Anonym anmelder i Aftenposten

Endelig igaar naaede Ibsens sidste Arbeide til Opførelse paa vor Nationalscene. Huset var fuldt besat fra Gulv til Tag, idet hver eneste Billet allerede Dagen iforveien var bortrevet til Overpris.

Som tidligere paapeget i vor Literaturanmeldelse er «Bygmester Solness» et symbolsk Drama. Jevnsides med den materielle Handling, som foregaar i Virkelighedens Verden, gaar der en sindbilledlig, der bevæger sig i Fantasiens og giver Ordene en Dobbeltmening, som de i sig selv ikke har. Ved de Personer, der fremføres, er der i og for sig intet uvirkeligt eller overmenneskeligt; men ved Siden af, hvad de er, er der ogsaa noget, som de betyder, – noget under- eller bagenforliggende, som ikke kan gribes af Sanserne, men kun af Tanken. Hvad dette noget er, derom har der, som bekjendt, gjort sig temmelig afvigende Meninger gjeldende. Efterhaanden synes dog de, hvis Stemmer her har Vegt, at have samlet sig om den Opfatning, som i sin Tid blev udtalt i nærværende Blad: at det er Digteren selv, som her sidder til Doms over sit Livsverk – eller, om man vil, at det er et Geni, som skildres i sit Forhold til sit Kald og sine Omgivelser.

Et Stykke som dette egner sig selvfølgelig efter sin Natur egentlig ikke til at opføres paa Scenen, og i ethvert Tilfælde er det givet, at dets Opførelse vil medføre ganske særegne Vanskeligheder for dem, som skal forsøge at tolke det og give det Liv. Som sædvanligt i Ibsens Dramaer er det, som foregaar i Stykket, kun en sukcessiv Oprullen af tidligere Begivenheder – og her ydermere af Begivenheder, der – som Taarnbestigningen, Ildebranden osv. – i sig selv er ganske ubetydelige og kun voxer sig store ved den Forbindelse, hvori de staar til Digtningens Idé. For at fængsle Tilskuerne gjennem en saadan Udvikling og sætte dem ind i den Stemning, hvori Verket er skabt, kræves der et ganske særegent og overlegent Spil, idet den frie Tankevirksomhed, som under Læsningen letter Forstaaelsen, hellere vil hemmes end fremmes derved, at Digtningens Skikkelser iklædes Kjød og Blod og gjennem de optrædende Personer gives konkret og haandgribelig Form. Hvad det her som altid først og fremst gjelder, er at fremstille virkelige, levende Mennesker. Men ved Siden deraf stiller Ibsens Stykke i Virkeligheden den Fordring, at Skuespillerne til en vis Grad skal forstaa at vække Tilskuernes Fantasi, saaledes at man uvilkaarlig faar Øie paa det sindbilledlige, som ligger bag, – med andre Ord, de skal søge at hæve Spillet op i en anden og høiere Sfære end den, hvori Handlingen – ligefrem set – foregaar.

Navnlig gjelder dette om Stykkets to Hovedpersoner, Solness og Hilde. – Solness er Geniet, som skaber, og Storheden, som hersker, men som ogsaa – lig Skule – tviler paa Berettigelsen og Værdien af sit eget Livsverk, – som har en «skranten Samvittighed», naar det gjelder at gaa paa og gribe til uden Betænkelighed og uden Hensyn, – som derfor frygter Ungdommen og Gjengjeldelsen og tilslut gaar tilgrunde, fordi i det afgjørende Øieblik hans Evne ikke staar paa Høide med hans Begjær og hans Vilje. – Og Hilde er Ungdommen og Kvinden – hensynsløs og begjærende, forstaaende og hengivende, – Ungdommen, der bryder sig Pokker om Samvittighedens Skrupler og om tørre Bøger, men som forlanger at leve og fordrer det høieste, fordi kun det høieste har Begeistringens Styrke og Livets Værd. – Om disse to er det, Handlingen dreier sig, og paa deres Gjengivelse er det, Stykkets sceniske Virkning beror.

Som bekjendt, var det oprindelig Meningen, at Solness´s Rolle skulde været udført af Hr. Reimers. Paa Grund af dennes Sygdomsforfald blev den imidlertid overladt til Hr. Fahlstrøm, – hvad der viser sig ikke at have været noget ubetinget heldigt Valg. Hr. Fahlstrøm forstaar vistnok Rollen og spiller den med intelligent Opfatning; men han mangler altfor meget baade de ydre og indre Betingelser for at kunne give Skikkelsen med den Kraft og Overlegenhed, som Rollen absolut kræver. For det første er hans Maske yderst uheldig, idet han med sit forpinte Ansigt nærmest ser ud som en Mellemting mellem en Selvmordskandidat og en overbevist Forbryder og intet eier af det mandigt herskende, som skal tiltrække Kvinderne; og dernæst spiller han gjennemgaaende altfor hysterisk og uden Spor af den Lyrik, som i Virkeligheden ligger paa Bunden af Karakteren. Saaledes som Fahlstrøm giver Rollen, vilde ingen tvivle paa, at han er enten syg eller gal, og ingen vilde falde paa at anse ham for et lykkeligt Menneske, hvad dog baade Doktoren og Hilde gjør. Undertiden er ogsaa hans Replikbehandling feilagtig, – saaledes naar han i 2den Akt udtaler de Ord til Hilde: «Kom herhen, saa skal jeg vise Dem noget» saa tungt og tvungent, som om det var en Begravelsesceremoni, han vilde vise hende og ikke simpelthen sin nye Villa.

Til Gjengjeld giver Fru Dybwad Hilde aldeles fuldendt – med straalende Friskhed og kjæk Ungdommelighed og uden en eneste falsk Tone. Da hun træder ind i Slutningen af 1ste Akt, er det, som det lyser op paa Scenen, – og det kan grangivelig ogsaa trænges. Thi Mage til saadan Fortykthed og Begrædelighed som den, der hersker i Stykkets første Scener, skal man lede længe efter baade paa Theatret og i Livet.

Herfor bærer – foruden Fahlstrøm – ogsaa de øvrige Rollehavende sin Del af Skylden. Garmann som den gamle Brovik taler saa anstrængt og slæbende, at det er en Lidelse at høre paa ham; han sætter formelig to Tankestreger mellem hvert eller hvert andet Ord, – en Uvane, som han ogsaa ellers er henfalden til, og som han bør vogte sig for ikke at lade gaa over til Maner. Ogsaa Fru Wettergreen som Kaja Fosli spiller sin Rolle altfor krast og nervøst. Og hverken Gundersen, der giver Doktoren som en gammel gemytlig Prestemand fra Landet, eller Fru Gundersen, hvis hele noget bløde og frodige Fremtræden lidet passer til Billede, Digteren har udkastet af Solness´ tørre Pligtmenneske af en Hustru, bidrager paa nogen Maade til at give Billedet Anskuelighed eller Liv.

I det hele maa Stykkets Fremførelse paa vor Scene – med den ene store Undtagelse i Fru Dybwads glimrende Spil – betegnes som lidet vellykket. Til en vis Grad maa dette, som nævnt, tilskrives Stykket selv, idet neppe nogen scenisk Opførelse vil formaa at gjøre dets fine og dybsindige Symbolik fuldt forstaaelig for Tilskuerne. Men for en ikke uvæsentlig Del ligger Skylden ogsaa hos de Optrædende, som ikke har formaaet paa tilfredsstillende Maade at løse den store og vanskelige Opgave, som her har været stillet dem.

At Publikum under disse Omstændigheder ikke var i den festlige og løftede Stemning, som er sædvanlig ved en Førsteopførelse af et Ibsensk Drama, er jo ikke at forundre sig over. Imidlertid blev der klappet efter hver Akt, hvorhos Hr. Fahlstrøm og Fru Dybwad blev fremkaldte to Gange efter Stykkets Slutning, og Digteren, der var tilstede i en af Prosceniumslogerne, blev hyldet gjennem en Bifaldssalve, hvorfor han gjennem Regissøren bragte Publikum sin Tak.

H. k. H. Kronprinsen overvar Forestillingen.

Som det fremgaar af vor Artikel i Torsdagsnumeret, maa Opførelsen af Ibsens sidste Skuespil paa Kristiania Theater efter vor Mening nærmest betegnes som en Fiasko. Paa en – eller til Nød to – Undtagelser nær er der ikke en eneste lødig Menneskefremstilling – af alt, hvad der siges paa Scenen, er der neppe en Replik, som giver Tilskuerne større Forstaaelse af Digtets Ide end den, som Læserne allerede har skaffet sig paa Forhaand, – snarere mindre, – og over det hele hviler der en Mangel paa Løftelse og en trykkende Kjedsommelighed, som trækker Stykket uafhjelpelig ned fra den Poesiens Sfære, hvori det har været Digterens Mening at hæve det op.

Allerede fra den første Scene af hviler der en Uhyggens Stemning over Spillet og slaaes der en Forpinthedens og Trøstesløshedens Tone an, som senere breder sig ud over den hele Fremstilling. Naar man ser disse Mennesker vandre omkring og skule til hverandre, faar man et Indtryk af, at Døden nylig har gjort sit Indtog i Huset, eller at Herrens Straffedom truer de ugudelige. Man tror at befinde sig i et Galehus, en Sygestue eller en Forbryderhule – i ethvert Tilfælde ikke i den Digtningens hvælvede Hal, som Ibsen har bygget.

Heri har omtrent alle spillende – det vil med andre Ord sige Instruktionen – sin Skyld, men mest Indehaveren af Titelrollen, Hr. Fahlstrøm. Vi indrømmer fuldtvel Vanskeligheden – for ikke at sige Umuligheden – af at iklæde Solness´ abstrakte og excentriske Skikkelse Kjød og Blod og at fremstille den saaledes, at Digterens Mening derigjennem faar et slaaende og adækvat Udtryk. Men noget bedre, end det her sker, maatte det dog kunne gjøres – ialfald forsaavidt det rent ydre angaar. Med mefistofelitisk rynkede Øienbryn, med skulende, næsten usynlige Øine, med nedtrukne Mundviger og sammenpresset Mund, med krumbøiet Ryg og med slæbende Gang gaar Fahlstrøm omkring, som om han skulde bivaane sin egen Ligbegjængelse; hver eneste Replik siger han med Gravrøst, og ikke en eneste Gang – ikke engang da Hildes varme Aande slaar ham imøde – tør han saapas op, at vi hører Vingeslagene af den grublende og trætte, men endnu opblussende Storhed. En Del af de paapegede, rent ydre Mangler maatte Hr. Fahlstrøm kunne rette, om han end aldrig vil kunne forlene Figuren med den Personlighedens umiddelbare Magt, som Rollen kræver. Men heldigst tror vi, det vilde være, om den Skuespiller, hvem Rollen oprindelig var tiltænkt, fik overtage eller ialfald doublere den. Reimers skal have lært Rollen og med ikke langt Varsel kunne spille den. Med Sikkerhed lader det sig jo ikke sige, om han er Manden, eller om os ubekjendte Grunde af mere personlig Natur vilde stille sig hindrende iveien for et saadant Arrangement. Men vi tror at tale paa en større Del af det kunstinteresserede Publikums Vegne, naar vi udtaler et Ønske om, at Forsøget kunde blive gjort.

Hvad Hilde angaar, har der om denne eiendommelige Kvindeskikkelse ytret sig de mest modstridende Meninger. Medens enkelte har betragtet hende som en Type paa den frigjorte Fremtidskvinde eller som Repræsentant for den frie Kjærlighed, har andre simpelthen kaldt hende for en «Bergenstøs» – eller endog – som et dansk Blad – i hende troet at se en Udsending fra den skinbarlige Djævel. – Efter vor Mening, – og heri har vi ogsaa Medhold i Digterens egen uforbeholdne Anerkjendelse af hendes Spil – er Hilde akkurat den, som Fru Dybwad giver, – umiddelbar, hensynsløs, høitstræbende, ædel, – og paa hendes Udførelse af Rollen, der var sikkert anlagt og gjennemført i de mindste Enkeltheder, har vi derfor intet at udsætte. Skade kun, at hun saa daarlig understøttes af sine medspillende – eller nærmest da af sin Medspiller.

Ligeoverfor Fru Wettergreens Kaja har vi en Uret eller en Unøiagtighed at gjøre god igjen. Hun spiller vistnok, som tidligere antydet, efter vor Opfatning den stakkers hysteriske, hypnotiserede Pige vel understreget og paafaldende nervøst – forsaavidt i Samklang med Opførelsens øvrige Anlæg. Men hendes Udseende er karakteristisk, hendes Opfatning godt gjennemført og hendes Spil i det hele af megen Virkning, – hvad der er saa meget mere fortjenstfuldt, som Rollen i Grunden ligger ganske udenfor hendes egentlige Fag og lidet synes at kunne passe for hendes Temperament. – Kun et Spørgsmaal: hvorfor gaar Fruen klædt i denne ensfarvede sorte Sørgekjole uden saa meget som en liden Sløife til at live den op med? Hun skal vistnok ikke være flot antrukken, men Scenen med Øienskjærmen viser dog, at hun gjerne vil tækkes Solness og ligeoverfor ham ikke er fremmed for et vist kvindeligt Koketteri, som ogsaa bør vise sig i det Ydre.

Hermed er imidlertid ogsaa sagt, hvad der kan anføres til Fordel for Spillet paa vor Scene. Garmann, Halvorsen, Gundersen og Frue, – ingen af dem har formaaet at skabe en ægte og levende Skikkelse af sine respektive Roller. Og her var det dog kun virkelige, naturlige Mennesker, det gjaldt at fremstille. – Kunde Garmann lægge af sin ubehagelige, slæbende og asmatiske Replikbehandling, – kunde den yngre Brovik (under den oven antydede Forudsætning om Reimers´s Overtagelse af Titelrollen) spilles af Fahlstrøm, – kunde Fru Gundersen med sine Hængekrøller og sit sødladne Væsen erstattes af Fru Selmer, som fortræffelig vilde passe i Alines Parti, og Doktoren overtages af Hansson; – hvad der ubetinget fra først af burde være sket, – da – og først da – kunde vi muligens faa see «Bygmester Solness» i en Skikkelse, der var Digteren og Theatret værdig.

Ved Iscenesætningen af Stykkets første Akter er der kun den lille Bemerkning at gjøre, at Fru Dybwad i Slutningen af første Akt, hvor Hilde furter ligeoverfor den glemsomme Solness, ikke bør stille sig saaledes bag Kontorpulten, at hendes morsomme Minespil ikke kan ses af Tilskuerne paa venstre Side af Parket. – Paa Arrangementet i sidste Akt er der adskilligt mere at udsætte. Navnlig er den nye Villabygning, hvor Solness stiger op, og som efter Digterens Anvisning skal «skimtes» i Baggrunden, rykket altfor langt frem paa Scenen, hvorved Hildes og de øvrige Tilskueres Bevægelser faar et mindre naturligt Præg.

Huset var ved Abonnementsforestillingen igaar fuldt besat, om end ikke udsolgt; men Stemningen var heller ikke da videre høi, om der end efter Teppets Fald for sidste Akt lød vedholdende Applaus.