Bygmester Solness i London.
(Brevkort til Politiken.)
London, d. 20. Febr. 1893.
Ved en Matiné, den første af fem, opførtes i Dag i Trafalgar-Square-Teatret Ibsens The Master Builder. – Dog, det var ikke første Gang, dette Dramas Ord lød fra en engelsk Scene.
Den opmærksomme Morgenvandrer kunde den 7de December ifjor have bemærket tre smaa blaa Plakater, der var opslaaet paa Haymarket-Teatrets Mur, forkyndende, at man mod Erlæggelsen af en Guinea kunde faa Adgang samme Morgen Kl. 10 til at høre Oplæsningen af «Bygmester Solness, Skuespil i tre Akter af Henrik Ibsen». Stykkets Titel samt Personlisten var affattet paa Norsk. Billetprisen var trykt med større Typer end Forfatterens Navn, og det var Synd at sige, at Forestillingen havde samlet en overvældende Masse Tilskuere. Da Tæppet gik op, var der fire, af hvilke den Ene var bevæbnet med en stor Kikkert. Oplæserne, blandt hvilke den fremragende Kritiker og Kender af skandivavisk Literatur Mr. Edmund Gosse havde overtaget Dr. Herdals Rolle, sad bænkede i en Halvcirkel. Paa en Kritik af denne i sig selv enestaaende Oplæsning skal jeg ikke indlade mig.
Det lille elegante Trafalgar-Square-Teater var fuldt besat, da Tæppet gik op for første Akt. Nogen nøjagtig Efterfølgelse af Ibsens Vink med Hensyn til Iscenesættelse og Personernes Maskering mærkede man desværre ikke Noget til.
Mr. Waring fremstiller Solness som den fine Mand, medens Ibsen udtrykkelig fremhæver ham som «The self-made-man», der fra simpel Murer har svunget sig op – ikke til Arkitekt. Alt for ofte forfaldt han til melodramatisk Svulst, og først i sidste Akt, hvor han fortæller Hilde, hvorledes han har trodset og undsagt den Gud, for hvem han hidindtil havde bygget Kirker, naaede han poetisk Højde og Vælde.
Der gik som et frisk Pust gennem Salen, da Miss Elisabeth Robins, Hilde Wangels Fremstillerinde traadte ind paa Scenen. Her var Forstaaelse af hver eneste Replik. Miss Robins har med en Amerikanerindes hele Energi lært sig Norsk for at kunne studere denne Rolle. For hvert Ord havde hun fundet den rette Betoning, og hendes Minespil var rent ud genialt. Det var betagende Kunst.
Fru Solness' Rolle blev aldeles ødelagt af Miss Moodie, der gav den som en grædende Nonne. De øvrige Spillende var passable.
Oversættelsen, der var foretagen af d'Hrr. Gosse og Archer, var fortrinlig. Publikum fulgte med spændt Opmærksomhed og stigende Interesse Forestillingen og lønnede Stykket og de Spillende med rigelige Fremkaldelser efter hver Akt. Særlig fejredes med Rette Miss Robins.
Sandsynligvis vil da Opførelsen af Ibsens sidste Skuespil gaa fredeligere af end Hedda Gabler, der i sin Tid fremkaldte hæftige Stridigheder indenfor den literært interesserede Verden.
Observer.