Kristofer Randers

«At leve er Krig med Trolde
I Hjertets og Hjernens Hvælv;
At digte – det er at holde
Dommedag over sig selv.»

Disse Ord af vor store Digter kunde med en vis Ret staa som Motto over hans sidste Bog. Denne er nemlig ikke nogen realistisk Samfundsskildring, men en gjennemført Allegori, – et Opgjør og en Selverkjendelse paa lignende Maade som «Kongsemnerne» og «En Folkefiende», – en Digtning om Personlighedens Kamp og Tvivl, tungsindig, men overbærende og uden Bitterhed, med noget over sig af Sværmerens Ild og noget af Drømmerens Vemod.

Bygmester Solness er en noget ældre, men endnu sund og kraftig Mand, der sidder i en indbringende Virksomhed. Oprindelig har han mest befattet sig med Opførelse af Kirkebygninger og bl. a. for 10 Aar siden bygget et nyt Taarn paa Kirken i Lysanger, hvor han – skjønt i Virkeligheden tilbøielig til Svimmelhed – under Mængdens Hyldest selv har steget op og hængt Kransen paa Fløien. Men saa indtraf der en Katastrofe i hans Liv: Hans gamle Hus, som han havde faaet i Arv med sin Hustru Aline, og hvor de havde levet lykkeligt det første Aar af sit Ægteskab, brændte en Nat ned. Derved slog han sig rigtignok op som Bygmester, idet han fik Anledning til at stykke den gamle Have ud til Villatomter og at bebygge den, som han selv vilde. Men Skrækken paadrog hans Hustru en Sygdom, hvorunder begge deres Smaagutter døde, og det Tab, deres Hjem og Husliv derved led, blev aldrig senere forvundet. Hans Hustru gaar tungsindig og forgræmmet omkring, og han selv bebreider sig, at han ikke er uden Skyld i Ulykken – vel ikke direkte, men fordi han igrunden nærede et lønligt Ønske om, at den gamle Rønne skulde brænde ned, forat han selv kunde skaffe sig en friere Virksomhed. Den Anseelse, han bagefter vandt som Bygmester, har han saaledes betalt dyrt. «For at komme til at bygge Hjem for andre», siger han, «maatte jeg gi` Afkald – for alle Tider gi` Afkald paa at faa et Hjem selv. – – Det var Prisen for den Lykke, som Folk gaar og snakker om. Alt det, som jeg naade til at virke, bygge, skabe i Skjønhed, i Tryghed, i lun Hygge – i Storladenhed ogsaa, – alt det maa jeg gaa her og veie op. Betale for. Ikke med Penge, men med Menneskelykke, og det ikke med min egen Lykke alene, men med andres ogsaa. – Den Pris har min Kunstnerplads kostet mig». Og fra den Dag byggede han nødig Kirker, bare – som han kalder det – «Hjem for Mennesker».

Paa sit Kontor har han to Medhjelpere, den ældre og den yngre Brovik, Fader og Søn. Faderen, der var Arkitekt som han selv, har han i sin Tid konkurreret ud af hans Virksomhed, – Sønnen har han beholdt paa Kontoret for at hindre ham fra at erhverve en selvstændig Stilling og derved blive farlig for ham selv. Heri understøttes han af Broviks trolovede, Kaja Fosli, der ogsaa – som Kassererske – arbeider paa Kontoret og ved en uforklarlig hypnotisk Magt føler sig dragen til den gamle Bygmester. Men denne gaar i stadig Frygt for den unge Brovik som for Ungdommen, der engang skal fortrænge ham selv. «Omslaget kommer», siger han, «jeg aner det. Og jeg føler, at det nærmer sig. En eller anden gi`r sig til at kræve: træd tilbage for mig! Og saa stormer alle de andre efter og truer og skriger: Gi` Plads, – gi` Plads, – gi` Plads! – – Engang kommer Ungdommen her og banker paa Døren – – og saa er det Slut med Bygmester Solness».

Ungdommen kommer imidlertid paa en ganske anden Maade, end han havde ventet det. En vakker Dag banker det paa Døren, og ind træder en ung Pige, Hilde Wangel, Datter af Doktoren i Lysanger, hvem vi kjender igjen fra «Fruen fra Havet», og hvem Solness har truffet, da han opførte Kirketaarnet derborte, – dengang bare en tolvaars Jentunge, nu en kjæk og noget extravagant Dame paa et Par og tyve Aar. Hende har han – uden selv at ane det – s at Griller i Hovedet, da han for 10 Aar siden hængte Kransen paa Spiret; hun minder ham om, at han i Festrusen har kysset hende, – noget, han rigtignok ikke kan erindre, – og at han har lovet, at gjøre hende til Prinsesse og skjænke hende et Kongerige; og nu kommer hun for at tage hans Verker i Øiesyn og kræver Opfyldelsen af hans Løfter. «Kongeriget paa Bordet!» siger hun, «ryk ud med Slottet, Bygmester!» Den gamle Bygmester blir efterhaanden revet med af denne Begeistring, som forlanger det umulige, men ogsaa er rede til at anerkjende og tro, – af denne Ungdom, som han har været saa bange for, men ogsaa savnet og stundet saa snart efter. Med hende kan han tale om alt, hvad han hidtil har grublet paa alene – om Vilje og Evne, om Pligt og Samvittighed, om Troldene i os – «baade de lyse og mørke» – og om sin egen Kamp med Vorherre oppe ved Taarnfløien, da han raabte til ham: «Hør nu her, du mægtige! Herefter vil jeg være fri Bygmester, jeg ogsaa. Paa mit Omraade. Ligesom du paa dit. Jeg vil aldrig mere bygge Verker for dig. Bare Hjem for Mennesker». Men herefter vil han ikke mere bygge hverken Kirker eller Hjem for Menneskene; thi, siger han, «det at bygge Hjem for Mennesker, det er ikke fem Øre værdt, Hilde. Menneskene har ikke Brug for disse her Hjemmene sine – ikke for at være lykkelige, ikke». Nei, nu vil han kun bygge «det deiligste i Verden», – Luftslotte for hende og sig selv. Og da saa Hilde tilslut – for at prøve, om hendes Bygmester «kan stige saa høit, som han selv bygger», – forlanger, at han selv skal hænge Kransen op paa Taarnet af den Villa, han netop har tømret, da gaar han trods sin Hustrus Advarsler derop, men taber Fatningen og styrter til Jorden, medens Hilde triumferende udbryder: «Men helt til Toppen kom han. Og jeg hørte Harper i Luften. – Min – min Bygmester!»

Som man vil forstaa af dette løse Omrids af Indholdet, hvori jeg har forsøgt at fremhæve de betydningsfuldeste Momenter, er det – som nævnt – ikke noget Virkelighedsbillede, vi her har for os, men en symbolsk Digtning, hvori Ibsen i dramatisk Form har kastet et Tilbageblik paa sin Produktion og sit Liv. Han selv er Bygmesteren, Bygningerne er hans Verker – det er utvivlsomt Stykkets dulgte Mening, om det end selvfølgelig kan være et Spørgsmaal, hvor langt Parallelen i Enkelthederne kan drages. – Og hvad er det saa, Digteren vil sige os under Masken? Al Magt og Ære her i Livet, synes han at sige, kan kun kjøbes paa Bekostning af Kjærlighed og Lykke, og naar alt kommer til alt, er det kun Luftkastellerne, som har Værd, – de skjønne Drømme og lokkende Illusioner, som vi aldrig naar. Og til Slutning lyder det som en vemodig Klage: Til Høiden vandt jeg. Men nu overlader jeg Arbeidet til de yngre Kræfter, som ikke er svimle, – som har – for at bruge Hildes Udtryk – en robust Samvittighed og ikke plages af Frygt for den Gjengjeldelse, som lurer bag.

Det er unegtelig ikke nogen lys Livsbetragtning, som saaledes træder os imøde. Men ud af det noget dystre Billede træder Hildes lette, ungdomsvarme og sympathiske Skikkelse frem, – en af de smukkeste Kvindefigurer, Ibsen har skabt, – og kaster ved sin friske Naturlighed og forstaaelsesfulde Tro et Forsoningens Skjær over det hele. «Hilde, ved De, hvad De er for noget?» spørger Solness. «Ja», svarer hun, «jeg er jo saa`n en underlig Fugl». «Nei», siger han, «De er ligesom en gryende Dag. Naar jeg ser paa Dem, da er det, som jeg saa imod Solopgangen». Det er det Billede, som ogsaa vil fæste sig i Læserens Sind.

Og selv om den dystre Stemning ogsaa er overveiende i Ibsens sidste Verk, maa vi være ham taknemmelige for den elskværdige Maade, hvorpaa han har givet sig selv, og for den milde, humane Aand, hvormed han her dømmer. – «Bygmester Solness» vil ikke – som saa mange af hans tidligere Arbeider – fremkalde Strid og Diskussion om de deri udtalte Meninger. Det er ikke et Angreb, kun et Opgjør. Og de Stemninger og de Tanker, det vækker, de bevæger sig ikke inden Rammen af Menneskenes Samfund, men i Digtningens Verden, hvor der – som Hilde udtrykker sig – «høres Harpetoner i Luften».