Edvard Brandes

Det er et Mesterværk. Kun af denne ene Mand, allerede højt tilaars og tilhørende et lille Folk, skrives der et saadant Skuespil, hvor den fuldkomneste Kunst forener sig med et ejendommeligt Dybsind. Det griber stærkt og varigt hver den, hvis Følelsesliv blot berøres af Digterens Syn paa den stridende Menneskeslægt.

Det er ikke et Skuespil om Alderdommen eller om Geniet, som man har sagt. Nej, Bygmester Solness handler om de Mænd, der, skønt ikke unge længer, dog endnu ikke faldt til Ro i Alderdommens Resignation – som ikke tør haabe, men heller ikke vil opgive – som nu maa tælle med Maaneder, hvor de før regnede med Aar – som føler den faste Grund, hvorfra man stiger tilvejrs svigte under deres Fødder og dog med en vis Ret ikke mener sig saa aflægs, at de bør vige Pladsen for Ungdommen, for Bærerne af den nye Fane. Derfor angives Bygmester Solness at være en noget ældre, ikke en helt gammel Mand. Om ham vil venlige Folk sige, at han endnu er i sin kraftigste Alder, skønt han selv frygter, at hans Gærning er gjort og hans Livs Op-ad-Bakke endt. For den lidet seende Doktor Herdal er Solness en lykkelig Mand, rig, anset, overragende alle Andre paa sit Omraade. Lægen aner ikke, hvorledes Solness oprives af indre Uro og Usikkerhed. Ved sin blotte Vilje sejrede han i sin Ungdom, ikke fordi han var et Geni, men fordi den stærke Ævne til at begære, ønske, ville - Solness bruger selv disse Ord – næsten ubevidst omsattes i Handling.

Og saaledes hænder det enhver Ung, ikke alene det unge Geni. Den unge Mand har Tid og Kraft til at skaffe sig Ønsket opfyldt. Ti Aar efter er det for sent. Medens den Trediveaarige vovede at stige selv op til Taarnets yderste Spids, sættende Kransen paa sit eget Værk, medens et af Begejstring betaget Pigebarn hørte Harper klinge i Luften om hendes alt kaarne Bygmester – saa ti Aar efter vil det svimle for den Fyrretyveaarige, naar han langsomt bevæger sig op ad Trappen. Det engang Skete fornyes ikke, kun Ungdommen er Fornyelsen, og ligesaalidt som man kan lægge en Alen til sin Vækst, tager man blot en eneste Dag fra sin Alder.

Halvard Solness, Bygmesteren, vil ikke resignere. Han har stormet frem i mange Aar. Mennesker maatte nedtrædes, hans Hustrus Hjem fortæres af Flammer, hans Børn dø, den gamle Broviks Liv forspildes, Sønnen Ragnar trykkes ned, hans Kæreste hentæres i en hypnotisk Forelskelse – alt for at Solness kunde skride fremad og opad. Han synes at staa sikkert med fast Bund under Fødderne og med Hovedet højt. Men flinke Smaatrolde graver under ham, og i hans Hjærne gløder Svimmelhed. Han har en skranten Samvittighed, som Hilde siger, han plages af moralske Ængstelser, naar han ser Ligene paa sin Vej. Sligt er Alderdomstegn; Solness` Samvittighedsskrupler hidrører fra, at han nu erindrer Fortiden og ikke længer vil Fremtiden. Undertiden tror han endog om sig selv, at han er afsindig, skønt han i ingen Henseende viser Uforstand eller Daarskab. Men den evige Selvundersøgelse, der travlt er traadt istedet for den mandige Handling, opriver ham nervøst, saa at hans Tanker ikke ordner sig klart, men uhyggeligt filtrer sig ind i hinanden.

Han viser imidlertid Styrke i de første Scener. Han frygter den unge Ragnar Brovik som den, der kan gøre ham gammel, og derfor forhindrer han med brutal Egoisme og paa en særlig oprørende Maade Ragnars Fremgang. Solness tillader ham ikke at bygge noget andet end han paa egen Haand; han nægter forbitret sin nødvendige Anbefaling, og endnu mere: Bygmesteren benytter Kajas vanvittige Forelskelse til at holde hendes Kæreste Ragnar fast. Midlerne er grove, og til en vis Grad gør de Halvard Solness til en ringere Mand end han gærne skulde være for at forklare Hildes Begejstring; men de viser ogsaa, til hvilken Desperation den tilstundende Afmagt driver den lidenskabelige Kæmper, hvem engang Stridsvognen bar i flyvende Fart til Triumf.

Svækkelsen viser sig hos Solness straks efter, da han faar Besøg af sin Huslæge, den ud ad Landevejen travende Doktor Herdal. Thi Solness betror sig til denne Stymper. Han fortæller Doktoren om Kaja Fosli og sin Magt over hende, om sin Frygt for at være gal, om den nervøse Mistanke, hvormed han lader sin Hustru dele denne Frygt, endelig om sin dybe Rædsel for Ungdommen, fra hvem Omslaget kommer. Netop som han synker hen i denne senile Fortrolighed banker det paa Døren; Ungdommen banker: Hilde træder ind.

En mere fortryllende Skabning har Ibsen, den erfarne Kvindekender, ikke skabt. Der maa være som Sang og Latter i Luften fra det Øjeblik, hun staar i Stuen. Hun er ung, dog intet Barn, ikke dumt-uskyldig, ikke dydsiret-uvidende, men straalende af Overmod i sin Lykkesøgen paa sit ungdommelige Vikingetog. Overfor hende stivner alle Lystspillets unge Piger som Fru Alines livløse Dukker: saa fuldkommen levende er hun; ærlig og hensynsløs, begejstret hengivende sig, dog med tusinde Krav, en Fristerinde, en Spærsvingerske, drømmende begærlig, tilbedelsesværdig for sin ufordærvede Aabenbaring af sin varmblodige Natur. Der kommer ikke fra hendes Læber et falsk Ord, hvad enten Talen falder alvorlig eller lystig. Hun bryder sig lidet om sin Dragt og al saadan Kvindelighed: hun gaar saa stolt, som om hun gik nøgen under en Stjærne, hvis Glans blændede de Vanhelliges Øjne.

Saaledes kommer hun, Ungdommen i egen Person, til Halvard Solness, der for ti Aar siden kyssede den lille Pige efter en Fest. Kyssede han hende virkeligt og saa hæftigt, som hun siger? Det véd næppe nogen af dem længer med Sikkerhed. Men det betyder intet nu, hvor de atter mødes, og hvor hun kommer for at kræve det Kongerige, som vil bero paa deres suveræne Uafhængighed af andre Mennesker, naar blot de to faar Lov at leve med hinanden. Hvis han har Brug for hende, siger Hilde, saa har hun Kongeriget næsten. Helt vilde hun erhværve det, hvis han tør opgive alt andet for hendes Skyld, atter føle sig frit og højt oppe, gøre det umulige engang til.

Brug har Solness straks for Hilde, fordi han sidder alene og hjælpeløs i sin Angst for Ungdommen. Han vil dække sig for Alderen og den nødtvungne Opgiven bagved hendes straalende Ungdom. Hun skal være hans Skjold, Fornyelse, nye Fane – Ungdom imod Ungdom, siger han. Saa langt naas der i første Akt – en Akt, hvori der ikke findes Plet eller Lyde, men som bruser frem med Skaberens ustandselige Strøm – og dermed er næsten Halvdelen af det hele Skuespil optaget.

Stykket begynder den ene Dags Aften og ender den næste Aften – indenfor de klassiske fireogtyve Timer holder Ibsen den strængt førte Handling. Hilde gaar frem med den Magt og Sikkerhed, som kun en Mands Fylgje besidder; hun fører Solness ud af alle Forhold, hvori han indsnævres: han slipper Ragnar Brovik og dennes gamle Fader, han lader Kaja fare, han løsnes ud fra de Skrupler som hans skrantne Samvittighed plager ham med overfor den klynkende Aline, Hilde fratager ham Engstelsen for Afsindet, Fortvivlelsen overfor Ungdommens altid mere masende Banken paa Døren – ja hun vil endog helbrede ham for Svimmelheden. Det er i sidste Akt, at hun vil føre ham op til det høje Taarn, hvorfra han kan se ud over baade Kirker og Menneskehjem. Kun hvis han vover det Umulige, kan han vinde Ungdommen og Lykken – vinde henne, som er begge Dele for ham.

Men inden dette sker, forlanger hun atter Kongeriget af sin Bygmester – først og fremmest Slottet. Og nu kommer de skønne Repliker, som slutter med, at Solness spørger om, hva det vidunderligt dejlige er, som de to skal bygge sammen, og hvor Hilde med et ubestemmeligt Udtryk i Øjnene siger det ene Ord: «Luftslotte». Og da er Solness straks rede; thi dette er den dybe Ironi over ham, at han, den alt i Handling og Vilje af Alderen lammede, endnu kan fantasere over Lykke og Bedrift. Og nu bygger han saa flinkt paa Luftslottet, at han forveksler det med den faste Virkelighed: da han stiger op til Husets Tag, styrter han, greben af sin uovervindelige Svimmelhed, og knuser sig i Faldet.

Saaledes er i korte Træk dette geniale Skuespil, hvis Repliker og Scener indbyder til Studium, til Fordybelse. Det er anderledes komponeret end Ibsens fleste Dramer, nemlig som en eneste lang Samtale mellem Solness og Hilde, hvor de øvrige Personer kun optræder for ved deres Afbrydelser at drive denne Samtale videre og til dens Afslutning. Disse Personer er langt mere skitserede, end Ibsen nogensinde har tilladt sig; de lever ligesom intet selvstændigt Liv og bliver ubønhørligt i Baggrunden, medens den fulde Klarhed falder over Solness og Hilde. Hist og her i Stykket vil man maaske finde Ting, der behager En mindre: de tre tomme Børneværelser, der endog skal føres med ind i det nye Hus, den langvarige Misforstaaelse, der hersker mellem Mand og Hustru, Solness` megen Tale om hans Gæld til sin Kone – saadant fornemmes ikke saa troværdigt som Hildes Lokketoner. Men til Gengæld gives der Enkeltheder som Alines Fremhæven af hendes Pligt og Hildes Beskrivelse af dette Ord – at det ligesom stikker En - der besidder den allerlødigste Værdi. Og hvor fint er ikke dette Træk i Hildes Karakter, at hun begynder at tvivle om sin Mission, da hun begynder at holde af Aline. Hun kan ikke gøre nogen ondt, som hun kender - hun bliver rykket bort fra den Rovfuglenatur, som kun punktvis blusser op i hende, idet hun klager over, at hun ikke tør gribe efter sin egen Lykke, bare fordi der staar Nogen i Vejen, som hun kender. Denne Hilde er ligesaa ægte som den Hilde, der truer med de uforglemmelige Ord: «Ryk ud med mit Kongerige, Bygmester».

Der tales om, at Ibsens Skuespil er symbolsk. Bygmester Solness er ikke dette i almindelig Forstand: Ordene vil udtrykke netop, hva de siger. Men Ibsen tager Menneskene i den højeste Aktion, og han sammentrænger i én Scene, hva der leves i Maaneder og Aar. Dette er hans store og skønne Kunst: i hans Skuespil kan Mennesker genleve skæbnesvangre Afsnit af deres eget Liv.

Et Mesterværk er Bygmester Solness. Dette Drama staar over Ibsens sidste Skuespil Hedda Gabler og Fruen fra Havet ved dets vise Lære og klare Form. Og hva der skrives herhjemme af Komedier og Dramer, synes i Sammenligning trøstesløst fladt og smaat.