Anonym anmelder i Bergens Tidende

Theatret.   Opførelsen af «Et Dukkehjem» var en smuk Triumf for vor unge Scene. Et saadant Digterværk stiller svære Fordringer til Gjengivelsen. Selve Stykket er en streng, gribende Prædiken, og dersom Udførelsen ikke kan bære ialfald dens Hovedtanker helt og sandt frem, ligger Parodiens Mulighed snublende nær, og det var just paa denne Skjebnesten, man kunde nære Frygt for, at saa unge Theaterkræfter som vore vilde risikere at sejle sin Skude paa Grund. Men det gjorde de ikke. Opgavens Alvor og Storhed viste sig at have virket inspirerende paa alle medvirkende, – vi kunde næsten sige opover ligefra det lille treaarige Barn til den ældste, og vi tror, at vi gjør os til Tolk for den almindelige Følelse blandt det fuldtallige Publikum, der igaar overvar «Dukkehjemmets» første Opførelse, naar vi først og fremst bringer de medvirkende, saavel derigerende som spillende, Kræfter en Tak for den alvorlige Bestræbelse, der fra alle Sider sporedes efter at naa det Maal og løse den Opgave, som Digtningen havde stillet. At Evnerne ikke overalt rak ligesaa langt som den gode Vilje vil Publikum ikke trække fra sin Taknemmelighedsgjæld, og det er ingen Forklejnelse hverken for Ensemblet eller den enkelte, naar vi samler vort Totalindtryk af Gaarsdagens Præstationer i det vistnok i og for sig noget trivielle Udtryk: «Et Dukkehjem gik overraskende godt.» Især gjælder dette Frøken Johansens Udførelse af «Noras» Rolle. Vi forudsætter, at Stykket er saa vel kjendt, at vi ikke behøver at opholde os ved Digterens Tegning af «Noras» Karakter, Opdragelse, Udvikling og Livsførelse, og vi vil sige om Gjengivelsen, at vi fik Indtrykket af, at frøken Johansen havde fundet Grundtonen i det tegnede Billede, og at hun gjengav denne umiddelbart og uden Prætensioner. Dette gav hendes Spil et sympathisk Skjær, der paa sine Steder endog hævede Fremstillingen til kunstnerisk Højhed. Hun blev da ogsaa lønnet med ikke mindre end 7 Fremkaldelser. – Hr Bøghs Gjengivelse af «Helmers» Rolle gav ogsaa Indtrykket af grundigt Studium og en alvorlig Stræben efter at tilfredsstille Rollens Krav, og naar hans Spil ikke helt ud tilfredsstillede os, saa er Grunden hertil formentlig den, at hans sceniske Betingelser neppe passer til at gjengive en Karakter som Helmers. – «Dr. Rank» blev spillet meget fint og karakteristisk af Hr. Garmann; men hans Maske var ikke god. Selv hvor han bedst pointerede sine Repliker, gled disse over kun med halvt Indtryk paa Grund af det illusionsforstyrrende i Maskens Udtryksløshed. – Hr. Michelsens «Krogstad» tror vi vilde vinde meget, dersom han kunde være noget mindre haardhændt og spille en Smule mere lunt. – Frøken Olsen gav en meget tækkelig «Fru Linde.»