Henrik Ibsens Digtning.
«Dit Folk er ei dødt, om end det blunder,
det lever i Kvindetroens Vidunder!»
Henr. Ibsen.
Faa literære Arbejder hos os har i denne Tid været saameget Gjenstand for Omtale, for Beundring og Kritik ikke alene i norske og danske Avisspalter, men i Salonen og Dagligstuen, paa Dampskibet og i Jernbanekupeen – kort sagt overalt, hvor man «følger med,» som Henr. Ibsens. Det sidst udkomne af disse var en Samling af Digte, der imidlertid for Størstedelen vare kjendte før; men Samlingen har lettet Overblikket, og man har bedre for at kunne danne sig en Mening om Ibsen som Digter, naar man saaledes har en Samling af hans lyriske og fortællende Digte paa et Sted. Paa denne Maade sættes man ogsaa istand til at kunne danne sig et fornuftigt Begreb om den Aand eller Grundstemning, som Ibsen har gjort sig til en Digter for, – hvordan Sangbunden er i det Bryst, som med sine Digte har vakt saamange Slags Følelser, baade Begejstringens, Forargelsens og Indignationens.
Individualiteten er medfødt, og Naturen har paatrykt enhver Begavelse sit Særstempel. Dette gjelder dog kun relativt, da Opdragelse og Livsforholde kunne indvirke slig paa Personligheden, at det medfødte faar en overvejende Vægt paa en Side, som under andre Omstændigheder vilde være traadt ganske i Baggrunden. Naar man med Opmærksomhed følger Ibsens Digtning i dens Udvikling, saa vil man tidlig spore en Hang til og Styrke i Satiren, og hvorledes han ligesom har Trang til at stille sig i Opposition til Samfundsforholdene og de almindelige Hverdagsmeninger. Allerede i hans «Catilina,» der skriver sig fra de Dage, han læste til examen artium, finder man Spor hertil. Istedetfor at lade sig lede til med Cicero at udtale Fordømmelsesdommen over Catilina, gjør han Oprøreren, Samfundsstormeren til sin Helt, der med et Overmaal af lidenskabeligt Frihedssind og Ungdomskraft følte sig kaldet til at frelse det til Selvfortærelse og indre Forraadning hjemfaldne Romerfolk. Dersom han i denne Tid havde faaet sine «Byggeplaner» realiserede og seet sit «Skyslot» rejst, ja om det ikke havde været andet end et i Miniatur nede paa Jorden, hvor en Familjes Kjærlighed havde kastet Runer over hans begyndende Digterliv, saa vilde dette sikkert have givet det en anden Karakter. Men nu følte han sig næsten bortslængt paa en Hybel borte i Kristiania, vilde gjerne digte og skrive, men Fortjenesten var knap, og Drømme lever man ikke af længe. I denne Tid var det han skrev sin satiriske «Musik-Tragedie» «Norma eller en Politikers Kjærlighed,» i hvilket Arbejde man finder Ibsens Hang til at blotte Samfundets Svagheder og virkelige eller indbildte Almenfejl temmelig stærkt fremtrædende.
Saa fik Ole Bull ham til Bergen som Theaterinstruktør Vinteren 1851, hvilket Hverv han indehavde i 6 Aar. Den danske Pseudonym Paul Pry fortæller i «Vor Samtid» om hans Ophold i Bergen følgende:
«Bergenserne og han kom godt af det sammen. De have altid havt Anerkjendelsen mere paa rede Haand ligeoverfor det, som er godt og dygtigt, end man ellers plejer at have det baade i Norge og Danmark, og Ibsen har altid trængt til lidt Virak. Han befandt sig vel mellem de varmhjertede, livfulde og begavede Vestlandsboere, og hele hans Maade at være paa var derfor den Gang langt mere aaben og ungdommelig end senere, – hans Væsen kunde endogsaa godt imellemstunder antage en lidt vild-begejstret Extasetilstand.»
Under sit Ophold i Bergen skrev han «Gildet paa Solhaug,» i hvilket Drama man vil finde, at Digteren ikke har savnet Evne til at anslaa ganske andre Strenge end dem, han har havt fat i i «Catilina» og «Norma.»
Under hans Theatervirksomhed inde i Kristiania fra 1857 til 63 fik han derimod en haardere Sø at sejle mod. Ingen Anerkjendelse, megen Miskjendelse var den Løn, som Ibsen nærmest syntes at se af sit Værk. Faa Vennedøre stode ham aabne, og bedst som det var stod der i Aviserne «Om Ibsen som Theaterdirektør,» saa «Noget til, men aldeles ikke nok om Ibsen som Theaterdirektør» osv. i det uendelige.
Under hans Ophold i Bergen synes hans Sans og Syn for vor rige Sagaskat at være blevet vakt. Kong Haakons Gildehal «med de Mure graa, hvor Uglen bygger sin Rede,» i al sin Usseldom, kunde dog magte at bære Digteren Bud fra de tusindaargamle Bedrifter, hvis Storhed og Kraft han gjør et Forsøg paa at lægge ind i sine historiske Skuespil «Fru Inger til Østeraat» og «Hermændene paa Helgeland», der udkom i den første Tid efter hans Ophold i Bergen. Hans Digtning i denne Genre afsluttes med «Kongsemnerne», et Skuespil, der saavel i dramatisk Bygning som mesterlig udført Karaktertegning og psykologisk Udvikling af det stormende, gjærende og brydende i Handlingens Personligheder, der med slaaende Sandhed og sikker Haand ere førte frem gjennem Storm og Stille søger sin Lige ikke alene inden vor egen, men inden de fleste andre Landes Literaturer. Her skulde man derfor troet at Ibsen havde fundet Feltet for sin rige Digterbegavelse; men nej, han slap den just som han havde skrevet sit Mesterstykke.
Den, som føler Kald til at optræde reformerende og optræder som Reformator, indordner sig derved under den for al Reformation gjældende Fælleslov: 1. Paavis Fejlene. 2. Vis Idealet. Ibsen brød som sagt med det historiske Drama og viede sig paa en Maade til den polemiske Digtning med sit Digt «Paa Vidderne». Her tegner han et Sjæleliv, der af en bagenomstaaende Taagemagt føres fra et idyllisk Liv i Kjærlighed nede i Dalen til en fuldkommen egoistisk Isolering oppe paa Vidderne. Han synger:
«Jeg slog min Arm om hendes Liv,
hun hvilte paa mit Fang, -
saa fæsted jeg min unge Viv,
mens Nøk i Natten sang.
Om Draugen lo, da hun blev min,
det mindes jeg kun halv; -
mig skræmte ingen Vættes Grin, -
jeg saa kun, hun var ræd og fin
og kjendte, hvor hun skalv.»
Han beder, at hendes Livssti skal gjøres tung, blot for at han skal faa føre hende gjennem «stridest Flom» og bænke hende ved sin Barm. Men saa møder han en mystisk Skytte oppe paa Fjeldet, der er kommen langvejs sørfra, – «Graaden leger i hans Latter» og «tause Tanker ligger som en Nordlysbrydning om hans Pande.» Denne gjør hans Sjæl staalsat mod alle Slags Indtryk af blidere Art. Moderen dør, mens han fremdeles holder sig deroppe; – Han bærer sin «Kvides Vægt»; men finder paa samme Tid sin Trøst i, «at der var Effekt i den dobbelte Natbelysning», da Moderens Sjæl bæres forbi af straaleklædte Engle gjennem Kveldens Maaneskin. Han ser sin Kjæreste rejse som Brud til Kirke ved en andens Side; men det gjør intet, – han trænger ikke engang den fremmede Skyttes Sarkasmer for at blive fornuftig;
«Nu er jeg Mand for at hjælpe mig selv,
men Tak for din gode Mening.
Det flommer ei længer i Aarens Elv,
og jeg tror, jeg mærker i Bringens Hvelv
alle Slags Tegn til Forstening.»
Et sligt Standpunkt synes Ibsen i sine polemiske Digte at ville indtage ligeoverfor det Folk, som han tror har jaget ham til Fjelds. I «Kjærlighedens Komedie», «Brand», «Per Gynt» og «De Unges Forbund» bryder han ubarmhjertig Staven over alt det raadne og vamle, han mener at finde i sin Samtid, med en Styrke, som kun en Pen som hans kan eje.
Henrik Ibsen synes ligesom at se ned paa alt fra et Slags poetisk Isslot. Man faar, naar man læser hans polemiske Arbejder, uvilkaarlig Indtrykket af, at han befinder sig paa et gnostisk Piedestal, uangrebet og uangribelig. Og herfra har han udført den ene Side af sin reformatoriske Missjon ypperlig: han har paavist Mangler i Massevis, pegt paa Pastor Straahat, Fogden og Præsten i «Brand,» Stensgaard og Kammerherre Bradsberg osv., men glemt Idealet – Sandhedens og Kjærlighedens Magt til at frelse fra al denne Usseldom. Det er ligesom Ibsen har mistet Troen paa nogen Frelserevne gjennem Idealet, noget der ogsaa ligger udtalt i «Bergmanden». Han ser kun nedad:
«Lyset blinder jo mit Øie,
hvis jeg søger i det Høie!» – – -
«Men jeg glemte Dagens Pragt
i den midnatsmørke Schakt.»
Hans Digtersind synes med Velbehag af og til at gribe Sujetter til Vers dernede fra «den midnatsmørke Schacht», og han har derfra hentet os op «Min unge Vin» og «Lysræd».
«Uden Navn» heder et af Samlingens Digte, der maa nævnes med et Par Ord for sig selv. Det er et Trøstebrev, Ibsen har skrevet til hans Majestæt Kongen, da de forenede Rigers Nationalforsamlinger ikke vilde bevilge de nødvendige Midler, for at han kunde føre den norsk-svenske Arme ned i Kampen for Danmark under dets sidste Krig med Tyskland. Smigeren klæder ikke Ibsen godt, og dette Digt tager sig helt underligt ud umiddelbart efter hans Digt «Til min Ven Revolutionstaleren», hvor han netop i en ægte kjøbenhavnsk Kafétoneart paa den flotteste Maade af Verden henkaster Ytringer baade om «Spillerne» og «Brikkerne», – han er lige glad og «lægger med Lyst Torpedo under Arken». Bagefter trøster han en af Samfundets Øverster,
«Sindet fyldt af Storværksplaner, -
Flugten stængt af Vindfaldsgraner, -
arme kongelige Fugl!»
I «Agnes» har Ibsen ladet os glimte Skinnet af et Ideal, der ogsaa titter frem igjen i «Solveig». Men det ser ud som om Bylden i ham ikke rigtig er lægt. Selv nu, efterat han har faaet Orden og hele Landet enstemmig har anerkjendt ham som den store Digter, vil ikke Naget rigtig give sig, og det ser ud som gjort paa Trods, at han blot vil syne os vore svage Sider. I sit «Ballonbrev» synes dog Ibsen selv at øjne et Omslag. Det er ligesom Synet der er blevet mæt af sin Jagen nede i Schakterne.
«Lovfast er jo Slægtens Gang
ad en evig Vindeltrappe.
Kredsen blir den samme krappe,
Veien altid lige trang.
Viljen blir den samme higende,
Punktet kun bestandig stigende.»
Der er endog Længsel, og i dette ligger der Haab om, at Ibsen ved Siden af sine sidste geniale store, men stygge Malerier ogsaa vil vise frem noget stort og skjønt. Naar man er træt af at færdes blandt de Døde, enten saa det er Mumier eller Maskinmennesker, saa maa man kunne vente af en Digter som Ibsen, at han sejler ind med fulde Sejl, hvor han har seet
«mod Snelandets Hytterog
fra Solstrandens Krat
ride en Rytter
hver eneste Nat»
«saa vil Aandens Livsforhaabning
ad det Vordendes Kanaler
i et Verdens Festtogsmøde,
under Hymner og Koraler,
under Skjønhedslampers Brand,
styre frem til Morgenrøde
paa Seilads mod Løftets Land!»