Hans Aanrud

Et sligt Verdens Veir, som der nu staar om hver ny Bog af Henrik Ibsen saa trænger en Anmelder ikke saa liden Koldblodighed for at gjøre sin Pligt. Han kan jo ikke fordybe sig i Bogens etiske Indhold, ikke prøve dens æstetiske Værd eller dens Tankeværd, det er den Kritikers Opgave, som har Plads nok til sin Raadighed Anmelderen har blot at referere, fortælle hvad der efter hans Formening foreligger, og i det høieste udtale sit personlige Skjøn uden dybere Begrundelse, og saa faar enhver ta det for, hvad det er. Hans første Pligt er at være nøktern, hvor vanskeligt det end kan være ligeoverfor et Værk, som hele Verden imødeser med Spænding.

«Bygmester Solness» er et Skuespil i tre Akter med syv Hovedpersoner. At referere Indholdet af denne Bog, saaledes som enkelte Aviser allerede har gjort, hører til Umulighederne. Selv ovenstaaende Referat, der dog staar ordlydende paa Titelbladet gir ikke det rette Indtryk af et Værk, der er helt igjennem allegorisk lige ud i Titlen, hvor hvert Ord har en anden Mening, end den det ligefrem udtrykker, hvor «Bygmester» betyr noget helt andet end Bygmester. Ibsen har beholdt det hele omhyggelige realistiske Apparat, stillet hver Stol paa sin Plads, givet Personerne deres bestemte Haarfarve og Paaklædning, men det er bare et Blændværk; Stykket er uagtet mange Træk streifer lige ind paa Virkeligheden, intet realistisk Drama, det er en hel gjennemført Allegori, en Form, hvori Digteren udtrykker en Tanke eller maaske dog noget mer.

Hele Bogens Tankeindhold resumeres i siste Akt i en Scene mellem Bygmester Solness og Hilde Wangel (bekjendt fra «Fruen fra Havet»). Solness fortæller: Da han gik oppe i Lysanger og havde reist sin siste Kirke, kom han til at tænke paa, at «han deroppe« havde føiet det slig for ham, ogsaa tat Lykken fra ham, for at han bare skulde være Bygmester, bare bygge for ham. Men da han stod oppe paa Taarnfløien og hang Krandsen op, sa han til ham: «Herefter vil jeg være fri Bygmester jeg ogsaa. Paa mit Omraade. Ligesom Du paa dit. Jeg vil aldrig mere bygge Kirker for dig, bare Hjem for Mennesker». Men nu er han kommen til det, at det at bygge Hjem for Mennesker er ikke fem Øre værd. Menneskene har ikke Brug for disse Hjemmene sine. Ikke for at være lykkelige. Og saa har han ingenting bygget, igrunden ingenting ofret for at faa bygge noget heller. Ingenting, ingenting altsammen.

«Og aldrig saa vil De bygge noget herefter», spør Hilde.

«Jo netop nu skal jeg begynde. Det eneste, som jeg tror, der kan rummes Menneskelykke i. Luftslottene, det deiligste i Verden, bygge det sammen med en Prinsesse, jeg holder af».

Men dertil trænges «Vikingetrods» og «robust Samvittighed,» en Tanke, som man forresten vil finde igjen i stærkere Udtryk hos Nietzsche.

Men Bygmester Solness kommer ikke til at bygge mer, han styrter ned fra Taarnet i sit nyopførte Hjem. Det er Gjengjældelsen.

Dermed tror jeg at ha refereret Kjærnen i Bygmester Solness, der helt igjennem, som man ser, staar i den nøieste Forbindelse med Grundtrækkene i Ibsens tidligere Værker.

Men nu Bogens Hovedindtryk. Jeg maa hele Tiden tænke paa en bekjendt stor Bygmester, der for Øieblikket staar paa Tinden af europæisk Berømmelse mon ikke Bygmester Solness skulde være denne Bygmesters Stedfortræder mon ikke Digteren i denne Bog har git os sit eget Syn paa sit Livs Værk, ja, tar jeg ikke feil i det, saa bygger han enten ikke mer, saa har han her heiset Kransen paa Fløien af sit færdige Livsværk eller ogsaa bygger han det «allerdeiligste, nogen har set».

Under Læsningen kan man vanskelig la være at tænke paa, hvordan dette Stykke skal kunne gives paa Scenen. Et Stykke, som ikke gaar ud paa Menneskeskildring, eller Skildring af menneskelige Følelser, en dramatiseret Tanke, eller en dramatiseret Livsanskuelse, om man tør gaa saavidt, hvordan skal den fremstilles paa Scenen? Der maa visselig bli en uløselig Strid mellem et realistisk Apparat, saaledes som Digteren dog har foreskrevet det, og et allegorisk Indhold.

Vi tør jo ikke tro, at han billiger det Forsøg, man i Paris agter at gjøre med «Fruen fra Havet», ogsaa udstyre og spille symbolsk. Derved turde det Spørsmaal ligge nær, som Kritikerne faar drøfte, om den for Ibsen naturlige Form, den dramatiske, altid er den, som passer til hans Indhold. Det kan dog drøftes, om ikke baade «Rosmersholm» og de to efterfølgende Værker ikke egentlig indeholder Sujetter, der passer bedre for Romanen end for Dramaet.

Ganske vist naar han ogsaa i sit siste Værk til at stille Tankerne frem, men ikke til at begrunde dem, belægge dem med «de menneskelige Dokumenter.»