Didrik Grønvold

Det første, som de fleste vel let fristes til at give sig i Kast med at udgrunde efterat have læst Ibsens nye Stykke, er ikke saameget det faktiske det givne i Stykket, som hvad det betyder. Det er som at begynde fra Toppen.

Vistnok er Tankematerialet righoldigt nok, saavist som Ibsen gjennem hele sin Digtning har hobet op Magaziner af nye Slagord og Tanker for kommende Slægter, og det er det, som uvilkaarlig i Begyndelsen binder en moderne Læsers Opmærksomhed mest. Men naar han saa staar raadløs ligeover dette Stykkes dunkle Udtryk og det, som ligger bag dem, saa opgiver han let Emnet og siger sig selv: det faar ligge. Jeg finder ikke det i Stykket, som har Betydning for mig.

Jeg vil altsaa foreløbig ikke beskjæftige mig med Stykkets Symbolik. Jeg vil kun først forsøge paa at give en kort Udredning af det, som Stykket selv giver i sin Fremstilling af en menneskelig Tragedie i det daglige Liv.

Stykket handler om Halvard Solness, en bondefødt Mand, der fra et tarveligt Hjem paa Landsbygden er kommet sig frem som Bygmester, først som Kirkebygger og senere som Husebygger. Han siger selv, at han ikke har villet kalde sig Arkitekt, fordi han ikke har lært nok. Det Meste har han fundet ud af sig selv, af sine egne Funderinger. Han har med andre Ord besiddet en original Begavelse; har bygget efter sit eget Hoved, og det har gaaet strygende for ham. Den, som bryder frem med noget Nyt, trænger ifølge Udviklingens Lov det ældre tilside. Menneskene vil selv ha det slig og hjælper til. En anden kunde ikke med al sin Lærdom gjøre det samme. Derfor bliver Brovik, en Arkitekt paa Stedet, debroniseret og ender med at være Assistent hos Solness sammen med sin begavede Søn Ragnar, hvem Solness har lært op, men af al Magt holder nede. Saadan er det jo ude i Livet. Den som har bygget noget op i Kunsten, i Politiken, i det Kommunale med, han har saa ondt ved «at træde tilbage» og «give Plads» for yngre Kræfter.

Dette egoistiske Træk er knyttet til en vis Haardhed i hans Natur, som et ulykkeligt Ægteskab ikke har formindsket.

Bygmester Solness er en aandfuld Mand. Han kunde ikke bygge Huse for fremmede Folk. Han maatte kjende dem, han skulde bygge for. Fru Solness staar kold og bitter ved Synet af disse Huse. Hun glæder sig ikke over dem som over sin Mands skjønne, storladne Livsværk. Hun tænker kun paa, at de har taget sørgelig væk af hendes Forældres gamle Have, hvor ogsaa hendes Hjem, den gamle Trækassen af et Hus med Familieportrætter, Silkekjoler, og Legedukker har staaet, det som alt brændte op saa heldigt for Solness og dog saa skjæbnesvangert for hans Lykke. Thi den Branden kostede indirekte hans Smaabørn Livet. Fru Solness vilde af Pligtfølelse amme dem selv efter at have faaet Feber som Følge af Brandskrækken og Nattekulden. Det taalte de ikke, Tvillingerne.

Saa har Livet forbitret og forhærdet hans Sind, og vi træffer ham ved Stykkets Begyndelse nærmest som den myndige og lidt brutale Natur, som den, der har været vant til at byde og blive adlydt, som Arbeidsherren.

Men han er ikke for Intet udgaaet af det tarvelige Hjem paa Landsbygden. Thi religiøs, som han oprindelig har været, sidder der i hans Sind en Samvittighedens Brod, der piner ham, saa han bag det haarde Ydre er sjælesyg, saa syg, at hans Hustru, der ikke besidder de rette Forudsætninger for at forstaa ham, har Angst for, at han ikke er rigtig vel bevaret.

Det, som gjør Solness syg, er baade Samvittighedsnag og Frygt. Den tiltagende Alder gjør ham end mere modtagelig for Grublerierne. Synes hans Samvittighedsnag at være mest Indbildninger, saa er den vel mere begrundet, naar det gjælder Ungdommen, som skal frem. Han vikler sig her kun ind i større og større Styghed ved den nær sagt sjofle Beregning, hvormed han søger at holde den nede.

Han gjør sig skyldig i lutter Modsigelser, naar saaledes Faderen med Døden i Hjertet taler Sønnens Sag. Den Grund, som han senere anfører som et Slags Fordel ved sig selv, at han intet har lært, men fundet det meste ud af sig selv, den gjælder ikke for Ragnar. Da Ragnar faar en Bestilling, hvormed han kan gjøre sig bemærket, hvis blot Solness vil skrive paa Tegningen, overtager denne Bestillingen selv, uagtet han kort i Forveien har erklæret, at han ikke vil ha den! Ragnars Forlovede, Kaja, der arbeider som Bogholderske paa Kontoret, nærer en hysterisk Kjærlighed til ham. Den benytter han sig snildt af til at fængsle hende til Forretningen; thi hun vil ikke bort for alt i Verden, og saa vil nok ikke Ragnar heller kunne rive sig løs. Kaja behandler Solness i det Hele som den ydmyge Hund, hvem den brutale Herre snart sparker, snart kjæler for.

Saadan er Solness ved Stykkets Begyndelse efter dets Angivelse en noget ældre Mand, sund og kraftig, med tætklippet kruset Haar, mørk Knebelsbart og mørke, tykke Øienbryn, en Type, Samfundene udover har mange Udgaver af.

Men Lykkens lyse Solskin, som han i sit Indre dog stunder saa saart imod, Ungdommen, den kommer, da han mindst aner det og banker paa alligevel, og saa er det da slut med Bygmester Solness.

Dette er Stykkets dramatiske Hovedudvikling, og den skabes gjennem Hilde.

Ved sit skruede og exalterede Væsen har Stykkets Hilde stødt visse Kritikere for Hovedet. Maaske har Digteren med en vis Forudfølelse ironisk betegnet dette, naar han lader Solness udbryde: «Ja, men Folk kunde falde paa at tro, at De ogsaa var gal, ser De», da hun vil gaa ud i Byen i den Turistdragten, som hun synes, hun har fiffet saa pænt op Morgenen efter sin Ankomst. Men hun skulde nu ikke være hverken Engel eller Dukke. Hun er Stykkets lyshaarede Dævel, et Nutidens lidt forvildede Pigebarn, slig som visse unge Forfattere har yndet at forherlige, hos Ibsens fremstillet med eiendommelige Modsætninger af Lys og Skygge.

Man bliver uvilkaarlig mindet om Kvindeskikkelser som Bettina von Arnim, hvis exalterede Sværmeri for Goethe, allerede længe før hun havde seet ham, førte til en heftig Tilbedelse; men samtidig er det en hel ny Fremtoning i Nutidens Klædebon og Omgangsformer. For hende existerer kun han Bygmesteren. Hun er Fru Solnesss levende Modsætning. Medens denne ikke turde se ham paa Livets farefulde Høider, vil Hilde just se ham som sin Bygmester deroppe, hvor hun engang har seet ham. Hjertevarm og oprigtig og umiddelbar som hun er, kan hun føre ham til en større moralsk Høide derved, at hun faar ham til at lukke op for Ragnar, til at ofre noget af sin ubændige Egenkjærlighed. Men der er i hendes Følelse for Solness tillige en rovfugleagtig Lidenskab efter at vinde og aftvinge ham den Kjærlighed, som har været hendes Ungdomsdrøm, fra den Dag hun som trettenaarig Pige saa ham høit oppe, og her kommer hendes robuste Samvittighed, hendes Moral omsider i Strid med Pligthensynet. For hende staar det som det første, at en Mand som Solness ikke synker ned i et feigt Filisteri, og det Resikable i Taarnbestigningen, hvilket gjør Fru Solness syg af Angst, det er just Storheden for hende. Selv da han er styrtet ned, udbryder hun: «Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte harper i luften». I Sammenhæng hermed er det derfor hun ogsaa kjæmper med sig selv, om det er Ret, at Solness skal ofre sin Lykke og leve i det Ægteskab, som kun er et Skinægteskab, en Ruin af Noget, som der engang var et Haab, et Livsindhold i, dengang da nemlig Tvillingerne var født. Samfundet betragter dette Ægteskab som et helligt Baand, og Fru Solness selv vilde mindst af alle «træde tilbage» bare af Pligt vilde hun ikke. Her er det, Stykket stiller et Spørgsmaal, som det ikke løser. Det vilde vistnok være Ibsens Væsen imod at tage et Standpunkt i det ved at lægge Afgjørelsen i sine Skikkelsers Haand. Ud af sine Forudsætninger maa de komme til at staa med Tvil, naar det gjaldt et saadant Skridt, mest naturligvis Solness. Det er Tvilens Brod, som gjør ham svimmel paa Taarnets Høide, saa han styrter ned. Svaret ligger i Udviklingen, i Fremtidens Haand. Men gjennem den Maade, hvorpaa Digteren spørger, hvorpaa han ved at fremstille det triste Skue af dette forspildte Liv, dette øde Hjem ligesom stiller Tiden Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, saaledes som den ofte er, gjør han det saa indtrængende, at Læseren ikke kan gaa afveien for det.

Vi gjennemlever denne smertelige Livstragedie gjennem alle dens Faser, skabt paa et ulægeligt Modsætningsforhold i Sympathier og Livssyn, der kun har en positiv Side, nemlig Fru Solness Omhu for ikke at se sin Mand udsætte sig for Faren, en Omhu, der kan opfattes alt efter Omstændighederne baade som noget Rosværdigt og noget Daddelværdigt.

Forbundet mellem den aldrende Mand og den unge Pige er en betagende Kjærlighedstragedie. I Leonardas Forhold til Hagbart, hvor den ældre Kvinde møder den unge Mand, har man et Sidestykke. Tvilen har naturligvis ganske andre Forudsætninger i «Bygmester Solness». Maa ethvert Forhold af denne Art ubønhørligt til alle Tider briste, fordi der er ikke varig menneskelig Lykke at skabe paa det, fordi det er unaturligt eller umoralsk, som vi vilde kalde det, eller vil Fremtiden lægge en anden Maalestok paa det end vi og bygge Forholdet mellem Mand og Kvinde paa større Frihed og Tolerance?

Paa Solness og Hilde har Ibsen ofret et indgaaende Arbeide. Navnlig er Solness fremstillet med en mesterlig psycologisk Kraft. Der er en Rigdom af Observation nedlagt i denne Skikkelse, som stiller den blandt de første i Ibsens Menneskeskildringer.

Hilde staar ogsaa for Læseren med lyslevende Træk i hele hendes forunderlige Blanding af Barn og Kvinde, løfterig som den gryende Dag, stødende «Pænheden» samtidigt for Hovedet ved en liden Sum af paatagelig Uopdragenhed og Ubesindighed. Man kunde i en Fart kalde hende for det tyvende Aarhundredes Ingenue, hvis ikke hendes Naturel var saa sammensat, at den rummer Spirer i sig baade til det Storladne og det Dæmoniske i Kvindenaturen.

Der er en Del Besynderligheder i hendes Udtryksæt, som jo stikker paafaldende af mod, hvad vi i Almindelighed forstaar ved Realisme.

Men den unge Piges Fantasiliv har sælsomme Former og giver sig ofte sælsomme Udslag i Livet. Interessant bliver det iethvertfald at se, hvad ny Belysning en fremragende Skuespillerindes Tolkning vil kunne kaste over den.

Over Fru Solness falder et afbleget Skjær af forpint Smaalighed og tragisk Resigneren. Ogsaa hun har levet i Drømmenes Land med sine Dukker, Silkedragter og gamle Familieportrætter, medens Livets Virkelighed er gaaet hende forbi uden at reise Viljekravet til ny Selvudvikling i hende.

I Doktor Herdal, Huslægen, tegner Ibsen det jævne godmodige Ligevægtsmenneske, i Gamle Brovik den tilsidetrængte, forbitrede Medbeiler, som alt for længe siden har maattet vige Plads for Begavelsen.

I Sønnen Ragnar er endnu ikke Personligheden trængt helt frem til Udfoldelse. I lange Tider er det undgaaet ham, at Solness driver sit Spil med hans Kjæreste. Disse tre Mænd staar i det Hele mere antydet end psykologisk udført, tilstrækkelig klart imidlertid til at danne de nødvendige Led i Stykkets Idégang. Som en Overgangstype mellem den ældre og den yngste Kvindeskikkelse bevæger Kaja Fosli sig, den overnervøse unge Arbeiderske i Tidens store Værkstedstummel.

I en følgende Artikel skal jeg forsøge at give nogle Bidrag til Belysning af Stykkets Symbolik.

Forlader vi saa Virkelighedens Grund og stiger med Digteren ind i Stykkets Tankeverden, da faar det en hel ny Farve og Flugt. Dets Personer aandiggjøres og omgjøres til hendøende og levende Magter i Menneskelivet, slig som de altid findes inden nogle Slægtled af en Tidsalder.

Vi møder Fortidens Skygger og den gryende Dag. De lyshaarede Dævler er de lokkende og forvildende Drømme og Tanker, som er Fremtidens, men hvis Dristighed faar os til at svimle. Naar vi vil gribe dem og gjøre dem til Virkelighed, da styrter vi ned som Solness fra Taarnet. Vi tør ikke tro helt paa dem. Ingen kan løse det Slør, som dækker det Kommende. Kun Smerten over alt det Utilfredsstillede, Tiden selv rummer og aabenbarer os, brænder og martrer Sindet, og det er ud af denne Virkelighed vi stunder saa saart mod Ungdommen, mod Fornyelsen. Selv har vi begaaet Feil, ladet Troldet i os rive ned og knække sønder Skjæbner og Værker paa vor Vei. Med Gjengjældelsens Trudselstegn krydser de vor Vilje, og det store Sprang vil ikke lykkes. Men alene det at gribe den nye Tids Tanker kan redde os fra at blive Efterliggere fra en svunden Tid. Alene det at gaa ned til Ungdommen igjen kan redde os fra at blive smaa og hverdagslige, efter at vi dog engang maaske var med paa at løfte det, som var vor Ungdoms Opgave og selv om vi falder paa det, selv om vi ikke kan vinde menneskelig Lykke paa det, saa «var det dog deiligt at fare».

Paa Grund af dette almene Indhold er det, at Fortolkningerne af Stykkets Indhold kan nær sagt blive utallige. Ved at gjøre Solness til Bygmester er enhver ensidig Anvendelse paa de literære Forholde udelukket. Som Symbol er det paa engang dybt og omfattende.

Tænker vi særligt paa Udviklingen i den norske Literatur er det ikke vanskeligt at paapege Brovik som Repræsentant paa den udgaaende romantiske Munchske Digtning, der blev trængt tilside i Sextiaarene, paa Fru Solness som Repræsentant for dens kvindelige Tilhængerskare med dens Smag for Silkekjoler og gamle Portrætte (den historiske Roman etc.) og dens Dukker (de idealiserede Pigeskikker) paa Kaja Fosli som Repræsentant paa Kontorkvinden i Emancipationsromanerne, paa Ragnar Brovik for den moderne Ungdoms Literatur, paa Solness for de Store paa sin Middagshøide og endelig paa Hilde som det Gryende og Vordende, det alleryngste, det paa engang lokkende og ængstende i Aandsudviklingen.

Vi kan sætte os et helt Aarhundrede tilbage i Tiden og lade til Exempel Solness være Goethe, saa bliver Ragnar Henrich Heine eller Børne, Hilde Revolutionen, Fru Solness det tyske Spidsborgeri og dets Smag Brovik hele den ældre Digterskole.

Grupperer man i Danmarks Historie om Oehlenschläger, saa kan man faa noget lignende ud. Brovik bliver da Baggesen.

Kort sagt det kan tydes og tolkes saaledes baade ud fra Stykkets egne Forudsætninger og i Kraft af dets almindelige Indhold.

Ja, rundt omkring i Landets Kommuner findes der Udgaver af Bygmesteren.

Derfor har Stykket et Indhold, som rækker baade Virkeligheden og Tankelivet Haanden.

Stykket streifer ogsaa ind paa det religiøse, idet det berører Spørgsmaalet om det Ondes Oprindelse, hvormeget vi der skal tilregne os selv, hvormeget Magter udenfor os. Dette er i Stykket betegnet ved Solness Tanker om Troldet, som rumsterer i os.

Intet Stykke af Ibsen har i den Grad været mættet med Tankeindhold, og gjennem den Maade han har stillet Spørgsmaalet har han vist, at han kunde være yngre end de yngste, idet han drog nye Ideer ind under sin dybsindige Kritik og lod os føle deres Vingeslag suse gjennem Stykket.

Saaledes staar han i dette Stykke atter som Fløimand, altid et Sprang foran, selv om med Stykket i Minde han ikke sætter Virkelighedens Grundmur under. Tvilen staar imellem, den som baade lammer og styrker den, som gjør os var paa Haanden og betænkt ligeoverfor Illusionen, men som ogsaa kan tilintetgjøre os.

«Bygmester Solness» indeholder saa meget, at en Dagbladsanmeldelse kun antydningsvis kan optrække Linjerne i dets Indhold og angive dets Karakter.

Replikken er mesterlig som altid. Det interesserer baade som Læsedrama og som Skuespil. Ved en dramatisk Opførelse maa den ydre Handling fremstilles saa realistisk og for Personernes Vedkommende saa illuderende naturligt som muligt, at ikke det symbolske skal fortrænge eller forviske Indtrykket , som Læsedrama beskjæftiger det særlig vort Tankeliv og vor Fantasi og beriger os med Indblik i Kroge af Sjælelivet og Idéverdenen som maaske ingen af Ibsens tidligere Stykker.

Den aldrende Digter har i Bygmester Solness vist, at han baade kunde være yngre end de yngste af vore Forfattere og samtidigt staa paa Høiden af sin Kunst.