Conrad Falsen

Gjennem Pressen er allerede fremkommen en Række af Udtalelser om Ibsens nyeste Drama, og man er derved sat i Stand til med nogenlunde Korthed at overskue det læsende Publikums Stilling til dette Arbeide; man er ogsaa kommen paa det rene med, hvilke Punkter i Stykket isærdeleshed have lagt Beslag paa Læseverdenens Opmærksomhed, det være sig enten for i dem at søge Anledning til Fremsættelse af Tvivl og Indvendinger eller for paa de vigtigste Mærkesteder at koncentrere i kraftigere Form den Beundring, Stykket som Helhed maa siges at have afvundet Kritiken, uanseet Standpunkt eller literære Sympathier.

Det tør derfor i det Efterfølgende være tilladt at forudsætte Stykket bekjendt for Læserne, hvorfor vi ved nærværende Anledning fritage os for at resumere Handlingens Gang og strax gaa over til i Korthed at belyse de ejendommeligste Sider ved Dramaet. Vi fremhæve derunder fortrinsvis det, der i de offentliggjorte Udtalelser synes os mindst at være kommen til sin Ret.

Først standse vi ved Doktor Rank og hans ejendommelige Stilling i Stykkets Plan og ligeoverfor Handlingens Udvikling. Man har sagt, at denne Figur ikke havde nogen højere Betydning for Stykkets Økonomi; at han, trods den Interesse, hvormed man unegtelig omfatter hans Person, dog i Grunden kun gaar ud og ind i Stykket, uden paa noget Punkt at gribe afgjørende ind i Handlingen, og at han kunde tænkes borte, uden at de væsentlige Karaktermærker ved Dramaet derved vilde undergaa nogen synderlig Forandring. En saadan Opfatning har ved første Øjekast noget berettiget, men for en dybere Betragtning af Stykket og af dets ejendommlige Forhold til de Problemer, der ere oppe i vore Dages Literatur, saavelsom til Ibsens Digtning i sin Helhed, kan den vistnok ikke fastholdes.

Undersøge vi nemlig den Udvikling, Ibsen gjennem sine Dramaer har tilbagelagt, kan vi i Korthed karakterisere den som en Overgang fra den ubetingede Fordømmelse af Samfundet i Idealitetens specielt den kvindelige Idealitets Navn, til det Standpunkt, Digteren nu indtager, og fra hvilket han, om han end ikke sparer Samfundet, dog paaviser Vejen til dets Forædling. Dette positive Standpunkt, hvortil Digteren er naaet frem, er ikke kommet overraskende for dem, der have havt Øje for det ejendommelige Dobbeltspil i hans Digtning. Allerede «De Unges Forbund» gav Anledning til at karakterisere Ibsen som «Kvindens Digter», og den senere Udvikling har visselig ikke svækket det Berettigede i denne Karakteristik. I «Samfundets Støtter» har jo de ældre ugifte Kvinder faaet en Betydning, der i en vis Forstand berettiger til at kalde stykket «Tanternes Drama» i hvilken Forbindelse man kunde fristes til at spørge, om Digteren ved denne Anledning gjør Afbigt for den Behandling, «Tanterne» fik i «Kjærlighedens Komedie», hvor de, som det vil erindres, tropper op efter Parolen: Den gamle Garde i Gevær! og i «Et Dukkehjem» har Ibsen gjort Skridt over paa det moderne Ægteskabsdramas Felt, hvorved ogsaa Handlingens Tyngdepunkt er lagt over i det kvindelige Element og Hovedinteressen koncentreret omkring den kvindelige Figur.

Medens de tidligere Dramaers Handling i det Store taget har gaaet ud paa at vise det mandlige Samfunds Selvopløsning, under hvilken den væsentligste Rolle, der er tilfaldt Kvinden, har bestaaet i, som Diakonisser at optræde paa Slagmarken, efterat Striden er udkjæmpet, for at pleje og forbinde de Syge og Saarede, optræder Kvinden i «Et Dukkehjem» handlende, løfter Banneret og kræver sin Ret i Dramaet som i Livet.

Idet saaledes Ibsen tager sin Standplads midt i de praktiske sociale Problemer, er han, som sagt, kommen i Berøring med det moderne Ægteskabsdrama, og det har vel da fremstillet sig som uundgaaeligt, at tage Stilling ligeoverfor den moderne man kunde kalde den: Skraaplanstheori, med dens i sin Grund umoralske Motivering af Tredjemands relative Berettigelse ligeoverfor et Ægteskab, der bærer Spiren til Opløsning i sig. Naar det betænkes, at i Doktor Rank debuterer Ibsen med en Elsker vis a vis den gifte Hustru, vil man vistnok maatte indrømme at dennes Stilling i Stykket ikke kan være uvæsentlig, men at han udgjør et uadskilleligt Element i den dramatiske Komposition, og at man uden ham ingenlunde med tilstrækkelig Klarhed vilde kunne bedømme Stykkets Heltinde. Stykket maatte ikke engang give Anledning til at spørge om hvad Indflydelse en intim Husven vilde havt paa Noras Udvikling og Skjæbne; hendes sædelige Renhed maatte ubetinget fremgaa af Dramaet; derfor var Doktor Rank uundværlig.

Ligesom det imidlertid vistnok skal kunne paavises, at Digteren i sit sidste Arbejde ikke alene har motiveret Tilstedeværelsen af alt det anvendte Materiale, men at han endog ved en flerdobbelt Anvendelse af de i Stykket indførte Elementer omtrent har gjort hver eneste Del uundværlig, saaledes vil det ogsaa vise sig, at Doktor Ranks Betydning ikke indskrænker sig til som et Slags Hulspeil i samlet Styrke at reflektere Noras sjælelige Renhed, men at han ogsaa i det Enkelte er udnyttet for Stykkets Økonomi. For at berettige Noras endelige, fortvivlede Beslutning, maatte det nemlig være nødvendigt, at enhver Udvej til at slippe bort fra Situationens Vanskeligheder afspærredes hende, medens det vilde været psykologisk usandt, om hun i sin Nød og Vaande ikke vilde gjort ialfald et Forsøg paa at finde en Vennehaand, der kunde retlede hende. Adgangen til en saadan hjælpende Haand maatte altsaa holdes aaben, og med genialt Blik for en koncentreret Virkning har Ibsen gjennem Husvennen ladet øjne Muligheden af en Udvej, medens han, ved at lade Vennen, paa Noras første Antydning af Behovet for en Venskabstjeneste, plumpe ud med en Tilstaaelse, i et og samme mesterlige Træk baade spærrer alle Udveje og lader Noras Renhed komme tilsyne i fuld Belysning. Naar det derfor har været sagt, at Doktor Rank kan tænkes udeladt af Stykket, synes en saadan Opfatning at hvile paa en Underkjendelse af den væsentlige Betydning, der i et Drama kan tilkomme den forsmaaede Elsker. Vistnok vil en Elsker, hvis Følelser, om end blot i nogen Grad, besvares, i Almindelighed gribe kraftigere ind i et Dramas rent ydre Handling end Tilfældet er med den, der ikke bringer Heltinden endog blot et Hanefjed ud fra hendes Vej, men deraf, med Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde, at ville slutte, at Doktor Rank ikke er ligesaa dramatisk motiveret som Stykkets øvrige Personer, er neppe berettiget. Dramaet har jo ogsaa sin indre Handling.

At Rank er en original og højst interessant Personlighed, indrømmes af Alle; men man har neppe lagt tilstrækkelig Mærke til den ejendommelige Betydning, der synes at ligge i den Omstændighed, at da Ibsen første Gang i et moderne Drama viser os Tredjemanden i Ægteskabet, sker det gjennem en kosmopolitisk Type, der strengt taget burde gjøre Tredjemanden til en dramatisk Umulighed for en Menneskealder eller to. I Rank er det nittende Aarhundredes Weltschmerz demaskeret. Han vil gjøre sin Runde over Europas Scener og blive modtaget som en Bekjendt overalt. Men man vil vistnok ogsaa ligeoverfor de tvivlsomme Ægteskabsdramaer spørge, om ikke Ibsen gjennem Doktor Rank har villet vise den hele Skraaplanstheori sin Haan. I «Et Dukkehjem» er intet Skraaplan; Digteren fører os til Randen af en Afgrund, og i denne se vi Tredjemanden forsvinde.
 

Størst har Meningsforskjellen angaaende «Et Dukkehjem» vistnok været med Hensyn til den Maade, hvorpaa Dramaets Slutning fremkalles for vore Øjne.

Er det virkelig en Skilsmisse eller maa Noras Fjernelse kun tænkes som temporær? Og forudsat, at Digteren har tilsigtet en definitiv Opløsning af Ægteskabet, kan da denne ansees for tilstrækkelig motiveret, saaat Læseren virkelig føler Nemesis bryde frem af Handlingens Kollisjoner, eller lukker man Bogen med en Følelse af, at for Moralens Domstol maa Stykkets Afslutning misbilliges, uanseet dens mulige Berettigelse fra et udelukkende dramatisk Standpunkt? Eller har Ibsen maaske aldeles ikke villet indlade sig paa Besvarelsen af disse Spørgsmaal, men med fuld Bevidsthed henkastet en Anstødssten, der saa langt fra at røbe os Digterens Mening, meget mere gjennem den Dom, der afnødes os, skal tvinge os til at lægge for Dagen vor Opfatning af Ægteskabets Væsen, og snarere lade Digteren kaste et Blik ind i vort Indre, end vi i hans. Det er ikke første Gang, Ibsen fremtræder med den erfarne Læges afmaalte Indesluttethed, og har han maaske i Dukkehjemmet kun villet føle Samtiden på Pulsen?

Ligeoverfor disse Spørgsmaal maa det hævdes som en Fordring til den dramatiske Digtning i sin Almindelighed, at der skal gives Læseren ihænde alle nødvendige Betingelser for af selve Stykkets Forudsætniger at kunne slutte sig til, hvad der er Dramaets Hensigt, selv hvor denne ikke fortælles os lige ud og det gjælder da at undersøge, hvorvidt Ibsens sidste Arbejde virkelig gjør Fyldest for denne Fordring.

Vi kunne derfor ikke godkjende den Indvending, at da Digteren gjennem Noras Mund har anvist os Realisationen af det «Vidunderlige» som Betingelse for et fornyet Samliv, skal det være gjort afhængigt af den enkelte Læsers Tro paa dette Vidunderlige, hvorvidt han skal lade sin Dom gaa i den ene eller den anden Retning; thi hvorvel Digteren meget vel kan betragte det i Dramaet rejste Spørgsmaal som et saadant, paa hvilket der ikke kan gives noget almengyldigt Svar, saa er det jo dog hans Opgave gjennem Fremstillingen af de handlende Personer at vise os en Afslutning, der er i Overensstemmelse netop med disse Personers Karakterer. Der spørges ikke om Ibsens Mening med Hensyn til Skilsmisser, men om, hvorvidt Nora og Helmer ere skildrede saaledes, at en Skilsmisse for dem er det konsekvente Udtryk for deres indre Ejendommelighed. Men i saa Fald kan heller ikke hver enkelt Læsers Dom erkjendes for lige berettiget.

Desuden vil en Anvisning paa den enkelte Læsers Dom, i dette Tilfælde, hvor der ikke er Tale om en Fortælling eller en Novelle, men om et Drama, bestemt til Opførelse, være aldeles betydningsløs; thi Stykkets Instudering maa nødvendigvis anlægges med den ene eller anden Opløsning for Øje. At holde Spørgsmaalet svævende under Rollernes Indstudering vilde neppe kunne forenes med Kravet paa den stærke Individualisering, dette Stykke synes at gjøre nødvendig. Baade Helmers og Noras Rolle maa indstuderes og fremstilles netop med den Nuancering, vedkommende Skuespillere finde at kunne og burde lade Rollerne blive tildel under den ene eller anden Forudsætning, og begge Fremstillere maa selvfølgelig gaa ud fra samme Forudsætning. Ja, vi gaa saa vidt, at vi paastaa, at ogsaa Krogstads og Fru Lindes Roller maa hente en Del af sin Belysning fra Spørgsmaalet om Stykket ender med en uformidlet Dissonants, eller om det forudsættes, at man skal fornemme Bølgeslaget af en dybere Harmoni, der klinger igjennem som Stykkets Grundtone.

Det fremstiller sig derfor for os som overordentlig vigtigt at søge at træffe Digterens Hensigt, saameget mere som vi ere af den Anskuelse, at der i Dramaet virkelig er nedlagt alle Momenter, der udkræves for at opgjøre sig en begrundet Dom om, hvad Stykket har tilsigtet. Det er denne Stykkets egen Ledetraad, vi her vil søge at paavise.

Vi gjøre da først opmærksom paa, hvorledes alle Forhold i Stykket ordnes paa den skjønneste Maade, naar bortsees fra Forholdet mellem Nora og Helmer, det, vi foreløbig lade staa hen som diskutabelt. Krogstads og Fru Lindes Forbindelse viser os en rolig og fredelig Fremtid for dem begge: Krogstad beholder naturligvis Posten i Aktiebanken, for hvilken Ordnings Mulighed der er givet en Antydning allerede i Helmers Udtalelse om, at hvad der egentlig stod ivejen for hans Forbliven i Stillingen, var den Omstændighed, at han fra gamle Dage er Dus med den nye Direktør. Mod Krogstads Brugbarhed har han intet at indvende; tvertimod indrømmer han fuldt ud hans Dygtighed og betragter heller ikke det tidligere begaaede Fejltrin som nogen uovervindelig Hindring.

Det kan derfor, efterat Krogstad har tilbageleveret Noras Gjældsbevis og derved ryddet afvejen de ydre Hindringer for Katastrofens Afvendelse, neppe betvivles, at Stykkets Forudsætning er, at der kommer et godt Forhold istand mellem Helmer og Krogstad, ja man synes at øjne Virkeliggjørelsen af, hvad Krogstad tidligere i Form af en Trudsel udtalte ligeoverfor Nora, at han nok skulde vide at gjøre sig til Direktørens højre Haand, naar han først kom til at arbejde sammen med ham. Alt er saaledes i Stykket lagt tilrette for en almindelig Forsoning og en mild Løsning af de opstaaede Spændinger, men denne Ordning af Bipersonernes Forhold, der først faar sin sande og højere Motivering under Forudsætning af et fornyet Samliv ogsaa mellem Ægtefolkene, vilde ikke alene være overflødigt, men endog fra den dramatiske Virknings Synspunkt mindre berettiget, naar man gaar ud fra, at det Forhold, hvortil Hovedinteressen knytter sig, ender med et ulægeligt Brud.

Hertil kommer endnu, at selve den Maade, hvorpaa endelig Krogstads første Brev det, der røber Noras Fejltrin spilles over i Helmers Hænder, efter at det en lang Tid er holdt hen i Uvished, enten Brevet vil komme til sin Adresse eller ikke, i dramatisk Henseende maa kunne betegnes som mindre vellykket, hvis man forudsætter, at Brevet skal have saa skjæbnesvangre Følger, at et Ægteskabs Opløsning deraf skal resultere.

Læseren vil erindre, at i Aabningsscenen i 3dje Akt erklærer Krogstad for Fru Linde, at han vil fordre Brevet tilbage, men at denne med sit skjærpede Blik for Livets praktiske Forhold erklærer, at Brevet maa og bør komme Helmer ihænde, forat den truende Hemmelighed kan blive aabenbaret og Ægtefolkenes Samliv atter faa en sikker Grundvold.

Fru Lindes Forudsætning er herved naturligvis den, at Forholdet mellem Helmer og Nora ikke skal blive endeligen forstyrret; men at gjøre Stykkets Udgang afhængig af, hvorvidt Fru Linde i saa Henseende ser rigtigt eller tager Fejl, maa dog indrømmes at være en mindre god Motivering.

Overhovedet synes den Maade, hvorpaa Digteren næsten leger med Krogstads Brev og snart vækker, snart forjager Læserens Spænding, at kunne opfattes som en Antydning af, at Brevet til syvende og sidst slet ikke vil have den Betydning, man uvilkaarlig tillægger det i det Øjeblik, man ser det falde ned i Helmers Brevkasse.

Hvis Stykkets Opførelse anlægges i Overensstemmelse med den her forfægtede Opfatning, vil det derfor være af Vigtighed, at Fru Lindes Rolle gives med en vis rolig Beherskelse af Situationen, saaat Tilskueren virkelig overtydes om, at hun ikke har en skjæv Opfatning af Forholdene. Specielt vil hendes Replikker i 3dje Akt, da hun bestemmer Krogstad til at lade Brevet forblive i Kassen, være af Betydning.

Doktor Ranks Død kan dernæst fremhæves som et Moment, der vil vinde i dramatisk Betydning, naar man ogsaa deri ser en Bortrydning af en Hindring for et lykkeligt Ægteskab. Det kan jo ikke negtes, at man helst ønsker ham fjernet fra Noras Selskab.

Havde Stykket havt til Hensigt at vise os et Billede af Livets Uforsonlighed, da burde efter vor Formening Disharmonien været gjennemført paa alle Punkter. Som Stykket nu er anlagt, har ialfald Nedskriveren af nærværende Linjer, selv ved første Gjennemlæsning, intet Øjeblik været i Tvivl om, hvorvidt ogsaa Forholdet mellem Helmer og Nora vil ordne sig igjen. Paa Bunden er heller ikke Helmer udelukkende Pjalt; der er fra hans Standpunkt meget berettiget i, hvad han paa flere Steder i Dramaet fremfører, men hans Øje er lukket for Noras bedste Egenskaber.

Den Livsfilosofi, der repræsenteres gjennem Fru Linde, og som Digteren uden Tvivl ogsaa tilkjender sin Berettigelse, er vistnok heller ikke uden Hensigt stillet Side om Side med Noras. Vejledende er det ogsaa, at Noras første Tilflugt, efter at have vendt Hjemmet Ryggen, er hos Fru Linde. Vi ville udtale det Haab, at Venindens Rolle ved Opførelsen ikke maa blive betragtet som mindre væsentlig.

Efter den Opfatning, der her er gjort gjældende, kan det imidlertid spørges, hvad Betydning det har, at Slutningsscenen viser os et Brud, og hvorfor ikke Digteren kunde sagt os lige ud, hvad han mente, istedetfor at lade os slutte os dertil. Hertil kan svares, at det uden Tvivl vilde været en let Sag at forskaffe Læseren en positiv Vished om Personernes senere Skjæbne, hvilket tildels ogsaa vilde været stemmende med de dramatiske Traditioner; men naar Ibsen har forsmaaet at bringe den dramatiske Spidsborgerlighed et saadant Offer, er det vistnok skeet, fordi den sceniske Effekt derved i væsentlig Grad vilde været svækket. Var det en Fortælling, hvorom der var Tale, kunde vistnok Afslutningen været ordnet paa en anden Maade, men Dramaets Ejendommelighed har krævet netop den Slutning, vi se for os. Den Maade, hvorpaa Nora optager sin Mands blodige Bebrejdelser, skal nemlig kaste det endelige opfarende Lys over hendes oprindelige Fejltrin og lægge for Dagen med hvilke Følelser det var, hun for otte Aar siden stiftede den Gjæld, hvormed hun reddede sin Mands Liv. Dommen om denne Handling er for Nora en Dom, enten til Liv eller til Død, og der er da kun en Maade, hvorpaa hun under de forhaandenværende Omstændigheder kan hævde Renheden af de Tanker, hvormed hun i sin Tid udstedte Gjældsbeviset, og det er ved at protestere mod et Samliv, i hvilket hun ikke alene ligeoverfor sin Mand, men ogsaa overfor sine Børn skal føle sig ikke som den ophøjede Kvinde, der af Uerfarenhed griber Fejl af Midlerne, men som den tilgivne Forbryderske, hvis inderste Motiv ikke engang er bleven fattet. Enhver anden Optræden ligeoverfor Helmer vilde i det afgjørende Moment kastet en Skygge hen over alle de forløbne otte Aar. At hun har begaaet en Fejl, indser hun, og har hun den hele Tid indseet; men Handlingen var dog begrundet i et ædelt Motiv og var præget af Idealitetens Krav, saa hun ved det endelige Opgjør kunde fordre, at Retfærdighedens Vægtskaal skulde sænke sig til hendes Fordel.

Ligeoverfor Helmers Fordømmelse, der sønderriver alle Illusjonens Slør, bliver hans paafølgende Tilgivelse uden dybere Værd. Nora føler sit bedre Jeg, der trods Dukkehjemmet har udviklet sig skjult i de otte Arbejdets Aar, som ved et Trylleslag udreven af Omgivelsernes Usandhed; hun føler en Personlighed at være modnet i sig, hvori Helmer ingen Del har, og i denne Stemning maa hun bryde alle Baand. Der danner sig et Svælg imellem hende og Helmer, som det er dennes, ikke hendes Pligt at udfylde. Først naar den nyvaagnede Kvinde respekteres, først naar Helmer har undergaaet en lignende Forvandling, kan Samlivet atter begynde.

Hvor længe vil da Adskillelsen vare? Hvor lang Tid behøver Helmer til sin Forvandling? Kommer Nora virkelig tilbage til sin Fødeby?

Herpaa kan der vistnok gives forskjellige lige berettigede Svar. Vi for vor Del tro, at hun ikke kommer længer end til Fru Linde.