Hans Aanrud

Teatret fyldt fra Gulv til Tag. Fra det første skjælvende Buestrøg i den underlige Ouverture en nervøs, opjaget, næsten ophidset Spænding, der sad i til Tæppet faldt for Fru Dybwads siste Replik. Uro, Støi, smaa uvilkaarlige, hysteriske Udbrud af Latter, af Bifald, halvhøie Bemærkninger ud i Luften, Besvimelser – aldrig har jeg i Kristiania Teater seet et saa nervøst Publikum.

Ikke saa underligt. For en Gangs Skyld staar vi overfor noget af vort, som alt har faaet Europas Anerkjendelse, men overfor hvilket vor Dom dog til syvende og sist faar være den afgjørende. For første Gang kanske tviler vi paa en Dom derudefra. Trods alle Fortolkninger og Forklaringer har vi ingenting paa det rene – intet Under, at vi er nervøse. Raader vi med, saa – hvem ved? – kanske vi deltager i den latterlige Historie med «Keiserens nye Klæder»; raader vi ikke med, saa kanske det er, fordi vor Forstand ikke strækker til.

Vil de derinde paa Scenen kunne hjælpe os ud over en eneste af vore Tvil, – bringe os en ny Fortolkning kanske, eller – hvem ved? – løfte os op i en Kunstens Høide, hvorfra vi kan overskue nyt Land? Det er de yngste Kræfter, som er sendt i Ilden. For hver Gang, de ligesom spænder sine Vinger ud, sidder vi med Aanden i Halsen – nu kommer det vidunderlige – det kommer ikke, Spændingen blir næste Gang endda større, – intet Under, at vi blir nervøse.

Hvilken Plan havde saa Teatret og de to unge Kunstnere, som indehavde de afgjørende Roller, Hr. Fahlstrøm og Fru Dybwad, lagt for sin Udførelse? De havde valgt den eneste mulige, – den, som Digteren har foreskrevet, nemlig den realistiske fuldt ud. Men det viste sig, at var det den eneste mulige, saa var den alligevel umulig. Da jeg anmeldte «Bygmester Solness» her i Bladet, gjorde jeg opmærksom paa, at der paa Scenen, naar disse Skabninger kom under Øiets og Ørets Kontrol, vilde bli den mest uopløselige Strid mellem det realistiske Apparat og det symbolske Indhold. Denne Spaadom slog uhyggelig til, og for det bærer ikke de to Kunstnere nogen væsentlig Skyld.

Hr. Fahlstrøms Solness er en mager, lidt ludende Mand med stærkt kruset, graanende Haar, kulsorte, tette Øienbryn, der gir Blikket paa engang noget intenst og noget sky, en kulsort hængende Knebel og et stærkt markeret, nervøst Ansigt. Hele Figuren er saa at sige bygget paa det nervøse; han er den syge Mand, taler stakaandet og springende, kommer fra den dagligdagse Replik let over i et Udbrud. Hans Magt over Medmennesker og over Begivenheder med er en Magnetisørs; naar han behandler Kaja Foslie har han en Hypnotisørs Haandbevægelser.

Hr. Fahlstrøm har ikke givet og heller ikke forsøgt at give ham dette, som vi kalder Personlighedens Magt; i hans Forhold til disse Kvinder fandtes ikke – hvad der dog kunde ligget nær – et Stænk af Erotik; det er ikke som Mand, han har Magt over dem, det er som Hypnotisør. Og naar saa Hilde, den stærkere Hypnotisør, kommer, saa blir han selv hypnotiseret.

Paa denne Maade har Hr. Fahlstrøm opnaaet én Ting: han har ikke spredt sig. Han har faat istand en hel Figur, – rigtignok en overnervøs, en gal Mand, om man vil, men dog et Menneske. Som man ser, han har forsøgt at gi en helt ud realistisk Forklaring, – og den eneste mulige, om Bygmester Solness overhodet skal være et Menneske. Der ligger overordentlig meget Arbeide, megen Energi og Intelligens i Hr. Fahlstrøms Figur; den er nær sagt uangribelig, hvis den ikke angribes helt fra Grunden af, – hvis man ikke siger, at den Opfatning, efter hvilken den er bygget, er gal.

Fru Dybwads Hilde er paa sin Maade ligesaa realistisk anlagt. For at faa med og faa forklaret saa meget som muligt af denne fra Digterens Haand næsten endda underligere Skabning, har hun valgt at tegne hende baade i Ydre og Optræden og Tale som en fuldt udvokset Bachfisch, hvis Dybsindigheder er ubevidste – ligesom inspirerede. Derved har hun bevaret sin Ret til at sige alle disse rare Ting paa en naturlig Maade, og denne Ret benytted saa Fru Dybwad fuldt ud. Derved fik hun Gang paa Gang Publikum mer umiddelbart med sig end Hr. Fahlstrøm. Derved traadte forresten Solness end skarpere frem som den gale Mand. Vi saa, hvorledes en Bachfisch´s Fantasier egged ham frem, og hvorledes denne Bachfisch følte en rent umiddelbar Pirring over det «forfærdelig spændende» i dette, – en Pirring, som Fru Dybwad fandt saa godt Udtryk for, at hendes Udbrud efter Solness´ Fald endog fik en rimelig Forklaring.

I Birollerne blev der ikke ydet noget særdeles interessant, naar undtages Fru Wettergrens Kaja Fosli, en Figur, der allerede fra Digterens Haand egner sig til fuld realistisk Behandling.

I sin Helhed gjorde Stykket visselig et ganske uklart Indtryk.

Det er jo givet, at dette ikke er virkelige Mennesker, som vi møder dem i Livet. Har Mennesker disse Tanker, saa gaar de ikke omkring og gir dem disse Udtryk. Jeg tror, de vilde som Regel udtrykke sig klarere og mindre affekteret.

Publikums Holdning blev da ogsaa derefter, – den blev uklar. Første Akt blev modtaget med stærk Applaus, anden med mindre, efter sidste var der Fremkaldelser af Fru Dybwad og Hr. Fahlstrøm samt af Digteren, der dog ikke kom, men gjennem Regissøren takked Publikum.

Det saa ialfald igaar ud, som om Stykket ikke er noget Scenestykke. Dermed er det jo ikke givet, at det ikke kan være et værdifuldt Digterværk. Men nu, naar Fortolkningerne naturligvis tar ny Fart, saa kan man jo gjerne sige, at der ogsaa er dem, som ikke finder det Umagen værd, – som siger, at en blændende Teknik her er anvendt til at gjøre ufuldkomne psykologiske Iagttagelser forbløffende, – til at dække over en Brist i Tankens Klarhed og Følelsens Fylde.

Vi hørte vist alle, dengang vi gik paa Skole, hin alle Norsklæreres Yndlingssætning: Den, som har en klar Tanke, kan ogsaa give den et klart Udtryk.