Henrik Ibsen: Catilina.
Det humoristiske lille Stykke Selvbiografi, hvormed Digteren har forsynet denne anden Udgave af hans nu 25 Aar gamle Ungdomsarbejde, der her foreligger i en lutret og styrket Skikkelse, udtaler den Formening, at det allerede i 1849 vilde have været Stykkets Forfatter muligt at give det en Sprogform som den nuværende «saafremt Tiden havde staaet til hans Raadighed og Omstændighederne været ham gunstigere.» Naar man læser Ibsens Skildring af de løjerlige tragikomiske Forhold, hvorunder Bogen blev til, betvivler man intet Øjeblik, at den unge Digter ved en omhyggelig Filing kunde have forbedret Sprog og Stil; men i Hovedsagen tro vi dog at han dengang gjorde sit Bedste og at selv et nok saa omhyggeligt og langvarigt Gennemsyn dengang vilde have ladet en Kløft blive tilbage mellem Stykkets daværende Skikkelse og den, hvori det nu fremtræder for Læseverdenen. En Forfatter, der har det paa sin Samvittighed engang at have kaldt Catilinas Jamber «græsseligt slette» *), kan ikke roligt se paa den Mulighed, at Publikum kunde tiltro ham at have benævnt de fuldtklingende og kraftige Vers, det nu har for Øje, paa en saa lidet passende Maade. Nej, vel er Stykkets Gang og Karaktertegning forbleven fuldstændig uforandret, men dets Diktion er underkastet en saa indgribende Forbedring, at den har faaet en helt ny Karakter og det uagtet ethvert levende og velformet Vers i det gamle Drama med varsom Haand er flyttet over i det nye.
Den gamle Diktion er en svækket Efterklang af den Oehlenschläger-Hauch´ske, den nye er ved en ganske let men fortrinlig Retouchering forvandlet til Ibsens egen velbekendte Diktion. Her et Eksempel paa, hvorledes Metret har rettet sig fra første Udgave til anden:
| Furia (1ste Udg.) Saa lad os fly i dette Øjeblik Over Bjerge hist bag Havets Flade, Langt fra Roma standser først vor Flugt; En talrig Venneflok dig sikkert følger. |
Furia (2den Udg. S. 29.) Saa lad os nytte dette Øjeblik! Højt over Fjelde, vidt bag Havets Flade, langt, langt fra Roma standser først vor Flugt; Dig følger sikkert tusind Venners Skare. |
Man kan læse vor poetiske Literaturs sproglige Bevægelse i den nyeste Tid fra de abstrakte og elegantere Udtryk til de sanselige og malende i alle de foretagne Rettelser af enkelte Ord, f. Eks.:
| 1ste Udg. Naar hvert et Haab om Redning er forsvunden, Den sidste Planke han med sidste Kraft Omfatter, synkende med den til Bunden. |
2den Udg. (S. 40). Og er det sidste Skimt af Redning svunden – Den sidste Planke han med sidste Kraft Omklamrer, synkende med den til Bunden. |
Saaledes bliver «den lille Villa" til «den hvide Villa», «de mørke Sumpe" til «de sorte Sumpe», «den vilde Styks" til «den brede Styks». Hvor Bølgen blytung «rulled" imod Bredden, der «vælter" den sig nu, og «Naturens vilde Skød" faar en bestemtere og mere anskuelig Karakter som «Lavrbærlundens Ly». Smlgn. ogsaa to Verslinjer som disse:
| 1ste Udg. Kuns Navnet Catilina præget staar Med Lueskrift, dybt, evigt i min Barm. |
2den Udg. Kun Navnet «Catilina" skrevet staar med Ildskrift rødt, som fordum, i min Barm. |
For imidlertid at give Læseren et saa skarpt og tydeligt Billede, som jeg formaar, af den kunstneriske Finhed og Skarpsynethed, hvormed Ibsen har foretaget sine Rettelser, opfordrer jeg Læseren til at sammenligne følgende betegnende Replikskifter:
| 1ste Udg. Catilina. Ha! i mit Indre dunkle Anelser og sære Taagebilleder fremstige – - men jeg forstaaer dem ej, der er for mørkt derinde! Furia. Saa maa det være – Mørket er vort Rige; der herske vi – kom, ræk mig Haanden til et mørkt, et evigt Forbund. – Catilina (vildt). - – Skønne Nemesis; min Genius, Du Billed af min Sjæl! her er min Haand til evigt, evigt Forbund. |
2den Udg. (S. 65). Catilina. Jeg aner uklart hvad jeg ej kan fatte, Jeg skimter gaadefulde Taagesyner, – men kan ej tyde dem. Her er for mørkt. Furia. Mørkt maa her være. Mørket er vort Rige; i Mørket hersker vi. Kom; ræk mig Haanden til evigt Forbund! Catilina (vildt). Skønne Nemesis, min Skygge, Billed af min egen Sjæl, – her er min Haand til mørkt og evigt Forbund. |
De foretagne Forandringer ere i og for sig betragtede her rent ubetydelige. Ikke desmindre er Virkningen af dem overordentlig; og saaledes overalt: al Ubehjælpsomheden i Udtrykket er som fejet væk, og tilbage staar nu renset for alle ydre Laster og Lyder det besynderlige og lovende Barneværk, der engang skulde følges af «Kongs-Emnerne" og fortsættes med «Brand», og hvis Digter skulde holde saa uendeligt langt mere end han med sit første Forsøg havde lovet.