Signaturen «Hj. Chr.»

Iaften gik «Bygmester Solness» for udsolgt Hus. Allerede den Hurtighed, hvormed Billetterne var blevne bortrevne, viste, at Publikum kom til Forestillingen med stærk Interesse: hvordan vilde egentlig det meget omskrevne Stykke tage sig ud fra Scenen – der den endelige Dom først kunde fældes? I denne Publikums Interesse blandede der sig ogsaa en anden: mon den unge begavede Kunstner, der af Forfatteren var overdraget Hovedrollen, vilde vise sig at være den mægtig?

Hovedindtrykket af Aftenens Forestilling synes at være, at «Bygmester Solness», dramatisk seet, hører til Ibsens svagere Arbeider. Den udprægede Mangel paa Handling erstattes kun delvis af det raske og spirituelle Replikskifte. Ved Siden deraf vinder heller ikke Stykkets mange dunkle Partier, ved at iføres Scenens Kjød og Blod, frem til den Klarhed og Menneskelighed, som er en af Hovedbetingelserne for et godt Drama. Tvertimod har den Ibsenske Symbolik, der allerede ved Gjennemlæsningen gjør et vist tørt abstrakt Indtryk, paa Scenen en om muligt endnu mere fremmedartet og uklar Virkning. Naar man for sig selv, i Ro og Fred, kan gjennemgaa Stykket, beundrer man ialfald den Sikkerhed, hvormed Forfatteren Sten for Sten murer sammen sin Bygning af Billeder og atter Billeder – paa Scenen, hvor man faar knappere Tid til at reflektere, hvor Virkningen er mere umiddelbar, føler man sig snarere forvirret og ilde berørt af den megen Unatur.

Første Akt fulgtes med forholdsvis livlig Opmærksomhed, og der faldt endel Applaus – anden Akt virkede trættende, og fremkaldte et yderst mat Bifald – først henimod sidste Halvdel af tredie Akt bragte Fru Dybwads ligefrem betagende Spil Publikum i Stemning, og efter Tæppets Fald blev saavel Forfatteren, der modtog Publikums Hyldest gjennem Regissøren, og de to Kunstnere, der indehavde Hovedrollerne, Fru Dybwad og Hr. Fahlstrøm, fremkaldte.

At Aftenen saaledes blev en omend meget betinget Sukces skyldes i alt væsentligt Fru Dybwad. Hendes Lune, hendes lidenskabelige Magt, gav Stykkets tørre Symbolik en rig og varm menneskelig Underbund; allerede fra sin første Indtræden virkede Fru Dybwads Hilde som et friskt og naturligt Pust fra Livet selv, Publikum vaagnede, var med og var tilsidst godt med.

Om Hr. Fahlstrøms Solness er det vanskeligere at fælde nogen afgjørende Dom. Den var, navnlig i Betragtning af det utaknemmelige Materiale, ialfald en respektabel Ydelse, og gav godt Haab for den unge Kunstners videre Udvikling. Fahlstrøms Solness er neppe robust nok, neppe bred nok i Tegningen – hvor Fahlstrøm vil være kraftig, bliver han gjerne voldsom, anstrengt voldsom, uden den Magt, der skal hvile over Bygmesterens Personlighed. Garmanns gamle Brovik hører ikke til denne Kunstners bedste Ydelser. Hans langsomme, næsten pretentiøst pointerede Diktion bidrog sit til at gjøre den lange første Akt endnu længere. – I en udførligere Anmeldelse skal jeg nærmere indgaa paa Stykkets Udførelse. Kun en Ting: Iscenesættelsen er foretaget med en Sikkerhed og en Takt, der fortjener megen Anerkjendelse. Det skyldes maaske ikke saa lidet denne, at Stykkets sidste sceniske Effekt præsenterede sig saa godt, som den gjorde.

Der er en Slags Symbolik, som de fleste Forfattere bruger, og som et større kunstnerisk Arbeide undertiden ligefrem nødvendiggjør. Det er, at man gjennem et mindre, hverdagsligt Livsbillede søger at tegne et større videre: – at lade skimte en af den menneskelige Kulturudviklings mægtige Konflikter. Da repræsenterer ofte ethvert Hovedtræk i det mindre Billede et tilsvarende i det større.

I vor Tid, da man ialfald fra Scenen fordrer noget mere umiddelbart og ukunstlet end den rene Allegori, er den ovenantydede moderne Symbolik den eneste, der i et og alt egner sig til at benyttes af Dramatikeren. At lade Symboliken træde saaledes frem til et ydre Apparat, at snartsagt enhver Replik skal opfattes som en liden Allegori for sig selv, at de mindste Detaljer skal passe ind og betyde noget – er, scenisk seet, vanskeligt og farligt. Den sceniske Kunst taaler ikke at blive paalagt en saa streng og smaalig Tvang, Spillet sprænger Symboliken eller lader de smaa Allegorier klinge, hule og fremmede, Publikums Øren forbi.

Nu har «Bygmester Solness» den Fordel, at den er blevet gransket af et Utal Fortolkere, og at de smaa Allegorier saaledes ikke længer er Publikum helt fremmede. Og dog mærkede man igaar, hvor stivt Symboliken gjorde det Hele. Kunstnerne gik omkring hver i sin symbolske Paradedragt, og Replikerne klang høitidelig, smukt og uforstaaelig. – Ved Siden af de mange vel gjennemførte Billeder indeholder desuden «Bygmester Solness» ikke ganske faa, som man er i Forlegenhed med at bringe ind under den samlede Ramme. Der er flere, som Forfatteren har ladet staa hen løsrevne og ubenyttede. – Denne Blanding af overflødige og ikke overflødige Billeder tjener naturligvis til at gjøre Tilskuerne Stykket yderligere uklart og usmageligt.

Spillet igaar fortjener, som allerede i den foreløbige Anmeldelse antydet, Anerkjendelse, for en enkelt Kunstners, Fru Dybwads Vedkommende endogsaa stærk Anerkjendelse.

Da Hr. Fahlstrøm igaar gjorde sin Indtræden, var han Gjenstand for megen Opmærksomhed. Man konstaterede strax, at han, som vanlig, havde været heldig i Valget af sin Maske. Skulde en liden Bemærkning være tilladt, var det den, at han allerede i Maskeringen havde understreget noget vist melankolsk, forpint hos Bygmester Solness, hvad der ikke er nødvendigt og neppe helt rigtigt. Fahlstrøms Spil var i Begyndelsen lidt forceret, hans Heftighed virkede spidst og skrigende. Solness er vel opfarende, men beholder alligevel hele Tiden noget af sin brede Sikkerhed. Naar Solness er «mut» og «brummer», er Fahlstrøm nervøs og irriteret. Der er en ikke liden Nuance. Senere fik Fahlstrøm bedre Tag i Bygmesteren, skjønt han egentlig aldrig blev ganske Herre over Rollen. Den manglede den stolte og selvbevidste Mands naturlige Myndighed. Hvad Fahlstrøm fik bedst frem, var den indre opslidende Uro, der ikke lader Solness nyde sit Livsverk. Fahlstrøm fandt ofte et sandt og inderligt Udtryk for denne aldrig hvilende Angst. Paa dette Punkt byder ogsaa Rollen mere af Interesse end nogensteds forøvrigt. Solness´ Frygt for Ungdommen er det psykologiske Moment, der allerede fra Forfatterens Haand fremtræder fyldigst og mindst tilsløret af Allegorier. Der er megen og ægte Kraft i Skildringen af den lidt ældre Mand, som føler, at Ungdommen om ikke længe vil indhente ham og gaa ham forbi. Denne skiftende Stemning – mellem Angst, der er lige ved at mistvivle, og hoven Brutalitet, der knækker den foreløbig svagere Modstander under sig – er ypperlig set, og Fahlstrøms Gjengivelse lader den træde frem i en fint meislet Form. Men ikke sjelden forekommer Bygmesteren i Fahlstrøms Haand baade mattere og endnu mindre interessant, end man husker ham fra Gjennemlæsningen.

I det store og hele taget erobrede Fru Dybwad Hovedinteressen i den Grad, at Hilde og ikke Halvard Solness – blev Stykkets centrale Figur – det blev hendes Syn paa Bygmesteren ikke denne selv, der virkede sterkest paa Publikum.

Fru Dybwads Hilde havde det elskværdige Lune, den Esprit, der lader denne eiendommelige Figur, en Blanding af Bakfisch og den modne lidenskabelige Kvinde, af moderne Bohêmienne og Idealtypen fra «Kjærlighedens Komedie», bizar, snart stødende, snart indtagende – fremtræde i sin mest vindende Belysning. I Fru Dybwads Hænder bliver virkelig Hilde den personificerede Ungdom, med Ungdommens Magt og Ungdommens lyse Glæde. Det meget utiltalende hos Hilde, der gjør, at man kunde fristes til at betegne hende som en Misforstaaelse eller en Karrikatur af Nutidens moderne unge Kvinde, som en fjern Iagttagers grove og halvrigtige Indtryk – alt dette dækkede Fru Dybwad med sin skjelmske Ynde, snart barnlig, snart koket, snart gratiøst indtagende.

For Fru Dybwad glemte man næsten at skjænke de øvrige Skuespillere den Opmærksomhed, som dog enkelte af dem fortjente. Hr. Garmanns gamle Brovik var vel, som allerede i den første Notis omtalt, lidt mere fordringsfuld, end gamle Brovik har Lov til, og Hr. Gundersens Doktor Herdal mindede mest om en eller anden høitstaaende Geistlig, men Hr. Halvorsens Ragnar Brovik var en dygtig og vel udarbeidet Præstation: det lidt kuede, tilbagetrængte i Forbindelse med den stærkt frembrydende Selvfølelse fik et baade distinkt og fint karakteriseret Udtryk, og Fru Wettergren gav ligeledes sin Kaja Fosli med forstaaende Skjønsomhed. Fru Gundersens Aline var spids nok, naar hun talte om Pligt, og klynkende nok, til at man kunde forstaa Bygmesterens nervøse Ubehag ved Konens Nærværelse.

Alt i alt gav Forestillingen et saapas godt Ensemble, at det, naar jeg ikke drister mig til at spaa «Bygmester Solness» nogen lang og lykkelig scenisk Levetid, da ikke bliver at tilskrive den Udførelse, Norges Hovedstadstheater har givet vor store dramatiske Bygmesters sidste Arbeide.