Bognyt.
Henrik Ibsen: Bygmester Solness.
Et umodent pigebarn har faat et par kys og er bleven tituleret prinsesse af en festmiddag-begeistret og ellers kraftig karl, som hun lige i forveien har seet klatre op til spiret paa en nybygget kirke. Tiaarsdagen efter møder hun som voksen kvinde op i denne mands hjem for at være hans, finder ham oplagt til at gaa ind paa hendes i det hele noget høitsvævende ideer, begeistrer ham ved sit sværmeri for hans storhed, raa`r med ham i tykt og tyndt og faar hans fortrolighed, men ængstes lidt i sit forsæt ved at blive kjendt med hans forkuede kone, egges dog paany af skinsyge overfor et temmelig uvedkommende fruentimmer og driver den arme mand til at bevise sin uskyldighed og sin begeistring ved en ny klatring, der koster ham livet.
Saaledes omtrent maa stykkets røde traad løbe gjennem deres hoder, der kun ser det grovere af gangen i et skuespil. Men inde imellem de repliker, der giver handlingen, støder de paa en del svært dybsindige bemerkninger, hvorved deres forstaaelse forstyrres. Disse søger da enhver alt efter sine anlæg at tvinge ind under en hvilkensomhelst – om galt skal være – gjerne dens mest udenforliggende fortolkning, for saa alt efter sit temperament at ende med et af de to stemningsudbrud: «den Ibsen er god, du" eller «det er da ogsaa no`e til dill med den Ibsen bestandig».
«Bygmester Solness" er som alle Ibsens dramaer saa tætbygget og til det yderste gjennemarbeidet, saa gedigent og tanke-eggende, at det kræver en vis aandelig anstrengelse at befatte sig dermed. Dette er i og for sig ingen feil ved et kunstværk og behøver ingenlunde at gjøre læseren skamfuld; selv med gode kommentarer volder ofte baade Shakspeare og Goethe bryderi.
Er man først bestemt paa at vinde klarhed og finde fuld sammenhæng, bør man blot lade al forudindtagenhed fare og med sindsro undersøge det, der faktisk foreligger. Et drama beror paa en syntese eller sammenfugning af samtalende mennesker, saaledes anlagt, at der fremkommer en sammenhængende handling, hvis forløb fremkalder en stigende og tilslut sig opløsende spænding. Undersøgelsen af et dramas kunst maa derfor begynde med en analyse af grundelementerne i dets bygning.
Foreliggende skuespil viser sig ved første blik at være bygget paa en stigende gjensidig suggestion eller vilje-overføring mellem to og blot to mennesker, der tillige begge er sterkt udviklede individualiteter. Alt, hvad de øvrige optrædende foretager sig, er i stykket kun til for hovedhandlingens skyld. En nærmere betragtning af disse to hovedroller godtgjør, at kun den ene af dem, den mandlige, har direkte berøring med samtlige figurer i stykket, ligesom dette har faaet hans navn som titel. Men det umiddelbareste indtryk af det kjærlighedsforhold, hvori man følger stykkets gang, fæster sig ved heltinden som det aktive element; og den røde traad løber, som ovenfor antydet, ud fra hendes haand.
Hilde er ung og livsfrisk, modig og bedaarende, endog paagaaende og fræk, til yderlighed hvad vi norske mener med adjektiverne kjæk og kvik anvendt om damer. Hendes væsen er en ubændig, selvbevidst vilje. Og hun virker som det kraftigste element i handlingen.
Ved en noget nærmere undersøgelse viser det sig endog, at uden Hilde som antagonist var paa sin side Solness neppe kommen paa scenen. Hans vistnok usedvanlig sterke personlighed er allerede paa retur, da vi møder ham; og i hans forskjellige ydre forhold ligger kun svage spirer til en dramatisk konflikt. Rigtignok opdager vi allerede før Hildes entrée, at hans ægteskab og kontorhemmeligheder ingenlunde er absolut trygge; men noget foruroligende i den grad, at en Ibsen skaber et drama derover, aner vi ikke. Netop idet Hilde skal vise sig, er han ifærd med at aabne sit inderste paa gløt for huslægen, og vi stirrer ned i et svart angstens svælg; men at han maa sluges af dette, aner vi heller ikke; dertil er det skraapla n for ubetydeligt, der skyves ham ind under fødderne af kontorets personale. Hvad vi faar bragt paa det rene, er, at manden begynder at kjende sig gammel, og at han har trang til at stanse livet, der vil løbe fra ham, med et fortvilet: «Nu eller aldrig!" Til dette dramatiske skridt har han dog foreløbig ikke de ydre vilkaar for haanden; hans alderdom synes tvertom sikret i alle maader, undtagen mod et par med nødvendighed truende smaakriser – saa vil han være lagt op og morkne i stilhed.
Men Halvard Solness sidder inde med egenskaber, som den ideologisk anlagte forfatter har vist forkjærlighed for at skildre. Manden er syg paa sindet, udhulet af tvil og hemmelig rædsel, der som uregjerlige magter strides om herredømmet over hans vilje. Virkningen af denne strid er det, der bringer ham til fald netop i det øieblik, han synes at være kommen til fred med sig selv.
Denne splid i Solness` bevidsthedsliv synes det at have været forfatterens hovedhensigt at give dramatisk liv i dette skuespil. Efter sin vanlige formel for et drama har Ibsen anbragt ham i et forhold, hvor hine egenskaber faar frit spil og med rasende fart – alt foregaar i løbet af et døgn – fremkalder katastrofen. Den elskovshistorie, der betegner stykkets gang, og hvor heltinden saa ubetinget fører an danner saa at sige kun det legeme, hvortil en sjæl knytter sig; denne sjæl er hin indre kamp hos titelfiguren.
Lad os nu mønstre den rent legemlige bygning eller gangen i stykket. Vi finder da i den anden af de tre akter et parti, som ved første blik forekommer at være noget spinkelt. For de sidste tre fjerdedeles vedkommende bestaar nemlig denne akt saa godt som udelukkende af en eneste – seksti sider lang – samtale mellem helt og heltinde. Af blot ydre handling foregaar der intet sterkere, end at hun lokker ham til at udfærdige en anbefaling, han tidligere brutalt har negtet en hende uvedkommende person paa kontoret, samt at det moment, der skal danne slutningskatastrofen (klatringen) tilfældigvis bringes paa bane. Desuden domineres aktens stemning af den syge mand, som ikke er udenfor scenen, saalænge teppet er oppe (hvilket igjen er tilfælde med Hilde i sidste akt). I den langvarige samtale er det imidlertid, at helten ledes fra blot at sætte pris paa heltinden som én, han «kan snakke med», over i den tilstand, der af gamle Stendhal er benævnt la cristallisation de 1`amour og forøvrigt aabent erkjendes af ham selv i aktens sjette sidste replik: «- at jeg burde ha gjort det».
Men alt imedens denne afgjørende vending indtræder i hans følelser, har Solness trukket forhænget helt tilside for det gruværdige drama, der i hans personligheds allerhelligste opføres af «troldet" og «dævlerne»; og ved Hildes trolige bistand vokser dette til et helt middelaldersk mysterium, hvor der viser sig egte allegoriske moralitates som «lykken», «det umulige», «ungdommen" og «gjengjælsen», «skranten samvittighed" og «robust samvittighed" foruden en flok vikinger med ranede kvinder. Ved mysteriespillets gjenoptagelse inde i stykkets tredje akt kompleteres denne personliste med selve Vorherre – «Han».
Dette skuespil i skuespillet lægger tyngden i det hele tre-akts drama og indeholder dets sjæl. For saa vidt danner den svære dialog i anden akt stykkets centrum i egentligste forstand.
Nødvendigheden af at faa dette indvendige drama frem maa være aarsag til den unegtelig lidt søgte maade, hvorpaa de to hovedpersoners valgslegtskab konstitueres i første akt. Hildes grund til at komme styrtende ind i Solness` stue er – seet paa denne vis – kun det, at hun trænges som et friskt væsen, der kan bringe Solness til at snakke ud og saaledes sætte os i direkte forhold til hans lukkede natur. Ikke en eneste bemerkning røber nogen skuffelse hos det livlige pigebarn ved at se hendes barndoms helt igjen som ti aar ældre; det er ganske som ved Odysseus` hjemkomst. Hun er paa forhaand saa blindt betagen, fordi hun maa være det, skal hendes betagethed smitte den anden og erobre hans fulde fortrolighed. Og hendes lange historie med hans tiaarsgamle løfte til tøsungen om at hente hende og give hende et kongerige har vist sig nødvendig for den foreløbige indførelse af størrelsen «trold», samt for fremkaldelsen af vor tro paa den kraftige suggestion, der leder titelfiguren til at aabne sit hjertes aflukker.
At han ogsaa i en anden betydning aabner hende sit hjerte, giver imidlertid det ydre drama dets fart, ligesom det griber ind i det indvendige dramas liv. Hilde blir derved selv figur i mysteriespillet, overtager «ungdommens" rolle – og de to dramaer smelter helt sammen. I stykkets tredje akt agerer Hilde og Vorherre mod hinanden. Under ét ender begge handlinger i et «luftslot», «svært høit oppe», hvor der er «frit til alle sider», saa man «kan se vidt – vidt udover», ned «paa de andre – de, som bygger kirker. Og hjem for mor og far og barneflokken». Men under dette luftslot har samtidig inden virkelighedens verden gjensidig elskov lagt en «grundmur».
Der skal mesterskab til baade at undfange en saa kompliceret plan til et kunstverk og samtidig konstruere det slig, at det hele maskineri svinger kun om en eneste tap. Tyngdepunktet baade for mysteriet og for elskovsdramaet ligger nemlig i kjernen af ovennævnte scene midt i bogen. Replikerne om vikingerne og de ranede kvinder har ikke for intet slig brændende fart, at den ene af de talende ustanselig snapper ordet fra den anden. Strømmen farer her mellem de to poler med en kraft, der sætter alt i glød, og de simple sætninger klinger sammen til en lyrisk duet.
Ud fra det sikkert afbalancerede midtpunkt straaler dramaets forskjellige akselinjer klare og enkle. Ligevegten har fremkaldt en indre harmoni, der gjentager sig i den mindste detalj. Hovedpersoner og bifigurer stiller sig ind paa rette plads og med den rette afstand, og de forskjellige karakterer griber i hinanden som store og smaa tandhjul. En indgaaende paavisning heraf er unødig for den, som kjender dramaet.
For den, der med bedst forstaaelse kun følger den ydre handlings forløb, tager det sig ud, som dens midtparti har vel liden fart: anden akt forekommer dem svag, og stykket som helhed derfor lidt blodløst. Folk, der hellere ser paa lidt stjaalent kysseri end de hører paa en mesterlig anlagt dialog, nøier sig med at finde Hilde lovlig eksalteret og tager gladelig Solness paa ordet, naar han kalder sig selv «syg».
Gjælder den oven forsøgte analyse af grundtekniken i verkets organisme, kan hovedopgaven ved en kortfattet belysning af stykkets kunstværdi betragtes som løst. Ti det vilde føre for langt at gjennemgaa den sindrig slyngede og dog saa klassisk enkle handling, at tolke indholdet af det, der her er kaldt mysteriespillet, at notere dybden af de enkelte figurers psykologiske karakteristik og plastiske relief samt at maale dialogens kraft og stemningsfylde. I detalj-teknik, merker enhver læser, at forfatteren her som ellers naar saa høit, som beundringen bare kan følge. Serlig forbauses man dennegang ved den alt tidligere overtræffende fuldkommenhed i replikbehandling; «Bygmester Solness" er ogsaa skreven i forfatterens hjemland. –
Nærmest for haanden ligger det nu at bestemme det nærværende drama i forhold til digterens atten ældre skuespil. Imidlertid vilde et forsøg herpaa, om det endog indskrænkedes til blot at tage sigte paa spørsmaalets biografiske side, lettelig svulme op til en hel afhandling. Lad os nøie os med at pege paa en enkelt omstændighed, der kan bidrage til nærmere belysning af det, der har været hovedsagen ovenfor.
I og for sig er det paafaldende, at heltindens navn er overført fra et tidligere (det næst foregaaende) stykke; ikke for det, lille Hilde har ærlig fortjent at faa leve videre paa en kunstnerisk værdig maade, om ikke for andet end at hun ogsaa dengang maatte tjene som oplivende element i et syge-skuespil. Den paafaldende omstændighed vækker ganske naturlig det spørsmaal: hvem af de to hovedpersoner i nærværende stykke er den førstefødte i digterens hjerne – titelfiguren eller heltinden? Er det Lille Hilde, der af sit ophav har forlangt at blive voksen hun ogsaa og at komme i et rigtig «spændende" forhold, men derpaa drilles saa grusomt som her med denne halvgamle elsker, der imidlertid, naar han først er bleven til, gjør sig interessant for forfatteren og tiltvinger sig hovedrollen? Eller har forfatteren været i beknib for et pigebarn, der kunde sætte liv i hans nye ven Solness og lokke ham frem paa scenen, og er han derved kommet til at tænke paa Lille Hilde, som imidlertid ikke har taalt at blive gjort alt det væsen af og derfor paa død og liv har villet samle beundringen om sin person? Et afgjørende svar herpaa vilde samtidig afgjøre holdbarheden i det ovenfor fremsatte syn paa forholdet mellem stykkets ydre handling og det, der benævntes mysteriespillet. Nu findes der i bogen et lidet træk, der kunde tyde paa, at titelfiguren nok kan være nogenlunde jevngammel med sin medagerende og fostredes i digterens bevidsthed, dengang heltinden endnu svinsede omkring i kort kjole med sin følgesvend Lyngstrand. Halvard Solness indføres nemlig til os iført «en graagrøn, tilknappet jakke med staakrave og brede brystslag». En slig dragt har forfatteren sikkerlig havt langt rigere anledning til at faa fæstet i forestillingen, medens han nede i Sydtyskland formede sit «Fruen fra Havet», end under den herhjemme foretagne udarbeidelse af sin nyeste bog. Findes der desuden ikke antydning til en for besvarelsen af det ovenfor stillede spørsmaal ikke uvæsentlig lighed mellem Hildes elskere i de to stykker? Den halvfjollede malerelev i det ældste af dem talte alt i ét om sin «knæk" og om dens betydning for, at han kom til at faa følge sit «kald». Bygmesterens sjælekvide har sit udspring i forholdet mellem det, der kostede ham hans «menneskelykke», og det, der var hans «livskald»: «at virke, bygge, skabe i skjønhed, i tryghed, i lun lykke, – i storladenhed ogsaa». Skulde virkelig Lyngstrandfiguren være en, vistnok karikeret, prototyp til Hildes sidste elsker? Antagelsen er fristende, fordi den bidrager til at ophæve det forstyrrende i, at nærværende bogs titelfigur, bæreren af bogens tyngde og sjæl, først bringes i dramatisk aktion ved at sættes i berøring med et væsen, der ikke alene virker som stykkets sterkeste element rnen endog har navn og egenheder tilfælles med en person, forfatteren har behandlet i et ældre stykke. –
Endelig kunde der spørges om dette Ibsen-dramas stilling i den samtidige verdensliteratur, saameget mere som det først efter «Hedda Gabler»-opførelserne paa Vaudeville Theatre i London og Théatre du Vaudeville i Paris er helt tilladt at regne Ibsen med blandt de internationale størrelser, hvis nye verker maa kjendes af alle literært interesserede inden civilisationen. En saadan undersøgelse vil nærmest blive bestemmelsen af «Bygmester Solness"` forhold til de moderne skoledeviser: realisme – symbolisme.
Paa et eneste væsentligt punkt at underkjende det realistiske i nærværende drama vilde være halsløs gjerning. Fuldt saa fortvilet blev det at gjøre sig blind for den mægtige symbolik, der ligesom i ethvert egte digterverk lægger tyngden ogsaa i Ibsens seneste bog. Hovedpersonens borgerlige stilling er aabenbart valgt af hensyn til en rig udvikling af det symbolske element, samtidig med at den valgte titulatur udnyttes i det realistiske udstyrs tjeneste. Hvorledes hine modsætninger virker i hinanden, vil fremgaa af den ovenfor forsøgte paavisning af stykkets grundteknik. Symbolist i den rigorøse betydning af ordet som partinavn for anti-naturalisterne kan ingen kalde «Bygmester Solness"` forfatter; dertil er hans fantasi for storladen og for strengt behersket af hans myndige tanke. Om det saa blot var sprogformens mageløse sundhed og naturfriske selvfornyelsesevne, er den tilstrækkelig til at stille Ibsen udenfor den moderne dekadence i literaturen – eller paa godt norsk: den sygelige aandsretning, hvis mest iøinefaldende eiendommelighed bestaar i, at en impotent skabertrang slaar ud i ordmageri og lignende kluss med formen. –
Blandt væsentlige synspunkter for bogens bedømmelse staar der nu neppe flere tilbage end forholdet mellem dramaets ledende ideer og de for tiden herskende filosofiske retninger. For en lægmand at indlade sig herpaa blir selvfølgelig kun forsøk paa et par beskedne fingerpeg.
Fra den psykologiske terminologi er det ordet suggestion, der under læsnigen af bogen hyppigst træder en paa tungen. Hele kampen i skuespillets ydre som indre linjer lader sig henføre til det saa benævnte fænomen. Alle de lange dialoger mellem helt og heltinde – ialt præcis halvdelen af bogens volum – bæres paa en understrøm af denne kraft. Og heltens eller, om man vil, stykkets store psykologiske problem bringes op i dagen ved repliken om de «enkelte udkaarne, udvalgte mennesker, som har faat naade, magt og evne til at ønske noget, begjære noget, ville noget saa ihærdigt, og saa – saa ubønhørligt – at de maa faa det tilslut». Den ellers i verket saa fremmede retorik, som her anvendes, virker helt indprentende. Ogsaa Hildes eiendommelige evne til at høre «harper i luften" kan, saavidt vides, underlægges en beslegtet videnskabelig forklaringsmaade af nyeste dato.
Den hele idégruppe i «Bygmester Solness" staar helt udenfor den sociale etik. Hverken det ægteskab eller den erotik, der forekommer i stykket, skildres saaledes, at der fremkaldes stemninger og betragtninger ud over det rent individuelle; heller ikke forholdet mellem chefen og hans kontorfolk streifer, efter bogens anlæg, nogensomhelst formel for samfundsopfatning. Individualistisk er stykkets hele moralsfære. Hilde lever fuldstændig hinsides begreberne godt og ondt i almindelig etisk forstand og handler med en «rovfugls" selvbevidste, frie glæde. Individualisme ført tilbunds er ogsaa Solness` livssyn; fruens «pligt «-snak tjener nærmest som dekorativ konstrast. Der vil nok være dem, der finder tilknytning mellem de ibsenske dramaers voldsomt individualistiske drag og de høimoderne ideer, hvis typiske profet taler i Zarathustras navn; derfor at fable om paavirkning og laan fra Nietzsche vilde røbe en fra den skolastiske filologi stammende pedantisme, som endnu gaar igjen i saa mangen fortolkning af samtidig spontant fremtrædende varieteter paa samme aandige jordbund.
Selve den metafysiske grundtanke i dramaet fører svimlende høit forbi alle kirkespir op paa tinden af et luftslot, hvor heltinden tilslut – efterat hun har seet «grundmuren" derunder glide ud netop i det øieblik, den var færdigbygget – staar og svinger ideens hvide fane «ligesom i stille, forvildet triumf», idet hun «skriger i vild inderlighed: min, – min bygmester!" En skingrende gjenklang af Brands dybsindige trøst: Evigt eies kun det tabte.
Med denne afslutning glider det vegtige og dristig rundede kunstverk som en ny tankeklode stille ud fra mesterens haand og svæver, hvilende i sin egen poetiske ligevegt, frit ind i ideernes høitidelige uendelighed, hvor fortvilelse klinger som jubel, og hvor vanvid lyder som visdom. –
Tilslut kræves muligens en omtale af den modtagelse, som denne sæsonens betydeligste bog har fundet hos publikum. Den diskussion, bogen har fremkaldt, beviser ligetil dens iboende evne til at udløse stemninger. Enkelte beruser den som et selvhævdelsens evangelium, andre hidser den som et umoralens symbol. Og dog støder man i poesiens rige sjelden paa en mere ulidenskabelig skreven bog, det skulde da være samme forfatters «Rosmersholm». Det syn paa menneskelivet, hvoraf den er udsprungen, er saa koldt, saa overmenneskeligt, saa ideologisk, at den skulde synes blot at tjene til at flytte læseren bort fra døgnets strid. Dog, det er nu engang saa ogsaa i vore dage, at ideer er uløselig indfiltrede i interesser. Den gjennem «Bygmester Solness" strømmende ide har i og for sig saare lidet med dagens liv at gjøre: naar bogen alligevel har slaaet ned og tændt ild, maa det skyldes dens store kunstneriske kraft.
Verket er skrevet for scenen; allerede dets første opførelse (i Berlin) har røbet en saakaldt scenisk mangel: der er klaget over den lange dialog i anden akt. Skulde det dog ikke kunne tænkes, at stykket gaar fri, og publikum eller scenekunsten faar tage skylden for denne feil? Af alle skjønne kunster er teatrets den mest traditionsbundne, og af alle kunstforstandige netop teatrets publikum seigest at omvende til forstaaelse af noget nyt. Nu har man jo i aarevis kloden rundt vænnet sig til den aandløse realisme paa teatret, der har udviklet sin typus i Meiningeriet. Møder man saa en scene som den i dette dramas anden akt, hvor «handlingen" blir borte i en beaandet samtale, faar de udøvendes kunst forfald og publikum en letkjøbt adgang til at hovere over digteren.
Netop hin scene bragte nærværende anmelder til under læsningen at mindes de ord, hvormed den franske kritiker Jules Lemaitre afsluttede sit indledningsforedrag ved Hedda Gabler-premièren paa Théatre du Vaudeville: For tiden fører det lille Norge an i den dramatiske literatur – après la France tilføiedes der rigtignok med et høfligt buk til det forbløffede publikum. Lidt senere udgav hans landsmand Auguste Ehrhard en meget udførlig afhandling om Ibsen og det moderne skuespil. Her udtaler han under en ærbødig henvendelse til digteren følgende, som han efter studiet af det nu foreliggende verk vistnok neppe tager tilbage: Den autoritet, som De har vidst at vinde i hele Europa, giver én ret til at haabe le triomphe d`un drame substantiel et suggestif, à la forme à la fois classique et moderne.