Amalie Skram

Naar man har læst den alvorsfulde, strenge og gribende Prædiken tilende, som indeholdes i denne Ibsens sidste, over al Maade betydningsfulde og mærkelige Digtning, udbryder Reflektionen uvilkaarlig: Gaar det saaledes med den grønne Gren, hvordan skal det da gaa den tørre? Ibsen er imidlertid en altfor fornem Digter til at ofre de tørre Grene nogen videre Opmærksomhed. Det er just de grønne, han gransker med sit gjennemtrængende Seerblik for at undersøge, om den Saft, der giver dem sin Glans og Farve, er af den rigtige Sort.

I et Dukkehjem ser det til en Begyndelse prægtigt nok ud. Den skarpere Iagttager ser imidlertid strax, at Forholdet mellem Helmer og Nora egentlig er det, der indtræder mellem et forkjælet, indtagende Barn paa den ene Side, og en ældre Formynder, der føjer sin forgudede Yndling saa langt, det lader sig forene med rimelig Fornuft, paa den anden Side. Han spilder aldrig Tiden med at give andre Grunde for eller imod end dem, Moderen giver sit Barn, naar hun afslaar en Bøn ved at sige: «Det kan ikke ske, det er noget, Du ikke forstaar Dig paa, men Mama vil det ikke.» Saaledes har Nora altid været behandlet, og i dette Faktum er Muligheden til alt det utrolige skjult.

Noras hele Færd er derfor som et Spejl, der i mangfoldig Reflektion tilbagekaster Billedet af den Behandling, der er bleven hende tildel. Som et Menneske saar, saa skal det og høste; det er en Sandhed, ingen i Verden skal undslippe.

Som et dresseret Barn lover Nora højtideligt ikke at spise Makroner for Tændernes Skyld, men passer samtidigt sit Snit til at fortære saamange som muligt, saa ofte hun kan. Sandheden omgaaes hun paa en alt andet end ærbødig Maade og reder sig med forslagen Fiffighed ud af en uholdbar Position; hun er saa letsindig, at hun foreslaar sin Mand at laane Penge, for at hun kan komme til at ødsle en liden Bitte Smule, og er ikke fri for en vis udenpaasiddende Frivolitet i sit Forhold til Doktor Rank. Naar det gjælder at sætte noget igjennem hos sin Mand, forsmaar hun ikke at lyve og smigre for ham og er til sine Tider saa fornøjelig barnagtig, at hun brænder af Lyst til at sige: Død og Pine. Men alt dette er hun paa en saa bedaarende Maade, at vi ikke kan undlade at synes om hende, dertil kommer, at vi paa samme Tid ser saa meget elskeligt hos hende. Hun er gavmild mod Bybudet, omsorgsfuld og god mod sine Tjenere, henrivende i sin jublende Leg med Børnene, varmhjertet og trofast mod sin Barndomsveninde, modig og fuld af Værdighed i sin Samtale med Krogstad og gjennemaandet af en inderlig Kjærlighed til sin Mand. Denne Kjærlighed er det eneste, hun har stillet sig i noget Forhold til. Hendes sjælelige Evner og Kræfter forresten, – og hun har mange – har der aldrig været Spørgsmaal efter, hvorfor hun heller ikke nogensinde har klaret sig nogetsomhelst Begreb, men er i den fuldstændigste Vilderede med, hvad alting er for noget lige til Løgn og Sandhed i almindelig Forstand taget.

Den energiske, alt tilsidesættende Kraft, hvormed hun har optraadt dengang det gjaldt at værne om Gjenstanden for den Følelse, der er det eneste, der er Alvor hos hende, giver os en Anelse om, hvad der kunde være blevet af hende, om ikke hendes Udvikling uforsvarligt var bleven hæmmet og stanset. Det er ligesom den Hemmelighed, hun har, er det eneste besjælende Element i Samlivet med Helmer, uden den vilde hendes indre Menneske visnet bort. Nætter og Dage arbejder hun i energisk trofast Taushed for at afbetale Gjælden. Ikke for alt i Verden maa han vide, at han skylder hende noget; det vilde forrykke Forholdet imellem dem.

Under Samtalen med Kristine, hvori hun hører, hvad denne har gjort for sin Moder og sine Brødre, skaffer en Følelse af at være forurettet ved den Maade, hvorpaa hun opfattes, sig Luft i disse Ord: «Nora, Nora er ikke saa gal,» ledsaget af Kastet med Nakken, hvorpaa hun fortæller Kristine, at hun har reddet sin Mands Liv, hun selv ene og alene, og at ogsaa hun saaledes har noget at være stolt af. Hun trænger til en Smule Anerkjendelse af det, hun føler er det bedste i sig.

Da, saa Krogstad forklarer hende, at det han i sin Tid havde gjort og som havde ødelagt hele hans borgerlige Stilling, hverken var noget værre eller noget mere end hendes Efterskriven af Faderens Navn, svarer hun i stolt Bevidsthed om Afstanden imellem dem: «Vil De bilde mig ind, at De har foretaget Dem noget modigt for at redde Deres Hustrus Liv?» Hun, der er sig de ædleste og reneste Bevæggrunde bevidst, kan ikke forstaa, at Lovene ikke skulde spørge efter saadanne og mener i overlegen Uafhængighed, at saa maa det være nogle meget daarlige Love. Da hun saa af sin Mand faar høre bekræftet, at det at skrive falsk Navn er en samfundsfarlig Forbrydelse, og at Mennesker, der gjør sligt, efterlader sig Smitstof, hvor de færdes o. s. v., begynder det at brydes derinde i hendes forfærdede Sjæl. Det er rørende og smerteligt at være Vidne til den Angst, hvormed hun værger sig mod den vaagnende Forstaaelse af, at det nok egentlig er galt fat med hendes hemmelige Heltedaad, den, som har været hendes Hjertes Lyst og Stolthed. Hun staar tvivlende, skrækslagen og raadvild, og det mest rystende er, at det er den eneste, hun med Bevisthed og Kjærlighed har troet paa, der er ifærd med at styrte sammen over hendes Hoved. Tanken ledes uvilkaarlig hen paa en anden af Digteren for Sjælens Øje i Marmor mejslet Skikkelse, der som hendes personificerede Kontrast repræsenterer det absolut modsatte, Brand nemlig, idet hans Tvivls bitre Vaande er Frugten af en trælbunden, modstandsløs, men lidenskabelig Underkastelse, under en absolut og i sine Konsekventser frygtelig Autoritetstro. Nora har derimod i lovløs, oprindelig Uafhængighed, i suveræn Forkastelse af og Uvidenhed om al Autoritet, med kraftig Haand selv grebet ind for at underlægge sig den fiendtlige Skjæbne, der nærmede sig. Hun har handlet ud af sit naturlige Hjertes bydende Trang paa Grundlag af sin egen Følelses umiddelbare Morallov, uden at spørge om der gives noget alment, samfundsgyldigt, absolut vedtaget, der sætter Individerne Maal og Grænse. Disse to mindeværdige Skikkelser danner saa at sige hver sit Sidependant til det indholdsrige, storartede Maleri, der udgjør Ibsens Digtning i den Tid, der ligger mellem dengang og nu, idet de hver for sig repræsenterer et i Strenghed gjennemført praktisk Resultat af en Livsopgaaen i de to mægtige Faktorer, der i brede Strømme slynger sig igjennem Tiden, dannende Rammen om alt det mere eller mindre ubetydelige eller iøjnespringende, der ligger imellem, nemlig den sig selv opgivende blinde Autoritetstro paa den ene Side, og den absolute Emanciperen fra og Ignoreren af al Autoritets Existence paa den anden. Begge disse Skikkelser har Digteren ført til Afgrundens Rand; den første lader han redningsløs styrte i Dybet, – Livet kan ikke bruge ham. Den anden gribes derimod netop af selve Livet, saaledes som det aabenbares i den formfuldendte for alle Skjær og Klipper afvejen bøjende Advokat Helmer og tvinges til at blive paa Valpladsen, og derved har han sat det bestemmende Mærke paa den Prædiken, han har forkyndt. Begge Resultater er forstenende i sin Trøstesløshed; men Forskjellen er, at medens han lader den ene plat forgaa, holder han en Dør aaben for den anden, og denne fører gjennem Selvprøvelsens og Selvgranskningens ensomme Stier til den frie Personligheds fuldt ud ansvarlige Tilegnelse af de Sandheder, hvorpaa Individet bygger sit Liv. Der er ogsaa en indre Forskjel tilstede; thi medens Brand er den, han er, i Kraft af sin modne Viljes Valg og sin under Troen bøjede Reflektion, er Nora det i Kraft af sin umiddelbare, ubevidste Naturlighed.

Følger vi saa Nora videre gjennem den Kamp, hun er kommen ind i, ser vi, at hun er istand til at fatte de mest afsindige Planer hellere end at aabenbare alt for sin Mand, der jo elsker hende saa højt, at han aldrig et Øjeblik vilde betænke sig paa at give sit Liv hen for hendes Skyld (hendes egne Ord til Doktor Rank). Dette, at hendes Nød driver hende alle andre Steder hen end til ham, hendes naturlige Beskytter og Fortrolige, viser noksom Hulheden i deres Samliv. Hun er ikke vant til at have andet end Tant og Leg fælles med sin Mand, derfor er Tanken om at dele dette jernhaarde Alvor med ham, noget, der ikke kan opkomme i hendes Sjæl. Istedet derfor beslutter hun sig dog højst nødigt til at gjøre Rank til sin Fortrolige og søge Hjælp hos ham. Hun staar ogsaa Doktor Rank i en vis Forstand en hel Del nærmere end sin Mand. Til ham, den interesseret lyttende, har hun talt om alt det, som Helmer ikke har gidet eller ikke syntes om at høre paa, og deraf har udviklet sig et udadtil af Spøg gjennemvævet, men indadtil i al sin Overfladiskhed fortroligt Forhold mellem dem. Scenen mellem Doktor Rank og Nora, hvori han med den for fremmed Brøde dødsdømtes forstenede Ro, meddeler hende sit Livsopgjørs haabløse Resultater og hvori Nora halv barnagtig-uskyldig, halv frivol-vidende flagrer hen over Stier, der ikke er fri for Slibrighed, er en af Dramaets mærkeligste. Da hun saa gaar over til at bede ham om dette, som hun selv betegner som: «et Raad, en Hjælp og en Tjeneste», stanses hun pludselig af noget, der forfærder hende, fordi det spiller over paa det Felt, der er det eneste, hun fuldt ud har i Eje, det, der indeslutter hendes Kjærlighed til Helmer. Nora vender sig raskt om og udfører Tilbagetoget hurtigt og sikkert. Hun kan det, fordi der i hendes hidtidige Forhold til Doktor Rank intet er, der i dette Øjeblik bliver hende en Snare. Men i det samme falder det fulde Dagslys over en hidtil ubelyst Side af Noras Karakter, den, der repræsenterer hendes sædelige Moral. Det kommer halvvejs som en Overraskelse, at hun, tiltrods for sin flagrende Lærkefugltilværelse, dog har bevaret Kvinden i sig, saa ren, saa hel, saa oprindelig, at der for hende nu, efter at Tilstaaelsen om hans Elskov er kommen, ikke længer gives noget Valg mellem Ranks med uskrømtet, lidenskabelig Offervillighed tilbudte Hjælp, dobbelt fristende, fordi den vilde ydes som en Døendes Testamente, og selve det grufuldeste af alt, Døden under Isen i det sorte Dyb. Men ogsaa dette, der dog har rystet hende, tager hun paa Lærkefuglmaner. Som et ægte Barn, der er yderlig fornøjet over ikke at være bleven fangen i Legen, udbryder hun i disse behændige, halvt drillende, om moden Forstaaelse og total Uberørthed paa en Gang vidnende Ord: «Jo, De er rigtignok en net Herre, Doktor Rank; synes De ikke, De skammer Dem, nu Lampen er kommen ind?» Nu, da dette klodsede, stygge er over, føler hun ikke sin Værdighed i mindste Maade krænket, eller hun gjør det, men finder det nemmest at spøge det ihjel. Han maa gjerne komme der fremdeles, der blir saa uhyre fornøjeligt, naar han kommer. Bare han ikke havde sagt det. Hvad hun havde forstaaet og kunde vide, saadan inden sig selv, blev hendes egen Sag. Leges der med hende, saa leger hun tilgavns igjen og det med et uansvarligt Barns Overgivenhed. Ingen har nogensinde gjort hende begribeligt, at det at lege og at leve slet intet har med hinanden at skaffe. Alligevel har det sneget sig ind i hendes Bevidsthed, at Livet ogsaa gjemmer et mysteriøst og grufuldt Indhold i sig, og dette Indblik skylder hun Pigeværelsets chronique schandaleuse i Barndomshjemmet og de lægekyndige Madamers kyniske Sladderhistorier i Ægteskabet.

Da saa Krogstad strax efter kommer og paa sin praktisk grovkornede Maner, der ikke er uden Godmodighed, søger at berolige hende med, at han ikke foretager sig noget for det første, og at hun derfor bør opgive, hvad hun i Lighed med de fleste i den første Fortvivlelse maaske tænker paa, men hvad de færreste har Mod til, svarer hun tonløst: «Jeg ikke heller»; og senere: «Jeg har det ikke, jeg har det ikke». Men dette Svar gjør os angst; thi det viser, at hun er begyndt at stige ned i Afgrunden og har overskuet al dens Rædsel, og at kun det sidste fortvivlede Sprang staar tilbage, for at hun skal ligge knust paa Bunden. Og da Krogstad fortæller hende, at han vil bruge sin Magt til at kue hendes Mand, da er det stolt besluttet hos hende, at Spranget skal tages, og med de Ord: «Det skal De aldrig komme til at opleve!» fortæller hun Krogstad det. Det er atter Hensynet til den elskede Mand, der lægger det sidste Lod i Vægtskaalen. Og alt som Krogstad taler, staalsættes det hos hende: «De skal faa se!» «De skal faa se!» Og senere, da han udmaler, hvorledes hun til Vaaren vil flyde op med affaldet Haar: «De skræmmer mig ikke!»

Efter dette er der intet andet, der ligger hende paa Sinde end at tage Kristine til Vidne paa, at det er hende selv, som har gjort det altsammen, at ingen skal tro det, naar hendes Mand træder frem og tager alt, hele Skylden paa sig. Dette er hendes Testamente. Siden gaar hun i kvalfuld Jubel og bæver ved, at dette vidunderlige, som hun i sit indholdstomme Ægteskab i 8 Aar har ventet paa, nu er hende saa nær. Nu kommer det i Skikkelse af Kjærlighedens evige, urandsagelige Underværk, der forhverver sig sin Ejendom ved at give sit Liv hen til en Frelse for den som hendes Mand nu vil komme til at gjøre med og for hende. Men dette Offer vil hun ikke tage, just fordi hun selv har den Kjærlighed, der giver Livet hen. Kristine skal ingenting forhindre. Det er altsammen besluttet og snart fuldbragt. Om 31 Timer er Tarantellan ude, da er Timen kommen. Og med Døden i Hjertet, Fortvivlelsens Lystighed i Blodet, gjennemisnet af den frygtelige Bevidsthed om, at hun den næste Nat skal stige ned i det sorte, forfærdende Dyb og strække sit til Døden viede Legeme dernede paa Havbunden, vender hun sig dog ved Raabet fra sin Mand mod ham med smilende Aasyn og jublende Stemme, og i Kraft af sin Kjærlighed flyver hun til ham med udbredte Arme for at spille sin Dukkerolle tilende de korte Timer hun endnu har tilbage at leve i, idet hun siger: «Her er Lærkefuglen!»

Efter dette nærmer det afgjørende Øjeblik sig mere og mere. Tarantellaen er ude, og Helmer og Nora atter i sit Hjem, hvor han har beruset sig i hendes Dejlighed med æsthetisk Vellyst, der i Grunden er saa lidenskabsløs, at den er borte i det Øjeblik Nora bebrejdende spørger, om han vil være hos hende med Dødstanken paa sin Ven, og han bliver sig bevidst, at der er kommen Uskjønhed ind mellem dem. Hvor glimrende gjennemført er nu ikke denne Skikkelse fra Begyndelsen til Enden. Han vil afskedige Krogstad ikke for Mangel paa Dygtighed eller af tvivlende Mistillid til hans Hæderlighed, men til syvende og sidst, fordi denne til sit Uheld er hans samtidige fra Studenterdagene og er taktløs nok til at gjøre Brug af sit Dusbroderskab. Han er saa yderlig ømfindtlig for sit Skin af Sjælsadel, at Vreden klinger under de Ord, han giver Nora til Svar paa, at hun har kaldt hans Bevæggrunde smaalige, medens Sandheden er, at hans hele Livsopfatning i sin inderste Grund er lutter Smaalighed. Han har paa sit ophøjede moralske Stade, hvorfra han optræder med dømmende Myndighed gjort sig skyldig i akkurat det samme som Krogstad og Nora, idet han har udstedt falske Papirer, dengang han var betroet et Hverv at undersøge, om Noras Fader var en uangribelig Embedsmand eller ikke. Forskjellen er, at medens Krogstad har begaaet sit Falsum af Nød, og Nora dreven af kjærlig Omsorg for sin døende Fader, har Advokat Helmer gjort det af lavt Hensyn til sig selv, der fordrede, at hans vordende Svigerfader ikke maatte have nogensomhelst Plet paa sit Navn. Hele hans Liv har gaaet ud paa, først og fremst at værne om Skinnet, derfor er han ogsaa ganske rigtig en af dem, der stiger sikkert tilvejrs. Han lader endvidere Fru Linde gaa alene til sit Hjem midt paa Natten, idet han for Skams Skyld mumler noget om, at han skulde saa gjerne, men o. s. v. Han har tiltrods for sin ubændige Forelskelse ikke indrømmet Nora nogen højere Plads, end en østerlansk Slavinde har, hvis Opgave det fremfor alt er at staa sin Herre til uindskrænket Raadighed: «Vil, vil, er jeg ikke din Mand?» siger han, og et andet Sted: «Snil, fordi du føjer din Mand? men jeg ved jo nok, at du spøger». Han beklager Doktor Ranks Død, fordi den skyede Baggrund, hvorpaa hans egen sollyse Lykke tog sig bedst ud, svinder med ham. Det er Sorgen over den Ven, der var «saa sammenvoxet» med ham, denne klamme Egoist med den hjærteløse Afsky for Sygdommens Uskjønhed, som Rank kjender saa vel, at han ikke engang vil have ham ind i sit Sygeværelse. Han trøster sig dog snart med, at det vistnok er bedst for ham selv saaledes, og giver tilsidst efter for den blødagtige Trang til at digte et skjønt og ophøjet Indhold ind i sit tomme Indre, som den særegne Stemning for Øjeblikket har affødt, ved at ønske, at en overhængende Fare maatte true Nora, for at han kunde vove Liv og Blod og alt, alt for hendes Skyld. Og da han saa som ved et Trylleslag har faaet dette Ønske opfyldt og staar der med Brevet i Haanden foran den dødsdømte, viser det sig tilfulde, at han er den klingende Malm og den lydende Bjælde. Det, der volder Oprøret i hans Sjæl, er, at hans eget dyrebare, uangribelige Jegs Hæder og Velfærd er truet, og ikke at hans arme Hustru i sin blinde Kjærlighed og totale Forholdsløshed til Begrebet Ansvar, har begaaet en af de Forbrydelser, der øves af Menneskenes Udskud. «Jeg har elsket dig over alt i Verdens Rige»; det er hendes simple, men gribende Indlæg i sin egen Sag; men hos Undermaalsmennesket Helmer, der forbitret spørger om, hvad det vilde nytte ham, at Nora var ude af Verden, og selv giver det affejende Svar: «ikke det ringeste vilde det nytte mig», har saadanne «Taalemaader» intet at sige. Istedetfor det vidunderlige, som Nora saa usvigelig sikker har ventet paa, sker nu det forfærdelige. Her er ikke Tale om at tage nogenting paa sig for hendes Skyld. Som et Lyn slaar det ned i Noras Sjæl, at en saadan Kjærlighed, der tager hele Skylden paa sig, ja giver Livet hen, er hans Sjæl for lav til at fatte end sige nære; da hun siger, at hun vil dø for at hindre ham deri, kalder han det: «Fagter». Som var det kommen for Dagen, at Nora havde bedraget ham for sin Kjærlighed og ægteskabelige Troskab, raser han over Hyklersken, Løgnersken, Forbrydersken, medens Sandheden i sit inderste Væsen er, at hun har vovet alt for at redde hans Liv. Ingen Rørelse over dette, ingen Tanke for den sønderrivende Kval, hun maa have udstaaet, ingen manende Anklage i sin Sjæls inderste for at være skyldig i sin Dukkehustrus Dukkelivs Konsekventser. Men Nora staar der med det stirrende Udtryk og ser i frygtelig Klarhed, at den Torvald Helmer, hun har elsket og for hvem hun har villet give Livet, ikke har existeret uden i hendes egne Tanker. Foran hende staar en fremmed Mand, som hun aldrig har kjendt før i det Øjeblik, det prangende Gevandt, hvori han har indhyllet sig, er faldt, og den indskrumpede, frastødende Skikkelse nøgen staar tilbage. Men dette Syn har stanset hendes varme Hjertes Slag, som havde et Medusahoveds forstenende Blik stirret hende imøde fra Dybet af hans Sjæl. Han maa se at komme tilrette, dysse Sagen ned, gaa paa Akkord med Krogstad for enhver Pris; Nora faar nu erfare, at den Maalestok, hvorefter Krogstad har vurderet Helmers Mandemod, naar det skulde staa sin Prøve, har været ganske korrekt. Nora kan ikke mere være hans Hustru uden for Verdens Øjne, Børnenes Opdragelse tør han ikke betro hende, det er jo en Selvfølge. Men saa sker det allerutroligste, at Gjældsbeviset sendes tilbage, og at altsaa den Fare, der truede ham, ikke mere er til, og da er det for ham, som om intet var forefaldt. Nora er jo fremdeles Løgnersken, Hyklersken, Forbrydersken; deri er jo intet forandret. Saa tænker imidlertid ikke Helmer: nu er hun atter Lærkefuglen, Dukkebarnet, som han herefter skal lege dobbelt varsomt med; nu har han brede Vinger at dække hende med, da det ikke mere behøves. Nu gjør hendes Hjælpeløshed hende dobbelt elskelig i hans Øjne, «han maatte ikke være en rigtig Mand ellers», nu har hun elsket ham, som en Kone bør elske sin Mand; det var kun Midlerne, hun tog fejl af. Men nu er Nora bleven en anden, og nu er det hendes Tur at kræve til Regnskab. Just fordi hendes indre Menneske har ligget magt og dvalebunden er alle Muligheder skjult derinde. Nu er det vaagnet og rejser sig i Kraft, staalsat og væbnet af den samtidig opvaagnende, forhærdende Forstaaelse af al den Uret, der har været øvet imod det. Den Sjælekval hun i disse tre Døgn har gjennemlidt, et helt Menneskelivs Rædsel og Smerte, drevet hen til Selvmordsdødens grufulde Port, har beredt Jordbunden derinde, saa at Forvandlingens Frugt falder moden til Jorden i et Nu. Men i Lyset af den nye Erkjendelse ser hun sin egen forfuskede, forkvaklede og forurettede Skikkelse; hendes Ægteskab synker ned til et nedværdigende Samliv med en fremmed Mand, hendes Hjem blive et Sted, hvor hun har levet i demoraliserende Lystighed, og hendes Ægtefælle, et Menneske, med hvem hun intet, intet har tilfælles, og for hvem hun kun føler Foragt og Ligegyldighed. Da Helmer appelerer til hendes religiøse og moralske Følelse, for at holde hende tilbage hos sig, svarer hun træffende og sandt, at hun slet ikke ved, hvad det er for noget, at hun i ethvert Fald har en anden Opfatning af Moralen, end hun nu har hørt, at Samfundet har, og at han intet kan lære hende, fordi han er en Stymper i hendes Øjne. Saa bryder hun da med sit Dukkeliv, forlader sit Dukkehjem og sine Dukkebørn, som hun i Lighed med alt i Tilværelsen, ikke har stillet sig i noget Forhold til, altsaa ikke føler Ansvar for eller Pligter mod, og søger ud i Ensomhed for at prøve paa at blive et Menneske.

Betragter vi nu denne Digtning fra et dramatisk Synspunkt, da er det ikke formeget sagt, at det er et Mesterværk af højeste Fuldkommenhed, og hvad den psykologiske Behandling af Personerne angaar, da maa det ligeledes bekjendes, at den er uovertræffelig. Hver eneste Skikkelse er en ægte Type, oprunden i Slægten, udsprungen af Tiden, og falden som en Frugt af sin egen naturalistiske og psykologiske Nødvendighed. Samfundet og Slægtsforhold sætter Mærke paa Individerne og bestemmer deres Vej og Maal. Tiden vil saaledes til alle Tider blive ved at afsætte «Anne Marier», der kommer i Ulykke og sætter sit Barn ud til Fremmede, hvilket ofte just er Betingelsen for, at det naar et Skridt videre frem, for selv med Troskab og Samvittighedsfuldhed at være Moder for andre Børn, der tiltrods for, at de ikke er forladt af sin egen Moder, dog tiltrænger en Anne Marie. Ligeledes vil disse Advokat Helmerer, der er den borgerlige Samfundsides individualiserede Inkarnation i egenretfærdig Ubarmhjertighed, gjennem alle Tider blive ved at kaste Sten paa Noraerne, og Samfundshoben vil ligeledes altid trolig assistere dem. Fra alle Hold vil Stenene flyve disse imøde. Just saa har det altid været. Den gallilæiske Mester delte disse Mennesker i to Arter ved de Ord: «De Karske have ikke Lægen behov, men de, der have ondt», og derigjennem har han karakteriseret dem begge, thi just i deres Hjerter, der stødte an mod den autoritetsmæssige Farisæisme, og af disse stempledes som Syndere og Toldere, fandt han den Jordbund, i hvilken han kunde udsaa sin ophøjede Læres Sædefrø.

Som et Tegn og en Advarsel og en Dom staar denne Levendegjørelse af Livet blandt os. Naar Kvinden vaagner til fuld Bevisthed om sin Menneskeværdighed, naar hun ret faar Synet op for al den Uret, der gjennem Tiderne har været øvet mod hende, da vil hun væbne sig mod den, hun var given til Medhjælp, og hun vil sønderbryde alle Baand, overskride alle de Mure, Samfundet og den institutionsmæssige Autoritet har bygget op omkring hende. Hendes Modstand vil maaske føre hende langt ud over al Rimeligheds Grændse, og den vil være stærkest netop da, naar der gjøres noget for at forsone, udjevne og gjenoprette. Historien og Individet har til alle Tider vist, at det netop gaar løs over den, der forsøger at gaa paa Akkord, fordi Indrømmelserne giver den begyndende Frigjørelses Indsigt i hvor stor Uretten har været.

Men Advarslen er, at man ikke skal tage fejl af Problemerne. Naar Kvinden først har rejst sig, lader hun sig ikke mere stanse. Som Nora vil hun lade de Pligter, hendes Dukkeliv har affødt, falde død til Jorden, fordi Arbejdet med hendes eget, forsømte Jeg, opsluger og omstøder alt andet. Selv Moderkjærligheden rykkes op med Roden og kastes bort med Smerte, fordi Syndflodens Vande i Opvaagnelsens Øjeblik er gaaet hen over hendes Sjæl og har bortskyllet alt det, der før havde Væxt derinde. Hun vil kjæmpe sig frem til sit fulde Menneskeværds Forstaaelse, til sin suveræne Ret til at vælge sin Plads og optage sin Livsens Gjerning, uden at være henvist til Ægteskabet som en Forsørgelsesanstalt. Og Dommen er over Ægteskabet. Dets højhellige Ide er bortflygtet fra Jorden. Digterne kan kun afklæde Vrangbilledet, der er sat istedet, eller manende pege opad. Det bliver Menneskeslægtens egen Sag at hente den tilbage og sætte den paa Højsædet iblandt sig. Og Dommen er endvidere over Fædrene, der opdrager sine Døtre, som havde de ingen Sjæl med Evighedens udødelige Kræfter, med Krav paa Omsorg og Udvikling, og over Ægtemændene, der i hensynsløs Egoisme overser eller fornegter Hustruens Betydning og Bestemmelse, idet saamange af dem behandler dem enten som Dukker, der er til for at more og underholde dem i ledige Timer, eller som Tjenerinder, nødvendige for deres materielle Behov, og endelig over Kvinderne, der har ladet og lader sig nøje med noget, hvis Konsekventser er saa forfærdelige som de, hvormed «et Dukkehjem» slutter.