter Trivialiteter. Men nu kommer det fantastiske: At klatre op i Taarnet er ikke det «umulige» paa Grund af Blodkongestionerne, nei, det er det, fordi «Han deroppe» er mægtig i sin Vrede, fordi det at klatre op i Taarnet er at nærme sig de mægtige i Trods. Nærme sig ham! Nei, gaa ham ind paa Livet efter Undsigelsen. Saaledes er Historien, der skal fængsle, i sin Grund, saaledes og kun saaledes kan den fængsle. Men saa skal man ogsaa have den fortalt saaledes, saa skal man have Tro paa, at Solness maa føle den saaledes, at han ikke kan undgaa at se Himmelstormeriet i Stilladsklatringen – at et saadant Fantasteri overhovedet er menneskelig muligt – ja til en vis Grænse normalt; det vil sige ikke i uoverrækkelig Afstand fra vore Livserfaringer. Vilde man nu end slaa uomstødelig fast, at denne Fordring var opfyldt, blev der dog den Vanskelighed for en effektiv scenisk Fremstilling, at alle disse Myg, der bliver blæste op til Elefanter, først lidt efter lidt kan vise Elefantnaturen. Lad mig tage et Exempel, hvor Opførelsen idag klart paaviste denne Svaghed i den dramatiske Bygning. – Jeg vil nævne det ene Exempel, fordi jeg er aldeles overbevist om, at ingen Fremstilling i Verden kan dække over Mangelen her, og at der er en aldeles bestemt Mangel. – Efterat Solness temmelig vidtløftig har fortalt om Sprækken i Skorstenspiben og arbeidet sig selv og Hilde op til en Slags Feberhede i Skildringen af, hvorledes Branden skulde komme, men ikke kom, kommer Hildes Replik: «Men hvad er det saa De sidder og vaaser om denne her sprukne Skorstenspiben da!» Denne Replik maa fremkalde Latter, hvis den siges rigtig. Men hvad gjelder Latteren? Det er ikke Solness eller Hilde, man ler af – nei det er Digteren Ibsen. Historien med Sprækken har sin forfærdelige dæmoniske Betydning for Solness – maaske ses det klart af Stykket; men ihvertfald ses det ikke i Øieblikket, og det kan ikke hjelpe, at man muligvis bagefter fortryder, at man lo – Faktum er, at man lo, hvor man skulde være betaget af det dæmonisk dragende.
*
* *
Disse Indtryk, som den sceniske Fremstilling af Ibsens først og fremst symbolske Drama fremkaldte, har jeg ment at burde hidsætte, før jeg nærmere omtaler Udførelsen. Jeg skal dog kun supplere dem med den ene Bekjendelse, at saa stor Beundring, jeg end nærer for Digterverket som en abstrakt Symbolik, er jeg ikke overbevist om dets Karaktertegningers Korrekthed – jeg tror ikke paa disse Væseners, mindst paa Solness's Menneskelighed; jeg tror kort sagt, at Bygmester Solness er umulig paa Scenen.
Lad mig nu strax sige, at dette ikke udelukker, at dets Opførelse kan være yderst interessant som et Experiment. Da nu ovenikjøbet Udførelsen var ligefrem glimrende for en enkelts Vedkommende og fuldtud god for en andens, var det ikke under ugunstige Forhold, jeg saa Stykket.
Oversættelsen er udmerket og lader intet tilbage at ønske. Replikerne har sin fulde Kraft og Points, og Sprogfarven er godt holdt. Miss Elizabeth Robins, der spillede Hilde, har sammen med Mr. Herbert Waring, der spillede Solness, sat Stykket i Scene. Det er oversat af Mr. Edmund Gosse, som til Held for Stykket har havt Mr. William Archer til Kollaborator. Archer er nemlig en overordentlig smagfuld og paalidelig Oversætter, hvad man ikke altid har fundet Gosse at være.
*
* *
For at gjemme det behagelige til sidst maa jeg – idet jeg forudskikker den Bemerkning, at det naturligvis har været umuligt for de to Ledere af Foretagendet at faa sikret sig absolut tilfredsstillende Kræfter, hvor det gjaldt om saa vanskelig Opgave, som «Bygmester Solness»s forskjellige Roller frembyder – bestemt udtale, at værre Spil end Miss Louise Moodies Fru Solness mindes jeg ikke nogensinde at have set paa en god Scene. Det var en saa umulig og meningsløs Fremstilling, affekteret og talentløs, at for Exempel hele den smukke første Scene i anden Akt mellem Ægteparret Solness blev uudholdelig. Hun hulkede sine Repliker frem med et tykt, hastemt Mæle; hun lignede et barberet Faar, og kom altid ind paa Scenen til ubeskrivelig Rædsel for Tilskuerne. Hendes Opfattelse af et resigneret Udtryk var en død, dum Stirren ud i Luften og en Bevægelse med Munden, som om hun sank en Pille. Hendes Gjengivelse af Fortællingen om Branden og Dukkerne, der var omkomne, var saa haabløs grotesk, at man neppe kunde le – og anden Følelse var umulig – men sad i stum Forbauselse over Idiotismen man saa. Fremstillerne af begge Brovikerne var ikke mere end netop passable, hvorimod Kaja og Doktoren blev godt spillede.
Tilbage staar nu blot det behagelige Hverv at give Mr. Waring og især Miss Robins den Anerkjendelse de i saa fuldt Maal fortjener.
Mr. Warings Ydre egnede sig ikke for Rollen. Han saa for ung og slank ud; men dette kan man jo ikke bebreide ham. Hans Stemme er derimod udmerket, dyb og klangfuld, og hans Behandling af Replikerne er fortræffelig. Der er Kraft og Lidenskab i Diktionen, og ikke et Øieblik slaar den over i Hysteri – noget man maa vise særlig Anerkjendelse, naar der er Tale om en engelsk Skuespiller, der staar overfor et Publikum, som forguder en Henry Irving. Jeg er overbevist om, at hvis det er muligt at have Forstaaelse for Solness som Menneske, maatte man finde denne Forstaaelse hos Mr. Waring, der paatrykte sin Fremstilling et saa djervt Tilforladelighedspræg, at kun selve Karaktertegningens indre Brist – hvis et saadant virkelig findes – forhindrede den fuldstændige Legemliggjørelse.
Men Miss Robins bærer dog Prisen. Hun fik formet Hilde i Kjød og Blod. Bredskuldret, djerv, med et eget, næsten kynisk Træk. Straalende ung, med sunde, kraftige Bevægelser. Et Ansigt, der i og for sig ikke er smukt, til Tider endogsaa absolut ikke smukt, men altid betagende, fordi der – om jeg maa bruge Udtrykket – bor et Par merkelige Øine i dette Ansigt. Det var ligesom de gav hele Ansigtet et skiftende, altid sjelfuldt Præg, der brændte en underlig Ild i disse Øine – der var Solness' «lyse og mørke Djævle», for der var barnligt Skjelmeri og vild, næsten ond Lidenskab. Og hvor spillede hun dog! – Endnu, medens jeg skriver dette, kan jeg, naar jeg lukker Øinene, se denne merkelige Kvindeskikkelse skjælvende af næsten overmenneskelig Lidenskab, kjæmpende og brydende med hele sin Viljestyrke for at naa dette vilde, forfærdelig uvirkelige og urealisable Maal – det var nær ved ikke at være Spil, nær ved at hun naaede «det umulige» at faa Tilskuerne op til den Ibsenske Taarnfløi, medens hun stod der i Slutningsscenen og pegede, pegede, høiere og høiere. Jeg har sjelden set Skuespilkunst, der kan staa ved Siden af denne Præstation, aldrig set noget, der kom over den i sund Realisme og fuldendt Harmoni.
Stykket blev forresten godt modtaget; men det er neppe sandsynligt, at det vil blive noget Stykke for det engelske Folk; for en snever literær Kreds kan det spilles, det store Publikum her vil staa aldeles uforstaaende.